Dato: For tre år siden om sommeren
Tidspunkt: Nat
Sted: Troldeskoven

Vejr: Usædvanlig varmt

------------------------------------------------------------------------------

Vinden i Troldeskoven var for en gangs skyld helt stille. Derudover var der usædvanligt varmt derinde også. Hvorfor var ikke til at sige, måske det havde noget at gøre med den ildkugle, som man kunne se på himlen lige nu? Og som havde kurs mod netop denne del af skoven. Flere trolde havde stukket hovederne ud af deres huler - det var trods alt nat, og sollys gjorde dem til sten - og kiggede på kuglen, som nærmede sig. Så råbte en af dem:

"Den kommer mod os! Flygt!"

En stor og stærk trold stillede sig frem der hvor kuglen af ild var på vej imod. Han havde skudt brystet frem, og var klar til at slå kuglen tilbage i rummet igen. Han mente sikkert, at han kunne gøre det, selvom kuglen synede større og større, jo tættere den kom på ham. Og da han opdagede hvor stor den var, så var det for sent at flygte. De andre trolde var allerede løbet deres vej.

Og denne trold stod der bare, da ildkuglen ramte ham lige midt i. Den torpederede ham ned, og gjorde ham til en flad trolde-pandekage. Mast under kuglen. De andre trolde så skrækslagne til på sikker afstand, som kuglen stoppede med at brænde stille og roligt.

Så flækkede meteoren i to, og et væsen kravlede ud af den. Dette væsen var nøgent, men så ud til at være ligeglad med det. Det havde lilla hud, som var et væld af nuancer og havde stjerneprikker over det hele. Det lignede ganske simpelt en aftenhimmel i huden. Håret var snehvidt, og hang helt ned til midt på væsnets ryg. Men pludselig begyndte det løse hår at flette sig selv i en fransk fletning stille og roligt, som gjorde væsnet det med tankens kraft.

Væsnet så rundt med helt hvide øjne. Der var en gylden pupil, men det lignede i det hele taget at væsnet var blindt. Dette var en stjerneæder. Det vidste troldene selvfølgelig ikke, men det vidste væsnet godt selv. Hun så rundt fra hvor hun var kommet ud af meteoren, og fik øje på troldene, som gemte sig dårligt. Først trådte hun frem mod dem med hånden rakt frem, og et smil prydede stjernehimlen som var hendes hud.

Men troldene stak af, da hun kom nærmere. Hun sank en klump, og mærkede en tung følelse i sin mave, men vidste ikke hvad det var. Så så hun op mod stjernehimlen, og mærkede en stærk tilknytning til den. Det fik hende til at åbne munden, og lade den mælkevejs-farvede tunge løbe henover et par mørkelillae læber.

Så begyndte hun at suge. Som sugede hun luft ind. Men det var ikke det der skete. Hun sugede lys fra den første stjerne, som hendes øjne var faldet på. Hun blev ved med at suge, til lyset i stjernen slukkede, og så slikkede hun sig om læberne, som kunne hun smage den. For det kunne hun ganske rigtigt! Hendes øjne lyste klart og hvidt, mens håret lyste i et lillat skær, som langsomt fadede mere og mere, efter hun var færdig med at suge lys.

"Jeg er Proxima Centauri..." hviskede hun, som hun gennem det lys hun havde suget fik stjernens nav, og derved også sit eget. Hun var nu Proxima Centauri, og når hun døde, så ville hun tage stjernes plads på himlen. Men det var ikke en tanke for nu. Nu skulle hun finde ud af, hvor hun var havnet, hvordan hun var havnet her og hvorfor.

Så hun gik videre gennem skoven, i sin søgen på væsner, som kunne fortælle hende, hvad dette var for en planet.