Rejsen havde været længere end planlagt, for mentalisten havde flyttet sin butik i følget af inkvisitionens fald, og havde skiftet identitet. Spike havde været nødsaget til at spore ham, og det tog alt hans samlede erfaring som lektor overhovedet at kunne finde ham, for mentalister efterlod sjældent et spor. Omvejen havde forsinket ham med flere dage, og selv den mest hårdføre optimist ville have måtte anerkende, at det vand og mad Spike havde efterladt hende med ville være løbet tør et par dage forinden.
Spike knælede i den mudrede skovbund med en hånd på det nærmeste træ, og ledte efter spor. Hytten var, efter design, vanskelig at finde, men den styrtende regn havde udslettet sporene han efterlod på vejen væk.
”Faret vild, Lektor?” hvislede mentalisten med sin hæse stemme, et par skridt bag Spike. Mandens stemme var provokerende lattermild. Spike kunne høre smilet på mandens læber, selvom mentalistens ansigt var dækket af en jernmaske.
Spike kørte tænksomt en finger over barken, og mærkede de afskårne riller, der fortalte hyttens afstand. De nærmede sig. Han kom på benene og trak hætten ned over panden i beskyttelse mod regnen. ”Vi blev enige om at glemme den titel, Mortimer,” brummede han utålmodigt. ”For vores begges skyld.”
”Naturligvis, inkvisitor – hvor glemsomt af os!” Sarkasmen i mandens stemme var tyk nok til at skære sig på. Spike himlede med øjnene, og undrede sig over hvordan mentalisten stadig var i live, i en branche hvor et forkert ord kunne slå dig ihjel. Ikke at han havde tænkt sig at dræbe manden. Kombinationen af magisk talent og skrubbeløs grådighed var alt for brugbar for en mand som Spike.
”Vi er der snart, så knyt sylten,” vrissede Spike, men hans hjerte lå ikke i det. Hans nært forestående frihed gjorde selv Mortimers uforskammethed udholdelige. Som svar begyndte mentalisten af nynne højlydt; sylten grundigt knyttet.

Døren stod på klem, blæst åben af den kraftige vind, der kunne føles selv mellem skovens tætte træer. Som de trådte indenfor faldt mentalisten tavs. Med sit magiske øje skannede Spike gulvet, men vinden havde forstyrret det tykke lag støv, og det var ikke til at bedømme om andre havde været her, siden han forlod. Knælende ved lemmen, trak han sin kniv frem og pressede den ind mellem plankerne, der skjulte løftemekanismen, og øjeblikket senere var han på vej ned i den skjulte fangekælder, hvor Ikaris havde tilbragt den sidste halvanden uge i ensomhed.

En dag? Næppe. En uge? Mere sandsynligt, men det virkede længere, uudholdeligt. To uger? Muligvis, tiden flød sammen i den mørke kælder, takket være trækronernes dække, slap sparsomt lys ind i hytten og endnu mindre ned i den tætlukkede kælder, medførende at dagene og nætterne flød sammen til et uigenkendeligt pløre. Mørkelveren i kælderen havde med alt tydelighed været effektiv med sin tid i fangenskab, alle hjørner og sammensvejsninger buret bød hende, var tjekket ned i den mindste detalje. Et enkelt sted bøjede barrene en smule fra hinanden, et sted der tydeligvis ikke havde været samlet ordentligt, en svaghed elveren havde fundet og forsøgt udnyttet, dog uden succes. Cellens ene hjørne manglede træbjælkerne der udgjorde gulvet, herfra var der gravet ned, til Ikaris havde mødt jernbarrene som stoppede hende i den form for flugt. Sidst, men ikke mindst, havde det med nok vold og magt lykkeds elveren at vriste sig fri af den ene håndledslænke, efterladende et ækelt sår omkring hendes håndled. Herefter, var kræfterne sluppet op. 
Skikkelsen i cellen lå sammenkrøllet under det tynde tæppe som havde været i kælderen, vandet var sluppet op for længe siden føltes det som, nok til at lade hendes læber sprække og gøre hendes mund tør som støv. Ikaris var opvokset i tunnellerne under krystallandet, der var altid varmt, selv i brændende hede trivedes hun, men her, kulden var sneget ind på hende for længe siden, gørende hende stiv i alle ledende og sløv i hovedet. 
Det var den klagende lyd af lemmen som fik hende til at hæve hovedet, selvom lyset der strømmede ned var sparsomt, fik det hende til at knibe øjnene sammen, som hun besværet fik rejst sig fra det støvede gulv. Håret der for længe siden havde siddet op i en stram hestehale, var uglet og størknet i blodige plamager, mens kraveben og ribben var blevet en kende mere tydelige, som energien soldaten havde brugt havde tæret overraskende hurtigt. Hun holdt vejret et kort øjeblik. Alene tanken om Spikes fikse ideer fik det til at vende sig i maven på hende. 

Da Spike vendte sig om blev han mødt af et syn, der trak et vagt smil ud af ham. Det havde tydeligvis været for meget at håbe på, at den forlængede hunger og tørke havde efterladt Ikaris svag. Hvis han ignorerede det fremstående kindben og det udmattede udtryk i hendes øjne, kunne han bilde sig selv ind at hun stod præcis hvor han havde efterladt hende. Men sulten havde sat sit præg. På musklernes sitren kunne se den indsats det tog hende, bare at forblive stående. Spike beholdt sin kniv i hånden, klar til det værste, som han fandt nøglen frem. Selv udhungret og svag var Ikaris mere end farlig.
Som han drejede nøglen, satte Mortimer sin fod på fangekælderens gulv, og tog bestik af Ikaris. ”En mørkelver? Det husker Vi ikke blive nævnt, Lee.” Den kutteklædte mentalist samlede sine handskeklædte hænder foran brystet, og tog et skridt nærmere Ikaris.
”Er det et problem?” spurgte Spike, velvidende at det ikke ville være. Det beløb han betalte Mortimer havde været tilstrækkeligt, om så det var mørkets general han skulle behandle. Som svar begyndte Mortimer at nynne igen, mens han gik frem og tilbage foran gitteret, med maskens facade klistret i Ikaris retning.

Spike trak gitterdøren op, kniven redde og klar på det værste, selvom lænken på Ikaris håndled stadig begrænsede hendes bevægelsesfrihed. Uden at fjerne blikket fra ridderen, kastede han den sæk ind i hendes celle, som han havde båret over skulderen.
”Spis og drik,” han nikkede i retning af sækken, der indeholdt tørret mad og et vandskind. ”Du får brug for dine kræfter.”

Det tog nogle lange øjeblikke for elveren at indse, at Spikes tilstedeværelse var sandhed, og ikke et bedrag begået af hendes efterhånden lettere slørrede sanser. Det fik hende til at misse med øjnene som blikket låste sig fast til hans skikkelse der på få øjeblikke fik bevæget sig gennem kælderen, i alt den tid stod hun stille, som en slange der tog bestik af et andet væsen. Den skarpe sarkasme og morbide humor der normalt kendetegnede elveren, var pakket væk, alene at skulle åbne munden var ubehageligt grundet dehydratioen som havde taget hende for længe siden. Det var dog hverken Spikes åbning af låsen eller hans sæk der kort efter dumpede ned på gulvet, som blev tildelt hendes ufravigne opmærksomhed, men den anden skikkelse. Spike havde ikke nævnt hans navn, men hun brød sig mindre og mindre om situationen. De matte orange øjne lagde sig på den maskerede mand, hun kendte Spike, hun vidste til udstrækningen af hans evner, det var den fremmede, som provokerede noget i hendes indre, Spike havde ham med af en grund, og alene tanken herom fik elverens hårdt prøvede muskulatur til at spænde op under den smidige hud, som hende kæbe lukkede tættere sammen i et forsøg på kropslig kontrol. 
Ud af øjenkrogen var det ikke svært at se sækken, hun vidste hvad der var i, og på nuværende tidspunkt var hun ikke kritisk for hvad hun fik indenbords, hele hendes indre skreg efter det. 
Nu, som Ikaris bukkede sig efter sækken, mærkede hun for alvor hvordan musklerne i hendes ben sitrede faretruende under hende, alligevel veg hendes stålsatte blik ikke fra den maskerede skikkelse et splitselund, som hun faldt ned på det ene knæ og lod sin venstre hånd, der ikke længere sad fast i lænken, lukke sig om vadskindet. Det var hverken kønt eller afmålt som hun åbnede det med dirrende fingre, inden hun drak grådigt i store skurke, slukkende den altødelæggende tørst. Føden som måtte være deri, forekom hende for nu, ligegyldig. Det var intet i den sæk som kunne få hende ud af den panible situation, og en forstående fordøjelse ville blot svække hendes reaktionsevne, selvom den i sandhed ikke var noget at være imponeret over. 
"Jeg ser... du har fået en ven, Spike" tonen var ensformig, og stemmen spag efter ikke at have været brugt i over en uge, alligevel var der en fornyet energi at finde deri. I tunnellerne hvori Ikaris var opvokset sloges man til at en af parterne lå bevidstløse, da straffen for nederlag var for stor en risiko at løbe. Her, som hun stod overfor Spike og hans allierede, rislede en velkendt fornemmelse ned langs hendes rygstykker. " Sig mig... Hvad en mand der ikke vil vise sit ansigt... kan klare, som du ikke selv kan, inkvisitør?" Hvis hun kunne få en luns af hans plan, var det nok til at hun ville tage det, selv nu, som hun ikke flyttede sig en milimeter fra cellen, som hun elles havde bandet langt væk. Hun løftede endnu engang vadskindet til læberne og drak, jo mere tid hun kunne købe med snak, desto bedre. 

”Må Vi, inkvisitor?” hvislede Mortimers stemme, som hans behandskede hånd krøb op og greb om jernmaskens kant. Fornøjelsen var stadig tyk i mandens spage stemme. Men Spike rystede på hovedet, og Mortimers hånd faldt til siden med et irriteret grynt.
Spike trådte frem til tremmerne og så Ikaris i øjnene, mens han overvejede hvad han burde sige – selvom han kunne tale mere eller mindre frit for en gangs skyld. Det var kun Mortimers overhørende øre, der ville huske, hvad Spike sagde i denne kælder.
”Hvad kan jeg sige?” Spike trak sardonisk på skuldrene. ”Nogle gange må man anerkende når man har brug for hjælp –”
”Betalt hjælp,” indskød Mortimer, irriterende.
”- Betalt hjælp,” rettede Spike sig, og skulede til den kutteklædte skikkelse. Han ønskede – hverken for første eller sidste gang – at Mortimer kunne forstå hvornår han skulle tie, og hvornår han skulle tale.
Med en hånd trak han en stol fra væggen frem til tremmerne.
”Jeg kunne tydeligvis hverken dræbe dig, eller slippe dig fri, så ville du bare spore mig igen, og hele festen ville starte forfra. Så mit valg var at holde dig i fangskab eller overgive dig til Lyset.” Spike satte sig i stolen, og kastede et blik på Mortimer. Et blik var alt der skulle til, for at fjerne enhver idé om at han skulle arbejde for lyset. ”Da jeg ikke har nogen venner i Lyset, og ikke orker skifte din natpotte, var jeg nød til at blive kreativ. Så jeg fandt Mortimer her – sig hej Mortimer.”
Mortimer lagde en hånd på tremmerne, og hviskede et foruroligende musikalsk ”Hej” med en gruvækkende lattermildhed.
”Mortimer skal – hvordan siger man det bedst – ordne dig, fikse dig, så jeg kan få mit liv tilbage, og du kan slippe væk med dit. Spørgsmålet er om du vil foretrække hurtigt og smertefrit, og helt stille sætte dig ned, eller jeg skal slå dig i gulvet og binde dig til den her dejlige stol.” Spike klappede siden af sædet som han sagde de sidste ord, og så forventende på Ikaris. "Dit valg."

Det var som Mortimer lod hånden glide til hans maske at Ikaris stivnede i sine bevægelser, som en knurrende hund trængt op i en krog, ventende på at finde ud af om den måtte kæmpe sig vej ud af hjørnet. Der gik dog ikke længe før Spike stoppede ham, fremtvingende det spillende smil på de mørkegrå sprukne læber, nej det var i sandhed ikke hende der var et dyr i sidste ende, det var Mortimer, bundet af et økonomisk  reb. Alene tanken var nok til at få elveren til at slappe en kende mere af, et menneske der kunne købes troede nødvendigvis ikke på sin egen sag.
I en mere rolig bevægelse lod hun vadskindet, nu væsentligt mere slunkent, falde til jorden, som hun trak et stykke tørret kød op ad tasken, hun kort efter stak i munden og tyggede tænksomt på. Det var ingen hemmelighed at intet ord gik ubevidst hen, elveren spidsede ører til det, alene smagen af mad fik fik de orange øjne til at lyse en kende mere op, det var tiltrængt, hendes krop skreg efter næringen og det første stykke fik hullet, der havde vokset flere dage i hendes mave, til at føltes endnu mere tydeligt.
"Det lyder som... fantastisk selskab!" Mørkelveren fik med en enkelt kraftanstrengelse kæmpet sig på benene, de svejede en kende under hende, mens kæden der endnu stædigt sad omkring hendes håndled raslede provokerende, som den strammedes mellem hende og tremmedøren, inden hun skridtede tættere på. 
Hun havde vurderet at denne lejesvend ikke udgjorde den store trussel med sin maske på, hun tillod sig derfor at strække dette øjeblik længere end nødvendigt, mens hun vurderede gitterlågen Spike sad opad, spærrende denne for at hun kunne åbne den, selvom den nu stod ulåst. "Åh, kom nu Spike, du kommer til at savne den evige kat efter musen!" En dødelig leg for en af dem en dag, det var en vished ingen kunne løbe fra, Ikaris havde heller ikke tænkt sig at undlade dette, hun havde nydt hvert sekund, hvor frustreret hun så end havde nået at blive.
Det var et træt halvhjertet smil somspillede på de mørke læber, som hun hvilede panden kort imod trammerne på buret, hun var klar til at komme ud herfra, men Spike måtte være ualmindelig dum hvis han troede, at det blev uden kamp. Måske hvis han i sandhed troede, at hun bare ikke orkede mere. Mørkelveren gav et tungt suk fra sig, trækkende på skuldrene, ladende vandet i maven finde til rette så den skvulpende fornemmelse fik lov at fortage sig. "Fint, luk mig ud herfra, jeg kommer uden bøvl!" Hun trådte et lille skridt baglæns, givende Spike plads til at åbne lågen nok til at kun kunne komme ud, men under den sløve ydre skal, spændte de senede muskler op

Spike modstod fristelsen til at spørge hvem af dem var kat, og hvem af dem mus, og rejste sig i stedet fra stolen for at betragte Ikaris vaklende skikkelse nærmere. Han var ikke i tvivl om at Ikaris nød jagten mere end hun så frem til fangsten, men skulle hun en dag fange Spike med de metaforiske bukser nede, ville han ikke slippe fra det levende. Nej, han ville ikke savne hendes ånde i nakken hver dag, som han forsøgte at starte på en frisk. Ikaris var et levn fra en fortid han havde gjort sit bedste for at efterlade i støvet. Når de var færdige hernede i kælderen, ville den sidste bro være brændt, og Spike ville endelig have vundet sin frihed.
Den forhenværende inkvisitor skubbede stolen til side, og trak sin kniv fra bæltet.
”Læg dig ned på gulvet!” var de eneste ord hun fik lokket ud af ham. På trods af hendes løfte, tvivlede Spike ikke et øjeblik på, at hun ville kæmpe, til der ingen anden mulighed var tilbage. Han købte heller ikke hendes tydelige demonstration af svaghed, som hun vaklende holdt sig stående. I hendes sted havde han gjort det samme, og spillet ind i sin fangetagers forventninger. Så han var forberedt på det værste, som han åbnede hendes celle og satte foden indenfor.

Ikaris betragtede indgående mennesket, hvis man da kunne kalde ham det, alligevel var hendes blik sænket, ned mod han brystkasse. Det var ikke mang milimeter elveren flyttede sig som han rejse sig op, hun kunne mærke hvordan musklerne under hendes arrede hud kæmpede for at løsne op i den kolde kælder. Det var ikke just fordi der havde været nogle forbi med rent tøj siden deres sidste møde. Den stramme bandage omkring hendes thorax sad endnu tæt, mens bandagen Spike havde bundet omrking hendes hoved var flyttet ned omkring hendes håndled, for at beskytte mod kædens gnaven. Skulderbandagen sad endnu hvor han havde efterladt den, gennemsevet af det sorte størknede blod.
Elveren hævede hovedet en kende, en sidste gang, som hun trådte et enkelt skridt bagud i takt med at Spike åbnede gitteret op, gørende plads til ham selv. Så snart han nærmede sig, bukkede elveren sig en kende i knæ, lignende starten på hans forespørgsel om at lægge sig ned. Hendes tempo kunne nemt forklares med hendes fysiske tilstand, enten det eller...  Så snart hendes gamle soldaterkammerat var trådt forbi gitterets smalle åbning, satte hun dog af. En sidste udladning af alt hun havde i sig, det var nu det vand Spike selv havde kastet til hende kom til sin ret. Ikaris havde dog et enkelt mål, et mål som ikke involverede sølvmanden selv, hun ramlede mod gitteret med sin vægt, tvingende dette op, og forcerende sig adgang til mentalisten, til den maskerede mand han havde med. 
Elveren nærede langt mindre mistillid til Spikes våben end til mandens sæt evner, hun var ikke dum, det sagde sig selv, at han havde brug for Mortimers hjælp, kunne hun rydde ham af vejen, havde hun endnu engang vundet sig tid. Der gik af samme årsag ikke længe, før hun nåede den maskeredes lange tunge klæder, kastende sig over ham som et vildt dyr i den udstrækning den magiske kæde endnu tillod hende. Med et par desperate slag med sin frie arm, forsøgte hun at hamre den knyttede næve mod hans hals og hans stemmelæber, af ren årvågenhed for hvad magt der gemte sig under hans maske, måtte hun i stedet rette indsatsen for at få knust hans luftveje

Da Ikaris lavede de indledende bevægelser til at lægge sig ned, gjorde Spike sig klar. Der var stadig ingen tvivl i hans sind om at Ikaris ville kæmpe til det sidste, og som hun sænkede sig ned, begrænsede hun sine muligheder. Angrebet måtte falde snart.
Hvad Spike ikke havde indset var, at han ikke ville være offer for hendes angreb. Så naturligt var det blevet for ham at forvente hendes overfald, at han havde glemt hun var i stand til andet. Det tog ham et øjeblik at forstå hvad hendes plan var, da hun kastede sig mod tremmerne, og i det korte øjebliks forvirring lykkedes det hende at presse sig forbi ham. Mortimer, der kålhøgent havde stillet sig inden for rækkevidde, blev væltet bagover med et skrig, der blev kvalt som nævnerne faldt på ham. Spike rettede sig op, og stak kniven tilbage i bæltet. Der var ingen grund til at skynde sig.
Slagene fik kåben til at bølge indad uden modstand, som slog Ikaris på et gardin. Hver gang hun løftede sin næve til et nyt slag, rettede kåben sig ud, uden at efterlade spor fra hendes overgreb. Med rolige bevægelser nærmede Spike sig bagfra, greb Ikaris ved anklen, og trak hende tilbage mod buret i et kraftigt ryk. I én glidende bevægelse placerede han et knæ over hendes nedre ryg, og brugte sin fulde vægt til at presse hende ned i gulvet. Med hendes begrænsede bevægelsesfrihed var det kun et spørgsmål om tid, før Spike fik indfanget de virrende næver, og samlet dem bag hendes ryg i et jerngreb, som hun næppe kunne slippe ud af i sin svækkede tilstand. Med den frie hånd greb han hendes baghoved, og holdt det fast så at hendes ryg var ret, så hun ikke ville kunne vride sig. Det var et standard greb, og praktisk talt umuligt at bryde sig ud af, hvis ikke man kunne overvælde den andens rå styrke.

Mortimer kom på benene, støvet og prustende, men uskadt. Stadig forpustet talte han med sin hvislende stemme. ”Du havde ret, inkvisitør!” klukkede den maskeklædte skikkelse, og genvandt vejret. ”Vi troede ikke på det, men sikke et bid!"
Der var beundring i den kutteklædte mands stemme. Han vendte sit maskerede hoved mod Spike, og fortsatte sin tale med ivrig hast. "Ssskal vi gå i gang?”
Spike nikkede, men sagde intet. Selvom han ikke kunne finde på nogen måde for hende at komme ud af hans greb, krævede det hans fulde opmærksomhed, i tilfælde af at Ikaris ville prøve alligevel. Mortimer trak på fingrene af hans ene handske, og lod den falde til gulvet. Hvor hans hånd skulle have været, var der tom luft. I det dunkle lys, måtte man kigge nøje efter, for at se de tynde skygger, der udgjorde Mortimers kød og blod. Skyggehånden greb om masken og fjernede den roligt. Hvor hans ansigt skulle have været, var der komplet mørke, men mere så Spike ikke, da han sænkede blikket til den tilfangetagne sortelver. Af erfaring vidste han at man ikke skulle se for længe på mørket. Når først man var begyndt at se de sirlige mønstre, der vred sig i Mortimers ansigt, var det for sent at kigge væk. Mortimers lagde masken på jorden, og rakte ud efter Ikaris pande med den næsten usynlige hånd.

Det kom i sandhed bag på mørkelveren selv, hvor meget energi hun pludseligt havde at give af, nu det føltes som hun stod på en klippeskrant, ved at snuble udover kanten. Alt det krævede var et skub. Slagene der hagnede ned mod den bløde skikkelse under hende ophørte ikke trods at det føltes som at slå i tæppeklædt luft, men den manglende lyd af næver mod hud kunne ikke undlade at efterlade et hult tomrum i hendes mave. Elverne hvæsede og snerrede som et dyr, der havde siddet indespærret for længe og nu kun hvade en udvej ud til friheden. Selv som Spikes greb lukkede sig omkring hendes ankel og begyndte at trække til, stoppede hun ikke i sin iver for at få tilvejebragt Mortimer, men som knæet ramlede mod hendes lænd, føltes det som om nogle havde taget pusten fra hende. "Umf..." Hun måtte hive unaturligt efter vejret som hun blev trukke fri af den kappeklædte skikkelse og landede under Spikes vægt. Enten var han blevet tungere, ellers var hendes tilstand bare blevet elendig til at modstå tyngden der pressede ned mod hendes rygstykker. Så snart de grålige hænder var udenfor rækkevidde for Mortimers skikkelse, lod hun kinden hvile ufortrødent mod det støvede gulv. Det var næsten pinligt så let han fik hende fikseret, men det var ingen hemmelighed, at Spikes råstyrke alle dage havde overgået hendes elviske bygning, hvor frustrerende det så måtte være. Det var kun ganske få, næsten ikke engang prøvende vrid hun fik gjort sig i håb om Spikes sløsethed idag slog igennem, men dette skete ikke, hans greb omkring hende var så urokkeligt som Ikaris' vilje til at tjene sin Herre. 
Mortimer kom på benene, overraskende uskadt, elveren kunne ikke undlade at bemærke hans standhaftighed, den var umulig ikke at lade sig imponere af, som Mortimer begyndte at trække den ene handske af. Sandheden om den anden mands eksistens var ikke længe om at overbevise elveren om, at det var en helt anden taktik hun måtte tage i brug "Spike.." Den hæse stemme var tynd og spinkel, som hun fik hevet efter vejret, hvirvlende noget af støvet op, "Du kan ikke lade ham nær mig..." De fleste ville kunne fornemme en klar panik i elverens stemme, mens tårer begyndte at risle nedover hendes kinder "Jeg har jo ikke ... Jeg har ikke haft noget valg, du er nødt til at lade mig gå!" Et næsten oprigtigt halvkvalt hulk var hvad hun fik præsteret, mellem tårene. Hendes chakra virkede så langt væk, til at påvirke Spikes følelsescenter, men hun kunne ikke gøre andet end at forsøge. Ikaris havde aldrig grædt i sit liv, men hun havde været i adskillige panible situationer hvor den fysiske reaktion havde været nødvendig, denne her bestemt en af dem, selvom det var en spinkel chance, så var hun villig til at tage den.
Elveren havde ihærdigt forsøgt at få vredet hovedet i en vinkel der tillod de pupilløse øjne at se på Spike, men nu mærkede hun den åndlige form presse sine fingre mod hendes pande, det var overraskende blidt, som kaldte han på hendes opmærksomhed, han tiltrak den med en unaturlig nysgerrighed, som hun fristedes til at løfte hovedet fra gulvets kolde ru underlag 

Når vold ikke kunne gøre tricket, gjorde Ikaris som hun altid plejede, og rakte ud efter ham med sine ord og sin magi. Spike havde aldrig været god til magisk forsvar, men med årene havde han alligevel lært en ting eller to mod Ikaris. Som han kunne mærke hendes magi, svag som den var, trække i hans sind, forestillede han sig ansigtet af de personer, der havde måtte lade livet, siden hun jagede ham ud af sit fredelige hus i skoven. Deres blanke ansigter, mundene åbne i tavst sjok. Seks mand var døde ved hans hånd – seks mand, der havde været i live, hvis Ikaris ikke havde opsøgt ham. Hun havde fået ham til at bryde sit løfte, igen og igen.
Han øgede vægten på hendes ryg – den kolde vrede det eneste værn han havde brug for, mod hendes tankemagi. Men på trods af alle de stærke følelser, og vreden der lunede hans forkrøblede sjæl, lod han sig påvirke af hendes tåre.
Mortimer greb strammedes til de masseløse fingre efterlod rynker i Ikaris blege hud, og med et, trængte de igennem overfladen. Hvor fingrene mødte hendes hud blev der efterladt skyggefulde pletter, der blev større som Mortimer pressede på. Først var det kun med fingerspidserne, men snart var han i til knoerne. Alt imens kunne Spike føle den andens formløse blik granske hans ansigt, søgende efter mening.
”Er Jævneren blevet blødsøden?" Ordene tvang Spikes blik op. ”Vi har set dig gøre mange ting, Spike Lee, men ikke vise medlidenhed. Nej, ikke dét.” Mørket i den tomme hætte vred sig lokkende og spandt løfter om ubegribelige syn. Men Spike gav ikke efter for fristelsen for at lede efter mening i tilfældigheden. Den vej lå galskab. Med et ryk fik Spike frigjort sit blik, og fæstede det atter på det grå hår.
”Lige meget,” hvislede Mortimer, irriteret på manglen af svar. ”Det gør ingen forskel for os.”
Med en grufuld bevægelse skubbede han resten af hånden ind. Det var ikke første gang Spike havde set Mortimer udøve sin magi. De fleste besvimede af smerten, men nogle få – Ikaris uden tvivl deriblandt – forblev vågne under hele processen, som Mortimer roede rundt i deres sjæl, til skrig og klagesang. Mortimers håndværk ville have været et torturredskab uden lige, hvis ikke at hans ofre glemte alt om oplevelsen som en del af processen. Stadig, Spike ville hellere dø end være skyggemandens offer.

Det var tydeligt at Mortimer var i gang med at se rundt i hendes sind, og grave efter hemmeligheder, som han normalt gjorde før han begyndte at ændre. Det var en af fordelene ved at være mentalist, og Spike ville ikke frasige ham den ret.
”Som vi aftalte,” mindede han Mortimer om, med blikket fæstet i Ikaris baghoved, ”fjern alle hendes minder om mig, vores arbejde og vores delte tid i hæren. Hun skal ikke kunne finde mig efter det her.”
”Selvfølgelig, selvfølgelig, stol på Mortimer; dette er hvad vi gør. Er der intet andet, inkvisitøren vil have gjort?”
Spike tøvede et øjeblik. Ikaris ord, selv om de var blevet sagt i et forsøg på at manipulere ham, havde været sande. Hun havde aldrig haft et valg, ikke efter hvad end de havde gjort mod hende.
”Sortelverne gør noget ved deres soldater. . . Noget, for at sikre sig deres loyalitet, og gøre dem fanatiske. Find det, og få hende til at glemme. Hun fortjener bedre end at være træl.”
Der var en kort tavshed, hvor Mortimer vejede og bedømte hans ord, men Spike vidste han havde ramt rigtigt med sine ord. Mortimer værdsatte retten til at leve sit eget liv, måske mere end Spike selv gjorde. Det var den eneste ting, de to havde til fælles.
”Som du ønsker, inkvisitør.”

Hun havde givet alt hvad hun hvade i sig, selv med hendes yderst fejeste tricks var der ingen vej tilbage, grebet omkring hendes håndled løsnedes ikke og Spikes vægt syntes tyngere og tungere mod hendes i forvejen hårdt prøvede ryg. Der gik af samme årsag heller ikke længe inden krokodilletårene blev pakket væk, hun sprællede en sidste gang inden Mortimers greb omkring hendes pande blev så fast, at det var umuligt at abstrahere fra. "Slip mig!" Det var en hvæsende advarende tone, selvom hun var klar over at hun ikke var en stor trussel som hun lå der, fastklemt under hendes tidligere kammerat, var det nok de fleste der, om ikke andet kort, ville genoverveje den handling de stod overfor. Ikke for mentalisten lod det til, ufortrødent fortsatte han sin handling, som han greb under hendes hage med den endnu behandskede hånd, støttende hendes hoved, selvom det allerede var fikseret af Spikes greb. Så kom smerten, som den røgfarvede hånd trængte gennem hendes pandeskal, elveren sprællede alt hvd hun orkede, inden hun afgav et øredøvende skrig, som han gennemtrængte hendes sind. Det føltes som han skar gennem kød og knogle med et brændende redskab "Stop!". Elverne hev efter vejret, pausen for mentalisten var tilsyneladende slut, for kort efter fortsatte den hårdhændede behandling. Enhver muskelfiber spændtes i elverens krop, som hun afgav endnu et skrig, det endte halvkvalt, som hun hev efter vejret, som en fisk på land. "Få ham væk... Få ham væk fra mig!" Stemmen var mere sløset, som mentalisten var trængt dybt ind i hendes minder, hendes sind, hendes fortid. Hun hvilede tungt kinden mod den handskeklædte hånd, som hendes krop blev slap, kampen med Spikes hænder stoppede langsomt men sikkert. Skræmmende bevidst om hendes fysiske situation, mistede hun langsomt gejsten. Mortimor var ikke langsom til sit arbejde, en hjerne som Ikaris var dog efterhånden noget kringlet at finde rundt i, som den var modeleret flere gange end hvad godt var, de fleste mentalister ville finnde sig selv ganske imponerede over, at elveren ikke allerede var endt som en grøntsag efter de multible behandlinger. De fleste minder omkring Spike blev systematisk sorteret væk eller erstattet med en anden ansigtsløs partner, først som mentalisten nåede til muren vogtende elverens fanatisme måtte han stoppe op og holde pause et øjeblik, Ikaris gispede som små svedperler var sprunget frem på den blottede hud, alligevel flyttede hun sig ikke en milimeter. Mortimer hamrede mod muren, den var solid, bygget af mange forskellige mentalister, praktisk talt umilig at komme til livs, mørkelveren skreg, denne gang et hæst og spinkelt, han slog til igen, igen og igen, Ikaris kæmpede til hun til sidst blot lå som en kludedukke, muren endte med at krakelere, men mere var der ikke at stille op, ikke af en enkelt session i hvert fald, det måtte selv den stærkeste mentalist se sig til gode med

Mortimers åndedrag kom med en hvæsende intensitet, der steg i takt med Ikaris skrig. Spike havde set mentalisten gøre sit arbejde mange gange, og skyggemanden udstrålede altid fryd, som han ragede rundt i deres hoveder, og tog alt af værdi med sig – men ikke denne gang. Ikaris gav en sidste spinkel lyd, der dårligt kunne kaldes et skrig, før Spike følte hende blive slap mod gulvet.
”Pis!” udbrød Mortimer mellem hivende åndedrag, og trak sin hånd ud af Ikaris pande. Før havde hånden været en næsten fast skygge, men nu var det kun de tyndeste tråde af mørke Spike kunne se, før Mortimer gemte den væk i kappens foldede skjul. Mentalisten holdt beskyttende over sin hånd, som havde hvad end han havde mødt i Ikaris sind såret ham fysisk. Han rejste sig op, og tog nogle hektiske skridt frem og tilbage i den lille kælder. Spike lagde en finger på Ikaris puls, for at sikre sig at indsatsen ikke havde dræbt hende – og rigtigt nok mærkede han stadig livet svagt i hendes udsultede krop.
Efter en pause, hvor Mortimer fik vejret under kontrol, talte han med haltende ord. ”Opgaven er. . . gjort, Inkvisitør. Vi har fjernet inkvisitøren fra Sortelverens sjælsind – som inkvisitøren sagde . . men,”
Spike havde arbejdet med civile informanter for meget, til ikke at genkende opspillet til en undskyldning. Mortimer lod til at tøve, ventende på tilladelse til at overbringe dårligt nyt.
”Men hvad, Mortimer?”
”Vi kunne ikke slette hvad De havde gjort mod Sortelveren. Vi kunne ikke se hvad De havde gjort mod Sortelveren. Vi gravede og gravede, men Sortelverens minder er fulde af huller, huller . . og noget andet.”
Mortimer faldt tavs, og Spike brugte roen til at lægge Ikaris på siden. Hvis noget kunne få Mortimer den Plaprende til at miste mælet, var det bedst at vente til han fandt det igen.
”Hendes sjælsind er ødelagt, af en mentalist mægtigere end vi. Mægtige, og nederdrægtige. Vi dækkede vores spor . . . Men hvis Sortelveren ser os, vil Ændreren finde os. Det var ikke hvad vi aftalte! Krystallerne inkvisitøren betalte, er ikke vores liv værd.” Mortimer ventede ikke på svar, men var allerede på vej op af kælderen, tydeligt rystet af hvad han havde set, og Spike sagde intet for at stoppe ham. Han havde ønsket at hjælpe hende, men hans egen frihed var vigtigere. Han så ned på sin forhenværende makker, for hvad der forhåbentligt var sidste gang. Hun var besvimet midt skrig, med øjnene stadigt åbne. Hendes tomme blik mødte hans eget, og et latterligt øjeblik ønskede han at sige farvel til hende. De havde aldrig været venner, men Ikaris var Spikes ældste bekendte. 
Han rystede på hovedet, trak hendes øjenlåg ned, og rejste sig op. Der var mad og vand i deres oppakning, og han følte sig sikker på at Ikaris kunne komme helskindet væk, når først hun genvandt sin bevidsthed. Der skulle mere til at holde hende nede, end udsultning og en hær af spejdere fra lyset.

Spike forlod huset, og kiggede forgæves efter Mortimer, der allerede var forsvundet ind imellem skovens træer. Med næsten vendt mod øst og sit nye liv, satte han målrettet ud på sit første eventyr som en fri mand.

Det var hverken søvn eller ro der nåede en, når man kom til det stadie mørkelveren var bevæget sig ud på. Det var en underlig åndsfraværende summen, som spredte sig til en altoverskyggende masse, som hendes hoved blev sluppet og daskede ned mod det kolde gulv. Alligevel opfattede hun noget bevægelse omkring sig, en sammensmeltning af stemmer der messede i forskellige niveauer, som når man først blev vækket af en tung søvn. Alligevel var der intet der kæmpede imod som Spike fik hendes lange skikkelse om på siden, der var ingen fysisk reaktion og mentalt var hun hverken i stand til at skille virkelighed fra fantasi, og snak fra hendes egen brusende puls der rasede under huden. End ikke som Spike lod sig overmande af følelserne, og lukkede hendes øjne, reagerede hun.

Hvor længe der var gået var udover Ikaris fatteevne, hun vågnede fortumlet og forslået med hovedet der dundrede, en velkendt hovedpine der alligevel forekom hende så fjern. Hun missede en kende med øjnene, inden hun fik stablet sig på benene og fik sonderet tærrenet. Hvad der var sket, var en ting de fleste normalt fungerende væsener nok aldrig ville holde op med at spekulere på, men for mørkelveren slog hun det omgående væk, hun lod hendes sind skubbe alt undren til side. Tungen fugtede læberne i et nytteløst forsøg, som hun lod smagen af metal ramme hendes bevidsthed først, den tidligere råben havde efterladt den velkendte smag af jern. Alligevel tog det hende ikke mange øjeblikke at få samlet sammen hvad der var at brugbart materiel, inden hun satte kursen op ad trappen og ud af hytten, omend tempoet var sløvt. Stjernerne på himlen var svære at skue gennem træernes kroner, mendog tog det ikke den garvede soldat mange øjeblikke at få sat sin kurs, tilbage mod mørkets rækker, hvor hun hørte til.