En mængde tid efter Victoria Garreaus besøg i Balzera var gået, inden brevet fandt frem til hende - leveret diskret af en loyal Kazimi-spion. Der var ingen underskrift eller afsender, men der var alligevel næppe tvivl derom, når man læste de svungne bogstaver og fandt brevets indhold.

"Victoria, min kære.

Din hastige afgang fra vores sidste møde var dybt beklagelig. Jeg føler, at der er så meget vi kunne have talt om, hvis ikke din vrede var løbet af med dig.

Jeg bebrejder dig naturligvis ikke, du har altid været ilter af temperament, men jeg beder dig endnu engang overveje mit forslag, og beder dig nøje overveje konsekvenserne, hvis du vælger at gå imod mig. Vi har trods alt begge børnenes bedste i vores interesse."

Intet segl var fastgjort til brevet, men i den lille konvolut lå en afskåret finger, forvandlet til det pureste guld. Tania Nadhils lillefinger. At fjerne fingeren fra hende var blevet præsenteret som en prøvelse, der skulle teste hendes mod, smerteterskel og loyalitet over for Kazimi-familen, der havde brødfødet hende siden hun var spæd.

Sephyran af Kazmi havde formet hende til et våben og værktøj for familien, og han havde ingen planer om at ofre hende på grund af hendes moders uvillighed, men han stolede på, at Victoria alligevel ville tro på hans trussel derom, hendes knap så høje tanker om ham taget i betragtning. 
Det generede ham ikke, at hun ville tænke han var et uhyre - han behøvede ikke hendes beundring, blot hendes loyalitet, om han så skulle true den frem i hende. 

Victoria var først overrasket over vægten af brevet. Så vendte det sig i hendes indre, da hun så indholdet, og hendes hormoner kæmpede ihærdigt mod hendes selvkontrol et øjeblik. Så blev hendes væmmelse vendt til raseri, og hendes hænder dirrede, som hun fandt papir, blæk og en fjerpen frem. Det var dog med en imponerende rolig hånd, skriften blev skrevet; den var sirligt lige, og den vidnede mere om en fattet kvinde end en, der var klar til at føre åben krig.

"Min kære Sephyran

De har nu bevist, at De ikke er i stand til at tage vare på vores børn. Derfor vælger jeg at beholde den lille ny, der er på vej. Bare inden De forsøger, har jeg også valgt at anskaffe mig en amulet, der gør det umuligt at spionere på mig.

Jeg forbeholder mig retten til at være uenig; jeg føler ikke, der var mere at tale om. Jeg er dog enig med dig i, at jeg har børnenes bedste i min interesse, hvorfor jeg også lover dig, at skulle der ske dem noget i fremtiden, vil jeg gøre mit bedste for, at Huset falder."

Så lukkede hun brevet og forseglede det med sin families stempel. Ligeledes valgte hun heller ikke at efterlade en underskrift. Da hun havde sendt brevet afsted, lod hun sig dumpe ned i sin stol, inden hun tog den nu forgyldte finger og lod den vende sig i sin egen hånd, mens hun nærmest kærtegnede den. Det var så lille en del, og alligevel var det som om, hun kunne mærke datteren lige ved siden af sig. Så gav hun efter for gråden, som hun lod tårerne trille uendeligt ned ad kinderne.

Sephyran åbnede brevet og skimmede indholdet. Derefter krøllede han pergamentet samme og smed det fra sig. Hun gav ham kamp til stregen, det måtte han give hende, og det kunne han ikke helt undgå at beundre.

Det var også en overraskelse, at hun var med barn igen. Som med alle andre børn født af hans sæd følte han en trang til at gøre krav på det og sikre, at det opvoksede i familiens tjeneste, men det ville sandsynligvis blive svært..
Måske skulle han lade hende beholde det ene. Han havde trods alt de to andre.

På den måde, overbevisende sig selv om, at beslutningen om barnets opvækst var hans, følte han at kontrollen langsomt kom tilbage til ham. Han skænkede et glas krystalvin og placerede sig foran vinduet, betragtende de frodige haver, der omgav Kazimi-paladset.

Han havde forventet at hun ville skaffe sig midler for at undgå at blive spioneret på, nu hvor han havde vist hende evnen, og derfor ville det i stedet blive sine egne spioner, han sendte til Dianthos for at holde øje med hende - noget der kunne blive svært, taget hendes stilling i betragtning.
Men hun skulle ikke så meget som vove at tænke på at føre sine trusler ud i livet.

Måske var han gået for vidt i sit forsøg på at bringe hende ind i folden. Tænktsomt nippede han til glasset. Han hentede ingen skriveredskaber for at svare på brevet - tavshed måtte der være i mellem dem for nu og så måtte tiden vise, hvad der ville ske. Måske ville hun med tiden se fornuften i hans forslag - han bad hende jo ikke om at forråde Lyset, blot holde udkig efter at kunne varetage Fyrstens interesser samtidig..