Tiden havde altid været lidt af en finurligt størrelse for en Emori. Delvis grundet hendes races tilbøjelighed til at leve evigt, så længe intet uventet hente. Særligt også fordi hun sjældent opholdt sig længe nok uden for sydens varme til at mærke, hvordan årstidernes skifte ændrede både vejr og farver på både plante- og dyreliv, uden for det sandede landskab i syden.
Denne gang var anderledes. Rygter om en ørkenelver med en beskrivelse tilsvarende hendes forsvundne storebror i den centrale del af landet, havde holdt Emori nær hovedstaden i sin søgen på ham. Håbet og ønsket om at finde Rakaa holdt hende her, selv da træernes løv ikke længere fremstod frodige og saftsprængte. Med gyldent løv kom også en for ørkenelveren bidende kulde, som fik hende til at søge bekvemmeligheden af en varm kro, frem for den lejer der den seneste tid havde ageret hjem.
Skuffelsen lod sig ikke tegne i det solbrune ansigt, da Emori for tredje gang blev mødt af sætningen ”Desværre alle værelser er optaget, men De er nu alligevel velkommen til at nyde lidt vådt og tørt?” det sidste et tilbud hun havde valgt at tage, dels for at holde sig i varmen længst muligt inden hun ville være tvunget til at jagte et andet sted for natten.
Krostuens gæster var en lige så broget skare af folk, som de mange gader var i dagtimerne, men alligevel skilte Emori sig ud. Med den brune hud og pandesmykket af guld fæstnet i det mørke hår ved tindingerne, men endnu mere med de spidse øre og pøle af guld, der slet skjult opmærksomt observerede omgivelserne. Siddende alene fra et topersoners bord hvor fra både kroens hoveddør og trappen, til overetagen med værelserne, var i frit udsyn.
Kun en gang imellem lod hun blikket falde på skålen med en udefinerbar sammenkogt ret, som håbede hun på at hvert nyt blik på det ville ændre dens indhold.

For folk udenfor det lille kroværelse kunne der ikke være nogen tvivl om, hvad der foregik indenfor. Siden det unge 'par' var ankommet havde der lydt adskillelige bankelyde ligesom der også tydeligt kunne høres en kvindestemme. Sikkert et nyforelsket par, ville mange sikkert tro. Det var altså, hvis de ikke kendte Merek, for han var langt fra kendt for at binde sig til nogen. Derfor var det da heller ikke nogen hjertenskær han havde selskab af på det lille kroværelse, men derimod en ganske nydelig dame fra byens bedre borgerskab. Og hvorfor befandt de sig så på dette lille kroværelse i stedet for i hendes store byhus? Grunden var ganske simpel: hun var gift. Noget som sikkert burde give Merek samvittighedskvaler, men det var jo ikke ham, som havde valgt en være sin ægtefælle utro

Netop som de var så godt igang, blev døren til værelset smækket op, og ind kom to bredskuldrede mænd. Den ene så mere gal ud en den anden. Straks fløj Merek op fra sengen, uden tanke for, at han ikke havde noget til at dække sig.
"Vil de straks forlade dette værelse!" Forlangte han vredt. Truende trådte den ene mand længere ind på værelset.
"Din forbandede svinehund! Så det er dig, som har lokket min kone i fordærv!" Der kunne næppe herske nogen tvivl om, at manden var rasende, for han var nærmest helt rød i hovedet. Mereks vrede derimod var forsvundet som dug fra solen.

Afværgende holdt han hænderne foran sig, mens han bakkede hen mod sit tøj, som lå smidt på gulvet ved siden af sengen.
"Der er tale om en misforståelse! Jeg anede ikke, at hun var gift!" Imens han snakkede fik han trukket bukserne op, inden han nåede at binde dem så de ikke faldt ned igen, lød der dog et vredt udbrud fra døren.
"Og så lyver du endda! Jeg skal vise dig, din pislugtende lille fnatmide!" Med hvad der bedste kunne beskrives som et vredt brøl, trak manden sit sværd og kastede sig imod Merek. Det var et kluntet udfald og ikke svært at undgå, heldigvis. Et enkelt kig rundt i rummet var nok til, at Merek besluttede sig at stikke af, mens chancen stadig bød sig. Med skjorten i hånden og et fast greb i de stadig ubunde bukser skyndte han sig ud ad døren, stærkt efterfulgt af den forurettede ægtemand og dennes kammerat.

På nærmest mirakuløs vis formåede han at kimme ned ad trappen tim krostuen både uden at tabe sine bukser og uden at falde.
"Lad os nu klare det her som civiliserede folk!" Forsøgte han, mens han famlede efter sværdet med den hånd, som holdt skjorten. Der var bare et problem.. sværdet lå stadig oppe på værelset, han havde glemt at få det med i kampens hede! Og de to mænd så ikke ligefrem ud til at ønske at ordne hele affæren på en fredelig måde. Nu var gode råd så sandelig dyre.

Høj stemning, godt hjulpet på vej af alkoholiserede drikke i rigelige mængder sørgede for at overdøve en god del at lydende fra for oven. Selvom selv den største imbecile person, kunne regne ud med hvilket formål de fleste par bevægede sig op ad den stejle trappe med.
Et ungt par havde som så mange andre taget samme vej, inden Emori havde indfundet sig på kroen, der var derfor uden at ane uråd at hun trods den afslappede holdning, fulgt de to muskelbundter trampe målrettet op ad trinene.

Med skålen skubbet længere ind mod bordets midte, da hun endegyldigt tog valget om ikke at smage på den grålige substans. Løftede elveren blikket mod den tumult, der fulgte i det en halvnøgen ung menneskemand, kom farende ned over trinene med sådan en hast, at Emori ikke kunne undgås af imponeres over hans evne til at bevare balancen.
Hårde fingre greb fat om den mørkhåret mands nakke, for at trække ham i møde med den knyttede hånd der løftede sig faretruende. Alt mens han med sin egen frie hånd luften fumlede efter det manglende våben. Realiseringen af at være så godt som forsvarsløs mod i forvejen dårlige ods, fik den lyse hud til at fremstå noget blegere.
Krostuens summen var i mellemtiden forstummet, som samtlige gæster lod til at følge optrinnet uden ønske om at gribe ind. Alle på nær én.
Uden at rejse sig fra sit sæde, havde Emori løftet den ene arm op foran sig, så fingerspidserne pegede mod loftet. Bevægelsen da hånden blev knyttet i en vriddene bevægelse, så indersiden af under armen vendte ind mod hende selv, var hurtig og ikke mindst effektiv. Den af mændene, som havde haft held med at få fat i den afklædte, lignede en der havde taget et usynligt slag i mellemgulvet, så alt luft blev tvunget ud. Med gispende læber forsøgte han uden succes at trække ny luft ind, mens panik over den kvælende følelse begyndte at tegne sig i det arrige ansigt. Stålfaste øjne flyttede sig ikke fra ham, som Emori endnu ikke lod ham få den luft han så desperat søgte. ”Hvad lede hule Kzar Mora har du gang?” brølede kammeraten en til den mørkhåret Hertug. Kun for at blive bremset i det skridt, som han faretruende forsøgte at tage frem mod de to mænd. ”Han gør intet, men hvis din kammerat slipper sit tag, så skal han nok få sin luft tilbage.” måden ordene nærmest blev sunget melodisk ud, gjorde det ikke svært at identificere deres ejermand eller rettere kvinde i dette tilfælde.
Afventende rejste det ene af de mørke øjenbryn sig, som et usagt ’nåeh?’, der fjernede en hver udsigt til at det stod til forhandling.

Det var en beslutning som skulle tages forholdsvist hurtigt: ønskede han at bevare bare lidt af sin ære ved at holde bukserne oppe, eller skulle han forsvare sig selv? Det var langt fra nogen nem beslutning, for ingen af konsekvenserne virkede særligt tiltrækkende. Hurtigt blev den indre diskussion dog løst, for et solidt greb i nakken gjorde det tydeligt, at det allerede var for sent at forsvare sig. Blikket fæstnede sig på den knytnæve, som var på vej imod ham, det her ville komme til at gøre ondt. Nok var det ikke første gang han var i et slagsmål, han havde fået sin del tæv, men det betød jo ikke, at det nogensinde holdt op med at gøre ondt. Især når folk altid havde en tendens til at gå efter ansigtet.

Til hans store forundring udeblev slaget og dermed også smerten. Derimod mærkede han, hvordan taget i hans nakke blev strammet nærmest krampagtigt. Hvad skete der? Manden som havde et solidt greb i nakken holdt ham i en position, så han ikke kunne se, hvad der foregik, meb det var ikke svært at høre, at hans modstander havde problemer at få vejret. Han ignorerede det vrede udbrud fra kammeraten, det burde jo være tydeligt, at det ikke var ham, som havde gang i noget. Ganske kort efter afslørede hans redningsmand sig da også, eller skulle han måske hellere sige redningskvinde?

Der gik ikke lang tid, før grebet i Mereks nakke blev slækkert nok til, at han kunne rive sig fri. De to fremmede så på hinanden, det her var ikke, hvad de havde planlagt. En ting var at tage sig af en uvoren knægt, noget helt andet var en Elver, som tydeligvis havde nogle mystiske evner. Så var det meget bedre at vente og se, om de kunne overfalde knægten, når han forlod kroen.
"Bare vent, vi kommer tilbage når du ikke længere kan gemme dig i din kærestes skørter" Blev der vredt snerret, inden de to mænd skyndte sig ud ad kroen.
Imens havde Merek endelig fået snørret bukserne, så han kunne slippe dem uden at frygte for, at de ville flade mod gulvet.
"Intet at se her" erklærede han ud i rummet. Nu hvor slåskampen ikke havde udviklet sig, havde folk travlt med at vende tilbage til deres private samtaler og gøremål.
Skjorten bar faldet på gulvet under kampens hede, så han fik samlet den op og trukket den på, inden han gik ober til kvinden, som havde hjulpet ham.
"Jeg skylder dem vist en tak" Han rakte hånden frem mod hende og smilede bredt.
"Mit navn er Merek"

Kun ildstedet dansende flammer og et enkelt host eller pulsen brød den stilhed, som syntes at have indtaget kroen når ingen af de fire parter holdt den på afstand. Der var derfor intet den stærk utilfredse brummen kunne gemme sig bag. Med lynene øjne mod elverkvinden, der havde taget sig den frihed at blande sig i en sag uvedkommende hende. Lagde den af de to mænd, som endnu frit kunne fylde sine lunger en hånd på den forurettede ægtemands skulder, hvor efter denne slap Mereks nakke.
Mens den kavlte langsomt fik sin kulør igen som luft fik lov til at passere munden, blev han af kammeraten guidet til hoveddøren. Begge mænd forlod krostuen, med en klar advarsel kastet efter den letpåklædte ungkarl.

Den muntre stemning vendte tilbage, som havde den aldrig været forsvundet, så snart hele optrinnet blev erklæret overstået. Kun få blikke blev kastet i retningen af det umagepar. I det den unge Hertug valgte at opsøge hvem der havde forskånet det kønne ansigt, fra at skulle forbi helbredernes hus senere. Undervejs fik han gjort sig noget mere præsentabel, men inden da bemærkede Emori ikke selv, hvordan de gyldne øjne havde vandret over den trænede torso til den ikke længere var til fuldskue.
Mørkt mødte lyst i et fast håndtryk, der trods hendes slanke statur som ikke fik hende til at ligne en med megen styrke i kroppen, var værdigt nok selv de mest erfarne handelsmænd.
Et venligt, men mere høfligt smil mødte hans brede inden hun præsenterede sig ”Emori Mal’rilen.” hun ingen gang tænke over efternavnet kom med, det lå så naturligt på tungen, at ørkenelveren skulle sætte alle sejl ind for at bremse sig selv inden. Hånden slap hans og gjorde straks tegn til, at han endelig skulle tage plads på stolen overfor.
”Mangler du ikke noget?” spurgte hun uden hensynstagen for dus og dis. Refererede til det våben, som hun fra afstand havde set ham gribe efter. Understreget flakkede blikket kort mod den ene hofte hvor hun ville have gættet et sværd normalt var at finde, hvis det skulle vise sig mennesket ikke fangede hvad hun hentydede til.

Modsat var han egentlig havde forventet af en kvinde, som jo egentlig var relativt slank af statur, gav hun nu et ganske hæderligt håndtryk. Måske var det sømanden i ham, men han havde altid set værdien i et solidt håndtryk.
"Emori. Det er mig en glæde at møde dem" Af ren vane og høflighed skulle han til at placere et kys på hendes håndryg, men inden han nåede overhovedet at ligge an til det, havde hun trukket hånden til sig igen. Godt set samme, han var ikke rigtig bekendt med elvernes skikke, og han skulle jo helst ikke komme til at fornærme hende ved en fejl.

Et øjeblik blev hans ansigt blankt, inden det endelig gik op for ham, hvad hun mente. Han havde jo glemt sit sværd oppe på værelset, utroligt at han allerede havde glemt det. Men kunne man helt ærligt bebrejde ham, når der sad en så yndig kvinde foran ham?
"Åh jo, det har de vist ganske ret i. Jeg har vist glemt sværdet oppe på mit værelse" Han kløede sig i nakken og smilede halvfjoget til hende. Mon den kvinde han havde forlystet sig med tidligere stadig befandt sig på værelset? Han tvivlede stærkt, det nyligt afsluttede ballade taget i betragtning. Og nu havde Emori jo selv påpeget det manglende sværd, det kunne da næppe være et tilfælde.
"Men de ville da være forfærdelogt uhøfligt af mig at gå, nu hvor du trods alt lige har reddet mig fra en gang øretæver.. Medmindre du selvfølgelig ønsker at komme med op for at finde mit sværd?" Stemmen var høflig, men der kunne da umuligt være nogen tvivl om, hvad han helt præcist inviterede hende til.

Menneske skikke var på inden måde ukendte for Emori, men trods hendes efterhånden lange levealder, så var hendes tid blandt de kortlevende væsner ikke den største. Det faldt hende derfor ikke naturligt ind, at hun burde have ventet med at trække sin hånd til sig, til Merek havde sluppet den først. Om hun alligevel ville have holdt hånden i hans, når han lagde an til at placere et kys mod den brune håndryg ville hun aldrig finde ud af.

”Nu ved jeg ikke hvor ofte du må stikke af fra dine artsfælder, men en anden gang så ville jeg nok satse på at huske sværdet frem for skjorten.” det var på ingen måde sagt for at fremstå bedrevidende overfor ham, men det gjorde nu ikke rådet mindre velment, om end man kunne have sine tvivl med det følgende øje blink sendt i hans retning. En simpel lille handling, som Emori ikke selv tillade den flirtende energi. Selvom de fleste ville tolke det som flirten.
Hvad der imponerende nok gik hende endnu mere over hovedet, var Mereks slet skjulte intention ved at inviterer hende på sværdjagt. For hvor han havde mere end en ’sværdtype’ i tankerne, var Emoris tanker centeret om skarpt smedet stål. Hvorfor hun da heller ikke tog sig de store betænkeligheder i at takke ja, til tilbuddet om at følge ham til værelset.
”Så lad da gå, når nu du tydeligvis trænger til hjælp i din jagt efter sværdet, så må jeg hellere forbarme mig over dig.” drillede hun og i samme moment rejste sig. To skridt mod trappen og væk fra bordet, standsede hunelveren op, så tilbage på det endnu siddende menneske og i en kæk udfordring tilføjede ”Du skal måske også have hjælp til at komme op og stå?”.

Selvfølgelig havde hun ret i, at han burde have taget sværdet med, det vidste han jo godt, næver var simpelthen ikke nok mod to bredskuldrede mænd. Men havde han husket sværdet, havde hun jo næppe været nødt til at hjælpe ham, så det var da held i uheld, at han havde glemt det.
"Og stå halvnøgen og uanstændig midt i krostuen? Det ville da være en pinlig affære" Han grinede lidt af sin egen joke. Han havde nu ikke været spor pinligt berørt over at stå midt i krostuen uden skjorte på. Hvorfor dog være pinligt berørt, når han intet havde at skamme sig over? Desuden var det jo ikke fremmede for ham, det blev nemt varmt, når man deltog i hårdt fysisk arbejde. Selvom det var et stykke tid siden. Blinket med øjet gik ham bestemt ikke forbi, så han havde ikke tolket situationen forkert! Det ville da bestemt heller ikke ligne ham.

Allerede inden hun svarede på hans spørgsmål, var hans tabker begyndt at cirkle om den forestående aktivitet. Det ville næppe tage lang tid, han havde jo trods alt lige fornøjet sig med en anden kvinde. Mon ikke det gik, var hun var utilfreds kunne han da lidt forskellige kneb og tricks.
"Jeg takker ydmygt for deres hjælp" sagde han med en mild latter. Af alle folkene på hele kroen, var det da utroligt heldigt, at det var hende, som var kommet ham til undsætning. Hun så godt ud, og kunne faktisk finde ud af at føre en sammenhængende samtale! Og så havde hun endda humor.
"Tro mig, der er ikke spor brug for hjælp til at komme op og stå" der lå en slet skjult hentydning i ordene, ligesom han formodede, at der havde været i hendes.

Uden at tøve yderligere satte Merek kurs mod trappen, han kiggede sig dog en enkelt gang over skulderen for at sikre sig, at hun fulgte med. Døren til værelset stod ulåst, nøjagtig som da han var styrtet ud ad værelset for blot et øjeblik siden.
"Efter dig" galant åbnede han døren for hende og slog kndbydende ud med armen. Lige så snart hun var gået ind på værelset fulgte han efter, og selvfølgelig sørgede han for at lukke døren efter sig.

Modsat flirten var det for den mørklødet elver ikke svært at opfange joken og den formåede da også at få et moret fnys fra Emori ”Ih ja, det ville virkelig være skrækkeligt sådan at slå blottet.” sarkasmen næsten dryppede fra hendes ord sammen med det lette latter, der på ingen måde skulle tolkes som nedværdigende.
Han havde jo ikke ligefrem virket synderlig ubekvemt, ved at have stormet halvnøgen ned i krostuen, for få øjeblikke siden. Det kunne naturligvis skyldes de to store brød, der havde rendt ham i hælene, men ikke så meget som skyggen af rød havde sat sig i den fine solgyldne hud.

”Hvilken lettelse, alt andet ville vække bekymring og blive en noget langsomlig affære.” svarede hun med kæk tone. Det var stadig ikke faldet hende ind at de snakkede fuldkommen forbi hinanden. Hvor hun var langt over bæltestedet, så var Mereks tanker draget noget længere syd på.
”Øjnene frem ad Merek, du skulle nødigt skvatte nu du klarede nedturen så elegant.” en slank finger prikkede ham mod den skulder, som der i tilbage kigget vred sig tilbage, skubbede blidt men bestemt mod den med et drillende glimt i de gyldne øjne.
Ledt oven på, til det åbne værelse, trådte hun ind i rummet med samme naturlige elegance hun havde båret sig selv med.
Blikket landede kort på den endnu rodet seng, men uden at tankerne gled over i at det skyldes senge roderier med en nu forduftet anden, gift kvinde. Den rodet dyne blev blot slået hen til, at være kommet af Merek var blevet taget sovende på sengen af de to mænd. Det kunne jo også fint forklare den sparsomlige beklædning. Herefter søgte blikket rundt, til det endelig landede på sværdet.
Stående lige i 'skudzonen' bukkede Emori sig efter det, ubevidst om hvordan det kunne fremstå at hun i et øjeblik stod med strittende mås i Mereks retning.

Hvis man kendte Merek, ville de vide, at hans tanker var under bæltestedet. Det var jo ikke fordi, at han troede, at kvinder kun var gide til den ene ting, men der var nu noget ved en smuk kvindekrop, som satte tankerne i gang. Og når der endda hørte en hjerne med til den smukke krop! Emori opfyldte mange af de ting, som han fandt tiltalende med kvinder, så kunne man bebrejde ham for hans syndige tanker? Desuden havde han vidst ikke prøvet en elver før.
"Ja det ville jo være en skam, hvis jeg kom til skade" sagde han, mest for egentlig at holde samtalen kørende.

Den rodede seng ville være en grund til, at mange kunne finde på at dømme ham, det ville trods alt ikke være første gang, at en kvinde nægtede at være 'endnu en i rækken'. Til hans store held, så det ikke ud til, at hun havde noget imod det, måske var det kun adelens kvinder, som havde aå fine fornemmelser.

Nede i krostuen havde han lagt mærke til, at hun så ganske godt ud, hvordan skulle han have undgået at bemærke det. Som hun stod der og dtrittede indbydende med bagdelen, måtte han da indrømme, at hun også så ganske nydelig ud bagfra. Kunne det betragtes som andet end en invitation? Der var ingen grund, at hun skulle bukkr sig sådan forover, bare for at samle et sværd op. Det kunne kun være for, at han skulle have et godt udsyn. Og når hun nu sådan inviterede, så ville det da være uhøfligt at ignorere det.
Værelset var ikke stort, så med ganske få skridt havde han krydset lokalet, så han kælende kunne lade sine hænder glide over hendes baller og hofter.

Merek havde ikke været ene og alene om at tage modparten i øjesyn. Emori var jo ikke blottet for følelser som om personer tiltrak hende og lignede. Hun havde bare aldrig i sit næsten syvhundrede år lange liv handlet på det eller andre følelser, det faldt hende bare ikke naturligt.
Fokus havde i stedet været rettet imod den top af Thal’Elors bedste krigere, hvor hun selv håbede på at kunne tage en plads. Vel vidende hvilken stolthed det ville sætte i hendes fars bryst, alene ved tanken om et af hans børn var nået der til i livet.
Det var når kroppen blev presset til sit yderste og trætheden overvældede hende inden det krøllede hår havde ramt hovedpuden, at Emori virkelig følte hun havde styr og forståelse for alt. Stik modsat når det kom til dybere relationer, der rakte udover familie.
Men naturligvis havde hun taget Mereks skikkelse ind, han havde sågar selv været vidne til det, da hun havde stjålet det sidste syn af den trænede krop, inden den forsvandt væk under skjortestoffet.

Emori nåede hverken at rette sig op eller rigtig betragte det dødbringende våben mellem hænderne i, før en uvant følelse af varme, store mandehænder i færd med at befamle den smalle elver krop kunne mærkes.
Det gik hurtigt, hun snurrede omkring sin egen akse og med alt kraft hun kunne præstere lod flad hånd falde mod ham. Først da lyden af håndens møde med hans kind næsten ekkoede i rummet, gik det op for hende at hun havde slået ham. Øjne så store som tekopper voksede om muligt endnu større, overrasket over hendes egen reaktion, der var kommet så prompte at den havde været umulig at bremse. Tydelig aftegninger af både fingre og håndflade blussede straks efter frem. Han var heldig at hånden ikke havde været knyttet.
”Hvad… Hvad ved alle mørke guder tror du lige at du har gang i?!” fik hun endelig samlet sig til at snappe ud.

En varm kvindekrop sagde ingen mand vel nej til? Især ikke når den varme kvindekrop stod så pænt foroverbøjet. I tankerne var han allerede meget længere fremme end bare at lade hænderne glide rundt udenpå tøjet, så han havde ikke engang en chance for at reagere, da hun pludselig rettede sig op og snurrede rundt. Egentlig nåede han knap at opfatte, hvad der skete, før en smerte spredte sig fra hans kind.

Hånden kolliderede med kinden og fik hans hoved til at ryge til siden. Forskrækket nærmest snublede han et enkelt skridt baglæns, mens han holdt sig mod kinden. Slaget havde efterladt en varm og smertefuld følelse.
"Hvad i samtlige forbandede riger skulle det dog til for!" Udbrød han tydeligt forurettet, han var vred med mest af alt var han chokeret, det var alligevel kommet fuldkommen bag på ham.
"Hvis du ikke har lyst, så kan du da bare sige det! Men du sagde da selv ja til invitationen til at komme med op!" Hvad vildte hun sig overhovedet ind! Var hun sådan en type som fik noget sjov ud af at friste mænd, kun for at narre dem? Han havde da været ude for før, at en kvinde havde fortrudt, men så havde hun sagt det ordentligt, og han havde respekteret det! Han var jo ikke nogen skidt fyr, hvis han selv skulle sige det, men det her var alligevel for galt!

Kraften der var blevet lagt bag slaget, fik hendes egne fingre til at blive både varme og snurre et godt stykke op ad underarmen, efter kollisionen mellem hoved og hånd. Han ville næppe gå fuldkommen fri fra at måtte nøjes med at kun hvile den ene kind mod puden i nat. Havde hun ikke været i absolut chok over den pludselige befamling, havde hun nok haft noget at tænke en knyttet hånd ville ligge bedre imod den før solgyldne kind. Han lød ligefrem forurettet over hendes slag, trods for han var den af dem, som havde brudt hendes persons færde.
Hvad ved hele ånderiget fejlede den mand?!
”Jeg kom her op for at hjælpe med at finde dit sværd, ikke for at du kunne…” en hånd for lidt rundt foran hende, frem mod ham i en anfægtende bevægelse, som var den nok til at forklare hvad hun manglede at sige eller rettere ikke kunne få sig selv til at sige. En rødfarve åd sig hastigt ind på det solkyssede ansigt, begyndende i kinderne, før den bevægede sig ud til resten af ansigtet.
”.. Hvad end du så lige tror du har gang i…!” fik hun endeligt frem, med en tiltagende varme i rødmen, der efterhånden nåede ud til ørenes spidser. Selvom det umiddelbart virkede til at hun kiggede frem mod ham, ville det for Merek ikke være svært at opdage, hun snaere så forbi ham jo mere rød hun blev.

Hvis det ikke var fordi, at han var gal, forvirret og chokeret, havde han sikkert fundet det sjovt, hvordan hun stod og viftede med hånden i stedet for at sige, hvad hun ville sige.
"Og hvorfor skulle jeg da have brug for hjælp med at finde et sværd!" Vrissede han tilbage. Først nu gik det up for ham, at den brune hud havde antaget en rød farve, som bestemt virkede til at være tiltagende. Var hun virkelig så flov over hans gerning, det var da ham, som det var pinligt for! Egentlig burde hun bare tage det som en kompliment, at han var tiltrukket af hende!

Efterhånden som farven bredte sig i hendes ansigt, begyndte at brede sig et udtryk af forståelse sig over Merels ansigt, kunne det virkelig passe...? Det var da alligevel utroligt. Det virkede bestemt til, at de begge havde fuldkommen misforstået situationen. Så var det da ikke så underligt, at hun ikke engang kunne kigge rigtigt på ham.
"Du forstod virkelig ikke, hvorfor jeg inviterede dig med herop?" Spurgte han, forvirringen tydelig i både ansigt og stemme. Hvordan kunne han overhovedet have fejlfortolket situationen så meget. 
"Ved guderne.. så alt det du sagde nede i krostuen, det var slet ikke..." En følelse af dårlig samvittighed var begyndt at nage ham en anelse. Nok brystede han sig ikke af at være nogen videre behagelig eller sød mand, men han havde sine værdier i orden, og han kunne aldrig finde på at lægge hånd på en kvinde, som ikke ønskede det, så var der jo intet sjovt ved det.

Med en hånd hold mod hver overarms inderside, krydsede Emori de slanke arme foran sig ”Ja det ved jeg da ikke, fordi I mennesker har nogle sære skikke indimellem?” bed hun tilbage af hans vrissen. Nok var hun tættere på at have levet et helt årtusinde, men krigerens faktiske færden blandt andre racer end elverne og særligt ørkenelverne, havde været noget begrænset. Alene hendes race og ikke mindst position, gjorde hende til et udsat mål for slavefangere der så store summer krystaller, hvis de fik lov til at lægge øjnene på hende. Så hun ar vel undskyldt for at have en noget begrænset viden, for hvordan tingene forholdt sig her længere nord på. Det mente hun i hvert fald selv.

Den røde kulør virkede ikke til bare sådan uden videre at ville lægge sig, tværtimod. Hvor man skulle have troet den ikke kunne blive dybere, så stod hun med et stramt udtryk og ned ad vendte mundvige, og mindede mest af alt om en solmoden tomat. Endnu en anfægtende hånd fløj omkring foran elveren, inden den fandt vej ind under armen på ny ”Nej jeg forstår ikke hvorfor du inviterede mig herop, hvis du så fint selv kunne have fundet dit forlagte sværd… Hvilken kriger er du overhovedet? At glemme den ene ting, som kan rede dit liv?” spurgte hun spidst, men ikke nært så bidende som de forrige ord. Afventede på at han undskyldte for sin tilnærmelser af hendes gæstfrihed, men blev i stedet mødt af en forvirring der kun blev spejlet tilbage til den mørkhåret mand.
”Hvad mener du med hvad jeg sagde nede i krostuen? Jeg sagde intet som indbød dig til at… Ja det ved du uden mærket godt…” intet tydet på at hun drev gæk med ham, at hun rent faktisk ikke var lige så uvidende som hun fremstod i øjeblikket.

Det virkede næsten umuligt at nogen kunne være så naive, så uerfarne, at de ikke vidste, hvornår de selv flirtede! Og alligevel virkede det til, at det var tilfældet. Utroligt. Hvordan formåede han at rode sig ud i sådanne situationer? Han ville egentlig ubdskylde for sin ubehøvlede opførsel, selvom han havde handlet i bedste tro, men noget ved det hun sagde, og den måde hun sagde det på, formåede at prikke til ham. Hvorfor skulle han undskylde, når hun havde vildledt ham?
"Tror du, at jeg havde efterladt mit sværd, hvis jeg havde haft et valg? Prøv du at blive taget med bukserne nede af to bredskuldrede mænd, og så kan du belære mig om at huske mit sværd" vrissede han irriteret. Hvem troede hun lige, at hun var? Sådan stå der og belære ham.
"Og stik modsat, hvad du åbenbart selv tror, så lagde du selv op til mig! Du sagde jo selv.." Hans ord døde lidt ud.. Hvad havde hun helt præcist sagt, som havde givet ham den ide, at de havde de samme tanker om, hvad de skulle på værelset.
"Det er ligegyldigt. Det er ikke altid hvad fu siger, men måden det bliver sagt på" endte han i stedet med at sige, godt klar over, hvor dumt det egentlig lød.

Hvad nyttede det her overhovedet? De havde tydeligvis taget fejl af hinanden, mere var der vel ikke i det. Han sukkede opgivende.
"Hør, alt set her har tydeligvis været en stor misforståelse" Han burde virkelig bare undskylde og komme videre, han havde ting som skulle nåes, folk som skulle ses.. Men på trods af, at han langt fra havde et pletfrit ry, kunne han ikke helt acceptere, at de skulle skilles og hun så stadig gik med troen om, at han var en eller anden skummel type, som bare gik og ragede på kvinder uden de selv var med på det.

”En rigtig kriger har altid sit våben indenfor en armslængde, Merek.” kom det halv tørt og belærende fra ørkenelveren. Det var naturligvis let at stå og prædike om, når man aldrig selv havde været i sådan en situation. Sidst Emori selv havde bare sovet i noget der tilnærmelsesvis mindede om helt afklædt, var hjemme i Thal’Elor. Selv der sov hun med de speciel lavede vifter nær og nok påklædt til, at hun ikke ville blive taget med røven bar, skulle det blive nødvendigt at forsvare sig.
Rødmen havde nået sit højdepunkt, hvorfra den langsomt aftog igen uden helt at falme. En rest var stadig tilbage som en let solskoldning, da Mereks ord ebbede ud. Om det var grundet fortrydelse fordi han havde fået klarsyn på at han naturligvis var den, som tog fejl af de to, var ikke til at vide. Det var bare noget Emori antog forud indtil han drejede sine ord og lagde skylden tilbage hos hende. Det mente han ikke i rammeste alvor, gjorde han?
”Undskyld mig?” kom det tydeligt fornærmet over den indirekte beskyldning ”Jeg,-” hun holdt en finger i brystet på sig selv ”- har på ingen måde lagt op til noget som helst, andet end ganske almindelig høflighed, at du med din reptil hjerne ikke kan forstå så simpel en gestus er ved alle Guder ikke min skyld.” svarede hun skarpt tilbage, uden tanke for at fornærmelsen næppe ville falde i alt for god jord og bringe en undskyldning længere væk.
Hun burde have ladet det ligge. Have givet ham medhold i, at det hele bare var misforståelser fra deres begges side og takke af for i aften. Forlade værelset og finde den plads, der sikkert ikke længere var ledig, som hun havde haft nede i krostuen. Men mennesket var tydeligvis lidt tungnem eller bare alt for driftstyret til at hun ville lade det ligge, før han havde ædt sine egne ord og retmæssigt undskyldt.

Det forbandede sværd, kunne hun ikke snart komme videre? Han begyndte snart at forstå, hvorfor ingen mand havde rørt hende, hun var jo decideret ulidelig at høre på. Men han sagde ingenting, han var hævet over den slags og han ville ikke sætte sin ære over styr over noget så simpelt som en diskussion over et sværd.

Hvis nu hun bare havde accepteret, at det tydeligvis var en fejltagelse, kunne de sikkert være kommet videre. Måske, hvis hun var heldig, ville Merek endda tage sig sammen til at komme med en undskyldning, han havde jo trods alt dårlig samvittighed et sted inderst inde. Men da hun begyndte at kaste om sig med fornærmelser og beskyldninger forsvandt alle skygger af dårlig samvittighed. Meget havde han alligevel fundet sig i gennem årene! Han var blevet kaldt mange grimme ting, de fleste af dem berettigede, men det her ville han ikke finde sig i.

Vredt rettede han sig op, der var måske ikke megen højdeforskel på dem, men der var nok til, at han mente, at han kunne tårne sig lidt over hende.
"En hver som har bare en smule omløb i hovedet, ville kunne se, at det ikke kun var mig, som lagde op til noget nede i krostuen" Han trådte et skridt tættere på hende, han havde et princip om ikke at slå på kvinder, eller generelt at slå på folk når der ikke var tale om en decideret slåskamp, men han måtte da indrømme, at tanken strejfede ham.
"Men eftersom ingen mand nogensinde kunne drømme om så meget at overveje at ligge en hånd på dig, kan jeg vel næppe bebrejde dig for din manglende erfaring. Jeg kan kun bebrejde min momentære sindssyge som åbenbart fik mig til at tro, at jeg, eller for den sags skyld nogen anden mand, ville finde nogen form for interesse i dig" Han tænkte ikke nærmere over, hvad han sagde, eller hvordan det kunne påvirke hende, han registrerede kun, hvor vred han følte sig. Både over fornærmelsen, men også over at få sat spørgsmålstegn ved sit navn og ære når det for en gangs skyld ikke var fortjent.

Langt de fleste ville nok have haft en eller anden nervøs trækning, hvis Merek var trådt nærmere dem på samme måde, som han gjorde. Emori var bare ikke som alle andre på så mange måder, og stod i stedet fast som en klippe da han nærmere sig og forsøgte at tårne faretruende over den slankere kvindeskikkelse.
”Oh virkelig? Beklager, men jeg tror din hjerne har taget skade af den tyndeluft deroppe. Måske du skulle forsøge dig med at være lidt mere jordnær, det ville gøre dig godt.” bed hun tilbage og lukkede selv lidt mere af den allerede afkortede afstand mellem dem.
Han havde ikke så meget som knyttet hånden tæt eller lavet antræk til at løfte armen for at tildele hende de slag, der sikkert fik håndfladerne til at klø. Det betød dog på ingen måde at han ikke formåede at få slag ind alligevel. De næste ord faldt som hårde hagl og tog fuldkommen pusten fra hende. Det ene lod til at ramme hårdere end det forrige havde gjort, og tvang hende til at tage det skridt tilbage, som hun ellers lige havde trådt nærmere.
Læberne skiltes, kun for at lukke sig hårdt sammen igen straks efter, som hun pludselig syntes at have mistet sin evne til at finde sine ord. Han havde virkelig ramt et ikke bare ømt punkt, men et betændt et af slagsen. Hun havde altid bare været en del af ’drengene’ og aldrig følt hun var eftertragtet, som hun oplevede andre kvinder var af mænd. De få gange det havde været sådan, havde hun aldrig nået at opfange de små signaler af interesse, før den var blevet rettet mod andet steds.
Det krævede ikke et geni, for at regne ud eller læse på hendes kropssprog, hvordan hele hans svada havde stukket dybt. Hvor hun før ingen problemer havde haft med at se ham i øjnene, søgte hendes blik væk fra ham. Skulderen stødte hård mod hans, da hun strøg mod døren ”Du er vel nok indsigtsfuld, tillykke med det…” halv mumlede hun hårdt og tydeligt såret, på vejen ud gennem døren, der blev smækket i bag hende.

Ordenes hårdhed gik først for alvor op for Merek, da han så hendes reaktion. Forbandet da også, det havde jo ikke været meningen! Eller jo, det havde det jo, men det var jo slet ikke meningen, at de skulle ramme så hårdt. 
"Emori.." Han nåede ikke længere før døren var smækket bag hende. Så det var det. Han sukkede lavt og begyndte at samle sine ting sammen. Kvinder! Hvorfor skulle de dog også være så besværlige? Det var derfor han holdt sig fra hovedstaden, han rendte altid ind i problemer.

Mens han samlede sine ting sammen, blev hans blik ved med at søge hen mod døren. Hun havde sikkert forladt kroen. Hvorfor skulle hun have lyst til at blive? Han forsøgte at ignorere alt, der var sket, men de mentale billeder af hende blev ved med at forstyrre han tanker. Hvor skulle han vide fra, at det var et ømt punkt? Han var jo bare en mand, som havde taget en kvinde med op på sit værelse! Men han var også idioten som havde været lidt for selvsikker, og så endda bagefter havde ladet sit temperament løbe af med sig. Han sukkede lettere irriteret, hvorfor kunne han ikke bare være ligeglad.

Sværdet var igen spændt fast på sin sædvanlige plads, og for en sikkerheds skyld havde han taget sin kappe med, bare i tilfælde af at hun faktisk havde forladt kroen. For en gangs skyld var heldet dog med ham, for da han igen gik ned i krostuen, gik der ikke længe inden hans blik landede på hende. Tøvende gik han hen til, det kunne ikke være svært at se, hvor akavet han fandt hele situationen.
"Emori...?" Han rømmede sig og gned sig lidt i nakken, hvad kunne han overhovedet sige for at rode bod på de ord han lige havde slynget efter hende?
"Så... Jeg er en kæmpe idiot, hvilket du sikkert har opdaget" Han forsøgte at smile til hende, men det var lidt halvhjertet, han var dog reelt ked af, hvad han havde sagt, det var bare lige med at få det sagt til hende.