Det var ikke ofte, at kunder blev trukket med hjem. Eller hvor en kundes oplevelse skulle foregå hjemme ved lystmanden. De fleste gange var det enten et værelse på bordelhuset eller på et værelse, kunden selv havde bidraget med. Nogle gange trådte Winchell op til et værelse, hvor de startede, andre gange mødte han kunderne på bordellet. Det kostede det ekstra at tage oplevelsen hjem bag Winchells dør, men den buttede lystmand var næppe sky for at åbne sine døre for kunder. Og især, når kunden virkede mere end ivrig til at betale, hvad det kostede. Der var den type af kunder, som ikke ønskede risikoen af at blive set i et bordelhus og da slet ikke sammen med en skøge. Og en krofatter eller kromutter kunne have for nysgerrige blikke til at løbe den risiko. Og dermed var destinationen endt hos Winchell. Lystmanden havde da også fået et navn ud af dette. Kunder skulle ofte opgive deres navn, når de bestilte tider med skøger frem for bare at møde op en tilfældig aften. Alfie hed han. Allerede nu havde Winchell forestillet sig, hvordan denne Alfie måtte se ud og endnu mere. Hvordan han var. Men det var ikke noget, den buttede lystmand kunne vide endnu. For meget vel kunne et navn give et indblik i en person. Og det samme gjaldt udseendet. Men kunder kunne ligne én slags typer, men være en helt anden. Det var noget af det spændende ved det hele. Uvisheden om, hvem Winchell skulle bruge sin aften med. Men det var uvished på den gode måde.

Forberedelserne til Alfies ankomst var gjort. Soveværelset var nydeligt og sengen var lagt fint - dog ville den nok næppe se sådan ud næste morgen. Det store rum, stuen, var også i nogenlunde stand i tilfælde af, at sengen ikke var det eneste, Alfie ville se. Selv havde Winchell gjort så meget ud af sig selv, som han på sine andre arbejdsdage var. Han var nyvasket, hvilket var en daglig tradition for ham. Det bølgende, mørke hår sad fint og skægget samt resten af kroppens behåring var veltrimmet. Af klæder var manden iført en burgundyfarvet silkekåbe og intet andet. Ét lag beklædning fra nok for manden. Vintererne i Dianthos kunne sammenlignes med det mildeste vejr hjemme i Norden og efter en hel opvækst deroppe, kunne Winchell klare en god kulde. Desuden så elskede manden følelsen af det sarte stof mod sin bare hud. Snoren var bundet rundt om den buttede mave, men kun lige nok til at dække hele kroppen. Den sad løst i sin knude.
Imens Winchell ventede på Alfie, sad han i sofaen og kiggede på de to glas med et smil på læberne. Der var noget intimt ved at gøre det hjemme ved ham selv. Noget personligt, selvom Alfie burde betragtes som enhver anden kunde. Men det var alligevel ikke alle kunder, der fik muligheden af at dele et glas med Winchell af mandens egne flasker. Godt nok var det en allerede opknappet flaske rødvin, men der var over halvdelen tilbage. Men hvem sagde, de overhovedet ville få tid til at drikke? 

Det var sen eftermiddag, da Alfie for sidste gang den dag befandt sig i krostuen. De forretninger, der havde været grund for hele hans besøg til Dianthos, var endelig på plads. Planen var at tilbringe en sidste nat på kroen, inden han dagen efter skulle vende næsen tilbage mod Medanien og herregården. Men det blev ikke sådan.
Under aftenmåltidet havde adelsmanden haft selskab af en frisk herre, der bestemt ikke holdt tilbage af at fortælle om sine mange oplevelser. - De mange år i hans ungdom, hvor han rejste landet rundt med en lille flok af gøglere, den smukke kvinde han mødte på vejen, som rejste med og senere blev hans kone. De to skønne børn de nåede at få, inden konen gik bort i en ung alder, og han i sin ensomhed søgte trøst andre steder. Det var i den forbindelse Alfie hørte om den unge lystmand.
Den lystigt snakkende mand fik vækket Alfies interesse, nok til at han sendte et bud afsted mod lystmandens hjem, med besked om at han ville dukke op aftenen efter.
Hjemrejsen kunne vente en dag mere.

--------

Solen var allerede forsvundet om bag de højeste bygninger, da Alfie tog begge sine tunge tasker, hvilede en hank på hver skulder og forlod kroen, for at sætte kursen mod lystmandens hjem. Den friske duft af gran hang i luften i få sekunder efter han var gået forbi. Det var duftvandet der var sprøjtet let hen over huden ved kravebenene, som han altid gjorde efter et varmt bad. Det lange hår var sat, den øverste halvdel i den sædvanlige hestehale og resten hængende løst. Skægget var redt og sat i de to tynde fletninger, som i dag blev besmykket med en tynd ring i sølv, som holdt fletningerne fra at falde fra hinanden.
Tøjet afslørede som altid ikke hans rang. Trods det tydeligvis var af finere stof, sagde stilen ikke adelig, men jæger. De lidt løse bukser var af bomuld og mørkegrå, på grænsen til sorte. Fødderne blev holdt varme af brune støvler, der var bundet stramt. Den mørkegrønne skjorte var silke og havde Isenwalds våbenskjold broderet på brystlommen. Læderremmene der kunne holde pilekoggeret sad i et kryds hen over brystet, og blev holdt på plads hen over hver skulder. Skjorte og læderrem blev holdt skjult af den mørke kappe, hvis hætte havde pels fra en ulv rundt i hele kanten.
Taskernes hanke blev rettet til før de gled, inden han løftede en hånd og bankede på døren tre gange. Nu havde lystmanden forhåbentligt modtaget beskeden om Alfies ankomst.

Som Winchell sad med krydset ben, tænkte han på denne Alfie. Normalt dem, der efterspurgte ham, var tidligere kunder. Kunder, der ville genopleve, hvad den buttede lystmand havde givet dem. Men hvad han kunne huske, havde der aldrig været en kunde ved navn Alfie, så hvordan skulle Winchell være endt på mandens læber? Havde han snakket med en tidligere kunde af Winchells? Havde disse fortællinger været nok for Alfie til at ville afprøve varerne selv? Winchell vidste jo, han oftest efterlod kunder i et stadig af total og komplet nydelse, så hvis de skulle anbefale nogen til venner eller bekendte, så ville den buttede mand navns nok være en del af dem. Ja, man måtte gerne have høje forventninger til sig selv, når man var stor fan af sit erhverv.

Lyden af tre bank på døren fjernede Winchells drømmende blik fra den stadig åbnede flaske. Det kunne kun være Alfie. Den buttede mand rejste sig. Hænderne gled hurtigt ned af silkekåben for at rede den blidt ud. Ingen grund til at blotte varerne for tidligt jo. 
Nervøsitet var ikke en følelse, Winchell følte, når det kom til kunder. Manden havde erfaring nok med dette til at være selvsikker nok i sine egne evner. Derfor var det med selvsikre skridt, at manden gik hen til døren og et endnu mere selvsikkert ansigt, der var på ansigtet, da døren blev slynget åben. På den anden side af døren blev Winchell mødt af noget af et mandfolk. Den utrolig høje mand fik Winchell til at ligne en lille dreng til sammenligning. Og Alfie var bredskulderet nok til at kæmpe imod Winchell, men hvor lystmanden var bredt af blødt fedt, var Alfie bred af rene muskler. Beklædningen var meget sparsomt. Mørke bukser, brune støvler og en mørkegrøn skjorte. Det eneste detalje på tøjet var et embroderet emblem på skjorten, men Winchell kendte ikke huset. Håret var halvlangt og hang blidt henover mandens ansigt. Rundt om munden var der et skæg, der var tykkere end Winchell. Hagehårene var sågar flettet i to fletninger. Lige til at hive i.
Hvad der dog virkelig fangede Winchell var de to tasker rundt om hver skulder. Det var da også det, manden pointerede, da de smilende læber åbnede efter at have givet et tydeligt elevatorblik på manden. "Du ser klar til at flytte ind, Alfie. Kom ind, kom ind," sagde Winchell legende, som han trådte til siden for at lade Alfie komme ind. Dog forblev han stående der, indtil den muskuløse kunde var kommet ind. Han ville også nyde udsigten af bagsiden af ham, inden døren blev lukket, da begge mænd nu var indenfor. "Der er vin på bordet. Medmindre du hellere vil føle dig hjemme med det samme." Winchell havde gået hen til Alfie og allerede ladet end hånd blidt kærtegne imod fronten af mandens skjorte. Han kunne mærke muskelatoriet igennem stoffet.  Stemmen var badet i forførelse og det samme var de mørke øjne, som de kiggede op i mandens grønne. Ja, han var noget af et stykke mandfolk, men Winchell skulle nok kunne klare ham.

Der gik ikke mange øjeblikke før døren gik op, og Alfies blik straks landede på det buttede ansigt. Det kunne vel ikke komme som en overraskelse, at det ikke var den type mand han havde forventet at se. Nok havde han fået en del at vide om lystmanden, men få detaljer var glippet. Ikke at det skulle forhindre ham i at fortsætte, han var jo kommet af en grund, som han ikke kunne smide fra sig.
Trods man lige kunne ane den lidt selvfede attitude i det næsten utydelige smil i mundvigen, var det blikket der dominerede. Det eneste blik de fleste fremmede fik lov til at se, og som nok ikke skulle tages alt for personligt. Det typiske blik fra en mand, som uden tvivl hævede sig lidt over andre, som så han direkte uimponeret ud. Det ville bløde op med tiden, når han var kommet lidt tættere ind på livet af den han var i selskab med. Lige nu var det egentlig mest fordi han var lidt overrasket over ikke at blive tiltalt helt så formelt, som langt de fleste glædespiger og -mænd som regel gjorde.

Alfie forblev tavs, da han lige lod blikket glide hele vejen ned over den buttede mand, inden han trådte indenfor. Begge tasker blev stillet på gulvet ved døren, ramte gulvet med et tungt bump og kappen, med pels på hættens kant, blev smidt ovenpå. Læderremmene om brystkassen blev løsnet og lagt i samme bunke, og lod den mørkegrønne silkeskjorte rette sig ud fra de krøllede folder, den havde været tvunget til at holde indtil nu. Han smed ikke støvlerne, men var det et problem, gik han ud fra at høre for det om lidt.
"Jeg har nu aldrig følt mig mindre hjemme af at blive budt på vin," sagde han, kort skævende mod hånden han mærkede mod sig. Den ivrige lystmand spildte da ikke tiden, men han ville da ikke sige nej til et glas vin. Som forsøgte han at spille kostbar gled han lettere elegant forbi Winchell og hen mod bordet, hvor han skænkede op i begge glas. Han tog det ene til sig selv og løftede det andet for at række det mod aftenens vært. Han var tydeligvis ikke bleg for at tage, hvad han ville have.
"Jeg har hørt meget om dig, Winchell. - Om dine... talenter. Men jeg havde ikke forventet, at en simpel lystmand ville tjene nok til at bo så... fornemt." Trods det langt fra levede op til en grådig adelsmands standarter, var det alligevel mere end han havde set hos andre i samme erhverv. - Nogle der var nødsaget til at deles om noget der mest af alt mindede om et skur, fordi krystallerne ikke rakte til mere. Men måske denne lystmand virkelig var så eftertragtet?

Hånden mod mandens muskuløse overkrop fik dog ikke lov til at blive længe, før Alfie gjorde, hvad enhver dominerende mand gjorde. Han tog, hvad han ville have og lige nu var dette et glas vin. Det var ikke første gang, Winchell havde haft med denne type kunder at gøre. Dem, der gjorde alt efter deres hoved. De var grådige, men på en måde var dette ikke negativt. Slet ikke, tænkte den buttede lystmand, som han trådte tættere på Alfie og tog imod det ene skænkede glas vin af hans. Måske det var underligt at nikke takkende, når det i princippet var hans, men Alfie udstrålede en form for autoritet, der gav Winchell lysten til at ville opføre sig lidt mere som den underdanige. Det kunne diskuteres, at han netop var dette. Mange glædesfolk valgte at tiltale deres kunder, som var de adelige for en aften, men ikke Winchell. Han gjorde med sine kunder som han ville selv. Det gjorde oplevelsen mere intim, følte den buttede lystmand.

Vinet blev løftet til læberne og slurke blev slugt svagt, som Alfie kommenterede Winchells hjem. Kort kiggede den buttede mand rundt i sit eget hjem. Det var relativt simpelt, følte han, men det kunne være værre. Han havde nok været heldig nok med at finde bolig. Den var relativ central til kroerne og der var mere end ét enkelt værelse. Ulempen var selvfølgelig, at han boede i den nedre del af hovedstaden. Der kunne være kriminaliter foregående lige uden for døren. Men Winchell var ikke altid hjemme. Hans arbejde lod ham overnatte på bordellet eller på kroværelser, hvis dette var kundens ønske. Men det var den store kundes første del af ordene, der fangede Winchell. Derfor trak han svagt på skulderen, stadig med blikket ude i rummet og munden på glasset, inden han vendte det tilbage på Alfie. Den muskuløse mand med det flettede skæg. Det kildede sikkert, når der blev kysset, tænkte Winchell kort, som han sænkede glasset fra sine læber atter.
"Og du kunne lide det, du hørte, så meget, du ville prøve det selv?" Det ene øje blinkede kækt, som tonelejet lå i et tilfreds register på det legende smil. At kunder snakkede med andre om deres oplevelser var ude for Winchells rækkevidde, men det viste blot, hvor god han var til sit erhverv, når han kunne få nye kunder takket været sine tidligere.
Som de to mænd stod, var der en anelse luft i mellem dem, men denne fjernede Winchell hurtig, så der ikke var mere end en tommer eller to i mellem dem. Blikket vendte ned af Alfie igen. Han havde nydt, da manden havde ekspederet Winchells krop tidligere. At tiltrække blikke var altid værdsat hos ham. Den frie hånd lagde sig på underarmen af Alfies, der ikke var rundt om glasset. Der blev givet et lille klem for at mærke musklerne, som Winchell kiggede op i mandens øjne igen. "Jeg er alt andet end simpel, sir," Det aller sidste ord blev sagt forførende og hviskende, som var det mere et rollespil, at Winchell tiltalte ham fornemt end normen. Håndens kærtegnende bevægelser bevægede den op til starten af overarmen. "Hvad bringer en mand af din kaliber til Dianthos?" Drømmesvaret ville være, at det var Winchell, men så langt strakte lystmandens omtalelse næppe. Det var i Dianthos, han kunne blive nævnt blandt kunder, men ikke udenbys. Alfie var kommet til Winchell i forlængelse med en tur til Dianthos, eller boede den store, muskuløse mand i byen eller omegnen? Hvis dette var sandt, hvorfor havde Winchell så først set ham nu?

Glasset blev sat for munden og et lille sip blev hældt hen over tungen, for lige at smage. Han var ikke vinkender, det havde aldrig været hans foretrukne drikkelse, men man måtte vel forvente at en mand af hans rang, ville være i stand til at kende forskel på det dyre og det billige. Og det gjorde han. Smagen var ikke dårlig, tværtimod, men bestemt ikke i den luksuriøse ende af vin. Det havde han heller ikke regnet med, selvom Winchell selvfølgelig kunne have overrasket på front også, nu hvor boligen i forvejen havde.
En ordentlig tår blev skyllet ned, inden hånden med glasset blev sænket lidt igen.
"Det er vel én måde at sige det på," svarede han og gengældte det legende, dog ikke i et smil, men i tonen. Hans svar kunne forstås på mere end én måde, det vidste han. Men om han mente det lige så legende som tonen indikerede, eller som en rettelse som blikket indikerede, var op til Winchell at tolke. Det var ikke svært at fornemme, at Alfie var typen der ikke afslørede for mange detaljer, hvis han kunne undgå det.

Afstanden mellem dem blev kortere, men gav stadig Alfie muligheden for at smage på vinen en gang mere. Hans blik fulgte den andens, ned over sig selv og landede kortvarigt på hånden der blidt klemte om underarmen. Så tørstig han var efter at røre. En tørst der nok skulle få lov til at blive slukket, når tid var. Blikket gled tilbage mod de brune øjne, men ikke før det lige gled hele vejen op over den bordeauxrøde silkekåbe.
Han løftede et øjebryn, som sagde han uden den mindste brug af ord, at han ville se beviser, før han ville tro på lystmandens ord. Beviser han vel nok skulle komme til at se, hvis han altså virkelig var alt andet end simpel. Han afbrød Winchells berøring, da han trådte et skridt tilbage og i stedet tog plads i sofaen. Vinglasset i hånden, med bunden hvilende mod et lår, lænede han sig godt tilbage, som skulle man næsten tro at han havde været her nok gange, til at føle sig mere end velkommen.
"Forretning, selvfølgelig. Dette er blot endnu et stop på vejen, inden jeg rejser hjem." Han fik det til at lyde som om dette besøg havde været planlagt hele tiden, selvom han ikke havde sendt besked om sin ankomst før en dag inden. Men det gjorde det nu ikke mindre sandt. Dette var forretning, og at han kunne få en dejlig nat ud af det, var kun en bonus.
En sidste tår blev taget, stor nok til at tømme glasset, men han lænede sig ikke frem for at stille det fra sig.
"Jeg er her for at se, om du kan leve op til de rygter, jeg hørte. Om du virkelig er så talentfuld, som de siger." Jo, det kunne vel sagtens tolkes som en udfordring, omend den ikke var stillet helt så direkte.

At Alfie valgte at lege med i sin tone gjorde kun Winchell godt tilfreds. Selvfølgelig kunne ordene for sig selv fortolkes på en anden måde, men den buttede lystmand at fortolke det sammen med den store mands toneleje. At det var præcis dén måde, Alfie mente det. Dog kunne han ikke lade være med at mærke, at Alfie ville snakke sådan her. Han ville snakke i gåder eller tvetydige ord. Måske han ikke var typen, der åbnede sig med det samme. Winchell var måske en sær sag der. Han kunne med glæde dele mere allerede, hvis han ønskede. Dog gjorde han det ikke, for han havde lært af erfaring. Ingen grund til at blande personlig ind i det professionelle. Men hvis Alfie begyndte at dele, ville Winchell uden tvivl gengælde med sin egen deling.

Deres øjne mødte igen, men inden da kunne Winchell se, at Alfie valgte at kigge på ham. Og han var sikker på, det ikke var for at bedømme kåben, han var iført. De løftede øjenbryn var svar nok. Alfie ville se det, før han blindt troede på Winchells ord. Tilbage fik manden blot et træk i den ene mundvig. Beviser ville komme, bare vent og se. 
Igen valgte Alfie at skabe mere luft i mellem dem, som manden satte sig i sofaen, igen som om han ejede stedet. Først vinen, nu sofaen. Alfie elskede virkelig at gøre sig hjemme og Winchell elskede det. "Forretning? Hvad driver du forretning i?" Winchell forblev stående, som han endelig kunne kigge ned på Alfie. Måden, manden sad lænet tilbage, virkede nærmest åbent. Velkommende. Den buttede lystmands blik forblev på Alfie, som han tømte sit glas grådigt. Dog forblev vinglasset i hans hånd, lagde den lavere mand mærke til.
Winchell svarede ikke med det samme. Han tømte blot sit vinglas selv. Og han satte det på bordet, så begge hænder var frie. Afstanden mellem dem blev atter forkortet, som Winchell lænede ind over Alfie for at tage det tomme glas og sætte det på bordet ved siden af det andet. Og nu med alle fire hænder frie valgte Winchell at udnytte Alfies åbenhed. Uden at spørge om lov satte den buttede mand sig direkte på mandens skød sidelæns. Vægtet var blevet formindsket, så selvom han lignede en, der vejede en god slat, ville Alfie kun føle, som om der sad en lille dreng på skødet. En hånd blev ført op til den behårede kind, som Winchell låste sine øjne til hans. "Der er kun én måde for dig at afgøre dette, Alfie." Den legende tone var halvt skiftet ud med den af en forførende. Lige efter valgte Winchell dog at bryde deres øjenkontakt ved at læne hovedet ind. Læberne endte på siden af Alfie, hvor der blev givet et lille nap i ørelappen på den store, stærke mand. Den anden hånd, den ikke på kinden, hvilede mod hans brystkasse igen. Udfordringen var officielt taget op uden tøven.

Alfie rettede sig til i det bløde, lod bagdelen glide lidt længere ud mod kanten, så han kunne læne sig endnu længere tilbage. Havde han været lavere, ville han have kunne hvile baghovedet mod ryglænet, men det tillod hans højde ikke. I stedet blev den ene arm, den hvis hånd ikke holdt fast på vinglasset, løftet og lagt mod toppen af ryglænet. Benene blev spredt i en behageligere, men langt mere uanstændig position, som skulle man næsten tro at han befandt sig alene i sine private gemakker.
"Landbrug, vin, det fineste kød. Officielt." Det afslørede at Alfie uden tvivl gjorde sig i forretninger der var ganske uofficielle, men lige som før, uddybede han ikke sit svar yderligere. I hvert fald ikke endnu. Men at han overhovedet afslørede, at han bar på sådanne hemmeligheder, måtte være tegn nok til at han muligvis ville fortælle mere senere. Ellers ville han vel næppe have sagt noget.

Hans blik gled mod sin hånd, fulgte glasset der blev taget fra ham og stillet tilbage på bordet, som var han næsten skuffet over ikke lige at kunne nyde et glas mere. Men det var ikke skuffelse der viste sig i de grønne øjne, mere nysgerrighed, da han rettede blikket mod lystmanden, som uden tøven satte sig til rette på hans skød.
Svaret var ikke til at tage fejl af. Han tog straks imod den hentydende udfordring, men understregede da også lige med et nap mod øreflippen. Han drejede hovedet en anelse til modsatte side, for at gøre bedre plads til Winchells nappende leg.
"Kun én? Jeg kan ellers komme i tanke om en hel del måder at finde ud af den slags på." Det var en tydelig hentydning til alle de ting, som de kunne gøre ved hinanden, når det først blev skubbet lidt i gang. Han førte en hånd mod silkekåbens snore, som behændigt blev løsnet, men gjorde intet mere derfra.
"Så jeg vil da lade dig lægge ud. Vise mig, hvad du har i sinde at gøre, for at beholde min opmærksomhed." Allerede blev en ny udfordring givet. Denne gang var det dog ikke kun grundet forretning, men også fordi den modne adelsmand var umådelig doven. Han kunne lokkes til lidt af hvert, men de fleste i Winchells erhverv fik lov til at vise hvad de kunne.

Officielt. Winchel skrev dette bag øret. Alfie fortalte kun om sine officielle forretninger. Havde adelsmanden andre forretninger på sin tallerken? Og hvis han havde, måtte disse være uofficielle. Og hvilke forretninger kunne være så uofficielle, at disse ikke blev nævnt? Winchell kunne ikke lade være med at lade sine tanker flyve afsted, som han fortsatte den nappende leg mod Alfies øre. "Er du på jagt efter et stykke godt mandekød i nat?" hviskede Winchell tungt og drillende i øret i mellem de nappende bevægelser. Han kunne ikke lade være med at lege med sine kunder. Lige nu havde Alfie et pragt eksemplar af et menneskeligt kød siddende på sit skød. Perfekt til sin forretning. Og Winchell nød at være i sin forretning lige nu.

Der var blevet åbnet meget op for Alfies ben. Hvis ikke Winchell selv havde sat sig i skødet, virkede adelsmanden til at ville have bedt om det, sådan som han sad. Men den buttede mand var gavmild. Han vidste ofte, hvad kunderne ønskede, før de overhovedet selv vidste det.
Hånden på brystkassen begyndte at lege med de øverste knapper på Alfies skjorte. Og de blev leget helt til de åbnede. Lige i takt med, at Alfie selv havde fundet noget af Winchells at lege med. Stroppen, der holdt silkekåben sammen. Den blev ikke fjernet, men den blev løsnet tilstrækkeligt til, at det ikke ville kræve meget af den buttede mand, før hele forsiden af hans ville være blottet for Alfie. "Jeg glæder mig til at opleve alle dine måder, Alfie." sagde Winchell tungt og næsten syngende, som han gav et sidste nap i øret, før han trak hovedet til sig igen. 
Øjenkontakten blev skabt, som Alfie kastede bolden tilbage til Winchell. Uden at sige noget lænede den buttede mand sig ind over sin kunde for at plante et hurtigt kys på læberne af hans. Den ene hånd fandt vej ned mellem Alfies ben, hvor den straks blev mødt af bulen af hans. Dog var det ikke denne, der fik opmærksomheden. Nej, det var bukserne. Erfaren fik Winchell løsnet dem, så de bare skulle rives af nu. Dette var hans tegn. Derfor bevægede hovedet og læberne sig ned af Alfies ansigt, indtil et sidste kys blev givet til hagen, inden det buttede ansigt træk sig tilbage. Som var han en slange, krøb Winchell sig ned af Alfies skød, indtil han sig med knæene på gulvet og begge af mandens stærke ben i mellem sig. Hovedet lænede sig tilbage, så Winchell kunne kigge op på Alfie, der kun så endnu større ud lige nu, som han sad mellem hans ben. "Sådan her, Alfie."
Og med de ord tog Winchell fat i buksekanten af Alfies, klar til at rive dem af ham for at vise, hvad en mand af Winchells kaliber kunne gøre. Og hvis det ikke var klart nok, hvad han ville, valgte den buttede mand at slikke sig om læberne. Det var ikke engang bevidst. Han vidste bare, hvad der snart ville ske og han glædet sig. Han var sliksulten. Han ventede kun på, at Alfie åbnede sin slikbutik, så Winchell kunne smage på slikkepinden.

Lige som Alfie havde forventet, lod det til at hentydningen blev opfanget uden problemer. Folk i Winchells form for arbejde lagde oftest mærke til flere detaljer, end de fleste nok var glade for. Det gjorde det oplagt at holde enhver samtale luftig, hver gang man var i sådant selskab. Alfie var altid forsigtig, men ikke hvis denne mand viste sig at kunne noget, der ville glæde et par stykker i kælderen.
"Det kan man vel godt sige. Forhåbentlig vil det vise sig, at jeg ikke spilder min tid i nat." Det var en lidt pænere måde at sige, at han ikke håbede at Winchell ville ende med at spilde hans tid. Men natten var heldigvis ung endnu. Han havde masser af tid til at se hvad lystmanden kunne, og han gik da ud fra at han ikke ville skuffe.

Det var præcis som Alfie havde sagt; Han havde i sinde at lade lystmanden vise hvad han kunne, og derfor ville han da heller ikke hjælpe med skjorten. Kun et kort skævende blik blev rettet mod knapperne, der legende blev åbnet. Først da det sidste nap i øret var givet, rettede Alfie hovedet op igen og sendte Winchell et næsten udfordrende blik.
"Lad os nu se om dine talenter gør dig fortjent til at opleve mere, Winchell." Han skulle endelig ikke forvente at få noget ud af sådan en kunde som Alfie. Han var ikke ligefrem kendt for at give efter uden videre, hverken når det gjaldt forretninger eller de mere useriøse lege i sengen. Men det var en direkte opfordring til at han hellere måtte gøre sit bedste, måske endda mere til.
Det hurtige kys blev lige så hastigt gengældt. Ikke en eneste hentydning til at ville lægge op til mere blev givet. Kun fordi et simpelt kys ikke ville sørge for at beholde hans opmærksomhed. Det viste sig også hurtigt, at det ikke var Winchells hensigt. Det blev et lidt skuffende suk, der forlod den skæggede mands læber, da hånden ikke rettede sig mod bulen, men bukserne. Den lille snert af skuffelse blev dog skiftet ud med et svagt smil, da han i stedet kunne nyde synet af lystmanden, der lige så stille gled på knæ mellem hans ben.
"Udmærket start," sagde han, idet han lige løftede bagdelen lidt fra sofaen, nok til at Winchell ville kunne rive bukserne af.
"Så vis mig om du er lige så god med munden, som du nu lægger op til at være." Skulle det vise sig at være tilfredsstillende nok, kunne Alfie vel sagtens forbarme sig bare en smule, og give lystmanden lidt igen. Lidt. Han ville ikke give alt for meget, få en mand af natten til at tro, at han kunne få hvad som helst fremover, men der skulle vel være plads til at lege, og ikke kun blive leget med.

"Jeg vil aldrig spilde tiden af en mand som dig, Alfie." hviskede Winchell tungt tilbage. Der var ingen tvivl i den buttede mands ord. Han vidste, han ikke var spild af tid. Alfie skulle i hvert fald have oplevet noget virkelig ekstraordinært, hvis han kunne finde en arbejdende som Winchell spild af sin tid. Desuden var deres nat sammen mere end ung. Der var tid nok til, at Alfie kunne opleve alt, hvad den store og stærke mand ønskede. Der kunne gøres meget med, mod og til Winchell. Der skulle meget til at knække en mand af hans kaliber. Grænsen til nydelse var lang for ham. Og Alfie virkede som typen, der elskede at presse grænser. Kunne han mon overhovedet nå Winchells?

Som Winchell var kommet helt ned på sine knæ og kiggede op på storheden, der var Alfie, hang silkekåben åben på ham. Hans eget godt hårde lem pegede direkte op og nær retningen i Alfie. Kun på grund af ham, det allerede var semistiv.
Det var tydeligt for Alfie at se, hvad Winchell ville have. Det var pakket ind i de allerede åbnede bukser. Derfor gik der ikke sekunder, fra Alfie havde løftet sin bagdel til, at Winchell havde taget fat i kanten og trukket dem helt ned til anklerne. Den store mands underliv og ben blev blottet for den buttede mand. Winchell var i den perfekte højde. Øjenhøjde med det smukke og ikke mindst hårde lem af Alfies. Tungen kunne ikke lade være med at fugtiggøre læberne. Hænderne fuldte hurtigt med. Venstre hånd hvilede på det ene lår, imens den anden fandt vej til lemmet. Den kørte et par gange op og ned af lemmet, før den forblev nede ved roden. Huden var strukket udover hovedet og blottede kødet. Hurtigt kiggede Winchell op. "Med glæde." Et lummert blik blev sendt til Alfie, hvorefter afstanden mellem mund og lem blev fjernet. Et kys blev givet på spidsen, endnu med øjenkontakt. Men derefter sænkede Winchell sit hoved for at fokusere på lemmet. Kyssene fortsatte langs skaftet, indtil han nåede bunden og pungen. Og pungen skulle selvfølgelig ikke glemmes. Hånden skubbede blidt til det hele for at gøre plads til pungen. Der valgte Winchell at proppe pungen i munden og køre begge kugler rundt i munden med tungen.
Imens munden var om pungen, havde hånden fat om skaftet. Bevægede sig langsomt, men med et fast nok greb op og ned langs pælen. Den anden hånd var heller ikke stille. Den kørte blidt fra låret, indtil den nåede skjorten. Den fandt vej under denne for at bevæge sig der. De havde mere end rigelig med tid. Derfor gjorde Winchell sig meget umage. Den buttede mand ville gerne høre Alfie. Støn, brummen, ønsker, beordringer. Ville Alfie have ham til at fortsætte fokusset til skaftet, måtte han sige det - eller bevæge hovedet af Winchells selv. Han kunne klare en hård hånd. Han var ikke sart af sig. Langt fra.

Indtil videre havde Alfie ingen grund til ikke at tro lystmandens ord. Forhåbentligt ville han forlade det fornemme hjem, med en følelse af absolut tilfredshed. Ikke kun en tilfredshed der dækkede de lystne behov, som vel altid lurede under overfladen hos de fleste mænd, men en tilfredshed der dækkede over alt det, der var den egentlige grund til hans besøg. Det var jo ingen hemmelighed at Winchell ikke lignede de fleste andre prostituerede, og lige netop derfor ville han ikke lægge tilbuddet på bordet, før han havde fundet ud af om de veltalende rygter var sande. Om Winchell virkelig var lige så god til sit arbejde, som han havde fået at vide.
Han vidste dog også, at de bedste i hans fag var fremragende skuespillere. De blev ikke kun betalt for at tilfredsstille deres kunder, men for at få dem til at tro hvad som helst. - Hvad som helst der kunne gavne dem. Derfor kunne adelsmanden ikke lade være med at være bare lidt skeptisk. Ikke at det overhovedet fremgik i hans ansigtsudtryk. Der var kun et blik der så ud til at være utålmodigt og så alligevel ikke, på samme tid, og en underlæbe der blev bidt let i af lyst.

Bagdelen blev løftet og ligesom Alfie havde forventet, blev bukserne straks trukket af. Et nydende suk gled over de let åbne læber, idet han mærkede de behagelige bevægelser Winchell gjorde med hånden. Og endelig kunne han mærke den andens læber mod sig, men der blev ikke givet den opmærksomhed, som Alfie havde regnet med. I stedet for at lukke munden om skaftet, blev læberne rykket endnu længere ned. Ikke at han ville beklage sig. Det var de færreste, der tænkte over ikke kun at lege med skaftet, men også det der var under. Alfie nød det. Det kunne høres på de lette støn, der undslap med dyb stemme.
Han lod lystmanden fortsætte for en stund, inden han flyttede på hænderne. Skjorten sad løst nok til at lade Winchell røre under dens stof, men alligevel valgte Alfie at åbne de sidste knapper og skubbe stoffet til side. Det gav Winchell frit rum mod de nu blottede mavemuskler, der let spændte op.
"Flyt munden længere op og fortsæt," beordrede han, efterfulgt af endnu et støn. Der var ingen tvivl om hvad Alfie mente. Han ville mærke Winchells mund om den, og tonen i hans ord afslørede, at det var en direkte ordre. Winchell kunne selvfølgelig vælge ikke at følge den, om det så var dril eller ren og skær trodsighed. Han kunne jo altid få at se hvad der skete, når man som lystmand ikke gjorde som der blev sagt.

Hvad Winchell gjorde gav pote. Der gik ikke lang tid efter kyssene og tungens leg, før Winchell kunne høre musikken i sine ører. Alfies støn fyldte lokalet og det fik læberne til at trække sig i et smil, endnu om lemmet. Der var intet bedre end at høre, at man gjorde noget godt. Selvfølgelig vidste Winchell, hvad han gjorde var godt. Han var en lystmand. Han vidste, hvad der skulle gøres. Men en kundes - eller partners - mange støn, hvin og andre lyde var musik i den buttede mands ører. Og dette fik kun ham til at fortsætte. Hånden masserede pungen, som kyssene fortsatte. Den anden hånd var endnu på vej op. Og Alfie hjalp den. Ikke ved at tage fat i den, men pludselig kunne Winchell mærke, hvordan maven blev mere tilgængelig. Skjortens sidste knapper blev knappet op og stoffet blev trukket til siden. Kort kiggede han op. Straks blev han mødt af en veltrænet overkrop. Musklerne var tonet og kastede skygger rundt omkring. 
Hånden fandt med det samme vej op til de nederste muskler af vaskebrættet. Fingerspidserne kærtegnede blidt mod de stærke muskler. Selvfølgelig stoppede den anden hånd eller læberne ikke sine bevægelser. Winchell kunne mere end bare multitaske.

Stønnene fra Alfie fortsatte i lidt tid. Dog kunne Winchell tydeligt mærke, at den stærke og store mand var utålmodig. Hvem ville ikke være det? Men den buttede mand nød at tirre en smule med sine kys og hånd. Dog, som Alfie valgte at snakke, kunne Winchell ikke lade være med at løfte hovedet. Munden fjernede sin kontakt. Hånden legede endnu med pungen. Øjnene kiggede på Alfie, før han nikkede. "Javel."
Elegant fik Winchell flyttet sig tættere på Alfie. De spredte ben gav god plads selv til en mand af hans størrelse. Med den nye position var ryggen en anelse mere svajet, hvilket resulterede i, at den halvstore bagdel strittede skarpt ud. Sågar var halvdelen af den blottet af kåben. Lidt mere guf for Alfie at se end hovedet mellem benene. Langsomt og tirrende sænkede Winchell sit hoved, indtil læberne mødte spidsen af pælen. Langsomt spredte de fyldige læber sig. Hovedet af lemmet var hurtigt inde i munden, men Winchell stoppede ikke der. Den langsomme bevægelse stoppede ikke, før han kunne mærke Alfies hår kilde mod hans næse. Hånden på vaskebrættet kørte ned igen, indtil den nåede lemmet. Der blev taget ved roden, som Winchell løftede sit hoved. Læberne gled om skaftet, indtil kun hovedet atter var inde igen. Dette langsomme og blide tempo fortsatte lidt endnu, før det blev sat markant op. Tungen begyndte langsomt at lege med. Dog var det næppe det hurtigste, Winchell kunne. Hvorfor vise alle tricks med det samme? Desuden, så kunne Alfie blot tage sagen i sine egne hænder. Presse Winchell til, hvad den stærke mand ville have. Den buttede mand kunne klare det.

Ordren var givet og der gik ikke mange øjeblikke, før denne også blev adlydt. Flere kommandoer ville følge, og de fleste med formålet om at finde ud af, om Winchell virkelig var en af de rigtige til det job, som Alfie kunne tilbyde i skrædderens kælder, i Medanien. Indtil videre var der intet andet end tilfredshed over lystmandens arbejde. Han forventede intet mindre, end at det ville fortsætte sådan resten af deres tid sammen. Måske han endda skulle skubbe dovenskaben lidt til side, og tirre lidt igen. - Se hvor længe han kunne lege med fyren, inden han ikke kunne holde til mere. Men inden da skulle han selvfølgelig lade lystmanden udføre den opgave, som han nu var blevet bedt om.
Blikket gled lige så stille om mod den halvt blottede bagdel, der blev afsløret som resultat af, at lystmanden rettede sig til mellem hans ben. Alfie havde aldrig kunne klage over en rund balle, som var let at tage fat i, men det var dog ikke denne, som fik det meste af hans opmærksomhed. I stedet gled blikket tilbage mod ansigtet, først de mørkebrune øjne, og dernæst læberne, der langsomt omsluttede mere og mere af manddommen. Den langsomme gøren gjorde ham kun mere utålmodig. Han ville have mere. Og inden længe fik han det også, da tempoet ændrede sig drastisk. Det hurtige skift fik et dybt nydende støn til at forlade de fyldige læber, foruden de andre nydende støn og suk, der lød fra ham.

Der gik ikke længe før en hånd fandt frem til det mørke hår, hvor den begravede sig og tog godt fat. På den måde kunne han selv bestemme hvilket tempo der skulle foregå, og han var tydeligvis ikke bleg for at tage den kontrol.
Han tog sig god tid til at nyde følelsen af lystmandens læber om sig, hele tiden uden at fjerne blikket fra ham. Men den gode tid fortsatte ikke meget længere, da Alfie slap det faste greb i det mørke hår og trak hånden til sig.
"Rejs dig og smid kåben." Trods den tydelige nydelse, der kunne både ses og høres, blev ordene sagt næsten uden den mindste ryst, omend man stadig kunne fornemme de underlæggende støn, som blev holdt tilbage imens. Mon Winchell ville fortsætte så lydigt som før, og ikke tøve med at gøre som der blev sagt? Det var ikke kun en lille test, sådan en af slagsen, som der uden tvivl ville komme flere af senere. Det var også fordi Alfie fandt det så vidunderligt tilfredsstillende, når han kun behøvede at give en ordre én gang, både i og uden for sengen. Han gav ham et øjeblik til at rette sig efter ordren, før han åbnede munden igen, om der så blev adlydt eller ej;
"Fortæl mig så hvad du håber at få igen. Ikke hvad du tror jeg vil have dig til at sige, for de krystaller jeg betaler. Men hvad du virkelig ønsker, at jeg gør ved dig." Om han så havde i sinde faktisk at gøre det, måtte tiden vel vise. Det kunne uden tvivl blive en nem måde at tirre på, hvis han kendte til lige nøjagtig dét, der fik den anden til at skrige efter mere. Men lige nu ville han egentlig bare høre hvad lystmanden selv foretrak. Kun for at se om han nu også havde, hvad der skulle til, for at finde sig til rette i det mulige nye job.

Tydeligt var det for Winchell at høre, at han gjorde det helt korrekte med Alfie. De mange støn og andre lyde fra den store mand gik ikke over hovedet på manden begravet mellem benene på ham. Meget vel var munden af hans godt optaget, men ørerne var lutter ude og hørte efter. Og alligevel valgte den buttede mand at vippe hovedet bare en anelse for at kigge på Alfie. Munden var endnu fyldt op med den store mands kød, som deres øjne låste fast. Det var frækt. Og som Winchell satte tempoet op, trak han dybere og mere nydende støn ud af Alfie. Musik til hans ører. Sand og ren musik på den mest beskidte form.
Selvom den buttede mand havde sat tempoet op af egen fri vilje, fandt en fast hånd hurtigt igennem de mørke bølger. Grebet blev strammet og efter ikke lang tid måtte Winchell underkaste sig Alfies dominans. Og det blev gjort uden brok og indvendinger. Han lod hånden i håret bestemme tempoet. Munden og tungen fortsatte arbejdet, imens blikket vendte væk fra ansigtet. Det var ikke nemt at holde øjenkontakt med sin kunde i détte aspektet af jobbet.

Winchell var klar og villig til at arbejde med munden, indtil han måtte ende med at sluge noget. Dog havde Alfie andre planer. Som hånden forsvandt fra håret, blev en ordre givet. Og efter at have mærket manden an, vidste Winchell, han bedst gjorde i at lytte. Dog stoppede dette ikke den buttede mand fra nærmest at gøre drama ud i at måtte fjerne sin mund fra lemmet. Som om han var et lille barn, der blev trukket ud af en butik fyldt med kandis. Mod sin vilje.
Alligevel gjorde Winchell, som der blev sagt. Han rejste sig op, men frem for bare at smide kåben på sekunder valgte den buttede mand at vende sig rundt. Silkekåben dækkede akkurat hele bagsiden ned til midten af lårene. Uden at kigge over skulderen blev kåben langsomt revet af. Først blev begge skuldre blottet. Dernæst skulderbladene, indtil hele ryggen var blottet. Først, da bagdelen af vist, lod Winchell stoffet falde. Hvorfor lytte helt præcis, når Winchell kunne være lidt af en rebel? Alfie måtte bare straffe ham, hvis manden fandt det passende. Den buttede mand kunne i hvert fald godt trænge til en god skideballe.
Winchell drejede sig rundt og blottede sin front. De kraftige lemmer og det hårde lem af hans eget. Inden han svarede, valgte han dog at træde tæt på Alfie. Tæt nok på til, at manden kunne lægge en arm rundt om bagdelen og trække ham helt ind, hvis dette var, hvad Alfie ønskede. Alfie ønskede at høre, hvad Winchell ville have. Ikke, hvad Winchell tænkte, Alfie ville have. De fleste ville dog nok alligevel sige noget, der tiltrak kunden. En nybegynder ville. Men Winchell havde holdninger af sig selv. Havde han ikke været på arbejde, havde den buttede mand været lidt mere villig til at gøre, hvad han ville. Og dét ville Alfie høre. "Jeg vil gerne have, du tager mig så hårdt, jeg kommer. Uden du rør mig dernede. At du knepper mig så hårdt, at jeg sprøjter overalt. Dét er, hvad jeg vil have, Alfie." Og dét var den sande sandhed. Og det ville Alfie både kunne se og høre. 

Det ekstra drama der blev lagt i at adlyde den næste ordre, gjorde det næsten kun bedre. Det måtte Winchell uden tvivl vide. - Enhver mand ville vel kun tage det som en kompliment, når den anden gav udtryk for sin utilfredshed i at skulle stoppe noget, der var så behageligt for modtageren. Også selvom Alfie næppe havde brug for den lille form for bekræftelse i, at han var det værd. Adelsmanden var udmærket klar over hvilken magt et godt udseende kunne have, måske endda endnu mere overfor flere i Winchells erhverv.
Ordren blev adlydt, men ikke med det samme. Lystmanden tog sig god tid til at gøre som der blev sagt, da han vendte ryggen til og langsomt lod kåben glide længere ned over den nøgne hud. Alfies blik strøg med kåbens kant, indtil den afslørede den flydige bagdel, hvor blikket forblev. Der kunne nok tages rigtig fat. Det var lige før han ønskede at Winchell ville nægte. At han med vilje ville gøre mere modstand, når en ny ordre blev givet. Kun fordi det ville give ham en undskyldning for at blive mere dominerende. Det kunne vel næppe komme bag på nogle, at det var opstemmende for en mand som Alfie at være bestemt.

Lystmanden vendte sig om, men Alfies blik flyttede sig ikke. Nu kunne han ikke længere se bagdelen, men havde udsigt til hele den nøgne front. En opstemt udsigt, der ikke var til at klage over. Først da Winchell trådte tættere på, vendte han blikket opad igen. Han rettede ryggen lidt, så han ikke længere sad helt lænet tilbage i sofaen, men ikke nok til at kunne slappe af i mavemusklerne, som nu blev spændt til for at holde positionen. En hånd fandt vej til et af de bløde lår, først mod dens side, hvorefter den blev strøget om på bagsiden, og til sidst blev den hvilet mod en endnu blødere balle. Han tog fat med et fast greb, som skulle han lige til at trække ham endnu tættere på sig, men det gjorde han ikke.
"Hvis det er hvad du vil have..." Han stoppede midt i sætningen, slap det faste greb igen og lagde i stedet hånden mod Winchells brystkasse. Han skubbede ham fra sig, ikke hårdt, men bestemt, og fik samtidig skubbet bukser og sko af med fødderne. Hvis skjorten skulle følge samme vej mod gulvet, kunne den anden vel gøre det for ham. Så rejste han sig og skubbede til Winchell igen, denne gang lidt hårdere og op mod den nærmeste væg.
"... Så må du tigge, til jeg mener, du har fortjent det." Han havde fortalt hvad, han ville have, så nu måtte han arbejde lidt for at få det. I mellemtiden kunne han vel godt tillade sig at røre. Han tog ham jo ikke endnu. Inden længe havde han allerede et godt greb om lystmandens manddom, og han tøvede heller ikke med at begynde de langsomme, varme bevægelser med hånden.

Selvom hovedet var fremad og øjnene kiggede ind i en nøgen væk, kunne Winchell mærke, hvordan Alfie kiggede på ham. Hvordan kanten af silkekåben top blev fulgt. For hver bevægelse blev mere af den pæne og fyldige hud blottet. Og som den var blevet smidt på gulvet om hans fødder, blev hofterne vrikket tydeligt med. Man måtte gerne vise de gaver, guderne have givet en.
Som Winchell endelig vendte sig rundt, kunne han se i hvilken øjenhøjde, Alfies blik havde været - for den ændrede sig ikke. Den store og stærke mands øjne var rettede direkte mod den buttede mands erigerende lem. Dette fik et smørret smil på lystmandens øjne. Han var tydeligvis ikke den eneste, der var sulten for den anden. Winchell overvejede at komme med en dumsmart kommentar. Nyder du synet? Men det var tydeligt, at Alfie ikke var interesseret i disse. Og som den gode service, Winchell kunne give, gjorde han, hvad Alfie ville have og undlod at gøre, hvad manden ikke ønskede.

Afstanden mellem dem var fjernet. Alfie havde sågar vippet sig mere frem. En sulten løve klar til at triumfere over sit bytte. Og hånden, der vandrede først på låret, var dejlig. Den rejste helt hen til ballen. Det faste greb fik et lille hvin ud af Winchell. Hvin af glæde, hvilket også kunne ses på smilet. Deres øjenkontakt var låst fast. Winchell ville have, hvad Alfie ville give. Trække ham ind ved ballen i et grådigt kys. Men dette skete ikke. I stedet slappede grebet om ballen sig for i stedet at puffe Winchell bag ud. Han faldt ikke på den nøgne røv. Han snublede dog nogle skridt bag ud. Nok til at give Alfie plads til at rejse sig og fjerne al beklædningen livet og ned. Skjorten var endnu. Den skulle Winchell nok fjerne hurtigst muligt.
Hurtigt kom endnu et puf og denne gang var det hårdere. Winchell blev presset helt hen til væggen. Alfie var foran ham. Den store og tydelig dominerende mand, der bad om tiggelse. "Jeg vil have dig, Alfie. Jeg vil have din storhed i mig. Dybt og hårdt. Du skal udnytte mig som den skøge, jeg er," sagde Winchell lavt og tungt, ja, næsten hviskende. Hånden om hans eget lem fik dog smilet til at åbne sig i en måben. Hurtigt gengældte Winchell det samme greb om Alfies. "Dén her. Jeg vil have den her nu og her." Om det skulle blive lige her, vidste den buttede mand ikke. De var ikke langt fra døren til soveværelset. Sofaen var der også. Eller spisebordet. Ja, der var mange steder for Alfie og Winchell at hygge sig. Og natten var endnu ung. Winchell havde ingen planer hele næste dag. Måske Alfie kunne blive morgendagens planer?

Der var noget næsten magtliderligt over den måde, Alfie skubbede Winchell afsted på. Det var det samme de fleste andre gange, hvor Alfie havde brugt god tid sammen med en lystmand- eller kvinde. Kun de få, der faktisk fik lov til at opleve adelsmanden fra en lidt blødere side, fik også lov til at få lidt mere af det, de ønskede. Men disse gange, i selskab med en, der var oplært i at vide hvad kunderne tørstede, skulle aldrig få fornemmelsen af, at de kunne gengælde den lettere dominante behandling. Ikke uden at blive irettesat.
Det var efterhånden en sjældenhed for Alfie at opsøge fremmede på denne måde. Det var nok de fleste der vidste, at han oftest holdt sig til samme lille kreds af luksusskøger. Det var dem, der vidste, hvad han foretrak og hvornår de kunne tillade sig at vende rollerne for en stund. Men det betød ikke, at Alfie ikke nød disse møder. Der var noget mere interessant over at komme helt tæt på en anden, når man endnu ikke kendte deres grænser. Det lod dog ikke til at Winchell havde nogle, eller måske de bare var så langt væk, at Alfie ikke ville kunne nå dem.

Der var ingen tvivl om at Winchells næsten hviskende ord, faldt perfekt i den skæggede mands smag. Trods man ikke kunne se den store forandring i det lidt hårde ansigtsudtryk, var der alligevel et lille, tilfredst træk at ane i den ene mundvig. Det blev efterfulgt af et lettere overrasket, men næsten lydløst gisp, da det faste greb blev gengældt på samme måde.
"Med din erfaring, er jeg næsten sikker på, at det ikke var dit bedste." Han var fristet til at trække den lidt længere, få Winchell til at fortsætte, indtil han så næsten desperat ud for at få stillet den lyst, som så tydeligt sad i hele kroppen. Men inden længe slap han sit greb om ham, trådte et lille skridt tilbage, for at give den anden lidt plads at rykke sig på.
"Men du har vel hele natten til at vise mig et endnu bedre forsøg. Vend dig om," beordrede han, idet han lige skævede ned mellem dem. Det var ikke kun for lige at se Winchells hånd om sig, men også for diskret at hentyde til, at han ville gøre som der var blevet tigget om. Det krævede bare lidt bedre adgang til den fyldige bagdel.

De mere hårdhændede kunder var til tider en fryd at være ansat for. Selvfølgelig var det intime og rolige ved de mere rolige kunder rart, men til tider havde man også bare brug for en hård og dominerende hånd til at bestemme. Mange kunder nød at være i kontrol. Have nogen at bestemme over. Og Winchell nød at stå til rådighed. Grænser var noget, alle havde - selvom den buttede mands virkede til at være flere universer væk. Hans grænser var tættere på guderne end orakler og præster var.
Om Alfie altid var den bestemmende eller han kun var i disse kontekster, vidste Winchell ikke. Dog kunne han næppe se Alfie være under en andens hånd. Han virkede for tilpas i at bestemme til, at dette ikke var en vane sag for den beskæggede, flotte mand. 

"Man skal ikke vise alt det gode fra start jo. Du har mig lige så længe, du vil jo." hviskede Winchell legende og lokkende. Jo længere tid Alfie ville have ham - og betale for ham - jo mere ville den buttede lystmand vise sine evner. Lidt på tværs skulle han jo være. Der skulle være noget at straffe for. 
Og dér kom det. Accepten til at tage Winchell. Alfie behøvede ikke sige det to gange. Et sidste blik med øjnene blev givet, før Winchell vendte sig rundt. Begge hænder mod væggen. Den fyldige bagdel strittede fra side til side, klar til at få ballerne spredt. "Tag mig, Alfie. Hård og uden nåde." Stemmen var tung, tyk og allerede gispende. Læberne var allerede i et frækt smil, som hovedet blev drejet en anelse. Lige nok til, at Alfie ville kunne se halvdelen af profilen. Øjet med gnister i, smilet med ønsker i. Winchell vidste, hvad Alfie gemte på mellem benene. Den buttede mand havde allerede dannet sig et meget godt billede af, hvordan den ville mærke. Han blev kun selv hårdere af dette billede. Billeder var gode, men den ægte vare var langt bedre. Og Winchell ville snart få den. Han var klar, villig og utålmodig. Forhåbentlig ville Alfie ikke vise en pludselig blød side frem og gøre ham klar. Frygte, at han ville gøre skade. Winchell havde prøvet nok til, at han næppe ville kunne komme til skade af det. Plus, Alfie virkede heller ikke til at ville vise en blød side mod Winchell. Endnu i hvert fald. Dette møde skulle være i det dominerende tegn. Alfie var den dominerende, Winchell var den underdanige. Perfekte roller til denne parring. Helt og komplet perfekt.

Winchell havde fuldkommen ret. Der var ingen grund til at give alt fra sig med det samme, og hvis han ikke skulle være helt så hård, var der absolut intet galt med skøgens tiggeri. Men nu havde han selvfølgelig heller ingen grund til ikke at være hård ved ham. Det var ikke kun for sin egen nydelses skyld, for han begyndte da at blive nysgerrig. Kunne han mon nå at finde Winchells grænser, inden natten var omme? Hvis ikke, så måtte han helt bestemt gå ud fra, at sammenkomsterne i skrædderens kælder ville passe helt fint til den nøgne mand foran ham.
Tålmodigt ville han vente på at hans ordre blev adlydt, men han behøvede ikke at vente længe. Winchell tøvede ikke med at vende sig rundt, hvortil Alfie fik et langt bedre udsyn til den fyldige bagdel. Han tog da også lige et øjeblik til at betragte den strittende mås.

Hårdt og uden nåde. Det var sådan det skulle være. Alfie havde intet imod at være blød, måske endda underkaste sig en andens ordre til tider. Men fornøjelsen af at kunne beordre ham til noget og også slippe godt afsted med det, skulle ikke tilfalde en simpel mand eller kvinde af natten. Medmindre det var pakket pænt ind i gispende, bedende ord.
Alfie spildte ikke tiden. Der gik få øjeblikke fra Winchells ord var sagt, til Alfie greb hårdt fat om begge fyldige baller, klemte fingrene ind i huden og pressede sig ind mellem dem. Hvis det var sådan hans natlige partner ville have det, hårdt og unådigt, skulle der ikke bruges den mindste tid på at varme op. Ikke mere, end de allerede havde gjort, hvilket Alfie fandt tilstrækkeligt. For nu.

Dette var ikke tiden til at være blid. Et brummende, dybt støn lød for hvert bestemmende stød han gjorde mod den bløde bagdel, der nu kun blev holdt godt fast i af en enkelt hånd. Den anden var på vej op mod Winchells nakke, hvor han kunne begrave fingrene i det mørke hår og også dér vise sit behov for magt, med et lige så bestemt greb som han havde længere nede. Omend ikke helt så hårdt.
"Så lad mig høre dig komme for mig, Winchell," lød det selvsikkert mellem de nydende støn. Han var ikke i tvivl om, at kraften bag hvert eneste stød levede op til den andens ønske om manglen på nåde. Og han var uden tvivl også klar til at blive ved, lige så længe det krævede at få den buttede mand til at miste kontrollen. Før ville han ikke selv give efter for lysten til at lade bølgen af nydelse fylde hele kroppen.