Ny aften, ny arbejdsdag. Der var mange steder, hvor Winchell kunne bruge sin arbejdsaften på. Bordelhuset var selvfølgelig det mest åbenlyse, men der ville man finde sikre kunder. Der fandtes flere kunder rundt omkring i hovedstaden. På gaderne om aftenerne, men især kroerne kunne man finde mulige kunder. Selvfølgelig kunne man også støde på dem, der ikke just var kundemateriale. Men det var noget af det sjove i det hele, syntes Winchell. Der var også spænding i faktummet af, at man kunne bruge tid med et individ og finde ud af, at der ikke var nogen kunde i ham eller hende. Selvfølgelig var det dårlig på den økonomiske front, men det var ikke altid den økonomiske del af erhvervet, som Winchell tænkte på. Det var selve indholdet i hans erhverv, der interesserede den buttede lystmand mest.

Siddende for enden af baren i en halvproppet kro nippede Winchell til et krus øl. Skønt han havde siddet på kroen i et par timer, var dette stadig hans første køb. Ikke, fordi de var dyre. De var af okay pris. Nej, Winchell vidste, han ikke kunne drikke hjernen ud. Ikke, når han i princippet var på arbejde. I stedet spejdede han kort rundt i kroen endnu en gang for at lede efter enlige krogængere, han kunne slutte selskab til og lokke ud af kroen eller op på et værelse, hvis de havde et herinde.
Iført en råhvid tunikaskjorte med stropper, der ikke var bundet synderligt stramt ved brystkassen og dermed viste toppen af brystkassen, og løse, sorte bukser virkede Winchell sad den buttede mand med den lunkne øl ved sine læber. Der var en anelse køligt udenfor, men med opvæksten i Nordlandet var Winchell god med kulde. Der var et par enlige krogængere, manden havde skrevet bag øret. Dog ville han gerne udforske kroen, før han gik ud efter målet for arbejdsdagen. Han skulle helst ikke spilde tiden, for kræsen var ikke en beskrivelse, der ville bruges på ham. Kruset blev sænket og sat på bordet, som den frie hånd tog sig til munden for at tørre lidt væske væk. Dog var det ikke nemt at tørre det helt væk fra det tynde, men tætte skæg.

Det var egentlig befriende at vågne op på skibet uden larm fra mandskabet, men i stedet kunne høre bølgerne der ramte mod skibet. Det var fredeligt på en eller anden måde. Let sukkede han som han satte sig på kanten af sengen og strakte den stive krop. Han greb ud efter den bordeauxrøde kåbe og slyngede den rundt om hans halvnøgne krop og gik fluks over til skabet og hev en flaske rom frem, rev proppen ud og tog en tår. De mørke øjne skulede rundt i rummet, nærmest som om han forventede der var en eller anden han skulle sige godmorgen til, men det havde der ikke været længe. Han havde bare haft denne drøm om han havde haft en med hjemme? Det måtte være alkoholen og havet der havde gjort ham en smule småkulleret og spillede spil med ham. Et let grin undslap ham, som han satte flasken fra sig på et lille bord og lod kåben falde ned på gulvet under ham inden han fandt et af de sædvanlige sæt tøj. Den råhvide skjorte havde en dyb v-skæring der blev holdt sammen af dovne, sorte læder snørre. Bukserne var sorte og svagt posende omkring benene og forsvandt ned i et par sorte, godt slidte støvler. For en gangs skyld undlod han at tage våben med, for hvad skulle han bruge det til? Han regnede ikke ligefrem med at der var folk der overfaldt ham, desuden var han vampyr, så han havde en god chance for at vinde alligevel. Inden han smuttede fra skibet, samlede han kåben op og smed hen over sengen så den var klar til en gang han om hjem.

Atreyu’s blik gled lidt fra side til side. Lokaliserede først bordellet og sukkede opgivende. Han kunne ikke gå der ind igen… Han havde været der dagen for inden, hvad billede ville det ikke give? Bevares så var han pirat, men på samme tid var han også adelig. Ikke han regnede med der var nogen der kendte til den side af ham, men han blev gift med en adelig kvinde for flere år siden, har stadig kontakt med familien, men har ikke interesse i at være overhoved eller noget i den dur, for han ville på ingen måde være i stand til at ligge havet bag sig. Han vendte næsen mod kroen og begav sig i retning af den i stedet, der måtte der også være en eller anden form for underholdning, plus han kunne få alkohol på kroen. Atreyu kom indenfor og scannede hurtigt omgivelserne og nikkede let til et par kendte ansigter inden han gik op til disken og ventede på hans tur. Som det blev ham, sendte han manden et smil ” Et krus øl og rom, uden is. Bare for at få bunden lagt” sagde han og kluklo ganske svagt for sig selv, inden han gav sig til at finde betalingen for det han havde bestilt. Som det blev sat foran ham nikkede han blot og tog og bundede rommen uden så meget som at lave en grimasse og tog derefter en tår øl. Yderst forfriskende, hvis han selv skulle sige det. Egentlig havde Atreyu ikke nogen planer og han vidste hans besætning ikke kom tilbage før om to dage, hvor de sejlede tilbage til Fristhavn, men det var nu rart at være i storbyen så man kunne få nye rationer og vigtigst af alt. Rom!

Der kom nye krogængere ind, som gamle gik ud. Nogle gange gik dem, Winchell havde skrevet bag ørerne, ud. Så måtte lystmanden finde nye at hæfte sig halvt på. Og en ny kom da også i form af en høj mand, der havde retningen direkte mod disken. Fordi Winchell ikke sad langt derfra, kunne han høre, hvad der blev bestilt. Øl og rom. Der var nogen, som skulle drikke. Og dem, der drak, ville sikkert ikke have noget imod at ende aftenen med lidt lagengymnastik. Og da krofatter kom tilbage med mandens bestilling, så Winchell svagt på, som manden bundede rommen. Det var ikke alle, der kunne dette. Pirater kunne nemt. Måske var denne mand netop dette. Beklædningen ville i hvert fald tale for. Det mindede en anelse meget om Winchells egen beklædning. En råhvide skjorte, der dog sad bedre på manden, samt et par sorte bukser, der igang krammede bedre til manden, end Winchells egne gjorde.
I en kort periode sad den buttede lystmand og overvejede sine muligheder. Efter flere år i branchen havde han lært mulige kunder og deres adfærd, før de var endt med ham. Og denne mand passede ind. Drak for at gøre sig fuld. Derfor tog Winchell endnu en slurk af sin øl, før han rejste sig for at gå nærmere manden.

"Er denne plads taget?" spurgte Winchell legende, som han nikkede til stolen ved siden af manden. Dog lod han ikke et svar bestemme, om den var ledig eller ej, for Winchell lod sine halvstore baller sætte sig på stolen. Der var en smule luft mellem deres arme, men det var ikke meget. De mørke øjne kiggede op i mandens egne mørke. Der var en højdeforskel, selv som de sad her. "Rom er vist ikke svært for dig." Winchell havde taget fat med sin frie hånd om det tomme glas, hvor rommen lige havde været i, før manden havde valgt at bunde det. Et legende smil havde været på Winchells læber, siden han havde sat sig ved siden af ham. Ølkruset blev sat på bordet, som han løftede det tomme glas, hvorefter dette også blev sat ned igen.

Atreyu havde godt bemærket en mand ud af øjenkrogen, der havde set på som han bundede rommen, hvilket fik et smil til at finde frem til hans læber. Så måske ville denne aften ikke blive så kedelig alligevel? Han havde vel lov at håbe. Igen tog han en tår af øllen inden han viftede krofatter over igen ”Vil du være en skat og fylde op med rom igen?” sagde han med et lettere undskyldende smil på læberne som han placerede betaling. Krofatter lo lidt og nikkede ” Ak ja, gamle vaner skal vedligeholdes, ikke sandt Atreyu?” spurgte han og begyndte at hælde nyt kom op. Let trak Atreyu på skuldrene ” Hvad kan jeg sige… ” sagde han efterfulgt af et grin inden han hævede glasset med rom og tømte det.

Atreyu lod blikket rette sig mod personen der talte til ham og han hævede let et øjenbryn ”Sæt dig endelig, lidt selskab ville intet gøre” sagde han med et smil på læben. Inden hans sætning var færdig, havde manden mere eller mindre allerede placeret sig på stolen ved hans side. Det var manden der havde set ham drukne rommen for lidt siden. Let trak han på skuldrene ” Årh, de små glas er ingenting, tro mig…” sagde han med et kækt smil og tog en tår af kruset med øl inden han satte det foran sig på disken og rettede blikket mod manden der havde slået sig til ham.

” Så hvad bringer dig hertil? Arbejde? Druk? Lykkejagt?” spurgte han og lod en arm læne på disken og han lænede sig til siden og lod hovedet hvile på hånden. Selv var Atreyu her for at drikke tanker væk, som en hver anden dag, men måske der ville ske lidt mere end det? Bare i nat..

Den romdrikkende mand lod stolen være ledig for Winchell, men selv hvis han havde sagt, den var optaget, ville den buttede mand været kommet med en kommentar om, at det nu var hans. Derfor kunne han heller ikke lade være med at svare tilbage til mandens smil med et endnu bredere end det, der allerede var på læberne. Imødekommende. Det kunne Winchell næppe klage over.
"Du ligner også en, der kan tage en del uden klager." kom det kækt fra Winchell, som han blinkede med det ene øje til manden. Med den højde og størrelse skulle der uden tvivl mere end et par glas rom og et krus øl til, før effekten af alkohol nåede mandens blod og sjæl. 

Øjnene lavede et lettere tydeligt elevatorblik af manden, inden de endte tilbage på mandens øjne igen. "Arbejde, men lykkejagt er jeg altid på," sagde Winchell fristende. Den ene af de frie hænder blev lagt på mandens lår, hvor den kørte rundt i kærtegnende cirkler. Det var klogere at være lidt mere direkte end at snige sig frem. Så var der tid, hvis denne mand ikke var til den slags, så Winchell kunne finde en ny. Dog håbede han lidt, at dette ikke var nødvendigt. Vanen med at afklæde folk med øjnene havde ikke gået forbi denne mand og skønt det var Winchells egen fantasi, ønskede han lige nu at se, om fantasien var det samme som virkeligheden. For fantasisynet af manden var noget at værdsætte. "Hvad med dig? Hvad bringer en romdrikker som dig til denne kro? Til mig?" De sidste to ord blev sagt mere hviskende og legende, skønt hele sætningen var sagt drillende til manden. Hånden på låret bevægede sig en anelse op. Snart ville Winchell kunne mærke igennem benklæderne, om denne mand var typen, der bare underklæde. Den buttede mand gjorde ikke. Det tøj, han kunne ses i, var det eneste lag. 

Let hævede Atreyu et øjenbryn mod manden og trak let på skuldrene ”Det kan man godt sige. Tror ikke jeg har været ordentlig påvirket i hvad?” sagde han og holdt en kort pause i forsøg om at komme i tanke om, hvor længe han havde levet efterhånden. Han trak på skuldrene igen ” Lad os bare sige længe” sagde han og returnerede mandens blink. Dette virkede til at være en rar mand, der muligvis kunne se igennem fingre med, at Atreyu ikke var menneske. Bevares så lignede han et menneske, bare mere bleg og en smule kold? Han håbede bare ikke det var noget der skræmte manden væk, for han virkede interessant på en eller anden måde.

Let nikkede han ” Jaså? Hvad er jagten i dag så? Er der noget at jage?” spurgte han med et kækt smil på læberne. Nu begyndte Atreyu også at smørre tykt på, dette var noget han havde prøvet flere gange før og han holdt sig ikke tilbage. Let skævede han ned mod mandens hånd, der blev placeret på hans lår, men lod hånden kærtegne. Et kækt smil fandt da vej til hans læber som han rettede sig op og lod hånden, der før havde støttet hans hoved, række ud efter mandens anden arm, hvor han let kærtegnede. Atreyu lod kort tungen glide over læberne som han lænede sig lidt ind mod manden. Han undlod at svare til at starte med, men da manden færdiggjorde sætningen, smilede Atreyu stadig ” Jo ser du… Min besætning har to dage fri og hvad andet er der at give sig til på en aften som denne… End at søge til kroen, drikke og finde selskab” sagde han og lod en finger glide op af mandens arm og placerede den under hans hage, hvis han tillod, som Atreyu lænede sig tættere på manden, så der ikke var ret meget afstand ”Og denne nat, er du selskab” sagde han med et kækt smil på læberne og trak sig væk igen og fjernede fingeren fra hans hage, men lod hånden kærtegne hans arm igen.

Ikke påvirket i lang tid? Kort tænkte Winchell, om denne mand var menneske eller andet. Han var jo lidt blegere end normen, men der kom den buttede mands manglende kræsenhed ind. Han havde været sammen med alle slags kunder. Alt fra almindelige mennesker til dæmoner til elvere. En kunde var en kunde og der var altid noget interessant i at udforske mere end et simpelt menneske. 

At manden legede med kunne Winchell ikke andet end at smile endnu bredere over. Han havde ramt perfekt her. "Du er jagten i dag." konstaterede Winchell. Hvis manden lod sig komme på krogen selvfølgelig, men hånden på låret virkede allerede som en færdiggjort fangst. Kødet under benklæderne virkede en anelse koldere end almindeligt, men igen, Winchell var ikke kræsen. Hvis han virkelig var så kold, kunne den buttede mand mere end gerne varme ham op.
Som han kærtegnede overlåret, havde manden ladet sine fingre lege mod Winchells arm. Dette havde han alt andet end noget imod. Kort kiggede han ned på dem. Fingrene var kolde, men han forblev upåvirket. På en måde virkede mandens kulde hjemligt. Som om han blev rørt af Norden. Der, hvor familien boede. Dem, der ikke accepterede Winchell. 
Winchell spandt nærmest som en kat, som fingeren kørte hele vejen op af armen og stoppede først, da den nåede hagen. Manden bevægede sit hoved helt tæt på Winchells, så deres næser næsten rørte. Hvis manden lænede mere ind for at lade deres læber møde, ville han ikke rykke sig. Men ak, manden trak sig tilbage og endda tog fingeren med sig. Dog fandt den vej igen til armen. "Så du er en kaptajn, hm?" At Winchell var selskabet for natten elskede han at høre. Til det valgte han da også at blinke taknemmeligt for. Og nu, når de ikke var på bordellet, kunne en tur til mandens skib for at tilbringe natten helt alene være mere end passende. Uden mandens besætning kunne de to gøre alt muligt uforstyrret. 

Atryeu var blot glad for han ikke osede af vampyr. Jo bevares han var bleg og drak blod, men han havde lært at styre lysten, så han ikke havde brug for blod lige så ofte. Et let smil kom da frem på hans læber som han godt kunne fornemme at manden forsøgte at sætte en finger på hvad race han var, men Atreyu sagde ikke noget, for der var sikkert mange der ville se skævt til ham og forsøge overfald og i værste fald, mord.

Et kækt smil kom frem på Atreyu’s læber efter manden havde sagt det var ham der var jagten ” Ser man det” sagde han, stadig med det kække smil på læberne. Han selv havde også udvalgt sit ”offer”. Ikke der ville komme til at ske denne mand noget, ikke noget slemt i så fald. Mandens spinden, fik Atreyu til at smile kækt. Det var nok en af de lyde han holdt allermest af, hvis han selv skulle sige det. De mørke øjne mødte mandens for en kort stund inden han havde trukket sig væk. Let nikkede Atreyu før han rakte ud efter den sidste sjat øl i hans krus og tog resten og rettede igen blikket mod hans selskab ” Ja, det må nok være min egentlige titel” sagde han efterfulgt af et lille grin. Han skulle nok også holde tæt med hvad han var for en kaptajn? Dog var han ikke en af de pirater der plyndrede og dræbte folk, faktisk var han mere med til at opretholde handelsruter og sådan nogle ting, men grundet det nogle af hans besætningsmedlemmer gjorde… Ja så var han selv blevet mærket af fordommen om at være pirat. Igen smilede Atreyu til ham ” Og lad mig gætte… Du er her for at finde et bytte der vil tage dig med hjem? Hmm?” sagde han med et kækt smil på læberne. Hans ord kom brummende fra ham som han lænede sig ind mod manden igen ” Så kom… Skibet er frit” sagde han og blinkede til ham. Denne gang forblev han lænet tæt på ham.

Deres pingpongende ord mellem hinanden var en sand leg af positivitet. Der var intet bedre end en modpart, der var frisk på at lege lidt verbalt, inden det hele gik videre til det private, det intime. Og smilet fra den spindende lyd var kun positivt modtaget af Winchell. Det betød, denne mand elskede den effekt, havde på ham. Og som en lille gave valgte den buttede mand at vandre med hånden en anelse op, så fingerspidserne af et par fingre snittede til bulen i mellem mandens ben. Og på læberne trak Winchell i den ene mundvig for at gøre smilet mere fristende, forførende.

Manden lænede sig atter ind mod Winchell igen, der blot lod ansigtet komme helt tæt på sit eget. Selv vendte han hovedet på skrå. "Bytte, kunde, ven. Hvad end du vil kalde dig, så vil jeg dig." Igen blev Winchells ord sagt hviskende og dermed i et forførende toneleje. Og som manden erklærede sit skib for fri, kunne Winchell ikke lade være med at bide sig blidt i underlæben. Hånden på låret bevægede sig hele vejen op, indtil den hvilede i midten af mandens brystkasse. Selvfølgelig havde den under sin lille rejse rørt lidt mere direkte ved bulen. Blot i vejen, men nok til at manden ville vide, at det havde været bevidst. Uden at sige noget lænede Winchell sig ind, så deres læber mødtes i et sødt, lille kys. Ingen åben mund, ingen tunge. 
Efter at have trukket sit hoved lidt væk og dermed væk fra kysset, slikkede Winchell sig kort om læberne, før han lænede ind mod mandens øre. "Vis mig din kahyt, kaptajn." Hånden på brystkassen fandt vej til en af mandens frie hænder, klar til at blive revet med hen til skibet og endnu vigtigere, kaptajnens kahyt. Resten af den lunkne øl kunne blive i kroen. Winchell havde noget langt bedre på kroen end et krus øl, der allerede var blevet betalt for. Af ren natur havde Winchell sænket sin kropsvægt bare et par dusin kilo. For at gøre det nemmere for manden at rive ham med sig. At blive domineret af denne mand, denne kaptajn allerede. 

Deres pingpong spil var perfekt, noget han sjældent stødte på i nattelivet, så det var faktisk abnormt rart. Hånden der løb op af hans overlår og let strejfede den oplysende bule i hans bukser, fik Atreyu til at trække på smilebåndet. Nærmest en elektrisk impuls blev sendt gennem hele den kolde krop og han svor, at han et kort sekund kunne fornemme at hans hjerte slog, men det ville dog være umuligt. Dog var den lille varme der bredte sig, bestemt ikke noget han havde tænkt sig at klage over.

Let kneb Atreyu øjnene sammen og trak på smilebåndet ” Jeg tror nærmere dog, det er du som er byttet” sagde han og blinkede til ham. Mandens spindende, lave stemme var et tydeligt tegn på at manden virkelig mente det de havde gang i og ikke blot spandt Atreyu omkring hans lillefinger for at dumpe ham når det kom til stykket. Let skævede han til hånden der gled op over hans lår igen og mere direkte over bulen der var i hans bukser, hvilket fik ham til at bide sig i læben ganske kort inden han sendte ham et kækt smil. Der var ikke nogen tvivl om at denne mand vidste hvad han havde gang i, hvilket blot tændte Atreyu mere. Han havde flere gange fået fingrende i nogle der slet ikke havde nogen anelse om passion eller sex og det havde flere gange fået ham til at få kolde fødder og han trak sig, men havde på fornemmelsen at det ikke var i nat han skulle trække sig tilbage. Atreyu lænede sig det sidste mikro stykke der var imellem dem og deres læber mødtes i et kys. Et kækt smil fandt igen vej til hans læber som manden lænede sig ind og mod hans øre. Let rejste han sig fra stolen og begyndte at gå i retningen af skibet, med mandens hånd i sin.

Bulens semihårdhed var mærkbar for Winchell, der ikke kunne lade være med at smile smørret over dette. Det var den effekt, den buttede lystmand havde på folk. Giv mænd tilstrækkeligt med opmærksomhed og dette ville blive godtaget på den tydeligste måde. Og det smørrede smil forblev på læberne, som manden erklærede Winchell selv som et bytte. Den titel skulle han med glæde tage imod, hvis det skulle være. Så længe jægeren forblev denne mand, denne kaptajn.

Manden lænede selv imod kysset. Han trak sig ikke tilbage. Det var et godt tegn, selvom Winchell havde forudset dette. Deres tanker om hinanden og hinandens selskab var ligeværdige. Og derfor behøvede manden heller ikke en verbal ordre. Der blev rejst op og manden begyndte at gå imod udgangen med Winchells hånd i sin. Den buttede mand fulgte lydigt efter ham med et tilfreds smil på læberne. Som de begge stod op med hænderne sammen, var højdeforskellen tydelig. Der var godt og vel omkring et hoveds forskel mellem dem. Alder kunne Winchell ikke just bedømme. Hvis ikke manden var et helt menneske, kunne han være alt mellem fyrre og uendeligt. Men det gjorde ham intet. Han fulgte blot med sin kaptajn mod skibet og ikke mindst kaptajnkahytten.
"Hvad kan jeg kalde dig udover kaptajn, kaptajn?" spurgte Winchell legende, som de vandrede igennem hovedstadens gader for at nå til, hvorhen skibet havde sat i land. Winchells tommelfinger bevægede sig i kærlige cirkler rundt om mandens håndryg. Dette var altid den værste tid. Rejsen fra det ene sted til endedestinationen. Forhåbentligt var denne ikke lang. Winchell kunne i hvert fald mærke, hvordan hårdheden i hans egne bukser bevægede sig i takt med gangen. De løse bukser gjorde dette nok meget tydeligt, hvis manden valgte at kigge ned. Så kunne han også se, hvor glad han gjorde Winchell. Meget glad.

Ateyu kunne ikke lade være med selv at få et lettere smørret smil frem på læberne. Han var ikke i tvivl om hvad denne mands bedrift var, men det rørte ham ikke det mindste. Han havde aldrig været for fin til at besøge hverken lystmænd eller kvinder. Han betalte sågar gerne ekstra for bare at have deres selskab, for i virkeligheden var det selskabet det handlede om for ham. Jo bevares, så sagde han da ikke nej til sex delen, det var trods alt deres arbejde.

Atreyu tænkte over den nemmeste og hurtigste vej ned til hans skib. Han kunne få den kortet ned til omtrent tyve minutter, hvilket fik ham gjort lettere irritabel, men følelsen rystede han hurtigt af sig, som han hørte manden tale til ham. Atreyu rettede de mørke øjne mod manden og sendte ham et kækt smil ” Jeg går under mange navne. Men jeg hedder Atreyu” sagde han og blinkede til manden inden han fortsatte ” Hvad med dig? Hvad må jeg kalde dig?” spurgte han og så skiftevis mod vejen og manden. Han ville være sikker på de ikke gik forkert og endte med at skulle gå mere end de tyve minutter han havde planlagt. Tyve minutter var også ALT for lang tid, men igen, det var temmelig køligt i aften. Ikke at kulden på nogen måder påvirkede ham, da han var vampyr, men han tænkte mere på manden han havde med sig, for ud fra hvad Atreyu kunne dufte og fornemme så var han blot et menneske, om han var fra nord, syd, øst eller vest kunne han så ikke sætte en finger på, men det var egentlig også sagen fuldkommen underordnet.

Efter godt ti minutters gang stoppede han og så sig omkring. De var gået forkert, men det var bestemt ikke noget han ville indrømme over for manden han havde med. Uden at være specielt diskret trak han manden med sig ind i en nærliggende gyde. Et kækt smil kom frem på hans læber igen som han stoppede et stykke inde i gyden. Hvis manden ikke stoppede ham, ville han presse ham op mod den nærmeste mur. Hans hænder på mandens hofter og ville vende ham, så han stod med ryggen til ham og så presse ham mod væggen.

Manden gik under mange navne, men han gav sit rigtige navn til Winchell. Atreyu. Kort smagte lystmanden på navnet ved at slikke rundt om sine smilende læber. Noget fangede ham. Selv gik manden under et dæknavn, når han var på arbejde. Måske gjorde Atreyu også. Måske han normalt ville have givet andre navne, men han valgte at give sit rigtige til Winchell. Dette kunne den buttede lystmand ikke andet end at værdsætte. "Normalt er jeg Eros på arbejde, men for dig, kan du sige Winchell. Mit rigtige navn." sagde Winchell legende. Midt i sin gang valgte han sågar at træde ekstra højt op for at efterlade et blidt kys på mandens kind nær skægget. Det kradsede blidt mod Winchell, som det uden tvivl også ville gøre på manden med hans. 

De gik og de gik. Tiden gik og de fortsatte med at gå. Winchell lod ikke Atreyu ude af sit syn. Det var også svært, når deres hænder var låst sammen. Den markant højere mand virkede en anelse distræt. Kort kunne Winchell ikke lade være med at frygte, at de var faret vild. Nu skulle hans aften ikke blive ødelagt af dette. Vejret gjorde det heller ikke bedre. Selvfølgelig var Winchell vant til kulde fra sin opvækst i Norden - han var endnu hård i bukserne. Men han vidste også, at hvis de fortsatte sådan længere, ville hårdheden i bukserne begynde at falme. Og det ønskede han slet ikke. For da slet ikke at snakke om Atreyu, der måske endda var mere påvirket. Nu vidste Winchell ikke om mandens natur. Måske det var køligt ude på det åbne hav, så han kunne holde til det mere end Winchell? Alligevel frygtede den buttede mand, at deres gåtur til kahytten ville ødelægge aftenen sammen.
Som kunne Atreyu læse tanker, blev Winchell mere eller mindre trukket med ind i en gyde. Selv uden at sænke sin kropsvægt kunne Atreyu svinge rundt med ham uden problemer. Selvfølgelig kunne Winchell ikke andet at smile over dette faktum og som de stoppede op inde i gyden. Det kække smil af Atreyus var dejligt, men Winchell fik det ikke lov at se længe, før hænder på hofterne vendte ham rundt. Ryggen var mod Atreyu, imens hænderne holdt spredt på væggen. Uden at blive bedt om det trådte Winchell et halvt skridt bag ud og skabte mere afstand mellem fødderne. Kort vrikkede han med den store bagdel snittende mod Atreyu, imens han kiggede over skulderen. De mørke øjne ville afspejle den grådighed og manglende tålmodighed, som Atreyu uden tvivl havde vist her. Manden kunne ikke vente til skibet og det kunne Winchell heller ikke. Smilet var ændret til et skævt og perverst et af slagsen. Et perfekt smil i denne kontekst. "Tag mig, Atreyu. Jeg vil have dig." Stemmen var forførende og nynnende i takt med de dansende hofter. Allerede uden Atreyus hjælp havde Winchells bevægelser fået bukserne til at falde en anelse. Starten på sprækken kunne ses. Winchell var klar til at få revet sine bukser helt ned. Han var klar til at møde kulden direkte på den nøgne hud, men endnu mere at mærke Atreyu på den. 

Det var egentlig ikke normalt for Atreyu at fortælle fremmede hans rigtige navn, men det var ikke ligefrem fordi denne mand virkede specielt truende på nogen måder, så derfor ville der formentlig ikke ske noget ved det, desuden var der ikke ret mange der kendte ham i Dianthos. Et smil kom til syne på Atreyu’s læber som manden præsenterede sig selv med to navne ” Begge navne ligger godt i munden, hvis jeg må sige det.” sagde han, endnu med smilet på læberne. Han gik og sagde navnene inde i hovedet og nikkede let for sig selv. Ja, begge navne passede på denne mand.

Det virkede som en evighed de havde gået og Atreyu ville sikkert ikke erkende, at han var ved at være på bristepunktet og måtte have gjort noget ved dette. Gyden var det perfekte sted til den perfekte synd, selv i Dianthos. De var sikkert ikke de første der havde været i denne gyde og blev formentlig heller ikke de sidste, der måtte give efter for lystens høje kald. Som han havde fået vendt Winchell med ryggen til ham, mærkede han hvordan hans dyriske side begyndte at tage lidt over. Ganske vidst havde han et kodeks han fulgte, selv på trods af han ikke var sammen med sin kone længere, som var skyld i han havde en adelig titel. De næsten sorte øjne skinnede svagt i skæret ude fra gadernes lampe og ville langsomt få et let rødligt skær.  Atreyu var sulten og det var for en gangs skyld ikke efter blod, men manden der stod foran ham og viftede med bagdelen. Grådigheden i Winchell’s øjne, fik Atreyu til at trække på smilebåndet og de efterfølgende ord, gjorde blot smilet bredere. Han stillede sig helt op af manden for en kort stund før han uden tøven rev Winchell’s bukser ned omkring hans ankler og hurtigt løsnede sit eget bælte og trak bukser og underklæder ned.

Kulden ville ikke blive et problem for ham, men ville det mon for manden? Atreyu havde hverken tid eller overskud til at tænke så langt før han lod en hånd glide op over Winchell’s ryg og op omkring hans hals, hvor han tog fat, dog uden at bruge al sin kraft. Han pressede sig imod ham uden at penetrere til at starte med. Den anden hånd gled omkring hans hofter og fandt vej frem til hans manddom, hvor han lod hånden tage fat og langsomt begyndte at kærtegne Winchell.

"Kald mig, hvad du vil, Atreyu. Bare du tager mig." Ordene blev sagt forførende og tydeligt perverst med det matchende perverse ansigtsudtryk. Når Winchell var så tæt på at mærke en anden mands lem eller en kvindes underliv, blev han grådig og sulten for det lystfulde. For ham var det ingen synd. Dette var ren natur - selvom dette ikke var måden, nogen racer reproducerede, var dette naturligt i den buttede mands optik. Og derfor kunne han ikke vente mere. Han ville have Atreyu lige nu, i denne gyde - og forhåbentlig mere i aften, når de var kommet til kaptajnens kahyt. Dette var ikke mere end et pitstop. En forsmag af sulten. En forret. Der var stadig en hel menu ventende for Atreyu og dermed også ventende til Winchell.

Endelig blev bukserne revet helt ned til anklerne. De blev revet af hurtigt og uden tøven. Atreyu kunne heller ikke vente. De var på samme bølgelængde, de to mænd. De ville have hinanden. Mere hinandens hud mod hinanden. Og der gik heller ikke lang tid, hvor Winchell skulle stå alene med bukserne nede. Den kølige vind ramte ham. Den mindede ham om derhjemme i Norden. Men det var ikke længe, før Winchell kunne mærke Atreyus nøgne ben mod sin egen bagside. Og Atreyu var underlig kold. Mere kold end vejret. Dog fik Winchell ikke lang tid til at mærke dette, før én hånd tog fat i nakken på ham og den anden vandrede langs de store hofter for at finde det semihårde lem. Og Atreyus hånd fik den hurtigt til at blive hård som muren foran den buttede mand. Berøringerne og kærtegningen fik et højtonet støn til at komme fra Winchell. Meget vel var Atreyus hænder også underligt kolde, men hvor arbejdede de godt. De behandlede den buttede mand præcis, som en i Atreyus position skulle.
Hårdt pressede Atreyu hele sin krop mod Winchell. Den buttede mand blev presset frem af. Og selvom han kunne mærke det tredje og hårdeste ben i mellem Atreyus to andre, blev dette ikke presset op i ham. Det lå mere i mellem ballerne som en sandwich. Derfor drejede Winchell sit hoved så meget, som Atreyu lod ham gøre. "Atreyu, jeg vil have din pik. Op i mig." hviskede Winchell forførende, grådigt og utålmodigt. Der var intet behov for opvarmning. Efter at have arbejdet på bordelhuset i flere år var Winchell mere eller mindre klar altid. Jovist kunne lidt forarbejde og måske lidt olie gøre det nemmere, men lige nu ville Winchell bare mærke den kolde mand. I al hans råhed og hårdhed. 

Atreyu kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet da Winchell nærmest gav ham en ordre ” Og her troede jeg, at det var mig der bestemte” sagde han nærmest knurrende som han pressede sig mod hans bagdel. Han vidste godt der ikke var særlig langt til havnen, hvor hans skib var, men gåturen havde været for lang i hans hoved, desuden havde lysten siddet i ham lige siden han var stået op og nu skulle det altså være. Ikke han havde regnet med det var en lystmand der skulle stille hans trang, ikke han brokkede sig, for Atreyu var bestemt ikke kræsen, desuden var Winchell abnormt charmerende og køn at kigge på, hvilket bestemt var noget af det, der havde tiltrukket ham i første omgang.

Hvordan Winchell ville reagere på hans kolde ud, havde Atreyu ikke skænket en eneste tanke, mest af alt fordi han regnede med lystmanden havde prøvet lidt af hvert. Hånden omkring manddommen, begyndte at bevæge sig i et langsomt tempo, blot som en start og som stønnet undslap mennesket, smilede Atreyu kækt for sig selv. Det var som sød musik i hans ører, det havde det altid været. Winchell’s varme krop, fik ham nærmest til at smelte, som han bevægede sine hofter let frem og tilbage, blot for at varme sandwichen. Som lystmanden vendte hovedet så meget han kunne, lænede Atreyu sig ind over ham og sendte ham et kækt smil ” Jamen dog” sagde han kækt og lod hånden fra Winchell’s manddom glide over hans hofte endnu engang og let trak han sine hofter let tilbage og rettede sig ind og fandt vej ind. Et suk undslap ham som han mærkede varmen og det lette pres omkring ham. Igen fandt hans hånd vej over mandens hofte, hvor han let lod fingrene glide over den blottede hud, for at efterlade nogle små røde mærker, men uden at bryde hudens overflade. Fra hoften bevægede hånden sig igen om foran til Winchell’s manddom, hvor hånden igen begyndte at arbejde, alt mens Atreyu begyndte at bevæge hofterne frem og tilbage mod lystmandens fyldige bagdel.

Winchell kunne ikke lade være med at fnise sjofelt over Atreyus ord. Dog nåede han ikke at svare med det samme, før presset mod de halvstore baller blev gjort igen. Og igen var lemmet blot i revnen, bare dybere inde. Hvorfor tirre, når den havde et hul at komme ind i? "Hvis du vil være dominanten, så hvis det, kære kaptajn. Vis mig, hvordan du styrer på din båd." En kaptajn måtte jo være dominerende, bestemt, styrende. Ellers ville skibet ende på bunden af havet. Winchell ville mere end gerne se denne dominans fra Atreyu. Om så det krævede at være uartig og selv bestemmende, så den større mand kunne tage den tilbage og vise, at han var bossen. 

Den kolde hud kunne være negativt. Det kunne have fået nogen til at miste lysten. Men der skulle mere end en kølig overflade til at skræmme Winchell væk. Hvis der havde været mere sne, kunne de havde gjort det i det og den buttede mand ville endnu være hård som sten mellem sine ben. Præcis som han var nu. Det var bare en anderledes oplevelse med Atreyus kulde. Mere unik. Og hvis man spurgte Winchell, så var unikhed kun bedre. 
Bevægelserne i mellem ballerne var behagelige på sin egen måde. Det var dejligt at mærke det hårde lem direkte mod huden. Men det var så fandens pirrende for Winchell. Hans åbning var sulten og det var ikke munden, han tænkte på. Derfor undslap et suk de halvfyldige læber, som Atreyu fjernede grebet om hans lem for at tage fat om den ene af de kødfulde hofter. I et halvt sekund var der igen luft mellem deres underliv, men det fjernede Atreyu hurtigt, som han bevægede sine hofter. Følelsen af lemmet, der pressede mod åbningen og op i det, fik et hvin ud af Winchells læber. Den buttede mand bed sig sensuelt i underlæben, som han vred nakken tilbage og lukkede øjnene af nydelse. Der skulle mere end bare det her til at frembringe blod og for meget smerte til hans åbning. Den første gang, hvor en kunde havde taget Winchell uden hverken forberedelse eller olie, havde han ikke været på bordelhuset i mere end uge. Dén behandling havde han mærket dagen efter. Vraltende som en skævbenet baby og ude af stand til at sidde normalt. Den behandling havde fortsat i noget tid. Men nu var Winchell så trænet, at den behandling uden opvarmning eller olie efterlod ham dagen efter tæt på normalt. Han gik ikke meget mere skævbenet, end hvis han havde en anelse oppe i åbningen. 
Hånden om hoften fandt nye steder at lege. Som neglene rev fine, røde linjer under Winchells navle, kunne den buttede mand ikke andet end at stønne. Og da lemmet igen blev taget om, lænede hovedet mere tilbage, villig til at lukke læber med Atreyu. Og dér begyndte bevægelserne. Den velkendte fornemmelse af et lem, der bevægede sig oppe i Winchell. Til den dag i dag var det endnu en god følelse, hvilket også kunne ses på ansigtet. Munden åbnede sig automatisk for at lukke støn efter støn ud. På grund af højdeforskellen stod Winchell halvt på tæer. Kropsvægten var af ren automatik sænket, så hvis Atreyu løftede ham, ville dette kunne lade sig gøre uden problemer. "Atreyu, fortsæt. Fortsæt!" Winchell var ligeglad med, hvor højlydt hans stønnende ord var. Han var ligeglad med, om nogen kom. Om et tilskuer kom og fik sit fix ved dette. De kunne komme. Lige nu var der kun Atreyu og mandens lem i Winchells tanker. Og det var gode ting at tænke. Ved Zaladin, det var gode ting.

Atreyu trak på smilebåndet som Winchell talte ”Som du ønsker” sagde han som smilet blev mere kækt. Han havde fået blod på tanden nu, hvilket kunne ses på hans øjne, der efterhånden var blevet røde. Det var ikke engang fordi der havde været blod involveret, men der var ikke nogen tvivl om, at Atreyu var sulten, måde efter blod, men hovedsageligt… Winchell.

Atreyu vidste godt hans krop ikke havde den temperatur som så mange andre væsener ville have, men det så ikke ud til at genere Winchell, selv hvis det gjorde, havde den buttede lystmand endnu ikke sagt noget til det, hvilket han tog som et godt tegn og derfor fortsatte. Legen de havde gang i her i gyden, kunne godt gå hen og blive risikabel. Bevares så gjorde spænding det blot bedre. Chancen for at blive opdaget gjorde et eller andet. Selv hvis de blev opdaget ville Atreyu være fuldkommen ligeglad, hans liv kunne sikkert ikke blive mere rodet end det allerede var.

den varme følelse omkring hans manddom, fik ham til at udstøde et nydelsessuk. Følelsen fik nærmest en varme til at skyde igennem hans krop og varme ham lidt op, hvilket var en underlig følelse for ham, men rar, det ville han bestemt ikke benægte og det kunne også høres på de suk han kom med fra tid til anden, som han bevægede sine hofter frem og tilbage mod Winchell’s bagdel. De nu røde øjne rettede sig mod manden foran ham, som han havde drejet hovedet for at lade deres læber mødes. Denne invitation tog Atreyu imod og lænede sig ind over Winchell, for at lade deres læber mødes i et kys. Som deres læber var låst for en kort stund, lod Atreyu sine hofter glide langsomt, men hårdt frem og tilbage, før han rettede sig op igen og lod en af hans hænder glide op på Winchell’s skulder hvor han holdt fast, mens den anden hånd fandt vej til de fyldige hofter og greb fat. Et suk undslap Atreyu som han en sidste gang lod sine hofter nærmest bore sig mod mandens bagdel. Et kækt smil fandt da frem til hans læber inden han begyndte at sætte tempoet op og uden tøven gjorde alt hvad han kunne for at få Winchell til at skælve af nydelse.

Inden deres læber mødte hinanden, lagde Winchell mærke til øjnene på Atreyu. De var ikke den mørke brune farve mere. De var røde, sultne. Hvis den buttede mands tanker havde været mere fokuseret, ville han nok kunne regne ud lige nu, hvad Atreyu var. Men fokusset var ikke på øjnene. Det var på Atreyu og især dele af Atreyus krop, men ikke øjnene. Og det var heller ikke lang tid at deres øjne var mod hinanden, før deres læber låste fast om hinanden. Grådigt lod Winchell sin tunge udforske Atreyus mund. Finde mandens tunge for at lade dem danse sammen i den fugtige grotte. Imens læberne var mod hinanden, bevægede Atreyu sig langsomt, men hårdt. Hele Winchells krop blev nærmest presset op af ved hvert stød. Og denne bevægelse blev kun gjort nemmere med Winchells lavere kropsvægt. 

Atreyu virkede sulten. Både for at gøre denne akt mere og mere. Flere og flere gange, indtil de begge besvimede af udmattelse. Men manden bag Winchell virkede også sulten på det mere dyriske plan. Sulten på føde. Som om Winchell ikke bare var et seksuelt bytte, men en bytte af føde. 
Støn og hvin blev sagt direkte ind i Atreyus mund, inden manden rettede sin ryg. Læberne fjernede deres møde. Striber af savl hang i mellem dem, inden afstanden blev for meget og de knækkede, splattede ned mod deres hager. 
Winchells hoved blev tvunget frem ad og mod væggen igen. Ikke, fordi Atreyu drejede hovedet med sine hænder. Nej, hænderne var andre steder. Den ene holdt fast i skulderen, imens den anden havde neglene i hoften og den ene balle. Denne hårde behandling kunne gøre enhver blød i knæene, men det var ikke nok til at gøre Winchell blød i knæene. Men så var det godt, at Atreyus behandling ikke var færdig. For de hårde stød fortsatte, men det langsomme tempo blev sat markant op. Klask efter klask efter klask af deres hud mod hinanden ekkoede i gyden. Og for hvert af disse hurtige, hårde stød reagerede Winchell. Hvin, støn, suk, bid i underlæben. Indtil Atreyu gjorde det. Han blev blød i knæene. Fødderne fodfæste fjernede sig. Kropsvægten var så lav, at Atreyu kunne holde den buttede mand oppe ved skulder og balle, som hænderne havde fat i. Hvis ikke disse greb var der, ville Winchell være faldet. Men den buttede mand forblev oppe og tog imod stød efter stød efter stød som en god skøge.
"Du er. Du er. Fantastisk." stønnede Winchell hviskende med lukkede øjne og en pause i at bide i underlæben. Det var ikke tit, at den buttede mand kunne komme af at blive trængt ind i før indtræderen. Men Winchell kunne mærke spændingen i sine muskler. Hvordan lemmet dunkede pulserende. Snart ville han efterlade en souvenir på murstensvæggen foran ham. Forhåbentlig ville Atreyu også efterlade sin souvenir inde i Winchell - inden de tog denne leg med til kaptajnens kahyt. Dette var jo kun et pitstop. Et fandens fremragende pitstop.

Atreyu holdt ikke sin dyriske side tilbage og grådigt, returnerede han det kys Winchell havde lagt op til. Deres tunger der mødtes i deres grådige dans, som var de dyr der var oppe og slås om et territorie. Det gjorde ham sulten efter mere, gav ham lyst til at sænke sine tænder i halsen på Winchell, men på samme tid, skulle han også tænke sig om når han kom til det punkt. Det kunne ende galt, hvilket han bestemt ikke ønskede.

Som kysset blev brudt, bemærkede hans striberne af savl der hang imellem dem, efter det hungrende kys. Han hævede dog ikke armen for at tørre det væk, men fortsatte blot sin behandling af manden foran ham. Et støn undslap Atreyu som han havde sat tempoet op og lod hans hofter ramme imod den buttede mands fyldige bagdel. Svagt bed han sig i underlæben og lænede sig let ned over manden foran sig igen og lod hans læber presse mod hans hals, inden han kyssede op til Winchell’s øreflip, hvor han nappede. Følelsen af Winchell omkring ham, fik ham nærmest til at føle sig i live, nærmest som om han kunne fornemme hvordan hjertet hamrede i hans bryst. Atreyu’s åndedræt blev tungere som let lod tungen glide over mandens hals, men da han talte, fandt et kækt smil dog frem til hans læber og han trak sig fra halsen og op til hans øre ”Så er det… Godt der er mere… Til… Dig” hviskede han lettere stakåndet, som han fortsat holdt tempoet.

Grebet om Winchell’s hofte og skulder, begyndte at blive hårdere. Den dyriske side var efterhånden ved at have overtaget hans krop. Let bed Atreyu sig i underlæben som han lænede sig ned over Winchell og igen nappede hans øreflip ” Kom for mig, Winchell” knurrede han let som han leverede nogle hårde stød som han sagde disse ord, inden han igen satte tempoet op. Hånden på hoften gled igen over til Winchell’s manddom, hvor Atreyu begyndte at bevæge hånden i et fast tempo.