Aclaina havde bevæget sig ud fra sit atelier. Hun gik ned mod markedet og købte sig lidt mad. Alle var så smilende og lo. På trods af at det var en gråvejrsdag. Aclaina bevægede sig ned til vandet og satte sig ved vandet, men hun rejste sig hurtigt igen. Her lugtede frygteligt at fisk, så hun bevægede sig igennem Dianthos igen, til hun nåede en lille grøn plet, ikke så langt fra hendes atelier. Hun fandt maden frem. Ikke havde hun spist i flere dage, af en eller anden grund, og hun følte kvalme da hun så på brødet foran hende. Alligevel rev hun et stykke af, og puttede noget tørret skinke på. Hun tvang sig selv til at tage en bid. Det føltes som savsmuld i hendes mund, men hun sank alligevel og tog endnu en bid. 

Skyggerne stod bag ved hende. De stod bare, men for Aclaina kunne hun tydeligt høre deres diskussioner om hvorvidt hun skulle spise eller ej. Hun kunne ikke ignorere dem, men hun gjorde da et forsøg. Til sidst fik hun nok. Hun rejste sig op og vendte sig mod skyggerne. 

"Hold kæft," råbte hun og kiggede arrigt på skyggerne. Så satte hun sig ned igen, men de knævrede videre, på trods af hendes ønske om at de ville holde deres mund. Hun lagde knap nok mærke til at omkringstående væsner lagde mærke til hende. Hun var ligeglad ikke? Folk måtte tænke hvad de ville. Men i virkeligheden, så tænkte hun alt for meget omkring hvad andre væsner tænkte, for hun var selv så alene. Kun havde hun de kritiserende skygger. Hun rejste sig hastigt op og greb efter sin lærredspose og strøg mod sit atelier.