Solen stod højt på himlen over Dianthos, det var midt på dagen og trods det milde vejr, kunne man godt mærke at kulden var på vej, solen var ikke længere nær så varm, hvilket kun betød Coffey måtte iklæde sig en varmere kappe omkring hendes overkrop og en del af halen var hævet fra jorden. Kulde var farligt for halvdyret, der havde samme biologi som en varmblodet slange, hun havde behov for varme for at kunne fungere.

Rejsen til Dianthos havde taget lidt længere tid end hun havde regnet med, ikke fordi hun var bagefter tidsplanen men fordi hun havde sat sig selv op til at komme hurtigt tilbage igen for at glæde Elinor og hendes Herre med hvor dygtig hun var. Elinor havde udstyret hende med en lang og udførlig seddel med alle de urter han skulle bruge, nogle af dem var også tegnet så hun kunne genkende dem på sin færd, og til Herren var det en gave, et nyt våben til at pryde hans samling. Elinor havde forsynet hende med krystaller nok til urterne og et par enkle overnatninger, mens hun selv havde måtte sørge for krystaller til resten. Hun håbede blot at kunne finde det helt rette våben til en pris hun kunne være med til.

Rejsen til Dianthos havde ikke været uden problemer, hvorfor halvdyr var set så ilde til forstod hun virkelig ikke, men hun havde oplevet nogle kaste med ting og kalde hende grimme ting, alt sammen noget hun hævede sig selv over, for ja måske var hun blot et halvdyr og slave men hun ejede mere respekt og bedre maner end de fleste andre. Hun var endelig nået til hendes mål, markedspladsen hvor hun kunne få de sidste urter og hvor hun kunne finde den smedje hun håbede havde det perfekte våben. Et smil tegnede sig om hendes læber, endelig var hun fremme! Hun klarede det rent faktisk!

Men glæden var kort, hun mærkede et hårdt skub i ryggen der fik hende til at miste balancen og falde for over ned i mudderet foran hende, hun nåede kun lige at tage fra med den ene hånd da hun måtte passe på skind tasken med den anden, hun kunne ikke risikere at ødelægge urterne eller miste nogle krystaller. Forvirret så hun op på en stor mand, der tydeligvis ikke var glad for at se en slange i sit område. “Un...undskyld Herre, det var ikke min mening....” undskyldte hun hurtigt, lettere skræmt men manden stoppede ikke der, han råbte højt om at sådan en som hende ikke var ønsket her, at hun sikkert kun var der for at stjæle, at hun skulle få sin ulækre slimede krop væk. Forvirret over hans ord så hun ned på sin hale der bestemt ikke var slimet men helt blød og glat, manden tog det som en latterliggørelse af hans ord og hun mærkede en kraftig smerte i siden hvor han sparkede imod hendes ribben. Skræmt fra vid og sans over hans fjendtlighed trak den lange hale sig sammen og hun prøvede at komme op, på at komme væk, men det var som om menneskene havde omringet hende. “Un...undskyld..” stammede hun igen mens hun så rundt på alle ansigterne der omringede hende som var hun en tyveknægt de bremsede i at stjæle deres børn.

Ugers rejser til Kzar mora, i guderne hvor hun ikke glædet sig dertil. Specielt ikke på den måde hun var blevet inviteret til det land. Hun sukkede let, som krystallerne skiftede hånden og den nye trøje blev lagt i tasken. den sorte hætten hang som altid langt ned over hendes hoved, jo, hun var begyndt at blive genkendt efter år i byen, efter år som byvagt, men hun følte alligevel altid blikke imod sig. Hun snak en klump som hun hørte de to flasker om halsen ramme hinanden. Tænk at jeg stadig gør det? tænkte hun lavt som hun lod en hånd lukke sig om modgiften til hendes egen gift der hang om halsen. Hvorfor endelig? Bare for at folk ikke skal være bange? Er det for min skyld? tænkte hun lavt som hun hævede blikket. Jo tanken om at hendes gift tog et liv var ikke rar, men at det var nødvendigt at vise modgiften så meget som hun gjorde? Kunne den ikke bare være i tasken? Så må de mennesker endelig begynde at forstå hvor hårdt væsner som hun har det. Halv dyr, blev stadig ofte behandlet mere som dyr, end halv menneske. Ikke engang den halve respekt som mennesker havde, kom deres vej. Altid frygt, altid misforståelser. Selv i dag, spiste Akurra aldrig nær offentligheden, og selv i dag gemte hun sine hugtænder fra folket. Den splittet tunge hilste kort på verden som lyden ar uro spredte sig på markedspladsen.

Hun lod blikket falde over imod en forsamling, "Tyv!" var det første ord hun hørte som hun kom nær, ubevist lod hun hånden glide til de håndjern hun altid bar i bæltet. kan man ikke have blot en fridag? tænkte hun som hun tvang sig ind i folkemængden. "Se hende...tydeligt en undersåt af Zala- Hey!" Deres ord blev stoppet som Akurra, bevist, hårdt lod sin skuldre ramme manden, og endte bag manden der havde sat fod imod kvinde, der lå på jorden, og undskylde. "Hej.." lyd det stille, fra den lave kvinde bag ham, som hun satte hånd på hans skuldre. Som hans blik kom hendes vej, og ro faldt lidt over forsamlingen, eller, ro og ro, der blev blot ikke sagt noget for en stund, som den lyd spredte sig igennem forsamlingen, det kendte hvæs som slanger var berømte for.  "Fuck af." Lyd det fra hende imellem to hvæs, og de fine, klare hvide hug tænder kunne fornemmes under hætten, og en større dråbe af en grønlig væske faldt til jorden fra hende. "Har kun..to modgifte med mig..Så smut! nu." Hun kastede ikke blikket rundt på folket, blot gik forbi den voldsomme mand, stilte sig med ryggen til ham, midt i forsamlingen og tilbud en håndflade til halvdyret før sig. "Kom." igen hilste den splittet tunge på verden som den blege hud, med dens skæl, kunne fornemmes under hætten, de flækket øjne, og de gennemsigtige øjenlåg. Hvordan folket reageret, virkede ikke til at påvirke hende. Da hun ikke ventede på deres reaktion før hun tilbud sin hånd til halvslangen før sig.

Det tog lidt tid for Coffey, at opfatte hvad der skete omkring hende. At menneskene faktisk trak sig lidt væk, og de værste ord forstummede. Men hvorfor? Forsigtigt så hun sig omkring, en skikkelse var trådt igennem muren af mennesker, og truede med sin gift? Forvirringen var total, hvordan kunne nogen dog true med sådan noget? Coffey selv kunne aldrig drømme om at forgifte nogen med vilje, at det var sket fejlagtigt igennem tiden, fortrød hun bitterligt, trods hun kun havde et enkelt dødsfald på samvittigheden. 

Det var først da den splittede tunge, kom til syne at Coffey rettede lidt på sig, nede på jorden. En slange, som hende selv måske? Forsigtigt tog hun imod den fremstrakte hånd, så hun igen kunne komme op. “De må ikke tro dem, jeg har intet stjålet, det kunne ikke falde mig ind!” Hendes stemme stadig tydeligt påvirket af hele situationen, idet hun underkastende sænkede hovedet. Hun kendte godt sin plads, den var på bunden af hierakiet, faktisk under bunden, hvis man spurgte alle de mennesker som netop havde omringet hende. “Jeg er her kun for at købe en gave, og bringe urter med tilbage, det var ikke mit ønske at skabe uro her..” Beklagede hun stille, med blikket sænket ned på jorden foran sig, hendes stemme let påvirket af en slanges hvislen med tungen. 

Hendes gift, havde altid været nær hende, at bruge den havde desværre være nødvendigt mere end hun ville indrømme. Aldrig imod civile, aldrig imod borgere, kun kriminelle. Det var i hvert fald hendes tryghed at de gange hun lod giften ramme hendes sværd, folks øjne, eller tænder søgte hud, havde det aldrig været for andet end at skabe ro, orden eller opkræve at loven blev holdt. Modgiften var tage i brugt, lige så ofte som giften selv. Dog var deres virkninger ikke altid lige, desværre var kroppen giften mødte altid vigtigere end om den faktisk fik modgift eller ej. I dette tilfælde, med borgere som skabte uro af racistiske årsagen, ville giften endelig aldrig blive brugt, men racister var altid ræd for de sande fare. At de træk sig væk, fredeligt, jo deres humør var lavt, og de blik der kom imod Akurra var alt andet end behagelige. Hvis blot de vidste hvem der endelig var under den mørke kappe, var dette aldrig sket. De to flasker ramte kort hinanden som slangernes hænder mødte hinanden og de kom op.

Tænk at nogle satte fod på hende, på åben gade, midt i markedspladsen, var det en hvilken som helts anden race end halvdyr havde Akurra på anholdt personen, fredeligt, frem for denne på vippen til ondsindet handling for at skabe ro. Men når det var sådan her, ville hun hellere sprede frygt, end en anholdelse. "Slap af, hvis jeg anholder nogle, så er det manden der tvang dig til jorden." lyd det hårdt på ordet stjålet, hånden slap stille den fremmede halv slange og træk hætten ned på hendes skuldre. Den blege hud, de to ar, og de tilfældige skæl samlinger kom frem i lyset med de ikoniske øjne. Igen hilste den splittet tunge på verden, jo, de træk sig ganskevis væk. Hun smilte let til halv slangen. "Jamen så skal jeg nok gå med dig rundt, så du kan få handlet i fred. Burde være alles ret at kunne gøre sådan i ro." Et selvsikkert blik blev rettet imod halvslangen, som hun rettede sig op. Stille løftede hun ærmet til hendes mundvige, blot for at sikre at den ene dræbe der stadig hang, ikke kom til skade for nogle.

De hårde ord, fik kortvarigt Coffey til at sænke hovedet en smule, underkastende. Det var som sådan ikke fordi, hun følte det var nødvendigt, men det var en ren refleks på kvindens tone, men som hun fik lyttet til ordene sneg et lille smil sig frem, på hendes læber af ren lettelse. Hun gjorde et lille taknemligt nik med hovedet, det var rart for en gang skyld nogen troede hende. "Får du ikke problemer ved at bruge din gift som trussel?" spurgte hun lettere forsigtigt, hun huskede kun alt for tydeligt, hvor mange problemer hun kom i, dengang Elinor havde slikket hendes blod af sine fingre, og derved forgiftet sig selv, bare tanken var nok til hun huskede smerten fra sin straf. Uden at tænke over det, tog hun sig til den arm hvorpå hun havde modtaget sin straf, det var næsten som om Elinor netop havde straffet hende, så tydeligt kunne hun mærke det, selvom der ikke var en plet at se og straffen var faldet for længe siden.

Som hun kom op igen fra jorden, og havde fået det værste skridt børstet af sig selv og kappen, lod hun blikket glide over kvinden, for bedre at tage hende i åsyn. Det var tydeligt de begge var halvdyr, og begge så ud til at være slanger. Coffey havde aldrig før mødt nogen som sig selv, og det at hun ikke virkede til at være nogens slave, kom bag på hende. "Åh nej, det behøver du ikke.. Jeg tror ikke at Herren vil byde sig om, hvis jeg er til besvær for andre..." forklarede hun med et lille smil, for hun vidste oprigtigt ikke hvordan Valtor ville tage det, hvis det rygtes at hans slave skulle have eskorte rundt i byen. 

Får du ikke problemer ved at bruge din gift som trussel?, Det ville hun nok, det havde hun i hvert fald i fortiden, både når den faktisk var blevet brugt lige meget i hvilket omfang hun havde benyttet den i, om det var som spyt, på sværd, som bid eller blot som trussel, den mand hørte altid om det, ham og hans forbandet sjette sans. Hun fniste let som lod tankerne bevæge sig. "Jo..det gør jeg nok, men han er nøk mere venlig ved mig, da jeg ikke er uniform." hun smilte let til halv slangen "du behøver ikke kigge ned, jeg er ikke over dig på nogle måde." det gjorde ondt dybt i hendes hjerte at se halv slangen være så forsigtigt, at lægge sig selv lavt, undgå blik, tage sig på armen så om hun var bange for at blive slået, det gjorde hende vred at se, men ikke en vrede der kom til verden. Det havde lagt dybt i hende i mange år, den holdt hende fra syden hvor halvdyr og elvere ofte gik i kæder,  det var blot en vrede der byggede mere og mere på sig, hver gang hun mødte disse situationer, at se halvdyr blive behandlet på denne måde, blive skubbet til jorden, og fået så hårde ord imod sig blot grundet sin figur, sin krop. En eller anden dag, skal halvdyr nok, blive respektere og forstået, men en ting af gangen først må man passe på artsfælle foran en.

Hun lod en let fnis forlade hende ved Halv slangens næste ord, "Slap af..jeg gør hvad jeg gør af lyst, hvis .." det gik stille op for hende hvad der faktisk blev sagt, herre, hun sank en klump og tungen hilste langsomt på verden, den gang fremme et sekund, to, som hendes blik studeret kvinden noget kun nært. "Herren - burde ikke tænke over det, jeg gør dette med et smil, og af lyst." forsikret hun igen, som tungen kom retur. Slave, hun må være en slave, hun træk vejret dybt som hun stille tog blikket fra hende imod jorden, og tydeligt lige skulle samle sine tanker som hendes mund åbnede og lukkede sig nogle gange som hun tænkte.

Tvivlen var tydelig at se i hendes ansigt, hun vidste ikke helt hvordan hun skulle afveje kvindes ord, for hun kendte jo godt sin plads, men hun havde gjort sig fortjent til denne tur, Herren havde betroet hende den frihed, også selvom hun kom efter en gave til Herren og urter Elinor. Hun bed sig tankefuldt i underlæben, mens hendes blik gled hen over jorden. "Jeg takker ydmygt for din hjælp, jeg ved slet ikke hvad jeg skulle have gjort, hvis du ikke havde trådt til..." valgte hun i stedet at svare, inden hun bøjede hovedet en smule for kvinden. Hun kunne jo heller ikke begynde at diskutere det, hun måtte vige let udenom på høfligste vis.

Hun kunne dog godt mærke, at hun var lidt nervøs for at fortsætte, så måske kvindens selskab ikke vil være nogen dårlig ide. Hun gjorde til sidst et lille accepterende nik. Hvis hun kunne komme igennem byen, uden flere problemer, ville det nok være det bedste, og hvis kvinden virkelig insisterede, hvem var Coffey så og afvise? "Hvis du insistere..... Mit navn er Coffey" præsenterede hun sig selv, inden hun lidt forsigtigt rakte en hånd frem imod hende. Det ville uden tvivl også være lettere at finde rundt, med en som rent faktisk kendte byen. 

At se kvinden før hende så betvivlet, over noget så simpelt som at modtage hjælp,var en sær oplevelse, primært grundet at det var tydeligt ikke grundet egen stolthed som hun selv kæmpede med da hun smidt sin daværende kæreste ud af huset for blot at ville hjælpe hende, men at se en i sådanne tvivl, grundet en anden herres stolthed. Gjorde ondt, jo slaver findes, halvdyr, elevere var nogle af de typiske udsatte sydpå det var hun klar over, men at se det, lige foran sig var en besynderlig fornemmelse. "Jeg er sikker på du havde fundet ud af noget, du husker tilfældig vis ikke hans ansigt? Bare, sådanne jeg måske kan finde ham i fremtiden?" spurgte hun let, og forsigtigt lå de andre tanker til siden for nu, der var ikke så meget hun kunne gøre alligevel? den, herre hun talte om var her jo tydeligvis ikke.  "Du behøver altså ikke bøje hovedet. Vi stå lige." kommenteret hun som halv slangen igen, holdt blikket lavt, bøjede hovedet og undgik hendes blik.

På trods af hvor gerne hun ville sige en masse til kvinden før sig, altid planlagt en hel tale over for halv dyr slaver, men her, nu hvor hun havde overbevist sig selv om at der var en slave foran hende, vidste hun ikke hvordan denne tale skulle komme frem. Forsigtigt tog Hun Coffeys hånd i sin og hilste ordenligt på halvslangen. "Akurra. Rart at møde dig Coffey, og tak, fordi du lader mig hjælpe." hun nikkede med et smil og holdt tonen klar, stadig tydeligt der var mange ting hun ønskede at sige, men holdt sig selv igen. Stille slap hun hånden, og gav tegn på at Coffey skulle føre an. "Så..hvad er det du skal have fat i?" spurgte hun for at aflede mest sit eget sind fra de mange andre spørgsmål hun holdt på.

Coffey ville ønske hun kunne være til nogen hjælp, men beklageligvis havde hun ikke set ansigtet, på den mand det havde skubbet hende i jorden. Hun rystede svagt på hovedet, næsten modløs over hendes egen uduelighed, når hun ikke engang kunne besvare så simpelt et spørgsmål. “Nej, jeg kan desværre ikke hjælpe Dem..” svarede hun helt skyldigt, med blikket slået ned. Hun ville gerne føje kvindens ord, men vanens magt var stærk. Hun var så vant til at føle sig, som den nederste, at det bare var rent instinkt, dette kvinden ønskede gik imod alle normer for hende, det var svært for Coffey sådan at omstille sig selv og hendes væremåde. “Jeg.. Jeg skal nok prøve at være bedre..” svarede hun stille, uden at tænke over dette sikkert kunne tolkes nøjagtigt lige så underkastende. Men det hvilte dog et lille smil omkring hendes læber, som hun løftede blikket op til Akurra tids nok til at møde hendes præsentation. 

Da deres hænder mødtes, gav hun den et lille klem inden hun trak sin hånd til sig igen. Det lille smil forsvandt ikke fra hendes læber, må spredte sig kun lidt mere ved Akurras søde ord. “Jeg skal have nogle urter til Elinor og en gave til Herren, måske et våben, han har en vældig flot samling allerede..” stoltheden var oprigtig i hendes stemme som hun fortalte hvad målet for turen var, imens hun fandt den seddel fra Elinor havde lavet med de mange urter han skulle bruge.

“Nej, jeg kan desværre ikke hjælpe Dem..”  Hun tyggede lidt på disse ord, og rystede let hovedet og kæmpede med at vænne sig til tanken om hvad der gik ved hendes side. Hun bidt kæberne sammen før et mildt suk forlod hende. "Det skal du ikke tænke over, sådan som han opførte sig, skal jeg nok se ham igen." Et skævt smil spredte sig på de blege læber ved denne udtale, folk som ham, skulle nok opføre sig forkert en gang for meget, på de forkerte tidspunkt, så mon ikke hun nok skulle møde ham igen en dag. De gjorde ondt, selv efter man havde indset hvad der var foran en, hvilken type person, men at se hende knap lade blikket hvile i Akurras lave højde var en sær fornemmelse. "Behøver du ikke, vil ikke kræve mere end du føler dig glad og tryg." hun sukkede let efter at have hørt Coffeys ord, "hvis du gør det, jeg har gjort mit arbejde."

Blikket falde over markeds pladsen undrende, urter, gave, sværd, "mhmm..Desværre ved jeg ikke meget om urter, men våben kender jeg." hun nikkede lidt tilfreds med sig selv. "Så hvad vil du først? Finde noget til din..." hun tøvede lidt på ordet, at få sig selv til at sige det var ubehageligt. "Herre, eller El..Elino? De bedre, steder for våben er i smedene nær markedet, så lidt væk herfra, kender en elver som smeder her, ikke gode våben..så lad være med at købe dem for det..men de er smukke." hun var selv blive snydt engang af denne knust våben smed, det sværd holdt knap et halvt år, før det var ubrugeligt, pænt var det, men, ikke til hendes arbejde. Hun smilte mere afslappet som det blev muligt at fokusere på noget andet, end slavebåndet nær hende. Sikke dog en leg skæbnen havde, at netop lade hende der kæmper for halvdyrs frihed og respekt møde denne halv slange.

Coffey prøvede virkelig, hun ville så gerne gøre alle omkring hende glade, især fordi nogle ting kunne falde tilbage på hendes Herre. Et lille smil bredte sig om hendes læber, Akurra var så let at omgåes, så forstående og imødekommende, at det gjorde det lettere for Coffey at se hende i øjne, ikke længe af gangen, men dog længe nok til hvad der ville være høfligt og respektfuldt. “Bare lov mig De vil passe på, ønsker ikke De kommer til skade på grund af mig..” lød det stille fra hende, omsorgen hun nærede for sine medmennesker, så ingen grænser, selv når hun var blevet gjort uret, ville hun stadig smile og hjælpe dem. 

“Åh bare rolig, Elinor er meget udførlig i alt han gør, jeg er sikker på det bliver let som en leg, takket være ham..” Hendes stemme kom ud varm og munter, med en dæmpet latter som følge, som hun dog hurtigt skjulte bag sin ene hånd, mens varmen steg op i hendes kinder. Hun havde en tendens til at lade humøret løbet af med hende. “Urterne er lettest at bære på, måske vi burde starte med dem, men så vil jeg værdsætte Deres hjælp og ekspertise til at finde et sværd..” kom det eftertænksomt fra hende, det ville være mest praktisk med urterne først. Turen skulle hun nok kunne klare, for hun havde allerede rejst langt.

De røde øjne hvilede over kvinden, og igen sukkede hun let som det beskidte område faldt i hendes syn. Hun fniste let ved Coffeys ord, "Tro mig..Jeg kommer ikke til skade." nærmest selvglad og stolt lyd tonen som hun lod blikket falde tilbage på coffeys egne øjne. Dog kort et øjeblik før de igen søgte væk fra hendes egne, hun var van til mange fandt det røde blik ubehageligt, så der blev ikke lagt tanker bag denne handling. Hun lyttede til hvert et ord, og nikkede kort som Coffey spredte sin glæde ved hendes første søgen, et varmere smil begyndte som småt at lægge på Akurra som de begyndte at gå, og søge, hvor end man købte urter. "Elinor er en heldig mand." kommenteret hun kort, før samtalen blev ført videre.

Nærmest instinktivt lod hun hånden søge hoften som samtalen gik på sværd, blot for at igen at opdage hun ikke bar dem i dag, og tøjet var civilt. "Skal nok hjælpe med at bære hvis det er et problem." tilførte hun i mellem deres ord, som Coffey begyndte at planlægge deres tid. "Hjælper blot en fra fjern familie, ingen grund til at tænke mere over det." Et lille ryst blev givet med hovedet, som de røde øjne forlod kvinden og blot hvilede foran dem. Hun slæb nærmest sine ben ved Coffeys side, tungen hilste kort på verden. urter..urter. tænkte hun som den kom retur, dog, med manglede ide om deres duft, var dette ikke til meget hjælp. "Fortæl mig lidt om Elinor." lyd det glad, med et spændt smil.