Beanstalk 06.12.2020 20:59
Det var ikke bare underligt. Det var virkelig underligt. Af alle steder Ilaria var nød til at være, skulle det absolut være her? Men igen, som en healer for Lyset var englehjortkvinden nødvendig flere steder i landet og Medanien var ingen undtagelse. Det var bare et af de få steder, Bart kendte, fra før han var blevet dræbt og genopstod som en engledreng. Sidste gang han havde været i landsbyen Fredskilde, havde det været sammen med hans far, Rupert, for at finde købere til deres nye føl. Det virkede som en uendelighed siden. En uendelighed siden, at Bart ikke havde disse vinger. En uendelig siden, at Bart havde haft en familie, som ikke lå seks fod under jorden.Bart havde ikke kunne få sig selv til at være inde i selve landsbyen. Selvom Ellis-gården havde lagt en lille afstand væk fra Fredskilde, var der stadig mere end nok minder i byen til, at Bart ønskede at genopleve dem igen. Aldrig igen. I hvert fald ikke alene. Og det var netop, hvad han var lige nu. Ilaria var som altid, når de landede ved destinationen, optaget af hendes pligter og dette efterlod Bart til at bruge tiden, indtil hun var færdig. Denne gang var det blevet til en gåtur væk fra byen. Dog var det ikke alt for langt væk. Ilaria var derinde. Han kunne ikke bare løbe væk. Derfor var landsbyen i baggrunden og dermed var der også mindre gårde med lidt afstand på denne strækning.
Opslugt i sine tanker vandrede den lille dreng, hvis vinger slog sig rundt om hans spinkle krop, uden at skænke sine omgivelser det store. Derfor lagde han heller ikke mærke til lyden af hove mod gruset, før han var blevet svagt tacklet bag fra og dermed endt med ansigtet ned i jorden.Drengen satte sig op, som han fik øje på synderen til faldet. En mørkebrun hingst.
"Dreng, er du okay?" Bag den brune hest kom en aldrende kvinde. Dog, som hun helt tæt op på hesten for at strække en arm ned til Bart, kunne han se visse unikke træk ved hende. Normalt ville man nok lægge mærke til overforbruget af smykker, der kom i form af halskæder, store øreringe og en ring på hver anden finger, men for Barts vedkommende var det hendes ansigt og ører, der tiltrak det barnlige blik. For hvor normale ører var, havde kvinden i stedet trekantede ører i samme farve som hendes rødbrune hårfarve. Øjnene var ravgule og på en eller anden måde virkede de lettere dyriske for Bart. Ansigtet havde også en snude med knurhår frem for en almindelig næse. Rynkerne i ansigtet var dog meget menneskelige og fremviste en dame, der i hvert fald ikke var på den bedste side af ungdommen. Og i hendes ord syntes Bart, at han havde set en mere ru tunge end normalt. Denne kvinde var i hvert fald delvist en kat, uden tvivl.
Bart prøvede at tage fat i hendes hånd, men hestens snude puffede hans lille hånd væk fra hendes. Som om den beskyttede hende. Bart prøvede igen og igen handlede hesten, før han fik fat. Men denne gang åbnede hesten sin mund for at give et lille, men hårdt nok bid til, at Bart trak hånden helt ind til brystkassen. "Solomon, nej," Kvinden strakte sin krop igen og kiggede hårdt på hesten. Bart forventede ingen reaktion fra hingsten, der åbenbart hed Solomon, men den drejede hovedet, som om den forstod kvinden. "Gør det igen og du får ingen foder før i overmorgen," Kvinden kiggede med det samme blik, som Barts mor engang havde gjort, da han havde skubbet en af sine storesøstre gentagende gange efter et nej. Det var et reprimanderende blik. Igen forventede engledrengen ingen reaktion, men hesten nikkede, igen som om den forstod. Dette tog kvinden som nok svar og hun kiggede tilbage på Bart. Dog kunne drengen se noget i hendes ansigtsudtryk. Selvom hun smilte, virkede hun ikke helt tilpas. Alligevel tog Bart imod hendes hånd, som hun rakte den frem igen. Og som Solomon havde lovet, rørte hesten ikke Bart. "Det er fordelene, når man er en kusk. At kunne snakke med heste. Selvom jeg ikke kan lide det." Som Bart var kommet op på fødderne, rystede kvinden med sine skuldre, som om hun prøvede at ryste kuldegysninger væk.
"Hvorfor kan du ikke lide at snakke med dem?" spurgte Bart. Han havde helt glemt, at kvinden havde spurgt, om han var okay. Meget vel var han en engel, men inderst inde var han stadig et barn og alle børn var nysgerrige af natur.
"Jeg kan godt lide at snakke med heste. Det er at bruge magi. Jeg kan bare ikke lide det. Det virker ikke naturligt, forstår du?" Kvinden strakte sin hals for at se på bagsiden af Bart. Selvom hun ikke så den højeste ud eller det smidigste ud for sin alder, kunne hun vride ryggen og halsen på en måde kun unge mennesker kunne. Med en følsom hånd børstede hun det værste grus væk fra Bart og især hans vinger. Hun børstede dem nærmest. Underligt nok følte drengen sig tilpas, selvom han var sammen med en fremmed kattedame - en bogstavelig talt kattedame.
Bart trak på skulderen som svar. Han havde ikke det største imod at bruge sine evner. Han var bare ikke god til det. Alligevel kunne drengen ikke lade være med at se det underlige i kvinden. Det virkede lidt irrationelt at vælge at arbejde med heste, når hun var bange for magi og hendes magi var at snakke med heste.
"Er du sulten? Jeg har lige sat en kande te over. Al tid er tetid. Vil du have en kop, lille dreng?" Kattedamen trak sig tilbage og kiggede med et smilende og varmt ansigt på Bart. Måske var det, fordi hun virkede behagelig, at han nikkede. Eller måske var det, fordi hun var delvist kat og drengen kunne godt lide katte. Men han fulgte med hende op til den nærmeste gård, der åbenbart var hendes eller i hvert fald hendes arbejdsgiver. Hans forældre ville nok have fået et føl over, at han gik med en fremmed, men de var her ikke. Desværre. Den kunne også vænnes omvendt. Denne kattedame var også lidt ignorant ved at invitere en fremmed ind i sit hjem. Og som Bart stod iført ikke de reneste klæder og klæder, der alt andet end passede til den spinkle figur, lignede han måske ikke den mest trofaste at invitere ind i sit hjem. Alligevel gjorde denne dame dette, som Bart fulgte med hende.
"Jeg er Momo forresten." kom det fra hende, da hun stod ved sit komfur og kiggede på kanden med snart kogende vand. Bart havde taget plads i en stol om det firkantede bord. De råhvide vinger fyldte hele af hans side af firkanten.
"Bart." Drengen sagde ikke mere. Han frygtede lidt, at Momo ville kende efternavnet, hvis han gav dette. På den anden side af landsbyen lå hans families gamle gård. Hvis den overhovedet var der endnu. Det var år siden, at hele Ellis-slægten var udryddet
Momo vendte sig rundt med kanden og skænkede op i kruset foran Bart. Et takkende smil blev givet, som hun fjernede kandens tud og skænkede til sig selv. "Pas på. Den er meget varm. Nu skal du ikke brænde dig," Bart tog fat i sit krus med begge hænder og kiggede kort ned i den dampende væske, der var en anelse gullig i farve. Efter at have skænket sig selv satte Momo sig på nabosiden af Bart. Hendes kattegule øjne kiggede kort på vingerne. Selvfølgelig. De vakte nok lige så meget opmærksomhed som hendes kattetræk og mange smykker. "Vil du fortælle, hvordan du fik dem? Eller skal vi bare overse dem?" Hendes varme og rolige stemme gjorde Bart underlig tryg. Som om hun kun ville vide historien bag dem, hvis han ville fortælle det. Han skulle ikke føle sig tvunget. Det var en underlig følelse. Ikke mange havde gjort Bart tryg siden familiens mord. Ilaria havde, men hun var også det tætteste, drengen havde på en mor lige nu.
Selv efter at føle sig tilpas rystede drengen på hovedet. Og alligevel valgte han at åbne sin mund, igen med blikket nede i den endnu varme te. "Mørkelvere." Som Momo havde rystet skulderne ved brugen af sin egen magi, rystede Bart nu hele sin krop ved mindet igen. Det gjorde det heller ikke bedre, at han efter hele slagtningen af Ellis-navnet var stødt på den selvsamme mørkelver, der havde tvunget klingen ned igennem hans bryst og givet ham det eneste ar på kroppen. Han havde været rent ud sagt bange som en lille baby. Han var ældre end sin elleveårige krop, men sindet var immer væk kun fjorten. Han var stadig et barn. Både af krop og sin.
Momo valgte at lægge en hånd ovenpå Barts. Hendes tommelfinger bevægede sig kærtegnende henover hans håndryg. Dette tvang hans blik til at hæve mod hendes. Han blev mødt af et varmt smil. "Der er ingen mørkelvere herinde. Du er beskyttet." Hvordan kunne en tydelig gammel kattedame få ham til at føle sig beskyttet? Men det gjorde Momo lige netop.
"Tak." kom det hviskende tilbage til Bart. Momo klappede blot på hans hånd, men hun fjernede ikke hendes fra hans. Hun lod den blive.
"Er du her helt alene? Det er ikke sikkert for et barn at vandre alene jo." Smilet var der stadig at finde på hendes læber, men som hovedet kom på skrå var der også en snert af bekymring i de gule øjne. Egentlig vidste Momo ikke, om Bart var et barn endnu. Hans krop var det af et barn, ja. Men han kunne være genopstået flere årtier, hvis ikke ikke århundreder siden. Men det var nok hans reaktioner og handlinger, der var beviserne til hans mentale alder. Ingen moden person ville skælve bare ved tanken om mørkelvere. Kun børn gjorde dette.
"Ilaria er i Fredskilde. Jeg venter bare på, hun er færdig med sine voksenting." sagde Bart med en ikke nær så hviskende stemme som før. Den lød sågar en anelse glad. Drengens pipende stemme lød oftest ødelagt og knust, som om han lige havde grædt, og det gjorde den stadig. Der var også bare en anden følelse i tonen end dette.
Endelig trak Momo sin hånd væk og lænede sig tilbage i sin stol. Hun tog fat om sit eget krus og førte det op til sine læber, men hun drak ikke af den dampende drik endnu. "Det var godt. Meget godt," småmumlede Momo, som om hun mere snakkede til sig selv end til Bart. Som hende førte han kruset op til sine læber, men modsat hende vippede engledrengen faktisk til kruset for at sluge lidt urtete. Dette var dog en stærk fejltagelse, da væsken straks brændte hele hans mund. Dette kunne ses på hans ansigtsudtryk og den stigende, røde farve i de runde kinder. "Jeg sagde jo, den var for varm, Bart." Momo satte sit krus fra sig og tog fat i Barts, som hun også satte. Drengen kunne stadig mærke varmen i munden, selvom teen var blevet spyttet tilbage i kruset. Det havde smagt fint nok, det havde bare været for varmt. Det havde sågar brændt loftet i hans mund.
Momo rejste sig op og gik hen til hanen, hvor hun hurtigt skænkede et glas med vand og rakte det til Bart. Drengen drak grådigt den markant køligere væske. Den kølende virkning var behagelig og han sukkede halvlettet ud.
Det var underligt, men Bart brugte faktisk resten af dagen sammen med Momo. Han blev hos kattedamen i nogle timer, indtil han mente, at Ilaria nok var færdig i landsbyen. Dog sørgede han for at takke Momo for hendes venlighed. Forældrene var meget vel døde, men deres opdragelse hang stadig i drengens underbevidsthed. Han lovede også at besøge hende, næste gang han og Ilaria var i nærheden. Og Bart mente faktisk dette løfte. Hvis han fik chancen, ville han gerne møde Momo igen. Hun var sød kattedame.