Tiden var gledet ud siden det finurlige møde. Et møde der havde startet som almen forretningssamtale, med en energi som den unge adelskvinde forsøgte at ignorere. Det var uanstændigt at have tanker omkring en enkel diplomats besøg, trods det havde sat tankerne i gang.
Hans oprigtige interesse i hendes fugle, de skjulte undertoner. Smagen af hemmeligheder og emner der ikke måtte se dagens lys. Det havde indbundet hende i nysgerrighed. Havde hun trukket på kontakter hist og her. Sendt nogle fugle ud for at overvåge i det skjulte. Selvfølgelig havde hun det. Men Ramiel ad Kazirea var ikke en nem mand at opspore, ej heller at overvåge. Til sidst havde hun måtte slå lid til sin tålmodighed. En egenskab hun heldigvis havde rige proportioner flydende af i blodet, og evnen til at distrahere sig selv med træning af sine mange dyr.

Dagene var forløbet som dagene gjorde, uden megen forandring i vind, vejr eller gøremål. Faktisk var den unge Heru begyndt at kede sig grænseløst. Efter sin rejse til Turmelinien var hun blevet påbudt at bruge mere tid i hjemmet til potentielle bejlere, forretninger og nærområdet, og ja fordi familieoverhovedet sagde hun skulle.
Med et langt dovens suk, gled hendes krop længere ned i det brændvarme vand, mens hun lod en tjenestepige vaske og pleje hendes hårde hænder der trods hendes stærke hud var plaget af det daglige arbejde. En kvinde havde silkebløde og fine hænder. Ikke hård hud og splittede negle. Hun følte det tog ulidelige timer, før hendes hånd endelig blev sluppet og hun kunne rejse sig. Hun trådte ud af det velduftende sæbevand, krydret med parfumer og urter, og mærkede frihed ved at have vandet dryppende af sig før et klæde blev lagt omkring hende.

Hendes hår blev redt og smurt i blødgørende olier, før kroppen blev tørret og hun svøbte sig ind i en silkekåbe og endelig kunne vandre tilbage til sine gemakker og forhåbentlig have noget privatliv. Knap nåede hun at sætte sig før i de behagelige puder og vinke Nukki den lille silkeabe hen til sig, før der bankede på hendes dør.
Et dødt blik vendte sig ud i rummet. ”Jeg sværger, Ada, hvis det er dig” ikke en særlig komplimenterende måde at tiltale sin kære fader, men hun var efterhånden træt af hans evindelige påtale om kvindelig adfærd og hun skulle tænke på hvordan hun fremviste deres ærede navn. Nukki hoppede fornærmet af armlænet af stolen, som Heru rejste sig og med hastige skridt nåede døren og åbnede den op med en irriteret mine.

Tiden var i sandhed gået hurtigt, siden hans sidste besøg hos den ærede forgrening af Kazimi familien, også kendt som Al-Kazimi. Med tætte rødder til hovedfamilien, var de et ganske kendt navn i folkemunde rundt omkring i hovedstaden, og for Ramiel selv, havde navnet også fået en anden form for.... interesse, end det måske havde haft tidligere. Hvad der egentig blot skulle have været en vurdering i hvorvidt komtessen var egnet, var endt i... jah, han vidste ikke engang helt selv hvilket ord hans kulle bruge her. Fordi egnet ville han mene at hun var, men den konklusion var han nået ret så tidligt, og havde alligevel taget sig et par værdifulde timer ekstra, selvom det havde været unødvendigt. Måske endda også upraktisk, i forhold til hans egne planer. Men hun havde imponeret ham, og Ramiel var ikke en videre nem mand at imponere... og hvad der næsten føltes vigtigere, var at hun havde fascineret ham - og dét ikke kun på grund af sine færdigheder eller gode omdømme. Nej, fascinationen kom med oplevelsen af hendes væsen. 
Færdigheder var dog hvad han havde taget med videre i forklaringen af hvem Heru var, da han var vendt tilbage til Balzera. Og Jafar - en af de spioner der befandt sig i en mere ledende stilling indenfor det netværk fyrsten havde bygget op, havde brudt sig om den mulighed der begyndte at danne sig. 

Ramiel havde ikke kunne lade værd med at smile en anelse fornøjet, idet at den mørkhårede mand nysgerrigt havde overvejet hvordan at dyrene kunne bruges til en helt ny form for spionage; men så let at han bare sagde jah med det samme, det skulle det desværre ikke være. Helt konkret, kunne halv-englen mærke hvordan at han havde håbet på et jah med det samme, så hun kunne indlemmes i den verden der udfoldede sig bagved det hemmelige tågeslør. Men han var i stedet blevet påbudt at teste hendes loyalitet; teste hvorledes at kvinden måske viste evnerne, men viste hun også den rette ansvarsfølelse overfor sine potentielle overordnede. 
En illoyal spion var en brist i netværket. 

Så han var landet, og var hurtigt blevet vist hen til komtessens mere private gemakker. Herren af huset havde ikke været at finde - han var just taget afsted med sin kone til et eller andet arrangement - hvilket betød at Heru selv var den øverste imellem de folk der var hjemme. Så det havde ikke været svært for Ramiel, at overbevise dem om at fører ham direkte ind - man skulle blot lyde autoritær nok. 
Han bankede op døren, døren gled op... og den bevingede mands høje skikkelse kiggede ned på kvinden foran ham, et høfligt smil om læberne. "Ikke just, frøken Al-Kazimi.." 
Det var så også først efter at have mødt hendes øjne som det første - de livlige og næsten vrede øjne, noget provokerede hende i hvert fald - at Ramiel's øjne gled længere ned og opdagede at hun var... klædt i en luftig silkekåbe, men dens folder efterlod ikke meget til fantasien. 
Hvis det overraskede ham var det ikke noget han viste, da han roligt lod øjnene glide op imod hendes ansigt igen, og smilet fik en lidt skarpere kant, i det næste nu."Må man komme ind?" ord sagt ligeså neutralt som første gang han mødte hende, selvom han personligt ville mene at han havde fundet hende på et lidt bedre tidspunkt end sidst. 

Heru havde ikke engang gidet at holde øje med hvor i verden hendes forældre befandt sig. Havde de gøremål, havde hun naturligvis hørt om det, men med dage der mindede ulidelig meget af hinanden, kunne de lige så godt være om fjorten dage de havde en aftale. Derfor var det et overrasket udtryk der sprang frem i hendes træk, som hun stoppede sin krops fremfarende bevægelse og trak sig en smule tilbage. ”Oh” Hun blinkede et par gange og kom derefter med et lavmæld latter.

Upåvirket af det faktum at hun stod i mildest talt ingenting, satte hun en hånd til at hvile sig på hoften, inden hun bakkede og lavede en gestus med den anden hånd om at han kunne komme ind. ”Selvfølgelig.”  Så snart han var inde, lukkede hun døren efter ham. Ikke uden at få et næsten skrækslagent blik fra en slavepige ude på gangen der ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv. Stakkels pigebarn.
”Velkommen tilbage, Ramiel ad Kazirea. Hvad skylder jeg æren?” Hvor lang tid siden var det siden den fine diplomat og forretningsmand var kommet til palæet? Alt for længe siden. Hun havde jo næsten glemt hvor betagende de yndige vinger var.
Heru bevægede sig med en adelig ynde på sine bare tæer over gulvet til en bakke med en fin krystalkaraffel med blodrød vin. Hun hældte et glas op og tilbød ham det tavst ved at række frem. Hendes høflighed var stadig intakt, trods det var mere private omgivelser han fangede hende i denne gang. Noget der også gjorde hende mere frifundet af sind.
Silkeaben til gengæld, kiggede skeptisk på Ramiel med et utilfreds glimt i sine øjne. Han var sådan et jalous lille handyr. Det var næsten sødt.

Overraskelsen var et velkommen udtryk i adelsfrøkenens ansigt, og selvom den hurtigt forsvandt til fordel for en lavmælt latter, syntes det kun at blive understreget, hvordan det var en positiv overraskelse at se ham. Hånden faldt til hoften og Ramiel trådte med en karakteristisk raslen af fjer igennem døråbningen, da han blev vinket ind - slavepigen der havde vist vej blev efterladt ude på gangen, og Ramiel behøvede næppe at kigge på hende for at fornemme hendes uro. 
Han kunne godt forstå den. Havde Heru ikke været hvem hun nu engang var, lignede den bevingede diplomat ikke ligefrem ærbart selskab, sin venlige facade til trods. 

Men selvfølgelig forventede hun det værste, hvordan kunne hun nogensinde forstå det delikate spil der nægtede Ramiel at røre ved noget der ikke var hans; hun var blot en simpel slave med et simpelt liv. 
Det samme kunne ikke siges om komtessen, og Ramiel's gyldne øjne gled nysgerrigt over den smagfulde indretning af det luftige og store rum, og noterede sig en... utilfreds abe var en del af det. Det ene øjenbryn løftedes undrende, jah næsten skeptisk af den, ved dens blik på ham. Værelser var private, og derfor fortalte de ofte en del om deres ejere. Han fik dog ikke lov til at blive ved med at se sig omkring, da den lyse stemme kort efter krævede hans opmærksomhed, og diplomaten vendte sig omkring for at følge hende med blikket, idet at hun faktisk vartede ham op. Aha. 
"Jeg er en mand af mit ord" startede han ud med, og tog med et afmålt nik imod den rubinrøde væske der smukt glimtede i den orange sols stråler. Ramiel løftede det til læberne, men tog først en tår efter at have færddigjort sin sætning. "Og jeg lovede at komme tilbage" den ene hånd blev slået ud som for at sige 'og her er jeg så'. 

Det var svært, ikke sådan at lade blikket følge det luftige stofs flagrende skønhed, især med måden det smøg sig om hendes krop på. Silke var nu engang skabt for blikfang, og Ramiel's øjne blev en anelse smallere i deres kamp for at gennemskue om det var med vilje at hun ikke havde bedt om tid til at klæde om, inden at han lod den tanke få fred, og i stedet låste dem imod Heru's nøddebrune øjne. Bare for sikkerheds skyld. "Jeg forstyrrer dem ikke midt i noget... gør jeg?" 
Hvad en ung kvinde lavede alene på sit værelse i silkekåbe, det kunne man jo kun gisne om. 

Herus blik gled fra Ramiel og hans korte stirrekonkurrence med Nukki, over til silkeaben der sad tvært på et armlæn. Det morede hende. Han måtte endelig ikke glemme, at for hende var et dyr ikke tomt selskab, trods deres primitive tankegang og sparsomme evner til at føre dybe samtaler.
”Og her er De” endelig! Oh hvis han havde vidst hvor ulidelig kedelig hendes tilværelse havde været de sidste mange dage, så ville han da uden tvivl havde medlidenhed med hende. Hun var allerede nu yderst spændt på at høre hvad han havde at fortælle. Hendes spekulationer om han egentlige gøremål ved sidste besøg, var ikke blevet mindre intense og fantasifulde af ventetiden, selvom hun foretrak at fastholde en realistisk sans. Han ville noget mere hende, der var mere end bare at få en fin jagtfugl. Han havde testet hende. Det var hun overbevist om. Men hvorfor?

Heru hældte et glas op til sig selv og løftede det op til sine læber med en rolig mine, som hun lod ham gøre hvad han ville med sit blik. Nogen ville kalde hendes opførsel uanstændig og uforsigtig, men det var hendes hjem. Desuden, hun var ganske komfortabel. Og fandt altid en let morskab i at se reaktionerne på hendes frisind. Så hendes valg havde været ganske bevidst.
”Ikke nok til, at De ikke blev lukket ind” Nu måtte hans fantasi da endelig ikke løbe om hjørner med ham. At distrahere ham var en sjov leg, men heller ikke for meget så han glemte hvorfor han var der. Hvad hun havde tænkt sig at foretage sig alene på sit værelse i en løstsiddende silkekåbe. Ja det kunne man kun gisne om. Men måske ganske heldigt han var dukket op nu og ikke et par minutter senere.

Ramiel's mundviger gled en anelse opad ved den kvikke bemærkning, og han kunne ikke andet end at nikke taknemmeligt over at være blevet yndet den gestus. Han havde skam sine idéer, og for nu, ville det være idéer han holdt bag lås og slå i den skyggebelagte del af hans tanker, men de var der. Derfor var det også meget bevidst, at han ikke søgte at pirrer dem videre idet at hans blik (tvungent) faldt på en skammel fremfor på Heru, og han med en fornøjet lille tone bevægede sig hen for at slå sig end, udadtil upåvirket af det friske syn. 
I en anden verden, havde den rå skønhed der lurede i komtessens blik og udtråling, været et våben at bruge omkring andre. Det var trods alt hvad han selv gjorde. Og det var det i og for sig stadigvæk, specielt når hun ikke viste videre tegn på blufærdigelse over hans tilstedeværelse - det havde sin egen form for magt. 

Ramiel tog endnu en tår af vinen idet at han glidende fik sat sig ned på den lave stol uden ryglæn, benene krydsede, holdningen rank og tålmodigheden uendelig. Han havde næppe travlt med at indrømme noget hun ikke burde kende til, og med et studerende blik der i sidste ende endte med at liste sig tilbage på hende, betragtede han hende yderligere i nogle tavse sekunder, førhen at han klukkede en anelse lavmælt, og kiggede væk igen. "Godt så..." mumlede han og lænede sig en anelse frem så albuerne hvilede på lårene. "Jeg håber Deres fugle har det ligeså godt som De selv ser ud til at have det, Komtesse. Min overordnede var meget imponeret - fortæl mig endelig, hvordan har de sidste par uger været" 
At danse om den varme grød var nu engang en af diplomatens spids kompetancer, men alt blev som oftest gjort af en grund. 

Heru fastholdte sin afslappende udstråling og kun hendes brune øjne afslørede et hint af den morskab som gik igennem hende ved synet af diplomatens blik der fjernede sig fra hende. Han så upåvirkelig ud, og enten var han en fabelagtig skuespiller eller også var hans tanker slet ikke på det som mænd havde flest. For at behage sig selv, valgte hun at tro på at han spillede skuespil. Heru skulle ikke være blind for at indrømme overfor sig selv, at hun nød at lege med ilden på denne måde. Men når alt kom til alt, ville en fin komtesse som hun selv, aldrig gøre alvor af hendes udstråling eller selvsikkerhed, som talte imod hendes stand. Hun havde trods alt et ry at holde anstændigt ved lige.

Heru blev stående oprejst med begge hænder om glasset, som hun så afventende på ham. Adlen var nærmest en lang selskabsdans og mange års erfaring havde gjort at de begge kunne danse den i flere timer, uden at berøre den varme grød der lusket tiltrak deres opmærksomhed. Det var nærmest fascinerende.
”Det glæder mig at høre. Jeg og mine kære fugle kan næppe klage over vores ve og vel” fortalte hun først, inden hun med rolige skridt fandt tilbage til sin bløde stol, hvor Nukki sad på armlænet. Han var fornærmet, og hoppede videre til vinduet og satte sig der med siden til. Han ville være med, og så alligevel ikke. Det var selvfølgelig begrænset hvad han egentlig forstod af situationen andet end han havde besluttet sig for at den nyankomne var en rival, som tog af Heru’s opmærksomhed som silkeaben klart mente burde tilkomme ham.
”Mine uger derimod har været plaget noget så grusomt af en utrættelig kedsomhed. Som mine fugle, klare jeg mig aldrig fordelagtigt indespærret i et lille bur” Komtesser skulle se fine ud og helst også fremstå så tiltalende som muligt for potentielle bejlere.

Gyldne øjne fulgte hende tilbage til hendes stol, hvor at hun mageligt fik sat sig til rette på sin stol igen, noget der fik aben til at forsvinde op imod en vindueskarm. Den fik også et observerende blik med sig - mest af alt grundet hans komplette uforståenhed ved hvad der kunne være charmerende med sådan en skabning, men det var ikke hans plads at kommentere på hvad den var, og hvad den ikke var. Nej, hans plads var ret så fint sat op i stolen, hvor at han med en lyttende mine hørte hvad komtessen havde af nyt at fortælle.
Ord der fik diplomaten til at nikke, fordi han forstod skam. Rastløshed kunne være en farlig størrelse, og var oftest mere destruktiv for sindet end kroppen. Alle havde brug for stimulans i en eller anden form, ikke sandt? Noget undskyldende glimtede i mandens soløjne, fordi selvom han ikke følte at det var noget han decideret skulle undskylde for, kunne han sagtens være beklagelig på hendes eget livs kedelige vegne. 
"Det giver en lyst til at ruske i tremmerne, ikke sandt?"  med en snert af latter, og blot tanken fik det til at sitre en anelse i de mørke og guldglimtende vinger. 

Endnu en tår blev derefter ført til munden, og Ramiel's ene, mørke bryn løftedes i en kort kommentar. "Mine fugle og jeg, komtesse. Ikke 'jeg og mine fugle'..." sagt med overordentlig høflighed i tonelejet, men med et halvt om halvt drillende, jah vippende til udfordrende glimt i mandens øjne; ups. Ikke fordi at syntaks var vigtigere end som så, men han var pinligt bevidst om at han ikke var over komtessen på nogen måde, skulle der skæres ind til benet. Et faktum der kunne få det til at prikke et hvis sted i sjælen og som gjorde det til næsten et behov at komme ud med. Især som hun ellers sad der og gjorde sig til. 
Endnu en tår blev taget, i en næsten afventende stilhed på det halvt om halvt vovede lille stik han havde lagt ud. 

Heru var dårlig til at forholde sig til sin egen restløshed. Hun nød at have et liv hvor hun kunne rejse, uden tanke for omkostninger, og lave præcis det hun selv ønskede. Ikke sagt at hun var den største udgift en adelsfamilie kunne have sig, siden hendes tidsfordriv og passion anskaffede en god del krystaller hjem. Krystaller hun ikke havde tal på, da hendes fader og Bedstefader modtog alt, men hun havde heller intet behov for at tænke over priser. Ikke endnu. En last, men også en last hun ikke anså havde stor betydning i hendes fremtid.
”Så meget så tremmerne begynder at larme ulideligt og ens tilfangetager til sidst lukker dig ud, blot for et minuts stilhed” medgav hun ham og var ganske tilfreds med at hendes ord havde givet ham en form for underholdning.

Men som en belæring forlod hans læber stivnede hendes hånds løft af det fine glas for et halvt sekund, som en trækning i læben afslørede at hun fandt en morskab i hans rettelse. Glasset fortsatte op og hun tog sig god tid til at drikke den perlende væske, før det dalede og hendes tunge let berørte kanten af hendes læbe for at fjerne den sidste røde væske.
Med en rolig bevægelse løftede hun sit ene ben over det andet, uanfægtet af at det gjorde at hendes silkekåbe gled ned af hendes brune ben og afslørede mere hud end acceptabelt for en ung adelskvinde som hun selv.
”Sjovt, far har ellers sagt at jeg altid kommer først” svarede hun tilbage med et stærkt glimt i sine øjne. Næh hun lod sig ikke fornærme synderligt nemt. Han var en dannet mand, så selvfølgelig ville sådan en fejl ikke gå ham forbi, selvom Heru ikke gik op i korrekt ordsætning.

Ramiel vidste måske bedre en nogen anden, at det ikke var hans plads at rette på en komtesse som hende, og måske endnu mere og vigtigere, på en kvinde som hende. Og alligevel kunne han ikke lade værd med at gøre det. 
Måske for at se hvilken reaktion det bragte med sig, måske fordi at han ønskede at finde en grænse for hvor Heru's egne særregler slog til, især som de mere almindelige syntes at slå fra. Men stik imod hvad man burde forvente, var det ikke forargelse han blev mødt med, i sekunderne efter de rettende ord. 

Hun morede sig. Og som en doven kat trak hun tiden godt ud, for rigtigt at lade Ramiel selv sidde og stege en anelse i de sekunder han ikke vidste om det var et falsk smil, og han om lidt ville blive sendt på porten, eller et oprigtigt et, der syntes at byde den vage udfordring der lå i sådan nogle ord, op til en bizar dans. 
Som silkekåben gled en anelse længere ned af benet, fulgte Ramiel's øjne roligt den knitrende bevægelse og den solbrune hud der blev blottet under, førhen at det ligeså roligt fandt hendes nøddebrune øjne igen, da hun endelig åbnede munden. Javel jah. Diplomaten holdt det lige et sekund længere end han burde, inden at han passende slog blikket en anelse ned og lod det glide ud til siden, et lattertavst smil omkring læberne idet at de blev trukket en anelse fra hinanden. "Om forladelse" smilede han, og trods ordende skulle tyde på at han mente det, var der ikke meget i mandens holdning - foruden det helt lavpraktiske - der tydede på at det var så oprigtigt som det skulle være. "Deres far har sine pointer, dem kan jeg næppe sige imod". 

Og næsten som på kommando, lød et bank nu på døren. Ramiel's blik gled med påtaget nysgerrighed op igen, og hovedet gled studerende på skrå i sin overvejelse om hvilken gæst der dog kunne banke på, imens at han var her. En gæst han selv havde bedt.... beordret, til at banke på, men uden komtessens viden. 
En af husets slaver, en ung, nydelig og køn kvinde. Fra hvor han sad, ville han ikke kunne se hvem det var medmindre at han bevidst lænede sig frem, men han vidste at det var hende. Og han vidste at hun ville se... besværet ud. Bekymret, som var der noget der nagede hende, og hun ville gestikulere til komtessen om at komme med så hun kunne lette sit hjerte. Hvilket Ramiel selvfølgelig ikke kunne nægte hende at gøre. 

Heru's liv var simpelthen for kort til at blive fornærmet og forarget over alt og ingenting. Hvad skulle det gøre godt for? og havde Ramiel virkelig ønsket og fornærme hende, havde det været det forkerte grundlag at ligge ud med, og tydeligt slået fejl som morskaben var nem at skue i hendes træk. Kvinder i adlen var alle så stramme, som frygtede de at få rynker hvis de bare overvejede at smile mere end høfligt.
Herefter begyndte dansen hvor han skulle udregne hvorvidt hun spillede ham et pus ved at spille skuespil eller oprigtigt afholdte sig fra at være så streng og politisk korrekt som andre kvinder i sit sted.

Det gik heller ikke ubemærket hen at hans blik fulgte stoffet der veg til side, hvilket resulterede i at det trak endnu mere i siden af læben, uden at hun fjernede blikket fra ham. "Det ville også være dumt af Dem. Han tager ord mere personlige end jeg" pointerede hun med ro i stemmen, trods alvoren bag ordene. Hendes kære fader var ikke en mand man skulle rette på. Om man havde ret eller ej. Det havde hun erfaret efter mange års prøvelse.

Men denne lille samtale blev afbrudt, som en banken lød på døren. Sikke da et rend der var til hendes gemakker i dag! "Ja?" døren blev åbnet og en af de yngre kvindelige slaver stod udenfor døren med et udtryk der ikke tegnede godt.
Heru svang benet ned og rejste sig fra stolen. Det bekymrede udtryk behøvede ikke megen forklaring til at Heru så sig nødsaget til at gå ud i gangen uden overhovedet at havde talt med kvinden. "Vil De have mig undskyldt et øjeblik, Hr ad Kazirea. Noget vigtigt syntes at være kommet op der kræver min opmærksomhed et kort øjeblik" hun talte høfligt og nikkede mod Ramiel før hun gik mod døren og lukkede den bag sig. Det havde ikke været et spørgsmål om tilladelse, men blot en høflig bemærkning om at hun var nødt til at gå et øjeblik.

Ramiel fulgte hende med blikket, da hun som forventet pointerede at hun lige skulle ordne noget. Det var en høflighedspræget form for undskyldning, og ikke noget han hverken kunne, eller ville sige noget til. Afmålt nikkede diplomaten derpå, og lod den solbrune skikkelse forsvinde ud på den anden side af døren. Hånden slyngede langsomt vinen rundt i det fine glas, inden at han med et fornøjet smil skurrende i den ene mundvig, hævede glasset til en behagelig, velsmagende tår. Nu måtte de jo se hvad der skete. 

Fordi tjeneren var ganske rigtigt sendt af Ramiel selv, og ligesom sidst, skulle det vise sig at en test skulle til at udfolde sig. Sidste gang havde det været kvindens ressourcer, den her gang var det dog kvinden selv. For en ubehagelig lille løgnhistorie var blevet stykket sammen omkring den bevingede Ramiel, som mest af alt gerne ville se hvordan hun ville tackle hvad der skulle ske, efter den var blevet fortalt. Hvor var hendes loyallitet, hvor var grænsen for hvad man ville lægge øre til uden at reagere, og hvis man valgte at reagere, så hvordan? 
Snart begyndte den første tavse tåre at trille ned fra slavens nøddebrune øje, og hun sank besværet noget spyt, inden at hun tøvende åbnede munden. 

Og som hun satte det op, var Ramiel ikke gået direkte imod komtessens private gemakker da han først var kommet. Nej, først var han blevet taget imod, af hende... og da han fandt ud af at husets herre ikke var hjemme, havde diplomatens tanker taget en mørk drejning, og slaven var beordret et mere... privat sted hen. 
At han efter sigende skulle have påtvunget sig på hende, slavens stemme knækkede over i overbevisende hæshed, og blikket flygtede langs det mønstrede gulv. At han havde været ondskabsfuld, at han havde været hensynsløs i sin behandling. At hun ikke vidste hvad hun skulle have gjort af sig selv, og trak ned i det luftige stof, for at afslørre blålige plamager langs kravebenene, armene og efter sigende, også andre steder på kroppen. 

Heru’s rolige og høflige maske, faldte så snart døren var blevet lukket bag hende. Smilet falmede og hun så alvorligt på den unge kvinde. Hun granskede hendes udtryk og så både skam, fortvivlelse og sorg. Heru stod tavst og lykkede, men havde ikke evnen til at skjule sine følelser så godt som andre. Hendes brune øjne flakkede omkring på de blå plamager og gled omkring i lokalet i en eftertænksomhed, som de gruefulde fortællinger fortalte hende. Heru behandlede sine tjenestefolk, og såvel slaver godt. Hun havde et stort hjerte og som kvinde havde hun svært ved at acceptere at en kvindes dyd ikke blev accepteret.

”Tak, fordi du fortæller mig det” kom der i afmålt vrede fra Heru, som hun venligt og blidt løftede kvindens kjolestof tilbage over skulderen igen. ”Gå ned til Alkiram og få læget dine skader. Jeg kigger til dig senere” Pigen nejede og gik afsted, stadig med det skammelige udtryk hængende over krop og sjæl.

Heru vendte sig tilbage til døren, tog en dyb indånding og rystede hovedet for at få tankerne til at falde på plads i sindet. Inden hun med en professionel maske åbnede døren på ny. Men skjult var det ikke, at hvad hun lige havde skulle ordne, havde ændret hendes syn på den guldbevingede mand. Han sad der, med en ro og nydelighed, der var en diplomat værdig. Ikke, en eneste gang, havde hun vurderet ham til at være noget langt værre end spændende og betagende. Farlig, var skam et ord der havde strejfet hende, men i en anden afdeling end den hun havde hørt om. ”Beklager ventetiden. En af mine tjenestepiger, var desværre kommet ud for en uheldig oplevelse” De slanke ben fragtede hende tilbage igennem rummet, og hun indtog sin stol igen. ”Ikke alle herrer, der kommer her i huset, har helt forstået at tjenestepigerne ikke er deres ejendom, som hjemme hos dem selv” Hun fastholdte et roligt blik på ham, men uden at skjule at hun betragtede ham for træk. For at se om der fandtes bare et snert af dårlig samvittighed bag de gyldne øjne og de pæne smykker. Et tegn til at fortælle hende hvilken mand han i grunden var.

Diplomaten selv, vidste godt  hvilken form for skudzone han så fint satte sig i, når han med små spind af trick og løgne sørgede for at rette målskiven og derefter pilens bane, imod hans egen, høje skikkelse. Han forventede i mindste fald at der ville komme en reaktion, og han regnede med, at den reaktion ikke ville være behagelig. Alt andet ville næsten være skuffende. 
Alligevel var det næsten svært at sidde i det, da hun endelig kom tilbage, og hans gyldne blik faldt på den professionelle mine hun præsenterede. Åh. Han følte sig næsten analyseret, sådan som hun roligt betragtede ham med sine nøddebrune, glimtende øjne. Og af den grund alene, var det at det fine glas løftedes til læberne og halvt om halvt, skjulte det påtagede smil de ord bragte med sig. 

Halv-englen lænede sig en anelse nysgerrigt frem, og det skarpe hoved gled på skrå. "Jaså" Ramiel's egen maske var en bygget op af mange års arbejde og erfaring i at lade andre se hvad de enten ledte efter, eller hvad de forventede, og dårlig samvittighed kunne ikke være en af de ting givet det... ikke tomme, men halvt om halvt ligegyldige udtryk af dovenskab, som hvilede i mandens mimik. "Har De håndteret det, eller skal De have mere tid?" at hun kunne have sladret om ham var joh utænkeligt. 
Det var jo ham. 

Hans tanker gik dog i en lille salute til den unge kvinde - det arbejde havde hun gjort godt. Han håbede ikke at hun kom i problemer senere, ligesom at han også selv håbede at det her ikke eskalerede, i en retning han ikke kunne kontrollerer. De færreste var... glade for at blive taget ved næsen. 
Men det her var heller ikke just at tage hende ved næsen. Halv-englens slanke fingre tippede atter glasset, så den liflige smag kunne danse over tungen. Det her var blot en test. Og der var næsten ikke nogen forkert måde at reagerer på, selvom man da havde sine håb og forventninger. 

Heru måtte erklære sig skuffet. Hendes vidne og ikke mindst erfaring med mænd i hendes families favn og nærvær, var oftest ikke positiv. Men diplomaten havde alligevel givet hende et så godt indtryk ved første møde, at denne drejning skuffede hende. Overraskede det hende? Faktisk også lidt, men ikke så meget at hun følte sig forvirret eller snydt. Nok desværre mere at hun burde havde forventet det.
"Jeg mangler den anden side af historien." svarede hun kort, som hun med rolige skridt gik tilbage til sin stol. Glasset med den blodrøde væske blev trukket til sig, alt imens det ene af hendes lange brune ben, igen lagde sig over det andet.

"Forklar mig. Hvordan ville De tage det, hvis en gæst i Deres hjem blot gik ganske uhørt rundt og tog for sig friheder, til at ligge hånd på Deres tjenestepiger eller slavinder? De må forstå, jeg sidder selv i lidt en klemme over netop dette" spurgte hun direkte, uden omsvøb. Hun beskyldte ham ikke for noget, men tvært imod ledte efter hans reaktioner. Han var formentlig en for god skuespiller til at ville afsløre sig selv, og hun ville formentlig være for nem at manipulere til at tro hans ord. Han var trods alt en diplomat, og deres evner til at manipulere, ja, de var nærmest legendariske.
Langsomt løftede hun glasset til sine læber, og uden at tage øjnene fra ham, lod hun den røde væske røre sine læber og løbe ned igennem halsen.

Det ladede spørgsmål fik diplomatens blik til at lyse en anelse op, og det løftedes langsomt fra at betragte helheden af hende, til at betragte de nøddebrune øjne der nu vurderende lå over ham. Aha, så det var den indgangsvinkel. Se omstillingsparathed var en dyd imellem mange, og Ramiel’s afslappede mimik blev i selvsamme øjeblik mere overvejende, i takt med at han lænede sig tilbage. ”Det er også lidt af en klemme, Nådigfrøken” det ene bryn gled spørgende op i panden – hvem snakkede hun dog om – men uden at forvente et svar, fortsatte han ufortrødent.

”Spørger De mig som person, ville jeg foreslå en mere subtil afstraffelse. Skaden er sket, men at sætte sig i respekt kan gøres på mange måder” fortsatte han, næsten filosoferende i sine ord om hvordan og hvorledes. Næsten som var det gjort før. De guldspættede øjne betragtede den regale skikkelse, der langsomt, elegant og ikke mindst fattet stadigvæk lod ham tale, så godt som hævet over selve spørgsmålet – og ham. Og det var smukt.
Ramiel nikkede umærkeligt for sig selv. ”Send en budbringer – Deres udstrakte hånd, uden at De selv skal løfte en finger. Få dem til at fortryde… men ikke via deres penge. Status er kun midlertidigt, og med Deres ord, og den vægt De har… ” en sigende pause, og han tog en kort tår af rødvinen.
”… kan status formes til hvad De vil. Ser De gæsten som en hund, der uden videre giver efter for sine yderliggående behov? Så gør dem til en hund. En slange, der grådigt samler hvad den finder smukt? Så gør dem til en slange” hævn var noget af det smukkeste at planlægge. Især på vegne af andre.
Ramiel’s blik faldt dernæst til jorden, efter de lange sekunders tale og øjenkontakt. Hun var trods alt komtesse.
”Spørger De mig som diplomat, ville jeg…” og skjult en smule vinklen, gled smilet op i en ironisk grimasse. ”… sende et meget smukt og veludført brev. Og så bagefter trække i selvsamme tråde”.

Heru var ikke diplomat. Heru havde sjældent skulle tale sig ud af situationer af denne kaliber, ej heller tage sig ret meget af verdens grusomheder. Hun havde ikke mænget sig med sleske fyrster og deres luskede håndlangere. Hun var en kvinde. Det var ikke noget hun var anset til at skulle varetage.
Netop derfor, var hendes tanker også alt andet en diplomatiske, og nogen ville sige at de var alt andet end fornuftige. For en ting, i denne sammenhæng var utrolig vigtigt. Heru var en kvinde. En kvinde i en verden domineret af mænd der tog og ikke engang overvejede at spørge bagefter.

Som Ramiel talte, løftede Heru subtilt sin hage opefter, med en udstråling af ophøjethed. Hun anså sig selv, som værende den med magten i rummet. Måske naivt, men forventeligt for en ung komtesse der var vant til at blive adlydt.
Det unge ansigt var afslappet efter mange års træning med ikke at udstråle sig for kraftigt. Kun små kneb med øjnene, afslørede at hun tog reaktion til hans ord. Som talen var afsluttet løftede kanten af hendes læbe sig. Spændende.
"Diplomat bliver jeg aldrig, min herre." svarede hun med et let smil der ikke nåede hendes mørke øjne. Hun lod sine fingre glide legende over kanten af pokalen. " En hund har sine gode sider, og en slange sin egen skønhed. Måske De kan hjælpe mig til at udtænkte den bedste måde at lade denne herre forstå hvor langt nede i fødekæden han står." kælent gled fingerne videre. Hendes hoved lå let på skrå med et næsten kælent smil på læben. Men hendes øjne var hårde og borede sig fast mod hans skikkelse.

Det var en ubehagelig stemning som bredte sig i rummet, hvilket var en skarp drejning fra det ellers næsten hyggelige selskab der havde været tidligere. Spørgsmålet om hans 'forseelse' var ikke et spørgsmål, af hvad han vidste. Hvis tjenerinden havde spillet sin rolle godt, måtte hun være vred. Vred så ting burde flyve. Kvinder. 
Men ikke Heru. Man kunne nok skære igennem kulden, men alt hvad der var på komtessens læber var et smil. I et kort sekund fandt han sig selv overrasket, det var ikke forventet. 

Og hun lød ildevarslende, som hun svarede ham. 
De gyldne øjne betragtede hendes blik, og den øjenkontakt hun låste ham med, noget næsten afventende i sekunderne han overvejede sit svar. Havde han ikke levet dette liv i årevis, havde diplomatens eget smil nok ikke haft den stadigvæk rolige kant til sig, som han mødte hende med, inden at han slog blikket ned. Selvfølgelig. 
Læberne skiltes. "Det ville være mig en ære, komtesse Heru" og han rankede sig en anelse igen, og tømte ikke længe efter sit glas. Bagved ham skiltes vingerne en anelse rettende, da han slog den ene hånd udglattende ud, men samtidigt også noget afventende bagved sig. At fortælle den unge adelige at hun var blevet narret, og det blot havde været en test, virkede ikke som en tiltalende løsning. Hun virkede ildevarslende fattet, uden tvivl igang med at straffe ham inden anklagen var faldet. 
Ikke at han bebrejdede hende, han ville også selv have reageret prompte, havde det været en fra hans egen stab. 
"Er De i stand til at få denne mand fysisk straffet?" spørgsmålet var nu ret direkte, de kunne godt lege katten efter musen i det usagte. Hoved gled en smule undersøgende på skrå, og han løftede vinglasset en smule overvejende. "Gift, måske ikke dødelig, men en advarsel" en barbarisk løsning selvfølgelig, ville hun sige jah til det? Dét her var trods alt grunden til hele 'aftalen med hendes tjenerinde. Hun skuffede ikke, men spørgsmålet blev nok mere og mere tydeligt, om hun ville tilgive ham. 
En tanke han skubbede væk, det her skulle gøres først. 
Han håbede bare ikke hun lige pludselig eksploderede. Det ville først være farligt for ham, hun kunne nok godt skade han position. Men dernæst skuffende. 

Heru var som sagt ikke i den position, at hun ofte blev hevet ind til de mere diplomatiske og alvorlige emner. Men selv Heru havde et instinkt der reagerede når noget virkede forkert. Først, var hendes tanke, at hans ro omkring situationen faldt hende yderst mistænkelig. Selvfølgelig, måtte han da vide, at han ikke var så urørlig som mand, at hendes tjenestepige ikke havde sladret.
Dernæst, måske han bare ingen samvittighed ejede til at vide, at hvad han havde foretaget sig var rungende forkert. At udnytte sine ansatte, tjenere og eller slaver, var ikke noget man gjorde. Ikke hos Heru.

Hun betragtede derfor alt han gjorde, som en sulten rovfugl, der ventede på det rette øjeblik til at slå kløerne i sit bytte. Hun kunne desværre ikke sige intetanende, for det betvivlede hun stærkt at han var. Men mænd havde det med at blive overmodige.

"Ja, meget nemt" svarede hun ærligt, med en næsten ligegyldig tone. Alt for nemt. Fysisk afstraffelse med gabestok, eller hvad pøblen nu engang brugte for at udskænde hinanden, ville være nemt og ligetil. Nej, Heru gad ikke den slags. Hun kunne også selv begynde at slå løs, for trods hun var kvinde, tilbragte hun en del mere tid med fysisk arbejde, end han formentlig nogensinde anså som værende nødvendigt.
"Hmm, en advarsel lyder ikke dårlig. En man kan føle og mærke, men trods alt ikke spore. Det giver sådan en færfærdelig dårlig stemning, når folk begynder at anklage hinanden." svarede hun stadig med øjnene fæstnet på ham. Han var ikke så dum, han ikke vidste præcis hvad der foregik lige nu. Han vidste at tjenerinden havde talt med Heru.
En advarsel, som fint kunne male et præcist billede op hvordan livet kom til at se ud, hvis han forsøgte nogensinde at gøre det igen. Et liv i frygtelig paranoia, tanken tilfaldte hende.

Heru blinkede dog dovent og rakte ud efter sit vinglas. "Og dog. En mand som ham, har formentlig oplevet alt mod sin person. Gift vil være for ideelt og nemt. Han ville se det komme." hvor meget hun end havde syntes om hans person, var der ingen tvivl om at hun nu så ham fra en helt anden vinkel. Det var næppe første gang han havde gjort, som nu. Han måtte tjekke sine vinglas efter for selv det mindste fnug hver eneste dag, for mange måtte havde forsøgt igennem tiderne at forgifte ham.