Det var en grå morgen. Aclaina havde lige forladt sengen og satte sig ned i sit atelier og stirrede på et tomt lærred. Hun skulle skabe ting til sit atelier, men hun vidste ikke hvad eller hvordan hun skulle male det. Men hun vidste godt hvorfor hun følte sig ugidelig; hun savnede at male malerier af afdøde og skabe flere skygger. De skygger hun allerede havde skabt, stod pænt bag hende i en sort masse. 

De virkede ligegyldige, ubetydelige. Alligevel stirrede hun på skyggen der var hendes mor. Sommetider ville hun ønske at skyggerne forsvandt, og samtidig måtte de aldrig forsvinde, for de var en vidnesbyrd på hvad hun var. Og hvad var hun egentlig? Var hun på mange måder ikke selv en skygge? 

Hun fornemmede sommetider at de snakkede til hende, som om de var et kor af fornuftige stemmer, der skulle fortælle hende alt det hun gjorde galt. At de skulle være dømmende overfor hende. Hvad var deres problem? Hun rejste sig arrigt og slog hånden ind i en reol. Krukker, flasker, medaljoner, krystaller faldt til jorden. I panik begyndte hun at samle skårene op og pludselig kiggede hun ned på hendes hænder. De blødte. 
Med et hørte hun døren gå op.