Felicity var taget ind til Dianthos, selvom hun nød at være i Zanes hus og idyllen omkring huset. Så var huset og forbundet med hans sadidiske væsen. Det gøs kort ned af hendes ryg, som hun tænkte tilbage på det. Flick hader ham, hun hader alle mænd. De havde kun en ting i hovedet, en kvindes krop. Hun fnøs kort, som hun steg af hesten, hun havde fået lov til at låne af Zane.

Feli ville blot væk derfra, nu hvor Zane var væk. Så sad alt blot i væggene og hun følte sig indelukket, nærmest i et nyt fængsel. Det var derfor hun var taget ind til Dianthos, forsøge at opleve friheden, som da hun ankom her. 

Flick var blevet en anelse tørstig efter timerne der var gået på at komme ind til Dianthos. Hvad Feli ikke havde bemærket eller tænkt på, var at hun gik ind på et bordel. Stedet virkede som ethvert andet bordel, måske derfor hun ikke bemærkede stedet yderligere mistænksom – fordi hun var så vant til selv at leve i det miljø. Hun satte sig op til baren og bestilte et glas hvidvin.

Flick var iført en lysbomuldskjole, der så en anelse for stor til hendes petita krop. Skulle nogen få fokus på hende, vil de nok nærmere se på det yderst lange lyse hår. Der nærmest virkede urealistisk lyst, men det passede til hendes lyse hud. 

Der var okay gang i den på bordelhuset. Flere af lystfolkene havde allerede trukket en kunde med op på et af værelserne. De fleste af dem var de yndige kvinder, hvis kroppe hurtigt blev stirret på af sultne mænd og i visse tilfælde sultne kvinder. Der var et marked for lystmænd som Winchell, men det var ikke overfloden af kunderne på bordelhuset, der ønskede en nat med den buttede mand. Det havde han accepteret. Måske blev han ikke optaget som den første, men det var få arbejdsdage, hvor han var gået alene hele dagen. 

Iført en smaragdgrøn kåbe og ikke noget under stod Winchell på trappen og kiggede ud i bordelhusets store lokale. Mange kunder valgte at bruge lidt krystaller i baren, før de sluttede sig til en af de arbejdende herinde. Nogen af dem tilbød et krus til dem, som de selvfølgelig takkede og tog imod. Men oppe fra trappen havde Winchell et overblik over de mange kunder, der var derinde. Han kunne se sine kollegaer allerede var igang med at arbejde på nogen, men der var også nogle kunder, som endnu var alene. Og det var en af disse, som fangede den buttede lystmands blik. En relativ yndig kvinde sad i baren med et glas hvidvin. Hendes store, lyse kjole dækkede hendes former, men det var ikke dette, der fangede Winchells blik først. Nej, det var det unaturlig lyse hår. Nogen kunder kunne forveksle hende med en arbejdende i bordelhuset, men han vidste, hun ikke var en kollega herinde. Hun var en kunde. Og hendes lyse og yndige udseende fangede Winchell nok til, at gik ned trappen og gik hen imod baren. Han tog plads i sædet ved siden af hende. Et nik blev givet til bartenderen, der kort efter kom med en forvandet øl - det var ikke det klogeste at drikke hjernen ud, når man var på arbejde jo.
"Sikke en lysende udstråling fra dig. Vi behøver knap nok belysning, når du er her." Charmen var som badende i de legende ord og det kække smil, idet Winchell drejede halvt rundt i sit sæde for at kigge på profilen af den lyse kvinde. På en måde virkede hun for ren til at være i et bordelhus, men selv de reneste sjæle havde brug for en udløsning. Albuen på den ene arm hvilede på bardisken, imens hånden hvilede imod den beskæggede kind og hage på Winchell. Det var, som altid, trimmet nydeligt, så hans udseende var endnu mere indbydende end allerede. Lidt ruhed på den bløde, buttede krop var en god balance.

Flick sad ganske roligt, nærmest fordybet i sin egen boble. Der var larm, men hun var i fred for andre. Det nød hun. Feli var desværre ikke alene før en eller anden mand talte til hende. Et svagt suk lød fra hende, som hun så mod ham. Næsten med øjne der kunne dræbe, dels begrund af kommentaren og dels fordi han var en mand.

Flick så kort på hans ydre, hvor heldig han var at have en robust krop. Flick havde fået blot et år siden været tæt på at dø af sult. Have sådan en velstand, at kunne spise så meget, måtte vel være fantastisk. Trods det faktum, at han var en mand. En slesk kommentar, Flick var bestemt ikke fan af at samtalen var startet sådan. Hadet til mænd, blev blot større ved disse sleske klamme kommentarer. ”Hvad vil du?” spurgte hun lettere direkte, som hun så at han bestilte noget til sig selv. Hun ville nok ikke lige slippe for ham.

Feli gad ham ikke og det var både tydeligt i hendes kommentar og kropssprog. Hun havde ubevidst trukket sig en anelse sammen, for gemme sine former yderligere. Da kroppen og var vendt tilbage et det normale, var hun ganske køn. Faktisk var hendes krop tilbage til da hun engang var en lystpige og nogle mænd, stod i kø til hende. Hun hader det så grusomt, hvem ville nogensinde frivilligt vælge sådan et erhverv. 

Hendes kropssprog var ikke just den, der normalt blev vist af kunder på et bordelhus. Selvfølgelig, hvis det var hendes første gang, kunne nervøsiteten komme op i form af den e fjendtlighed, Winchell følte fra hende. Blikket sagde i hvert fald det modsatte af, hvad deres nuværende lokation bød op til. Alligevel kunne den buttede mand ikke andet end at dreje kroppen helt, så hele fronten var mod hende. Kåbens bånd rundt om mave dækkede næppe hele overkroppen. Faktisk var en god del sf brystkassen blottet, så de mørke brysthår kunne ses. Bevidst sad Winchell med ikke meget spredte ben. Spredte han benene mere, ville kåben ikke længere dække dernede. Og ud fra denne kvindes adfærd virkede hun ikke just glad, hvis han gjorde dette. 

Hendes direkte og nærmest hårde spørgsmål fik er øjenbryn til at hæve sig på manden. Dog var smilet der stadig på læberne. “Taget i betragtning af, hvor du er gået ind i, så fortæl mig, hvad jeg vil.” Hvis ikke hun allerede havde lagt to og to sammen, ville hun nu. Hvid ikke kåben havde været svar nok på, hvad Winchells position var herinde, gjorde hans ord nu. 
Alligevel kunne han ikke lade være med at bide mærke i hendes kropssprog. Det var, som om hun havde trukket sig sammen for at beskytte sig. Smilet på hans læber falmede en anelse, som øjnene svagt begyndte at udstråle en lille bekymring for hende. Hånden om kinden og hagen var fjernet, så Winchell sad med åben front mod kvinden. “Er du okay?” Der var en form for ærlighed i stemmen. Det var ikke et spørgsmål spurgt af tvang på grund af hans erhverv. Det var et spørgsmål spurgt med oprigtighed i Winchells ellers så beroligende stemme. Ikke alle kunder ønskede en ren seksual affære. Selvfølgelig var det nogen, der kun ville igang på sengen eller hvorhen, de nu ønskede. Men der var også dem, der gerne ville snakke samtidig, før eller efter. Og få gange havde Winchell brugt en aften og nat på snak og nussen uden nogle former for seksuele fremtrædninger. De var sjældne disse, men denne slags kundetype fandtes. Dem, der bare ønskede at blive hørt og mærket af en anden person. 

Gået ind? Tænkte Feli kort, var dette ikke blot en kro. Hun var så vant alle former for tøj, hans havde derfor hellere ikke givet anledning til noget, hun satte spørgsmålstegn ved. Hans formulering derimod, gjorde at hun så sig rundt i rummet og opdagede hvor hun rent faktisk var gået ind til. Et større suk undslap hende. Et bordelhus, af alle steder, så var hun kommet til at gå ind i et bordelhus. Hun hader allerede stedet, men ikke som sådan. Det var hans job at agere som han gjorde.

Feli fik lidt ondt af manden at være tvunget til at forføre kvinder som hende. ”Jeg troede det var en kro” svarede hun mere roligt og knap så spydigt.

Flick spærrede et øje op, som han spurgte ind til hende. Kunne hun læses så tydelig? Det bekymrede hende, mest fordi hun hader når andre kunne se på hende at hun var utilpas. Flick foretrak at være en lukket bog. ”Hader du ikke at være her?” spurgte hun lettere direkte. For Flick fandtes der intet værre. Hun begyndte kort at spekulere i, hvordan han mon var trukket ind i dette frygtelige erhverv. ”Jeg har engang været en lystpige, et sted som dette burde brændes” svarede hun ærligt. Feli tog kort en slurk af sin vin. Den smagte herligt, hun luk øjne kort og prøvede blot at fokusere på smagen af lysedruer og den varme aroma der formede i sig i hendes mund.

Hendes uvidenhed omkring stedet virkede en anelse sødt for Winchell. At hun var gået herind og ikke havde kigget nok rundt omkring til at vide, hvad hun helt præcist var gået ind i. Manden troede måske, at hun havde regnet det ud fra hans mondering. De færreste gik ud offentligt kun iført en silkekåbe og intet under. En lille vind ville blotte det helt intime af hans. Men igen, hvis Winchell bestemte over lovene, var det naturligt at vandre uden noget på. Han elskede friheden ved ikke at være forbundet til tøj, men det var kun derhjemme og sammen med kunder og andre på et intimt plan, at han kunne være i denne komplette frihed.

Efter de år, Winchell havde været i Dianthos og dermed været i dette erhverv, havde manden lært personer at kende. Han kunne kalde sig en personkender. De mindste ting kunne han være opmærksom på. Selvfølgelig kunne handlinger blive overset, men kvindens sammentrækning var tydelig nok for ham.
"Hader det? Jeg kan lide det her. Endelig er jeg accepteret for den, jeg er." Hele grunden til, at Winchell var taget til Dianthos var, fordi han ikke var blevet accepteret derhjemme. Han havde ikke passet ind i familien Fausts hverdag. Han var det sorte får i familien. Men her, i hovedstaden, kunne han udforske sig selv og være, hvem og hvad han ville. Dertil vidste han også, at dette ikke var et erhverv for alle. Det var ikke engang alle, der bifaldte det. Var man blevet introduceret forkert ind til denne verden, ville det at være en lystperson - eller skøge i offentlighedens optik - ikke være det bedste. Winchell havde været heldig med sin introduktion.
At brænde stedet ned var dog lige i overkanten for Winchell. Han kiggede kort rundt i lokalet, som for at opsluge det, inden kvinden ville brænde det ned - selvfølgelig mente hun det figurativt og ikke i den hensigt, at hun havde åben ild bag ryggen. Blikket faldt på hende igen og roligt sagde Winchell sin mening. "Steder som disse lader folk være og gøre, hvad de ikke tør med andre. De kan udforske dem selv og deres lyster på en måde, de normalt ikke kan. Jeg hjælper dem med det." At Winchell så også får en nydelse og tilfredsstillelse ud af dette var kun et plus ifølge ham. Han nød sit erhverv og kunderne nød ham. Hvorfor skulle det ses ned på, når begge parter i de fleste tilfælde var glade? Gangene, hvor Winchell havde været i selskab med nogen, der havde bragt utryg for ham, kunne tælles på hænderne. Selvom de to var uenige som ild og vand, havde Winchells stemme været rolig og forstående, og det samme gjaldt ansigtet og smilet, der havde pippet frem igen på de halvfyldige læber.

Flick så forundret på den mand der sad ved hendes side, han kunne lide det? At udstille sin krop, at andre faktisk blot var ligeglad med ham. De kom kun for en ting, udløsning. Feli kunne næsten brække sig. ”Hvorfor?” spurgte hun næsten frastødt, af det faktum, at han nød at være en lystmand. ”Hvorfor kan du kun være accepteret her?” spurgte hun yderligere. Mon det var hans figur.

Flick havde aldrig rigtig gået op i sit udsende, den eneste ting hun var glad ved, var hun ingen ar havde. Derforuden var det blot en krop, et værktøj i mænds øjne. Det var nok også der den reelle grund var, til hun ikke var jublende glad for den. Alle så hende for en genstand. Hele hendes liv, havde hun været et objekt for andres lykke.

Feli fnøs kort, som næsten var et let grin over hans svar ”Det kan du ikke mene” svarede hun først, og forklarede sig derefter ” Folk med mærkværdige lyster, får dem uanset. Folk er ligeglade blot de får deres udløsning. Du, du er blot et objekt. De kunne ikke bekymre sig mindre om dig”. Det var tydeligt at hun ikke brød sig om dette erhverv. Hvorfor han kunne lide det, var en stor gåde for Flick. Stod han en dag i større problemer, hvem ville hjælpe ham? Måske enkelte hans kollegaer, men dybest set var de fleste personer egoistiske individer der kun tænkte på deres eget bedste.

Feli ville dog aldrig brænde dette sted ned, ikke reelt. Der var ingen grund til eftersøgt, skulle et sted brændes skulle det være det bordel hun var opvokset i, eller nærmere bestemt hendes herre. Han var en ussel mand.

"Måske livet som lystmand er lige præcis, hvad jeg var ment til. Jeg klager i hvert fald ikke," fortalte Winchell. Det var ikke stolthed, der var i hans stemme. Men der var noget i mandens stemme. Han glorificerede ikke sit liv som lystmand, men han fandt en glæde i det. En form for tilfredsstillelse. "Når man ikke er accepteret derhjemme, tager man, hvor man er." Winchell forventede ikke, at kvinden ville forstå ham. Selv dem, der var hans kunder, ville nok ikke kunne se fornuften i at vælge denne retning i livet. Faktisk tænkte den buttede mand ikke på den langvarende fremtid. Lige nu var han ung og frisk. Han kunne leve som lystmand i en god slat år endnu, inden hans krop ville give efter. Hvad han ville gøre bagefter, ville komme til den tid. Ligesom han ikke begrænsede til én type i sengen, begrænsede han sig heller ikke til én fremtidsmulighed. 

Kvindens fnøsende reaktion kunne virke som en fornærmelse mod mange, men Winchell tog det ikke personligt. Hun forstod ham ikke, længere var den ikke. Ikke alle sammen accepterede ham, det vidste han udemærket godt. Derfor drak han også bare fortsat svagt, inden han satte kruset på disken igen. "Jo, jeg kan. Ikke alle tør med andre mennesker. Måske vi bare er objekter, de kan udforske sig på, men hvem siger, at jeg ikke nyder det?" Alle parter fik en bedre nat, hvis alle var tilfredse med det, der skete med dem. Det var den optik, Winchell efterlevede. Nogle kunder kunne mærke mere end andre, hvis ikke deres købte partner ikke var tilfreds. Og der var nogen, der også ønskede det. Selvfølgelig var det ikke et krav, for kvinden var korrekt. Ikke alle bekymrede sig om Winchell. Den fejl havde manden lavet i sin grønne fase. I starten havde han knyttet bånd med kunderne og blev såret, når de bare forlod ham. Det var da også derfor, han nu gik under et andet navn, når han var på arbejde. Eros. Selvfølgelig hjalp det ikke, at han var mere end villig til at fortælle sit rigtige navn, hvis kunden spurgte efter dette. "Jeg giver dem udløsning, ja. Men de giver også min." Winchell ville ikke kalde det udnyttelse. Sådan tænkte han aldrig om sig selv. Han gik ind til hver kunde velvidende om det. Der var ingen tvang. Men hvis kvinden så det som, at kunderne udnyttede ham for hans krop, gjorde Winchell lige så meget det samme. Forskellen var bare, at han fik krystaller for det. Og nogen kunder betalte ekstravakanteligt godt. Hvordan skulle Winchell ellers have råd til sine silkekåber? 

Feli så forundret på manden, at vitterlig mente, at dette var livet for ham. Havde de hjernevasket ham så meget? Flick var forarget og havde dybest set ondt af manden. En mand, mænd som hader mere end noget andet, havde hun ondt af. Aldrig troede hun at ville få ondt af en anden mand. ”Jeg tror ikke, du kom til verden blot for at være en lystmand” svarede hun. Flick var ikke anklagende imod ham, men hun forstod ikke hans syn. Han måtte være hjernevasket af de eller den idiot som drev dette sted.

”Krystallandet er stort rige, der findes andre steder hvor du kan blive accepteret end blot her” sagde hun lettere opmuntrende. Feli forstod ikke hvorfor han ikke følte sig accepteret? Mon det var hans figur? ”Hvis du tillader mig at spørger, hvad er det der gør at du er accepteret her, men ikke derhjemme?” spurgte hun nysgerrigt. For Flick var manden en større herre, med garanti en med en større råstyrke, trods at han havde mere sul end de fleste. Han kunne da været en god bager eller tømre des ligne. Alt andet end en lystmand. Flick forstod ikke hvorfor han så dette som den eneste levevej.

Flick løftede sit ene øjenbryn. Hun ville lyve, hvis hun ikke en gang imellem nød det, men det lød til at nød det oftere. ”Vel kan der være nydelse i det. Det fornægter jeg ikke, men at være et stykke kød der kan købes og bruges, som andre lyster ikke ligefrem opmuntrende. Du vil aldrig kunne udforske eller gøre som du inderst inde lyster” afsluttede hun.

Han kunne nok en gang imellem få bider af hans lyster, men aldrig med den samme person. Mænd generelt kunne lettere få udløsning end kvinder. Det var hun hvad hun var fortalt, det overraskende hende derfor ikke at han også fik hans i løbet af en seance. ”Så er du heldig, at de vil give dig den nydelse” sagde hun roligt. De kunder hun havde haft, var havde aldrig været spor interesseret i tilfredsstille hende. Hun havde dog hellere ikke behov for det, det eneste var at de blev færdig, så hun kunne komme videre eller få fred. Det bedste hun vidste var, når hendes vagt endelig var slut og hun kunne være helt i fred, hvor ingen hænder skulle gramse eller forlange noget af hende. Flick kunne slet ikke forstå, at han kunne syntes dette ville være behageligt at konstant have nogen til kommandere hans bevægelser. Hvad havde de gjort mod denne stakkels person? Flick synes ellers at hendes tid var hård, hvor hendes tidligere herre forsøgte ihærdigt at slå visse idealer ud af hendes hoved. 

Winchell vippede sit hoved på skrå fra side til side i lidt tid for at opveje hendes konstatering. "Måske havde guderne ikke skabt mig med det ene formål, at jeg skulle lyste andre. Men her er jeg og jeg flygter ikke." Atter blev den forvandet øl hævet til læberne for at tage en slurk. Dette var ikke sådan, manden havde forventet, hans arbejdsdag skulle foregå. Men igen, der var noget interessant ved at dele ens tanker med en, der så tydeligt var i den helt anden boldgade. Hvis de to begge var elementaler, ville de være ild og vand.

Selvfølgelig var der flere steder, hvor Winchell kunne blive accepteret. Grunden til, at valget var endt på Dianthos var, at dette var det første sted, han følte sig accepteret. Han kunne stadig huske individet, der kom op til ham samme dag, som den dengang attenårige Winchell var nået til byen. Hvordan den dengang stadig buttede, men unge mand havde fået at vide, at der var et marked for hans kropstype. At folk ville elske ham. Det havde været som musik for Winchells øre dengang og hvis han fik det at vide igen nu, ville det stadig være musik.
Winchell var alt andet end en sky mand. Det kunne selvfølgelig altid komme og bide ham bag i, men hvis der blev stillet spørgsmål, var han mere tilbøjelig til at svare end efterlade det i luften. "Min familie har ét synspunkt. Man arbejder med dem, eller også er man ikke en Faust. Og jeg arbejde ikke, for det var ikke min passion," I årenes løb havde Winchell hørt mange navne blive slynget i hans retning. Men han ville hellere foretrække navnene frem for den kølighed og fjernhed, efter hans mor havde fanget ham den pågældende dag, hvor alting virkede til at ende i denne retning. "Når din far hellere ville have, at din mor var en utro med en anden og du var produktet af det, så er der ikke meget familie tilbage." Mindet stod stadig stærkt i mandens sind. Der var en form for bittersød tone i mandens stemme. Jovist havde det været hårdt at være familiens sorte får, men familiens adfærd mod ham havde sendt ham til Dianthos. Og her var han glad.

Hendes hævede øjenbryn fangede Winchell kort. Hun havde jo sagt, hun var tidligere lystpige. Måske og måske havde hendes bordelhus ikke været nær så velkommende for hende og hun derfor var efterladt med disse holdninger. På en møde følte Winchell sig trist for hende, hvis dette var sandt. "Jeg er ikke en kræsen mand. Har aldrig været. Om så jeg ikke har ideerne til kundernes lyster, ender jeg stort set altid med at dele deres," Winchell lænede sig en anelse tættere mod kvinden og sænkede sin stemme for sine næste ord. "Og der er altid nogen at finde, når man har fri." Det ene øje blinkede, som Winchell lænede sig tilbage. Han havde før hørt om at lide af hudsult og på en måde kunne den buttede mand se det på sig. Han hadede at være alene om aftenen. Han nød at kunne mærke en anden person ved siden af sig. Men var det hudsult? Eller bare ensomhed?

En hånd blev ført langsomt op til hendes knæ. Berøringen var ikke fyldt med sensualitet. Det ville være den form for berøring, Winchell ville have udvist på alle andre, men ikke hende. Hånden forblev på knæet frem for at bevæge sig op. Det var en berøring af medfølelse. Han behøvede ikke sige det. Hans blik mod hendes ansigt sagde nok. "Ingen fortjener at blive efterladt uden nydelse." Roligheden i Winchells stemme var stadig, men smilet var falmet en anelse. Nu var det kun skævt med den ene mundvig op. Det var nemmere for en mand at opnå nydelse og der var et klart tegn, når de nåede deres klimaks. Kvinder var mere kompliceret. Winchell kunne tilfredsstille dem, men kunder kunne hurtig glemme den, hvis krop de havde købt.

Feli forstod vitterlig ikke hvorfor, han ønskede ligefrem at være her. ”Den holdning kan jeg slet ikke forstå” svarede hun blot roligt. Om end respektere hun den, sådan da. Feli sagde ham ikke imod. Det virkede alligevel ikke til at have en virkning, slet ikke når manden var så hjernevasket. Det måtte han være, for at ville dette helt frivilligt.

Flick forstod ikke helt hvad han mente, arbejde, men han arbejde nu – var det ikke det samme? ”Du arbejder da her eller tilhører dette sted” Flick vidste ikke hvordan han var kommet til bordellet. I Dianthos var tingene måske anderledes end Rubinen. Hun havde ikke set mange slaver her, som i Rubinen – så måske foregik dette bordel også på lidt andre vilkår.
Feli kunne høre, at de havde levet deres barndom på nogenlunde samme måde. ”Jeg forstår” sagde hun roligt, trods hun hader mænd, fortjener ingen en barndom med had. ”Jeg har været uønsket siden min fødsel, da jeg blev 14 år, solgte min stedfar mig” sagde hun roligt og stirre kort ind i vinglasset. Hun hadede ham, hun hadede sin mor. Ingen i verden havde nogensinde vist omsorg eller kærlighed for hende, ingen. Manuel var nok den eneste der prikket et lille hul i hele hendes virkelighed. At møde en, af næsten samme kår og være så glad for erhvervet gav ikke mening for hende.

Flick så tilbage på ham og trak på smilebåndet og sagde, måske en anelse mere flabet end ment ”Du har hellere ikke noget valg” Feli så forundret på ham, som han nærmede sig. Endnu sad hun ganske roligt og bevarede fatning. Indeni var hun ikke bestemt glad for at have ham tættere på, alene fordi han var en mand. En mand der var hjernevasket. Hun hævede sit øjenbryn igen ”Du vil simpelthen have mere, selv når du er fri?” Det var tydeligt at høre i hendes stemme, at hun var forundret over, at han ligefrem ville have samværet med kunder. Det kunne aldrig falde Feli ind at invitere nogen ind på hendes værelse, når hun havde fri, aldrig.

Flick bemærkede hånden og var bestemt ikke fan, hun gav dog ikke udtryk herfra. Hun havde aldrig været fan af at nogen bare rørte hende. ”Det arbejdet, jeg var et objekt” hun forstod slet ikke hvor denne holdning kom fra. ”Jeg var ligeglad, det afskyr mig blot for hvad det er de ser på os” Hånden forblev på hende og hun var ikke tilfreds, havde han ondt af hende fordi hun sjældent havde fået udløsning. Hun afskyede næsten sig selv når det skete at give efter hun hade det. Flick sendte et advarende blik om at han skulle fjerne denne hånd. Forblev den forsat ville han mærke en form kemisk spark i hånden, det ville gøre ondt og den ville forsvinde for hende meget hurtigt.  Feli var glad for ikke længere var afmagret, så ville hun ikke have kræfterne til at kontrollere den på samme måde som nu. Hun ville faktisk slet ikke kunne give ham et stød. Den ville først nærmest eksploderer når hun var på randen. Nu når kroppen var hel, kunne hun håndtere evnen til fulde og dermed kunne give ham et svagt stød.

Deres forskellige holdninger pingpongede mellem hinanden, men hvis de prøvede at finde en mellemvej. Et kompromis i mellem dem. Ja, så ville de nok skulle sidde hele natten og alligevel ikke komme ret længere. Det var ikke nem at blive enige, når de begge var standhaftige i deres holdninger. Og det skulle de også have plads til. Winchell havde ingen lavere tanker omkring kvinden, bare fordi hun ikke delte samme syn på dette liv som hende. 

"Hårdt arbejde. Fysisk arbejde. Oppe i Norden hos min familie er dette ikke at arbejde. Sådan ser de det ikke." Faustfamiliens medlemmer var alle kraftigt bygget. Det var næsten alle i Norden. Men hvor Winchell var overvejende kraftig af fedt og mere blød, var resten af familien mere stor af muskelmasse. Gotfried, hans far og endda Josias havde alle været store brød af muskler og tegn på det arbejde, familien Faust gjorde. Det arbejde, Winchell aldrig havde ønsket at være en del af.
Dog fandt Winchell et fælles mål med kvinden. Begge deres barndom havde ikke været fyldt af glade minder med familien. Deres barndom var fyldt med alt andet end positive følelser. "Min mor var den eneste, der havde noget til overs for mig, men én ting og så ignorerede hun mig som alle de andre. Ingen sagde heller ikke noget imod, da jeg rejste væk." Selvfølgelig havde Winchell ikke vidst, om nogen af familien rent faktisk savnede ham. Han havde ikke været deroppe lige siden. Men ingen havde heller ikke efterspurgt ham her i Dianthons.

Som kvinden begyndte at smile, tog Winchell dette som en lille sejr. Hun var ikke komplet kold over for ham, bare fordi han var en lystmand. "Bare fordi jeg ikke har et valg, kan jeg stadig nyde det." Der var ingen grund til ikke at prøve at nyde en kundes selskab. Det var Winchells overbevisning. Den buttede mands sind var så også oftest åbent for nye muligheder. 
En dumsmart kommentar kunne nemt være blevet fyret afsted. Noget med, at hvis Winchell kunne bestemme, ville der altid være nogen i hans seng. Men han valgte ikke at sige noget i denne dur. Faktisk kunne den nemt tolkes sådan, men tonelejet var ikke just det jokende. Faktisk var det meget seriøst, som Winchell sagde: "Jeg kan ikke lide at være alene. Mig og ensomhed er ikke bedste venner." Dét var nok en af grundene til, at Winchell nød dette erhverv. Kunderne udgjorde hans selskab og fjernede ensomheden. Og enten udmattede kunderne ham nok til, at han kunne falde i søvn relativt hurtig og derfor ikke mærke ensomheden. Der var også de kunder, som valgte at blive natten over. Og det havde Winchell alt andet end noget imod.

Blikket der blev sendt fra kvinden kunne dræbe. Det var et klokkeklart tegn på, at Winchells beroligende hånd ikke var velkommen. Derfra trak han da også den tilbage efter lidt tid. Dog nåede den at strejfe hele knæet, før den fjernede sig fra hende. 
"Nu ved jeg ikke, hvor du arbejde dengang, men ikke alle kunder objektiviserer en. Den fornemmelse for jeg ikke af alle." Selvfølgelig var der de kunder, som kiggede på Winchell med grådige og egoistiske øjne. At det oftest var mandlige kunder end kvindelige, der havde dette blik, kunne han ikke gøre noget for. Mænd havde en nemmere tilgang til bare at finde et hul, gøre sig færdig og smutte. Men ikke alle var sådan. I hvert fald ikke Winchells kunder. Tværtimod.

Flick nikkede til hans forklaring, det gav mening. Ikke deres holdning gav mening. Feli havde dog svært ved at forestille sig at fravælge en familie der ønskede noget for ham. I stedet for at afvise dem, men hun havde ikke selv været der så hun næppe udtale sig om det.

”I det mindste havde hun lidt, det var mere end hvad jeg” svarede hun lidt opmuntrende, det lød til han kom fra en kernefamilie, dog en familie han ikke rigtig passede ind i. Hun var uønsket hele livet. Aldrig havde hun faktisk rigtig oplevet omsorg eller kærlighed.

Hun rystede svagt på hovedet ad hans svar, ikke fordi han ikke måtte få nydelse af en kunde. Det lød blot til at han forsøgte at nyde hver en kunde. Dette kunne Flick slet ikke, stamkunderne kunne hun, men alt derimellem var væk lige så snart de var ude af døren igen. Feli forstod godt hans ensomhed, men ligefrem frivilligt at tage fremmed med ind. ”Du skal da bare finde en kæreste eller kæledyr, i stedet for at nøjes” hendes stemme var rolig og ikke spor anklagende. Hun kendte andre fra hendes tidligere bordel der havde samme følelser. Flick havde aldrig haft den. Hun foretræk at være alene.

Det så ikke ud til at han mærkede stødet inden han trak hånden til sig. Heldigt for ham så om at sige. ”Det var i Rubinen” svarede hun ganske stille. Hun hade det sted, varmt fyldt med sand. Måske var folk anderledes i Dianthos. I det år, som hun havde boet på gaden i Dianthos havde ikke mange taget imod hende eller gjort en god gerning så at sige. Hun troede derfor ikke på at folk var mere anderledes her end Dianthos.

Winchell svajede blot med hovedet til hendes svar. Årene efter morens sidste strå og forladelsen af hjemmet havde den buttede lystmand tænkt, om det havde været bedre, at hun bare havde været som faren. Ikke ønskede noget af Winchell nogensinde. Det virkede hårdere, at han direkte havde mistet hende af sig selv. Med faren var det ikke Winchells skyld. Det mente manden aldrig. Men med sin mor. Der havde Winchell en hånd involveret i hendes fraønske af ham.
Dog kiggede han blot op til hendes ideer. "Et kæledyr? Det er ikke mig," Ikke, fordi Winchell hadet dyr. Det var nok mere, at kæledyr næppe kunne give det, manden mange dage ønskede. Selvfølgelig ville de kunne fjerne ensomheden, men hvad med det ekstra? Det kunde gav? "Og jeg har aldrig set kærester som noget. Hvorfor begrænse sig til én?" Winchell kunne ikke lade være med at afslutte den sætning med et kækt smil. Jovist kunne han knytte sig til én person, men den buttede mand kunne næppe holde sig til én. Og det var ikke altid det romantiske, han ønskede. Nogen gange ville han bare det hårdt og groft. Ingen grund til følelser og kærlighedserklæringer altid.

Rubinen. Ja, det havde Winchell godt hørt om. Det lå syd på. Nogen af kunderne kom derfra. Der blev talt om slaver og slavehandel fra den del af landet. Mere end her i Dianthos. Allerede der lød de grovere mod andre individer og den slags erhverv. Bordelhuse kunne vel gå under den kategori i visse personers øjne. "Men så er det godt, du ikke er der længere, men her i Dianthos!" Armene blev slået ud, varmt og velkommende. Det samme gjaldt smilet på læberne. Bare, fordi de ikke var enige, betød det ikke, at han ikke kunne være venlig mod hende. For hun virkede nu meget venlig, bare en anelse tilbageholdende. Om det var på grund af Winchells erhverv eller køn, vidste manden endnu ikke noget til. 

Flick løftede det ene øjenbryn ved hans udtalelse om hvorfor han blot skulle holde sig til en. Ikke fordi hun ville dømme ham. "Der er helt sikkert nogen, som er til de åbne forhold" 
Det var nok ikke, men hvorfor valgte gifte personer, så at komme sådanne steder. Det var vel for at få mere eller noget andet. "Beklager at jeg er så imod erhvervet, det har bare kostet mig dyrt" sagde hun roligt. Det var tydeligt for Feli at hun ikke kunne rokke på denne mands holding. Han elskede det, og det ville hun ikke kunne lave om på. Hun forstod det bare ikke rigtigt. 

Et lille smil kom frem "Ja" Flick var utrolig glad for at være væk derfra, aldrig ville hun sætte sine ben der igen. "Jeg fornemmer du ikke har hørt meget om Rubinen?" Spurgte hun roligt. Hvor hun var lystpige, var ikke et rart sted.

Enig til at være uenig. Det var nok det tætteste, Winchell og denne kvinde kunne komme på en fælles forståelse. Der var blandede holdninger. Især om denne form for erhverv. Winchell konstaterede aldrig, at alle ville dele hans holdning om hans liv og valgene truffet i det. Der ville være uenigheder. Ja, sågar modstand kunne opstå. Det var, hvordan den buttede mand håndtog det. Derfor nikkede han blot forstående til kvindens ord. En form for lukning af samtaleemnet. Ingen grund til at grave dybere i et emne, der tydeligt var personligt på den mere negative måde for hende.

"Jeg kommer fra Norden. For mig er Dianthos jo syd på," smågrinede Winchell. Dette viste, at han vidste, at Rubinien var i syden, men meget mere kendte han ikke til lokationen i landet. Der var varmt modsat Norden. "Nej, Rubinien er ikke lige, hvad jeg har en stor viden af. Hvis nogen overhovedet faktisk." Ingen kunne vide alt. Og hvad skulle Winchell bruge med viden om et sted i landet, han alligevel nok næppe ville komme til? Hans liv var her. I Dianthos. Ingen grund til at ændre på dette. Ingen trang til dette. Ingen ønsker til at ændre på det.

Måske var det derfor, at de var så forskellige i holdninger om erhvervet var det bedste eller værste. Flick havde hørt at heromkring var det frivilligt hvorimod i Rubinem var det ganske normalt at tvunget eller solgt til det. 

„Ow“ sagte hun stille før hun svarede tilbage, da han havde besvaret hendes spørgsmål “I Rubinien er det ganske normalt at blive solgt eller være slave, det er ofte hårde vilkår” hendes stemme var næsten lidt bitter. Ikke pga ham, men den barndom hun havde haft. Ingen ville drømme om det. En mor der aldrig havde en elsket hende og em stedfar der fik hende solgt til en slavehandler, som fik hende ind dette erhverv. 

Hun smilede kort til ham, mest for at betrygge ham om, at det ikke var ham, men hendes baggrund. “Min stedfar solgte mig og fik mig ind i erhvervet” sagde hun lavmælt. Det var faktisk yderst sjældent at hun nævnte det for nogen. Faktisk tror kan hun ikke mindes at nævne det til nogen. Det var faktisk næsten rart at sige det højt. Selvom det gjorde anelse ubehag at tale om.