”Tror du virkelig jeg vil være sammen med en som dig!” De hårde ord ramte som koldt vand i hovedet på den brunhårede kvinde der stod foran en mand, kun få cm. Højere end hende selv. Deres kropsbygninger mindede meget om hinanden, men selvom der var noget maskulint over kvinden, så lignede hun trods alt stadig en kvinde, der måske havde set mere af slagsmarken eller kampe end en traditionel kvinde, til trods for intet emblem for Lysets Hær var på hende.
Hendes underlæbe skælvede en lille smule, men hun så ud til at holde sig stærk op, som nogen ved bordet til højre begyndte at grine lidt af situationen. Hans venner.

”Jeg troede bare...” Startede Joanna ud med at sige, men blev straks afbrudt af manden foran hende.

”Jeg ved ikke hvad du troede bare fordi jeg var venlig,” blev det groft sagt af manden. ”Hvad man ikke skal høre for, fordi man er lidt venlig,” det var tydeligvis henvendt til hans venner, som bare grinte lidt højere, inden han viftede affejende Joanna væk, for at sætte sig tilbage ned ved bordet med sin øl og venner.

Joanna brød sig ikke om de øjne de havde tiltrukket sig ved den kort konfrontation, og derfor var hun også hurtig til at bøje sit hoved, og skynde sig over for at sætte sig ved bordet hun tidligere havde siddet ved. Der var kun en tom tallerken og krus, og en jakke, der indikerede at nogen havde siddet ved pladsen. Hun kunne mærke at øjnene blev lidt fugtige, hvor ville hun ønske Azteka var her, men hun var her ganske alene. Hun havde endda følt sig så yderst tilpas i sin egen krop i dag. Det havde været en god dag. 

Svinet var altid fyldt med alle mulige forskellige slags krogængere. Den populære kro i den nedre by af hovedstaden havde altid lyden af stemmer og fuldeskaber kommende derfra. Og derfor havde Winchell da også taget sin fridag derhen. Tit havde han været her på sine fridage. Der var altid nogen, som var mere end klar til at tage en snak over et krus eller flere med den buttede mand. Og der var også dem, som var friske på at tage festen videre til et værelse. 

Siddende ved baren kunne Winchell ikke lade være med at overhøre samtalen, der foregik mellem en mand og en kvinde. Skønt det lange hår og de lidt feminine træk var kvinden ikke meget lavere end manden. De havde endda lignende bygning, men den buttede mand ville ikke diskriminere. Der var kæmpende kvinder, hvis kroppe var langt mere mandlige end Winchells. Nu havde han også gode lemmer med fedt på sig, så han var nok ikke den bedste at sammenligne med. 
Hvorfor nogen mennesker - eller individer af andre racer for den sags skyld - følte, de havde retten til at nedgøre en anden person foran deres tydelige vennegruppe, forstod Winchell ikke. Men igen, manden var ikke kræsen, så hvad end denne mand ikke ønskede ved kvinden, ville han nok være lettre ligeglad over. Med sit erhverv havde Winchell prøvet lidt af hvert. 

Kvinden fjernede sin tilstedeværelse fra manden og sine venner, der blot fortsatte deres nedladende snak. Den kunne Winchell tydeligt høre. Derfor viftede han hurtigt til krofatter for at få to fulde krus. Der gik ikke lang tid, før krusene blev stillet foran ham. Et kort blik blev givet til manden og vennekredsen, før begge hænder tog fat om krusene. Winchell begav sig hen til kvinden, der sad med tydelig fugtige øjne.
"Du ser ud til at kunne bruge en ven?" kom det smilende fra Winchell, som han satte sig ned. Det ene krus blev langet over til kvinden, imens den anden forblev i mandens småpølsede fingre. Det var ikke fremmed for Winchell bare at tage plads ved en enlig persons bord uden at sprøge om lov. Det var nemmere bare at gøre det. De kunne bede ham om at gå igen, hvis de virkelig ikke ønskede hans tilstedeværelse. Der var underligt en del, der ikke havde noget imod Winchell siddende ved deres bord. Men i dag var det blevet denne kvinde, der skulle hænge på Winchell, indtil hun selv bag manden om at forlade - hvis hun gjorde dette.

Joanna prøvede sit bedste på at ignorere alle omkring sig, og det lidt lange pandehår faldt også ned i hendes øjne, og derfor så hun ikke den lettere buttede mand der kom over til hendes bord, ikke før ordene ramte hendes ører, røven allerede var blevet placeret i sædet, og krusene med øl stod foran hende.
Hun kiggede derfor også endelig op, og hendes grå øjne ramte mandens øjne foran hende, og hun kunne ikke helt benægte at hendes øjne var en anelse blanke, men det ville også være uhøfligt at ignorere ham, og han virkede... oprigtig. Hun havde vidst ikke set ham ovre ved det andet bor.

”Så du det hele?” spurgte hun en anelse forsigtigt, inden hun tog en hånd op for at tørre hvad der måske ville have været tårer der faldt væk fra sine øjne. Hun kunne ikke græde overfor en fremmede. Nogle gange var hun virkelig en lille pige.
Hun var dog lidt langsommere til at række ud mod det tilbudt krus øl, som hun stadig kiggede studerede manden foran sig. Hvorfor var han kommet herover? Joanna var ikke vant til meget næstekærlighed fra fremmede, til trods for at hun sørgerede for at holde landet sikkert for det meste.

Kvindens pandehår havde næsten dækket øjnene, men som hun kiggede op på Winchell efter mandens od, kunne han nemt se væde ved hendes øjne. Hun tørrede da også dette væk. Den buttede mand drak bare sin slurk færdig, som var to gamle venner, der havde aftalt at mødes her. Hvilket de alt andet end var. For denne kvinde var komplet fremmed for Winchell og han var normalt god til at huske ansigter og kroppe. Navne kunne glippe, men ansigter og kroppes former var huskende for ham.

Hendes spørgsmål blev sagt forsigtig og tydelig for ikke at gøre det endnu værre for hende selv. Alligevel nikkede Winchell nok til at give delvist svar. "Jeg så nok," sagde Winchell roligt og som for at afslutte dette. Hvis ikke kvinden ville uddybe, hvad hende og manden havde været oppe for - hvad grunden var til hans afvigelse - ville Winchell ikke spørge. Jovist var han nysgerrig, men han var også af typen, der normalt ikke ville overskride andres grænser. Medmindre han virkelig meget ønskede det, der var over grænsen, men at vide mere var ikke vitalt for ham. "Det er deres tab." Winchell nikkede med hovedet i retningen af manden og hans venner med et opmuntrende smil på læberne. De drak lystigt. Deres blikke var allerede på andre kvinder. Det måtte de om. Det viste bare, at manden ikke kunne klare et kvindfolk som hende over for Winchell. 

Joanna selv kunne heller ikke have erindret at se manden foran sig, selvom det ikke var umuligt at de to af dem faktisk havde været i nærheden af hinanden før. Hvis han var en der var i Dianthos, og som jævnligt tog den på Det Halve Svin, så var der i hvert fald en god sandsynlighed. Ikke at Joanna var her alt for ofte. Så mange venner havde hun ikke i Dianthos, og hun var mere tilbøjelig til at kaste sig ind i sit arbejde.

Hendes fingre lukkede sig forsigtigt om det tilbudte krus og hun nikkede lidt sagte. Hun havde ikke lyst til at fortælle mere om det end hvad han havde set. Det var altid noget hun gik stille med dørene om, og hvis hun kunne undgå det, så foretrak hun ikke at lade folk se den del af hende. Men helt kunne man ikke undgå det.
”Det er meget venligt sagt,” sagde hun og stirrede lidt trist ned i øllen. ”Men det føles ikke sådan lige nu.” Hun tog øllen op og tog en tår af den. Den dæmpede nogle af nerverne, selvom hun godt kunne forstå hvorfor folk drak stærk alkohol også. Lige nu kunne hun godt have brugt noget af det, men desværre havde hun pligter næste morgen, og i morgen ville kun blive værre af tømmermænd.

I stedet for at drukne helt i sin egen selvmedlidenhed, lod hun alligevel blikket glide tilbage op på manden som havde bestemt sig for at gøre hende selskab. Hvorfor var han kommet herover?

Det var tydeligt at se på kvindens ansigt og positur, at hun var trist anlagt lige nu. Måden hun kiggede ned i ølkruset, før hun tog en slurk. Måden hun sad på. Tonen i hendes ord. Winchell gjorde det måske ikke bedre ved at fortsætte med at kigge på hende, men hvad skulle han ellers gøre? Han kunne ikke lade, som om han ikke sad over for en trist kvinde. Og selvom han vidste, at han ikke skulle kommentere på det mere, hvis ikke kvinden selv gjorde det. Ej heller skulle han bringe tydelig medlidenhed frem. Det var ikke noget, triste mennesker ønskede. Jo, de ønskede medlidenhed, men det skulle ikke siges eller gives alt for direkte. 

Som hendes blik til sidst hævede sig på ham og ikke med nær så trist blik i øjnene, trak Winchell med den ene mundvig i et varmt, blidt smil. "Jeg er Winchell forresten. Din ven for resten af aftenen, hvis du har brug for en." Den varme tone var at finde i den buttede mand. Det var ikke under, at nogen havde kaldt ham en bamsebjørn i sengen. Den store krop, den venlige væremåde, evnen til ikke at veje mere end en bamsebjørn. Men bamsebjørnen kunne også fremvises i offentligheden og i nogenlunde anstændig situation. Men lige nu virkede kvinden til bare at have brug for nogen at snakke med og hvem bedre end en ven? Winchell ville heller ikke være alene, hvis han kunne undgå det. En ven for ham, hvis bare midlertidig, var noget, han også på en måde og mere selvisk måde kunne have brug for.

Stilheden strakte sig imellem dem i et stykke tid, som Joanna lod tankerne hvirvle i hendes sind. Både om hvem han var, hvorfor han var, eller om der lå noget andet imellem. Der var mange ting at overveje, men i sidste ende, så var der dog noget der var mest centralt. Hun havde behov for en ven, og nogle gange skulle man acceptere den venlighed der blev vist en, også selvom man havde brændt sig meget på den på den seneste. Desuden, en mand hun aldrig så igen, kunne næppe dømme hende alt for meget.

Et lille suk undslap hende, ikke pga. hvad Winchell havde sagt, men mere tankerne og situationen hun havde sat sig selv med den anden mand, og hun tog endnu en tår. ”Joanna,” sagde hun endelig, med lidt mildere øjne, og ikke helt så skeptiske, men stadig meget triste. ”Jeg tror helt klart en ven ville være rart lige nu,” indrømmede hun, og kort flakkede hendes øjne mod gruppen af mænd der var gået tilbage til ikke at skænke hende et blik, selvom de stadig lo. Måske af hende, måske ikke. ”Jeg ved bare ikke hvorfor jeg troede han ville være anderledes. Jeg må bare en håbløs optimist når det kommer til kærlighed,” sagde hun med et suk. Der var stadig en lille del af hende der havde en brændende følelse over ham, men hun var heldigvis ikke naiv nok til at tro at den afvisning kun var fordi han var omgivet af sine venner. Hun skulle ikke være sammen med en mand der kunne være så led omkring andre.

Efter endnu en tår fra kvindens side fortalte hun sit navn og endda med venlige øjne, syntes Winchell. Der var stadig tristhed at finde i dem, men de kiggede ikke længere skeptisk på ham, som om han var en del af den uduelige mands vennegruppe. En syg form for fornøjelse ved at stryge mere salt i Joannas sår. Sådan var Winchell ikke. Som tegn på dette tog han sig blidt til hjertet og smilte taknemmeligt, da Joanna sagde, at en ven lige nu ville være rart.
Dog kunne Winchell også se, hvordan Joanna skævede sit blik tilbage til manden og hans gruppe af venner. De grinte, så hele kroen kunne høre dem. Selv Winchell, der sad med ryggen til dem, kunne forestille sig, hvordan de grinte. Og deres grin trængte Joannas tristhed længere op og ud i hendes ord, der ramte Winchell. Han lænede sig ind over bordet for at lægge venligt en hånd oven på Joannas, der endnu var rundt om kruset - hvis ikke hun trak dem væk for at undvige Winchells opmuntrende berøring. "Kærlighed er en af gudernes største gåder. Man bliver brændt mere end man rammer plet, men du skal finde nogen, der elsker dig lige så højt, som du elsker dem." Selv havde Winchell lagt for store følelser i overfladiske forhold. De første par kunder havde han nærmest faldet for, så da de efterlod ham uden at komme tilbage, var den buttede mand været trist. Det var også der, at den professionelle persona, Eros, var kommet ind. For at maske sig for følelser, skønt kunderne bare skulle spørge og Winchell ville fortælle, hvad de ville høre og sandheden af dette. Og selvom manden lige nu alt andet end søgte for den eneste ene, kunne han stadig dele de tanker, han inderst inde håbede på også ville ske for ham, når han var klar til kun at dele sig selv med én person. Men det var han ikke endnu.

Man havde altid lidt lyst til at give chancen for at en fremmede kunne hjælpe en lidt på vej igen, og selvom Joanna var blevet brændt mange gange, så ønskede hun stadig at tro på det bedste. Det var dog lidt nemmere med det taknemmelige smil, og det venlige udseende. Han måtte trods alt være en mand der havde folk omkring sig normalvis, når han alligevel med sådan en venlighed, og tilpashed bare kunne gå over og give hende en trøstende skulder. Hun håbede inderligt at hun ikke tog fejl af hans person.

Hendes øjne gled ned på sin hånd, som hun mærkede hans hånd, inden hun kiggede tilbage op på ham. ”Det er altid så nemt at sige,” sagde hun, men alligevel var der kommet bare lidt mere energi i øjnene, så de ikke bare svømmede i tristheden der lå forbundet med episoden der havde været kort forinden. ”Men alt jeg kan gøre er vel at... håbe?” sagde hun. I sidste ende havde det jo ikke virket med Keeran, og hun vidste godt at hun til tider var overfladisk når hun forelskede sig. Det var bare ikke mange mænd der gav hende meget tid generelt. De kiggede altid på en af de andre kvinder. ”Har du meget erfaring indenfor kærlighed?” Han virkede til at vide i hvert fald lidt om hvad han snakkede om, men det kunne ligeså godt være at han bare sagde højt hvad han selv havde hørt tidligere.

Hun tvang ikke hans hånd væk, hvilket Winchell antog som et godt tegn. Hvis hun trak hånden til sig eller gjorde andet som tegn på, at mandens fingre skulle væk, kunne dette tyde på, hun instinktivt ikke ønskede ham her. At hun lod hånden hvile oven på hendes viste, han var velkommen. Han var hendes ven, hvis bare for nu. Og det samme kunne Winchell se i Joannas øjne. Meget vel var der endnu en snert af tristhed at finde i dem, men der var kommet mere energi i dem. Energi af håb, måske?
"Håbe på det bedste, ja." medtog Winchell nikkende, som han tog en slurk af sin drik endnu en gang. Hans ord var rolige og kunne virke beroligende. En lystmand skulle ikke kunne give nydelse med kroppen. Han skulle også kunne give nydelse med ord. Og det kom oftere i beroligende nydelse end sensuelt. 
Winchell kunne ikke lade være med at fnyse smilende af hendes spørgsmål. Han rystede på hovedet kort. Kærlighed var ikke noget, Winchell gjorde i. Jovist havde han udvist kærlige følelser for år siden, da han først kom til Dianthos. Men det var dengang, han forbandt kærlighed med den nydende akt i det intime. Efter år i den branche vidste han, at man ikke behøvede kærlighed for at nyde andre. "Ikke direkte, men selv de mest enlige kan have råd at dele ud? Vi følger dem bare ikke selv."

Hånden var en lille form for tryghed og trøstning, som Joanna nu stadig havde behov for. En følelse af at hun ikke var helt ude et sted hvor hun ikke kunne bunde. Ikke når der var en der kunne redde hende i land hvis det gik så vidt.
Hun nikkede lidt og tog sit eget krus for at tage en slurk af det, mens hun lidt studerede Winchell. Han var overraskende behageligt selskab, og selvom hun ikke kendte manden, ikke rigtig, så havde han om ikek andet en vis aura omkring sig, som i det mindste gjorde at Joanna følte sig mere tilpas.

”Det kan der være noget om,” indrømmede, for hvor mange gange havde hun ikke også selv kunne diske ud af kærlighedsråd for andre, til trods for at hun aldrig selv havde haft et rigtig forhold. Der var dog noget andet der sneg sig mere på. ”Når du siger ikke direkte, hvad mener du så?” spurgte hun og man kunne alligevel se hvordan noget af nysgerrigheden alligevel var kommet lidt frem hos hende. Han så åbenbart sig selv som meget enlig, og hun kunne kun sætte spørgsmålstegn til hvorfor han var det. Han virkede trods alt som godt selskab, men ens dårligere sider viste sig vel også sjældent ved det første møde. 

Joanna virkede tilpas med at have Winchells hånd oven på hendes. Måske hun bare hungrede efter anerkendelse fra en anden person. Det kunne den buttede mand følge med i til en hvis grad. Han havde for længst ledt efter nogen, der accepterede ham. Han havde lært at acceptere sig selv og det var det vigtigste, skønt det altid ville være rart, hvis andre gjorde også. Især dem, man nok elskede. Familie og den slags. Man kunne ikke få alt i denne verden. Det havde Winchell lært.

Og dér virkede Joanna til at få det bedre. Hendes ord og ansigt var i hvert fald ikke meget mere præget af sorg, som nysgerrighed nu var i hende. Hun var nysgerrig over for Winchell. Hvem ville ikke? Han var en hyggelig og venlig mand. Og han havde sine evner, der kunne få både mænd og kvinder til at hungre for mere.
"Jeg gør ikke i forhold som sådan. Personer, jo, men ikke på kærlighedsfronten." sagde Winchell dejligt mystisk og smilende kækt til Joanna. Selvom han var i fred med, hvad og hvem han var, var alle ikke. Og lige nu var det hyggeligt at være i selskab med Joanna. Den buttede mand ønskede ikke at ødelægge dette ved at fortælle, hvad manden gik rundt og lavede som sit erhverv. Ikke alle accepterede denne form for profession. Nogen fandt det ikke som en profession, bare uanstændigheder for uanstændighedens skyld.

Der var en lang vej til selvanerkendelse og finde den kærlighed man havde behov for. Joanna var nået langt de sidste 10 år, men desværre ville der altid være en del af hende der hungrede efter at en anden også ville komme og holde om hende, og bare elske hende. Venner kunne kun gøre så meget, og dem havde hun i forvejen ikke mange af, mest af alt fordi hun altid var lidt bange for at lukke op omkring sig selv. En dag ville det blive bedre. Det var den eneste tanke hun kunne holde hos sig, så hun var sikker på at det ikke hele var forfærdeligt hele tiden. Hendes familie ville dog nok aldrig acceptere hende.

Man kunne nu alligevel godt se hvordan det trak i mundvigen på Joanna, som Winchell forsøgte at holde det skjult. ”Hvad skal det betyde?” spurgte hun, lidt mere indgående. Det var nemmere at ignorere det smertende hjerte når der var folk hun kunne koncentrere sig om. Som den buttede mand, som hun med alt sandsynlighed ikke ville se igen efter denne her aften. Sandsynligheden for at møde den samme person to gange var ikke nødvendigvis så høj, med mindre man havde meget faste rutiner, og det kunne Joanna ikke ligefrem brøste sig med. Der var hendes erhverv for omskifteligt, men for nu... så havde hun det fint med at han var hendes ven. 

Et vagt svar var tydeligvis ikke tilstrækkeligt svar for Joanna. Det havde tydeligt kun sparket til hendes nysgerrighed. Dog virkede dette kun som en god ting, da hun virkede nær så trist som før. Og det var jo ikke, fordi Winchell ikke ønskede at fortælle det dybere svar. Han var ikke sky for at fortælle, hvad og hvem han var. Det var for alle andres skyld. Det var for ikke at ændre deres opfattelse af ham. Selvfølgelig var Winchell til en hvis grad ligeglad med dette. Hvis folk ikke kunne acceptere ham, gad han dem ikke. Den slags personer havde han derhjemme i Norden. Det var deres grund, at han ikke længere boede der.
Alligevel kunne Winchell ikke lade være med at gøre et lille nummer ud af det. Derfor lænede han sig kort ind over bordet for at snakke lavere, som om andre ikke måtte høre ham. Men om hele kroen hørte ham, var den buttede mand stort set ligeglad med. Mange af dem havde sikkert inddirekte set ham arbejde. Når han ikke var på bordellet, men jagtede efter kunder på diverse kroer. Måske nogle af de mange krogængere var tidligere kunder. Winchell havde haft så mange, at han ikke kunne huske alle og enhver. "Jeg er lystmand," sagde Winchell uden nogen tøven eller forarbejde. Det kom ud direkte og som det var. Derefter lænede han sig tilbage med et afventende ansigtsudtryk, dog ikke negativt. "Gør hvad du vil med de viden om mig." Det var mere for at se, om Joanna ville ændre sin person over for ham. Ville hun trække sig væk fra ham? Ønskede hun at fjerne sit kommende venskab med ham? Var hun ligeglad? Nysgerrig, måske?

Joanna var vel i sidste ende lidt af en landsbypige, og selvom hun efterhånden havde boet i Dianthos i en god mængde år, så var hun stadig konservativ på visse punkter. Hun havde ikke helt vænnet sig til hvor løse folk kunne være på disse kanter, selvom fordommene havde hun hurtig gemt bag sig. Det betød dog ikke at hun ikke godt selv kunne blive genert over det. Hun havde trods alt aldrig været sammen med en anden mand. Ikke fordi hun ikke ønskede det, men mest af alt fordi det var lidt grænseoverskridende og ingen rigtig havde givet hende en chance. Ikke at hun ønskede det med Winchell.

Overraskelsen var tydeligvis malet over hendes ansigt, og hendes øjne gled ned til hans hånd og så op til hans ansigt igen, inden hun blev nødt til at rømme sig selv. Kinderne allerede på vej til at blive en kraftig rød farve, og hun følte hele sin krop blive varm af forlegenhed. Det havde hun ikke set komme. ”Jeg har aldrig snakket med en af... jer..” kom det tøvende fra hende, før noget mere centralt omkring det gik op for hende. ”Men jeg er altså ikke... interesseret i det, hvis det er det... du håber...” Hendes stemme blev lavere og lavere og mere forlegen over det, selvom hun ikke trak sin hånd til sig. Mest af alt lignede hun en der ikke rigtig vidste hvad hun skulle gøre med sig selv over den oplysning. Hun håbede ikke at han b are havde set hende som en potentiel kunde, for det kunne hun ikke engang forstille sig at gøre. Hun ønskede kun den fysiske side hvis det kom med oprigtig kærlighed.

Reaktionen fra Joanna var i den milde ende. Winchell havde før næsten været oppe at slås med andre, når de fandt ud af dette. Enten, fordi han selvfølgelig nød til at fortælle det for at tjene ind, når han var på arbejde, men også når han bare snakkede frit. Hvorfor skulle han gemme sig selv, når han ikke skammede sig? Det var andre, der skammede sig på hans vegne og stemplede ham som en hore. Det var deres valg, ikke hans. Men Joanna var mild i sin reaktion. Ja, hun virkede overrasket og forlegen - det kunne ses på den røde farve i ansigtet og især i hendes kinder. 

"Du snakker med en nu." sagde Winchell med et lille smil, som for at gøre sin tilstedeværelse bedre. Vise, at han var okay med det. Men det kunne til tider være mandens problem. Han kunne være okay med det, men det gjorde ikke andre okay med det. Og det havde været situationen derhjemme. Han havde været okay i sin krop, sind og tanker. Familien havde og var endnu ikke. 
Til Joannas erklæring kunne Winchell ikke lade være med at fnyse halvt over, som han lænede sig en anelse frem i stolen og henover bordet. Hendes hånd var endnu på bordet. Hun var ikke skræmt væk. "Bare rolig. Jeg har fri i dag. Lige nu er jeg din ven. En ven, der holder fingrene for sig selv og tøjet på kroppen." sagde Winchell beroligende, dog ikke uden at have et komisk ansigtsudtryk. Sådan var den buttede mand. Han var legende, drillende og tit grænseoverskridende. Nogen elskede det, andre hadet det.

Der havde han selvfølgelig en pointe, men hun var ikke helt sikker på hvordan hun skulle opføre sig. Det var så underligt at tænke på at han normalvis gjorde sig i at finde folk han skulle være intime sammen med, noget som Joanna end ikke havde gjort med nogen endnu. Derfor var det nok heller ikke så underligt at hendes kinder blussede mere op, som han pointerede at han nok skulle være en ven og holde fingrene for sig selv. Det føltes en anelse uanstændigt, og det var nok primært fordi det var rettet mod hende at det føltes sådan. Hun var trods alt vant til soldater, og de kunne både være grove og dybt uanstændige når de kedede sig.

Hun tog øllen op for at forsøge at skjule sig bare lidt i den, selvom den røde farve ikke var væk som hun fjernede øllen. I det mindste havde hun fået kontrol over sin mund igen. ”Jeg værdsætter det,” sagde hun med det forlegne smil på læberne. ”Men... hvis jeg må spørge, hvorfor... arbejder du med det?” Nu når han selv havde givet informationen, så tænkte Joanna at hun måske også kunne få et indblik i hvorfor. Hun var trods alt nysgerrig omkring manden. 

Det var altid sjovt at se, hvordan forskellige personer reagerede på nyheden. Selvfølgelig dem, Winchell mødte på brodelhuset, reagerede ikke negativt. De havde selv trådt ind i det. Og dem, der bevidst opsøgte manden, fordi de vidste, hvad han var, reagerede heller ikke. Det var dem, hvor Winchell fortalte det. Eller de selv satte brikkerne sammen. De kunne reagere med alt fra nysgerrighed og lyst til foragt og had - og Winchell havde oplevet begge og meget i mellem. Joanna reagerede ikke på en af ultimatummerne. Hun reagerede flovt. Rødmen i hendes kinder og ansigt var tydeligt for Winchell. Manden kunne ikke andet end at smile en anelse i smug, imens han drak sammen med hende. Farven var ikke engang væk, som hun satte sin øl for sig for at snakke. Dog var ordene nogenlunde kontrolleret og i et fattet tempo.
"Hvorfor jeg gør? Den korte historie er, at jeg selv har valgt det. Og jeg fortryder ikke," fortalte Winchell roligt, som snakkede han om turen til bageren. Atter blev øllet hævet til læberne og han tog en kort slurk. Der var en dybere historie og det vidste Joanna nu. Dette var jo den 'korte' historie. "Den længere er lidt af en, lad os sige 'forklaring'." Og med det tav Winchell, som øjnene kiggede på kvinden over for ham. Det var op til hende, om hendes nysgerrighed var i at høre mere. Snage i den buttede mands historie og valg i livet. Eller om det var for akavet og vakte for meget flovhed for hende at gøre mere i. Détte ville vise, hvilken slags person Joanna var. I hvert fald i Winchells optik.

Det var vel ikke så underligt at man var nysgerrig omkring hvordan andre folk levede her i verdenen. Det var trods alt Dianthos der havde givet Joanna den frihed hun nu havde omkring sig selv og sit eget væsen. Det havde åbnet hendes øjne for at hendes forældre ikke nødvendigvis havde ret i hvem hun kunne være, men der var stadig så mange ting hun ikke rigtig kendte til.
Hendes fingre pillede ved kruset, og de grå øjne kiggede med stor betagelse på skøgen hun sad overfor, som når man tilegnede sig ny viden. Det var tydeligt at der ikke var en seksuel tiltrækning der fandt sted i hvert fald.

Man kunne nok have forventet at hun ville have bakket ud, og ikke ville grave, men i stedet for lænede Joanna sig lidt frem. ”Jeg vil gerne høre den, hvis du har lyst til at fortælle den,” indrømmede hun. Hun kunne ikke forstå at man ville tage valget om at sælge sin krop, men hun havde selvfølgelig aldrig rigtig været tilpas i sin egen. Hun vidste ikke nødvendigvis hvad hun ville få ud af det, men hun forventede at hendes kinder kun ville blive mere røde. 

Nogle gange ville Winchell ikke fortælle historien. Især ikke med kunder. En kunde ønskede ikke at høre en skøges tragiske fortid. Det betalte de ikke for. Men selv i det åbne forum, hvor Winchell var på lige fod med alle andre, kunne den buttede mand nemt ikke ønske at fortælle. Men lige nu og her med Joanna havde han intet imod det, sjovt nok. Måske, fordi hun ikke løb væk. Hun var måske lidt skræmt af faktummet af, at hun sad over for en lystmand, men ikke nok til at løbe væk. Og nysgerrighed skulle næres - ifølge Winchell i hvert fald. Det havde været nysgerrighed, der havde startet hans liv. Startet hans historie.
En kort slurk blev taget. Ikke for at drikke sig modig, selvom Joanna sikkert ville forveksle det med dette. Nej, Winchell havde blot brug for væske for at kunne snakke. "Det startede tilbage i Norden. Jeg har aldrig passet ind i min familie, men efter min mor fangede mig med nogle andre børn. Ja, der gik det bare ned af bakke. Min mor havde indtil da nok været den eneste, som ikke havde givet op på mig," startede Winchell med ikke megen tristhed i stemmen, selvom de fleste ville mene, man skulle være kede af at være ekskluderet fra deres familie. "Det kom ikke som et chok for nogen, da jeg forlod hjemmet. Jeg havde intet endemål. Jeg skulle bare væk. Jeg kom til Dianthos og her blev jeg accepteret for, hvem jeg er. Og jeg blev, hvad jeg følte, jeg havde brug for. Og jeg fortryder intet." Det var der mange, som mente, han måtte gøre. Fortryde samtlige valg i sit liv, men det gjorde Winchell ikke. Og dette kunne tydeligt ses på det selvsikre ansigt, som den buttede mand lænede sig tilbage i stolen, afventende på Joannas reaktion til historien. Hun havde selv efterspurgt den.