Nu hvor det forlænge periode hvor faelwens tåre havde holdt elverly lukket, endelig gjorde tegn på at visne ud, var det oplagt at få grænselandet gjort klar til gæster, at sikre at elvernes stolthed stor klar til at blive vist til rejsende. Langt de fleste håbede at blomsten ville holde sig væk næste år, eller i hvert fald holde sig til de indre dele af elverly. Men tiden og skæbnen holdt dette svar for sig selv, blomsten var som altid lidt af en gåde. Denne sene efterårs dag, var gåden af blomsten glemt, som dagens stemme valgte at benytte solens stråler på at besøge grænse landet, sikre at dette blev gjort klart til rejsende begyndte at komme retur, til de mange som mistede deres hjem kom hjem og så elverlys storhed allerede her i grænselandet.

En mellemstor landsby ved navn rosengaard, en landsby som engang var ejet af Erneyll familien, byen havde ændret sig meget siden elverne overtog byen, og det havde været en kamp at det elviske udsene frem i de menneskelige huse her på kanten af skoven. Men, målet var ved at være der, farve, blomster, natur og dyr, var alle begyndte at ikke kun ligne, men også opføre sig som dette var en elvisk by på trods af dens tydelige menneskelige rødder. Nu skulle byen udvides, og den store diskussion omhandlede at beholde en by hvor det tydeligt var en blanding af to racers kultur, eller begynde at lade den elviske kultur være den dominante i den nye udvidelse af byen. "På trods af vor meget jeg nyder at se elviske huse, er det svært at komme uden om skønheden ved byen som den er nu." lyd det let fra Yume'Ave der stod ude foran borgmestres hus, sammen med borgmestrene selv, en udvalgt af Forårets stemme, og den bygge ansvarlige. "Er enig i byen har en unik tiltrækning frøken Risindier, men er det ikke på tide at vise forskellen på vort kulture? Som byen nærmer sig skoven mere og mere, og så lade den blive mere et med os. lyd det fra borgmestrene som kigget i retningen af skoven hvor de nye tyve huse var ment at skulle blive placeret. De fire elevere gik frem og tilbage i deres modersmål om netop denne problematik, at bibeholder det tydelige tegn på racerne kan leve sammen, et vidunderligt symbol til rejsende som deres første møde her i grænselandet, eller fortælle historien om det menneskelige, deres skønhed og trækker det langsomt over i et mere og mere elvisk udsmykning. "jeg forstå udmærket deres ønske, men dette er et af de første møder mange vil have med vores kultur. Tror mig, jeg vil personligt nyde at forvandle byen til et elvisk vidunderlig af vor elegance, men det er ikke bare os der skal finde et hjem til vor sjæl-" Et pust af vind gik over bordet de havde sat ud til deres diskussion og afbryd de ord der var ved at blive sagt, den bygnings ansvarlige kastede sig nærmest overbordet for at sikre tegningen ikke kom på afveje. Yume'Ave tog i en hurtig bevægelse fat i sit slør som hang foran hendes læber, den let gennemsigtige silkekjole lavet tydeligt af edderkoppespind dansede let i vinden, som altid ved hende, kunne alle hendes former fornemmest under den hvid gennemsigtige silke der dækkede hende, men ikke ses. Dog som altid inde for de sidste halvandet år, hang et mørk lille klæde om hendes hofter. Håret hang i et lille klump der samlede det hvide hår bag hende, og den lyserøde skær i hendes spiser dansede let i vinden som den lå sig. "-men, alle de rejsende ønsker jeg ikke skal møde hjemve og føle sig udenfor her, vi skal vise vort hjerte og sjæl, at vi er velkommende for mennesker på trods af den Faelwens tåre, specielt nu, skal vi vise vi har plads til dem. Om det er de, vi fire ønsker eller ej." afsluttede hun sine ord og samlede hendes hænder på hendes mave, fingrene flettede sig sammen som de tre mænd foran hende, forsatte med deres pointer og syn på diskussion, stadig i deres modersprog.

Siden nyheden omkring faelwens tåre, som havde holdte Elverly lukket hele foråret og det meste af sommeren, havde der været end del rygter fra de forskellige landsbyerne rundt omkring i riget. Dog havde snakkede i den mere højde klassede også haft det op og vende omkring den forbandelse skoven Faelwens tåre havde skabt, da nogen af adelige havde misten nogen skovhuggere af en art. Selv Margera- slægten havde miste nogle staldknægte, som havde redt ind Elverly skove, selvom de var blevet forbudet fra staldmaster. 

Margera slægten havde haft et erinde i en nærliggende by Turmelinien, da overhovedet havde haft et møde med en fra familien Erneyll. Da den unge Komtesse havde flugten hendes fader med til Turmelinien, og det var ikke gået bag ørene på nogen af den unge komtesse havde været til fest inde i byen den følgende aften. Da hun ikke skulle snakke med fyrste familien. Da aften kom frem og de mange fest glade bønderne i den nærliggende kro. Kom den røde håret kvinde i snak med et par knægtene, som snakkede omkring Elverly forbandelse eller denne gådefulde blomst til Faelwens tåre var igang med at afvisser, så man mange af de mennesker, som havde miste deres hjem kunne begynde tage tilbage. Et lille gys gav sig i den adelige kvinde da hun mindes hendes gamle flamme Yume en elver kvinde, som havde taget Rachels hjerte med storm, men deres brud var opstode under denne mystiske blomstering, så Rachel havde ikke haft mulighed for at opsøgde Yume. 

Rachel var udemærkede klar over hendes spotan utroskab, havde ødelagte forholde mellem Yume og hende, men at den røde håret kvinde aldrig rigtig havde fået chance for at forklare sig omkring den aften. Yume havde været svær at komme opspor, da hun knap svarede på brevene, den unge kvinde havde sendt til hendes gamle kæreste, men selv i hendes drømme kunne hun ikke få fat på elveren. Selvom denne aften endte ud som alle andre nætter, hvor Rachel levet sit liv, som single, så havde hun hele tiden den gamle flamme i tanker. 

Selvom natten havde været lang for Rachel forlod hun den unge mand, som havde delt seng med i nattens løb. Mange ville nok havde under sig over en adelige kvinde, som liste ud fra en underklasse hjem, mens solen var ved at stå op, men for Rachel tryghedssøgende vænse var det naturlig at dele seng med en anden for ikke at være alene. Folk kunne heller forbryde hende og hendes ryg var ren da hun ingen forlovelse eller kæreste havde på, da værende øjeblik. Da Rachel kom hen til Margera Stutteri låne stald hos fyrsten, var mange af stladeknægte allerede igang med at foder hestene og nogen af dem var alledere kommet ud på fold. Rachel gik hen mod en boksen, hvor en rød hoppe sparket utålmodig til dens boks, da den ville havde mad. " Så så Malika.. du skal ikke skade dit ben. " Snakkede hun lavmeldt til den ilter hoppe, som nærmste kaste sig over dens mad, som et vildt dyr. Rachel vendt sig mod en af staldknægten. " Jepser.. Kan du sige til min far, at jeg ikke er til rådighed i dag? Skal til elverly... har et ærinde med en person, og jeg tage Malika med mig, så skal havde noget vand og mad i en ride taske. " Befaldene hun i venlig tone til en ung knægte på omkring 14 år. " Jeg skal nok give beskeden videre frøken Margera " Frem stamme den unge knægt før han forsvandt ind i sadelrummet. 

Da solen var kommet halv op på himlen havde hun fået sadel den ilter røde hoppe op, selvom hoppe var ung og i træning, mente Rachel godt denne hest kunne klare turen til grænselandet, hun havde hørt samtalen for nogen af landsby borgerne omkring et møde i Rosengaard og hun var næsten sikker på Yume var end del af det. Folkene havde ikke været sikker, men nogle havde nævnt denne elvers navn. Selvom Elverly lod 2 dage rejse væk, havde hun ikke sinde og stoppe sin rejse for at finde Yume.  Dagene gik og Rachel kunne godt mærke på den unge hoppe at det var en hård tur, da de kun havde fået få stop hen afvejen. Så da Rachel skridte ind i den mellemstor landsby Rosengaard var blikkede meget skarp, men søgende efter den fundte kærlighed. Hoppen viste tydelig tegn på umattelse, da den gik med sanke hoved og skridte rolig hen af jorde vej. Der gik lidt tid før den røde håret kvinde så en lille gruppe mænd, henne ved borgmesteren og et sug gik igennem Rachel, da hendes grønne øjnene fik øje på den tilligere kæreste, men det var ikke et gældelig gensyn øjnefarven på den røde hovedet kvinde blevet langsom rødelige og et kort spark i siden fik hoppen til at sætte i en kort galop mod rådet. " YUME!" råbte rachel næsten i raseri da hun fik stoppe hoppen, som stejle i usikkerhed over de mange fejlbarlige singalerne Rachel gav den på får sekunder.

Der gik ikke længe før den røde håret kvinde spring ned fra den røde hoppe, som tydelig bar præg af forvirren over dens rytters adfærd. "Hvad bliver du dig ind! Bare sådan droppe kontrakten bare sådan ude lige.. ude at giv mig en mulige for at forklare mig! Er dit værk med den åndsvage blomstering!" Råbe Rachel frem ude rigtig tanke over det hun sagde kunne misforstås, da vrden næsten havde overtaget den sindet på Rachel, som normalt aldrig ville stå op åbne gade eller foran et byråd og råbe af en. " Hvordan kunne du! " Blev det atte råbe, selvom rachel godt var klar over skylden lå på hendes skulderen, før hendes røde øjnene stimlende de andre tre mænd i baggrunden, hvade hun kun den yndefulde Yume for øje på daværende tidspunkt. 

Yume!" det navn hang over bordet som de fire alle stod dybt fokuseret på tegningerne foran dem, i samme øjeblik rettede alle tre mænd blikket imod Rachel, alt imens Yume'Ave sukkede dybt som hun genkendte stemmen, heldigvis stadig med ryggen til den nyankommen. Et ohmt blik blev sendt over Yume'Aves skuldre som let gled over Rachels form, og de tydelig mærker af udmattelse, endnu et suk forlod hende som blikket vente retur på tegningen, netop her forsatte Rachels vrede ord imod hende, Yume'Ave var ikke i tvivl om hvor røde de øjne der stirret imod hende var i dette øjeblik, og som Rachel endelig holdt sin kæft sukkede Yume'Ave på ny. Hvordan kunne du? Hvordan kunne du? Hvordan kunne du? Hvordan kunne du? Hvordan kunne du? Den sætning gik igennem hende flere gange, som hun hvilede hænderne på bordet et øjeblik uden et ord forlod hende, tydeligt at de lille øjne var lige så irreteret som de brænde røde øjne der stirret på hendes ryg. Roligt, fattet og på elvisk talte hun kort til de tre mænd foran hende, "Undskyld mig, mens jeg viser det modsatte af elvisk gæstfrihed til vort gæst." hun nikkede høfligt til dem som hun i en sur bevægelse skubbede sig selv fra bordet, et sving i hoften og hun træk sig imod Rachel, og her kunne hun ikke holde sin vrede mere, den var synlig i hendes gang, hendes form, hendes øjne, og uden tvivl bidt hun sig i læben af vrede under det slør som dækkede hende let til.

"Ildblomst." lyd det let, i en høflig tone, det navn der ikke kun var blevet sagt i hede natter til denne kvinde, men også i øjeblikke af kærlighed. Som alle andre af Yume'Aves kæreste var hun en blomst, denne kvinde var en blomst af ild, grundet det røde hår og den passionsfulde personlighed. Det var høfligt at trække hende væk, at bede hende følge med, og dette var også planen som hun gik op foran Rachel blot en meter fra hende, men de ord. Hvordan kunne du?! rang igennem hendes sind en gang mere. "Hvordan kunne jeg?! JEG?! JEG GJORDE INTET!" begyndte hun at svare igen, en tydelig kamp for at holde hendes hænder tæt på hendes egen krop kunne ses. "hvor VÅGER du at komme her, og råbe og spørger  'hvor kunne jeg?!'-" skreg hun nærmest som hun samlede sine hænder for at holde dem i ro. "-Det var dig der valgte at smide tøjet, det er dig der valgte at lægge med en mand den nat! og sikkert mange flere, jeg ikke ved noget om! I Nalish’ra der er et mirakle du ikke har børn som var du en halvkanin! din skøge! Det var dig, det satte ild til alt vi havde ildblomst!" hun sukkede dybt, og fortryd allerede nu hvad der var blevet sagt, ikke fordi hun ikke havde lyst til at sige alt dette til Rachel, faktisk havde hun lyst til at sige meget mere og meget værre ting til hende, det hun fortryd var at have sagt det her, og ikke holdt sin mund lukket bare to minutter for at trække Rachel lidt væk.

Den røde hoppe, som Rachel havde været kommet ridende på stod et kort øjeblik og lave små antegn til den ville stejle, men det var ikke i frygte for elverne, som sad omkring et bord. Det var mere den hård tone fra Rachel, som gjorde hoppe mere usikker, dog da orderne for lod Yume'Ave Ildblomst  kunne man næsten se nogle tår presse sig frem i øjekrogen, om det var raseriet eller savnet efter Yume'Ave kunne den røde håret kvinde ikke besluttede sig for. De ildrøde øjnene stirret mod elveren kvinden, som engang var hendes livskærlig og havde glemt alt om de adelige dyder og pligterne hun var opvokset med. 

Da Yume'Ave havde rejst sig op og vendt hendes opmærkesomhed mod Rachel, som næsten havde et blik, som kunne slå ihjel. " Stop med at kald mig Ildblomst!" Lød en halv knækket stemme, som var i et halvt råben mod elven tone var lang fra høflig for den rød håret kvinden, som holdte et fast greb om tøjlerne, som var det en form for afmagt.
Ordet Ildblomst fik Rachel til at længelse efter hendes gamle flamme og deres dybe samtalerne både i gennem drømmerne, men også når de var sammen. Rachel så mod Yume, som svarede igen med ordene gjorde intet!, hvis nogen havde slået den røde kvinde ville man næsten kunne fornemme det, men ordene gjorde mere ondt end et slag. " VEL GJORDE DU SÅ! .. HVIS DU IKKE HAVDE LOD MIG I STIKKEN! " Ordene blev mere til et skrig, da hun følte sig magteløs overfor Yume Det er jo din skyld Rachel kunne den rødhåret kvinde hør en stemme sige inde i hende selv. " Hvis du ikke selv er klar over det forlod du mig!" Kom et mere dæmpet svar fra Rachel, som prøvede at beherske sit raseri, frustration over sig selv, men også dette møde. Selvom Yume'Ave svarede hende igen med sammen tone, kunne man tydelig se i blikket på Rachel hun ikke fortød det hun havde sagt. 

De ild røde øjnene, som før stirrede vredt på Yume'Ave blev hurtig mødt med en form for tristhed, da ordene ramte Rachel håredere end hvad hun selv ville giv udtryk for. " Hvor vov du at bruge det imod mig! Du burde vide jeg elsket dig! Og det var et uheld! Det var dig som valgte at ligge mig på is den aften!" Svarede hun med en hård, men trist tone. Selvom hun vidste det var mere end forkert af Rachel at være sammen med en anden under et forhold, havde følelsen af alene været mere skræmmende for hende, da de havde haft et skrænderi sammen dag. Det kunne godt være hun havde haft svært ved forhold, så havde hun altid elsket Yume'Ave. Den røde hoppe som stod ved Rachel side slog lidt med hovedet, da den stadigvæk var ung og uvant til disse sitationer, så den røde hovedet kvinde løftet den ene hånd og kørt op af halsen på hesten, som var svedig, da den stressede, men denne tur hertil havde også været hård for den. " Kan jeg låne en stald en stald til min hest?" Spurgte hun efter kort overvejelse, da det gik op for hende at hun også skulle tage vare på ung hesten. 

STOP MED AT KALDE MIG ILDBLOMST! Denne sætning fik hende til at puste irreteret ud, fordi hun vidste jo godt at det navn skulle stoppe, og brude være stoppet for et år siden, bare, en vane, og i hendes hoved var ildblomst denne kvindes navn, Melarue hed stadig Skovblomst og det var alligevel snart hundrede år siden, og først nu var hun begyndt faktisk at huske ikke at kalde hende det. Yume'Ave valgte dog ikke at sige et ord, som Rachel skreg tilbage over hvad Yume'Ave havde gjort i det forhold, til at bygge på deres lange liste af problemer. Dog fik det næste ord taget pusten fra hende, forlod du mig. blikket faldt til jorden. Der var jo noget om det, det var jo lidt sandt, det var hende selv der stoppede med at besøge Rachels drømme, det var hende selv der valgte ikke at snakke om det og blot accepteret at de to ikke skulle snakke mere sammen, blomsten var bare held i uheld, der tvang fysisk afstand mellem dem også. Bruge det imod dig? Det er bare..sandheden jeg delte det var -dine- valg der fik alt dette til at ske. Der blev dog intet sagt, blot tænkt som hun lod blikket falde på den ivrige hest, hun nikkede med mod Rachel. "Selvfølgelig, kom med." Var det hurtige svar til forespørgslen, med et lille nik. "Hun er smuk." tilførte hun som de gik imod stalden nær borgmesterens hus.

De tre mænd kiggede lidt på hinanden og over på Yume'Ave som hun træk sig væk fra mødet. "Skal vi bare forsætte?" spurgte borgmesteren efter hende på elvisk, og ikke andet end et håndtegn blev sendt retur, som deres diskussion forsatte. Hun sagde ikke, et ord som de gik til standen nær, en fin stald stadig ikke berørt at elvisk udsmykning eller design, blot bibeholdt det menneskelige udsene. Yume'Ave kronhjort stod i båsen lige inden for døren, og med det samme gav lyd som hun gik ind. "Borgmestrene brokker sig ikke over du tager en bås." inviteret hun Rachel til bare at tage en bås, i samme øjeblik gik hun selv over til sin kronhjort for at berorlige ham. "Hvad..laver du endelig her Ild...Rachel? Træt? udmattet? Bare for at råbe af mig? Eller hvad er dit mål?" spurgte hun lidt hårdt i tonen og vente blikket imod hende. Det var altid rart at se Rachel nær dyr, endnu mere heste, det var umuligt ikke at lade blikket falde over Rachel i dette øjeblik.

 Selvom deres forhold var endt på en tragiske måde, kunne den ilter røde håret kvinde ikke lad være med, at tanke på deres lykkelige stunde sammen. Blikkede som stirrede såret på Yume'Ave talte nærmste for sig selv, da Rachel oftet havde hendes følelser ud på tøjet, dog kunne hun ikke lide den tavst stilhed, som blev delt mellem disse to gamle flammer. " Du ved jeg ikke kan lide at blive efterladt." Sagde Rachel i mere trist tone end den før skrigende stemmen. Den røde hoppe slog kort med det slanke elegant hoved, selvom den var træt havde denne hoppe altid haft svært ved at stå stille i for lang tid.  En rolig hånd kørte langsom af den muskeløse hals, da ordene forlod Yume'Ave mund  Kom med træk Rachel kort i  tøjlene på hoppen, som valgte at gå rask ved hendes side, mens den bøje halsen ned og puste halv hårdt ud. " Malika, rolig nu " Sagde den rød håret kvinden til hoppe ved hendes side, før hun så hen mod den gamle flammede og et lille smil blomste frem på hendes læber. " Tak, Yume'Ave... Hun er fra vors avl dog er hun alt for ilter til at blive slogt. " Svarede Rachel forklarende frem, men med taknemlighed i stemmen. 

Det kunne godt være Rachel havde forstyrrede Yume'Ave midt i et møde, som hun ikke selv vidste vigtigheden i. Møde kendte den unge adelige kvinde til, da hun var begyndt at overtage noget hendes fader pjokterne og forretningerne, som var en del af hendes familie arv. " Yume.." Sagde den rødhåret kvinde i en meget lille stemmen " Undskyld hvis jeg forstyrrede dig " Kom det efter nogen minutter tavsthed. Da de kom til stalden kunne Rachel ikke lad være med at beundre håndværket, hvor de før røde øjnene havde været tilstede i hendes raseri var de så småt begyndt at blive de smaragd grønne igen. " Tak, fordi jeg må låne en boks til Malika " Sagde hun taknemlig og lyttede til hvad Yume'Ave sagde til hende, mens hun åbne en boksdør og fik hoppen ind. Der gik længe før Rachel havde fået sadel hoppen af og komme ud af boksen igen. 

Hun stod med sadeltøjet i begge armen, da hun lyttede til den gamle flamme, som stod overfor hendes kronhjort. Et dyr Rachel havde synes var smuk af udsende, før hun omfangede orde Hvad laver du her. der gik ikke længede før hun så mod Yume'Ave inde i øjnene med funklende grønne øjnene, som var fyldte med tårene, som pressende på ude fra øjekrogen. " hvad jeg laver her? Skal jeg være ærlig.. så ved jeg det ikke.." Svarede hun forlegen frem, hun havde blot hørt blomsten, som havde holdt dem afskilt var forsvundet, det havde jo sat en stoppe for alt mellem de to. " Tror jeg er her, fordi jeg måtte se dig igen og få en ordenlig afslutning Eller en bedre forklaring. " Svarende hun rolig frem og lod sig ikke påvirkede af den hård ton, før hun lagde sadel udstyrede ude foran boksen, hvor hun efterfølgende fandt noget hø, som hun kunne giv hoppen. Hun tog en armfuld af og lagde ind til den røde hoppe, som allerede havde lagt sig af ren udmattelse. " Jeg stak af fra min fars møde, da jeg hørte at jeg kunne komme til skoven igen. Så vel mit snit til at snak med dig igen Yume.. At det endte ud i et raseri anfald beklagerne jeg, men du burde kende mig efterhånden. " Forsvarende den røde håret kvinden, som ofte handle på hendes impulsere og følelser. 

At deres forhold var endt som det var, havde gjort mere end på Yume'Ave end hun havde troede sådanne noget ville, for denne kvinde var følelser alt, og at hun handlede på sine som hun gjorde, var ikke hendes stoltes øjeblik, jo hun havde alle muligheder for at løse problemet med Rachel, besøge hende i en drøm og snakke det igennem. Men dette havde hun valgt ikke at gøre, blomsten var en velsignelse på den måde, den tvang afstand i mellem dem, og Yume'Ave havde valgt at gøre denne afstand til et faktisk problem ved at stoppe med at besøge drømmende, Rachels problemer med nærhed, hendes frygt for at føle sig alene, kendte hun fint til, og mere end det, hun delte visse elementer af det endda. At være ensom, bare tanken fik en kold fornemmelse til at berøre Yume'Aves ryg. Netop derfor, hverken svaret eller kommenteret hun på Rachels kommentar om at blive efterladt, hun vidste godt hendes fejl der, men med vrede, i systemet havde det været svært at håndtere.

Hun gik stille foran Rachel, ikke et ord, bare førte hende hen så hesten kunne få hvil, at se den lægge sig i god hast, gjorde Yume'Ave let bekymret, at dyret lå sig med det samme, måtte betyde Rachel var mindst lige så træt. "Skal de ikke tænke over Rachel, det mindste jeg kan gøre. Hun må være godt træt, lige som sin rytter." hun vippede hovedet let, og kiggede hen over Rachel som ordende blev sagt. Hun stod afslappet og hvilede på boksens port og lod blikket blive på Rachel, det var svært ikke at tage blikket til sig, meget kan man sige om deres forhold, om hvordan det endte, men at se på hende, havde altid været behageligt, endnu mere omkring heste. Hun sukkede let som Rachel var færdig med sine ord. "Du har ændret dig, ellers er du virkelig sur på mig." lyd det let drillende som hun blikket falde på jorden i mellem dem, på høet omkring dem. "Den gamle dig havde lagt mig i høet nu." hun træk let på smilet og rystede hovedet over tanken. før Rachel fik mulighed på at kommentere, på den flirtende kommentar forsatte hun. "Så snart jeg hørte din stemme, vidste jeg godt du ville råbe af mig. Blev forelsket i den passion, det var den der tvang mine øjne på dig. Så lad være at tænk for meget over det. Det er sket, og, skal jeg være betro dem sandheden? Må jeg takke dig for det, det var meget rart at få en pause." blikket faldt stadig på jorden mellem dem, som vægten blev lagt mere og mere på porten,til båsen, de lilla øjne gik stille i, og det hvile hår, faldt omkring hende, da det overraskende nok ikke var sat overhovedet, tiden havde ikke været der i morges. "Skal vi ikke finde dig et kro værelse? så kan du få sovet lidt?" hun håbede, at få et ja, hvis Rachel ikke havde haft en pause som hesten gav tegn på, var det et mirakle hun overhovedet stod op.

Selvom det havde været en lang vej til Elvely, havde den røde kvinde været opsat på at finde Yume'Ave. Dog vidste hun udmærkede godt, hvem vrede hun skulle håndtere efter dette meget kunne man sige om denne frie adelige kvinde, men hendes frygte for sin fader vrede havde altid ligge højere end andres behov min far slår mig ihjel efter dette skafte en tank forbi Rachel, mens hun søgede for den umattede hoppe, som lå i det lune halm. Rachel så kort overskulderen, da hun havde forvente Yume'Ave var gået tilbage til hendes møde, men elver kvinden stod, der endnu og så på den røde håret kvinde, som passede hendes hest " Bare rolig Malika, jeg efterlade dig ikke her.. Du skal nok kommer tilbage til din folk. " Snakkede Rachel blidt til hoppen, som havde fanget noget af det hø hun før havde lagt ind til den. 

Der gik et lille øjeblik før Yume'Ave stemme bryd gennem luften og Rachel lyttede til ordene og smagte på dem. " Malika er en ørken hest..Men du har ret hun er træt efter vores lange ridt med få stop her hen, så er kun glad for jeg fandt dig. " Svarede Rachel blidt frem, mens hendes blik faldt på den røde hoppe. Det kunne godt være den var ung, men den kunne godt klarede turen, dog ville turen hjem være mere afslappende end det var herhen. Den unge røde håret kvinden tog en hånd op til hendes nakke og massede let mod huden, da nakken var blevet øm, før Yume'Ave sagde noget som fanget Rachel opmærksomhed, så de grønne øjnene atte faldt på denne smukke elver kvinde. " Jeg har ændret mig? Det må du virkelig bedre forklare.. og ja er sur/ såret over det du har gjort mod mig. " Svarede hun træt frem, da hun godt kunne mærke adrenalin var begyndt at sænke sig i hendes blod omløb. Selvom Rachel lyttede til Yume'ave kunne man tydelige se træthed meldem sig i blikkede på den unge adelige kvinde, som ikke lod sig slog til side så lidt. " Den gamle Yume'Ave havde heller ikke holdt sig tilbage for noget sjov i høet. " Svarede den røde håret kækt frem med et lille flæbet smil på læben, mens hun studere kvinden overfor hende, der havde kastede bolden til flirteriet. " Jeg ved godt jeg svær at glemme min egen.. Men du siger bare til en anden gang.. så kan jeg rive dig væk igen. " Svarede hun langsomt, som hun smagte på ordene og lod små rolige skridte i en form for gynge bevægende gå hen mod Yume' Ave. Det var først da hun kom helt hen til hendes gamle flammen hun langsom lod hendes slanke hænde samle sig om Yume'ave med et let greb, så hænderne kunne blive trukkede væk igen. " Jeg kan ikke sove ude en sove makker " Svarende Rachel langsomt frem med et flirtene blik, selvom hun vidste det var forkerte et eller andet sted. Dem som kendte denne adelige kvinde kendte også til hendes søvn problem. " Ellers ligge jeg bare ind til min hest, hun kan også varme mig op. " Sagde hun med et glimt i de grønne øjnene, som så ind i Yume'Ave lilla øjnene. 

Ørken hest? Yume'Ave rystede let ved tanken om de vandløse, døde landskab som ørken var, for en natur elsker, nydt hun virkelig ikke tanken om de sted i verden. Men lige nu, blev de tanker hurtigt lagt væk som Rachel forsatte sine ord. hun træk vejret dybt som Rachel gav udtryk for at have været glad for at finde hende, "Også her. Er rart at se dig, på trods af det hele." hun nikkede og hævede blikket til den rødhåret kvinde, hovedet vippede let som Rachel tog sig til nakken, men valgte ikke at kommentere på det, ikke i nu i hvert fald. Dog at få hendes kommentar kastet retur på den måde som den kom tilbage til hende, var ikke rart. "Jeg.." hun sukkede og rystede hovedet. Hun kendte jo godt Rachels problemer, så at det kun var hendes skyld var uretfærdigt at sige, men det kunne hun ikke sige højt lige nu. Dog ændrede tonen sig med det samme som nogle mere legesyge og flirtende ord på frem. "joo, den gamle Yume'Ave ville tænke du var træt, og forslå at finde ro i en seng et sted." hun smilte let og vippede hovedet legede til siden.

Hun fniste ved det næste, at høre Rachel med glæde ville trække hende væk fra flere møder, var skønt. "Endelig, skal jeg sende min kalender over? Så kan du ødelægge dem alle?" hun fniste og rystede hovedet og rejste sig fra båsen, lukkede den til kronhjorten, og gik nærmere Rachel. Igen, Det gamle problem, som Yume'Ave havde forsøgte at hjælpe hende med, altid søge hende i drømme sådan natte ikke føltes alene, men ja, Rachel fandt ikke ro ordenligt uden andre. Lidt skamfuldt hævede Yume en hånd til hendes hår og nervøst kløede det. "Jeg ehm..Du skal have noget søvn snart, vil med glæde hjælpe, jeg endte ikke ting fordi jeg hadet dig, eller ikke holder af dig,-" hun sukkede let som hun sagde det. "-Jeg..endte aldrig ting gjorde jeg? Men jeg håber også du..forstår min vrede lidt. Lige som jeg forstår din." hun kom nær Rachel og hævede en hånd til hendes kind, hvis hun fik lov, hvis ikke lod hun blot hånden falde til sin egen hofte igen. Men hun håbede at få lov at hvile hånden om Rachels kind bare et øjeblik. "Du er rejst langt, så selvfølgelig skal du ikke sove i stald. Om det er mit værelse eller en andens finder vi ud af.. Men en seng, en ordenlig nats søvn, det vil jeg gerne tilbyde dig. Selvskabet, skal du nok have, er ikke en ond kvinde...Men en ting af gangen." hun smilte under sløret og lod blikket falde over hendes skuldre, imod døren ind til stalden. I guderne sig de er færdig med mødet som vi går ud herfra, tænkte hun håbefuldt, før blikket kom retur til de skiftende farvet øjne som holdt øje med hende.

Deres snak blev mere som i gamle dag, da de havde et forhold. Det behagede den adelige kvinde mere, da hun hadet at være uvenner med andre, selvom hun godt var klar over fejlen lod på hendes side. " Du skrive bare et brev eller kontrakter mig, så kan jeg se hvad jeg kan gøre for dig min egen solstråle " Svarede hun blidt med den sammen flirtene tone som før, det var næsten, som hun glemte de ikke var i forhold længere selvom hun godt vidst sandheden. Da Yume'Ave gik lukkede båsen til hende kronhjort som hun så rolig på, før hun langsom igen lyttede til Yume'ave, før hun flyttede den ene hånd, mens hun lyttede til den tøven snak der kom frem. " Jeg... " Startede hun en sætning, mens hun nød berøring for hendes gamle elskerin og lod de grønne øjnene falde væk fra Yume'Ave og mod hånden som hvilede mod hendes kind. " Jeg har altid forstået din vrede, det jeg gjorde var ikke fair overfor dig, selvom vi var uvenner den dag.. det var den egotiske Rachel den aften" Svarede hun undskyldene, men holdte alligevel noget tilbage godt nok, var denne kvinde fest glad og delte seng med mange, så var den aften ikke som den skulle havde været. " Hvis du vil kende sandheden, sagde jeg nej hele den aften, og ja det en dårlig undskyld, men jeg huske ikke særlig meget for den nat" Brød hun tavstheden, selvom Rachel aldrig ville indrømme at det nok mere havde været et overgreb, men så længe hun havde været så fuld, at hun knap nok huske hvordan det endte sådan den aften. Hånden som berørt den rosefarvet kind lå næsten tungt og rolig, mens de holdte hånd i hånd, kærtegnet den rød håret kvinden elverkvindens hånd i en rolig bevægelse " Om forladelse.. må det så være dit værelse?" Spurgte den røde håret kvinde, da hun vidste Yume'ave duft ville få hende til at falde til ro, og hun ville ikke føle den sammen forladelse og ensomhed, som på et kroværelse. " Vil finde mig bedre tilrette hos dig, end alene på et kroværelse. " Svarede Rachel ærlig som hun altid har været overfor sine omgivelser. Det var først da Rachel så Yume'ave blik forsvart for hendes at hun flyttede kinden som lå tungt i hånden med et lille skulderne kig, så hun over sin skulderen, mod døren de var gået ind af. " Vi kan gå afsted nu hvis du vil. " Svarede hun halv træt, mens hun klemte elverkvinden hånd lidt. 

At se den kendte rosa farve i Rachels kinder var rart, det var en god kropsligt tegn på at alt ikke var ødelagt, at alle muligheder stadig, måske var på bordet, hvor meget Yume'Ave ønskede var hun ikke selv klar over, men hun vidste at mulighederne var behagelige. "Jeg...var vel lige så ubehøvlet imod dig." Ved fremmede, ville Yume'Ave være fortabt i sin leg, noget hun altid gjorde, lege med folk, på den ene eller anden måde, ord spil, skjulte beskeder, alt. Ved Rachel, havde hun stoppet efter deres første nat, det var ikke nødvendigt at være mystisk, fangende, som hun ellers nydt at udgive sig for, Rachel, var bare speciel på sin helt egen måde, og det havde i sandheden nok mere være Rachel der havde fanget elverne, end modsat. Det legesyge blik bekræftede endnu mere at det ikke ikke var tabt i nu. "Er jeg ikke i tvivl om vi kan. Men en ting af gangen." hun smilte både på læber og i blikket som dette blev sagt, og kort, lyd høet ikke som en dårlig ide, men hovedet blev rystet og blikket faldt på stalddøren ved deres side.

Yume'Aves lette, lyse latter spredte sig i rummet som Rachel tog imod invitationen til at ødelægge flere møder, et let suk og et glad ryst på hovedet, var svaret, der var intet at sige, selv om planen var god, ville den ikke gå. Hun havde fået nok problemer den gang hvor hun undgik Melarue og derfor ikke mødte op til møder, den gik nok ikke igen. "En gang, må være nok, tror det ville være mere behageligt at møde uden for mine møder dog." lige som Rachel, holdt Yume'Ave ikke det legende blik væk. Ordet solstråle var tilbage i luften, så mon ildblomst også kunne være en mulighed igen? Smilet og det legende blik træk sig dog væk som Rachel tog den aften op igen. "Ildblomst.-" uden at tænke sig om, blev ordet brugt. "-At vide hvad der skete den nat, frister ikke mit sind. Vi handlede begge forkert, dig kropsligt både med drikkevarende, og din nydelse, og jeg, holdt mig fra dine drømme mens jeg ikke skulle. Havde vi snakket, var dette ikke sket. Men, verden er som den er, drømmen knækkede som smerte spredte sig. I os begge. Men, jeg er nød til at spørger? Er det virkelig denne samtale som begær deres sind nu? Hvis det er, så vent til vi er på værelset" Tonen blev hård i øjeblikket, men for Yume'Ave var dette vigtigt, at vide om hun faktisk ønskede denne samtale nu, fordi selvfølgelig skulle den tages, men nu?

"Selvfølgelig kan de sove hos mig." hvad der lå i de ord, var svært at sige, da den legende tone var let væk, Rachels problem var jo kendt, og Yume'Ave så hende hellere i hendes egen seng, end en fremmedes, selv om deres forhold i dag var så det var. "Skal nok også holde dem selvskab til de sover. De mangler mig ikke til mødet...håber jeg." hun vippede hovedet og lukkede sine øjne kort, et smil var tydeligt i hendes mimik som hun gik lidt tættere Rachel, for at tage hendes hånd. "Tænker, det er nok bedst at få dem i seng? du kan jo knap stå." om man ville indrømme det, var det rart at mærke den solberørte hud igen, men var noget glemt i dette øjeblik, måske. Som Yume'Ave førte Rachel ud af stalden og imod gæste værelset hun havde lånt disse dage.

Ikke meget blev sagt på vejen, den var heller ikke så lang. Værelset var fint, et af borgmesternes gæsteværelse. Større end de fleste kroværelser, god udsigt, gardiner, stor seng, skabe, faktisk, en typiske gæste værelse for en rig mand, ikke et adeligt værelse som de begge var van til at ses i, men på ingen måde et ubehageligt værelse. Yume'Aves tasker, lå, let spredt, orden, var på ingen måde denne kvindes talent. Måske i hendes drømme, men i det virkelige liv? Var der, plads, var der plads. Også derfor noget tøj blot lå fremme på gulvet. "Er du sulten? Tørstig?" spurgte Yume'Ave forsigtigt som hun gav slip på hånden da de træk sig ind i værelset. Der var stole, der var et bord og et lille sofa, men Yume'Ave valgte at sætte sig på sengen som disse ord blev sagt. Nøglen til døren hang i låsen, og alene var de to gamle elskere. "Der er noget vand på bordet, teen er nok kold, og der er lidt at spise, det er ikke godt, men det går an." hun fniste let som hun talte ned om maden i huset.

Yume'Ave tilstedeværelse var kun noget Rachel havde ønsket sig i et halv år, den blege elverkvinden havde altid udvist en vis respekt overfor den ellers så ilter røde håret kvinden. " Du behøver ikke tænke på det.. jeg kunne starte med ikke at råb af dig.. " Svarede hun lidt forleden over hendes overreaktion, da hun så den gamle flammen, dog var det tydelig at se på den unge adelige kvinde, hun stadigvæk bær et kæmpe savn på denne kvinde. Yume'Ave havde altid haft en berolig virkning på hende og den opdagelse Rachel havde for at lære denne kvinde at kende i sin tid havde været noget helt fortyllende, da Yume'Ave var den første kvinde kærste Rachel havde acceptet i hendes travle liv, dog havde der været andre kvinde, men aldrig nogen som havde gjort som denne elve kvinden. Et kort øjekast ned mod høet og de flirtende blikke, de begge møde hinanden fik et lille spirede håb springe frem i den Rachel. " Du ved godt jeg altid kaster en masse bolde op i luften på en gang." Sagde hun med en let latter, mens hun nød sit nærvær med Yume'Ave. 

Latteren fra Yume'Ave fik den røde håret kvinde til at smilede stort, så de hvide tænde kom til synes og den ellers fregnde næseryg rykkede lidt sammen, da smilede var bredt og varmt. " Så må du lære at kontrakt mig min egen. " Svarede hun kækt tilbage " Ellers har jeg lige vist jeg godt kan opspor dem. " Jokernede hun frem, selvom Rachel kendte til travlheden da hun ofte var på farten med hendes fader. Rachel's slægt var meget ankendt i krystallandet, da de avlede heste til alle de store adels folk, men også til bonde familie. Da navnet Ildblomst kom frem igen blev det modtaget med et genert blik og et kort kys i den bleg hånd, som havde et lilla skær. Den røde håret kvinde havde altid synes Yume'ave var så smuk med det lilla skær i huden, selvom hun også elsket elverkvindens skønhed indefra. Da Yume'Ave atte snakkede lyttede hun opmærksom efter hver eneste ord, mens et sug gik igennem hendes mave og dele af underlæben forsvandt under de hvide tænder. Rachel var tavst imens Yume'Ave snakkede og en lettelse kom rolig frem af et lille suk, da hun hele tiden havde troede Rachel bær hele skylden selv. " Du har ret... jeg har bare så meget på mit hjerte.. at jeg glemmer at trække vejret... og måske er jeg bange for du bare forlader mig igen. " Kom en usikker stemmede fra den røde kvinde, som søgte den sammen tryghed som i ældre dage med denne kvinde foran hende. " Du har ret jeg burde få noget søvn først " Svarede Rachel rolig frem og så kort mod Malika den røde hoppen, som havde lagt sig ned og gumble på noget af det hø den havde fået tilbud. " Jeg kommer igen aften Malika " Sagde hun til hoppen ikke at hun havde tænkt sig at rejse, men hun ville blot tjekkede op på den trætte hoppe, før de begyndte at bevægede sig ud af stalden. 

Smilede blomstede atte op på læberne af den adelige kvinde, da hun fik lov til at sove hos den gamle flammede, deres forhold til hinanden havde ikke ændre sig særlig meget ud over de ikke var et par mere. " håber da ikke de mangler dig.. ellers må de sige til tænke jeg " Svarede hun rolig, mens de gik afsted og tog rolig omkring den hånd, som tog hendes. " Du kende mig.. jeg kan klar meget mere end den her smule træthed " Svarede hun i et lille grin, mens hun gik tæt mod elven kvinden, da hendes krop var umattede efter den lang rid. Da de kom til værelse, som var hos borgmesterenes, så de nygerigere grønne øjnene rundt og det var tydelig det var et bedre værelse en på en kro. " Her er godt nok hygsomt " Svarede hun langsomt frem, før hun gik hen mod sengen og sæt sig i den bløde seng. " Ikke lige nu, ellers tak for tilbudeet " Svarede den adelige frem og så rolig rundt og grinet lidt frem. " Du har nok ret i jeg skal havde noget søvn.. så kan jeg spise bagefter " Svarede hun langsomt frem og så hen mod maden og et lille smil kom frem. " Vil heller spise dig så " svarede hun frem, med en undertone af flirteri.  Den ene hånd klappe langsomt ved hendes side, da det var et tegn på Yume'Ave skulle komme hen til hende. 

min egen. Yume'Ave vippede let hovedet af den udtale, og lyttede nært til de ord som fyldte den, men de første flirtende ord, lod hun glide forbi hende selv, hun lod Rachel sige de ord, hun ønskede at dele, og skrev sig bag øret hvad der blev sagt. Dette var på ingen måde en samtale de to skulle have i en stald, hvor hvem som helts kunne lytte. "Godt, lad mig føre dig til værelset." var det eneste Yume'Ave kommenteret på de mange ord, før hun tog Rachels hånd og førte hende til værelset. Hun lod ro falde i lokalet, før der blev sagt noget, og ønskede endelig at tage samtalen fra stalden op, men Rachel tog styringen af dialogen. Ikke at dette var et problem, at lade være at snakke om, deres problemer havde sine fordele, som hun beskuet Rachel sætte sig på sengen efter at have afvist både mad og drikke, men åbnede for noget helt andet.

Langsomt med lette lydløse skridt træk hun sig nærmere Rachel, og endte lidt uden for hendes rækkevide, en meter fra senge kanten, hvor hun træk vejret dybt og lod blikket falde over sin tidligere partner. "Du..er sikker på du ikke vil dele det på deres hjerte? Eller nyde nogle timer i drømme? Lover at blive, nær dem, selv hvis de, vil have mig tilbage til mødet." spurgte hun, men så snart ordene var sagt, kunne tvivl om dette endelig var hvad Yume'Ave ønskede ses i de lilla øjne, hun tog det sidste skidt til sengen, og lagde en hånd på Rachels kind, sløret dækkede stadig for det smil der var på hendes læber, men der stod hun, tæt, og nær Rachel, hånd på hendes kind. "Jeg.." hun tøvede med sine ord, noget meget uvant Yume'Ave, som de lilla øjne gik i. "Er ikke sikker på jeg har..." hendes ord døde ud igen, som hun slog et lille klik med tungen og hånden gled fra Rachels kind, imod hendes øre i en kærlig langsom bevægelse, blot bagsiden af en negl rørte huden som hånden bevæget sig, og to fingre gled om bag Rachels øre. "Du..er en farlig kvinde at ses med." kommenteret hun forsigtigt, og lod et langsomt langtrukket blik fjerne Rachel fra hendes syn et øjeblik, et øjeblik til at forsøge at finde ro i sindet, og finde ud af hvad hun selv ønskede denne dag skulle gå med. Hånden uden at der var nogle tanker bag det, havde selv fundet ned til Rachels hals, og en langsom kærlige bevægelse lod to fingre let glide over den solkysset hud. "Burde..virkelig ikke." lyd det endelig fra Yume'Ave, som hun lod hånden glide let ned, og en finger fandt under Rachels tøj, bare lige under kanten, og hun træk fornemmelsen af det ellers tildækket hud til sig, og træk sig en smule tættere Rachel. hun stoppede dog halvvejs imod Rachel, og sukkede af sig selv. "Jeg vil..men burde ikke." gentog hun, nok mere for sig selv end Rachel, som hånden gled op af tøjet og en enkelt negl kørte imod den mørke hud, tilbage til halsen, og langsomt op til kinden som hun lagde i sin hånd igen.

Det lange røde hår, som lå hen over hendes skulderen og ned af ryggen, mens de trætte grønne øjnene, så rolig på Yume'Ave da hun lyttede til hendes ord. Deres flirtes, som lå i luften var let og man kunne godt mærkede den røde håret kvinde prøvede. " Okay. " Kom et rolig svar tilbage, før de gik afsted til Yume'Ave værelse. Da Rachel havde fået sat sig i sengen kunne man tydelig se trætheden i hendes blik, dog kæmpe den adelige kvinde da det ikke var passede opførelse i deres familie. Selvom de var gamle kæreste var Rachel tildels opdraget godt. 

De opmærkesomme, men stadigvæk trætte grønne øjnene så rolig mod Yume'Ave, som langsom kom mod hende, dog var afstanden alt for stor imellem dem endnu. Hendes hjerte slog langsomt mod brystkassen. Rachel følte sig som et rovdyr på lur efter et byttede, før hun langsomt rak en arm hen mod Yume'Ave, men armene var ikke lange nok til at nå elverkvinden. " Hvis jeg skal være ærlig.. vil jeg heller nyde dig.. Savner vores nærkontrakt. " Svarede hun rolig, men med et nervøst toneleje, mens den ene arm var rakt mod hende endnu. " Men at nyde dig i drømmende kan også gå" Kom et træt svar tilbage, da hun opgav hendes stædighed og lod trætheden tag magten endnu smule, dog kendte hun Yume'Ave blik og hun lagde hovedet let på skrå. " Men spørgsmål er ikke at skåne mig.. hvad har du selv brug for min egen ?" Spurgte Rachel rolig frem, da hun kunne se noget i de lilla øjnene, som mødte hendes egen grønne. Da Yume'Ave kom tættede på hende og en blid røring mod hendes kind kunne, man tydelig se et afslappede blik fra hende. Det var en behagdelig berørelse, før Rachel langsom lod en hånd langsom kærtegn Yume'Ave arm lidt, mens hun lyttede til hvad hun prøvede at sige. Da ordene  Er ikke sikker på jeg har gav en klump i halsen og maven langsom sug sig let ind, men selvom Rachel pleje at svare igen var det kun en antydning til at sige noget, da læberne let blev afskilt, dog var der ingen ord som forlod læberne kun et halv trist blik. 

Til den røde håret kvindes overraskelse forsvandt den blid hånd, som kærtegnet hendes kind ikke flyttede mere end til hendes øre, men Rachel langsom lod en hånd gengælde kærtegnet, da hun så ført op mod Yume'Ave slør, som hun stadigvæk bar. " En farlig kvinde? synes jeg nu ikke min egen.  Hvad får dig til at tænke det ?" Svarede hun kækt tilbage, selvom hun godt vidste hvad, der blev hentyde til og lod hendes hånd langsom kærtegn oven på sløret hendes kæbelinje i en rolig bevægelse. Yume'Ave hånd, som selv fandt vej mod den røde håret hals var kun gengældt. Rachel lod Yume'Ave tag styring i hendes eget tempo, dog blev hendes berørelse mod hendes hud nydt, som man kunne høre i nogen dybe vejrtrækning, selvom den røde håret kvinde var træt blev denne kærtegnet et lille kick til mere energi. " Sshh Yume'Ave.. Følg dit hjerte " Sagde Rachel hviskende, før hun langsom tog fat i elverkvinden arme og træk hende langsommer på sig selv, før hun langsom lænet sig frem mod Yume'Ave ansigt, hvor hun gav et ømt kys ved kindlinje, hvor sløret hang. 

At se hånden når ud efter hende var behageligt, mere end hun nogle sinde ville indrømme, at se Rachel længes efter hende på den måde, at høre den milde nervøse tone i den rødhårets kvindes ord. "Ville lyve hvis jeg ikke også savnede de stunder." fniste hun let, som lod blikket hvile på hånden i mellem dem, og legende lod hun sin hånd imod sin hjerte for at mærke det banke mere og mere. De næste ord hjalp ikke på at berolige hendes hjerte, at høre en drøm ville gå an. fristede blot mere, at trække hende ud i snefulde bjerge med kun hinandens varme, og så hjem til de varme kilder når kroppen bliv for kold. Oh de ting hun kan finde på i sine drømme med en kvinde som hende. Hun slog endnu et klik på med tungen som hun kom lidt mere. Det var tydelig Rachel ikke nyd de ord der blev brugt, at de satte nogle tanker i gang, som den livsglade nydelses søger ikke ønskede at have. At blive spurgte hvad hun selv havde behov for, satte for alvor tankerne i gang for hvad, havde hun selv lyst til, hvad havde hun behov for. "Hvad jeg har behov for..." hun lod ordene hænge lidt i luften som hun kom nærmere Rachel, at mærke hendes hud igen, satte en sus igennem Yume'Ave. "Du er farlig, ford jeg virkelig ikke burde, gøre dette." lyd det som et knæ ramte senge kanten ved Rachels side, og som hun mærkede Rachel trække hende imod sig, ned imod sengen. At mærke hendes læber imod hendes kind, gjorde det besværligt at bekæmpe hvad hun endelige lystede, som hun lod sig falde over Rachel, med et let støn. Vejret blev trykket dybt, som de lilla øjne gled i, den frie hånd løftede sig til sløret og det faldt på sengen nær dem. De sorte markeret ar, som havde plaget hende i snart to hundrede år var i lyset, som hendes egne læber søgte Rachels hud, men stoppede øjeblikket før som Rachel lokkende ord ramte hendes sind.

følg dit hjerte.

Hun stoppede sine bevægelse, og siddende over sin tidligere elsker, og se ned på hende, det blik i hendes øjne var utrolig lokkende, hele stemningen var lokkende. Et langt suk forlod Yume'Ave som hun blev mindet om hvad der var sket, siden sidst. Den ene hånd søgte igen Rachels hals, og blot to fingre nussede den følsomme hud. "Jeg kan..kan ikke..." lyd det utrolig tøvende, som hun lod en negl let danne mærke i halsen på kvinden under sig, hun sank en klump og rystede hovedet let. "Følg mit hjerte?" hun fandt et smil frem som hendes tanker begyndte. "Mit begær, vil have dig." hun sukkede endnu engang. "Mit hjerte.." hun træk vejret dybt, og forberedte sig på at blive råbt af, at mærke en hånd på hendes kind. "Søger en..ehmm.." blikket gled væk fra Rachel. "har..mødt en anden." skiftede hun sætningen til, og med det ord sagt, forsvandt hendes hænder fra Rachels figur, hun blev dog siddende over Rachels hofte, som en blanding af skam, og lyst, men en sær glæde også, kunne fornemmest i de lille øjnes blik fortabt i hendes tydelige forelskede i den person der i dette øjeblik hun fandt frem i sit sind.

Ville lyve hvis jeg ikke og savnede de stunder lød en let fnise fra den blege lilla farve kvinde foran Rachel, der fik et sug gennem hele kroppen, som gav et spil af til kinderne på den glatte lysebrune hud, som var begyndt at få en svag rosa farve frem. Hele stemning mellem dem var ved at udvirkelede sig til noget de begge to huskede for deres tid sammen. Dette spil som de begge to var igang med kunne føre to veje mellem, dog ville den røde håret kvinde ikke ødelægge dette øjeblik og lod langsom sin ene hånd langsom, men pirrelig kørede langsom op af elverkvinden spinkel krop, som den unge komtesse huskede Yume'Ave krop dengang havde ikke ændre sig på nogen måde. Klikken for tungen fra hendes parter fik de grønne øjnene til at se varmt ind i de lilla øjnene. " Du virker som en der har længelse efter mig. " Sagde hun med en lav nervøst stemmen, da Rachel ikke ønskede at ødelægge denne stemming mellem på nu være tidspunkt, mens hun langsomt og forsigtig gav små kys langs sløret, før Yume'Ave lod læne over den røde håret kvinde. Da sløret blev fjernet og de markeret ar kom til syn kørt Rachel en blid og kærlig hånd hen over kæbelinje, før elverkvindens læber mødte den gyldebrune hud var det, som solenstråler skud igennem kroppen og en blid hånd kørt kærtegnet omkring halsen på den blege hud. 

Rachel slap lige så langsom Yume'Ave hals, da hun mærkede bevægelse stoppede og de grønne så under op mod den tidligere elsker, som ligne en der havde en indrekamp med sig selv. De nygerige grønne så forvirret mod kvinden, der sad over hende og hun langsom tippede hovedet lidt på skrå, da hun mærkede de to fingre som nussede hende, mens øjnene lukkede langsomt i. Ordene lød Jeg kan ikke i en stammende og tøvende tone ordene var ikke noget den ellers temperamantfulde ønskende at høre, da det var Yume'Ave som havde lagt kortede frem til dette spil, som Rachel blot havde takkede ja til på hendes egen måde, men i stede for at blive raserede på den gamle flammende, lod hun blot Yume'Ave markerede sig med negle mod hendes hud og de grønne så væk fra elver kvinden, da hun endelige åbne øjnene igen. " Okay" Lød ordene tørt for Rachel, der mærkede et sug af tristhed rammede hende. " Stop det.. Jeg ikke en dukke, hvor ens begær skal slukkes, men ja man skal følg sit hjerte " Bed hun mod Yume'Ave, der havde forklarede om sit begær efter hende. 

Den stemmening de havde før var forsvundet på et spilt sekund, dog var det som Rachel var frosset fast under elverkvinden, som forsat sad over hende, da en bølgede af ord strømmede igennem kroppen på den røde håret kvinde, hvor de ellers smragdgrønne øjne var gået hen og blev grålige af sorg. " Jeg glad på dine veje Yume'Ave " Svarede hun fjente for deres samtale, mens hun forsat stirrede væk fra hendes ekskæreste " Tror jeg sove nede i høet hos min hest, så slipper du for at blive mere fristede af mig. " Lød en tone af vrede, men den var også tæt på at knække over i grød på trods af hendes sind. Selvom Rachel var glad for hendes gamle flammede ny forelskede, hjalp den følelse af misburgt i hende, Yume'Ave burde kende hendes gamle elsker godt nok til at vide Rachel kærlighedsliv. Den røde håret prøvede langsom at skubbe sig fri for elverkvinden " Ved du hvad.. du ikke hak bedre end alle de andre.. Er åbnebart en dukke for opfulge jers BEGÆR, og nej det var ikke dit begær, som driv dig" Svarede hun stikkede med et sorget blik, mens hun kæmpede for ikke at lad tårede trillede ned af kinderne, selvom hun havde lagt eksta tryk på begær over for Yume'Ave. 

Du virker så om ud har længsel efter mig. De ord ramte, som den første dråbe vand efter en hård tørke, et energi fuldt pust af energi kunne nemt fornemmest i Yume'Ave som hun lyttede til de ord, den nervøse spændte stemme fra det unge menneske, og de blide hænder hævede sig kort til negle som lysten i dette korte øjeblik fyldte mere end hendes sind, de tanker som var på en helt anden, end kvinden der lå under hende. "Mere end bare lidt." lyd det legende som hun bøjede sig ned, tættere på den sol kysset kvinde. Den rare blide fornemmelse, at faktisk blive kær taget på netop det punkt hun gemte fra resten af verden, at føle fingren skifte fra de ru ar, til den bløde hud omkring, var altid en fangende oplevelse. Men ikke fangende nok til at holde hende i legen, for hver gang hun blinkede håbede hendes hjerte at kvinden under hende var en anden, hvilket skabte den tydelig kamp i hende. På trods af hendes ønske om at stoppe sig selv, var det på ingen måde fordi der ikke var lyst til kvinden under hende, og hun ville lyve hvis der stadig var følelser der gled forbi hendes sind der skreg af mere end blot en positiv følelse imod kvinden der lå i hendes seng i dette øjeblik. Men lege stoppede, lysten der langt fra døde hen, men blev i stedet lagt bag andre følelse som Rachel trist reageret på Yume'Aves ord.

Det var tydeligt Yume'Ave ikke nyd dette øjeblik, at holde hende selv tilbage på denne måde. Dog blev dagens stemme mere end blot overrasket, over de ord der forlod det unge menneske, hun sank en klump som hun lyttede, dog blev hun hvor hun var, med et knæ på hver side af Rachel, siddende halvt over hende. "Selvfølgelig er de ikke en dukke, der findes blot således jeg kan udføre mine fantasier Rachel!" tonen var hård men kærlig, det gjorde ondt at sige hvad hun sagde før og endnu mere nu, hvor hun så hvordan Rachel tog det. "Jeg ønskede ikke at ende...her." udbryd hun og lod en hånd flade pege imod hende selv og ned imod Rachel, her, var over hende, tæt på at ende nøgen i sengen. "Jeg, havde blot svært ved ikke at ende her." lyd hun skuffet over sig selv. "Jeg respektere dig for meget, alt for meget, til at udnytte dig på den måde, til at behandle dig som en lystpige." hun sukkede dybt over hvad hun sagde, og det hun skulle til at sige. "Og i guderne Rachel, jeg vil gerne forsætte, men holder for meget af dig." og sitali, forsatte hendes tanker. "Til at spille et double spil. har jeg gjort før, er ikke svært, men nej. Ikke..med jer to.. I er for skønne væsner." hun træk sig en smule, væk fra Rachel, og tog sine hænder til sig. Den ene endte på hendes skuldre, den anden brugt til at bære hendes vægt som hun flyttede sig, endelig, fra Rachel, og den ene knæ mødte nu det andet som hun sad ved Rachels side. "Og nej..du sover ikke i hø, har lovet dig en rolig natte søvn."

Det var nærmeste som en drøm for den røde håret kvinde, som havde længels efter Yume'Ave i et halv år, dog prøvede hun at beherske sine lysterede mere end hun havde gjort før i deres parforhold. 
Mere end bare lidt lød det for den gamle elskeren noget Rachel suge til sig med det sammen, da denne kvinde var kommet hurtig under huden på den meget temperamentsfulde kvinde, der ofte havde skrotte bekendtskab til en person over ingenting. Læberne som ramte den bar hud var næsten guddommelige for den røde håret kvinde, som langsom begyndt at kærtegn elverkvinden, som lå over hende. Før alt deres nærkontrakt endte brat op, mens stemning mellem endte med at være mere tyk af problemer. 

De grønne øjnene var gået hen og blive grålige, da det føles at Yume'Ave havde gjort det med vilje en form for hævn over det Rachel gjorde for et halv år siden. Det var tydelige at tristhed og sorgen var dukkede op i den røde håret kvinde, der kæmpe en indre kamp med sig selv. Så da Yume'Ave prøvede med trøstende ord var det først, der et sorge blik så op i de smukkede lilla øjnene. " Udføre dine fantasier?! Jeg... " Stemmen hævede sig i en vred mine, men hun stoppede hurtig snakken, dog var der ingen ord for hvordan hun følte sig i øjeblikkede. " Flyt dig fra mig Yume'Ave " Beordre Rachel som hun læne sig lidt frem ved hjælp af hendes albuer, som støtte, mens hun prøvede ikke høre på hvad Yume'Ave sagde til hende, dog var vrede ved at overtag hendes sind. Det var en bevist handling for kometesse, da hun ikke så på Yume'Ave da hun snakkede til hende og prøvede i et forsøg, at forklare sig. De grålige øjnene så op på elverkvinden igen. Denne gang var det ikke blide blik, men et mere vredt blik. " Hør dig selv! Ved Aladrios vægtskål skæve sine du kan lyve så meget. Respektere mig havde du ikke forsøgt at giv mig et spinkle håb! Jeg er jo blot en lystpige i dine øjnene!" Svart hun vredt igen, dog kunne man tydelig høre, hvordan den røde håret kvinde prøvede at beherske hendes vrede, som man kunne se ved en let rysten i hendes krop og de grålig øjnene var begyndt at blande sig med noget rødelige." Yume'Ave du holde ikke af mig, så drop dit spil, hyg dig med din elskede.. Du åbnebart allerede igang. " Svar hun surt igen og valgte at rejse sig op sengen, da Yume'Ave havde flyttede sig fra den slanke krop og sat i seng. Det var med hurtig skridt væk fra sengen og hen mod døren, som de var kommet ind af. I er for skønne vænser lød det fra Yume'Ave " Jeg aner ikke hvem du snakker om og jeg kan være ligeglad. Jeg skulle aldrig været kommet " Sagde hun før tone knæk en smule og hun kunne mærkede tårene trillede ned af kinderne. 

Rachel var stoppede midt op i værelse, da hun godt hørt Yume'Ave svar til hun ville gå ned i stalden for at søvn, valgte den adelige kvinde blot at slå arme omkring sig selv, som en form for tryghed, mens hendes tanker løbe igennem hovedet på hende. " Du kan ikke være det bekendt! Hvordan .... Jeg har ventet på dig ! I over et halv år" sagde hun fortvivlede, mens hun rystede lidt på hovedet " I et halv år, hvor jeg ikke har kunne forklare mig! Og så gør du det her.. Nej kan godt se jeg ikke er en dukke.. jeg jo bare skøge, som ligge med for mange mænd. " forsat hun med sammen ord Yume'Ave havde brugt tidlige på dagen mod Rachel. 

det var så om en røgsky dræbte humøret øjeblikket det ord blev delt, "en anden". og den spændte lystfulde stemning var væk, sorg, tristhed, og vrede blev kastet imod Yume'Ave, og hende selv, kastede helt andre følelser den anden vej. Som hun sad på sengen og lyttede, lod Rachel lette sit hjerte, forsøgte hun at slappe af, sætte sig en smule til rette som hendes ben blev sat over kors, på sengen, under hende. Selvfølgelig ville det være svært for Rachel, men det skulle siges, og dette var aldrig rart at sige i en drøm. Et trist, medlidenheds fuldt blik, hvilede i nærheden af Rachel som ordene blev delt. hun ventede, på trods af hendes lyst til at svare igen, og rette på Rachels ord, men nej, dette lykkes ikke som Rachel påstod at følelser aldrig var givet retur måtte den blege elver åbne munden igen. "Rachel. Lad være at lægge ord i munden af mig." lyd det hårdt, som fødderne fjerende sig fra under hende og mødte gulvet. Forsigtigt rejste hun sig og lod hendes arme slå under kors forsigtigt gik hun imod Rachel men holdt sig bevist en meter eller to fra hende. "Hvis du vil høre hvem så spørg, men nej, det er ikke vigtigt lige nu. Hvad der er vigtigt lige nu, er at du får lettet dit hjerte, og vi to, for engangskyld for snakket om tingene." hun slog et irreteret klik med tungen og lod blikket falde imod døren Rachel træk sig imod.

"Et halvt år er lang tid, længere for dig en mig." kommenteret hun på Rachels pil om at have ventet. At det ikke, var længe for en som hende selv, holdt hun inde, ville ikke hjælpe denne samtale, at et halvår for en skovelver, føltes som intet. "Et halvt år hvor vi ikke har været i stand til at se hinanden, og den blomst er blot en del af skoven, den -vil- komme igen." hvorfor dette blev forklaret vidste hun ikke, men det var svært at holde det i sig. "Men Rachel..Træk vejret, og sæt dig." hun træk sig nærmere og søgte at sætte en hånd på den vrede, triste kvindes skuldre.

For mange år siden, havde hun valgt at stoppe med at søge racer med så kort en levetid, netop fordi disse ting ville ske, Rachel fik hende dog til at bryde denne aftale med sig selv, og endnu et forhold var forsøgt med den unge race. At det denne gang var hende der havde handlet så om den korte tid havde været lang skammede hun sig over, men med det der var sket, forventede hun aldrig at Rachel ville have ventet, tværtimod, men hendes behov, for selvskab, ville det overraske Yume'Ave meget, hvis Rachel ikke havde set nogle det halve år selv.  "Du er ikke bare en skøge. Så om en som mig, ender med nogle kun  for det kropslige." hun sukkede og blev midt i rummet. "Men jeg stopper dig ikke i at gå. Hvis du vil det, så gør det. Ellers så sæt dig, og jeg får hentet noget at drikke, og lad os få delt vores hjerter.... Vil du ikke nok?"

Hjerte som havde slået af lykkede var blev næsten tabt på gulvet, da Yume'Ave snakkede om en anden. Rachel havde selv ødelagt det imellem dem for starten af, men håbet Yume'Ave havde givet den røde håret kvinde føles som en kniv i hjerte. Den spinkel krop spændte op af ren spænding overfor hele situation mellem dem. Ordene som Yume'Ave svarede igen fik næsten den røde håret raseri til at boble over. Dem der kendte til Rachel vidste hun havde svært ved at styre hendes følelse og det var denne gang hendes temperament, der løb halv af med hende. " HVIS DET IKKE VAR SANDT, HVADE DU IKKE GJORT DET!" skreg Rachel frem, mens tårerne trillede ned af hendes kinder " har du overhovedet elsket mig !?" Spurgte hun med en mindre toneleje end skriget fra før. Dog vidst Rachel godt hun ikke havde været bedre selv. De tår fuldt tårerne så langsom mod den blege elvekvinde, de ellers grønne øjnene var langt fra grønne længe, men en bladning af grå, blå og rød nuance da hun var forvirrede over det hele. " Jeg skal ikke lette mit hjerte.. Når nu vil du snakke om tingene!? Jeg har prøvede i over et halv år Yume'Ave " Blev der halvsnerrede frem, men stemmen var også fuldt med en grød, som blot blev holdt tilbage fra Rachel sig af. 

Stemming mellem disse to kvinde havde atte tage sig en drejning og den rød håret kvinde mærkede en følelse af frygt for at miste en følelse hun kendt alt for godt, frygten for at være alene var Rachels største fjederen. En fjederen den røde håret kvinde ikke kunne slippe af med. Yume'Ave ord om et halvt år, var længere for Rachel end for hende, kunne tydelig se i øjene på den adelige kvinde ikke blev godtaget " Jeg sku da pisse ligeglad! Jeg har smidt alt blot dig ! Tror du det her blive ustraffet for min fader side at jeg stak af blot for at se dig?" blev der spurgte frem og Rachel vidst godt, hvad der ville ske i sidste ende af dette møde og snakken forsatte omkring det halve år. " DU TOG ET VALG! DET VAR DIG SOM STOPPEDE DET BRAGT! DU KAN IKKE GIV MIG SKYLDEN!" Råbt Rachel frustrere frem, da hun ikke kunne holde hele ud, de havde kunne mødes i drømmende, men Yume'Ave gav denne blomst skylden for de ikke kunne ses. " Jeg ligeglad!" Svarede hun spydig frem og ventet sig med ryggen til Yume'Ave igen. 

En hånd blev langt på den røde håret kvinde skulderen og hun så kort mod den blege hånd, men så lige så hurtig væk igen. Rachel vidste godt hun ikke havde holdt sig tilbage, da Yume'Ave forsvandt, da ensomheden blev en del af hverdagens livet flugt. Rachel havde længe undre sig over hendes fader ikke havde fundet nogen ægtemand endnu noget, som kun var godt for den røde håret kvinde. Ordene Yume'Ave sagde til Rachel gav ikke nogen respons, da Rachel holdt sin sorg inde" Jeg ikke trøstig " Svarede hun blot frem i en trist tone, og lod sig sænke ned mod gulvet. Da hun sat sig på gulvet lagde hun arme omkring hendes ben og puttede hovedet ind mod overlårene, så hun kunne gemme hovedet væk. " Gør hvad du vil " Sagde hun ind mod lårene i mumlen.