Et år siden, 2019

Alle aftener foregik ikke samme sted. Ikke alle kunder ønskede at bruge deres aften på et gennemsnitligt bordelhus, for ved Isari tænk, hvor mange tidligere kunder havde brugt deres aften i præcis samme seng? Derfor var den enogtyveårige Winchell på vej mod en kro nær bymuren. Skønt var Winchell ikke den ældste, så havde han tre fulde års erfaring på sit bælte - metaforisk og bogstavelig talt. Derfor var dette ikke hans første gang, hvor han var på vej mod en kro og op til et værelse, hvor en kunde ventede på ham. Og det ville heller ikke være hans sidste gang. Den buttede mand oprindeligt fra Nordlandet havde gode kunder og der kom tit nye ind. Om det var på grund af hans størrelse, magiske evne, rygter eller noget andet, vidste Winchell ikke, men manden klagede ikke. Dette var et erhverv, han nød lige så meget som kunderne gjorde.

Iført ét lag af løse klæder trådte Winchell ind i kroen. Hvis dette havde været hjemme ved ham selv eller på et bordelhus og Winchell havde været den ventede, havde han kun været iført en silke kåbe og intet andet. Manden nød den elegante og bløde stof mod sin hud, men han havde vandret en lille tur igennem gaderne. En silkekåbe ville have efterladt ham syg, før han nåede hen til kroen. Derfor var de midnatsblå klæder taget på. Men det var også kun lige akkurat nok til at dække ham. Der var intet under uldtunikaen, der var lettere firkantet og forstyrrede Winchells ellers så fyldige former. Og benklæderne var i samme stand.
"Ja?" kom det fra krofatteren, som han stod bag disken og pudsede et glas med en alt for beskidt klud til at gøre glasset renere. Der blev kørt en enkelt hånd igennem det bølgede, mørke hår. Det var vigtigt at gøre noget ud af sig selv for kunderne - selvom håret uden tvivl ville ende med at ligne en dårlig hårdag efter, hvad der skulle ske på et værelse i kroen nu.
"Jaris' værelse?" Winchell havde kun fået navnet på manden og hvilken kro, han skulle hen ting. Og det var en mand, der havde købt ham for hele aftenen og natten indtil den lyse morgensol ville dukke op i øst. Han havde intet ellers fået at vide om denne kunde, denne mand. Derfor, da krofatteren pegede op af trapperne og fortalte bag hvilken dør, takkede Winchell for hjælpen og gik tænkende op til døren. Han spekulerede på, hvilken type kunde Jaris var. Men der var flere gode kundetyper end dårlige. Derfor var det med selvsikre skridt, at Winchell gik hen mod døren. Den buttede lystmand sænkede sin vægt nogle dusin kilo, så gulvbrædderne ikke gav for meget efter. Silhuetten var stadig den samme, men han vejede lige nu langt mindre end en gennemsnitlig mand i hans størrelse. Umuligt mindre end gennemsnittet.
Som Winchell stod foran døren ind til Jaris' værelse, hævede han sine halvbuttede fingre og knyttede dem til en næve. Med knoerne bankede lystmanden tre korte gange på døren og sænkede armen igen. "Er du hjemme, skat?" kom det legende fra Winchell igennem døren. Det var altid godt at give et godt førstehåndsindtryk. Allerede nu viste han også Jaris, hvilken type lystmand han var. Han var ikke sky og genert en. Han var en, der gjorde stolthed og glæde i sit erhverv. Han glædede sig til, at Jaris åbnede døren og Winchell endelig kunne se, hvem der havde købt ham for i dag. Hvem, han skulle tilbringe de næste mange gode timer med.

Tidligere på dagen havde Jaris taget afsked med Daphnie, en ung kvinde han havde mødt 3 dage forinden. De havde brugt formiddagen på markedspladsen, hvor han havde fået fyldt kurven, han havde lånt af hende, til randen med søde sager.
Kursen var sat. Han skulle nå det første lange stykke inden solen gik ned og han var nødt til at slå lejr. Men allerede inden han nåede bymuren til Sydvejen, blev han distraheret. Det gjorde han så let.
Og da Jaris endelig nåede så langt, at Sydvejen kunne ses ikke langt derfra, var det begyndt at blive mørkt. Han ville alligevel ikke kunne nå langt, inden solen gik ned og lejren måtte slås for natten. I stedet måtte han ofre et par små krystaller på et værelse, på den nærmeste kro.
Trods den måske lidt for store kærlighed til alt det søde, kunne en nat kun i selskab med sukker blive utrolig ensom, og han havde aldrig været god til at være alene. Så Jaris sendte bud efter en lystmand, der kunne tilbringe natten sammen med ham.

Med sin ene evne, den exceptionelt gode hørelse, var det umuligt for ham ikke at høre guldbrædderne give efter, som en fremmed nærmede sig døren, omend det ikke var megen lyd det gav. Det bankede på døren og den fremmedes ord bragte et morende smil frem på den unge dæmons læber, der lige skubbede en sukkerovertrukket nød i munden, inden han rejste sig.
Nødden knasende i munden, åbnede han døren og lod et hurtigt blik glide hele vejen ned over den buttede skikkelse, hvis former blev holdt skjult af de løse klæder.
"Du gør det jo fristende at sige nej, bare så jeg kan se hvad du ville gøre, for alligevel at blive lukket ind." Han blev stående, lænede skulderen mod karmen, men skubbede alligevel døren helt op. Nu havde den fremmede valget. - Gør et forsøg på at få en direkte invitation til at komme ind, bliv stående, eller blæse på invitationen og bare gå ind.

Trods sin korte tid på det kølige værelse, havde han allerede fundet sig godt til rette. Sengen så ud til allerede at være blevet sovet i, og han havde smidt skoene tilfældigt på gulvet. Snoren i den løse silkeskjortes hals, var kun lige lang nok til ikke at falde ud af hullerne, når han havde løsnet den så meget, som han havde. Kurven var tom, men kun fordi dens indhold var spredt ud over hele bordet. Små, knasende kager, kandis, nødder overtrukket med sukker, blød karamel og to små glas med honning, der uden tvivl havde været dyre. Han havde måske kun betalt for den ene, og snuppet den anden da ingen kiggede.

Døren blev åbnet af Jars. Af udseende lignede han en relativ ung mand. Måske jævnaldrende med Winchell selv. Men lystmanden vidste godt til, at udseendet kunne bedrage. Jaris kunne være flere hundrede, hvis ikke tusinder år gammel, hvis han var af den rigtige race. Han kunne også være en gammel menneskemand med en evne, der lod ham pådrage sig dette udseende. Men igen, Winchell var ikke kræsen. I hvert fald ikke om høj alder. Det var oftest bare lig med erfaring og det kunne den buttede lystmand da ikke takke nej til!

"Du kan ikke holde mig ude. Du vil ikke." kom det kækt og drilsk fra Winchell. Allerede kunne han lide Jaris. Der var et tegn af humor i manden, der havde brugt mønter på ham. Objektivt skulle dette ikke gøre nogen forskel. Om Jaris var typen, der bare ville have Winchell ind, gøre hvad han vil og smide lystmanden ud igen, eller ikke. Men Winchell kunne lide, når hans kunder fordybede sig i selskabet. På den ene eller anden måde.
Der var ikke megen højde forskel mellem den buttede lystmand og køberen, der stod lænet op af dørkarmen, så Winchell kunne se rigeligt af værelset bag ham. Sengen lå uredt, som var den blevet brugt. Men den kunne nemt blive meget mere rodet, hvis Winchell fik muligheden. Dog var det bordet, der til sidst fangede hans blik. Det lå ikke tomt. Med et smørret smil vendte Winchell sit blik tilbage til Jaris, som han tog et halvt skridt tættere på manden, så deres fronter næsten mødtes. "Giver du ikke lidt godter? Du har da alt for meget til at spise helt alene." En hånd hvilede sig mod Jaris' brystkasse ved åbningen af skjorten. Dog gled den langsomt ned. Den lange snore blev leget rundt mellem to fingre, inden hånden nåede ned til i navlehøjde, hvor den stoppede. Blikket havde fulgt håndens bevægelse, men efter en lille pause løftede øjnene sig og kiggede tilbage i Jaris' øjne. Kunden ville næppe stå herude i døren med Winchell stadig ude på gangen hele natten. Selvfølgelig, hvis han ville, ville Winchell give ham det, men de kunne så meget, så hvorfor stå her, når der var mere end rigelig med plads inde på værelset? Og så kunne Winchell også gøre sig mere hjemlig derinde. Det var ved at blive lidt varmt under klæderne.

Det var godt nok ikke sådan et argument, han havde forventet at få, men det måtte han vel give ham. Han havde jo ret. Selvom det at holde ham ude jo ikke ligefrem forhindrede dem i at gøre det, der var hele grunden for hans besøg. En lukket dør ville kun forsikre dem privathed for de andre gæsters øjne, ikke deres ører. Når de først kom så langt, ville det meste af kroen ikke være i tvivl om hvad der foregik på værelset. Måske den unge kropige, som passerede lydløst forbi døren på gangen, på vej til at aflevere et glas vin til naboen, allerede havde regnet forholdet mellem de to fyre ud. Hun fik da lige en kort hilsen i form af et smil og et lille nik med fra Jaris, der samtidig trak let på skuldrende som svar til lystmanden.

Han blev solidt stående, som den anden trådte endnu tættere, men hans kommentar fik ham lige til at skæve sig kort over skulderen, tilbage mod bordet hvis overflade var dækket af søde sager. Da han rettede blikket tilbage, var det ikke et ansigt han fokuserede på, men hånden der lagde sig mod hans brystkasse og langsomt gled længere ned. Han lod stilheden tage over i et øjeblik, inden de orange øjne igen blev vendt mod den andens brune.
"Du vil have del i mine smagfulde godter, inden du overhovedet har hilst ordentligt på? Hvor er dine manerer dog?" Det drillende smil der bredte sig om hans læber, var afslørende nok i meningen. Manerer havde han vist heller ikke nogle af selv. I samme øjeblik førte han en hånd op mod lystmandens brystkasse, hvor han tog et fast greb om uldtunikaen og trak ham det sidste lille stykke tættere på sig. Så kunne han hilse ordentligt på ved at lade deres læber mødes i et allerede lidt grådigt kys, hvis han altså fik lov.
Imens kunne han lige træde et par skridt tilbage, hive lystmanden med sig ind, og lukke døren i bag ham.

En relativ ung pige gik forbi ham. Hun så ikke ud til at være mere end sytten, måske atten. Tydeligvis en kropige, der havde været oppe for at aflevere et par drinks til et af værelser. Mon hun på et tidspunkt ville komme ind til dem, efter de havde brugt hinanden lidt? Winchell vidste ikke. At spå fremtiden var ikke en magisk evne, han var i besiddelse af, selvom den kunne være meget brugbar. At kunne spå, hvad ens partner og kunde ønskede uden at skulle spørge. Men igen, det, Winchell allerede kunne, kom ham oftest til fordel.

Øjenbrynene løftede sig en anelse, imens smilet stadig forblev på Winchells læber. Så det var med den på? "Jamen, undskyld. Win-" Men mere fik Winchell ikke sagt, før Jaris trådte tættere på. Hans hånd var fyldt op med uldtunikaen, så lystmanden ikke kunne undslippe, men det ville han heller ikke. Derfor mødte han også Jaris' læber lige så grådigt. Munden åbnede sig for at byde den anden mands tunge velkommen til sin egen.
Som Jaris trådte nogle skridt bagud, valgte Winchell ikke at hæve sin vægt igen. Det var nemmere at blive trukket, når han ikke vejede meget. Så kunne læberne også lade deres kontakt blive. At dele mundes væsker var en meget passende velkomst, syntes den buttede mand.
Winchell lod den lidt højere mand tage kontrollen. Lyden af døren, der blev smækket i, forskrækkede ikke Winchell. Tværtimod. Lystmanden valgte et sænke hånden ved navlen, indtil den meget fint var fyldt op med Jaris' lem igennem benklæderne. Han gav hele pakken et lille klem. "Winchell." hviskede han kort, som han havde løftet læberne væk fra Jaris', men kun for et kort øjeblik, før han grådigt lod deres munde forene sig til én stor fugtig masse. Det var ikke fair, at Winchell kunne kalde Jaris' navn ud resten af aftenen, når han ikke kunne. Nu var de to mænd bekendte med hinanden høfligt. Og de var allerede begyndt at blive bekendt med kroppene også. Den anden hånd, der ikke koppede Jaris' skridt, fandt vej op i mellem mandens skulderblade på ryggen, hvor han lod den cirkulære rundt i små bevægelser. Der var nød til at være bare lidt forspil, før de kastede sig ud i det. Selvfølgelig hvis Jaris bare ville igang, gjorde Winchell dette. Men de fleste ville gerne have lidt forspil, før klæderne blev trukket af - eller revet af alt efter, hvem kunden var og hvad han eller hun var til.

Kysset blev taget imod lige så grådigt som det blev givet, og snart gjort dejlig vådt. Den passende hilsen blev kun gjort bedre, idet han mærkede hånden klemme behageligt omkring hele skridtet. En bevægelse der fremtvang et let, overrasket støn, som gled over læberne lige som den anden præsenterede sit navn. Det var vel kun fair, når lystmanden kendte dæmonens kaldenavn, men Jaris havde sandsynligvis glemt Winchells navn igen om lidt. Ikke, at han ikke ville gøre et forsøg på at huske det. Nok med hjælp fra et kælenavn.
Men det måtte han vel give ham. Han forstod hvordan man fangede en mands opmærksomhed, på den helt rigtige måde.

Nu var det jo ikke fordi de havde travlt, selvom Jaris helt bestemt sagtens kunne fortsætte ned af samme vej, som han selv var drejet af ved, da han lagde ud med at fange Winchells læber med sine. De havde hele natten for sig. Jaris var generelt ikke forfærdelig tålmodig, undtagen når det gjaldt de småperverse lege. Han kunne bruge en evighed på at røre og pirre. Han holdt stadig ved tunikaen, krøllede dens stof i en knuget hånd, mens den anden søgte om mod hans ryg. Den nåede dog aldrig at ramme ryggen, men lagde sig i stedet om en blød, fyldig balle, der fik et lille klem.
Han trak hovedet til sig, men kun for at bryde det våde kys og stadig kunne blive stående helt tæt.
"Rart at møde dig, Winnie." Jep, det navn var lettere at huske.
"Ikke at jeg brokker mig, men er din hånd mod mit skridt en hentydning til, at du vil springe hovedretten over?" Hovedretten værende det mindre bjerg af sukker, der var samlet på bordet. For Jaris så det ud til at være et perfekt måltid. Hvis man altså så bort fra den lystne mand foran ham.
"For jeg smager da gerne på dig i stedet, hvis det er tilfældet. Mon du smager lige så sødt, som alt det søde på bordet?" Han var helt bestemt ikke den diskrete type.

Deres grådige og heftige samling af kys og læbekontakt forblev. Det samme gjaldt hånden om Winchells tunika. Men Jaris' anden hånd fandt vej om på ryggen og vendte ned, indtil den nåede en af lystmandens balle. Et kækt blev vist under kysset, som grebet om den ene halvdel af bagdelen gav et klem. Der var ingen underklæder på Winchell. Kun dette sæt af tøj, som Jaris kunne se. Intet andet, der dækkede lystmandens krop. Hvorfor begrænse sig til flere lag tøj? Det var jo ikke behageligt. Det var behageligt ikke at have noget på overhovedet.

Høfligheden behøvede ikke at blive gengældt. Deres allerede fysiske kontakt var svar nok. Winchell fandt også dette møde rart. Mere end rart endda. "Måske, men vi kan også blande retterne." sagde Winchell lystfyldt, som han gav skridtet et lille klem. At spise de gode godter direkte fra Winchells krop kunne meget nemt arrangeres, ligesom det omvendte kunne. Halvsmeltende chokolade, der krævede en klar tunge for at slikke resterne væk. 
Winchell lænede hovedet en anelse tættere på Jaris' øre for at hviske direkte deri. "Der er kun én måde at finde ud af, om jeg virkelig er sødere." Som afslutning lod Winchell sine tænder hive fat i øreflappen af Jaris. Hvis der skulle smages på ham, ville lystmanden gerne have første bid. Men deres tid sammen var stadig ung. De skulle nok udforske hinandens kroppe og smage hinanden. 
Hånden om skridtet valgte at bevæge sig lidt, men ikke langt. Efter en del års erfaring vidste Winchells hænder uden at skulle kigges på, hvordan de åbnede visse tøjdele. Bukser var nemt. Derfor gik der ikke lang tid, før knapperne var revet ud deres huller, så bukserne nu bare kunne rives ned og af Jaris. Dog ventede Winchell med dette. I stedet bevægede hånden sig bare op, imens bevægede i en række kyssende berørelse hen til læberne, hvor tungen atter fandt vej ind i Jaris' mund.

Blande retterne. Brynene rynkede sig en anelse, som om han faktisk blev en lille smule fornærmet. Sjældent valgte han at blande sine søde sager sammen, ikke engang med hinanden. Det var altid vældig organiseret, omend det en gang imellem uheldigvis landede i samme lomme, som lidt knust glas. Det var ikke fornærmelse, men lidt forvirring og overvejelse. Ikke en tanke der fik lov til at fæstne sig, for han blev distraheret af det lille klem, som han mærkede mod sit skridt, og fik brynene til at løfte sig igen.
"Oh, det lyder jo dejlig klistret," svarede han, som et smil bredte sig på de smalle læber, og afslørede hvilken beslutning der samtidig blev taget. De måtte blande retterne.

Winchell lænede hovedet tættere på og det samme gjorde Jaris, klar til at lytte til de hviskende ord. Han havde ret. Der var kun en måde at finde ud af det på, og så langt skulle han uden tvivl nok også komme. Specielt når lystmanden stod og lokkede med et blidt nap i øreflippen, og derefter med at åbne bukserne så let som ingenting. Det havde han vist en del øvelse i.
Jaris slap både balle og tunika, for i stedet at føre hænderne ind under uldstoffet og give sig tid til at mærke den bløde hud mod sine håndflader.
"Okay. Så vis mig hvor jeg skal smage først," udfordrede han hviskende sin nye ven, lige inden tog imod den varme tunge, først med et drillende bid, og derefter med sin egen tunge. Han havde kastet bolden hen til Winchell. Trods det var Jaris, som var den betalende kunde, gav han nu lystmanden frie tøjler til at gøre som det passede ham. Vise ham, hvad han ønskede at mærke, og Jaris ville give efter. Måske.

Klistret var en følelse, Winchell kun var alt for bekvemmelig med. Og han var derfor kommet til det punkt, at intet klistret irriterede ham. Ja, det var faktisk godt ifølge ham. Om det var almindelige, klistrede ting som smeltet chokolade eller sirup, men også klistrede kropsvæsker, der ville komme i løbet af en aften som denne.
"Jeg elsker, når det klistrer." svarede Winchell tilbage lummert, glad for beslutningen, som Jaris havde taget. Det var at tage imod mulighederne, der var i rummet for at give kunden den bedst mulige oplevelse, men også den mest unikke. Ingen kunde fortjente at have det præcis ens som en anden. Alle fortjente noget komplet unikt.

Hænderne, der fjernede sig fra både balle og tunika, var som et stort mangel for Winchell allerede. Men de fandt hurtigt vej tilbage. Og denne gang fandt de vej under uldklæderne, hvilket lystmanden alt andet end kunne klage over. De småkølige hænder var behagelige mod hans flæskende kød. Der var noget at tage fat i. Holde i, når de kom igang.
Der var mange steder, som Jaris kunne smage af ham. Han havde allerede smagt munden og tungen, men de skulle ikke stoppe der. Og Winchell havde en ide. Derfor uden problemer sænkede han sin kropsvægt, så han ikke vejede mere end et lille barn. Nem at løfte med, men stadig ikke let som en fjer. "Tag min tunika af og smid mig på sengen. Så skal jeg nok vise dig, hvor mine smagsprøver er." Dette var, hvad Winchell ofte udnyttede sin specielle evne til. Gøre sig så let, så alle og enhver kunne løfte og smide rundt med ham, som det passede dem. Det gav altid kunden en følelse af kontrol og styrke, når de kunne løfte en mand med Winchells proportioner uden store problemer. Dog ville der altid være de kunder og racer, der allerede kunne løfte ham. Men så hjalp Winchell bare med at gøre dette nemmere. Hænderne var allerede under toppen, så det ville ikke kræve meget for Jaris at rive den af. Om han også ville tage benklæderne med, når han var igang med at tage tunikaen af, måtte tiden vise. Winchell var i hvert fald mere end klar til at løfte armene, så Jaris kunne trække toppen af ham. Eller komplet rive den af den buttede mand. Det ville han heller ikke have noget imod. Hvad Winchell ville gøre, når han endelig skulle forlade værelset kunne være et problem til den tid. At gå igennem Dianthos' gader komplet nøgen ville ikke være første gang for Winchell.