"Tania, hør efter." hun gav et lydløst suk fra sig og vente fronten imod sin underviser. "Javel?" gav hun lydigt fra sig og lod blikket finde hans blik. "Du kom forsent igen, du ved hvad det betyder gør du ike?" Hun nikkede, jo, det gjorde hun, dårligt mad, og vand til aften, sådan havde livet været de sidste mange måneder takket Dain, og hans, forbandet kærlighed til kvinder, men dette kunne man aldrig dele, aldrig, ikke gang noget hun selv sagde højt bare når hun var alene. "Tre navne, og en hemmelighed fra hver. Du har til solen går ned." igen nikkede hun lydigt og lod blikket falde på himlen, "Som de ønsker." det var stadig tidligt for solens lys denne dag, middag? deromkring tænkte hun kort som hun nejede for ham, før hun drejede om på hælen og gik imod byen, imod markedspladsen for nu.

Den buffet hvide, gyldne trøje, den sorte vest, med families tegn sad som altid. Håret var sat, en lav hestehale og pandehåret gjorde som de lystede. De gyldne smykker holdt både håret på plads, samt gav farve til hendes hals, fingre og håndled. Sorte tætte bukser, og et bælte som holdt hendes bog, hendes pung, dog ingen våben, blot de to gemte knive under tøjet. Glad, med et smil på læben gik hun til markedspladsen.

Som altid vidste hun godt hvilken bod, hun først endte hos, samme som altid, krydderier. De vidunderlige dufte, de mange muligheder, og grundet mærket på hendes tøj, fik hun lov at dufte til lige netop det hun ville. "Oh, hvor skønt, frisk lakridsrod?" spurgte hun fuld af energi, og ikke længe efter vandrede hun rundt med selv samme rod i munden, som et stykke legetøj med en skøn smag. Denne tomme bod hun fandt i udkanten af den store markedsplads, gav hende skygge som hun endelig begyndte at tænke over hendes opgave, et dybt suk forlod hende som smilet forsvandt en smule som en irreteret grimasse blev lagt nær de azurblå øjne som gik i et øjeblik, som hun begyndte at lade sine tanker vandre. "Sååå, hvem." øjne gik op, som blikket studeret folkende på markedspladsen.

Balzera, endnu en gang. Dette var Barts tanker, som han endnu en gang gik rundt i handelsbyen. Ilaria havde ærinder i byen igen - om det var med samme personer, vidste Bart ikke. Han vidste ikke meget om hjorteenglekvindens position. Han var mere eller mindre bare på slæb. Hvad ellers forventede man af en lille engledreng?

Iført lige så løse bukser som altid, der kun sad oppe takket været en læderrem, vandrede engledrengen igennem byens halvtravle gade. Vingerne var ude, men de var foldet rundt om drengens tynde skuldre. Endnu ikke havde han lært at trække dem ind. Han havde prøvet af egen hånd, men intet var sket. Kun flovhed, som han håbede, Ilaria ikke kendte til, men kvinden virkede til at kende alt til det, Bart rendte rundt og lavede. Som om hun havde øjne i hans nakke - og sidst han tjekkede var der ikke andet end rodet hår derovre.
Varmen fra solen havde tvunget drengen til at tage næsten alle lag af overkroppen af, så der var kun den tynde, hvide og ærmeløse trøje tilbage. Eller den burde være hvid. Det havde den nok været, da den først var blevet lavet. Men nu efter at være brugt alt for længe af Bart uden en vask var den mere gulig og endda med få pletter her og der. 
Blikkene fra de forbipasserende mennesker var ikke fremmed for Bart. Ville alle ikke kigge på den tydelige engledreng? Alle vidste, han på et tidspunkt havde mødt sin ende. Det var de råhvide vinger et stærkt tegn på. Kun døde mennesker fik vinger. Ikke alle, kun få. Og Bart var en af disse. Fanget i kroppen i det sekund, livet havde sluppet ud af ham, inden en eller anden højere magt havde pustet det tilbage i ham. Måske Isari som hævn for, at Kile havde taget livet af ham først. Eller en form for tak af Zerafina for, at familien Ellis havde levet i hendes ånd, da familien stadig trak vejret. 

Ham, tænkte hun kort som blikket faldt over en ændre herre, som vandet med en stok, dog skiftede blikket som en hvid fjerdragt pludselig var i hendes syn, vinger? engle? Blikket fyldte dem en smule, bare for at se an, men der stoppede hun som hvem der bar vingerne kom i syne. Et barn, eller, hvad, en nogle få få yngre end hende selv. Det var svært ikke at vandre der op, som hun forlod skyggerne af boden, og gik målrettet mod drengen dog ikke direkte, sådan var hun slet ikke. Nej, med et let smil, en glad tone der blev nynnet ved hvert fodtrin, hovedet vippede frem og tilbage ved tonen, og som hun kom nær ham, lidt bag ham og lod hånden gå let frem, og forsøgte at plukke blot en enkelt fjer, men fik ikke sig selv til det, blot lod hånden glide let i duen af vigen. "blødt" lyd den lyse stemme, som fingren let dansede op af duen til hans skuldre for at få hans blik imod hende.

"Hej!" lyd det fra den unge kvinde med de azurblå øjne og de mørkehår med en let rødlig farve. Hånden gled med det samme fra hans skuldre som hun fik en reaktion, til at flytte håret bag øret og vippede hovedet med et smil. Hun havde hørt lidt om engle, de blev ældre mentalt, men ikke kropsligt. Spørgsmål var mere, hvor gamle denne engle foran hende endelig var, men var vel en hemmelighed i sig selv. Et lille tyg på lakridsroden ved hendes kindtænder som hovedet blev vippet tilbage.

Bart lagde ikke mærke til skikkelsen, der fulgte kort efter ham. Han kunne dog mærke, da et eller andet rørte vingerne. De var en del af ham og han kunne kontrollere dem. Dermed kunne han også føle, hvad de kunne føle. Men efter at have haft vingerne i år, troede Bart det nok bare, at de var vinden, ikke et individ. Det var først, da en stemme kommenterede på vingerne, at Bart halvt spjættede at frygt og chok. Han drejede rundt med store øjne og øjenbryn halvt oppe i panden. Hjertet, der i princippet ikke behøvede at virke i kroppen længere, bankede hurtigere end normalt. 

Som hans blå øjne faldt på pigen, erklærede hun hendes hilsen. Et hej, som var de barndomsvenner. Men pigen med de azurblå øjne var fremmed for ham. "H-hej. Hvem er, er du?" spurgte han. Han frygtede, det var en, som var på jagt efter hans vinger. En pige havde før ville have en fjer af årsager, Bart ikke forstod. Kunne denne pige være det samme? Selv hvis han kunne flyve væk uden problemer, var der ikke plads på denne gade til det. Og pigen var markant højere end ham. Hendes ben var længere end hans, så hvis hun ville jagte ham, ville hun komme op på siden af ham hurtigere. Barts situation var i sandhed aldrig den bedste.

Hun fniste let, som han nærmest hoppede ved hendes berøring. "undskyld, kunne ikke lade være. Blev så..opslugt." en let rusten på hovedet, som fniset og ordende ramte deres ende. Hænderne fandt hurtigt til hende som hun tog et lille hop tilbage,for at give ham mere plads.  Lidt kært var det at se et barn hoppe sådan. At se en være så forsigtigt men der var noget mere i hans blik,var han bange? Sådan rigtigt bange? Hun havde altid fundet det sjovt, at se folk reagere sådan, at se folk springe i et hast grundet sådan en lille ting som en fingre på deres skuldre. "Tania." hun smilte skævt og vippede hovedet på siden. "er hvem jeg er. Ville bare have en fjer, må jeg? Og du er?"

Hun spurgte med et smil på læben, og tog skridtet hun havde hoppet væk frem igen og tog hånden frem, åben håndflade, venstre hånd, førte hun dog stille over på sin ryg, gemte den væk. Hovedet blev bøjet frem  i et høfligt nik som hun ventede spændt på hans ord. Den ene fod tippede let på fliserne og gav lyd, klang klang, klang klang, lyd det som læderskoen ramte flisen under hende. Igen lød der et let knæk som som et lille del af Lakridsroden blev bidt i stykker, de blå øjne lukkede som den behagelige smag spredte sig i hendes mundvige.

Opslugt? Af hans vinger? Vidste hun ikke, hvad disse vinger betød for Bart? At han engang var blevet død, myrdet, og derefter genopstået som dette nye væsen, forevigt fanget i kroppen, han døde i uden at ældes et sekund mere. Hvordan kunne nogen være opslugt af dette ville aldrig skabe fornuft for Bart.
"Bart. Ellis. Og helst ikke," sagde Bart med tydelig usikker og rysten i stemmen. Ja, hun ville have en fjer. Hvorfor ville alle piger have en af hans fjer? Ville de spørge fremmede drenge om at få en lok af deres hår? Sådan følte Bart, det var. Fjerene var en del af ham, som hvert hårstrå på hans hoved var. "Hvorfor vil du en?" Den pipende stemme, den lille statur, det uskyldige ansigt, de store vinger, det store tøj og det tynde hår var alle faktorer, der kun fik Bart til at se endnu yngre ud, end han fysisk var. Mentalt var han fjorten, fysisk elleve og han kunne gå for at være en helt nede på ni år. Sådan ville han altid være. Bare tænk, om halvtreds år, når han mentalt ville være over tres, ville kroppen stadig ikke have nået en brøkdel af pubertet. Det var en tragisk tanke at tænke og derfor tænkte Bart det ikke.
Hendes trippende adfærd gjorde kun Bart endnu mere utryg til måde. Hvorfor trippede hun så meget? Hun stak hånden frem af høflighed. Den kunne Bart tage, men han tog den langsomt og usikkert, hvor hun virkede mere selvsikker, som om dette var almindelig hverdagsadfærd for hende. Sådan var det ikke for Bart. Slet ikke.

Engle og deres død var en historie havde havde hørt, dog for Tania, var det aldrig sorg hun tænkte man følte, for hende, så hun intet andet end muligheder. Derfor havde hun ikke givet det en tanke af drengen ikke nydt, at få bemærkninger på vingerne, at han ikke nydt sit nye liv. Men, hun tænkte også at han ville vokse mere, at dette blot var et barn som nu voksede op til at blive en voksen engle. At væsner stoppede, og forbliv i den krop de havde som livet forlod dem, var stadig en viden Tania ikke har fået.

Hun nikkede høfligt som han gav ord tilbage, et lavt "øv", forlod de røde læber som han afviste hende en fjer. Blikket faldt stille til jorden og foden stoppede dens lille dans på flisen, dog vendte blikket hurtigt op igen som han spurgte hendes uddybe efterfølgende. "Altså..ikke noget..De er smukke, og tror af have en bag mit øre ville klæde mig." hun fniste let, vippede hovedet på siden som disse ord blev sagt, en hånd løftede sig til hendes øre, og førte let håret ombag ved det, selv om der ikke var meget hår frit foran, dog blev hånden ved øret og peget ved den blottet hud ved hendes høre. "Her, tænkte den ville sidde fint her. Fremhæve mine øjne en smule." igen lod hun en let glad latter forlade hende som hånden faldt til hendes hofte og fandt hvilested der. Den anden hånd, den gemt bag hendes ryg kom stille frem, og hang blot ved hendes anden side, de fire fingre trippede let på hendes lår, nu hvor foden var stoppet tog fingerne over, dog var rytmen ødelagt, tydeligt hun var van til at have den manglende lillefingre men i melodien, men selv om hun forsøgte at have den med, manglede fingren.

"Det er bare. De er bare. En del af mig," prøvede Bart at sige. Han prøvede at sige, at de var lige så meget en del af ham som hårene på hovedet. Men ikke alle kunne forstå det. For selvom denne pige var markant højere end ham, så hun relativt ung ud. Før Bart var blevet en engel, var døden ikke helt en del af hans liv. Han kendte ikke rigtig døden dengang. Vidste ikke, hvad det var. Nu gjorde han. Efter at have mærket døden på egen krop - den kolde luft omslutte en - lærte Bart, hvad døden handlede om. Måske denne pige stadig havde et fremmed forhold med døden og dermed ikke vidste, hvor meget det inderst inde tyngede Bart. Drengen ville aldrig indrømme det. Han havde været engel i år nu, men det var stadig hårdt for ham. At vågne hver morgen i samme krop og med den viden om, at han aldrig ville ældes. Kroppen ville aldrig gå i pubertet. Han ville aldrig blive en mand, voksen. Han ville aldrig lave sin egen familie. Han var den sidste tilbage af Ellisfamilien og han havde ingen mulighed for at lade navnet gå videre i slægten. Han var den sidste i Ellis-slægten og det kunne han være forevigt. "Kan du ikke bruge en fugls fjer? En due er også hvid."

Hun stoppede helt op, og tippede hovedet som han talte om det var en del af ham. Hovedet tippede lidt frem og tilbage som dette tydeligt blev vendt i hendes hoved. "Det..kan jeg godt se." mumlede hun let, eftertænksom, og lod blikket falde på den manglende lille finger på den vestre hånd. "Gør ondt at miste noget af en selv, gør det ikke?" spurgte hun med det lille smil stadig på læben. Den anden hånd hævede sig til hendes håndflade, og en fingre spidst gled langt hvad der var tilbage af lille fingren. Hun sank en klump som mindet pludseligt spillede sig ud foran hende. Nervøst bidt hun hårdt i lakridsroden og en sveddråbe eller to dannede sig på hendes pande ved disse tanker.

Hun nikkede høfligt til hans forslag, foden begyndte aldrig at trippe igen, ej heller hendes heller, som hun endelig begyndte at stå stille. "Jo..jeg ehm... Skal nok stoppe." hun tog blikket væk fra ham, og lod det falde på markedet for at finde noget, at tage samtaler over på, da hun begyndte at indse hvor meget hun havde dummet sig. "Jeg...ehmm..Undsykld." blev dog sagt som blikket faldt tilbage på ham, og mødte jorden, smilet væk. "Tænkte mig ikke om." forsigtigt hævede hun sit blik til ham igen, dog med helt andre følelser, medlidenhed og en smule skam, kunne fornemmes i de azur blå øjne.

Som pigen mumlede og nikkede, at hun kunne se, hvad Bart sagde, bed engledrengen mærke i noget, der fik hans blod til at fryse et par grader. På hendes ene hånd manglede hun en finger. Hun havde kun fire. Og det var tydeligt for Bart, at det ikke var et mangel siden fødslen. På et tidspunkt havde denne pige haft alle ti fingre, men nu var der kun ni. Og lige efter han havde sagt, at hans vinger var en del af ham. Hvor dum havde Bart lov til at være? Komplet dum som det lille barn, han inderst inde stadig var - bare ikke nær så lille som udseendet, men stadig meget lille.
"Det var ikke for at.." prøvede Bart at sige med sin pipende stemme, der aldrig ville gå i overgang, men han færdiggjorde ikke sætningen. Han vidste ikke helt, hvor han ville hen med den. Hvad kunne han sige til hende? Hun tog næppe Barts afvigelse så hårdt. Der måtte være noget dybere, der fik hende til at undskylde og kalde sig uvidende, så selvom pigen havde undskyldt, opstartede Bart en ny sætning med præcis. "Undskyld, jeg var bare.. Undskyld." Bart var god til de ikke-afsluttede sætninger. Han prøvede at undgå pigens blik ved at kigge lidt ned, men øjnene rullede stadig helt i toppen for at kunne ane hendes ansigt. Han frygtede, hun ville begynde at græde i de skamfuldte, azurblå øjne på hende.

Hun smilte let som han begyndte at mumle, men smilet forsvandt som hun så hvor meget han frys over synet af hendes finger. Det måtte ikke være nemt? En på hendes alder der tydeligt manglede en fingre af en skade? Hun træk smilet lidt frem med tvang, for at berolige englebarnet. "Det..skal du ikke tage dig af, det er nu sådan livet er. Mit har bare været lidt hår..." hun stoppede sig selv før hun sagde det sidste ord, og lod blikket  glide let over vingerne. Et dybt suk forlod hende, den firefingret hånd endte bag hendes ryg som hun tog sine ord til sig. Tænk at hun var ved at sige hendes liv havde været hårdt, foran, en engle yngre end hende selv.

"Du skal ikke undskylde...Meget vi ikke ved om hinanden, må vi gøre noget ved! syntes du ikke?" hun tog et halvt skidt tættere på ham, som hun sagde disse ord, et varmt smil og nik forlod hende, rettet imod ham med disse ord, og glæden var tilbage i hendes øjne. Som hun forsøgte at tage fat i hans ene hånd, med den tifingret hånd. Så om hun legede med den, bevæget hun lakridsroden lidt rundt i munden, og et lille bid i den, sendte igen den bitter søde smag spredt sig igen igennem hendes mund, hvilket træk smilet lidt længere ud på hendes kinder.

Da pigen sagde, han ikke skulle tage sig af det og sådan var livet, nikkede Bart taknemmeligt. Men selvom hun ikke færdiggjorde hendes sætning, kunne drengen mere end tydeligt forstå, hvad hun ville sige. Hendes liv havde ikke været hård. Det ville han gerne tro på. Ingen kunne have haft en blid opvækst, hvis de manglede en finger. Men pigen havde stoppet sin sætning og straks bagefter studeret hans vinger. Måske lagde hun to og to sammen? At disse vinger kun var kommet af én ting. Hans egen død. Og i Barts tilfælde havde det været mord. Koldblodigt og mareridtsvækkende mord. Han kunne stadig vågne midt om natten i koldsved. Han vågnede altid lige, når klingen trængte igennem brystkassen. Bart ville lyve, hvis han sagde, han vågnede ved hver af disse mareridt med tørre bukser. Men så var det godt, han ikke nævnte det for pigen. Dog kunne hun nok se, han tænkte på dette, for han skævlede helt. Rystede i skulderen.

Hun tog fat i hans hånd, som om de skulle ud og se et eller andet. Men hvad? "Hvor vil du hen?" spurgte Bart med den højtonede stemme, der rystede - ikke nær så meget som skulderne havde gjort, men stadig nok til, at det kunne høres. Det var først nu, at Bart lagde mærke til, at pigen havde noget i munden, som hun flere gange bed og tyggede i. Han lagde ikke synderligt mere vægt i dette. Han ville i hvert fald ikke dele, når nu hun havde det gemt væk i hendes mund.

Et kort øjeblik, skiftede hans mimik,og dette fik hende til at kigge let forundret på ham som disse tanker gled forbi hans sind var det tydeligt at det var langt fra behagelige ting han tænkte. Dette fik hende dog ikke til yderligt at reagere, blot observeret hans mimik i øjeblikket, hans krop, hvordan han reageret på sit eget sind. Frygt, måske? hun træk sit smil væk som disse ubehagelige følelser var tydelig i ham. Hun stod blot, og holdt hans hånd, og lod ham være i sine tanker. "Du okay?" spurgte hun let som han kom ud, eller, virkeide til at falde ud af disse ubehagelige tanker.

Hun stod stille med hans hænderne i sine, og forsøgte at virke betrykkende, dog skiftede hendes mimik hurtigt som han spurgte om hvor de skulle hen. "Hen?" hun lød ikke kun lidt forvirret, men meget. "Hvor..skal vi hen?" hun vippede hovedet frem og tilbage som tankerne gik over hende. "Mhmm, hvor end du vil? Vi kan gå en tur? Finde et sted med mindre folk?" hun fniste let som flere steder gik forbi hendes sind. "Vi kan..mhmm.. ved det ikke! hvad vil du være tryk med?" som disse ord blev sagt løftede hun still hans hånd til hendes bryst, holdt den lidt fra hende, men indfanget i hendes hænder, og genvant sit lille smil.

Som Bart nærmest forblev en fange i sit eget sind, hjalp Tania ham ud af sine mareridtsfyldte tanker, der havde givet ham gåsehud på de tynde arme og nakkehårdunene stod oprejst. "Jah." småmumlede Bart, som han trak på skulderen. Der var alt andet end selvsikkerhed og troskab i det ord. Man skulle være døv både fysisk og på menneskelig forbindelse, hvis ikke man kunne se dette. Hendes hånd om hans virkede underligt betryggende. Som om der var en livslinje, Bart kunne trække i, hvis dette var brug for. Men hvorfor skulle han gøre dette? Tania var en endnu fremmed pige og hvad havde Bart ikke lært om fremmede? Jovist, de kunne være søde, men de kunne også vise sig at have mørkere sider. Selv børn som ham selv og Tania kunne gemme på dybere hemmeligheder.

"Du, du tog mig i hånden. Hvorfor? Hvis ikke for at vise noget?" Og der gik det op for Bart, at han havde gået ud fra noget, som var dumt af ham. Og denne dumhed bredte sig som en lyserød farve henover det halvblege ansigt. 
Men som Tania trak hans hånd op til hendes brystkasse, løftede engledrengen sit ansigt, der havde vendt ned af i halv skam. Hvorfor var hun så venlig? Havde hun tabt et væddemål til nogen? Hvorfor var hun venlig mod ham? "Det er okay her. Medmindre du skal noget?" Selv havde Bart ingen planer for han var, hvem han var. Men denne pige kunne have planer, som drengen stod i vejen for. Og det ville han ikke, hvis dette var situationen.

Hun fniste af hans ord, et smil, en glad latter. "Oh..jamen for at betrygge dig?" hun rustede hovedet, "For at vise dig intet farligt forekom" hun slap dog hans hånd i dette øjeblik, og endte på hendes egen hofte. Hvad mon han har oplevet? Modsat hans død, som har gjort ham så påpasselig? hun tog et skridt væk og gav ham lidt rum, blikket dansede over hans nervøse figur, men endte igen hurtigt på hans fine vinger, dog fangede den lyserøde farve i hans kinder hendes opmærksomhed, og træk blikket væk fra den fine dun vinger. "du er nuttet." kommenteret hun på den nervøse form og de røde kinder. Hovedet rystede let, med et varmt smil.

"Mhmm." tænkte hun som lakridsroden skiftede fra de højre kindtænder, til de venstre og endnu en gang bidt hun hårdt ned på den, et lille knæk kunne høres som rodens smag spredte sig i hendes spyt. De azur blå øjne gik kort i, som hun tydeligt nydt den friske bitte søde smag igen. "Jeg skal intet før mørket falder omkring os." kommenteret hun stille, i en lykkelig tone. "Så, lige nu, tænkte jeg at lære dig at kende?" de azur blå øjne åbnede igen, og hun smilte til ham. Hun fniste let, og tog hænderne til hendes egen kind, håndflade mod håndflade, og kinden hvilede imod den ene håndryg. "Hvis du vil bruge tid med bitte mig?"

Et takkende blev sendt til hende, da hun indrømmede, hvorfor hun tog hans hånd. Derfor ærgrede det lidt Bart, da hun slap hans hånd igen. Det var vel hans egen skyld ved at være så skeptisk over det. Men som hun kaldte ham nuttet, kunne Bart intet andet end at kigge ned. De lyserøde kinder blev nu helt røde som en rubin. "Tak." småmumlede Bart, dog med et lille smil på læberne, som han løftede hovedet tilstrækkeligt for at lade øjnene møde hendes. 

Som Tania snakkede videre, løftede Bart sit hoved gradvist, indtil det var hævet helt. Farven i de knibeværdige kinder var stadig at finde i dem. "Jeg skal ikke andet heller," Kun at vente på Ilaria, men hun kunne bruge resten af dagen og den begyndende aften på hendes modne planer. Heldigvis var ting som føde og væske ikke noget, hun behøvede at fokusere på for Bart. Ej heller behøvede han heller ikke selv. Han var en engel. I princippet var han død. Og døde behøvede ingen næring, selvom han selvfølgelig kunne spise. Det ville bare komme direkte ud igen uden at sætte sig på knoglerne. Han ville forevigt være fanget i præcis denne krop. "Jeg vil gerne, hvis jeg må."

Det hjalp ikke at han rødmede mere, og kastede blikket fra hende, faktisk tværtimod fik dette kun nuttetheden i barnet mere frem. Hovedet blev rystet af ham, og smilet var tydeligt i hende og der var nu mange ting at smile over i dette, men det lille forsigtige nervøse tak var nu næsten perfekt, han mindede forfærdeligt meget om hendes egen bror hvilket nok var problemet, der lokkende ved denne knægt, dette barn. "Behøver du ikke, slet ikke takke for!" udbryd fuld af energi. Hun ventede og lyttede nær til hans ord, og fyldte hans kropssprog nøje, og så snart han nævnte at han intet skulle tog hun blikket rundt omkring dem, de var stadig nærmest i midten af markedspladsen hvilket ikke var, optimalt, men fungeret. Hun træk i smilet og blikket blev mere fuld af energi end tidligere som han sagde det sidste, hvis jeg må.

fanget. lyd en enkelt tanke i hendes indre som hun igen søgte hans hånd i hendes, og løftede den let og forsigtigt træk den imod sig."Selvfølgelig må du det! Kom!" udbryd hun i en lys glad tone, og forsøgte at trække ham til kanten af markedspladsen, lidt væk fra folkemængden. Ud til kanten hvor man ikke hørte lyde fra alle sider, og vinkler og først når de igen tog stille lod hun læberne dele sig, "Jeg hedder Tania! Og hvem er du?" hun lod igen blikket falde på vingerne som hun ventede på et svar, de virkede bare så bløde, så afslappet af hvile i, en dag måtte hun prøve det, at hvile i en engels vinger. "ikke bare dit navn! din historien, vil berige mig at høre!" tilførte hun i god hast før drengen fik mulighed for bare at svare sit navn. De ni fingre flettet sig om hans hånd, som hun hold i mellem de to.

Som Tania endnu en gang tog sin hånd i Barts, lod drengen dette ske. Han lod også hende trække ham med henover markedsgaden og hen til kanten af det. Menneskemylderet var bag dem og de stod nærmest i stilhed her. Privathed næsten. 
Egentlig troede Bart, hun ville give slip, men hendes hånd var stadig om hans. Faktisk lod hun hendes anden komme til den, så hans drengehånd var i en sandwich mellem begge af hendes. Hun var varm. "Bart. Bart Ellis," sagde drengen og følte sig dum for at sige det igen, men som han havde svaret, kunne han høre fra Tania, at hun ville vide mere end hans navn. Hun ville lære ham at kende. Og hun havde låst drengen fast ved at have sine hænder om hans. "Øhm, jeg voksede op på en gård nær Medanien. Jeg havde to ældre søstre og to forældre, inden vi.." Og der stoppede drengen sin egen fortælling. At fortælle om familien kunne han nu. Han var også blevet nogenlunde god til at snakke i fortid. Men når han kom til, hvad der skete med hele familien inklusiv ham selv, fik drengen en stor klump i halsen. Og det var ikke kun tavsheden, der var tydelig at se på ham, havde bragt følelser i ham. Blikket sænkede sig sammen med smilet falmede. I det mindste begyndte øjnene ikke at blive blanke af tårer. Men det var der desværre stadig tid til. Hvordan ville Tania ikke reagere, hvis drengen pludselig begyndte at græde over sin familie? Han ville kun se håbløs ud. Mere end han allerede gjorde.

At han så pænt fyldte med, at han roligt lod hende holde ham, trække ham med, gav en behagelig følelse i maven, en følelse der træk sig lidt frem i hendes smil. Hun nikkede og tænderne blev kort vist i smilet som han delte sit navn. "Jamen Hej Bart, bart Ellis" hun fniste let som hun tydeligt lavede en smule sjov med drengen, let rystede hun hovedet og tog en  dyb vejrtrækning. Hun vidste udemærket at det var svært for ham at komme væk i dette øjeblik, endnu svære for ham at trække sig fra samtalen, og derfor lyttede hun spændt til de ord hun fik lokket fra ham. "Inden vi?" gentog hun, og træk forsigtigt hans hænder tættere på hendes bryst. Det var tydeligt at se den ubehag samtalen fik frem i ham, at hans blik blev uroligt og de små skuldre tydeligt bevægede sig ved de ord der endte med at blive delt fra hans læber. Igen træk hun vejret lidt dybere end normalt.

"Det er fint..hvis det er ubehageligt så..behøver du ikke." forsikret hun, før han fik mulighed for at forsætte, og lod blikket falde ud i markedspladsen. Tydeligt hun så sig om, lod blikket hoppe fra den ene person, til den næste, folket, der faldt ind i hendes blik, ikke boderne, ikke lyde, men folk. "Må..være hårdt.." lyd det ud af intet, som blikket langsomt fandt tilbage til ham. Tydeligt der lå et spørgsmål bag hendes læber, som hun kærtog hans fingre et øjeblik, specielt den ene lille finger, og tydeligt hun sagde noget helt andet, som hun igen fik lakridsroden til at sige et knæk, for at få smagen tilbage i munden. "Hva...hvad fik dig her ud? Til markedspladsen? Her i syden? Er et farligt sted for en som dig?" Igen lod hun blikke glide fra ham, ikke langt, men til gangen ikke langt derfra og nærmest gemte sig bag ham, vejen til slavehandlen.

Måden, hun holdt hans hænder tættere mod hendes bryst, var som for at fortælle, at det var okay. Det her var et sikkert sted at snakke. Bart så ikke grebet om hænderne som en form for fangetagelse. At den lille dreng ikke havde nogen måde at flygte på. Hendes greb blev taget imod, som han sank en klump. Halsen virkede underlig tør, som han svagt sagde: "Inden dét skete. Det, det var mørkelvere." Hvis ikke Tania havde fat om begge hans hænder, ville drengen havde kradset på sit eget bryst. Præcis der, hvor arret fra mørkelverindens klinge. Det virkede altid til at irritere, når han snakkede eller blev mindet om det. Hvorfor kunne han huske dén dag i så stærke detaljer? Lige nu ønskede drengen bare at få fjernet det minde komplet fra sindet, men han vidste, det var der af en grund. Som mange havde fortalt ham. Guderne havde en mening med alt. Om så man selv kunne se det eller ej.

Hans blik havde sænket sig, som han havde fortalt. Det var ikke nemt at holde hovedet eller humøret oppe, når man mindede sig selv om ens egen mord og familieslagtning. Tania ville uden tvivl kunne mærke drengens krop ryste igennem hans små hænder. Måske hun sågar kunne mærke koldsveden, der var at finde flere steder på ham. Hvorfor skulle han være så ynkelig? 
Kærtegningen mod fingrene og især den ene lillefinger fik dog Bart til at kigge op lige i tide til at møde Tanias blik, før hun virkede til at vandre med øjnene meget kort. Dog valgte drengen ikke at kigge efter, hvad hun kiggede på. "Illaria har voksenting at se til. Jeg er bare med," At det kunne være et farligt sted for ham, skræmte drengen en anelse. Var der mørkelvere i nærheden? Var det det, Tania kiggede efter? "Er det farligt her?" Spørgsmålet blev spurgt mere for at forsikre, at Tania ville sige, at de var i sikkerhed, men sådan som hun havde formuleret før, så var Bart ikke just helt sikker. Hvorfor skulle der altid være fare eller skumle personer overalt?