"Vent herinde hr. Lunea ad Kazirea" 

Den solbrune skikkelse bevægede sig ind i midten af det smukt dekorerede lille stueværelse, med skridt der gav genlyd imod de pupurdekorerede og smukke vægge. Alverdens tæpper hang stilfuldt ned over de åbne buer der viste ud til fyrstefamiliens have, og skønherlige mønstre prydede alt hvad der ikke var dækket over af de luftige gardiner, der i den milde ørkenvind løftede sig dovent. Her var idyllisk, her var smukt. Ramiel's gyldne øjne tog den skønne luksus ind med hele sit væsen, og med en raslende lyd af fjer henover gulvet, bevægede han sig nærmere det lille bord med druer, kager og vin. Her var perfekt. 

Han havde altid nydt den elegance hvormed fyrstefamilien indrettede sig, og selvom det var et tegn på rigdom, var det også et tegn på uovertruffen magt, noget der var mindst ligeså dragende som skønheden selv. Han havde været et par steder rundt i landet, og om nogen nogensinde spurgte ham, ville han ikke tøve med at pege pladset i Balzera ud, som det knudepunkt andre regioner burde måle sig med. Hvis de altså absolut skulle. 
Desværre var han her ikke ofte bare for fornøjelsens skyld... joh, Ramiel havde måske været her oftere end så mange andre, men altid med en praktisk årsag i bahovedet - hvilket også kendetegnede denne audiens. Angrebet på Tar Alsariff og den ældste prinsesses gøren og laden var formålet med dette besøg, ikke andet. 
Og selvom han i sine private drømme og skjulte dagbøger ønskede at det nogle gange kunne forholde sig anderledes (særligt når han så nydeligt passede ind, klædt i violet og gyldent), lod han aldrig drømmende overtage virkeligheden. 

Et glas blev skænket til sig selv i ventetiden, og Ramiel bevægede sig hen foran det åbne vindue, dovne øjne over solens leg imellem de frodige planter. Han vidste det kunne tage noget tid førhen fyrsten fik bevæget sit korpus herhen; han var jo sådan en travl mand. 

"Ramiel Lunea-ad Kazirea venter Dem, herre Fyrste."

Bemærkningen var kort, givet hviskende ved Sephyrans øre, som lod som om han intet havde hørt. Han var i gang med at konversere med et par handelsmænd fra byen - til dette formål var haverne valgt, for deres frodighed og kølighed var netop, hvad Sephyran trængte til, skulle han komme igennem de lange ordstrømme af smiger fra gæsterne, der håbede at imponere ham tilstrækkeligt til at få en fordelagtig aftale. Dét og vinen.

Fyrsten løftede med en doven bevægelse glasset til munden, lod den talende afslutte sine fortællinger om hvor fantastisk en mulighed det ville være for hans dadelindustri at få en særaftale med Kazimi-familien, inden han rejste sig langsomt og møjsommeligt fra silkepuderne.
"Beklager De herrer.. min tilstedeværelse er ønsket andetsteds. Jeg vil overveje jeres forslag nøje .. i mellem tiden, tag jer af forfriskningerne." Han klappede i hænderne og de to slavepiger, der omgående kom til syne afslørede, at det ikke kun var mad og vin, han mente.

Han forventede ikke at høre mere brok over sin pludselige afgang.

Døren til stueværelset blev åbnet og Sephyran trådte langt om længe ind. Han havde ladet Kazirea vente lidt, for selv om hvad end spionen og diplomaten havde af nyt måtte være umådeligt mere spændende end handelsmændenes plapren, ville han nødig give et indtryk af, at han kom rendende så snart den uægte søn kaldte. Især, da han aldrig offentligt havde anerkendt familieforholdet.
Manden var dygtig til sit arbejde, og Sephyran satte pris på hans evner og arbejde for familien - men han ville ikke tøve med at skaffe sig af med ham, skulle han blive et problem. Ikke at Sephyran forventede det ville ske.

"Ramiel. Lad mig høre, hvad der bringer Dem til mit hjem i dag." Rungede hans dybe røst mellem de højloftede søjler i stuen, som han trådte frem - som altid et prægtigt syn iført silkeklæder og det gyldne overskæg omhyggeligt snoet og olieret.

Som forventet, gik der en god mængde minutter førhen at Ramiel skulle gøre sig nogen forhåbning om at se ham dukke op. Men da man ikke kunne skynde på en fyrste, og på sin egen lille selviske side, så havde den bevingede mand ikke ligefrem travlt med at forlade de smukkee omgivelser og den gode, friske druevin. Den eksploderede livligt på tungen, de gyldne øjne Ramiel besad, gled ned imod den pupurfarvede væske i det smukke glas. Så dovent som den cirklede rundt, det var en ro Ramiel prøvede at tage til sig, når han følte hvordan den bedøvede nogle af de sitrende nerver. 

Fordi selvom det var en mand han havde mødt et par gange før, kunne han ikke benægte at hans tilstedeværelse gjorde ham... vagtsom. Ikke bange, men en nødvendig form for vagtsomhed, samme fornemmelse man burde have omkring det rovdyr, som løven var. Ærefrygt var måske det rigtige ord, men længere nåede Ramiel ikke at tænke videre i de baner, førhen at døren med et sus blev åbnet, og den dybe røst rungede igennem de buede vægge og åbne vinduer. 
Diplomatens høje krop vendtes elegant omkring, blikket fandt ham, derefter jorden, og med en fejende håndbevægelse bukkede Ramiel. Bagved ham spredtes vingerne en anelse ud i deres guldglimtende vidunder, og mundvigerne blev trukket op i et hilsende smil. "Herre Fyrste, en fornøjelse som altid at se Dem" 

Da han havde rettet sig op igen, bevægede Ramiel sig uden at blive spurgt hen imod bordet med vinkaraffel og druer, og hældte et glas op til den anden mand, en lavmælt raslen af fjer efter ham på de få skridt. "Jeg har lidt forskellige nyheder der kan være af interesse, nu må vi se om jeg er kommet andre i forkøbet" en ydmyg trækning omkring hans læber, der dog ikke helt nåede øjnene - han regnede med det... men han vidste bedre end nogen anden, at man aldrig måtte sige aldrig. Da Ramiel fik vendt sig, og trådt de skridt nærmere det krævede, blev glasset rakt frem imod ham. Om han selvfølgelig ville have det. Selv blev han stående, men det var nok mere af... praktiske årsager, end behagelige - vingerne var ikke nemme at sidde på almindelige stole med. "Har De hørt fra Tar Alsarif?" 
Relativt hurtigt og direkte til sagen, det var nok den mere presserende af de to ting han ville snakke om. 

Synet af de smukke, guldglimtende vinger, fik antydningen af et smil til at kruse fyrstens læber. Endnu mere prægtige var de, end Aliettes hvide havde været. Der var ingen tvivl om Kazimi-blodet i mandens årer, selv om Sephyran naturligvis ikke havde tænkt sig offentligt at udråbe, at han var faderen.

Lige som det galdt så mange af hans bastarder.

Fyrsten fandt hurtig selv vejen til bordet med vin og druer, inden han arrangerede silkeklæderne omkring sig med et glas i hånden, halvt liggende på en divan. Det højluftede rum havde en vis kølighed imod den brændende sol udenfor, så han så ingen grund til at hidkalde en slave til at vifte svedperlerne bort fra de fyrstelige kinder.

"Tar Alsarif? Det er noget tid siden.. Er det stadig den gamle hvad-hedder-han-nu .. Rahim, der bestyrer havnen?" Spurgte fyrsten, løftende et øjenbryn, ganske spændt på hvad Kazirea havde at fortælle. Det var lang tid siden, han havde spioneret på manden, og nyhederne om angrebet havde endnu ikke nået Balzera. Diplomaten ville derfor være den første til at overbringe nyhederne til fyrsten..

Mageligt fandt Fyrsten af Kazimi sig til rette på divanen, henslængt og afslappet i hele sin udstråling. Ramiel betragtede ham med skjult fornøjelse over hvor elegant og finessepræget det var at han arrangerede silke, guld og sig selv, og bevægede sig efter kort tid hen på den anden side af bordet, hvor at han valgte en af de mange puder at sætte sig på, fremfor de stole der stod i rummet - ryglænet var i vejen. Men puden kunne gå an, og det var alligevel en siddestilling Ramiel ofte benyttede sig af til sådanne møder, hvor at skinnebenene bar den primære vægt, øjnene lidt under Fyrstens egne og ryggen kunne holdes rank - men vigtigst var selvfølgelig at vingerne ikke strejfede jorden mere end nødvendigt. 
Dertil nikkede halv-englen bekræftende, og gjorde ikke det store forsøg på at skjule tilfredsheden over at være kommet de bud der var blevet sendt til Balzera, i forvejen. Han vidste udemærket, at han rejste hurtigere end hvad end Rahim havde sendt af fugl eller budbringer. Selvfølgelig. 

Ramiel åbnede endelig den veltalende mund. "Abdur Rahim, Herrer Fyrste - omend jeg mistænker at havnebyen snart vil blive overtaget af den næste i rækken" Ramiel's umiddelbare tilfredshed forsvandt derpå, og afslørrede at det var et emne af mere alvorlig karakter. De mørke bryn gled en anelse imod hinanden. "Mørket angreb for nogle dage siden Tar Alsarif, Fyrst Sephyran. Lidt over et halvt dusin langskibe, der alle bar den gyldne kraken" en kort pause for at give fyrsten tid til at overveje hvad han sagde, inden at Ramiel forsatte. "Deres mål var... simpelt, ud fra mine observationer, simpelt men destruktivt. En god del af byen blev ødelagt, og genopbygningen vil tage sin tid. Udover det, blev værdifulde slaver enten stjålet, eller taget -" han var sikker på at en del af den Rubinske befolkning var røget med i svinget, foruden slaverne. " - og da jeg forlod stedet, var der sat en frygt - potentielt en tvivl - i befolkningen. De bør muligvis vise Deres... interesse, alt efter hvem der ender med at overtage efter Rahim" 
Ramiel tvivlede ikke på at befolkningen vidste bedre end at vende sig væk fra deres Rubinske rødder, til trods for hvor yderliggende de lå. Det betød dog ikke, at det kun ville styrke deres loyalitet, om Fyrsten lod dem føle hans bekymring. 

Øjnene vendtes en anelse opad idet at han genkaldte sig de personer der kunne være af interesse, og han nikkede. "En del af angrebet blev styret af en... mand på en sort grif, det var ham der i sidste ende råbte ordren om at trække sig tilbage. Udover det, var der også en ridder af Lyset; hun fokuserede mest på at befri de tilfangetagende, og støttede Dem" ikke videre begejstret måtte han indrømme at hun trods alt havde gjort et godt stykke arbejde. At det så var ham der havde afsluttet det, var en helt anden side af sagen, og ikke en konstatering han ville dele imens hun blev nævnt. 
Oh, og så var Ramiel også nok så sikker på at manden ikke havde været menneskelig. Men alt det stod i den rapport han fiskede op af sin taske, og roligt placerede på bordet. Beskrivelser, skadernes omfang, interessante kommentarer om Rahim's håndtering af situationen og egne tanker, nedfældet imens mindet stadigvæk havde været friskt. 

Der var heldigvis rigeligt med siddepladser at vælge i mellem. Om end det var et stykke tid siden, at Ramiel sidst havde underholdt fyrsten med sit selskab, var paladsets slaver klar over, at der af og til skulle ekstra foranstaltninger til vingerne, der med deres prangende ydre godt kunne give lidt .. logistiske vanskeligheder.

Sephyran havde netop dovent løftet sit glas til læberne, da Ramiels første ord fik en let panderynke til at vise sig, og han stillede det langsomt fra sig igen. Holdningen blev en smule mere oprest, og fyrsten lænede sig fremad, nu lyttende med sin fulde opmærksomhed.

En tordensky begyndte langsomt at samle sig i fyrstens blik, som fortællingen skred fremad. En vred hånd, næven knyttet, hamrede ned mod det sirligt opstillede bord, så vinen sprøjtede og et par dadler trillede mod gulvet:

"MØRKET!? Hvor vover de at angribe Rubinske provinser!" Buldrede han. Tar Alsarif havde naturligvis ikke de store styrker til forsvar, og kendte han Rahim ret, havde manden taget benene på nakken. Hans efterfølger ville have brug for lidt mere militær kunnen.

Fyrsten, der var blevet godt rødmosset i ansigtet af arrigskab, tog endelig en dyb indånding og lænede sig tilbage, mens Ramiel udpenslede detaljerne. Den sorte grif ville Sephyran huske at bede sine spioner forsøge at finde ud af mere om - og så ville der naturligvis være brug for at forsikre lokalbefolkningen om, at Kazimi-familien frem over ville beskytte området.

Lyset ville ikke være tilstrækkeligt her - Jovist, en Ridder havde været i området, men Rubiniere kunne forsvare sig selv, og han ville gerne undgå at have tronen til at stikke sin grådige næse for langt frem. De var allerede under rigelige restriktioner, fra Lysets styre, omend det også havde sine fordele. Lukrative handelsaftaler, for eksempel.

"Og Deres egen rolle, ad Kaziera? Jeg fornemmer, at De selv var ved frontlinjen." Spurgte han endelig, fornemmende, at der stadig var en del af historien at fortælle. Han var ikke i tvivl om, at halvenglen var ude på at sætte sig selv i et godt lys.

Det kom ikke som nogen stor overraskelse for den bevingede spion, at nyhederne ikke ligefrem vakte den store glæde eller fornøjelse hos fyrsten. Hans temperament kunne være stort, og på sin vis, jah der var Ramiel blot glad for at han ikke kun var en budbringer af de ting der var sket, men faktisk kunne bringe noget perspektiv. Det samme ham forhåbentligt en anelse ud af skudzonen for den buldren og bragen der kom fra hans nu rødlige ansigt. 
Men når det hele var overstået, var det at der endelig kom en mere myndig ro på fyrstens toneleje, og Ramiel's gyldne øjne funklede vagt ved det spørgsmål der fulgte med. Ligesom at fyrsten fornemmede hvilket lys Ramiel ønskede at sætte sig selv i, jah så prøvede han heller ikke at lægge skjul på at han velsagtens havde spillet en ret vigtig rolle, spurgte man ham selv og byens borgere. Det var faktuelt, og det var... utrolig givende, hvis loyalitet da blev belønnet. 

Imod lårene blev fingerspidserne presset sammen, således at de som en pil vendte nedad, og halv-englen nikkede. På trods af at det ikke ligefrem var et smil der prydede de mørke læber, var det passive ansigtsudtryk, et udtryk med et glimt i øjet. "De fornemmer rigtigt, Herrer Fyrste" begyndte han, og det smalle hoved gled en anelse på skrå idet at han kiggede op. "Imens lysets ridder søgte at stoppe mørket i at indfange slaver og befolkning, søgte jeg at stoppe deres... generel, eller hvad de end kalder en lederskikkelse, i deres region" den blege mand på den sorte grif; det havde været ham der havde kaldt ordren om at trække tilbage, og det var i sidste ende hvad der havde stoppet angrebet. Set fra hans øjne selvfølgelig. 
"Manden på den sorte grif? Jeg sårede ham grundigt nok, til at han endte med at trække sig selv og sine hærstyrker tilbage fra Tar Alsarif..." kortvarigt gled blikket en anelse ned, da han trods alt ikke havde formået at gøre andet end at sårer ham. Se var han blevet helt nedlagt, havde det været optimalt... men det havde ikke været muligt, da han kom indenfor deres skibes rækkevidde igen.  
Men alt det stod i rapporten - han ville tidsnok vide det hele. 

Og så havde Ramiel selvfølgelig også mere end blot hvad der var sket i Tar Alserif, men det kom i anden række, og bagefter. 

Et vinglas blev tømt og det næste hastigt fyldt. Sephyran drak altid for meget, og især når han var vred. Dog skulle man ikke undervurdere, at fyrstens hukommelse stadig var skarp som et knivsblad, selv når slaverne skulle slæbe ham til de fyrstelige gemakker.

Det næste glas blev ligeledes tømt, som Ramiel fortalte om sin egen rolle i slaget, og noget der lignende antydnigen af stolthed glimtede korvarigt i fyrstens safirblå blik. Langsomt satte han glasset fra sig og rejste sig møjsommeligt, glattende slikeklæderne omkring sig.

"Så det jeg hører er, at det var Dem ad Kazirea og ikke Lysets udsendinge, der var den sande vinder af slaget. Og med det har De ikke alene slået angriberne på flugt, men også bragt stolthed over Kazimi-huset!" Det var sjældent at man hørte så mange rosende ord fra fyrstens mund, og især til en af hans bastarder, men dette var i sandhed noget, der kunne fejres. Ikke alene var Tar Alsarif reddet (jovist, der havde været tab) men samtidig havde Kazimi-familien også bevist evnen til at forsvare deres egne områder!

"Så fortæl mig.. hvordan skal vi belønne Deres heltemodige indsats?" Buldrede han, langsomt tagende plads i de bløde puder igen. Øjnene glimtede livligt og han snoede med en fingerspids det gyldne overskæg, mens han så på den guldvingede halvengel.

Rosen gik direkte i blodet på Ramiel, hvis øjne funklede en anelse bredere og hvis hjerte bankede en anelse hurtigere i kølvandet på det der blev sagt. Fordi det var jo rigtigt, det var alt sammen rigtigt. Jah, han havde slået styrkerne tilbage, jah - han havde bragt stolthed over huset og slægten. Han havde forsvaret fyrstedømmets grænser, og selvom det ikke var lykkedes ham til perfektion, var det ganske godt. 
Så Ramiel nikkede selvfølgelig, smalle læber krøllet opad i et ikke alt for bredt smil, men tilfreds og taknemmelig som bare pokker. 

Det var næsten til at observere (om man var opmærksom), hvordan at fjerene løftedes en anelse ved spørgsmålet der fulgte med, i den rislen der gled igennem hans krop. En af de utroligt, få, afslørende træk som halv-englen havde... alt andet var ganske godt maskeret bagved det solkyssede ansigts skarpe træk og diplomatiske facade; Ramiel's solfarvede øjne mødte fyrstens mørkeblå, idet at han overvejende fugtede læberne. 
Det havde aldrig været en hemmelighed, at englen altid havde sigtet højt her i livet, decideret gået efter guldet. Mange venskaber var blevet krydset, af at prioritere arbejdet frem for andre mennesker, mange... bodfærdige beslutninger, hvis han ikke nåede sit mål. Men... 
Ramiel vidste godt hvad han ville - han havde altid vidst hvad han ville, så det var ikke overvejelse der holdt hans ord tilbage, men en momentær og kortvarig tøven. Lige indtil den passerede, og han nikkede for sig selv. Man kom ingen vegne ved at være ydmyg af sig. "Gift mig ind i Deres familie, Herrer Fyrste" Ramiel's ord var faste, og han holdt øjenkontakten i nogle sekunder efter, inden at blikket mere ydmygt sænkedes imod bordet foran dem igen. "Prinsesse Kaatima af Kazimi har stået længe uden husbond, og jeg er et godt parti, trods jeg ingen titel har at bære den påstand i..." om ikke andet, var der også Heru af Al-Kazimi familien, hende havde han også haft sine øjne på. 
Men man gik efter guldet, og derefter sølvet. 
Og han kunne godt forklarer hvorfor han var et godt parti, hvis fyrsten ikke blankt afviste med det samme. 

Det gik ikke Sephyran forbi, at Ramiel var særdeles modtagelig over for rosen. Og det var kun godt - han var en mand, der havde udført en heltemodig dåg. Han fortjente det. Naturligvis havde det været endnu bedre, havde det været en af Sephyrans ægte sønner, der havde udført dåden, men de var stadig ganske unge, og man kunne ikke forvente det af dem.

Det fyrstelige øjenbryn løftede sig en smule og en mild overraskelse sås i hans ansigt, da Ramiel bad om sin tjeneste. Det var ikke en lille ting - at bede om en fyrstedatters hånd, også selv om Kaatima var ved at være forbi sine bedste, fødedygtige år og allerede havde båret adskillige børn til sin første husbond, der på beklageligvis var afgået ved døden, var hun stadig en ægte Kazimi og han var .. ja, født uden for familien.

Sephyran løftede hånden i en lidt afværgende bevægelse. "Jeg har allerede arrangeret en forlovelse til Kaatima med en dygtig gladiator, søn af en af byens handelsmoguler. Han ville uden tvivl blive frygteligt såret, hvis forlovelsen skulle brydes.." De krystalblå øjne mødte Ramiels gyldne og udfordringen i fyrstens blik var tydelig: Det var ikke et endegyldigt nej og forlovelsen med handelsmogulens søn var ikke endegyldigt, før brylluppet var stået.

"I mellem tiden kan en bejler til min datter ikke stå uden land.." Fyrsten kom med en let tsk'en fra læberne, idet han atter løftede sit vinglas med en magelig bevægelse. "Men jeg forstår fra din beretning, at jeg også skal til at finde en ny til at holde områderne ved Tar Alsarif.."

At spørge om Malika eller sågar Meena, se det havde nok været en smule for vovet. Unge ugifte kazimi-prinsesser, hvis værdi i kraft af deres uspolerede renhed og unge år, de var mere værd end han nogensinde kunne håbe at blive. Men Kaatima... hun var stadigvæk en prinsesse - og endda (måske) en lidt for skarp en af slagsen. Men med sit tidligere liv overalt, jah næsten klæbende til hende i form af hendes børn og spildte ungdom, var det en chance han godt kunne tage. 
Og det faldt ikke i fuldkommen dårlig jord, kunne han fornemme. 

Ramiel's læber krusedes i skyggen af et smil, da der blev fortalt at hun allerede var trolovet. Så det var ikke et nej, handelsmogul og gladiator eller ej. 

Halv-englens blik gled op igen, og mødte et udfordrende blåt - noget som uden at han nødvendigvis prøvede, fik kampvilje op i Ramiel, igen. Han kunne godt arbejde for det, det var trods alt hvad han havde gjort en stor del af sit liv. Og hvis alt der stod imellem ham og det pokkers ægteskab, var en gladiator... så måtte han på den ene eller anden måde få sig selv til at skinne lidt mere end gladiatoren gjorde. Eller bare fremstå mere værdifuld - se dét vidste han trods alt hvordan man gjorde. 
Men han nåede ikke meget længere i de baner, førhen at fyrsten med et mageligt sip af sin vin, påpegede en af de andre mangler; han havde intet land til sit navn. Endnu. 
Ramiel's øjne blev overvejende en anelse smallere, en anelse mere håbefulde, og han nikkede. "Medmindre de ønsker en lokal handelsmand til at sætte sig på posten, ville det være godt at gøre... og hvis man kan være så vovet, at sige hurtigt" Ramiel rejste sig roligt op, og børstede noget ikke eksisterende støv af sine knæ, førhen at han drejede imod det sted han havde efterladt sit vinglas før. Genopfyldning. "... jeg må dog sige, at det er en ganske udsøgt provinsby" det blev fyldt ganske gavmildt op, og han vendte sig omkring. Det lå også nogenlunde tæt på midterlandet, hvilket kun gavnede hans mere diplomatiske rejser indenlands. 

Fyrstens safirblå blik holdt nøje øje på Ramiels reaktioner. Udfordringen blev godtaget og han gjorde et næsten, lille umærkeligt nik som de usagte ord hvilede imellem dem. Skulle de to mænd udfordre hinanden, betød det blot, at Sephyran stod tilbage med den bedste svigersøn af de to. Det var ikke ufarligt at være forlovet til en fyrstedatter - og gladiatoren ville muligvis snart erfare, at man gjorde klogt i at se sig over skulderen..

Han havde en klar fornemmelse af, at Ramiel ville være i stand til at leve op til udfordringen. Var manden med de gyldne vinger måske ikke af hans eget blod? - Uægte eller ej.

"Jeg er sikker på, at mine allierede handelsmoguler kan se fordelene i at en sådan post besættes hurtigt. Tar Alsarif er jo sårbar over for nye angreb, uden en stærk leder til at tage sig af området."

Fyrsten stillede med rolige bevægelser vinglasset fra sig og klappede i hænderne, hvilket øjeblikkeligt fik en tjener til at sprinte ind i rummet - tydeligvis allerede havende stået klar til at adlyde det mindste vink. "Blæk og pergament!" Smældede fyrsten og lyden af løbende fødder fortog sig hurtigt, mens Sephyran atter anrettede sig mageligt blandt puderne.

"Medmindre De har noget at indvende, ad Kazirea, vil jeg udforme dem en kontrakt, der overdrager landområderne ved Tar Alsarif i Deres hænder.." Mogulerne kunne råbe og skrige, krigstid krævede hurtig handling og Sephyran var snarrådig nok til at se en mulighed for at sætte en af sine egne, tro støtter ind på posten. Og hvem kunne oprigtigt have noget at indvende imod at helten der havde holdt Mørkets styrker tilbage, blev belønnet som det passede sig?

Sephyran noterede sig i sit stille sind, at han selv ville holde øje med mulige udfordrere mod Ramiels nye titel. Han måtte naturligvis i høj grad selv bevise sit værd - at han var i stand til at holde området under bedre kontrol, end dets tidligere forvalter. Men et lille hint frembragt af spionernes kunnen .. så meget ville han gerne onde sin vingede søn.

"Åh, de kan skam se fordelene, men en mand i min position .. " Fyrsten flyttede vin og frugter en smule for at gøre plads til pergament og blæk og begyndte at udforme kontrakten med svungne bogstaver. "Overdragelse af landområderne ved havnen Tar Alsarif" .. Han stoppede pennen et øjeblik for at se op på Kazirea. "Må desværre altid se sig over skulderen. Mænd bliver til sultne grippe, når de kan lugte magt."

Fyrsten smilede en smule, som han færdiggjorde kontrakten og stemplede pergamentet med Kazimi-seglet - den gyldne løve. "Naturligvis forventer jeg, at jeg kan stole på en mand som Dem, Ramiel.." Han lod sætningen hænge et kort øjeblik i luften for at gøre opmærksom på det ikke-udtalte "ellers" der naturligt formede sig i slutningen af ordene. 

"Hvis De vil skrive under her.." Han lænede sig atter tilbage med vinglasset i hånden, efter at have skubbet pergamentet mod Ramiel.

Fyrsten betragtede Ramiel skrive under på pergamentet, inden han løftede glasset til en skål mod sin bevingede søn. "Til en ny fremtid i Tar Alsarif." Sagde han højtideligt. Åh, det ville utvivlsomt gøre godt for handlen, at det var en loyal til Kazimi-huset der sad på havnen - pludselig ville Kazimierne i højere grad kunne få førsteret på varerne nordfra, i og med, at de ville være de første til at tage dem i øjesyn. Sephyran kunne se mulighederne blive talrige foran sig og læberne skiltes i et bredere smil.

"Naturligvis. Send endelig besked, når De er kommet godt på plads i Deres nye residens.. Jeg glæder mig til at høre, hvordan det kommer til at gå. Åh .. og jeg sender en gruppe væbnede mænd med Dem. Vi skulle nødig have at Mørket gør et nyt forsøg på at plyndre vores land."

Et kort glimt af den ulmende vrede gled over fyrstens ansigt. Han ville ikke finde sig i, at Mørkets soldater gjorde indtog på hans områder!

Han samlede silkeklæderne omkring sig og kom med lidt besvær op fra den magelige position. Kontrakten blev rullet sammen og stemplet med fyrstens segl, inden den blev rakt til halvenglen med et lille nik.
En tjener kom sprintende, mens fyrsten vinkede afværgende. Handelsmændene måtte vente lidt - han havde selv breve, der skulle sendes ud og mænd, der skulle forberedes på rejsen til Tar Alsarif. Mødet med ad Kazirea havde vist sig at være mere indbringende, end først ventet.