De sidste mange timer havde den hårde sene vinter sol lagt lavt over paladset, der var ikke så forfærdeligt varmt som der vil være om blot et halvtår. Der var ikke en sky på himlen, solen lagde lange skygger som den hang så lavt, og netop i disse skygger, denne kolde dag, halvt dækket af solen sad hun ude i paladsets indre have. Ryggen tæt op af et træ med næsen i en bog. Tvillingers forbudte eventur, stod der i klar rød tekst på forsiden af bogen som hun stille skiftede siderne. Der var ikke langt hun var i bogen, tværtimod den blev åbnet i dag, den første hele dag hun havde uden øvelser, undervisning, eller noget som helts. Alle underviserne var væk, og dette skulle nydes! Hvilken bedre måde at nyde dette på en i paladsets indre have.

Blomsterne var ved at være klar på at hilse på verden, alle klar til vise deres sande blomst i fuld natur, blot en måned væk for mange af dem. Hun sad som altid i sine tættebukser, fine sko, den sorte vest med familiens symbol, og den hvide gyldne puffet trøje. I ly af mørket, bankede han på vinduet, et gisp forlod hende i synet, hendes prins hendes kærlighed. lyd det stille i hendes indre som hun kom til problemet i bogen, jo borgen startede romantisk, men handlede mere om hemmeligheden, om konflikten i resten af tvillingernes relationer. Stille bidt hun sit stille i overlæben som hun læste de næste par sider, og forsvandt ind i hendes bog. Næsten en skam hun sad i denne skønne have, da hendes sind glemte alt om den og blot fokuseret på eventyret i hendes hænder. Alle ti fingre sad spændt om bogen, lille fingren spændt på at finde den næste side frem og lade de næste ord møde hendes spændte sind, som tydeligt havde glemt resten af verden, med et smil, et lille bid i læben, og hendes øjne låst på bogen og verden glemt. De spændte øjne tydeligt forsvundet i eventyret. Selv den slave der gik forbi hende for at passe haven, opfangede hendes blik, sind, hørelses aldrig.

Solen havde fået den kække, og friske fyrste søn til at forlade sit værelse og med ret ryg, og en hånd i den ene bukselomme slentrede han rundt. Iført de sædvanlige lyserøde klæder, selvom han også havde andre dragter i lidt andre farver. Men det var nok bare klassisk Dain at iføre sig lyserød, så det også kunne matche hans øjne. Som han selvsikkert gik lidt rundt inde på paladset, nærmede han sig den flotte, og hyggelige have. Han kunne vel ligeså godt bruge tiden på et eller andet, og han havde ikke lysten til at lede efter sin broder, den friske far, de kønne og ligeså friske søstre. Et lille bredt smil spredte sig på hans ansigt, som han lod sine øjne skimme omgivelserne omkring ham.

Han stoppede pludselig op, og tænkte lidt og før tankerne fortsatte hørte han sin mave rumle lidt. Ved sin faders pragtfulde skæg, hvorfor havde han ikke tænkt på at få sig noget at spise endnu. Den kække og charmerende fyrste søn drejede hovedet, lige i perfekt øjeblik til at spotte en skål med frugter"Det er sørme god service, når man står og mangler lidt lækre sager"lød det kækt som Dain rakte ud efter et rødt æble. Hurtigt tog han en bid af det saftige æble, før hans lyserøde øjne opfangede en person under et træ i haven. Nysgerrigt nærmede han sig personen, og kunne kort tid efter se en ganske køn pige. 

Dain der altid var fyldt med charme, lækkert hår (selvfølgelig) og selvtillid stod og kiggede ned på hende, som han lagde hovedet på skrå. Hans øjne skimmede hende kort, før hans blik faldt på bogen hun sad med i hænderne, titlen fik ham til at skubbe begge øjenbryn op i panden"Forbudt eventyr...Det lyder ikke særlig anstændigt" fløj det ud, hvor han efter tog en stor bid af æblet, og rettede sig lidt op, eftersom han ikke gad stå foroverbøjet, og ligne en eller anden tosse der stirrede dybt på forsiden af en bog.

Som før, havde hun ikke opdaget nogle var kommet nær hende, blot næsen, blikket, låst i bogen. Det var først da ordne ramte hende, at hun indså hun ikke sad alene, stod, var her alene. Endelig havde hun glemt hvor hun var og blot forsvundet i bogen, men ord, ord var svære at løbe fra. I en bevægelse blev bogen slået sammen, hånden gled let over titlen som røde kinder kiggede op imod stemmen. Hun blinkede nogle gange ved synet af fyrstesønnen foran hende. "Jeg." mumlede hun let, som bogen faldt, og ikke længere gemte hendes mimik, som den hvilede på hendes skød.

"Altså.." begyndte hun forsigtigt, og sendte et smil hans vej, og lod blikket møde hans øjne, "Handler, Mere om hvordan deres lyster, påvirker resten af deres liv." hvorfor, det var det nødvendigt at forklare vidste hun ikke, men hun kan da ikke bare lade Dain tænkte hun sad og læste sådanne nogle ting! Hun nikkede høfligt og lod blikket blive lavt, tænkt! at hun sad der og endelig så ham i øjne var jo forkert, blikket lå lavt, nærmest hans sko, ben. "Noget jeg kan gøre for dem? Fyrstesøn Dain?" spurgte hun med et smil, og lod forsigtigt blikket hæve sig igen til hans brystkasse. Var første gang han faktisk talte til hende, nok endelig deres første møde hvor de ikke blot gik forbi hinanden. At være oplært i familien, havde sin fordel i dette øjeblik, modsat andre, fremmede, vidste hun hvilket forskelle der var på de to tvillinger, hvem de var, og hvad man skulle passe på. Et høfligt smil, glæde fulde azur blå øjne og stadig røde kinder, var det ansigt han mødte i øjeblikket. "Sig endelig til hvis det er!" tilførte hun stille, som bastard, var man under dem, og endelig blot deres undersåt, og specielt hende, hvor ingen overhovedet ville anerkende som deres, hvor meget havde hun endelig at skulle have sagt? Hvor meget, magt havde hun her? Og netop derfor, valgte hun altid at have den højeste grad af respekt til familien, måske var hun jo blot adopteret ind, så selvfølgelig var alle over hende.

De lyserøde øjne hvilede sig på hende, og opfangede enhver bevægelse hun lavede. Men det kække og charmerende smil forsvandt på intet tidspunkt, for han kunne da umuligt andet når han var så tæt på en ganske køn ung kvinde. Generelt var kvinder bare nogle herlige skabninger som man skulle behandle ordenligt. Men hvor godt det altid havde gået for den unge fyrstesøn det var en mindre detalje. Han sukkede pludselig ved tanken om det, for hans far, onkel birdhat og alle de andre i familien som havde rigeligt af succes og visdom, havde sikkert kunne skaffe sig en kvinde uden problemer. 

Ved de langskæggede mænd i familien, hvorfor skulle det også være så svært for ham. Dog slog det ham pludselig, som han tog en stor bid af æblet"I det mindste har jeg mere succes end Darkhan!"udbrød han ud i den blå luft, før det gik op for ham, at den unge kvinde nok kiggede på ham. Det var måske lidt underligt, at udbryde sådan noget, men altså med en selvtillid som Dain, så kunne han da ikke lade være. Han mente jo også bestemt, at han var bedre end sin broder. Den kække og altid friske fyrstesøn tog endnu en bid af æblet, og satte sig på huk overfor den unge kvinde.

"Lyster...Kan sådan noget påvirke ens liv"lød det undrende og spørgende som han lagde hovedet lidt på skrå. Begge øjenbryn blev skubbet op i panden, imens han høfligt ventede på at hun ville svare ham. Men det virkede ikke til, at det var planen lige nu, for han fik straks et spørgsmål sendt afsted. Stemmen virkede endnu mere bekendt, jo mere han snakkede med hende, og blev sikker på at han havde gået forbi hende nogle gange før, uden at snakke med hende"Ikke andet end, at du kan lade mig tilbyde mit selskab så du ikke sidder alene"lød det charmerende og kækt fra ham imens han blinkede til hende. Dain vidste slet ikke om der ville blive noget han ville få lyst og brug for, men det ville ikke undre ham for han kunne sikkert godt finde på et eller andet.

I det mindste har jeg mere succes end Darkhan, hørte pludseligt som hun kigget op imod ham med de azur blå øjne. "Er jeg sikker på de har." nikkede hun høfligt til dem spontane ord, tydeligt lidt forvirret og usikker på hvad ellers der skulle svares til sådanne en udmelding. Albuerne mødte bogen og hænderne hendes hage som hun lod blikket falde over ham igen, kort modigt, lod hun de fine lyserøde øjne flade i hendes blik. Om hun lod det se var hun ikke klar over, men hun var usikker på hvad hun skulle gøre, han var jo overhende på alle måder, hvad end han ønskede, krævede eller bad om skulle hun nok gøre. Var besværligt ikke at kende hvor hun endelig lå i familiens hierarki, og om hun overhovedet var en del af det, alt hvad hun vidste var hvor lavt hun lå, og, det havde hun det endelig fint med. "Det kan de...På mange uforudsigelige måder, ikke sandt?" ikke at hun selv havde mærket dette i stor grad, blot et ønske om at vide hvem og hvad hun er, og de mange ting hun havde gjort i sin søgen på denne viden. De mange gange hun havde overvejet at gå på knæ for fyrsten og spørger hvem hun var eller retter hvem hendes forældre var.

Dog nu, sad hun under et træ og kiggede op på en fyrstesøn. "Sel..selvfølgelig!" udbryd hun og rettede sig lidt sådan der kom mere plads ved hende side. "Vil være beæret over deres selvskab!" tilførte hun som hun fandt en lidt mere, gæste venlig plads. Bogen blev sagt ved hendes side, væk fra ham, hendes knæ søgte hendes hage og hænderne mødtes om hendes ben. "Må man høre om deres planner i dag?" hun smilte varmt og vippede hovedet let, de livsfulde azur blå øjne havde fundet mod nok til at blive på hans lyserøde blik.

Tydeligt at se på den unge fyrstesøn, at hans ego lige blev boosted som aldrig før. Når unge kvinder, og ældre kvinder - enlig generelt kvinder gav ham ret i, at han havde mere succes end hans broder, kunne den kække og selvtillidsfyldte Dain ikke andet, end at elske det helt op til skyerne. Han tog stolt, og beæret en stor bid af æblet, som han lod sine lyserøde øjne hvile sig på den unge kvinde, og kunne endnu engang ikke undgå at lægge mærke til bogen hun sad med.

"Det kan du ved min faders pragtfulde skæg stole på!"udbrød han stolt, som han pludselig stod med ret ryg, og blinkede til hende. Han valgte at tage endnu en bid af æblet, imens han lod sine øjne hvile sig på den unge ganske kønne kvinde. Efter lidt tid valgte han at rulle med den ene skulder, og skulle til at brokke sig over, hvorfor der havde været så lidt gang i den idag. Hvorfor der havde været så kedelige aktiviteter, men det kunne vel også bare være ham og hans hoved, der forestillede sig alt muligt. Måske han bare havde håbet og troet på det selvom det ikke var sandt. 

Han tænkte lidt, før han var tæt på at tabe sit æble da han hørte hendes udbrud, men selvfølgelig var han hurtig til at få fat i æblet, så det ikke ville ende på jorden. Han satte sig ned ved siden af hende, som han drejede hovedet hen imod hende. Et stort smil spredte sig over hans ansigt"Mine planer indgår helt sikkert dig"svarede han kækt som han blinkede til hende. Han bøjede det venstre ben, for at kunne holde rundt om knæet med den venstre hånd. På den måde sad han lidt mere tilpas, og kunne gumle samt spise løs af hans æble. Der var snart ikke mere tilbage, men han nød bestemt frugten"Den bog der, er den meget spændende"spurgte han ud i den blå luft, lidt undrende med et hævet øjenbryn. 

Et let, lyst grin forlod hende ved hans ord, omtalen om skægget. Ikke at de ord endelig var sjove, men de sære ord, den spontane måde de kom ud i luften på, kom noget kun bag på hende hvilket førte til den lette lyse latter som blev sendt hans vej, hun rystede let på hovedet som lydende kom til deres ende. Blikket blev på ham, den ene hånd faldt og endte med at hvile på bogen. "Sååå..pragtfudt er det heller ikke." smilte hun tilbage til ham, og vippede hovedet let på skrå. "Tror han gemmer et mere pragtfuldt smil under det." tilførte hun hurtigt og lod blikket falde væk fra Dain, imod fyrsternes gemakker. "han gemmer det bevist fra os." Det var ikke meget Tania havde set sit Kazimi fyrsten, en gang eller fem højest, men respekten for ham fejede intet, noget der lå dybt i hende, dybere end hun selv vidste måske, selv i dag glædet hun sig til at lægge rapport foran ham, blive rost for godt arbejde, men hendes første opgave var stadig et år væk. endnu et fnis knækkede hendes tanker og bryd den stille facade hun sad med, at han ikke nærmest tabte æblet. "nervøs?" spurgte hun med et skævt drillende smil, at en fyrstesøn var nervøs, blot at tænke det, at tænke de mulige grunde gav hende et smil på læben, et mere sandt smil end det tidligere.

Blikket forsvandt aldrig fra ham, de følte ham fra han kom nær, til han satte sig ved hendes side, i træets skygge. Det ene ben endte langts orden for at bøje hendes krop en smule imod ham,hendes hænder mødtes i hendes skøn, og det andet ben var støtte til hendes hoved, knæet rettere. De azur blå øjne fyldte ham, hver en bevægelse, selv de mange hurtige bider af æblet. Hun smilte høfligt og nikkede ved hans ord. "Med glæde," tænkt at en fyrstesøn ville bruge tiden med hende, en bastard som ingen vil anerkende, i dette øjeblik kunne dagen ikke bleve meget bedre, et ukontrolleret fnis over denne glæde bryd facaden, dog kun ganske kort før hun presset læberne hårdt sammen og lod blikket falde væk fra Dain, og fandt ro på bogen, som strakts blev omtalt."Det...syntes jeg..Det viser hvor meget, ting der sker i skyggerne endelig påvirker dem.. Selv om ingen ved hvad de tænker, føler, og drømmer om. Så påvirker det langt de meste af deres liv. Det er..fangende syntes jeg-" begyndte hun forsigtigt at forklare, mens hun stille lod en finger danse langs bogens ryg. "-sætter også tanker igang om hvor meget af mig selv, som endelig påvirker min oplæring." som ordnede blev delt, lyd der et let suk fra hende som tankerne begyndte at bevæge sig i hendes sind.

Den kære fyrstefader gemte helt sikkert på et pragtfuld smil, men hvor tydeligt man kunne se det havde Dain ingen anelse om, for den kære fader havde jo tit så mange ting at beskæftige sig med. Alle de søskende han havde, og alle de adelige kvinder hans fyrstelige far mødte, og så fik Dain til at sukke dybt, hvorefter han lagde hovedet bagover. Lidt for hurtigt, og hårdt så han fik et ordenligt gok i skallen. Irriteret begyndte han at stryge hånden hen over hovedbunden, uden at være sikker på om det faktisk var dér at han havde ramt træet. Baghovedet havde helt sikkert fået et gok i nødden, og han var slet ikke tilfreds med det. Før han skulle til at brokke sig over det, hørte han hendes spørgsmål. Ham nervøs? Han smillede charmerende som han rykkede lidt tættere på hende. Tittede lidt frem med hovedet så han kunne se hendes ansigt tæt på"Hvorfor skulle en ganske fremragende fyrstesøn som jeg, være nervøs"svarede han lidt kækt, efterfulgt af et blink med det højre øje. Imens han holdte øjenkontakten, kastede han æblet lidt op i luften, for han skulle jo lige vise hvor smart han var. Men selvfølgelig ramte æblet ham oveni hovedet, og trillede hen ad jorden - langsomt væk fra ham. En dyb og utilfreds summen kom fra hans mund, og han strakte begge ben i ren protest.

Armene lagde han over kors, og sukkede dybt, som han skulede hen til den kønne unge kvinde ved siden af sig. Løftede et øjenbryn, og vidste ikke helt hvad han lige skulle sige til det der lige var sket. Altså han kunne vel komme med en tilfældig prædiken om hvor uheldig han var, eller pynte på forklaringer om hvorfor han skulle behandles sådan her, og der kunne være mange undskyldninger og forklaringer. Men han havde ikke tænkt sig, at skulle fremføre sig, så uanstændig overfor denne skønhed ved sin side, så han tog en dyb vejrtrækning, og fik puttet et stort smil frem på ansigtet"Det lyder yderst interessant, så er det derfor de har set så koncentreret ud....Fordi"han stoppede sine ord, for at lade hans hånd gribe fat i bogen, også selvom han skulle tage den ud ad hendes favn, så betragtede han bogen lidt. Hovedet lagde han på skrå, og rakte hende så bogen tilbage da han hørte hendes ord"Det er svært at undgå at lægge mærke til så smuk en stjerne i nogle smukke omgivelser"flød det charmerende og kækt fra ham, som var han igang med at fremføre poesi - som sagtens kunne være mere romantisk, men altså hvad vidste han også om romantik. 

Den kære fyrstelige fader, havde sikkert ikke engang tid til at lære ham om det, og hans kære søstre havde heller ikke snakket med ham om det, selvom Dain nok heller ikke havde lyst til at høre på pigefnadder omkring mænd. Han var jo slet ikke interesseret i mænd, men en tanke slog ham. Så længe Darkhan ikke scorede en kvinde, før ham, så var han ganske tilfreds, men tanken om det fik også Dain til at fnise lidt, for i hans øjne kunne hans bror jo ikke score en kvinde. At han ikke selv havde haft heldet, var jo en mindre detalje"Hvem er du i oplæring under, og i oplæring som hvad"spurgte han undrende med et løftet øjenbryn. De lyserøde øjne hvilede sig på hende, som han afventede svar fra hende. 

Fyrsten var en atypisk mand, altid havde han så meget at se til. En skam han ikke gav flere opgaver til sine børn og rådgivere, og faktisk havde tid til sine børn, eller, sådan så Tania det. En mand der kæmpede for at styre landet så godt som muligt. Hun hoppede nærmest frem, men holdt sig tilbage som fyrstesønnen slog hovedet i træet, kæben blev bidt sammen, som hun overvejede om hun skulle gøre noget, sige noget, eller ej, men valgte at lade være i øjeblikket. Mest fordi han kom så, tæt på lige efter, hun træk vejret nervøst som fyrstesønnen var inde for få centimeter af hende, blikket fyldte hans bevægelser nøje, og kastet med æblet var tydeligt i hendes blik. Dog, skiftede blikket tidligt tilbage til hans lyserøde der stadig stirret i hendes retning, så tæt på. Tonen, stemningen skiftede meget som æblet kom retur, hun kom kort til at fnise, men tydeligt tvang sig selv til at holde latterne tilbage, som en hånd hævede sig til hendes læber. "Beklager!" udbryd hun hurtigt, og forsøgte at føre en hånd til hans fyrstelige lokker. "Er du okay herre?" som hun søgte "skades" områder, hvor æblet havde overfaldet ham, for at mærke om var endelig var okay. Hvis hun fik lov, ville hun blot forsøge at finde og nusse det ømme punkt, hvis ikke, ville hænderne hurtigt findes hendes form igen, og søgte hvile på borgen i hendes liv.

Hun gjorde intet, som han tog bogen, og lænede sig hurtigt væk fra den, hun træk lidt på smilet som han kommenteret på bogen, at han fandt problematikken interessant. Hun blinkede flere gange, som hans ord igen skiftede stemning, hun lænede sig tilbage imod træet. "Jeg...ehm.." hun samlede sig et øjeblik, og blinkede en enkelt gang mere, langsomt, "Jeg..er sikker på de bare ser deres eget lys, reflekteret tilbage herre." hun vippede hovedet lidt med et drillende smil, en smule kækt.

"Jeg..er i lære under lidt forskellige, både Herr Ramiel og de andre, mest mest Ramiel. Skal lære at komme folk tæt på livet, dele deres hemmeligere og alt andet de har i skyggerne." hun løftede en fingre til sin hage, og tippede hovedet frem og tilbage. "nogle våben færdigheder." hun klikkede tungen med et smil. "Og..lære en masse om madlavning! Må indrømme at det nok er min favorit  dage, nyder at være i køkkenet." Hendes smil, blev varmere som hun fortælte om alle disse ting, tydeligt at hun nydt det, alle tingende, men uden tvivl var det køkkenet der skilte sig ud mest.

Som forventet, og håbet begyndte den ganske kønne unge kvinde at tjekke om han var okay. Selvom han godt nok havde et gok i skallen, så følte han ikke smerterne var så slemme. Men bare for at nyde hendes fulde opmærksomhed tillod han sig med vilje, at spille lidt med på hans egne ufarlige smerter. Man ville være dum, hvis man ikke tog imod hjælp fra en så køn skabning som hende. Sjovt at tænke på at Dain havde set hende før, men aldrig snakket med hende. Han undrede sig lidt hvordan det kunne være, for der måtte være en grund. Det kunne være ikke være hans søstre, eller Darkhan, og den kære fader kunne det heller ikke være. Måske grunden så var mad, ja enten det eller en af de typiske katte der rendte rundt.

"Jeg er usikker på om jeg er okay, vil de ikke tjekke efter"lød det så charmerende og uskyldigt som det overhovedet kunne lyde. For enlig var skaden ikke så slem, men han brugte et hvert trick på lige at kunne få lidt mere af hendes fantastiske opmærksomhed. Følelsen af hendes blik på ham kunne han også godt lide, også selvom han nød når kvinder generelt kiggede på ham, så var denne kvindes blik lidt anderledes. Yderst underligt, og Dain lod sine lyserøde øjne hvile sig på hende. Ordet herre havde han også bidt sig fast i, og det havde for længst fået ham til at føle sig lidt mere maskulin. Hans ego blev boostet enormt meget - Self havde han ikke noget imod netop det. Som hun lænede sig tilbage imod træet, valgte han at lægge hovedet på skrå. Ordene om at hun var sikker på, at han bare så hans eget lys reflektere, fik ham til at tænke. De ord lød ganske kloge, så han var helt sikker på at hun var meget klog. Han rejste sig pludselig op, og børstede sit tøj lidt af før han sendte hende et kækt smil, og placerede en hånd i siden. 

Kort tid efter bukkede han sig lidt ned, så han var i øjenhøjde med hende. Da hun havde fortalt om, hvad hun brugte tiden på, og hvad hun var lyttede han interesseret efter. Selvom Dain overhovedet ikke kendte denne Ramiel gut, og da hun nævnte våben smillede han lidt. Han kunne godt lide at kæmpe med våben, og var bestemt sikker på at han var bedre end hans broder. Som han bukkede sig lidt mere ned imod hende, studerede han kort bogen hun sad med. Et lille drilsk smil dukkede op, før han nærmede sig hendes ansigt lidt mere. Der var ganske få centimeter fra dem, og han lagde en hånd ovenpå bogen"Så kan de måske lave lidt mad til mig"nævnte han kækt og lidt flabet som han blinkede til hende. Han lod kort sine øjne falde ned på bogen hun sad med. Overvejede at tage den ud ad hendes hænder, men før han overhovedet havde så meget som overvejet den lidt onde gerning, var der noget der gjorde ham nysgerrig"Står der noget om madlavning, eller andre lyster i den bog der"spurgte han undrende, som han lagde hovedet på skrå og trak sit hoved lidt tilbage. 

Det ville have overrasket hende hvis han faktisk var kommet til skade af et æble, eller af træet, men nu hvor han selv gav ord for det, blev hun nød til at mærke efter. Tænk at hvis hun blev set med fyrstesønnen og han blødte fra hovedet som han gik derfra, eller var svimmel. Hun smilte som fingrene gled igennem de mørkelokker, med en stille hånd søgte hun og kær tog hun hovedbunden. Der var intet. Lettet hånded hun ud, og lod forsigtigt hånden forlade det mørkehår, og får hånden forlod ham hjalp hun nogle lokker bag hans øre. Det var sært at sidde sådan, men en fyrstesøn, hvordan kunne hun ikke være en smule nervøs, hvordan kunne hun ikke være forsigtigt med sine ord. Var ikke ofte hun havde mulighed for at bruge tid med hoved familien, og så længe nogle ikke kaldte på hende, ville hun nyde dette øjeblik. Endnu mere fordi fyrstesønen gav hende sådanne opmærksomhed.

Hun fandt dog ro med træet imod ryggen som  hånden forlod ham. "Der..virker ikke til at være noget." sagde hun med et smil, "Men pas på dig selv." forsikret hun med et lille smil. De himmelblå øjne blev på ham, selv da han rejste sig, med sit smigeren smil, og den afslappet hånd i hoften. Hun presset sig selv en smule ind i træet som han bøjede sig ned, og kom ikke kun tæt på, men også fik deres øjne til at mødes. Hun lod sit blik følge hans til bogen "Mhm..Hvis jeg kan få lov vil det beære mig at lave mad til en med deres status herre!" spændt og glad kom de ord tilbage til ham. Det havde været en drøm siden hun begyndte at nyde madlavning, at berige hovedfamiliens dag på den måde. Blikket blev dog mere nervøst som han kommenteret på bogen i nu. "Ehm..Nej, ikke ...lige madlavning." hun sank en lille nervøs klump. "Men, der er en del om..hvordan kropslige lyster kommer i vejen for..de adeliges hverdag." hun lod forsigtigt en hånd glide over bogen ryg, "Det er ..faktisk utrolig fangende, at læse om..hvordan sådan nogle små ting, kommer i vejen for deres møder, og andre pligter." Smile båndet blev trykket i, som hendes tanker begyndte at føre hende igennem det af  bogen hun havde læst. "Altså..Der er et stykke hvor prinsessen ikke kan finde ro, og næsten ødelægger en trolovelse, fordi hun ikke kunne give slip på at en tilbudt at "befri" hende fra hendes fængsel... syntes..sådan noget er.." hun lod ordene dø lidt ud, og hævede blikket til ham, og mødte de lyserøde øjne igen. "Undskyld..sikket ikke noget de ønsker...at høre om herre." lidt rosa farve spredte sig i hendes kinder. tænkt at jeg lod mig rive med.. hun træk blikket tilbage på bogen med et lille skamfuldt blik.

Kunne man klage over så fint, og smukt selskab? Nej det kunne man ikke, for den kække og charmerende Dain klagede bestemt ikke. Følelsen af hans mørke lokker der blev hjulpet bagved hans øre, fik ham til at beholde et bredt smil på ansigtet. Hovedet gjorde ikke så ondt mere takket været hende, hvilket var et held men alligevel kunne han sagtens udnytte det lidt, bare for at mærke hendes berøring. Det var utrolig rart, aldrig før havde han oplevet det før. Det var anderledes fra de gange hvor hans søstre havde rørt hans hår, eller givet ham et puf eller andet. Hendes ord om at der ikke var noget, fik ham nærmest til at gå lidt i panik, for det betød jo kun at hun ikke ville røre ved ham fortsat. Det var forfærdeligt, han var nød til at udtænke en plan, hvorpå han kunne nyde hendes berøringer stadigvæk. Hvis hans fantastiske fader, med det pragtfulde skæg kunne se ham lige nu, ville han helt sikkert være stolt over at se sin søn klare det godt med i det mindste en kvinde. 

Godt nok ung, men det var jo blot en mindre detalje"Hvis jeg ikke passer på mig selv, kan de så være min personlige læge"fløj det kækt og charmerende ud ad hans mund, som han lænede sig en smule ind imod hende. Lod sine lyserøde øjne møde hendes, hvorefter han lyttede til det hun forklare omkring bogen. Ordene om at hun med glæde ville lave mad til ham, fik ham nærmest til at lyse op som han helt klart ville elske det. Jovist havde han tjenestefolk, men de trængte vel også til en pause engang imellem. Specielt fra alle de gange Dain havde været en møgunge overfor dem, men altså kunne han være andet når de tjenestefolk til tider ikke adlød ham. Godt nok var han ikke en fyrste, men han var stadigvæk en fyrstesøn, hvilket i hans øjne var ligeså vigtigt. Dain løftede undrende et øjenbryn da hun nævnte noget om hvordan kropslige lyster kommer i vejen for adeliges hverdag. Det undrede han sig lidt over, men kunne ikke undgå at forestille sig sin fader have gang i den med kvinderne. 

Da hun forklarede ham noget med en prinsesse ikke kunne finde ro, og næsten ødelagde en trolovelse fik Dain et stort smil frem på ansigtet, og han løftede en hånd op imod hendes ansigt. Strøg lidt af hendes flotte hår ombagved hendes ene øre"Jeg vil meget gerne høre mere om det, det lyder ganske spændende"svarede han som han lod hans pande hvile sig med hendes i et øjeblik. Han blinkede til hende, før han i et øjeblik blev fanget endnu mere af hendes skønhed. Han kunne sagtens se hende som en prinsesse, en smuk og elegant en af slagsen. Måske det var hende som han skulle score, og vise frem for sin fader. Den tanke kunne Dain godt lide, det var nærmest perfekt. Dog havde han aldrig kysset nogen før, men måske han skulle tage chancen med denne yndige og smukke unge kvinde ved sin side"I mine øjne er du en meget smuk, og elegant prinsesse, hvis de ønsker at være det"sagde han selviskkert, hvorefter han sendte hende et stort smil, og ikke kunne undgå at blinke til hende. Han holdte øjenkontakten med hende, før han efter lidt tid havde trukket sig lidt tilbage.