Sandheden kom altid fra børn og fulde folk.. Deavás var bare ikke rigtig fan af børn eller det at gøre brug af dem særlig ofte i forbindelse med sit arbejde. Hvis de var opvokset indenfor organisationen, så var det intet problem, så kendte de deres plads, men børn på gaden var ustyrlige og utilregnelige. Derfor var der en risiko ved at gøre brug af lige netop deres slags, men fulde folk vidste sjældent op og ned, de opfangede faren, når det var for sent og glemte ofte hvad der var sket dagen efter, derfor var det ikke tilfældigt at han havde udset sig kroen i Dianthos nedre bydel.. Kunne man opfange noget gratis information, så ville aftenen allerede være tjent hjem og så var der jo altid chancen for at finde en ungmø.. Så uanset hvad, så kunne det kun blive en god aften, om end fulde folk også sagtens kunne være en belastning, hvis de ikke kunne andet end at hænge på én..

Stemningen var god fra begyndelsen, som den høje slanke skikkelse nærmede sig døren og måtte træde til siden for ikke at blive ramt af en fulderik, der blev smidt ud lige for næsen af ham. Han nåede lige at bukke hovedet, som en hilsen til den ansatte, før at han trådte hen over manden, der rodede rundt på jorden og forsøgte at komme på benene. Han var ikke helt enige i, at det var hans tur til at blive smidt ud, aftenen var jo stadig ung! Det forhindrede dog ikke Deavás i at nå frem til døren, som han trådte indenfor og straks lod blikket vandre rundt i mængden. Der var ikke overfyldt, stadig enkelte pladser hist og her. Der var rig mulighed for at lægge øre til en historie eller to. Han fandt dog let vej til baren, og derved muligheden for at få skænket sig selv et krus mjød. Med kruset i hånden, vendte han sig rundt og lænede sig imod baren, hvorpå han placerede en albue imod den massive træ, baren var lavet af.

En tilfældig skikkelse formåede at puffe til ham med sin skulder, som han straks vendte blikket over skulderen med en lettere utilfreds mine. ”Hygger vi os?” spurgte han med et løftet bryn, men med et glimt i øjet.

Hun havde været der nogle timer nu, dagen var endt hurtigt. En normal stille dag uden noget som spænding, hun sukkede dybt ved tanken om den ene bygade efter den anden, uden nogle problemer, uden nogle spændende sjæle at lytte til. Men nok om det! nok om den kedelig dag! Lidt mjød og en bedre dag i morgen havde været hendes tanker og nej, man havde nydt de få der blev smidt ud denne dag. Hvad end der var sket i dag, havde hun undgået det, mange søgte at drikke mere end de skulle som natten mørke begyndte at lægge sig over byen. Hun havde dog valgt at lægge sig over et bord med to krus mjød ved sin siden og som tiden passeret hende, var deres indhold faldet mere, og mere. "NU har jeg aldrig! lyd igennem kroen som endnu en mand blev ført ud. Hun kunne ikke lade være at trække lidt på smilet, I guderne hvad sker der? Hvorfor er stemningen så skøn i dag! hun forsøgte at drikke den sidste smule i en krus blot for at opdage at hun allerede havde tømt sin andet krus. en smule irreteret hilste tungen på verden nogle gange, som hun lod blikke falde på baren. Stadig tomt. Tænkte hun kort i en gab, de to fine hugtænder kom desværre frem som hætten i den sorte kappe falde ned til hendes skuldre.

Denne dag, var hun i civil tøj, noget der ikke skete særligt ofte her inde i byen, men i dag! havde hun haft tiden til at skifte tøj, og den normale sorte tøj dækkede den blege hud. Om halsen hang guldkæden som altid med de to små flasker med deres giftgule indhold. Hun havde stadig håndjern i bæltet, hvorfor, dette var blevet til en vane vidste hun ikke - men skabte nogle gange nogle mærkelige situationer. Nøglerne hang ved deres side. Stille træk hun sine ben imod baren, og netop som hun kom til den ramte hun en skuldre, "Ehm?" hvor..kom han fra? Var der da ikke som kiggede lige før?

Hygger vi os? Stille lod hun de sære øjne falde over ham, som hendes albuer mødte baren og det sorte hår fandt frem i lyset en smule. Hun smilte noget kun mere end hun normalt ville sådanne en nat, og..smilet ændrede tone en smule som hun lod blikket falde over ham. "Mhmm? Selvfølgelig så meget liv i dag! En ny bliver smidt ud hver time! - men dog, har de ikke alt for fint tøj på til denne bydel?" smilte hun let og lod sin front pege mere i hans retning. "Forsvandt deres ledsager? Som skulle føre dig til den øvrebydel?" spurte hun med et skævt, drillende smil, og igen lod tungen hilse på verden. han dufter godt. Bedre end alle andre i denne bydel.

Det var meget almindeligt at folk stødte ind i hinanden, når først de havde fået noget indenbords, derfor tog Deavás heller ikke sammenstødet så tungt, som han måske ville have gjort på gaden. Han bar heller ikke nogen værdigenstande i lommerne på den lange frakke, som han ville være nervøs for at miste. Derfor var blikket og tonen henvendt til den fremmede kvinde langt fra streng. Han var tværtimod nysgerrig omkring hendes skikkelse. Lugten af mjød fortalte ham, at hun allerede måtte have drukket et par krus, særligt hendes måde at bære kroppen på. Den følte tung, selvom den så yderst slank ud. Det var lige før at den lille skikkelse virkede forvirret over den samtale hun var havnet i, højst sandsynligt havde det ikke været planlagt fra hendes side af, men nu var det ligesom for sent.

De lod til at betragte modparten på skift, som Deavás dog holdt fast i kruset, blot så hun ikke endte med at tage det fra ham. Når først der kom alkohol indenbords, så var der sjældent nogen hæmninger omkring hvad der var andres og hvad der var ens eget. En ny blev smidt ud hver time? Jamen, så var han da kommet til det rette sted, hvis stemningen var så høj! Dog måtte han le af hendes følgende kommentar. For fin i tøjet til den nedre bydel? Det kunne der være noget om. ”De har fuldkommen ret, jeg kunne jo risikere at blive overfaldet” lo han med et bredt smil. Glimtet i øjet var et tydeligt tegn på, at det ikke ligefrem var noget han lod til at bekymre sig om. Han placerede en hånd imod baren for at læne sig en smule frem imod hendes skikkelse. ”Måske jeg i virkeligheden er træt af den øvre bydel? De har jo allerede givet udtryk for at stemningen er god, så mon ikke den er bedre her, end der?” konkluderede han med et drilsk smil, før at han rettede ryggen igen og trådte til siden. Det lod lidt som om hun havde intentioner om at afgive en bestilling i baren, så det skulle hun selvfølgelig have lov til.

”Lad mig endelig ikke forstyrre Deres jagt på at slukke tørsten” kommenterede han, før at han lod blikket vandre ned over den lille skikkelse. Hun var virkelig ikke særlig høj, men hun var bestemt heller ikke noget barn. Måske i forhold til hans alder. Men det var ikke fair at sammenligne et halvdyrs alder med en dæmon. Han bevægede sig rundt om hende, hvor han bukkede sig ned for at placere hagen imod hendes skulder. ”Sig til, hvis De har brug for hjælp med at bære” han tog en let indånding af hendes duft, før at han trak sig tilbage og lod hende skaffe, hvad hun var kommet efter.

hun blinkede nogle gange med de gennemsigtige øjne låg som han talte så frit om at blive overfaldet, og kunne ikke lade være med at le med ham. "Vi må håbe byvagter holder - godt øje- med dem i nat så?" lyd det drillende som hun lod blikket ikke blot falde på hans over krop. Igen fandt hun en latter som han talte om den ovre bydel og stille rystede hovedet. "Altså..friheden er her, ikke der oppe." smilte hun, og lod sin arme begge falde på baren på ny, og lod blikket forlade manden, og forsøgte at fange en eller anden. på den anden side af baren. Hun smilte at hans høflige ord om tørsten. "Mhm..Hej! noget stærkt, bare et glas." lyd det lidt højt som hendes blik endelig fanget en.

Hun mærkede tydeligt at han kom tæt på, som han lagde hovedet på hendes skuldre. Hun smilte af dette, som han lå der. "Pas på." lyd det stille fra hende, men glasset af den mørke alkohol blev sat på bordet. og bryd hende ord. Du betaler som altid sidst på dagen? ikke andet end et nik, blev sent barmandens vej, før Akurra vente sin næse tætter på manden igen. "Jeg bider, selv en nådigherrer som dem." hun fniste let, og vente sig om i en smididg, snu bevægelse, og pludselig stod med næsen ved hans kind. Et lavt hvæs, som kun slanger kan lave, forlod lavt hende, da læberne kom tæt på hans øre. Som hvæset forsvandt træk hun sig tilbage, og lod bag siden af hendes albuer møde baren. Som hun træk sig væk hilste tungen flere gange kort på verden. Han dufter, virkelig ikke så om han høre hjemme her. "De kom virkelig blot ned i vores del af byen? for stemningen?" som hun gik tilbage til hans kommentar fra tidligere og lod meget kort glasset med det stærkere alkohol møde de blege læber. Jo, resten af byen var uhyggelig stille, som altid, var der her hvor aktiviteten var? Men at en i ..det tøj? var her? Han bad jo om at lade sin pung ende tom som natten faldt over ham. I guderne er jeg endt som livvagt på min fri aften?

Der var ingen tegn på at Deavás bekymrede sig om at blive overfaldet, han havde normalt en udstråling, der gjorde at de fleste holdt sig fra ham. Men her på kroen var det jo meningen at han skulle tiltrække de fulde folk, så han var nød til at virke mere imødekommende og åben overfor deres ustyrlige stank og evige historier om alt det, der faktisk ikke interesserede ham. Blot så han kunne få fat i de brudstykker han havde brug for. Hendes ord bragte et glimt frem i hans blik. ”De kan ikke beskytte mig?” spurgte han legende, som han jo ikke vidste noget om hende og egentlig ikke forventede det af hendes lille skikkelse. Men ærligt så var han ikke nervøs for at blive udsat for et overgreb. De få der havde forsøgt at stjæle fra ham var ikke ligefrem kommet helskindet fra det, så mon ikke rygterne ville sprede sig hurtigt, hvis nogen kendte ham bare lidt. Hun gjorde jo tydeligvis ikke, hvilket var hans held.. Han skulle helst være anonym i landet. ”Så De forstår min interesse” konkluderede han, som han ikke var bleg for at mene at de øvre bydele hurtigt kunne blive bare en smule for stive i det. Det var hernede at de gode informationer befandt sig. Hvor de fleste tænkte at væggene ikke havde ører og derfor snakkede om løst og fast. Stærkt? Havde hun ikke allerede fået en del? Hun var tydeligvis ikke bleg for at komme længere ud i sin fuldskab, men det kunne jo kun blive mere underholdende.

Mon ikke det var alkoholen, der gav Deavás mulighed for at komme helt tæt på. De fleste kvinder ville ikke bryde sig om nærvær fra en vidt fremmed mand, men hun lod ikke til at rykke på sig, som hun dog straks kom med en advarsel, der fik ham til at le. Skulle han nu passe på, mon han havde brug for at blive reddet fra hende? Umuligt. Men tanken var morende, som der endnu hvilede et glimt i hans øjne. Hun fortsatte i samme løse tone. Der var i hvert fald gejst i hende, det kunne han godt lide, særligt hvis han ikke fandt andet godt selskab for aftenen, så kunne han altid vende tilbage til hende. ”De har al for høje tanker om mig.. Jeg er virkelig dårlig til at være forsigtig” indrømmede han med et skuldertræk, som han dog alligevel forsøgte at trække sig, da han mærkede bevægelsen i hendes skuldre og hun straks efter vendte sig let omkring. Slangens hvæs fik et farligt glimt frem i hans øjne. Var det endnu en advarsel? Han løftede hænderne, som overgav han sig efter hendes hvæs. Men blikket var stadig indbydende og udfordrende. Det var en ganske finurlig tunge.. Slanger. De kunne være nogle rigtig snu nogle, måske han skulle være forsigtig.
Deavás rettede ryggen op, som han så noget så forbavset på hende. ”De tror virkelig ikke på at nogen, som mig, kunne finde på at komme herned bare for stemningen?” spurgte han med en smule mistro i stemmen, men blikket sagde det hele. Han forsøgte blot at overbevise hende om, at han ikke var kommet for andet. Der gik dog ikke lang tid før at han trak opgivende på skulderne, førte kruset til munden og tog en slurk. ”Måske jeg i virkeligheden håbede på noget.. selskab” lo han, før at han sendte hende elevatorblikket.

Et glad "mhmm?" forlod hende som han bad om beskyttelse med en mild latter. Læste han tanker eller? hun rustede let på hovedet af ham. "mhmm." gentog hun lidt mere eftertænksomt. Her havde hun ellers besluttet at natten var her, i mørket af kroen, nyde dette selvskab, eller blot nyde at være omkring det. Hun vippede stillede hovedet som han nævnte at hun forstod ham. "Selvfølgelig gør jeg det! De timer jeg har brugt i den øvre bydel..Altid så 'stift' og kedelig. Intet sker. Her." som ordet her forlod hende, lod hun blot blikket gå imod alt livet ude i midten af kroen. her skete der noget! Folk Spillede spil overbordet, lod sig rive med, flere var på jagt efter kød denne nat, men alle havde et smil på læben. Ikke, kro pigen som for femte gav blev taget på røven denne nat, men alle andre havde et glad smil på læben og et glas i hånden. "Liv." fuldførte hun sine ord som blikket kom retur på den alt for fint klædte herre.

Normalt træk de fleste sig, ved tungen, ved hisset, ved tanken om en kvinde med skæld der bider. for høje tanker? "De må fortælle mig, måske vise mig? hvilket tanker jeg skulle have så? Min Herre." Hun tog en drillende tone her, og igen rystede hovedet lidt af ham. Hun blinkede flere gange ved hans glimt i øjet. Mhm? Ikke for glad for slanger? tænkte hun stille. Hun sukkede let og lod glasset igen ramme hendes læber kort som hun lyttede til hans næste ord. "jeg..de må vel være hvor de ønsker? Beklager at jeg.." mere sagde hun ikke, før hans næste ord blev sagt. Hvor hun sank en klump, ved det sidste ord han sagde. selvskab? "Mig?" spurgte hun i reaktion. Havde hun gjort det ordenligt for engangsskyld? på en..nådigherre? "Jeg.." lidt farve kom frem i de blege kinder, som hun lå mærke til hans øjne. I..det mindste en nem måde at beskytte ham på så. "Selvskab for beskyttelse? Med glæde." Hun smilte i smigr til ham, og lod blikket falde over ham, lige som han gjorde ved hende. "Hvad er vores næste handle? Hemmelighed for hemmelighed?" Hun lo let ved sine ord, så om! Tag dig sammen tøs..ikke hver nat du fanger et blik som hans. Disse tanker træk mere farve frem i hendes kinder.

Uanset hvad så ville Deavás aldrig nogensinde tage imod beskyttelse fra en kvinde. Det virkede fuldkommen malplaceret, men han brugte det gerne til at lokke kvinden tættere på. Han foretrak ikke at sove alene, det var nu altid bedre med selskab, selvom hendes kunne vise sig at blive en udfordring for ham. En smule på kanten med loven endda.. Ikke at han selv vidste besked, men det kunne vise sig senere, når han var kommet bare en smule tættere ind på livet af hende. En latter forlod de smalle læber, som hun gav udtryk for at hun var mere end blot bekendt med de kedelige affære i den øvre bydel. Der var også langt flere vagter i den del af byen, så var det nemmere at arbejde i skyggerne i den nedre bydel, men den slags skulle han nødigt dele med en fremme. Man kunne jo aldrig vide og Deavás var bestemt ikke dum. ”Altid godt at være det rette sted på det rette tidspunkt” svarede han med et glimt i øjet, som han fulgte hendes blik omkring. Der var rig mulighed for at høre en historie eller to, men det var bare nemmere, når man allerede var en del af et selskab. Hvis han først brød ind alene, så ville de fleste blive mistænkelige, hvis ikke de var for fulde til at opfatte et ekstra medlem i gruppen. ”Skal vi tilslutte os stemningen?” inviterede han åbenlyst, som han gjorde en gestus med den ene arm for at få dem til at trække bort fra baren og ud i blandt folket.

Der var altid noget interessant over det eksotiske og hun måtte da om ikke andet være et eksotisk væsen for hvor mange halvdyr kunne prale af slange gener? Han havde hørt om dem med en krop som en slange, men hun var mere menneskelige, selvom hvislen var et tydeligt tegn på, hvor tæt hun var på de ekstra gener. ”Vise dig? Skal jeg bare finde et værelse til os?” spurgte han med et lusket smil, det forsvandt dog meget hurtigt, som han trak et drilsk smil frem og blinkede til hende. Hun var tydeligvis ikke bange af sig, men det kunne vise sig at få nogle alvorlige konsekvenser. Ikke at han planlagde at udnytte hende på den sædvanlige måde, ikke når hun virkede så.. villig.
Endnu en gang måtte han ty til en latter, som hun virkede forvirret over hans ord og måske følte at hun havde stødt ham på den ene eller anden måde. Var han virkelig så stiv i betrækket, at hun følte det nødvendigt at beklage overfor ham. Måske? Han løftede den ene arm, den der ikke holdt kruset for at lægge den omkring hendes skuldre. ”Gør jeg dig nervøs?” spurgte han drillende, som han valgte at lede hende mod den nærmeste ledige bås. Det var måske for direkte at vende sig imod baren og bede om en nøgle. Pigen virkede jo lige pludselig forvirret og ude hvor hun ikke kunne bunde. Han tilbød hende at finde sin plads før ham. ”Det er en aftale” svarede han til hendes tilbud om beskyttelse for selskab. Det var ikke en høj pris, hvis det overhovedet var nogen pris. ”Har du nogle interessante hemmeligheder, du kan forhandle med da?” spurgte han, altid interesseret i gode sager, han vidste jo ikke hvor hun kom fra eller hvad hun lavede. Han valgte dog at sætte sig ikke langt fra hende, men tilbød hende bare en smule albuerum, så kunne hun altid flytte sig tættere på.

Næsten hver dag, var at beskytte nogle, et sted, et område, ofte nogle som, ham. Klædte sig på måder alle så dem, tøj og hår sat af andre så blikke altid endte på dem. Jo disse høje folk, skabte så meget spænding i verden, så meget omtale, at være tæt på dem, som livvagt, som gæst, fik altid et smil på hendes læber. Denne aften, var ikke anderledes, selv om hun aldrig havde hørt om en nådigherre som opførte sig sådan, så frit. Var dejlig forfriskende, og i guderne han måtte rive noget drama med sig. Inderligt var det svært at holde igen, den spænding, det smil. Smilet kom dog mere frem, som han talte om stedet, om tidspunktet. Hun kunne ikke lade være at møde hans blik i dette øjeblik, der var noget..ved hans øjne, der blev ved med at fange hendes. "Lad os." var hendes svar, som hun lod sig gå ved hans side, tættere end de fleste nok ville gå sammen. Stille træk hun sig blandt sin side, men lod sine fødder hæve sig over jorden noget kun mere, end deres først møde. Noget kun mere energi i hendes bevægelse, stadig lange og dovne, men med lidt liv. Hendes fødder sad dog fast, som han spurgte om værelset, kort fugtede hun sine læber og træk vejret dybt. Hvordan..kan han bare sige det? tænkte hun som blikket søgte ham og så hans smil, hans blink. Hun lod forsigtigt sine læber dele sig, som hun søgte at svare, men stoppede af hans latter. en joke? "Har..aldrig mødt en så fri? som dig." Kort lod hun ordne være i luften, før hun rettede på sig, rustede hovedet. "Dem." hun nikkede af sig selv og vippede hovedet. Hvem..I kiles navn er han? "beklager." hvem opførte sig..sådan? uden at skabe drama? Hun ville da have hørt om ham? Still i hendes sind, gik hun igennem listen af adelige, endes noter, som hun gik eftertænksomt ved hans side. Nervøs? dette ord træk hende ud af tankerne igen, og blikket mødte ham igen. "Jeg...en smule." var hendes ærlige svar.

En aftale, hun smilte ved dette, så havde hun da noget at lave, og hvis han virkelig var, som han begik sig, ville der nok ske noget denne aften. Hun smilte spændt, og lod sine øjne følge ham som hun sad ved hans side, og endelig fandt ro ved hans tæt hed, varme, var tanken der gik igennem den koldblodet kvinde som hun instinktivt søge han tættere, og lod sig hvile mere op af ham. Glasset ramte hendes læber og nu halv tomt på bordet foran dem. "Hemmeligheder?" lyd det eftertænktsomt, som hun lod blikket hæve sig til loftet. "Den mest dødelig gift i centrallandet?" var det første hun nævnte. "Byvagternes vagtplan, deres hemmeligheder?" var det næste, som en fingre mødte hendes læber. "Mhm..Hvad mere? Viden om de adelige i byen? Deres drama?" hun smilte og lod hånden falde at tage fat om de to flasker om hendes hals. "Den mindst bevogtet smuler rute ind i byen?" ikke fordi der var noget af dette hun ikke vidste, men..Nok ikke fra det synspunkt andre ville tænkte hun have. "Bagdøren til byvagtens fængsel?" tilførte hun forsigtigt.

Det var stadig en morsom detalje, at kvinden så ham som en nådigherre, måske han havde rang derhen af, men han var bestemt ikke opvokset til at indtage den rolle han havde. Skæbnen havde han bestemt selv og drama havde det ikke med at finde ham, nej det var nærmere ham, som lavede drama og hev ufrivillige ind i det. Ikke at hun virkede til at være modstander af hans selskab, hun havde i hvert fald ikke afvist ham endnu, selvom hun måske havde gjort et forsøg tidligere ved at hvæse en smule af ham. Der skulle dog mere til at fortælle manden, at han ikke skulle følge sine egne lyster og det skete efterhånden så sjældent, at han havde glemt, hvordan det føltes. Men han var dog varsom. En mand, som ham, der arbejdede i skyggerne skulle passe på med at udvælge ofre, for det sidste han ønskede var at havne i søgelyset hos den forkerte. Ikke at hun virkede som en trussel på det punkt, så meget vidste han dog ikke endnu. Derfor gav han ikke frit informationer omkring sig selv. Vejen blev dog vist frem til båsen, som hun indviede i at følge ham, så de ikke bare blev stående midt på gulvet, hvor de kunne blive ofre for en dans eller trukket ind i det, der var værre, som en slåskamp. Kvinden gik i stå, mon det skyldes han spørgsmål, var hun en genert kvinde? ”Det er også første gang De møder mig” svarede han lettere selvglad og lagde bestemt ikke skjul på, at han ingen kvaler havde med at være særdeles åben omkring sine tanker. Hvis ikke man kunne aflæse det i hans blik, så måtte han jo heller sige det til hende? Hendes smutter med dig og dem fik ham til at trække på skulderen, han kunne sagtens forklare hende, at det var mere på sin plads med du, men det andet morede ham. ”Det beklager jeg” undskyldte han med et buk med hovedet og en hånd hvilende imod sin brystkasse. Hun var virkelig nervøs?

Det kunne godt være at hun var nervøs i hans selskab, men det forhindrede hende bestemt ikke i at læne sig en smule imod ham. Mon hun kunne beslutte sig om hvad hun gerne ville. Deavás havde uanset hvad vendt sin fulde opmærksomhed mod hende, da hun nævnte hemmeligheder, men han var ikke længere i tvivl, som hun smed forslagene på bordet. Hvem var hun? ”Hvem er du?” spurgte han meget direkte, som hun fortsatte den linde strøm af forslag og ikke lod til at stoppe lige foreløbig. ”Er bange for at jeg ville komme ud i en del ballade, hvis jeg vidste de ting” indrømmede han, selvom han med glæde ville vide det hele, så kunne han jo ikke lade hende vide det. Ikke med det samme. Han vendte overkroppen imod hende, lod hende hvile sig imod hans brystkasse, hvis hun ikke ønskede at flytte sig, som han bukkede hovedet ned imod hende og snuste ganske let til hende. Kruset var skubbet væk fra ham, langt mere interesseret i deres aftale end alkoholen foran ham. ”Hvad ville jeg skulle stille op med en smugler rute?” spurgte han leende, selvom han havde flere måder at komme ind og ud af byen på. Hvad ville hun have til gengæld?

Ro, og orden var hendes spil. At have et liv hvor alle fandt deres ro, hvor orden var alles ansvar. I nat, havde dette ønske, dette ansvar fået hende i hans hænder, bogstavligt talt. Ikke at hun havde noget imod når hendes 'fri'aften endte i ens arme, eller seng. Hun var jo ikke gift, så hvorfor skulle hun tænke over hvad hun lavede disse natte timer? Og med hvem? var deres ansvar hvis de var gift ikke hende. Men denne mands påklædning, var det ikke til at vide hvad en ring ville betyde hivs noget overhovedet. Hvem..hvad var han? Igen hilste tungen kort på verden, han dufter stadig skønt. "Mon ikke jeg møder dem igen ved daggry?" Tilførte hun til hans kommentar og løftete glasset til sine læber og lod det tømme før det igen ramte bordet. Et  "Mmhm." forlod hende som hun fugtede sine læber. "Lad være at beklage. Nårdigherre, er bare første gang, en som de giver mig opmærksomhed i natten" Lyd hun mere rolig som hun faldt mere ind i hans form, og endte med rygge derimod.

Hvem er du? Hun smilte ved disse ord og hævede blikket imod ham. "Akurra." var det korte svar. "Hvem er du..Hvem er de nådigherre? hvis jeg må være så uhøfligt at spørger." Som han var der over hende, vidste hun ikke hvad hans blik var på, den blege hud, det farveløse øje, den gyldne halskæben om halsen? Flaskerne? Eller var han faktisk i stand til at se hvad der gang på sølvhalskæden under trøjen? Det mørkeblå insignia? Hvorfor hun for engang skyld havde det under tøjet var ikke bevist, blot hvor det var endt. På hendes hud, og ikke tøjet denne nat. "Bare rolig, skal nok tage hånd om dem hvis de ender i ballade herre." Svaret hun i hast med et skævt smil, og lod blikket falde fra hans øjne. Må jeg overhovedet det? se ham i øjne på den måde? "Tror de ville blive anholdt hurtigt hvis de havde en, i deres tøj, deres..adfærd, og med så..ehm.. I iøjnefaldende de er." Blikket faldt tilbage til ham over hende, hans blik, der var noget med de øjne, en verden gemt i dem som hun ikke kendte til. varme tænkte hun som hun faldt lidt mere ind til ham. Stille lod hun tungen kort slikke hendes læber, som hun kiggede op på ham.

Modsætninger var for alvor blevet tiltrukket af hinanden. Deavás var bestemt ikke typen til at gå stille med dørene, hans egentlige formål med at være på kroen var for at opsnappe nogle informationer, han kunne bruge senere hen. Til at skabe kaos og drama iblandt befolkningen. Men helst den form der kunne styres i den retning, der gavnede deres organisation bedst. Ikke at navnet blev omtalt i de mørke afkroge, men de var derude, blot ikke lige så tilgængeligt, som de mange tyve lauge i storbyen. Men halvdyret havde for alvor fanget hans opmærksomhed, ikke på grund af hendes udstråling og forsigtige væsen, men fordi hun var villig til at tage del i hans nærvær og måske endda havde nogle saftige informationer, som dem, han var kommet efter. Hendes tunge var ganske special, som han ofte fik chancen for at kaste et blik på den, før at den atter forsvandt bag de smalle læber. ”Ikke hvis de forventer morgenmad på min regning” lo han morende, som han fulgte hendes bevægelser og glasset, der blev sat tilbage på bordet, tømt. Deavás lagde bestemt ikke fingrene imellem hvad hun kunne forvente af ham. Han var ikke typen ude på at finde kærligheden eller stedet, hvor han kunne slå sig ned. Han var langt mere fri end de fleste. Ingen til at binde sig. ”Se det er mig en gåde, De er jo et ganske betagende væsen” roste han, med et glimt i øjnene, som han løftede den ene arm og lagde den omkring hendes skikkelse for at få en fornemmelse af, hvad der gemte sig under tøjet. Fingrene var lystigt og forsøgte, i skyggen af bordet, at begive sig under de mange lag af tøj.

Akurra.. Det måtte han huske, som fingrene bevægede sig under tøjet og søgte kontakt med den blege hud. Mon hun havde skæl på hele kroppen? Den ru fornemmelse måtte give noget ganske særligt i sengen. Tilføje noget ekstra til oplevelsen. Han så lettere overrasket på hende, som skulle hun vide, hvem han var, ikke at hun ville have en chance for at høre rygterne om ham. ”At De ikke ved det allerede, må hvile på min skuldre.. Kald mig blot Deavás” svarede han drillende, som han strøg fingerspidserne hen over hendes mave. Måske det havde været en fejl fra hans side af, at placere dem nede i kroen, hun virkede ikke tilbageholdende og derved nemmere til at overtale til et værelse.. Måske om lidt. Deavás rettede sig let op uden at forstyrre hende, for at nå sit krus og løfte det til sine læber. Denne gang tog han en ordentlig slurk, så han ikke behøvede flytte sig lige med det samme igen. Hånden havde ikke forladt hendes mave dog. ”Er det et løfte, Frøken Akurra?” spurgte han allerede før kruset blev sat på bordet. Kunne han forvente hendes hjælp? Ikke at hun næppe vidste, hvad han kunne smide hende ud i. Kvinden var tydeligvis bekendt med adelige og deres krav, hendes blik virkede ikke stålfast på hans, hvilket var grunden til at han løftede hånden fra hendes mave imod hendes hage for at vippe hovedet yderligere bagud, som han flyttede sig let til siden og lod deres blikke mødes for alvor. Glimtet i hans lagde ikke skjul på tankerne, som han rykkede sig tættere på uden at røre ved hende. ”Hvordan gør jeg mig mindre iøjnefaldende?” spurgte han, måske hun havde nogle råd? ”Skal jeg smide frakken?” fortsatte han, som han endnu ikke slap hendes hage, men hun kunne nemt vriste sig ud af kroppen og flygte. Deavás lod spørgsmålene svæve lidt, før at han kyssede hende, lige efter hun havde slikket sine læber og nærmest forberedt dem til at møde hans.

Hvordan kan man opføre sig sådan? Hvordan kan med et sådan varmt smil på læben lade alles blikke ende på en? Selv gik hun ikke med hætten for egen skyld, men for at undgå blikke, den mistro, det had, den frygt hun mødte af at bære sin hud i lyset. Hvor må det føles rart at kunne, være så fri. Sidste gang hun lod sine tænder komme frem i lyset, var der nærmest kastet tomater efter hende. Denne mand, fangede ikke blot rummet, men lyset og bar det med sig. Hvordan..kan man det? "Morgenmad? So ofte spiser jeg ike, bare rolig." lo hun med ham. Det var kun, nogle dage siden hun spiste sidst, så ingen grund til at tænke på den slags. Hun har ikke siden den gang, søgt noget seriøst med nogle, men denne mand fik alligevel billeder frem i hendes hoved. Måske? Det var på tide at prøve igen snart. Hendes kinder fandt mere end blot den blege farve ved hans ord, måske mere fordi de ramte med hendes tanker. "Jeg..på pas. Slanger holder fast, når de endelig får fat." smilte hun tilbage, efter hans smiger. Måske var det derfor hun ikke havde fundet andre siden alf, men blot, leget?

Hun blinkede nogle gangs som hånden fandt hendes form, den slanke, veltrænet form. Varmt. skreg hendes sind som fingrene møde hendes mave, det var ikke mange skæl hendes krop havde formet, men alle ikke magiske forkomne ar, var dækket af skæl og disse var de eneste skæl på kroppen. Over de sidste mange år, var der kommet flere og flere samlinger af skæl, at gå først ind, og sidst ud af en fare hjælp hurtigt til hendes samling. Specielt på arme, bryst, mave, og ryg. Ansigtet havde også fået nogle samlinger over årende, og det var også her man fandt de to eneste ar som var forekommet af magi, næsen, og læben. "Deavás." kæmpede hun frem mellem den behagelige varme fornemmelse som gik igennem hende. Hun nikkede stille og lod blikket falde ned mod hendes mave hvor hånden nu var. løfte? "Selvfølgelig Nådigherre Deavás. Beskytter dem i nat, og i morgen." hun sank en klump som hun lovede ham selvskab i nat. Langsomt, med modvilje lod hun sin egen hånd falde fra bordet, og møde hans på hendes mave. Stille forsøge at trække den ud af tøjet og ned på hendes lår. "Ike..her." mumlede hun stille, hviskende som hun forsøgte at fjerne hånden.

Hun stivnede let, som hendes hage blev flyttet for hende, og blikket mødte hans, smide frakken? "Igen..Ikke..her." kæmpede hun så de glintende, fangende øjne. Tydeligt en del af hende ikke ønskede kysset, men den anden del af hende vandt kampen, som hun stille gav sig fra af hans varme imod sin ryg, og søgte hans læber med hendes. Ganske kort var kysset, før hun træk sig lidt væk. "Varmt." mumlede hun stille da de kolde læber, kom fra hans varme, og så ordet var sagt, søgte hun hans læber på ny. Hånden som holdt hans på hendes lår gav slip, og begge hænder søgte hans form, en overarmen, den anden, den anden søgte at hvilede på hans bryst.

Manden foran hende havde virkelig ingen hæmninger, når det kom til flirt og at skaffe de ting han havde brug for. Eller ikke nødvendigvis brug for, han ville dog altid kunne finde noget at bruge informationer omkring hendes væsen til. Hendes opførsel ville dog vælge udfaldet for den form for informationer han ønskede at samle. Normalt ville han have kastet sig ud i et eksperiment med sådan et pragteksemplar af et halvdyr, men hun virkede så interesseret i hans skikkelse, at han måske kunne få noget andet ud af det først. Lige netop det, sagde han ikke nej til, ikke når kvinderne først virkede medgørlige. Deavás løftede det ene øjenbryn let, så hun spiste ikke ofte, som en rigtig slange. ”Interessant” lød det stille fra hans læber, som han dog ikke havde problemer med at undgå et akavet morgenmåltid med hende efterfølgende. Normalt ville han blot forlade kvinderne i sengen, når han var færdig med sit. En let latter slap over læberne, som glimtet i hans øjne atter kunne spores i udkanten. ”Er det en advarsel eller en invitation?” spurgte han lystigt, før at han langsomt strøg tungen over sin underlæbe. Forsøgte hun at trække sig eller lokke ham tættere på med sin opførsel?

Uanset hvad kvinden havde i tankerne for denne aften, så lagde Deavás bestemt ikke skjul på sin, så snart at han førte hånden imod hendes mave og søgte under stoffet. Han fulgte den bløde hud let, indtil han nåede kanten af det første område med skæl, derpå lod han fingeren følge omridset lige så stille, før at han strøg håndfladen over den ru overflade. Berøringen lod til at have en effekt på kvinden, som hun kæmpede for at udtrykke sine ord, men endte med at bruge hans navn i stedet. Dertil brummede han let, før at han førte fingrene over den bløde hud igen. Han bukkede sig en smule ned imod hende for at hviske hende i øret. ”Det er mange timer, De lover at være i mit selskab” hviskede han roligt, før at hun fangede hans opmærksomhed med sin hånd om hans. Han modsatte sig ikke, men lod hende flytte hånden til hendes lår. ”Jeg burde være den anstændige” lød det næsten undskyldende, som han dog gav hendes lår et let klem.

Legen var startet, Deavás var allerede fulgt opsat på at føre det til døren, som han løftede hendes hage for at møde hendes læber. Mon hun var anspændt og befandt sig i en uvant situation? Måske endda hun var genert og ikke ønskede publikum til den slags nærvær. Hun mindede ham atter om, ikke at tage det så langt midt i kroen, men det forhindrede ham ikke i at få et kys fra hendes læber. Deavás var klar på at trække sig efterfølgende, som hun ikke længere hvilede imod hans krop. Men til hans overraskelse vendte hun sig blot mere imod ham og deres læber mødtes endnu en gang. Indvendigt morede han sig over den lille sejr. Hænderne fandt vej til hendes talje og nakke, som han trak hende tættere på og holdt kysset. Til sidst valgte han at bryde det, for at møde hendes blik. ”Ønsker De en mere privat atmosfære?” spurgte han roligt ”Jeg betaler gerne for et værelse... til os”

Kvinden før ham var på ingen måde uvan til disse forsøg på at søge selvskab en nat, dog modsat manden før hende blev hun ofte mødt med mistro, halvdyr og mennesker var ikke de bedste venner og dette mærkede hun ofte i sin søgen for varme. Problemet var ikke fulde folk ikke var villige, men hendes frygt holdt hende ofte fra mænd. Men på trods af hun var van til disse søgende natter efter varme, var halv slangen på ingen sikker i hendes metodik, heller ikke hvad hun søgte, varmen var behagelig, selvskabet var behageligt, men hvad hun faktisk søgte og ønskede, var hun ikke sikker på. Interessant, hun blinkede kort med de gennemsigtige øjenlåg ikke et ord hun forventede at høre, men hun træk på smilebåndet, for..det var det vel for mennesker? En kvinde der knap spiste? Kun dannede ar af magi ellers blev det skæl? Der ikke kan lukke sine øjne? En kvinde uden tænder? Selvfølgelig var der nogle som ville finde dette interessant, hvilket fik en uvan, anekendt glæde frem i hende. "Andet de vil lære? De må gerne..udforske." Nærmest hviskende som tungen igen sagde hej til omverden, i smilet, i dette øjeblik kom den nærmest tandløse mund let frem i lyset. "Begge..måske?" smilte hun glad til hendes spørgsmål, nærmest, høj på denne anerkendelse, uden nogle mistro, denne tydelige, interesse, jo ikke i hendes person det vidste hun godt, helt modsat Alf, som kun var der for hendes sind, denne mand var her for hendes krop uden frygt, men interesse. Var svært ikke at smile af denne nye form for anekendelse.

Nu havde hun jo givet ham lov, hun havde givet ham lov og at mærke hans fingre skifte fra den bløde hud, til de ro skæl, at mærke de varme fingre, håndflade, og endda føle varmen lidt efter hans fingre kom længere og længere under hendes tøj. Om et lille støn forlod hende, eller om hun holdt det inde i dette øjeblik vidste hun ikke selv, men hvad der fik hende til at søge at denne skønne følelse holdt op, var ikke ham, eller hende selv, men larmende ord fra et andet bord minded hende om at de ikke var så alene som hun ønskede. "En nat og en dag?" hun sukkede som hun mærkede den varme hånd forsvinde fra hendes kolde hud. "Mon ikke vi kan finde ting for dig at lave? Har ikke mit bind med, så ikke sikkert jeg kan sove" tilførte hun smilende som sukket var falde til ro. Stille lod blikket falde på hånden som den forlod, et mildt irriteret blik over den ikke var på andet end hendes bukser. "Tror..mig..hvis ikke jeg skulle være anstændig, lod jeg dig gøre det." hun bidt sig selv let i læben som disse ord blev sagt lidt spændt, på trods af alt dette benægtede hun ikke hvad hun ønskede, hvad hun lystede, specielt ikke efter hans interessere blev fundet. Det var noget, behageligt i at vide nogle ønskede ens krop, specielt for hende, hvor normalt folket frygtede hendes krop, for blot at bero befolkningen gik hun med modgift om halsen, men at vide nogle så bort alt dette, nogle så hendes krop og ikke dyret, selv om dyret var så ægte alle rygterne sagde, halvdyr kom aldrig uden om det, deres instinkter lå til deres dyriske side selv om deres sind var mest menneskeligt. Blandt andet derfra hendes problem med søvn kom det menneskelige sind havde behov for mørke for søvn, hendes øjenlåg var i vejen for dette, hvilket tvang bruget af et bind frem i hele hendes familie. En kort desperat skuffet suk forlod hende som de varme læber fjernede sig fra hendes, kinderne lidt røde og varme. privat? hun sank en klump og lænede sig let væk fra ham i disse ord, men kunne ikke pakke smilet væk, ej heller fjerne blikket fra det fangende glimt i hans øjne. "Med glæde" igen hilste tungen kort på verden, som hun nikkede let til hans ord som hun fugtede læberne en smule, en hånd søgte hans klar til at følge hans fjært, hans gang. Hun havde tydeligt besluttet sig i at følge ham.

Halvdyr var og ville altid være en interessant art at undersøge. Deavás ville med glæde udføre et eksperiment eller to for at finde ud af, hvorvidt slangegenerne havde deres hold i kvinden ved hans side. Øjenlågene havde han allerede bemærket. Det faktum at hun altid kunne se, men faktisk ikke var i stand til at lukke af for omverdenen måtte være både en velsignelse og en forbandelse. Til tider var det bare rart at lukke øjnene. Hun var i sandheden et finurligt eksperiment på to ben. Deavás havde dog ikke de store planer om at gå i gang med de sædvanlige protokoller, når hun allerede udviste en form for interesse, så kunne han måske undersøge hende uden at hun faktisk vidste det. Han løftede dog det ene øjenbryn, som hun valgte næsten til tilbyde sig selv til ham. Det var næsten for godt til at være sandt, ikke? ”Jeg er overbevist om at De har masser, De kan lære mig, så jeg takker på forhånd for muligheden” svarede han med et høfligt nik med hovedet. Den formelle snak var spil for galleriet, for han var bestemt ingen nådigherre, men det behøvede hun jo ikke vide, særligt ikke hvis hendes primære mål var de højere stillede i samfundet, så skulle han jo ikke skuffe og gå derfra tomhændet.
Deavás trak på smilebåndet, som hun antydede at der kunne være tale om både en invitation og en advarsel. Se det.. det var bestemt ikke noget der ville skræmme ham bort, hvilket også var grunden til at han let lagde armen omkring hendes skikkelse for at trække hende tættere på. Endnu engang mødte han hendes blik. ”Så let kan De ikke skræmme mig bort, kære” svarede han, som han flyttede ansigtet tættere på og denne gang valgte at presse læberne imod hendes pande. Hun var jo tydeligvis ikke interesseret i at det skulle være for åbenlyst ude i offentligheden.

Det var tæt på umuligt at holde fingrene fra hende, når han havde fået lov, men støjen i det store lokale mindede hende tydeligvis om, at der var andre tilstede. Deavás selv var ikke den generte type, så han havde ikke problemer med det, men valgte underligt nok at respektere hendes ønske, blot for at få en undskyldning til at trække hende hen til et mere privat sted. Der var mange timer til leg, særligt med hendes løfte, som han atter sendte hende et smil, denne gang med et tydeligt glimt i øjnene, han lagde ikke skjul på meget, som han dog lod hånden hvile imod hendes lår, fristet til at flytte det til hendes inderlår, men holdt sig selv tilbage. Måske hun selv ville tigge efter berøringen, når den korte varme forlod hendes krop? ”I Deres selskab kommer jeg næppe til at kede mig” indrømmede han med et lystigt og næsten sultent blik i øjnene. Så tæt på.. og alligevel var der så langt til de mere private værelser på kroen. Suk..
Den varme glød i hendes kinder lagde bestemt ikke skjul på hendes tanker, som Deavás trak læberne væk fra hende og rettede ryggen. Han gjorde et tydelig tegn på at ville rejse sig, så de kunne finde det nærmeste ledige værelse og starte udforskningen. Let rejste han sig fra bænken og rakte hånden til hende for at hjælpe hende på benene. Hun kunne umuligt være svag i benene allerede, men det var det høflige at gøre, så derfor gjorde han det. Endnu en gang bemærkede han tungen, som han hjalp hende på benene og trak hende tæt ind til sig for at bukke sig let ned imod hendes øre. ”Jeg er spændt på, hvad en sådan tunge kan udrette” hviskede han drillende, før at han tilbød sin arm til hende og viste hende vejen imod døren ud imod de mange værelser. Han havde altid en nøgle til et værelse i lommen.. Det var en del af aftalen med kromutter.

De blod røde øjne, en typisk tegn der gik hånd i hånd med den blege hud og grå tonet skæld var som låst på manden, hans smiger, hans form, hans fantastiske varme krop, uden tvivl varmere end et normalt menneskes krop, men dette var intet hun havde tænkte over, for nu nydt hun blot denne opmærksomhed. En der ikke var bange for hende, hendes tænder, de røde øjne, men faktisk en som virkede til at, nyde den krop hun havde, måske mere end hvad sundt var. "Mon ikke de kan lære mig mindst lig så meget." smilte hun, med et kækt smil. Tænkt at en mand som -ham- var faldt i fascination af hendes krop, aldrig noget hun havde forstillet sig ville ske, endnu mindre nu hun var, modsat hvad hun ville indrømme, ved at være oppe i aldren. Hun ventede spændt på at hans blik kom tilbage til hendes og hans halv lokkende ord. "Sikke dog en skam." lyd det drillende, munden lukkede aldrig helt, og for sjov, valgte hun at lade hugtænderne falde lidt, og lade dem blive set i den lette belysning i kroen. At han var nærgående gik hende ikke på, langt fra, hendes problem var mere hvis nogle genkendte hende, og rygter spredte sig at hun nu også gjorde ting offentligt. Rygtet med at bevist forsøgte at tage en adeligs kvinde øje havde skabt nok dårlig omtale.

"Glæder mig, at de nyder mit selvskab." hans lystfulde blik blev gengivet i de røde øjne der aldrig forlod ham, hun fjernede sig fra ham med et let skuffet blik, sådan han kunne komme ud fra bordet, og hun træk sig selv med så snart han var ude, og grab glad fat om hans arm, hovedet blev lagt på hans skuldre, og hun træk sig så tæt på armen hun kunne. Hun havde endelig mødt varme som ikke kom fra hendes tøj, så let ville hun ikke give op på det. Hun sukkede afslappet som hun fandt en smule ro, ved at mærke ham imod hendes kind. Hans højde var, skøn, at de røde øjne skulle pege op ad, og for en mand af hans titel, føltes figuren på ingen måde som hun forventede den ville, noget kun mere veltrænet. Et legende hvæs, fra halv slangen, den splittet tunge hilste på verden i reaktion på hans ord, men ganske tæt på hans kind, og lod den endda let møde hans nakke før den træk sig tilbage i hulen bag de blege læber. "Mhmm, vi må eksperimentere med det." lyd det drillende, som hvæset lagde sig. Hun holdt sig så nær ham, hun fik lov til. Måske lidt tættere end hvad godt ville, men den dejlige varme, uvan til dem hun normalt endte nær, var noget så tiltrækkende. "De skulle have sagt, de havde et værelse tidligere." hviskede hun som de forlod krostuen, uden tøven, ville hun trække sig ind på værelset med ham, og lod ham føre an.