Mathilda af Erneyll, en blodsbeslægtet navnesøster til Athelstans egen Moder, havde tro mod sit evigglade gemyt, ikke valgt at bekendtgøre, hvornår præcis hun havde i sinde at aflægge Erneyll-palæet i Dianthos et visit. Kun at hun ville gøre det og at det ville blive samme dag. Til Athelstans gru var det på dagen, hvor Amelia havde fået lov til at komme lidt udenfor og derfor ikke kunne hjælpe med at være vært; sætte rummene i stand, sikre en fortræffelig bespisning eller alt i alt bare få stedet til at fremstå perfekt, ordentligt og helt igennem misundelsesværdigt – tre meget vigtige ting når der skulle komme familie på besøg.

Det var derfor Athelstan, der egenhændigt havde svunget pisken over tjenestestaben og fået det hele til at blive nogenlunde alligevel. Han havde valgt balsalen som det rum, hvor den to-personers-familiesammenkomst skulle finde sted; Ikke alene var det et overdådigt rum, der i sin størrelse alene ville kunne bekræfte at Athelstans magtbesiddelser fortsat var velholdte, omend de ikke længere var beliggende nord for Elverly.
Nej, den  primære grund til dette valg var, at balsalen var gået hen og blevet Athelstans yndlingsrum. Det var hjemmets varme kerne, hjertet i deres husstand og dét sted i det store palæ, hvor den unge herre følte sig allerbedst tilpas. Og grunden til dette skyldtes kun én ting, der fortsat hang på den ene endevæg: Hovedet. Elverhovedet, der trods sin noget knuste konsistens (og som nu også havde mistet en stor del af sin ’saft’ og overfladespænding), hang velplaceret lige der, hvor Amelia havde banket det op på væggen.
Synet, og særligt mindet derom, gjorde fortsat Athelstan varm og lykkelig.

Den unge herre havde iklædt sig sine karakteristiske kostbare klæder, med en tilhørende pyntekappe og pudsede støvler. Bjørnen brølede i sølv på hans bryst og håret var tilbageredt med olieret pomade. Athelstan havde sat sig henslængt i den største stol i rummet og tilladt sig selv den frihed at smage (grundigt!) på vinen, som var stillet parat til lejligheden, selvom Mathilda endnu ikke var dukket op.

Eftersom en ung herre var endt på en kyst, tæt på en af Erneylls miner mellem Tusmørkedalen og Elverly, havde Mathilda, som var til stede, taget sig af ham, og sørget for han fik det bedre. Som han blev mere og mere frisk, fandt Mathilda ud af at hans søster havde søgt efter ham. Søsteren havde derfor været bragt til Mathildas hjem, for efterfølgende at de to kvinder sammen kunne transportere manden hjem til sin familie. Mathilda havde været ved deres side hele vejen og sørget for at de kom sikkert hjem. Familien boede nemlig i en lille landsby udenfor Dianthos hvilket gav Mathilda en mulighed for at lægge sine byboende relationer et visit. Den første til at få et visit var hendes fætters barn, Athelstan af Erneyll, han var nemlig jævnaldrende med hende og han boede trodsalt i den centrale bydel, hvor Adena boede i den øvre bydel. Adena ville få et visit, så snart Mathilda havde sikret sig at Athelstan ikke var blevet en sløv bydreng. Han måtte jo bære Erneyll stolt, ligesom hende selv. Dét at de gjorde det på hver deres måde, var noget helt andet.

Mathilda havde taget sin tid. Hun havde rejst i praktisk tøj, men selvfølgelig medbragt et lidt finere sæt tøj, til når hun skulle begå sig med sine adelige bekendte. Dette set bestod sig af hvad der mindede om et Erneyll-rødt jakkesæt, og en sort pyntet skjorte indenunder. Bukserne blev holdt oppe af sølv og læderbælter, hvor et sølv, brølende bjørnehoved sørgede for læderbæltet sad tæt. De vilde røde lokker havde hun på sin vej flettet stramt og bundet med en lædersnor.

Med et skævt smil på sine læber, begav hun sig derved nærmere Athelstans palæ. Det så pragtfuldt ud, ingen tvivl om det. Med en fast bevægelse begav hun sig til at banke på, og det varede ikke mere end et par sekunder, før der blev åbnet op af en tjenestepige. En nydelig en, selvfølgelig. Smilet voksede lidt på Mathildas læber, og nikkede som en hilsen, som hun blev budt velkommen og indenfor. Mens tjenestepigen lukkede døren, lod Mathilda i første omgang øje tjenestepigen en gang. Inden tjenestepigen vendte sig om, sørgede Mathilda for at se frem og beundre lokalet hun stod i, for efterfølgende at se mod tjenestepigen, som viste vej til balsalen.
Ind trådte hun og satte straks kurs md den største stol i lokalet, hvori hun kunne genkende sin fætters søn. Selvom han så velplejet ud, så han utrolig doven ud, sådan som han sad i sin stol. ”Athelstan! Længe siden!” lød det rungende med en glad stemme, for at tydeliggøre sin ankomst. Hun havde endnu ikke givet lokalet et undersøgende og betragtende blik og havde derved ikke set det elverhoved der hang i lokalet.


//Inspiration til tøj og hår

Det var næsten lykkedes Athelstan af Erneyll at glemme, hvorfor han egentlig sad tilbagelænet med spredte ben i en stor stol og drak dyr importeret vin fra Islington Spiritus (Den unge herres foretrukne forhandler), da Mathildas høje stemme mindede ham om det.
Øjenbrynet røg sigende op mens øjnene fokuserede på den røde kvinde som nærmede sig i hastigt tempo. Lyden af hendes sko skabte ekko i den store sal, kastede sig over ham sammen med genklangen af hendes røst. En manifestation af maskulin energi, nåede adelssønnen at tænke, mens smilet langsomt fik mundvigene til at glide opad. Mathilda ville have været en fremragende mand.
”Velkommen!” Athelstan hævede sit glas højt som hilsen, uden ellers at gøre mine til at rejse sig og gøre som det ellers var forventet af ham som herre i huset, når familiemedlemmer endelig gav sig tid til at komme forbi. Muligvis havde det været anderledes, hvis Amelia havde været der. Eller hvis Athelstan ikke havde haft tid til at smage så meget vin inden –

”Kom, sæt dig!” Værten slyngede med sit glas mod en stol et stykke væk: ”Tjener! Stol til min elskede grantante! Og hent et glas!” Han rakte ud efter vinkaraflen for at opdage, at der ikke ville være nok til dem begge. Tilføjelsen blev derfor råbt endnu højere:” Og vin! Mere vin!” Mens den ene tjener fór ud af rummet for at opfylde herrens ønske, havde den anden båret stolen hen, så Mathilda kunne sætte sig i Athelstans nærhed.
Grimassesmilet prægede det mælkehvide ansigt, da han tog sit halvtomme glas op til munden og kiggede over kanten med sine blå øjne.
”Sikke længe siden, ja – jeg var helt bange for om du var faret vild. Eller havde skiftet mening og var blevet ude i skoven.”

Et prægtigt smil stod på hendes læber som han hævede sit glas i en velkomst. Han virkede til at have smagt mere end rigeligt på den vin han havde i sit glas. Det var næsten synd han ikke var en dværg. Som altid var hun nærmest midtpunktet af lokalet, sådan som hun begav sig igennem, i forhold til de to, næsten grå, skikkelser af tjenestefolk og Athelstan som sad sunket helt ned i stolen. Det berørte hende på ingen måde at han blev siddende, for hun elskede når man kunne være afslappet omkring hinanden. Ikke alt det fine med at bukke og neje, nej tak.

Der var noget Mathilda næsten beundrede ved måden Athelstan kommanderede rundt med sine tjenestefolk, eller måske var det bare fordi han havde fået lidt for meget indenbords, at det var en sjat komisk, sådan som han råbte efter mere vin. Det kække smil stod derfor stadig på hendes læber, som stolen hun skulle sidde på, blev sat i Athelstans nærhed. Som hun nærmede sig stolen, trak hun lidt ekstra på sit smil, til tjeneren, som en tak, inden hun satte sig og lænede sig tilbage i stolen. Lige som Athelstan lignede hun en der ejede hele verdenen.
”Det tager trodsalt lidt tid til fods,” klukkede hun, uden at nævne hvordan hun ikke turde at være i nærheden af heste, hun prøvede så vidt muligt at holde det en hemmelighed for familien. Hun var helt sikker på at ingen ville være imponeret af at en Erneyll var bange for heste, men stadig kunne kaste med træstammer, som var det en grankogle. ”Skoven er i den grad også lidt mere fristende end byen,” delte hun. Byen stank, i forhold til skoven og det fri. Pis og lort i gaderne, hestemøg  overalt, svedige bordeller og prostituerede, bræk på hvert et gadehjørne… Ja, byen tiltalte ikke Mathilda og det ville undre nogen, hvis hun valgte skoven frem for byen.
”En ungkarl var i nød, og jeg fulgte ham og hans søster til en lille landsby udenfor Dianthos,” fortalte hun og trak lidt på skuldrene, ”Og nu hvor jeg var her, kunne jeg jo lige så godt se til jer byboere!” der blev trukket lidt ekstra på smilet. Hun syntes klart der var en forskel på om man boede i byen eller i Turmelinien – selvom hun aldrig havde boet i byen.
Kort efter kom den ene tjener tilbage med et glas til Mathilda og en ny vin blev åbnet foran dem, for efterfølgende at blive skænket, først til Mathilda og dernæst Athelstan, hvis han da ellers havde tømt sit glas igen.