Hmmm... 
Gule øjne betragtede med en glødende interesse det der udspillede sig foran ham, som mildest talt kunne beskrives som... interessant, skulle man gå forbi. Siddende på kanten af en altans stengærde, var det at Sirius betragtede et nattemøde udspille sig små 12 meter under ham. En ung kvinde i dæmonens egen tjenestestab, og en ung mand, der efterhånden havde været her et par gange. Hver gang havde han bragt nye, spændende ting med sig, og det virkede som om at den hvidhårede dæmon brød sig vældig godt om ham. 
Eller i hvert fald, så brød han sig om de varer han havde med. 

De stod i en ret så tæt omfavnelse, hvor at hænder fulgte de fine former på deres menneskekroppe, og deres ansigter på forunderlig vis var presset tæt sammen. Så tæt, at stjernevæsnets skarpe natteøjne kunne se at de faktisk var forbundet via deres læber, og de virkede ikke villige til at slippe hianden igen.  
De nøgne ben bankede så godt som lydløst ind imod stenvæggen han sad på, som et spænd der skulle holde ham strakt, fingrene vippede ned omkring kanten og fascineret - jah direkte fascineret - lænede han sig så godt som frygtløs fremad, så det reelt set kun var armene der holdt Sirius' lette krop oppe, inden at han med en lille klukken atter satte sig tilbage, så han ikke faldt ned. 
Var det hemmeligt, siden de mødtes under stjernerne? Han vidste ikke om sådan noget burde være hemmeligt... men han vidste, at det tog en lille drejning, da den ene nu løsnede sine læber, for i stedet at lægge dem til kvindens hals med en forunderlig våd lyd. Udvikling simpelthen. 
Det snehvide hår bølgede en anelse bagved ham da han tippede hovedet på sned. Hvis det skulle være hemmeligt, var de ikke gode til at forstå hvad en hemmelighed reelt set var. 

Dagens start havde været skrækkelig hovedpine indbydende. En større for sending af krydderier var på ’mystiskvis forsvundet’, som dug for solen. Det drejede sig om hele forsendelsen, alt på nær sumak… Hvorfor lige det krydderi var blevet tilbage, havde den hvide dæmon grublet over siden beskedne var blevet ham givet – da vreden over at nogen vovede at bestjæle ham havde lagt sig. Havde det dog ikke været nok i sig selv, så havde han lige inden samtlige sejl blev sat efter at finde tyven eller tyvene, modtaget et personligt brev.
En af de større kunder af den fine rubinske vin var for nogle dage siden blevet hentet af Kile, og så endda siddende på sit das med bukserne omkring anklerne. I stedet for at tænke, hvilken tragisk måde det var at gå fra verden på, havde tanker af irritation over at miste en fast og godt betalende kunde trukket dybe streger over den solbrune pande...
Heldigvis kunne en dag kun være så og så dårlig. Når man omgav sig i et hav af pragteksemplarer for sjældne og eksotiske genstande og endnu vigtigere genstande, så var det let at se forbi bagateller som dødsfald.
Stolen blev skubbet fri fra det massive træbord så benene skrabede mod det polerede gulv. Bevægelsen var glidende og ganske elegant da Llyon rejste sig. Med lange skridt nærmede han sig kontorets tunge dobbeltdøre, der allerede ved to slavers hjælp åbnede sig som havde det været himmelporte og Llyon en engel. ”Sørg for at få sendt nogen ud for at opsnappe hvem der tilsyneladende er ganske kede af deres hænder. Jeg forventer den eller de er fundet inden ugen er omme.” ordene blev nonchalant slynget imod den tjener, som havde været så uheldig at få tjansen at melde ’nyhederne’ til sin herre. Først i et halvt skridt ude af rummet, værdigede dæmonen ørkenmennesket et blik ”Eller kan du jo passende tages pladsen.” smilet fik næsten truslen til at virke varm, hvis ikke det havde været for det spil i det rød violette øjne, som afslørede en del af ham håbede mennesket ville fejle.

Med hænderne foldet bag om ryggen havde Llyon vandret en god del af den chateau lignende bolig i gennem, inden han endelig fandt hvad han havde søgt. Hans lille drys af nattehimmel og stjernestøv, hængende faretruende langt ud over altanens gærde…
Blodet løb til fødderne og havde det ikke været for hylsterets naturlige varme glød, ville han nok havde nærmet sig en gennemsigtighed. ”Sirius, vil du være så venlig at komme på den rette side af stengærdet?” beordrede ham med en imponerende stor ro i den bløde stemme, der ikke lod til at afsløre hvordan hjerterytmen steg. Jovist ville sådan et fald næppe gøre den store skade på hans natstjerne, men derfor så han ham nødigt tage faldet.
Hvad ved Zaladins knæ lange løg var der, som var så spændende at han ikke kunne holde fødderne på stengulvet?

Var stjernevæsnet ikke blevet forstyrret, kunne han sagtens have siddet og betragtet det her spille sig selv ud i observerende stilhed, de gule øjne som limet til den vej det uden tvivl ville tage. Havde de rykket sig videre, havde han derpå også rykket med, men alt tydede på at noget ved at være herude, var den optimale løsning for dem. Han brokkede sig ikke. Et eller andet sted, vækkede det noget andet end bare fascination, sådan som en hånd nu greb i kvindens mørke hår, og hun med et dæmpet gisp lod manden få mere plads til hans lille projekt. 
Men det var ikke sådan at han fik lov til at følge uforstyrret med igennem det hele, da en beordrende men blød stemme nu brød stilheden. 

Han havde fornemmet at han var på vej, før at han var kommet, så helt pludselig var det ikke. Dæmoner havde altid en meget sælsom smag i deres nærvær, i luften omkring dem, magien lurede lige under overfladen, i det kødlige fængsel han havde valgt sig. Og i kraft af det, spredtes et smil på væsnets læber, og han kastede et blik over skulderen, til den gyldenbrune mand bagved ham. Den rette side? Det ene ben bukkedes langsomt op, fodsålen imod gærdet han sad på, så det nu kun var det ene ben der dinglende hang over. "Ah... en mand der gruer for hvad der kunne ske, om balancen tippede?" ligesom Llyon's, var Sirius stemme blød og rund, men modsat det beordrende toneleje, var hans en anelse drilskt. Og tilfreds, over at han var kommet herop. 
En sidste gang flakkede de gule øjne imod omfavnelsen nede på pladsen, inden at han smidigt lod begge ben finde vej til den anden side af altanens væg, stadigvæk siddende på kanten. "En mand behøver næppe bekymre sig" forsatte han, ben der afventende vippede frem og tilbage, som når børn ikke kunne nå gulvet på en alt for høj stol; han havde vel ikke tænkt sig at stå derovre hele tiden. 

Dovent bevægede stjernemønsteret over Sirius sig en anelse, og væsenet lænede selv overkroppen en anelse frem, som skulle han fortælle ham en hemmelighed. "Det er en skøn aften, Llyon... bekymring klæder ikke en mand som dig" smilede han derpå, men mente det dog ganske oprigtigt. 

Hastværk var lastværk, en sætning der indimellem passede så frygteligt godt på den stjerne spækkede fae. Altid var der noget legende, noget prikkende og udfordrende over måden han snakkede og bevægede sig på. Langt de fleste ville ikke have været sene til at finde fodfæste, på rette side af balkonen og endnu færre ville havde valgt at blive siddende. Men Sirius valgte at tage sig god tid og benytte sig af det smulhul hans herre havde givet ham. En handling der med lethed kunne have bragt både irritation og vrede frem i dæmonen, havde det været en hver anden.
Med hænderne endnu foldet bagom ryggen, trådte han med få lange skridt nærmere natstjernen med et udefinerbart glimt spillende i de rød violette øjne, med et smil der trak den ene mundvig skæv. Først stoppende op da han stod helt henne foran Sirius, så hans knæ stødte mod Llyons lår. Den ene hånd løftede sig, greb blidt om den blålilla spidse hage med pegefingeren hvilende under og tommelfingerblommen ovenpå, stod dæmonen et øjeblik og betragtede sin prydslave med et voksende smil, inden en varm latter brød den lune aftenluft mellem dem. ”Jeg frygter ikke at du i dit fald ville komme til skade min kæreste Sirius, men derfor behøver vi ikke udfordre skæbnen, gør vi vel?” tommelfingeren strygende hen over underlæbens kant, inden taget omkring hagen strammede en anelse for at trække væsnet tættere på sig selv, men ikke stramt nok til at Sirius var fanget i hans greb.
”Så må du hellere sørger for jeg ikke har grund til bekymring, natstjerne. Fortæl mig så hvad der var så interessant, at du ikke kunne holde dig fra at træde over kanten?” spurgte han oprigtig nysgerrig efter, hvilket finurlige sager der denne gang havde fået en barnlig nysgerrighed frem i natvæsnet.

En sælsom energi omgav altid den hvidhårede dæmon Llyon. 
Og det var selv samme underfundige energi, som ofte formåede at trække stjerneskabningens opmærksomhed hen på en ensporet, lavoplyst sti, tydeligvis kun dedikeret til ham. En energi der lod Sirius betragte hans skikkelse med en utålmodig men dog også afventende mine, og som tilfreds bød ham velkommen, da han endelig trådte nærmere. En smag han ikke kunne være foruden siden at han havde opdaget den; som en by var draget til en honning og nektar. Om nogle år ville han nok blive træt af den og søge videre, men lige nu... lige nu stimulerede det fae'ns nysgerrige sjæl utrolig godt. 

Derfor var der absolut ingen modstand at spore da Llyon løftede blikket og hagen med sin hånd for at fange de gule regnbuehinder - han havde dem allerede frivilligt i sine rød violette øjne. Et glimt af latter funklede i dem, noget der kom af hans ord om ikke at udfordre skæbnen, men det var en anmærkning han godt kunne forholde sig til, og dermed efterleve. Ord skulle til at være kommet som svar, men blev afbrudt da dæmonen i et lille ryk strammede grebet, og næsten løftede ham en anelse op ved det kontrollerende greb. Stjernevæsnet frydede sig i efterdønningerne; havde han ikke fulgt op med et spørgsmål, havde han uden tvivl nappet ud efter fingeren i en legesyg skubben tilbage. 
Den ene hånd gled i stedet op for at folde sine lange fingre ind over dæmonens greb, men gjorde ikke noget for at løsne det. "Hemmeligheder" kom det fra ham, og den ene, bemalede negl borede sig en anelse ned i musklen ved hans tommelfinger. Ikke for at gøre ondt, men en lille markering. 
"Dine mennesker er finurlige, Llyon. De prøver at gemme sig i ly af natten, og vælger på trods af det, et sted de stadigvæk kan beskues - det.." stjernevæsnet tav, og et begærligt smil strakte sig langsomt. ".. det er svært ikke at se på, når de tager hånd om hinanden, som de gør lige nu" 

En anelse prøvende vippede han hovedet til den ene side, hvis dæmonen ville se ham over skulderen på det lille sceneshow af lyst, kærlighed og libido han havde fundet. Han var sikker på at det ville eskalere, desto dybere deres kys blev. 

Ingen modstand, end ikke så meget som en lille trækning ved de yderste øjenkroge eller sammenbidt vejrtrækning blev givet. Til stor tilfredsstillelse for Llyon, der ikke gjorde meget for at skjule den følelse fra at blive synlig i det solkyssede ansigt. Med et ben skubbede indimellem Sirirus’ banede han sig vej ind mellem dem, tættere på slaven og helt ind i hans persons færde, der ligesom resten af himmelvæsnet var eget af den hvide dæmon.

”Hemmeligheder.” gentog han, som smagte han på natstjernes forklaring, inden han ville afgøre om det var en forklaring, der faldt i dæmonens smag. Havde dagen bare været en anelse dårligere, ville det uden tvivl ikke have behaget ham, med så simpelt og uklart et svar og da slet ikke at mærke den spidse negl prikke mod huden.
Øjnene flyttede sig mod fingeren og midt i en fremad lænet bevægelse, med kurs mod selv samme finger stoppede dæmonen op. De hvide øjenbryn rynkede sig nærmere hinandens midte ved de opfølgende ord. Et glimt at brændende vrede slog gnister i ham, kort synligt da smilet blev kortvarigt stift.
Så det var dét han brugte så interesseret havde fulgt med i, med risikoen for at falde mod den sten belagte jord under ham – et elskende par slaver.
Taget om hagen slap, mere blidt end man kunne have forventet når vrede havde vist sig. Vreden var der stadig, men i stedet for at få lov til at blusse op, fik den lov til at simre og blive grundlag for noget helt andet.
Da han lænede sig nærmere, var fingeren ikke længere målet, men parret nedenfor balkonen. Den hånd der hele tiden havde hvilet mod ryggen, blev sat mod balustraden og indsnævrede fae’ens flugt veje ”Jamen ser man det… Utroligt hvor meget kødelig lyst kan få fornuft til at smuldre, men det er vel at forvente for så simple væsner som mennesker.” hovedet drejede sig nærmere Sirius med en eftertænksom mine.
Begge hænder greb bestemt om hver sin hofte, inden at dæmonen trak nattestjernen ned fra balustraden. Dreje ham om sin egen akse, til ryggen hvilede mod Llyon's brystkasse og øjnene igen kunne falde på parret ”Vil du gerne være en del af det?” ordne hvisket honning blødt ind i det spidse øre, kysset af den varme ånde som var de kærlige kærtegn af den mørke hud.

 

Om det i virkeligheden var intet mindre end primitiv lyst eller dybtfølt kærlighed, der i virkelighede drev slaverne til at give efter for at forenes kropsligt var kun til at gisne om. Valget var i hvert fald et modigt et af slagsen. Det var trods alt mere end almindeligt kendt at forhold slaverne imellem sjældent var bifaldet af husets herre. Det var derfor ikke svært at forestille sig, hvordan farven i deres mørke hud ville løbe ud i den sandede jord under deres fødder, hvis de opdagede hvem der betragtede deres ihærdige befamling. 
Var det mon det spændings element, der havde draget dem til at stå så åbent?

Fristelsen var stor for at gøre opmærksom på sig selv. Lade den milde natteluft fyldes med en sødmefyldt aroma af angstsved, men fristelsen var ikke større end det kort der var blevet ham givet på hånden. Det stærkeste kort altid at bruge dem folk havde kærest i mod dem, og uanset hvad slaverne var for hinanden ville de næppe se koldhjertet til, hvis den ene fik piske slag for den andens gerninger.

Himmeltråde flettede sig ind mellem handelsmandens fingre. Bevægelserne så subtile og alligevel så forstærkende, at Llyon ikke kunne lade være med at lukke armene bare en tand fastere om sit stjerne pynt. Trak ham så tæt ind det var muligt, uden at tage pusten fra dem begge to.
Blikket slap menneskerne helt og flyttede sig i stedet til Sirius' finere træk. De var langt mere behaglige for dæmons øjnene, og så ville han for alt i verden ikke gå glip af fae'ens reaktion på spørgsmålet. Llyon ville se og mærke selv de mindste tegn, der kunne afsløre hvilket tanker natstjernen gjorde sig. "Hmhm?" Brummede han lyttende, mens tippen af næsen fulgte kantens af ørets runding, til han afslutningsvist legende markerede med tænderne og dernæst placerede et kys på den blålige hud.
Latter lå på læberne, men nåde aldrig at fylde luften mellem dem "Mig? Nej aldrig, og jeg ville aldrig lade noget så perfekt som dig blive skændet af noget så ubetydeligt som gemene fodslaver." Han ville egenhændigt hugge hånden af en hver, der forsøgte at lægge hånd på hans nattefænomen.
"Hvorfor nøjes, når man har det bedste indenfor armslængde?".

Den bløde hud sitrede vagt da dæmonen trak nattevæsnet tættere ind, og der blev taknemmeligt taget imod varmen som fulgte med - den var en kærkommen ven da kulden som regel dominerede den Rubinske nat. 
Lænet imod Llyon, var det svært at forestille sig, at dæmonen ikke nødvendigvis var hans ven. Fordi hvordan kunne han ikke være det, med den måde de blev behandlet på? Der var uden tvivl stadigvæk meget at lære om verdenen, desto længere man blev i den - og forskellen på venskab, kendskab og ejerskab... måtte en dag komme. 
Dog ikke idag, eller i nat. 

Fordi der var joh tydeligvis forskel på dem. Stjernevæsnet læber skiltes i et mageligt smil, og lod bekræftelsen finde ro indvendigt - gemene fodslaver kaldte han dem, imens det perfekte stod i hans omfavnelse. Her fulgte det dovne drilleri, jah velværet ikke længe efter, med, og det sneg sig ind i de gule pupiller, der i kontrast af den sorte sklera næsten funklede når Sirius kiggede op på dæmonen, fremfor scenen længere væk. Han havde fået hans opmærksomhed. "Det bedste" gentagelsen havde noget legende bagved sig, og trak paralleler til en anden, langt mere simpelt tid. En tid før ørkenlandskabet og sandpaladser. Det bedste lød til at passe med det perfekte, gjorde det ikke? 
"Man kunne ellers tro at flere, ville være bedre..." klukkede de tilfreds, og forsøgte at løsne dæmonens greb halvhjertet, så de kunne dreje sig med fronten imod ham, en mørk hånd søgende efter den solkyssede hud og læbernes bue. "Så hvad gør dig til det bedste, Llyon?"  Lullet i dvale af komplimenterne og arrogant nok til at ville have - og give - flere; Sirius rykkede hurtigt, jah næsten drillende fingeren udenfor rækkevidde, skulle Llyon prøve at få fat i den, hvis han nu ikke var helt tilfreds med kommentaren. 

Han var så varm, hvor Sirius var kølig, han var grådig, hvor stjernevæsnet (tidligere) var blevet lært generøsitet, og var på det punkt, en diametral modsætning til deres natsorte eksistens. Det var nok en del af det der var så spændende. Følelsen af selvværd havde altid fyldt meget hos stjernevæsnet, og var nok et racetræk man ikke kunne løbe fra, som blev delt imellem dem. Men i lyset af dæmonens rigdom, hans præferencer og hans introduktion til dette liv, var Sirius egne i den grad også anderledes, end da han først var kommet til landet. 

Eftergivent løsnede Llyon grebet om prydslaven, men ikke mere end at det kun lige akkurat var muligt for Sirius at vende sig rundt. Et guldbur var stadig et bur, også selvom hvis det bestod af ringklædte fingre.
"Du ønsker måske flere til at berige din tilværelse?" Mundvigene trak op i et horizontal halvmåne smil. Som havde natvæsnet uvilligt fortalt en vittighed, der var tæt på at få dæmonen til at slippe en latter. Han straffet andre for mindre uartigheder, end at sætte spørgsmålstegn ved selvfremstillingen som værende det bedste. Sirus var dog ikke som de fleste, tværtimod. Værdien af stjernevæsnet var uvurderligt og alene på det gjorde at dets frækhed kom omkostningsfrit - for nu.
"Eller du længdes måske efter bedre og bredere horisonter at se ind i end, dem jeg allerede har beriget dig med?" Spurgte han behersket, omend de blåviolette blik ikke fremstod mindre griskt og besidderisk. Hvorvidt Llyon oprigtigt interesserede sig i svaret var ikke nært så relevant. Lige nu fyldte det mere hvordan han måtte modstå at behovet for at borer fingrene ind i Sirius' hvid spættede hud.

Joh, det var for at provokere. Det var for at udfordre; stjernevæsnet kunne ikke lade være.
Det lokkede en del af dem, som lige var dét mere udfordrende i sin natur. Sg samtidigt, var det nok præcis det samme, der til at starte med havde lagt stenene til Sirius' fald imod dæmonen. Lige nu, kunne de ikke tænke andet, end at Llyon selvfølgelig var speciel. Han var hele deres verden, mildest talt. 
Men de var en flygtig sjæl. Fanget af måneskind, men kun forblændet så og så længe, inden at nye græsgange virkede mere tillokkende. Og samtidigt selvsikre nok, til at tro de stadigvæk ejede verden. 

Mulighederne for at gå når de ville. 

Så latteren der understregede hans ord, virkede ikke så truende, eller hånende som de måske burde have været. 
Sirius mødte de blåviolette øjne, og fordybede sig kortvarigt i dem. Kunne ikke lade være. Det forekom faen utroligt, at noget udenfor deres races eget rige, og den verden de tilhørte... kunne mimikere skønhed så godt. Og først efter nogle sekunder i studerende tavshed, smilede de lidt mere beroligende. "Du gør det svært, ikke at være grådig" summede stjernevæsnet, og lod en undersøgende hånd lægge sig imod den solkyssede kind. 
Fingrene gled opad - ind imellem de lange, hvide hår, og skubbede dem mere op i panden inden de forsvandt ned af kæben, og halsen igen.  "Bredere horisonter... er der da flere, som dig?" og de lød nysgerrig under den drillende tone. Nok heller ikke helt bevidst den kamp der udspillede sig i dæmonens indre. 
Ikke at Sirius kunne forestille sig, at søge nye græsgange foreløbig. Der var måske flere af dæmonens race, men ikke flere som ham.