Det føltes som om, at meget havde ændret sig på det sidste. Nok mest bemærkelsesværdigt var alle de nætter, hvor han havde sovet sammen med Fielthena i stedet for at sove alene, som han jo ellers havde gjort de sidste mange år. Meget mod sin vilje havde han måtte indrømme overfor sig selv, at han jo godt kunne lide at have hende liggende ved siden af sig. Der var en masse tanker og følelser, som var ukendte for ham, og som han ikke vidste, hvordan han skulle håndtere, så da forretningen pludselig blev noget mere tidskrævende, havde jan brugt det som en undskyldning til at få lidt afstand til Fielthena og sove lidt alene igen.

At sige at forretningen var blevet noget mere tidskrævende var nok en underdrivelse. Næsten siden han ankom til Dianthos, havde han forsøgt at skaffe en nem adgang til adelen, og nu så det endelig ud til, at det var ved at lykkedes. Det krævede selvfølgelig en hel del andre ting, som skulle ordnes. Nye folk skulle skaffes, for de grove bavianer han havde ansat nu, kunne næppe begå sig blandt det bedre borgerskab. Planer skulle lægges, aftaler laves og folk tjekkes. For ikke at tale om, at det nok var på høje tid, at han fik et noget pænere hus. Selv gik han ikke så meget op i materielle ting som møbler og diverse pynteting, men han var godt klar over, at det betød meget for andre, og hvis han ønskede at passe ind, ja, så var det vel en del af pakken. Til hans held skyldte mange folk ham tjenester eller krystaller, så at finde et passende hus havde nu ikke været så svært.

Der var gået et par dage, og stadig var det kun de mest basale ting, som var på plads i huset, han var der jo alligevel ikke rigtigt. Han havde haft alt for travlt til at indrette et hus, og desværre også alt for travlt til at fokusere på trivielle ting som mad. Han savnede et hjemmelavet måltid, eller han fortalte i hvert fald sig selv, at det var grunden til, at han havde sendt en vogn ud efter Fielthena. Selvfølgelig kunne jan sagtens tage hjem til hende, men hvis hun fandt ud af, at han var flyttet, og intet havde sagt, var han sikker på, at hun næppe ville blive glad.
Så nu stod han i sit nye kontor som lå på husets førstesal. Det var et af de få rum, som allerede var fuldkommen indrettet. Fordelen ved rummet var, at det gav ham et perfekt udsyn over, hvem der kom og gik nede på gårdspladsen. Hvert øjeblik forventede han at se vognen ankomme med Fielthena, og når vognen ankom havde han tænkt sig at sætte kursen mod den store spisestue, mens en tjener viste hans 'gæst' ind.

En overnatning var pludseligt blevet til mange flere og det havde næsten nået at blive deres nye norm, da Declan pludseligt syns at have lagt afstand mellem dem. Undskyldningen havde været forretnings orienteret og Fielthena havde måske også købt den undskyldning, havde hun ikke erfaret sig at disse ’forretninger’ tilsyneladende også indbefattede en vis ung kvinde, med store krøller og grønne øjne. En viden der havde kostet en uskyldig ung pige hendes liv på brutalvis, alene fordi hun mindede alt for meget om Daphnie.
Pludseligt var det blevet en hel del nemmere ikke at dele seng eller alt for mange vågne timer, i sammen med den rødhåret lånehaj. Det var alligevel bedst sådan, at hvad end de to havde sammen, at det blev holdt til hvad det oprigtigt var; sex, hverken mere eller mindre…

Havde det så bare været så let ikke at lade tankerne kredse om Declan.
Han havde været den første hun havde tænkt på, da hendes nye sekretær havde vidst sig at være spion for lyset og skudt en bolt i armen på hende, fordi hun var sendt ud for at hindre mordet på den person Fielthena havde været hyret til. Men at troppe op hos ham blødende fra armen, hvor bolten stadig sad og så med synderen til blodet på armen, det ville kun koste Zirra livet. Hvilket ville have været lidt af et problem, eftersom det havde vidst sig, at hun satte noget større pris på den blonde kvinde end først antaget. Dertil kom alle de gange, hvor guldkæden havde hevet tankerne mod Declan. Når hun om morgen lod hånden søge mod den side, hvor han så ofte havde ligget kun for at blive mødt af en kølig madras, der staks havde ønsket hans tilstedeværelse.

Om det alligevel var afsavnet til ham, der gjorde at hun uden større besvær indvilligede i at sætte sig ud i vognen eller noget så simpelt som hudsult, var svært at sige. Vigtigst var hun var på vej hjem til ham eller det troede hun… Ruten ændrede sig efter kort tid til at være en helt anden end den, som førte hjem til det hus, hun kendte om Declans. Med sammen rynkede bryn, forsøgte hun at genkalde sig hvad kusken havde sagt, måske havde hun hørt forkert?
Forvirringen blev ikke mindre da huset vognen gjorde holdt ved hus, som hun på ingen måde genkendte. Hvorfor i alverden havde han valgt at få hende hertil? Var det en eller anden dårlig joke?
Knapt havde hun nærmet sig den tunge hoveddør, inden den gik op og en tjener tog imod guldsmeden. Samme tjener bad hende pænt om at følge med og ikke længe efter var Fielthena ledt til den spisestue hvor Declan havde taget plads. Hvad ved Zaladins kløende røvhul var dét hér?

Nok var han mere end bekendt med Fielthenas voldsomme temperament, så han burde nok skynde sig ned for at forklare hende hele situationen. Alligevel tog han sig ganske god tid med at pakke tingene sammen og gå den korte vej ned til spisestuen, der var trods alt både tjenere og vagter til stede, som hellere end gerne kom ham til undsætning, hvis det nu skulle ske, at hun blev alvorligt sur. Ikke at han var ret bange for det, hun havde jo op til flere gange vist, at hun ikke kunne finde på at skade ham alvorligt.

Egentlig havde han regnet med, at han først ville være kommet ned til spisestuen efter, at hun allerede var dukket op, men det var alligevel ikke tilfældet. Så gjorde det jo ingenting at han havde taget sig god tid. Afventende tog han plads på en af de mørke træstole, men han kom nu ikke til at vente længe, for han havde knspt sat sig, da hun kom gående ind.
"Fielthena! Velkommen" hilste han og rejste sig for at gå over til hende. Tanken om at hive hende ind i et kys strejfede ham, men han havde nu en mistanke om, at det ikke lige var, hvad hun var i humør til.
"Jeg kan forestille dig, at du undrer dig over, hvor du er, og hvorfor jeg fik en vogn til at hente dig" Han studerede hendes ansigt i søgen efter bekræftelse på, at hans mistanke var rigtig.
"Ser du, det lille hus jeg boede i før, virkede ikke helt... Passende mere, så jeg tænkte, at det var på tide, at jeg fandt noget andet" det blev sagt med samme henkastethed, som hvis han havde konstateret, at det var koldt udenfor. For ham var det jo ikke nogen stor ting, det var jo trods alt bare et hus, selvom det vsr et stort af slagsen.

Den naturlige forbeholdenhed havde været tilstede fra det øjeblik, hvor den heste trukne vogn var ’drejet forkert’ og den var så absolut ikke mindsket ved synet af det store hus. Det havde faktisk krævet en hel del ikke at vende rundt og traske tilbage ind i vognen, med ordren om at køre hende tilbage igen skråsikker på at det her var umuligt var Declans hus, han havde jo ingen grund for at bo i så stort et hus?

Forventningen til rent faktisk at skulle de den rødhåret mand i spisestuen, var derfor forsvindende lille og der sad han alligevel helt mageligt og afventende.
Mistro strålede fra hele Fielthenas kropssprog, men tydeligst i de smallede øjne der årvågent fulgte lånehajens bevægelser mod hende.
Tiltalen til hende var stik modsat, hvad hun efterhånden var blevet så forvandt med og mere li den han havde brugt, da han havde fæstnet hendes hånd til bordet. Det fik det til at sitre på en måde, hvor de kors lagte arme, som hun havde stillet sig op med, langsomt viklede sig fri og faldt ned langs siderne. Hun var ikke villig til at give ham en fordel, skulle det vise sig at hun i sidste ende måtte ty til selvforsvar.
”Hvorfor er du så mærkelig?” vrissede hun lidt da Declan ikke lod til at omlægge måden at tale på. Knapt var han nået helt hen foran hende, før Fielthena valgte at lægge en ny afstand mellem dem, ved at træde et skridt tilbage mod den nu lukkede dør bag ved ”Hvad skal du overhovedet med et hus af denne størrelse? Hvem har du taget det fra, fordi de ikke kunne betale? Og burde det ikke nærmere være din chefs hus?” spurgte hun, tydeligvis afvisende for muligheden at det rent faktisk var her han boede nu, men samtidigt lige så undrende på hvorfor.

Det var ikke ligefrem den resktion, som han havde forventet. Ganske givet havde han ikke forventet gensynsglæde, men at hun heller ikke var sur på ham? Det var alligevel lidt underligt. Især fordi han ikke selv kunne se, at der var noget underligt ved hans opførsel.

Hun stolede ikke på ham, så meget var i hvert fald helt tydeligt. Burde han være såret over det? Sikkert, men det vsr ikke noget, som han var i stand til at føle, eller det var han i hvert fald ret sikker på. I stedet nøjedes han med at sukke og ryste lettere opgivende på hovedet.
"Hvis jeg på nogen måde ønskede at skade dig, tror du så ikke, at jeg allerede havde gjort det? Jeg har trods alt haft rigeligt med muligheder" Egentlig kunne han vel ikke bebrejde hende, han var jo selv lettere paranoid, når de var sammen, men derfor burde hun stadig vide bedre.
"Jeg laver forretninger med vigtige folk. Du vil blive overrasket over, hvor mange af dem, som går op i hvilke, og for den sags skyld hvor mange, ting du ejer" Han lagde ingen skjul på, at det irriterede ham noget så grusomt. Det hele ville være meget nemmere, hvis han ikke også skulle sørge for at imponere sine kunder og partnere.
"Og siden det åbenbart er så vigtigt for dig.. Jeg har ikke smidt nogen på gaden for at bo her. Det tilhørte en forretningsforbindelse, men siden det var et familiehjem tilhørende hans forældre, var der ikke længere brug for det, efter de døde, og så var det en nem måde, hvorpå han kunne betale sin gæld" Historien var sand, hvorfor skulle han dog lyve om det? Han ville ikke have haft nogen kvaler ved at indrømme, hvis det var anskaffet ved mere lyssky metoder, og det burde hun vide.
"Og inden du spørger.. Nej, det var ikke mig, som slog hans forældre ihjel. Af hvad jeg har hørt, var det en blanding af tid og for meget vin. Ikke at det er noget jeg blandet mig i" han trak let på skuldrene, det var jo ikke spor vigtigt, hvordan de var døde.

Han lagde armene over kors og så afventende på hende.
"Var der andet du ville vide, eller kunne jeg evt tilbyde en rundvisning?" Han valgte pænt at ignorere, at han ikke havde svaret på hele hendes spørgsmål, forhåbentlig var det ikke noget, som hun havde bidt videre mærke i.

Vrede havde været en mulig følelse som Fielthena kunnet været gået ind i bygningen med. Havde det ikke været forbi den blev kvalt under forvirring og en god mængde af skeptisk. Begge dele blev kun forstærkede af Declans måde at gå til hende på og at hun vidste jo trods alt om nogen hvor hurtig han kunne være, når det tog ham. Hvilket resulterede i at hun uden større omtanke naturligt gik i forsvar, og fremstod som at hun fandt ham utilregnelig.
Men kunne hun egentligt fortænkes i det? Detaljerne havde været sparsomme, hun havde ingen gang fået af fortalt at han var flyttet eller havde planer om at flytte. Jovist havde kontakten mellem dem det eneste været noget sparsomlig, men han måtte da have haft gjort sig tanker om dette tidligere? En del af hende var vel egentligt også både såret og fornærmet over, at finde ud af det på denne måde. Hvad nu hvis hun havde haft tid til at lade hans fodfolk hente hende? Hvad hvis hun først senere ville være dukket op hjemme hos ham, for at erfarer sig han ikke længere var at finde i det mindre byhus?

Blikket blev kortvarigt slået ud til siden, lydløst givende ham ret i sine første ord. Han havde virkelig haft alt mulighed for at skade hende, hvis han virkelig havde ønsket det, så det var tåbeligt at hun pludselig lod til at tvivle på ham.
Med et hårdt fnys løftede hun blikket tilbage på ham ”Kunne du ikke bare fylde dit eget hus med alt muligt krimskrams? Når nu det er så vigtigt for de vigtige folk? Eller mødes med dem på en af de finere kroer?” spurgte hun uforstående for de grunde han stillede op. Declan burde dog kende hende godt nok til at vide, det lige nu bare handlede om hun var trodsig fordi hun ikke var tilfreds. Øjnene var ikke længere smallede, og armene atter trukket op under brystkassen, med vægten forskudt til det ene ben frem for jævnt fordelt.
Med et skridt til siden trådte hun væk fra sin placering foran døren, afventende på at Declan startede fremvisningen af sit nye hjem og derved også en stille accept fra hendes side.

Nogle gange var det ham tslå en gåde, hvorfor han blev ved med at have en lyst til at se hende. Hun var god i sengen, det kunne han bestemt ikke lyve om, men det var så mange kvinder jo. Og så var hun irriterende, mistænksom og påståelig, kvaliteter som normalt irriterede ham.. Men alligevel var han ikke interesseret i, at hun skulle forsvinde. Han havde dog heller ingen intentioner om at stå og diskutere med hende hele dagen.
"Hvis man vil frem i verdenen, er man nødt til at ofre nogle ting. Desuden så følger jeg bare ordre" sagde han påden måde som sædvanligt betød, at han ikke agtede st diskutere emnet yderligere. Han havde været så venligsindet faktisk at invitere hende på besøg, så hun ikke selv skulle finde ud af, at han var flyttet. Han kunne da også sagtens fornemme, at hun ikke kun var vred, det var nok nærmere trods, og han kendte hende alligevel godt nok til at vide, at lige præcis det var svært at komme af med.

Nå, om ikke andet så det da ud til, at hun accepterede hans tilbud om en rundvisning. Han gik hen, så han stod ved siden af hende, og tilbød hende en arm, uanset om hun tog imod den eller ej, fortsatte han kort efter ud gennem døren.
Det var et stort hus, så der var selvsagt mange værelser. Ikke at hun fik dem alle at se. Når de passerede en dør hændte det, at han bare oplyste, at der for eksempel lå et gæsteværelse. Et aflyst siderum til kontoret forblev også hemmeligt, det var her hans vigtige og mere personlige filer blev gemt, og ingen, selv ikke Fielthena, fik adgang til det værelse.
Rundvisningen fortsatte, indtil han mente, at han havde vist alt, hvad der var værd at vise i det store hus. Selvfølgelig sørgede han for, at rundvisningen stoppede i hans private soveværelse. Som alt andet var værelset sparsomt møbleret med en bred seng, en enkelt kommode, et par skabe og et natbord. Han burde anskaffe sig nogle flere møbler, så han faktisk kunne fylde sit nye hjem.
"Og det er så det sidste rum, som du mangler at se" han rakte armen frem som en indbydelse til, at hun da skulle være velkommen til st undersøge værelset, hvis hun ønskede det.

Påstande om at huset tog sig småt ud allerede inden man trådte ind i det, var noget af en underdrivelse. Fielthena havde jo øjne i hovedet, som fungerede ganske upåklageligt, hvis hun da selv skulle sige det. Hvad man ikke kunne se ude fra, var det væld af værelser som huset besad. Det fik nærmest bygningen til at virke endnu større end den havde gjort ude fra.
Havde han ren faktisk valgt at lede hende ind i hvert eneste rum, så havde hun nok mistet bare en smule af sin besindelse. Det var alligevel begrænset hvor mange forholdsvis ens værelse, som den mørkhåret kvinde fandt spændende.
Hvad hun derimod fandt spændende, var hvad der helt præcist gemte sig bag døren ind til det tilstødende siderum på kontoret. Den nysgerrige følelse blev kun yderligere forstærket af Declan så tydeligt lagde op til, at han ikke under nogle omstændigheder ville lade hende få kig ind i det. Det gjorde det jo bare til en usagt udfordring, om at få døren op med eller uden hans viden.
Fremvisningen sluttede passende nok i det store private soveværelse, der kun virkede endnu større med det spartanske møblement. Allerede inden Declan havde indbudt hende til at træde længere ind i rummet, var hun i færd med at træde nærmere vinduet. For blot et øjeblik fik stilheden lov til at fylde rummet ud, mens trænede øjne søgte kammen rundt.
Drejende omkring sig selv til kammen støttede med den nederste del af ryggen, brød hun endelig stilheden med blikket rettet tilbage på hans slanke skikkelse ”Sikke en tilfældighed mhm?” det kunne have virket som at hun ikke var synderlig imponeret, var det ikke fordi mundvigene dirrede en anelse, for det lille smil der truede med at trække på smilebåndet. 

Efterhånden ville Declan vove at påstå, at han kendte Fielthena godt nok til, at meget då ting kom bag på ham. Derfor var det heller ingen overraskelse, da hun gik igang med at træde ind i rummet, inden han officielt havde budt hende ind. Det gjorde nu ikke noget, der var ingen hemmeligheder i rummet, og hun ville formentlig komme til at bruge en del tid der uanset. Alligevel fulgte hans blik hende nøje, en del af ham ønskede jo, at hun skulle gå kommoden igennem, for det var der, at hun ville finde nogle af de ting, som hun sikkert ville finde interessant.

Det lille smil som lurede i hendes mundvig fortalte ham tydeligt, at hun ikke var nær så uimponeret, som hun lød. Det var altid noget, hun var msrkant hyggeligere selskab, når hun var i godt humør.
"Mmh, ren tilfælde" han snilede til hende, et sf de der sjældne smil, som egentlig kun var forbeholdt hende. Ikke at det var noget han indrømmede overfor sig selv, selvfølgelig. Den eneste grund til, at han havde inviteret hende på besøg, var på grund af hendes evner i sengen, og intet andet. Haan krydsede værelset, så han kunne stille sig helt op ad hende. Hænderne bleb placeret på karmen bag hende, så hun var "fanget" mellem hans arme.
"Du kunne jo hjælpe mig med at invie mit nye hus?" han havde rykket ansigtet tættere på, så hans læber var lige ud for hendes. Det var et usagt løfte om, at han ikke havde været sammen med andre, siden de sidst havde set hinanden.. Eller at han i hvert fald ikke havde været sammen med nogen i de sidste par dage, som var blevet brugt på st gøre huset klart. Det var vel i sidste ende stort set det samme.
"Eller du foretrækker måske et andet værelse?" Han rykkede sig en anelse, så han kunne kunne placere et kys på hendes kæbe. Han havde godt lagt mærke til, hvor nysgerrig hun var over hans hemmelige værelse, men forhåbentlig var det her nok til, at hun ville vælge at ignorere det for nu.

Havde det været en hver anden person der stod overfor Spurven, så ville der ingen tvivl have hersket om at hun var strøget ud af døren.
Hvorfor Fielthena egentligt havde valgt at blive og følge Declans færden gennem huset, havde hun været en anden hund, i stedet for at dreje om på hælen kunne hun ikke selv sætte en finger på. Selvom hvis hun rent faktisk tillod sig at lytte til sig selv og de følelser, som blomstrede når enten tankerne kredsede om den rødhåret mand eller når hun fysisk var nær ham, så havde der ingen tvivl været.
Sandheden var at under det fornærmede og sårede, så var der en endnu større følelse; savn. Naturligvis blev den efter bedste evne skubbet mod, at hun ikke savnede ham men derimod hans krop til at stille den hudsult der altid virkede til at være til stede omkring ham.
Alligevel var det som om hun smeltede for det sjældent sete smil tegnet over Declans ansigt, inden han kortede afstanden og ’fængslede’ hende ved vinduet. Det grønne blik sænkede sig i forsøget på at se på hans læber, men måtte hurtigt opgive med da den tætte afstand gjorde det umuligt. Kunne han da ikke bare kysse hende, i stedet for bare at tirre på den måde?
Jovist kunne Fielthena have taget det kys, som hun hungrede efter. Allerede på vej ind i den afgivende rolle som underdanig, så virkede det umuligt at lukke den sidste afstand mellem deres læber uden at få lov først. Ironisk nok var hænderne allerede i færd med at trække skjorten fri fra buksernes livvidde, for at forsvinde ind under stoffet ”Ikke et du vil lukke mig ind i.” spandt hun med velbehag under hans kys.

Det evige magtspil mellem dem, var uden tvivl noget af det, som var med til at holde Declans interesse i live. Lige som han troede, at han havde regnet hende ud og hvde hende i sin hule hånd, vendte hun rundt så han pludselig var den underdanige. Det var ofte spændende at se, hvilket humør hun var i, analysere alle de små tegn fra hende for at se, om hun ville høre efter eller ej. En lille ting som at hun ikke lukkede den korte afstand mellem deres læber, fortalte ham en hel del. Det var ikke total underkastelse, langt fra hvis han kendte hende rigtigt, men det var et skridt i den rigtige retning.

Kyssene fortsatte langs hendes kæbe, ned indtil han kunne placere et kys på den bløde hud mellem kæben og halsen.
"Det irriterer dig" Det var tydeligt på hans stemme, at han morede sig en smule. Hænderne blev fjernet fra vindueskarmen, så de i stedet kunne gå på vandring over hendes sider og mave, så han kunne begynde at befri hende fra blusen.
"At du ikke ved, hvad jeg gemmer i det værelse" ordene blev efterfulgt af et let nap i den bløde hud. Han kunne da sagtens afsløre rummets hemmeligheder for hende, for helt reelt indeholdt det jo ikke noget særligt. Men han vidste, at hun var klog, og han kunne ikke risikere, at hun gættede alt for meget. Desuden stod hendes navn jo stadig markeret i en af de mange gældsbøger, et faktum som han faktisk var ret sikker på, at hun lykkeligt havde glemt alt om.

Det var fristende at trække hænderne fri fra deres skjul under trøjen, gribe om kanten og trække den op ad til han måtte give efter og løfte armene så hun kunne afklæde ham den. Men faren for at det ville få ham til at trække sig var hun på ingen måde klar på. Ikke lige nu hvor hvert lille møde mellem hendes lysehud og hans bløde læber sendte elektriske impulser ud gennem nervefibrene, og efterlod hende med en voksende hunger efter mere. Vigende pladsen, tippede hovedet til modsatte side for hans kys.
Selv uden at se på Declan var det tydeligt i hans stemme, at det morede ham hvor meget det gik hende sådan på, at han ikke bare havde åbnet døren.

Irritationen var svær, tæt på umulig at holde fast i når han begyndte at trykke på de rette knapper. Naturligvis bildte hun sig ind, at det skyldes den seneste tid, hvor de ikke havde set til hinanden og intet andet. Nok var hun ved at indse der lå mere bag, end bare at han var godt tidsfordriv, men det betød ikke at hun altid var lige god til at erkende sine følelser.
Brummen var en blanding af en smule utilfredshed, men overvejende af nydelse, gled over i et lille lavt suk, under hans nap ”Der er sikkert ting derinde, som din chef burde have. Laver han overhovedet noget?” fik hun endelig samlet sig om at små vrisse ud. Hele Declans arbejdssituation var hende stadig et mysterium. Med den mængde af tid de havde brugt sammen, indimellem også i hans gamle hus, så burde hun havde stødt på den famøse ukendte chef.

Et triumferende smil bredte sig på hans ansigt, hun var ved at give efter, ganske som han havde regnet med. Ikke at hun ville kunne se hans smil, for han havde stadig travlt med at kærtegne den følsomme hud ved kæben og halsen med sine læber, men det skulle ikke undre ham, hvis hun havde gættet smilets tilstedeværelse.
"Er det virkelig ham, du vil snakke om nu?" Igen blev ordene markeret af et nap, men denne gang et noget hårdere nap. Hvis hun virkelig ville, kunne de da godt snakke om den chef, som ikke eksisterede, men det var ikke ligefrem, hvad han ville betegne som et frækt emne.

Hvis de blev ved med, hvad end de nu havde gang i, burde han nok fortælle hende sandheden en dag. Hun var tættere på ham og vidste mere om ham end selv hans livvagter, for ikke at tale om, at hun var klog nok til at regne det ud selv.. Hver gang de snakkede om det, var det som om, at hun har tættere og tættere på at gætte sandheden. Men det var jo ikke ensbetydende med, at han skulle fortælle det nu! Faktisk var det endnu mere grund til at distrahere hende, så hun ikke havde lyst til at snakke mere om det.

Let bevægede fingrene sig henover korsettet, indtil han nåede snørrerne, som holdt det lukket. Det kriblede næsten i ham for at skære det af hende, noget som han efterhånden havde gjort en del gange. Men når han var hjemme, var det ikke altid, at han lige havde en kniv på sig, og netop nu var den selvfølgelig ikke på sin faste plads i hans bælte. Okay, denne ene gang gik det jo nok, at korsettet fik lov til at blive i hel stand, selvom han ikke var meget for det, håbet var jo lidt, at hun på et tidspunkt ville droppe det besværlige korset, selvom det så nydeligt fremhævede hendes figur.

Det var ikke nødvendigt at kunne se Declans ansigt, for at vide hvordan mundvigene trak mod loftet. Smilet kunne mærkes under hans læbers kærtegn mod den sarte, bløde hud. Selvom oprigtige smil var en sjældenhed hos ham, havde Fielthena alligevel set tilpas mange til, at hun bag de lukkede øjenlåg også kunne se det for sit indre.
Suk af længsel blev til et smertestøn under det hårde nap, der nok nærmere kunne kvalificeres som bid. Hænderne trak sig fri fra deres skjul under skjorten, hvor de ind til nu havde strøget kælent mod nederste del af hans mave, men ikke for at ligge sig skubbende imod Declans brystkasse, som man ellers kunne være tilbøjelig til at tro. I stedet greb hun fast om bæltet og trak ham nærmere, som en usagt forespørgelse efter mere af den søde, pinefulde smerte som kun han lod til at kunne give hende.
Spørgsmålet havde været så let at sige nej til og hun havde det også været lige ved at give efter for at lade chef-emnet ligge, for nu, men han fandt altid en måde at snige sig uden om og selvom hendes krop skreg efter ham.
Stædighed var desværre for Declan bare et alt for stort karaktertræk hos Fielthena. En stædighed som kun voksede for hver gang, at lånehajen havde virket hemmelighedsfuld og afvisende.
Declan var allerede i færd med at få korsettets snører løsnet, da hun endelig svarede ham. Nok til hans store ærgrelse, da kunne forstilles at det lange øjeblik imellem spørgsmål og svar havde ledt ham til at tro, at han endnu en gang havde formået at få drejet hendes tanker væk fra den imaginative chef. ”Jo hurtigere du svare på mit spørgsmål, desto hurtigere kan du få mig lige som du vil have mig. Hvad laver din chef overhovedet? Hvorfor har jeg aldrig så meget som hørt hans navn nævnt, er han overhovedet en han?”.

Det var jo næsten alt for nemt. Nok havde de været sammen flere gange, end Declan gad at holde styr på, men det var da utroligt, at han allerede kunne manipulere hende så nemt. Hun var så vidunderligt dejlig at læse, når man først fik rørt de rigtige steder, og han kendte så rigeligt de rigtige steder. Hendes smertefulde støn blev besvaret med endnu et bid, og da hun trak ham nærmere, pressede han sig villigt mod hende, så hun ikke kunne være i tvivl om, at han ville hende lige så meget, som hun ville ham.

Alt gik efter planen.. lige indtil det ikke gjorde mere. Det havde jo virket! Hun havde været så tæt på at overgive sig! Og så kom hendes famøse stædighed selvfølgelig frem.
"Hvorfor er det så vigtigt, hvem han er?" Vrissede han og trak sig væk fra hende. Han var bestemt ikke tilfreds med, at hun fortsatte samtalen, og bare for lige at illustrere det ordentligt, begyndte han med tydeligt irriterede bevægelser at rette på skjorten.
"Hvad værdi har han for dig? Du ved alt, hvad du behøver vide. Jeg ordner alt med pengene og handlerne, mens han står for at holde styr på resten" Han blev nødt til at være forsigtig, for selvom løgnen var gammel, var det langt fra alt, som han kunne komme med svar på.
"Jeg kan slet ikke se, hvorfor han er det mindste relevant for dig" han skulede til hende, advarede hende tavst om, at hun skulle droppe emnet. Hvad ville han gøre, hvis hun blev ved? Det vidste han ikke engang selv.. Folk som stillede for mange spørgsmål blev oftest slået ihjel, men irriterende nok virkede til det ikke til, at han kunne få sig selv til at tage livet af hende.

Hun kunne have valgt stramme grebet om læderremmen, i det Declan valgte at trække sig tilbage så den afstand der havde været ikke eksisterende for få sekunder siden, atter blev genetableret og så med mere til end der oprigtig havde været mellem dem til at starte med, men hun lod være selvom de begge godt vidste hvem der ville vinde den kamp. Det havde jo vidst sig ved mere end en lejlighed, at selvom Declan ikke var fuldkommen vattet, så var han ikke den med mest styrke.
Grønt blev kortvarigt til hvidt, da hun himlede med øjnene. Åbenlyst ligeglad med det var til fuldskue for Declan, og hvor meget det ville prikke til hans allerede voksende irritation. Hun ville have svar, om så hun skulle gå lige til grænsen og et stykke over, før han ville spytte ud i stedet for at klappe i som en dybthavsøsters. Var hun naiv nok til at tro han ikke ville skade hende, hvis hun trak grænsen for langt. Det havde han jo formået at gøre før med fuldoverlæg, at det så var før de overhovedet havde indledt hvad end dét hér så var, det var sagen lige meget. Overbevisningen var at han kunne hvis han faktisk ville, ligesom hun selv fra skråsikker på hun ville kunne samme.
”Det handler ikke om værdi, Declan. Det handler om du altid er så skide vag i dine forklaringer, når du endelig siger noget… Så fortæl mig hans navn, fulde navn og når du er i gang, så kan du jo passende udbyde hvad resten indebærer?” svarede hun igen, inorgerende det advarende blik, som så oftest før havde kunne få hende til at trække sig ”Han er relevant for mig fordi jeg har betalt ham Zalans mange krystaller, som han aldrig har været berettiget.” hun skubbede sig fri fra vindueskammen og trådte nærmere Declan. Kun for at erfare han havde formået at løsne korsettet nok til at det sad irriterende løst. Uden at vige blikket fra hans, fik hun fingernemt afklædt sig fængslet af afstivere og snører, mens hun afventede alle hans svar eller forsøg på at undgå selv sammen.

Et par dybe indåndinger blev taget, mens han prøvede at berolige sig selv, det var utroligt, som hun kunne prikke til ham. Generelt var der ingen som kunne få ham til generelt at føle, som hun kunne. Normalt undgik han at tænke for meget over det, men når følelsen var brede og irritation, så var det altså lidt svært! Især når hun blev ved med at være så påståelig og stædig.
Hun var så dræbende irriterende! Kunne hun ikke bare for en gangs skyld acceptere, hvad han sagde? Det her var jo meget større end hun overhovedet kunne drømme om! Og selvom der selvfølgelig ikke var nogen måde hvorpå hun kunne vide det, så burde hun efterhånden vide, hvornår hun skulle stoppe for ikke at gå for langt. De havde begge et voldsomt temperament, men forskellen på dem var, at hans ofte endte i et noget dødeligt resultat.

Han prøvede virkelig at kontrollere det, men hun ville ikke holde kæft! Trods alt havde han holdt meget længere, end han ville, hvis det ikke var hende.. men til sidst gik det bare ikke længere. I et par lange og hurtige skridt krydsede han afstanden mellem dem og greb hende om halsen, ikke hårdt, men alligevel bestemt nok til, at han kunne skubbe hende baglæns mod væggen.
"Det vedkommer ikke dig!" Det dirrede ligefrem i hånden, som lå løst rundt om hendes hals. Det ville være så nemt lige at klemme til, stoppe alle spørgsmålene.. i stedet knyttede han den fri hånd og hamrede den ind i væggen ved siden af hendes hoved. Smerten skød op i hånden, ganske som ønsket, og det vsr distraherende nok til, at han formåede at give slip på hende og træde et par skridt baglæns mens han holdt om sin hånd. Nu måtte han da have forstået det! Han blev trods aldrig så sur for ingenting.

Grænsen blev ikke bare skubbet, den blev med fuld overlæg overtrådt. Hun burde have stoppet da den tynde brystkasse begyndte at hæve og sænke sig i takt med de dybe indåndinger, der blev taget i et forsøg på at holde det buldrende temperament i skak. Hun var jo ikke blind for dem, men stædigt og stolt holdt hun øjnene på det mål, som hun havde sat sig selv.
Det var da kun lige indtil Declan hastigt nærmede sig. Første del udspillede sig hurtigere end hun lod til at opfatte hvad han havde gang i. Først da ryggen stødte mod væggen, blev Fielthena klar over hånden om halsen. Nok trykkede han ikke hårdere end at hun stadig kunne få vejret, men det ændrede ikke på den sårbare position hun meget pludseligt var havnet i og var alt for bevidst om. Slaget ind i væggen ud for hendes ansigt ramte med fuld styrke, men inden var det med en følelse af at hånden havde direkte kurs mod hende og alt hun kunne gøre var at stå total handlingslammet, af chok og nok også en snert af den frygt, som havde sat sit frø tilbage i dunkelskoven.
Med øjne fulde af vantro, blev hun stående trykket mod væggen bag sig, da han slap og trådte tilbage ”Sig det her til din chef, gid Kile må finde ham og lade ham kværkes i sin egen tarm!” endelig virkede benene og resten at kroppen til at lystre, til at lade hende træde væk fra sin fast frosne position og nærmere Declan. Med en finger næsten holdt helt op under næsen på ham ”Det var første og sidste gang du så meget som lægger an til at lægge hånd på mig.” snerrede hun som en arrig kat før inden hun med fulde kraft skubbede hårdt mod ham, drejede om på hælen og trampede mod værelsesdøren, ligeglad med det tabte korset på gulvet ”Find en anden at kneppe, igennem værelserne i dit forpulede lortehus!” det var måske dobbeltmoralsk at reagere som hun gjorde, taget i mente at han ikke have slået hende og hun trods alt havde forsøgt at drukne ham – tre gange på én aften.

Om hans vrede matchede hendes var svært at sige, men den var ikke ligefrem blevet mindre end før, bare fordi hun nu truede med at forlade ham. Tværtimod. Troede hun, at hun bare kunne komme her og true ham? Og så endda i hans eget hjem og over noget, som hun selv havde startet! Det var hende som var trådt langt over grænsen, ikke ham!
"Vi ved jo begge, at det ikke vil være svært!" Svarede han køligt tilbage, han ville ramme hende der, hvor det gjorde rigtig ondt.
Tanken om bare at lade hende gå sin vej var fristende, så kunne hun se, om hun faktisk kunne undvære ham. Men nej! Så nemt skulle hun slet ikke have det! Hvis hun ville have sandheder, så skulle hun også få det!

Vredt marcherede han efter hende ned ad gangen, indtil han indhentede hende og kunne gribe fat i hendes arm med den hånd, som han ikke havde skadet.
"Du burde vide langt bedre end at true mig, Fielthena" hvislede han ud mellem sammenbidte tænder. Grebet i hendes arm var hårdt, og han havde ingen intention om at give slip, ligegyldigt hvor hårdt hun kæmpede imod. Heldigvis var der ikke langt før de stod foran den aflåste dør inde på hans kontor. Nøglen blev fundet frem fra sit gennemsted og døren låst op, hvorefter han nærmest kastede hende fra sig og ind i lokalet, inden han selv gik ind. Døren lukkede han selvfølgelig efter sig.
Væggene i lokalet var dækket fra gulv til loft med tunge reoler, og på alle reolerne stod bøger side om side, sirligt stillet op efter et system, som kun Declan kendte til. Det var en af disse reoler Declan gik hen til og begyndte at hive bøger ned fra, bøgerne blev placeret på et bord i midten af lokalet.
"Du vil så gerne vide hvem min chef er?" Han fortsatte med at hente bøger indtil bordet var fyldt med bøger, nogle af dem opslået, andre stadig lukkede.
"Det her! Det her er hvad der styrer hele forretningen! Hylde efter hylde med bøger som indeholder alt fra låneopgørelser til navne og noter på folk" Endelig holdt han op med at hive bøger ned, i stedet stod han stille og så på hende. Hans brystkasse hævede og sænkede sig stadig, han var stadig gal, men for nu formåede han at holde det nede. Han regnede med, at hun selv kunne regne resten ud, forhåbentlig ville det lære hende en smule respekt!

Havde han rent faktisk slået hende, selv med en hårdt lukket hånd i ansigtet, så havde det stadig gjort langt mindre ondt end det verbale slag som hans ord ramte hende med. De gjorde ondt fordi hun kendte til sandheden i dem. Alt hun så var Daphnies irriterende grinene ansigt for sit indre blik.
Han skulle kun prise sig lykkelig for, at hun ikke havde besværet sig med at tage kasteknivende med sig, inden hun var gået med til at stige ind i den hestetrukne vogn. Havde de siddet fastspændt om lårene, var mindst en af dem blevet kastet mod ham, faretruende tæt på, i arrigskab.
Nok løb hun ikke, men hendes skridt var lige så hurtige som de var målrettede, da hun uden at se sig tilbage kun havde et mål for øje; at komme ud af det her hus hurtigst muligt.
Næsten ud for døren ind til kontoret, greb Declans hånd sig omkring den ene arm, hvor den lukkede sig stramt og tvang Fielthena med sig, trods ihærdige forsøg på at vriste sig fri ”Få dine hænder væk fra mig!” hvæsede hun som en vred kat, mens modsatte hånd forsøgte at løsne hans tag, finger for finger, til ingen verdens nytte. Hver gang en finger blev løsnet, strammede den sig på ny når den næste løsnede sig. Selv de ned borende negle i håndryg og håndled var ikke nok til at få ham til at give slip, for selvom det unægtelig kunne mærkes på ham, så kunne Fielthena kun se til når huden straks efter lukkede rifterne.

Nærmest kastet ind i det forbudte rum, halv snublende bleve balancen genvundet inden hun endte på knæ, med begge hænder i plankegulvet. Forpulede lorte idiot!
Hver en hylde fyldt op. Stående som et rovdyr, klar på at springe frem og bide sig fast i struben på ham når det skulle være med en advarende knurren. Blikket lynede da hun vendte det imod Declan, der var i færd med at finde den ene sorte bog eller den anden frem på de mange hylder, der gik fra gulv til loft.
Stilhed, kun brudt af deres begges øgede vejrtrækning mellem dem, mens Declans ord fik lov til at synke ind.
Langsomt begyndte enderne at mødes, med blikket flakkende mellem de fremlagde bøger og Declan åbnede hun munden ”Du lyver...” bøgerne var magen til de hun havde fundet i kisten, den med hendes navn i, tilbage i det gamle hus og der havde da også ligget andre bøger sammen med den, men ikke en mængde som rummet her indhold.