Rekrut Stenson havde ikke tøvet med at stikke i rend, da opgaven med at finde en healer blev pålagt ham. Han havde nemlig hørt rygter om en helt fantastisk healer, man kunne være heldig at finde lave uro på kroerne. Han vidste ikke hvilken kro, men han var fast besluttet på at gå gennem dem alle til han fandt hende. Han vidste ikke mere om hende end det og at hun blev kaldt Juju, men håbede at nogen af byen beboer kunne hjælpe ham på vej. 
 Det viste sig dog det skulle være nemt at finde denne healer. Den allerførste kro han trådte ind på, blev han mødt af noget af et syn. Et syn, der fik ham til at stoppe op på vej op til disken, med et noget så overrasket udtryk. 

 På en stol oppe ved disken stod en lille pige og råbte og skreg. Det meste af kroen virkede ligeglad - som om det havde stået på længe, og de ikke længere var interesseret - og krofatter havde et langt ansigt og så noget træt ud. En træthed der næsten blev skiftet helt ud med et håbefuldt udtryk, da han fik øje på Rekrut Stenson. 
 "  Nu har jeg aldrig.. SÅ STIK MIG DOG EN ØL! " skreg den lille pige mens hun, tydeligt frustreret trampede, på stolen. Krofatter flyttede blikket fra Stenson og så ned på den lille pige og rystede på hovedet.
 " Jeg har sagt - vi sælger ikke til børn! Kom igen når du bliver voksen, stump.. " Hans stemme var opgivende - han havde sagt det mange gange, noget pigebarnet ikke virkede til at være glad for.
 " URGH! Må Aladrios vise dig til Zaladins baghave! Jeg er voksen! " bandede pigen. Hun sparkede til luften over stolen, noget der gjorde hun var ved at miste balancen og falde ned fra stolen. 
 Stenson rømmede sig og rettede sig op. Selvom han ikke vidste meget om healeren han ledte efter, var der noget der sagde ham, at dette.. barn var den han ledte efter. Så med lange, målfaste fik Rekrutten gået de sidste skridt hen til stolen, hvorpå barnet stod. 
 " Juju? "  han ventede ikke længe på et svar. Pigebarnet nikkede, og inden hun nåede at åbne munden for at svare, havde Stenson viklet armene om hende, og svunget hende over skulderen. Det var jo næsten for nemt, når hun stod på stolen. 

 Turen fra kroen og gennem Dianthos' gader for at komme tilbage til bymuren og Byvagt Akurra havde ikke været helt nemt. Juviella havde skreget og sprællet det meste af turen. Råbt alverdens lede eder af Rekrutten, der blev noget overrasket over hvilke ord der kunne forlade den unge mund. Derudover havde Stenson forsøgt at løbe det meste af turen, noget det kun blev ekstra hårdt med et barn sprællende på skulderen. 
 " Hæng nu stille! " havde han gentagende gange sagt, noget der blot fik endnu flere grimme ord til at forlade Juviellas mund. Til sidst havde hun dog givet op - noget der gjorde resten af turen til den sårede byvagt noget nemmere og hurtigere. I stedet for at råbe og kæmpe, hang Juviella bare slatten hen over hans skulder. Hvad bildte han sig også ind?! Hun var jo lige midt i noget. 

 Med elverpigen over skulderen, kom Rekrut Stenson ud på den anden side af bymuren, og selvom hele hans krop værkede efter den hårde løbetur gennem byen, forsatte han med at løbe hen til stedet hvor Byvagten lå såret.
 " Hjæælp.... Jeg bliver kidnappet.. Hjææælp.." Juviella havde ingen anelse om hvad der skete, eller hvorfor denne fremmede Rekrut havde båret hende hele vejen ud af byen. Man kunne dog også høre på hendes noget vattede og uengagerede råb efter hjælp, at hun ikke forventede noget alt for slemt. Faktisk lød hun næsten ligeglad.

Rekrut Stenson, menig Alveet og menig Peer, var alle reddet foran resten af gruppen med Akurra efter uheldet, jo skaden var sket før det hele galt men der var også taget hånd om den tidligere! At såret nu var gået op efter den forbandet vogn kastede Akurra af sin hest. At det endelig var Akurras slange hvæs der overrasket hesten, og Akurra der sprang halvt af hesten som vognen bræsede forbi hende, havde ingen nævnt. Folk var blot gået i stok over at såret var gået op og deres healer var blevet i landsbyen for at hjælpe de få der var kommet til skade der. Nu var de i tre grupper, dem der blev og hjælp byen efter landevejsrøverne havde plaget den, den gruppe som red med de bundet landevejsrøvere, og nu denne sidste gruppe, der havde taget et godt tempo tilbage til byen for at få hjælp.

"Jeg har hørt om en heler! JEG RIDDER FORAN OG HENTER HENDE!" råbte Stenson som han tog genvej frem, hvilket efterlod blot Alveet og Peer til at tage sig af Akurra, såret var ikke så slemt i øjeblikket det forekom, hvor Akurra reddet Peer for at få sværdet i siden, desværre betyd dette en længere rift gik fra midten af Akurras ryg, til skuldre. Det var ikke særlig dyb, eller rettere den havde ikke været særlig dyb, derfor første hjælpen var givet i hast, og endelig valgt at blive sat på hold til de var hjemme hos Dianthos. Men nu, var såret noget kun værre. At lande på netop den skuldre, at lande på en fuld taske, havde desværre mere end blot at genåbne såret, også revet det op mere end det var før. Endnu et større problem var at Akurra var begyndte at falde ind og ud af bevistheden som uniformen begyndte at blive gennemblødt, og den voldsomme ridning hjælp langt fra. Netop som de nåed by porten, forsvandt Akurras bevisthed igen, som hun faldt af Alveets hest og i hast, var de alle tre på jorden uden for byen.

"I guderne må Stenson komme snart!" lyd det panisk som Alveet som hun kiggede ind imod byen, "hans hest er her..så slap af! Stol på ham!" forsikrede Peer som begyndte at klæde Akurra for at komme til såret. Så der sad de, på græsset foran byporten, med tre heste der ikke vidste hvad de skulle som gik utålmodigt rundt, og kort før Stenson kom retur, fandt Akurra bevistheden igen "AV I Nalish’ra sorte øre, slip mig så!" som hun skubbede Peet væk, og der, netop der. Kom Stenson løbende ud, udmatte, med en barn over skuldren. " Hjæælp.... Jeg bliver kidnappet.. Hjææælp.." alle tre stirret blot på ham, som han satte barnet ned. "HER ER HUN!" lyd det pustende som han fandt til sine knæ udmattet. Alle tre, gik i stå, på trods af sine smerter og den røde væske der dryppede af hendes ærme og hofte imod græsset, kigget de alle på Stenson så om manden havde mistet forstanden. "Du..." mumlede Akurra surt. "HUNDREDE ARMBØJNINGER NU!" lyd det hårdt, smertet tog igennem hende som den tandløse kæbe bed fat i hendes læber for at holde lyden inde, men det var lige meget som hendes balance forsvandt igen, og hun endte med hovedet i jorden. "AKURRA!""AKURRA!" råbte de to piger i munden på hinanden, og i samme bevægelse kiggede de begge to med håbefulde øjne på elverpigen. "Kan du hjælpe?" Spurgte Peer endelig håbefuldt, som Akurra blev vendt på ryggen, og igen gryntede hun af smerte som hendes øjne gik op, og lukkede i, flere gange i denne bevægelse. Stædigt kæmpede hun flere ord ud, i et råb eller skrig, dækket i smerten. "FÅ HENDE HJEM TIL HENDES MOR OG HENT EN LÆGE ELLER I ALLE SKAL SKRÆLLE KARTOFLER OG JORDSKOKKER I EN MÅNED!"

I øjeblikket havde Akurra knap uniform på som de andre, den mørkeblå kappe lå på jorden lidt fra dem, sammen med hendes trøje. Om halsen hang insigniaet sammen med to tomme flasker, i en guldkæde. Hun bar intet udstyr, der alt hang på hesten med Peers ting. Hun var blot dækket af bandagerne der var mere røde end hvide i øjeblikket, samt sine læderbukser, og tunge støvler.

 Det var nærmest en sand lettelse at blive sat ned på fast jord igen, og så snart hun blev sat på jorden, fnøs hun fornærmet og trådte et skridt væk fra hende 'kidnapper', men hun børstede kjolen der gik ned til omkring hende læg, så den så ordentlig ud igen. Kjolen var i en brunlig farve, og inden under havde hun et korset på, der sad stramt til. Det havde ikke været let at skaffe et korset til så lille en krop, men det var da lykkedes. For at få det til at virke som om der var lidt bryster gemt væk inde bag kjolen havde Juviella mast lidt stof ned i toppen af det. Man var vel en kvinde!

 "  Hah! " lød det nærmest hånende fra hende da Rekrut Stenson blev sat til at lave armbøjninger. Så kunne han lære det! Bare sådan at stjæle hende fra et forsøg på at få sprut! Ikke okay! Juviellas blik flyttede sig fra Stenson og ned på slangekvinden der lå på jorden og umiddelbart ikke havde det for godt, som de to andre damer råbte op. 
 " Hjælpe? " spurgte Juviella skeptisk og skar en grimasse mens hun så på slangekvinden de havde kaldt Akurra. Det var ikke fordi hun ikke kunne, men gad hun?
 " Du er healer, ikke? " man kunne høre Stenson var begyndt at blive nervøs for han virkelig havde dummet sig. Havde han virkelig bare kidnappet et barn fra en kro? Juviella løftede blikket op på Stenson igen, med det ene bryn løftet. Nu når hun tænkte over det, havde udsigten egentlig været meget bare oppe fra skuldre, end det var nu hvor hun skulle se på den blødende Akurra. Juviellas blik gled kort sigende ned over Stensons bagside, men blev hurtigt flyttet hen på Akurra, som hun hentydede til hun var et barn. Blikket var skulende og lynende, og det var tydeligt at Juviella ikke var tilfreds med den kommentar - overhovedet.

 Så satte hun sig ned, og lagde armene over kors. Næsen var vendt let i sky, væk fra dem alle.
 " Næ.. Jeg gider da ikke hjælpe..  " lød det så stædigt fra en lille elverkvinde.
 " Ikke en gang om jeg er blevet spurgt pænt! Tsk! "  Den barnlige personlighed skinnede tydeligt igennem, og blev kun forstærket af hvor fornærmet hun kunne virke. 

At se barnet blive sat på jorden foran hende, var langt fra en lettelse, det blik der blev sendt imod Stenson var ikke af lettelse som på barnet selv, langt fra. Vrede, skuffelse, var uden tvivl tog følelse der gik igennem halv slangen som kæmpede for enhver bevægelse hun foretog sig. Den barnlige hån fra barnet hjælp specielt ikke på overbevisningen af andet var tilfældet, alle blikke var ikke på den nyankommen, men på Stenson. Selv vidste han ikke hvad han skulle gøre, eller føle, Peer var blot forvirret og skuffet, Alveet var mere fattet end de andre, men stadig dybt skuffet. Det blik som blev rettet imod Akurra fra barnet var på ingen måde uvant, faktisk normalt blik Akurra fik fra børn, de kunne ikke lig hende og hun kunne virkelig ikke lig dem, så et utilfreds blik var langt fra unormalt. Som blikke blev sendt frem og tilbage, gik det mere og mere op for Stenson hvor stort et problem han var i, som han begyndte bange at forklare sig. "Hun sagde hun var juju! Altså...har...har hørt om..en heler der kan få fingre til at gro ud igen med det navn! jeg..jeg.." mere fik han ikke sagt før han blot gav op, i et dybt suk som barnet satte sig. Alveet og Peer, fortabt, og vidste tydeligt ikke hvad de skulle sige, eller gøre. "Så du kan hjælpe?" spurgte sikkert Alveet efter barnet havde forklaret om sin modvilje til at hjælpe "Vil du ikke nok?" tilførte hun som hendes blik faldt tilbage på Akurra, som overraskende ikke havde sagt et ord, og knap virkede til at holde fokus som minutter gik.

"Jeg...sværger Stenson...får vi en..efterlysning på et manglende..barn..så." kæmpede hun ord frem, og tydeligt holdt sine bevægelse så minimale som muligt, blot sat på sine knæ og lod et tomt blik falde foran hende. Ikke at hun endelig var i livsfare i øjeblikket, men bevidstheden var faldende og hvilken tilstand hun ville være forsat uden hjælp var dog uklart. "Vi skal nok betale!" lyd det pludselig fra Peer, som holdt Akurra oppe, "Hvis det er det som skal til." de to kvinder var tydeligt overbevist om at barnet kunne hjælpe, men blot benægtede i en barnlig stædighed. "Kan..man skal man." mumlede aAurra stille ud, "Det..skylder vi hinanden." ud det uklart, så om hun endelig var holdt op med at følge samtalen, den tandløse mund hang åben, og tydeligt hun ikke holdt sine hugtænder tilbage som de hang halt i mundvigen, tungen hilste langsomt, energi løst på verden, som flere lange blink forlod Akurra.

 Trods Juviella havde givet udtryk for hun bestemt ikke var interesseret i at hjælpe, når hun bare blev kidnappet og ikke spurgt pænt om hun ville hjælpe, var hun alligevel stoppet med at synke, og sad nu og bevægede munden i underlige bevægelser, mens tungen ivrigt bevægede sig rundt inde i munden. Det var stadig den bedste måde at få gang i savlet naturligt, og så kunne gruppen af vagter lige stå der og diskutere lidt mens hun blev klar.
 Det kunne godt være Juviella virkede som om hun ikke ville hjælpe, men hun vidste også godt at hun ikke bare kunne ignorer en byvagt ønske om hjælp. Tænke hvis den slang-lignende vagt endte med at dø, fordi hun var stædig.  

 Der gik dog ikke længe inden en af kvinderne spurgte pænt om ikke hun kunne hjælpe. Et øjeblik overvejede hun om hun skulle være venlig og lade den vide hun havde tænkt sig at hjælpe dem, men inden hun nåede at sige noget, blev hun afbrudt af den skadede vagt. Juviellas øjne lynede som de så hen på Akurra og hovedet blev vippet lidt tilbage, så hun ikke ville miste det dyrebare savl når hun snakkede. 
 " Jeg er ække et barng! " bed hun besværet af hende. Hurtigt blev munden lukket igen, inden hun savlede ud over det hele. Det var næsten så hun havde lyst til ikke at hjælpe. Inderst inde vidste hun selvfølgelig godt at hendes opførsel ikke ligefrem afspejlede en voksen særlig godt, men åh hvor blev hun bare irriteret når folk kaldte hende et barn!
 Det ene bryn løftede sig lidt da der kom krystaller på banen. De var virkelig desperate. Var en enkelt byvagt virkelig så vigtig? Det gjorde ikke den store forskel, og et eller sted var det vel afpresning, hvis hun ikke ville hjælpe uden betaling, når det var byvagterne der bad om hjælp.
 Med en underlig brummende lyd viftede Juviella med hånden med mod kvinden der sad med Akurra, for at få hende til at flytte sig, inden hun kravlede det sidste stykke hen til hende. Tøjet blev flyttet fra såret, inden Juviella så lænede sig ind over sårene og lod alt det fine savl hun havde samlet løbe ud af munden og ud på sårene.

Det var ikke aftypisk at byvagten betale folk for deres arbejde, en læge der endte med flere timers arbejde, skulle selvfølgelig ikke tog uden belønning for det, men det var også rigtigt at byvagten var af holdningen at folk hjalp uden at stillespørgsmål, og blev belønnet efterfølgende, lige meget hvilken type arbejde der blev bedt om.

Pigens ord, om ikke at være et barn virkede så om ingen hørte dem, specielt ikke med den fejlbare udtalelse som visse børn ville have i vrede. Hvilket nok ikke var så mærkeligt fra de fire voksnes synspunkt, der blev intet sagt, stanson kæmpede med sine egne tanker om at finde en løsning på dette problem, om han skulle tage juju tilbage, eller hente en ny læge, hans blik var låst på byens port i dybe efter tænksomme tanker. Peer som stadig var dækket i skyld over det originale sår på Akurra sad med hendes arm over sig, og så håbefuldt og bekrymret på Juju, Alveet, nærmest det samme, blot hun stod ved Peers og Akurras side og skulle lige til at sige noget som barnet rejste sig og viftede Peer væk.

Forsigtigt blev Akurra lagt på jorden og de to kvinder gik lidt væk, dog med spændte øjne imod Juju som barnet var blevet kaldt af Stenson som allerede nu åndede lettet op som barnet begyndte at få bandagen af såret. Den håbefulde stemning der spredte sig knækkede dog lige så hurtigt som den kom frem. Synet af barnet der lod savl og spyt falde fra munden imod deres elsket patrujleleder, fik dem alle til først og synke en klump, Stanson mere end blot en klump, i frygt for hvad end der ville ske dem nu. De stirret alle tre, tydeligt fortabt, i deres forvirring over hvad de så, så de gjorde intet andet end blot at stirre i øjeblikket. Akurra, der for alles held ikke så hver der foregik, som hun kraftløst lå på maven. Men følelsen af den ukendte væske som ramte hendes sår fik dog en reaktion ud af hende, smerte, ikke meget af det men den ubehagelig smerte en oplever når et sår heler, for mange blot en kløe, men her gik det noget kun hurtigere hvilket gjorde det ikke bare kløet, men var nærmest smertefuldt.
Hvæset som slanger er kendt for forlod Akurra som denne følelse spredte sig igennem det lange sår, men hun havde efterhånden set nok heler til at vide hvad der foregik, i hvert fald magisk, og nok bedst at hun stadig ikke vidste at spyttet, svalet var hvad der helet hende.

Peer, Stanson og Alveet stirret blot, lod blikkende glide mellem hinanden og tilbage på Juju og Akurra, og her faldt de to kvinders blik på Stanson, hvor Alveet let spurgte. "Af alle..helere du kunne finde.." blev sagt i en lav tone, tydeligt et ønske om lægen og Akurra ikke hørte det. "hun slår mig ihjel gør hun ike?" Mumlede han let tilbage, som hans blik var låst på hvad der spillede sig ud foran ham. "Hun hadede børn i forvejen." mumlede Alveet stille, som hendes blik igen faldt tilbage på, den...specielle hændelse foran hende. Akurras hvæs stoppede som hun indså den unikke smerte nogle magiske heling medførte ikke stoppede, hun spyttede let fra sig, vreden, smerten fik hende altid til at overproducere gift, som nu endte på jorden ved hendes side. Hun bidt sig hårdt i læben, og håbede at dette ikke tog ret længe.

 Der var intet charmerende over hvad Juviella havde gang i. Hvis noget var det decideret klamt. Det vidste hun også godt selv. Men hun vidste også det virkede og var effektivt,  og derfor tog hun sig ikke af de andre vagters snakken i baggrunden. I stedet koncentrerede hun sig udelukkende om at samle en masse savl, og lade det ramme de rigtige steder. 
 Først skete der ikke noget. Savlet ramte de åbne sår, og Akurra gav med det samme efter for smerterne ved væsken der ramte det sårbare hud. Det var ikke noget nyt, eller uvant for Juviella. Hun vidste hvordan det var. Alligevel brummede hun en smule irriteret. 
 " Lig stille..." mumlede hun, inden hun gjorde klar til at lade mere savl ramme et sår. Nu havde hun været så venlig og gå i gang med at heale vagten, og så lå hun bare og var på tværs. 

 Der gik et par minutter før sårene begyndte at lukke sig sammen. Noget der bestemt ikke virkede rart for halvslangen, men Juviella gad ikke døje med det. Det gik noget nemmere når de lå stille, og det var også noget nemmere at ramme, når ikke sårene flyttede sig. 
 " Jeg sagde lig stille! " lød det nu lidt mere irriteret fra den lille elverkvinde. Hun havde jo ikke uanede mængder af savl, og skulle hun til at køre fingrene rundt i savl og blod for at få savlet hen på sårene, ville hun blive ret irriteret. Så i stedet for at risikere at det kunne ske, kravlede Juviella i stedet op og sidde på byvagten, så hun kunne holde hende på plads, mens sårene healede, og Juviella noget mere sløvt savlede videre. Det var begyndt at blive svært at samle savl - hun var ved at løbe tør.

Stenson havde svært ved at kigge på hvad der foregik foran ham, forvirret, forundret og en smule bange for hvad end der ventede ham lod han blikket falde på Peer og Alveet. "Jeg ehmm...samler hestene og føre dem hjem..I kan godt ordne det her ikke?" han ventede ikke på et svar før han fik fat i selen til den nærmeste. Et mildt ryst gik igennem ham som Juju bad Akurra lægge stille, og ved de første støn af smerte. Det begyndte netop at gøre ondt på hende, ikke kun fordi hendes krop helet hurtigt, men dannelse af skæl, væsken imod det blottet kød, der var mange grund til at alt Juju gjorde ved hende var ubehageligt, selv bare hvis man tænkte på de fysiske ting, den psykiske smerte over et barn som gjorde netop dette ville være noget helt andet hvis, når hun blev klar over det. Alveet træk sig nær Akurra, og satte sig foran hende, knæet i gift og spyt men hænderne endte på Akurra skuldre. "Ved det er hårdt Akurra, men du er nød til at ligge stille." et høflig nik blev givet til Juju som hun hjalp til at få patient til at lægge stille, der var dog noget sært i måden hun holdt Akurra på, ærmet, ærmet blev lagt på sådanne en måde at det nærmest var Umuligt for Akurra og kigge sig over skuldren, og se Juju. "ARRHA!" lyd det første verbale støn af smerte, som Juju tog sin første pause og satte sig over Akurra len.

Noget unikt ved den kære halvslanges krop, hun var på ingen måde ved at danne ar, langt fra, hendes naturlige heling tillod ikke sådanne noget væv at blive dannet, istedet begyndte små hvide skæl at omringet hvad der var tilbage at såret, huden der helede var fejlfri en gave mange kvinder sikkert ønskede hvis de mange skæl ikke blev formet efterfølgende. Peer stod stadig lidt væk, blikket rettet på Stenson som var ved at fange den sidste hest ind. Efter lidt intern konflikt valgte hun at gå lidt væk, at tage lidt ro, under et træ når. Et tydeligt forsøg på at slappe af, som ved hver lyd fra Akurra, Juju eller Alveet blev ødelagt. "Jeg..aarhh..En synål er..agrh! Mere behagelig." kæmpede Akurra ord ud men blev ødelagt som et lille pust af naturligt vind ramte den ny blottet sår, som var dybt irreteret over behandlingen såret fik. hænderne tvang sig i jorden og lavede tydelige mærker efter hendes negle. En enkelt bevægelse som hun forsøgte at bevæge sig, men i samme øjeblik tvang Alveet hendes skuldre til jorden. "Undskyld.." det var tydeligt ubehageligt for Alveet, både at se hvad Juju gjorde, men også at fornemme smerten i Akurra. "Tager..det lang tid?" spurgte hun forsigtigt Juju om, og Akurra faldt til ro et øjeblik som dette spørgsmål hang i luften.

 At hører hendes kidnapper lyde så usikker og fortvivlet over hvilken situation han havde sat sig selv i, fik et lille skævt og tilfreds smil til at spille på Juviellas læber. Hun synes stadig han havde været noget så flabet, og derfor frydede det hende da lidt, at se ham vide han nok havde dummet sig en smule. Også selvom han jo havde haft ret - hun var Juju, og hun var i stand til at heale.
 Det hjalp lidt da den ene af kvinderne hjælp med at holde Akurra stille, for selvom Juviella satte sig på hende, kunne hun stadig flytte sig ret meget, og hun var altid ved at have svært ved at samle gode mængder spyt. 

 Det ene bryn løftede sig i et overrasket og imponeret udtryk, som huden ligeså stille healede og blev tilbage til normal. Det var fascinerende, og Juviella gik et øjeblik helt i stå og sad og betragtede det. 
 " Hm.. Fedt nok.. " mumlede hun for sig selv. hun havde vidst aldrig healet en halvslange før, i hvert fald ikke en som Akurra, så det var da spændende at se hvordan kroppen tog imod spyttet, og lukkede sig sammen igen. 
 Akurra brokkede sig lidt over behandlingen og Juviella brummede blot en smule fraværende, mens hun viftede afvisende med den ene hånd. Det kunne godt være det var mere behageligt, men det var også så langsom en metode, det tog jo flere dage eller uger om at heale på den måde.
 " Jaja..  " mumlede hun bare inden hun lænede sig lidt mere de sidste store sår. Juviella havde ikke rigtig mere spyt tilbage, og for at nogenlunde lukke de sidste sår en smule til, måtte hun tage brug i.. lidt mindre charmerende metoder.

 Hun havde nemlig ikke længere nok spyt tilbage til bare at savle på halvslange, og i stedet begyndte hun decideret at spytte på sårene. Lyden i sig selv var ikke en man forbandt med healing. Efterhånden ret tør i munden, rettede Juviella sig op igen, og kravlede af Akurra. Hun havde fået lukket de helt store sår helt til, og ellers gjort så hun inden så længe kun ville have små, ufarlige sår tilbage. 
 Blikket vendte sig mod kvinden, da hun spurgte hvor længe det ville tage. Juviella trak på skuldrene og så ned på halvslange.
 " Ikke så længe.. Nogle minutter, " 

Stenson begyndte at trække hesten ind imod byen, imod byvagternes område, og gjorde det i god hast. Nok til hans egen held, at han ikke vidste hvad der ville ske i hans fravær. Peer øje blev store som hun hørte lyden og kun større som hun så hvad der skete. "Alle mine uger brugt på at overbevise om at få sine egne børn..væk..kastet til jorden." hun sukkede dybt og opgivende. Selv før Akurra opfangede lyden, vidste hun godt hvordan stemningen ville være, eller rette ville blive. Alveet reageret også og tog hårdere fat i Akurra skuldre, selv om hun ikke havde indset reaktionen, blot hendes instinkt at gøre ved lyden. "Hva.." mumlede Akurra let ved lyden, tungen hilste kort på verden foran hende, og tog indtryk til sig. At fornemme hvor barnet var i dette øjeblik hjalp ikke meget, men der var noget, sært ved den lyd, ved følelse af væske på hendes sår, men for nu handlede hun ikke, blot en olm fornemmelse for sjettesanser fra halv slangen mens hun lagde de sidste brikker på plads. Nogle minutter, det hang lidt i luften som Alveet kiggede ned på Akurra, med et håbefuldt blik, lige meget hvad, var det værste over, skulle man tro.

Nogle minutter, og denne pause, lyden væsken, Alveets sære måde at holde hende nede på, blokere hendes syn. Et dybt forlod AKurra som brikkerne faldt på plads. "Ehm...spyt?" mumlede hun irreteret som hun bed sig hårdt i læben. "Spyttede..hun på mig?" blev presset ud mellem hendes læber, uvist med hvilken følelse da smerten stadig havde en dominant påvirkningen af stemmen. "Ja...ehm...ja..sådan hun..heler..virker det til." mumlede Alveet forsigtigt og lod blikket håbefuldt falde på Juju, håbede tydeligt hun ville forklare mere. Akurra gjorde dog ikke tegn på at ville bevæge sig i øjeblikket, blot hendes mund der åbnede og lukkede sig nogle gange som hun tydeligt var i tvivl om hvordan hun skulle handle og hvad hun skulle føle i dette øjeblik. Peer rystede stadig på hovedet, hendes planner om at lade Alister og Akurra bliver gift, noget hun havde kæmpet og forsøgt at manipulere dem til i uger, måneder, var måske blevet ødelagt grundet Stensons heler.

 Ærmet på kjolen blev brugt til at tørre mundevigen fra rester af spyt og savl, mens Juviella blot stod og så ned på byvagten der blev mere og mere hel igen. Hun var egentlig glad for det bare var sår, der var brug for hjælp med, for folk havde åbenbart en eller anden ide om at mistede kropsdele bare kunne dukke op igen ud af det blå, og det blev altid lidt utilfredse når det ikke var sådan det hang sammen.

 Juviella skulle egentlig til at gå, da Akurra begyndte at snakke lidt. Hun havde gjort hvad hun skulle, så kunne hun vel komme tilbage til at prøve og få sig noget at drikke. Måske på en anden kro godt nok, for den hun var på før, var godt nok ringe. 
 Midt i et skridt stoppede hun op og så lidt mellem de to byvagter, og da kvinden kiggede op på Juviella, som om hun håbede på at få noget mere information, trak den lille elverkvinde bare på skuldrene. 
 " Ja, " sagde hun kort og med en lidt munter tone i stemmen, for der var ikke mere i det. Hun havde savlet og spyttet på den skadede byvagt, fordi det var sådan hun healede.  Hun skulle til at gå igen, da hun alligevel stoppede sig selv.
 " Mmmh.. Du kommer nok til at være lidt øm, men de helt store sår er næsten lukket, og du har kun lidt småsår tilbage, som nok skal renses og pakkes godt ind, men ellers skulle du snart være så god som ny.. " Juviella nikkede lidt. Nu kunne der vel heller ikke være mere hun skulle. 

Ja. Akurra sank en klump, ved det ord, ikke så meget da Alveet sagde det, men som Juju udtrykkede enighed i hvad der blev sagt. Gik et meget mærkelig fornemmelse igennem Akurra, og en utrolig stor lyst til et bad kom i samme øjeblik. "Ja..vel." udtrykte hun kort og en hånd tog fat i Alveets hænder for at få dem af hendes skuldre og kæmpede sig stille op og sidde. "Lidt ømme? psst.." lidt mere end lidt, var tydeligt at se på hende mimik, som hun kom op. Blikket studeret Juju som hun bidt smerten i sig. En hånd havde taget godt fat i Alveet som i øjeblikket var støtte. Peer havde hurtigt rejst sig og var ved at finde friske bandager i hendes taske. Stemningen var lidt spøjst. "Tak." bryd Alveet stilheden og kiggede over på Juju. "Noget vi kan gøre nu? For dig? Få dig hjem? eller noget? Smilte hun sødt til Juju før blikket falde på Akurra som Peer nu begyndte at fumle rundt på, tydeligt ikke van til at binde bandager men forsøgte det bedste den unge kvinde kunne. "Alveet, få hende hjem til hendes forældre, før vi skal anholde Stenson som kidnapper af et barn." pressede hun stille ord ud, som biddet i læben forsvandt.

Et støn af smerte forlod hende som hun kæmpede sig op, længe før Peer var færdig og nogle brokkende lyde forlod Peer som dette forekom. "Av..for..I .." lyd det som Peer bevist, for alle andres udsyn prikkede til såret for at få Akurra til at stoppe med at bevæge sig. "Sæt dig!" kommanderet hun og halv slangen gjorde det, endte tilbage på sine knæ med et irreteret suk, og et let fnis forlod Alveet som tydeligt gjorde klart til at ville hjælpe Juju hjem. "får aldrig børn..de er forfærdelige." mumlede Akurra lavt. Et suk forlod Peer, og endnu et fris for Alveet. "Vent!" lyd det plduselig fra Akurra som hun fornemmede Alveet bevægede sig. "Juju ikke? Virker dit spyt på ..arhjg! Peer!....virker det på andet end sår?" spurgte hun forsigtigt at gjorde hvad hun kunne for at holde sig i ro, som Peer igen bevist prikkede til såret som Akurra forsøgte at dreje sig.

 Inderst inde vidste Juviella godt, at kvinden spurgte om hun kunne få hende hjem, fordi hun antog hun var et lille barn der ikke kunne noget selv, hun nægtede bare at acceptere den tanke, og derfor skar hun også en grimasse ved spørgsmålet. Hun kunne sagtens finde hjem selv, hvis det var det hun ville.
 " Nej det er fint, jeg skal finde en kro der vil gøre sit arbejde.. " Brummede hun lidt overvejende som hun allerede var ved at overveje hvor hun skulle tage hen. Tanken blev dog stoppet brat da Akurra igen kaldte hende et barn.
 Hænderne der hang ned langs siden, knyttede sig og Juviella fik et sammenbidt udtryk. Hun var ikke et barn! Nærmest stampende som kun et barn kunne, fik hun gået de få skridt tilbage til Akurra. Med øjnene smallet lænede hun sig lidt frem med hende.
 " Jeg har lige healet dig, og så har du den frækhed at kalde mig et barn igen! " hun fnøs, inden hun hurtigt rettede sig op igen, og med armene foldet hen over brystet, vendte ryggen til hende og gik væk. 
 " Men så kan du da også være fri for min hjælp en anden gang.. " Sagde hun henkastet, mens den ene arm løftede sig lidt fra foldningen, og hånden viftede lidt afvisende. 

 Trods hun stod med ryggen til kunne hun jo godt høre hvordan halvslangen stadig var i smerte. Det var selvfølgelig ikke underligt, hun var jo ikke healet fuldstændigt. Juviella havde kune kunne lukke det største sår i. Hun skar derfor en grimasse igen.
 " Pas nu på.. Sårene er ikke healet helt, bare lukket mere i... Du kan stadig få den til at bløde igen..  " mumlede hun lidt, men den lille smule omsorg hun vidste forsvandt med det samme, Akurra igen snakkede om børn. Selvom hun jo ikke ville kaldes et barn, vidste Juviella godt det var hende vagten hentydede til når hun sagde børn, så med lynende øjne vendte hun sig hurtigt om og pegede stædigt ned på Akurra.
 " Du kan selv være forfærdelig, nåh! " Endnu en gang slap et fnys ud over hendes læber inden hun stampende begyndte at gå sin vej. Så gad hun da heller ikke blive længere, hvis det skulle være med den på! Hun stoppede dog alligevel op da hun blev bedt om at vente. Hun lyttede og løftede det ene bryn lidt ved ordene. Andet end sår? Juviella vendte sig lidt om.
 " Juju, ja.. Eller Juviella..  " sagde hun, lidt mere roligt end før.
 " Og det kan kun lukke sår. " brynene rynkede sig lidt mens hun overvejede hvad halvslangen kunne have i tankerne.

Barnets ønske om at finde en kro, reageret ingen af dem på, eller rettere valgte ingen af dem at reagere på. Det spil var kørt, ingen var overbeviste om denne kvindes smerte ved hendes egen krop faktisk var sandt, den barnlige grimasse, efterfuldt at stampet i jorden hjælp ikke på at ændre den overbevisning de alle havde lavet når det kom til Juju. I hvert fald ikke med flere barnlige udmælder, og flere barnlige skrig.

Akurra bed kæben lidt sammen ved Jujus udtale om hjælp, "Jeg..beklager." blikket faldt på jorden. "Tak..Mange tak, for hjælpen." lyd det endelig fra hende, de første ord sagt til Juju fra hende med en tydelig høflig, og venlig stemme. Peer smilte ved dette og begyndte faktisk at hjælpe med kærlig hånd, og Alveet træk sig op til byporten for at vente på Juju. Som flere ord blev sagt om såret, om helingen nikkede Akurra høfligt, lyttende. "Hold mig i ro, ja tak." forsatte den venlige tone, pige barnet havde jo ret, hun havde lige helet hende, hun vidste hvordan denne sære magi fungeret, og Akurras frygt og mistro til børn var ikke vigtig lige nu, og lidt skam over hvor uhøflig hun havde været kunne fornemmest i hendes blik som hun stadig holdt det på jorden. "Mente ikke dig..jeg.. Beklager min ondsindet tone, min mine erfaringer med børn er ikke-" hendes ord døde ud som Peer bryd ind, med en hård tone. "Hvilket erfaringer!" hvilket blot fik Akurra til at sukke dybt, og et kort fnis kunne høres fra Alveet. "Jeg bryder mig ikke ret meget om...børn. Så beklager jeg, behandlede dig som jeg gjorde. Lover at rette op for det Juviella." hun rettede sin ryg en smule som bandagen begyndte at blive strammet. Blikket faldt over skuldren igen mod Juviella som hun forklaret om spyttet evne."Så..ingen hjælp til gifte?" spurgte hun håbefuldt. Tungen hilste på verden som hun lyttede på svaret, den hang blot mellem hendes læber og tog verden til sig.

 Juviella tog imod undskyldningen, men gjorde ikke meget andet. Det var det værste når folk sagde hun var et barn, og det ikke var fordi hun selv udnyttede at folk for det meste så hende som et barn. Hvis det ikke var fordi Akurra var skadet, havde Juviella nok også være mere aggressiv.

 Juviella var ikke specielt interesseret i vagternes diskussion, men Akurra blev ved og ved med at kalde hende et barn. En irriteret knurren forlod Juviella, og en smule opgivende kastede hun hænderne op i luften.
 " Okay, hør her, slange..! " lød det irriteret fra Juviella.
 " Kald mig et barn en gang til, og jeg skal gøre så du får brug for en anden healer! " Det var tomme trusler, hun ville jo ikke kunne gøre ordentlig skade, selv hvis hun ville.
 " Jeg er 53 somre, om jeg må be! " Juviella kunne ikke helt se hvordan vagten skulle gøre op for at blive ved med at kalde hende et barn. Hun havde jo gjort det, og blev ved. Hun dvælede dog ikke ved tanken længe.
 
 " Hvis giften ætser huden væk... Jo." der var noget overvejende over hendes ord, for det var ikke så tit hun havde med gift-skader at gøre. Men hun vidste at hendes spyt healede huden - lukkede sår til - så hvis det var noget hvor huden forsvandt, kunne hun måske gøre noget.

Akurra blinkede overrasket over Juviellas vrede over undskyldningen, og at blive kaldt slange i sådan en tone, var ikke sket siden, sidst hun ikke var i uniform, hun sad stille, og kigget på den vrede kvinde, det vrede barn, og faktisk et øjeblik minded dette hende slet ikke om et barns vrede, at kaste med en trussel på den måde, at have en faktisk nærmest kontrollere kropssprog under hendes vrede. At kaste med hendes alder på den måde. Blikket for første gang studeret Juviella ordenligt, normalt ville hun blot se et barn og gå videre, men, her, noget var galt. Det var tydeligt at læse på hende, at hun tænkte sig godt om, at der var mange tanker i hendes sind i dette øjeblik. "Hvad mener du?" spurgte hun med blikket peget imod Juviella. Elveres krop voksede som alle andre, til et vis punkt, for de bare, på deres hemmelige snyde måde, beholdt deres unge krop resten af livet. Et undrende blik rettet sig imod Juviella. "Tre og halvtreds? Så hvad er der sket? Du er forbandet? Et dårligt stævnemøde med en alf?"

I samme øjebliket dette undrende spørgsmål blev stillet, blev Akurras håndjern der før hang på hendes hofte kastet i retning af juviella, og endte blot lidt fra hende. "Hvis det er en forbandelse overvej dem. Skal nok tage dem af igen." Et nysgerrigt blik rettet sig imod Juviella. Hvor kendt det endelig var at byvagtens håndjern fjerende og bekæmpede magisk kræft, var aldrig noget Akurra havde tænkt meget over, men, i dette øjeblik håbede hun at dette barn, unge kvinde? voksne kvinde? kendte til det. Giften, spyttet, valgte hun ikke at svare på, ikke at kommentere på, hendes mistro til magi havde taget over, hvis barnet talte sandt, var dette langt vigtigere end at finde ting til at bekæmpe hendes egen gift.

 Hænderne blev placeret ved hofterne og hoften blev skudt ganske lidt ud til siden. Det var ikke en måde små pigebørn stod på normalt. Det var en mere voksen stilling. Det ene bryn blev løftet som hun ventede på at høre hvad slangekvinden havde at sige. Svaret, eller kommentaren som det nok mere var, fik dog Juviella til at himle med øjnene, inden blikket sigende gled ned over Akurra krop.
 " Du dømmer vel ikke folk på deres udseende? " Ordene var ment til at ramme halvslange lidt. Juviella var sikker på hun før var blevet dømt på udseendet, så hende af alle, burde forstå pointen bag kommentaren. 
 
 Det var med et nonchalant skuldertræk at Juviella startede med at svare på de mange spørgsmål omkring hendes krop og alders sammenhæng. Det var altid så besværligt at forklare. Et lille, underholdt fnys forlod hendes læber ved kommentaren om et dårligt stævnemøde. Hvis bare folk i det hele taget ville på stævnemøde med hende.
 " En forbandelse, en velsignelse.. Det er vel som man ser på det.. " mumlede hun en kende irriteret. I Elverly blev det altid som en velsignelse, men Juviella så det mere som en forbandelse. Om det så var prisen hun måtte betale for hendes evner eller ej. 
 Juviella kiggede noget skeptisk ned på håndhjernene inden hun fnøs igen. Den her byvagt var da for meget! Nu havde hun lige healet hende - måske reddet hende liv - og så ville hun smide håndjern på hende? Juviella kendte ikke til nogle af byvagtens magiske redskaber, for når hun kom i karambolage med en byvagt, græd hun sig som regel ud af det, som et uskyldigt og ulykkeligt barn, eller blev løftet over skulderen og ført afsted. Der var jo ikke så meget hun kunne gøre.
 " Så som tak for at have healet dig, så ryger jeg i brummen? Tsk!  " Juviella var tydeligvis fornærmet over behandlingen. Hun forstod ikke, at det var et forsøg på en hjælp - en hjælp der ikke var noget værd, men det kunne vagten selvfølgelig ikke vide.
 
 "  Det er ikke mere en forbandelse, end det er Gudernes pris for at have givet mig deres kræfter.. " fnøs hun, tydelig frusteret over hendes situation, på mange måder. 

"Du dømmer vel ikke folk på deres udseende?" De ord slog nærmest til Akurra som blikket forsvandt fra Jivella, og lå på jorden tæt ved hende. For blot et øjeblik gik hendes sind forbi de mange ord der var blevet kastet efter hende, de problemer der havde været ved nogle af hendes anholdelser, og tilbage til hende unge dage, hvor beslutningen om flasken om hendes hals blev taget. En hånd samlede sig om dem, flaskerne med den gyldne væske. "jeg..Selvfølgelig ikke." mumlede hun stille, som blikket vente tilbage på Juviella, hånden blev om de to flasker hun havde om halsen. "Peer...gå lige til Alveet et øjeblik." intet andet end en nik forlod Peer som hun bandt bandagen og træk sig væk fra de to, nær sin  veninde som hurtigt startede en dialog nær by portet.

"Undskyld." lyd det igen fra halvslangen som kiggede imod den lave unge elver kvinde, barn, stadig uvist på hvad der var nær hende, men det var tydeligt hun begyndte at tvivl meget på hvem der endelig var foran hende. Endnu mere efter kommentaren om at dømme andre på deres krop. Juviellas ord fangede hendes opmærksomhed noget kun mere end de havde tidligere. "Visse håndjern hos byvagten er magi neutralicernende, dem jeg bære er altid. Visse forbandelser." hun træk lidt på skudren for at hentyde at det forsvandt, men fortrudt dette hurtigt som det tydeligt gjorde ondt at bruge den arm endnu. "Så? Hvad? Du heler dig selv? Eller hvad er forbandelsen?" Hendes blik var andeledes, jo hun så ikke på Juviella som en voksen kvinde, men hun så ihvertfald ikke barnet foran hende som kun et barn mere, de sidste par bemærkninger havde knækket det billede. Der var for meget galt, de ord, de udtalelser, et barn, ville aldrig sige dem. Opførelsen, var dog stadig barnlig, hvilket gjorde overbevisningen langsom.

 Juviella lod Akurra tage ordene ind og tænke over dem, så hun sagde eller gjorde ikke noget før undskyldningen. Blikket flugte kort byvagten der blev sendt væk, inden hun så tilbage på Akurra. Ganske kort overvejede hun om hun bare skulle lade den sårede byvagt forsætte med at have det dårligt over alle tingene hun havde sagt til hende. 
 " Undskyldning godtaget.  " sagde den unge elverkvinde dog, mens hun satte sig ned på jorden i skrædderstilling og satte sig med albuerne på knæene og hovedet i hænderne. 

 Juviella startede med at se på Akurra som hun fortalte om håndjernene, men efter lidt til blev blikket lidt dovent flyttet ned på håndjernene i stedet. Det lød smart. Et kort øjeblik overvejede Juviella om det kunne virke på hende. Om det ville få hende til at vokse og komme til at ligne en rigtig kvinde, og hun ikke længere behøvede at putte stof ned som bryster, som hun havde gjort denne dag. 
 Hun endte dog med at trække lidt på skuldrene. Hun var ikke forbandet. Kroppen ville bare ikke vokse videre. Blikket flyttede sig hen på halvslangen med et lille fnys. 
 " Hvis det bare var såvel.. " mumlede hun lidt, inden hun rystede undskyldende på hovedet. 
 " At jeg kan heale med mit spyt er ingen ting..  " mumlede hun og viftede afvisende med den ene hånd. 
 " Det virker også på mig, men som sagt så healer det kun i den forstand, at det får huden til at gro sammen igen ved sår. " Juviella flyttede blikket væk og så lidt op mod himlen, stadig med hovedet hvilende i hænderne.
 " Men jeg kan også få mistede kropsdele til at gro ud igen. Finger, øje, ben. Hvad som helst.  " hun trak lidt på skuldrene og så tilbage på byvagten.
 " Det er ikke nemt, og kræver meget. Så meget at kom krop er stoppe med at vokse..  " 

Hun træk lidt på smilet over at Juviella tog imod undskyldningen, var rart at vide hendes egen barnlige opførelse overfor Juviella ikke havde ødelagt alt, og at der måske var noget at få ud af dette. Hun nikkede for at vise hun lyttede og som Juviella satte sig, rettede Akurra sig på måden hun sad på, fronten ordenligt imod hende, og med ret ryg, man var ikke slange for ingen ting så selv om hun sad og lænede sig på den gode arm, dannede hendes lår og skinneben underlag, for resten af hende. Hoved vippede som Juviellas blik undersøgte håndjernet der var blevet kastet, Akurra forstod godt valget med ikke at tage dem på, men beskeden med det virkede til at være blevet forstået. "Håbede det ville være så nemt." Lyd det forsigtigt fra Akurra, tænk at hvis hun tog dem på, og en ung elver kvinders krop pludselig var foran hende, ville skabe en skøn fortælling.

Et spørgende blik blev rettet imod Juviella som hun begyndte at forklare, at spyttet heleing var ingen ting. At hendes magisk egenskaber kunne langt mere, end blot sår. Akurra tabte næsten kæben som forklaringen kom kropsdele? Virkelig, var ikke mange helere der var i stand til at opnå dette slags heling, de fleste gav op ved lemmer, og det gav også mening hvordan denne evne, påvirkede Juviellas egen krop. Hun ville i hvert fald selv påstå at hendes gamle krop, manglede heling hver morgen, så, det gav noget mening. billedet af barnet begyndte stille at knække, som hun kiggede på Juviella. "Så, du, er fanget? Hvis jeg forstår dig ret? En vidunderlige gave for alle andre, men, for dig er det, du brugte selv ordet en forbandelse?" Af medfølelse faldt blikke til jorden imellem dem. Hun holdt de næste ord inde et øjeblik, og lod blikket hæve igen før hun spurgte. "Du..er virkelig ikke et barn er du?" Et let suk forlod hende som hun spurgte, bare at tænke at dette ikke var et barn, gjorde faktisk ondt. Der var pludselig mange ting, man skulle undskylde for.