Det var efterhånden ved at være noget tid siden, at et brev lukket med Isenwald’s segl var blevet modtaget på Kazimi paladset. Brevet havde været adresseret til fyrsten og indhold en anmodning om at lade den ene af hans døtre rejse til Medanien, Meena af Kazimi.
Et brev skrevet af Marissa Isenwald med en forklaring for den noget atypiske anmodning, for et stævnemøde uden for paladset med en potentiel bejler; Markus Alfie Isenwald, den tidligere arving til fyrste titlen – frarøvet ham ved sin moders forræderi, men senere frikendt for alle beskyldninger om, at have stået i ledtog med Cordelia Isenwald. En dygtig jæger og ikke mindst handelsmand. Ikke desto mindre var invitationen blevet taget imod.

Besøget havde været veloverstået og prinsessen var med sin følge ankommet sikkert hjemme. Hun havde haft en dags tid til at få hvilet ud oven på rejsen, inden det var blevet hende bekendt at hendes fader ønskede hendes tilstedeværelse. Alle dage havde en nervøsitet ligget og ulmet under den solkyssede hud, når Meena skulle stille foran fyrsten. Guderne og Gudinderne ville vide han ikke var en mand let at stille tilfreds, at hans meninger var klippefaste og kun til at rokke med hammer og mejsel.

Nervøsiteten denne dag var dog af en helt anden kaliber end normalt. Den manifesterede sig i den tynde guldring, der åndsfraværende blev drejet omkring venstre lillefinger igen og igen. Først ved sidste søjle inden hun trådte ind i den åbne stue med udsigt til den frodige have, stoppede hendes pillen ved ringen.
Håndfladerne gled over kjolens stof og glattende eventuelle folder ud, en dyb indånding gennem næsen blev taget ind, fylde lungerne med alt den luft de kunne holde, inden den langsomt og lydløst blev pustet ud igen.
Trædende frem fra søjlens skjul og ind i Sephyran’s synsfelt ”Fader.” hilste hun med et passende nej og imødekommende smil efter at være trådt nærmere.

Det var ingen hemmelighed, at Kazimi-fyrsten var meget kræsen, når det kom til potentielle bejlere til hans døtre. Det var dog heller ingen hemmelighed, at antallet af børn var mange, og jo sværere man var at stille tilfreds, jo sværere var det at få børnene afsat.

Da brevet fra Isenwald-familien først var ankommet, havde Sephyran raset og nægtet. Ikke tale om, at hans datter skulle have at gøre med sønnen til en åbenlys forrædder mod tronen. Hvilket bar en vis ironi, da Meenas egen mor havde vist sig at stå i ledtog med Mørket og nu var eksileret fra Rubinien.
Alle i Kazimi-paladset vidste, at man gjorde klogest i ikke at nævne navnet Safiya i en kilometers afstand af fyrstens skarpe ører, for det udløste med stor sandsynlighed et vredesanfald.

Da det med en god mængde snilde var lykkedes fyrstens rådgivere at påpege, at det muligvis ikke ville blive et dårligt match trods alt .. og at man aldrig vidste, hvor længe den nuværende gren af Isenwald-familien ville blive siddende på magten, bestemte Sephyran sig for trods alt at lade Meena tage af sted. Han havde i sit spejl fanget enkelte glimt af hende gennem dem, som han var bekendt med på Isenborg, men hendes natur gjorde de umuligt for ham at spionere direkte på mødet mellem hende og Markus Alfie.

Så nu sad han her, afvende datterens tilbagekomst. Han var mageligt placeret i et væld af silkepuder, ansigtet vendt mod haven hvor eksotiske fugle plaskede ved et af havens utallige, forgyldte springvand. 
"Min kære datter.. træd nærmere. Du må forstå jeg er utrolig spændt på at høre om din rejse." Konverserede han, mens han viftede hende nærmere med hånden. Der var som altid sat forfriskninger frem og Fyrsten selv nød et køligt glas vin.
På trods af hans drikfældighed var blikket i de azurblå øjne skarpt som altid, da det mødte Meenas.

Der var få ting man ikke ønskede her i livet, en af disse var at lade en mand som Sephyran vente for længe. Det var derfor med lange, ikke alt for forhastede skridt, at Meena trådte nærmere arrangementet af bløde silkepuder, hvor hun tog pladsen overfor den bredskuldret mand, hvis alder så småt var begyndt at tegne sig i hans ansigt om end han stadig var en flot mand; måske ikke altid af personlighed som af udseende.
Nok var nervøsiteten ikke at spore udvendigt som prinsessen, men indeni samlede den sig som en hård knude i mellemgulvet, og de skarpe blå øjne gjorde ikke ligefrem at den ville slippe sit tag lige foreløbigt i den lille kvindeskikkelse.

”Rejsen dertil foregik uden større problemer, jeg ankom som forventet. Vejret var med os hele vejen.” begyndte hun, mens hun rakte ud efter en af de sødmefulde figner mellem dem. Et diskret forsøg på at trække tiden lidt ud, så hun kunne vægte sine ord med omhu uden at virke for eftertænksom. Besøget havde ikke ligefrem fuldt adelens etik, hvilket i sig selv kunne være nok til at fyrsten ville ende med en kardinal brist.
Hun burde generelt være langt mere forsigtig med, hvilket fornøjelser hun tog sig. Det havde den unge prinsesse også været for år tilbage, da hun som resten af børnene kendte til deres fars gave. Alligevel havde hun gennem årene skubbet til grænserne for, hvad hun kunne tillade sig, før det blev opdaget.
Langsomt, mens hun fortalte, sneg mundvigene sig op af i et varmt, skævt smil som minder sneg sig ind bag den solkyssede fregnede pande ”Jeg blev taget vel imod da jeg ankom. Vi valgte at drage nyde det gode vejr og tage en spadseretur gennem prydhaven. Vi snakkede blandt andet om hans niece. Hun var meget nysgerrig på at have en ægte prinsesse på besøg, så hun kunne ikke helt holde sig fra at snige sig ind i opholdstuen.” ordne var ikke helt en løgn. Alfie og hende havde spadseret gennem den prægtige have og deres snak havde været omkring den lille pige med de grønne øjne og ildrødt hår, men hvad hun ikke fortalte var hvordan snakken hurtigt var endt på familie stiftelse eller at turen gennem duftende blomster, havde ledt til åen hvor de begge var faldet i det klare vand.

Sephyran betragtede indgående Meenas ansigt, mens hun talte. Mageligt placeret, som han var, nippede han af og til af vinglasset. De fleste af hans nærmeste familiemedlemmer vidste, at han var i stand til at følge med i, hvad de foretog sig, og han ønskede ikke at afsløre for prinsessen, at han ikke havde været i stand til at følge med i mødet mellem hende og denne Markus af Isenwald. Noget han uden tvivl ville have spioneret på, hvis han kunne.

Han viftede lidt afværgende med hånden: "Uden tvivl umådelig fint for den gren af familien at have besøg af en af vores stand. De faldt dybt efter den gode Cordelias forædderi blev afsløret." Der kom en lidt tsk'ende lyd fra fyrsten læber - uden tvivl lod han til at fryde sig over den anden fyrstefamilies kvaler. Det stillede blot dem selv i bedre lys.

"Hvilket også er derfor.." Han rettede sig en smule op i puderne, lænende sig frem mens han afventede hendes reaktion. "At jeg langt fra er sikker på, at jeg ønsker at sælge min højtærede datter så billigt.."

Det afgørende spørgsmål var .. ville Meena forsvare bejleren fra Isenwald-familien, eller ville hun give ham ret? Det ville fortælle en hel del om, hvad der var foregået imellem dem.

De azurblå øjne nærmest brændte mod den fregnede hud, mens hun fortalte om sit besøg hos Isenwald sidegrenen. Velvidende at det mindste tegn på hun enten undlod at klarlægge dele af besøget eller at sandheden blev drejet og præsenteret i små hvide løgne ikke ville gå ubemærket hen. Det var som at træde ind i et minefelt, man kun kunne håbe på at komme helskindet igennem.
Nok havde Kazimi Fyrsten allerede nu indtaget vin i rigelige mængder, men Meena vidste bedre end, at lade den afslappede position lede hende til at tro noget ville gå hendes faders næse forbi.

Skadefro, for andres ulykke valgte han naturligvis at bringe Cordelias forræderi op, med et knapt så subtilt forsøg på at skjule den fryd, der blomstrede i brystkassen. Fryden til trods så var det ikke usandt eller en underdrivelse, når Sephyran påpegede at Isenwald navnet ikke havde haft sit for med at rette op på den tidligere Fyrstindes tåbelige valg.
Det var derfor lyttende at hun nikkede medgivende til, for hun var på ingen måde uenig i sin faders ord.

Meena forsøgte virkelig at sidde med så neutralt et udtryk som muligt, men kunne selv mærke hvordan læberne smallede sig i en ikke helt tilfreds mine. Med et var det som om fornuft splittede sig fra følelser og gjorde det svært at vælge den rette reaktion. ”Jeg forstår, -” startede hun og slog blikket ned i sit eget skød, hvor hænderne lå hvilende. ”- men, de der stod i ledtog med Cordelia, er blevet straffet retmæssigt, skal resten af familien der intet havde med forræderiet at gøre, så stadig bøde for hendes ugerninger? Hvor er balancen i det? Hvem er vi til at lægge en finger på Aladrios vægtskåle?” brun mødte blåt, da Meena løftede sit blik, om muligt med endnu mere rank holdning end tidligere.

Vinen i glasset blev tømt og en slave var hurtig til at fylde det op igen. Fyrstens kærlighed for de materielle goder som den fineste vin, de dyreste dadler og alt, hvad formuen ellers kunne købe, var noget alle kendte til, og slaverne sørgede for at levere det til fyrstens bord i en lind strøm.

Han vinkede slaven ud igen og lyttede til Meenas ord, en rynke begyndte at forme sig mellem brynene. Aha, der var det - havde Isenwald-knægten overbevist hende om sin uskyld med vingede ord, eller havde der været andre former for overtalelsesmetoder indblandet.

Han lod stilheden brede sig i mellem dem, mens han atter tog et drag af glasset, trækkende tiden ud. Derefter smækkede han endelig med læberne og stillede glasset fra sig. Hænderne blev foldet i skødet, og han så på datteren:

"Ser man det, så min datter mener at manden er uskyldig? Jeg har ellers hørt mange rygter ved hoffet.. Javidst var intet retsligt bevist, men mange er overbevist om, at det blot var en blanding af held og snedighed .. Forstår du, min kære, giver jeg ham din hånd, er det samtidig at sige, at Kazimi-familien bakker op om hans påståede uskyld.." Hans safirblå blik låste sig igen fast med hendes. Situationen var ikke umulig, men hun måtte tale godt for sig.

Fugen i panden blev kun større jo længere hun kom i sine ord, uden muligheden for at bremse dem eller dreje dem i en anden retning. En klump af is virkede til at sætte sig i maven, og selvom Meena indtil nu havde siddet ganske fattet, søgte hænderne mod hinanden i skødet. Straks lod fingrene pille ved guldringen på lillefingeren, da Fyrsten ikke virkede til at ville bryde stilheden lige med det samme.
Hun havde håbet at trække på en af de guder, som hun vidste han tilbad, at det måske ville gøre ham mere medgørlig. Naturligvis var de som dødelige ikke i en position til at rode ved Gudernes vilje.

Blikket veg ikke for hendes faders blå. Med tænderne sænket ned i tungespidsen, kvalte hun det modsvar omhandlende Safiya der lå der på. Meena vidste bedre end at nævne en ene kvinde, som kunne få det enorme temperament til at nå over kogepunktet hurtigere end man kunne nå at blinke.
Hænderne slap hinanden og blev i stedet skubbet ind under lårene, med håndfladerne trykket ned i den bløde silke i forsøget på at standse den nervøse pillen ved guldet.
”Der går også rygter om mig og dig, selv Malika. Det betyder ikke de er mere end lige netop dét, rygter?” startede hun med et eftertænksomt udtryk, men inden han kunne nå at komme til orde, forsatte hun ”Jeg er ikke enfoldig nok til at tro det er umuligt, at der kan være sandhed i rygterne om ham, ej heller for at din accept for et giftermål vil have en stor betydning. Skulle det vise sig at være sandt, så vil jeg gøre alt der står i min magt for det aldrig kommer ud, at det aldrig vil ramme dig, vores slægt.. – Men jeg håber det ikke er sandt, mit hjerte håber det ikke er.” det sidste var måske en modig tilføjelse, en der kunne muligvis kunne koste prinsessen dyrt, men den var på samme tid en vigtig detalje. Meena af Kazimi havde ladet Markus Isenwald krybe dybt nok under huden, at hjertet i nogen grad var blevet berørt.
"Måske.. Måske kunne du invitere ham her ned, tage ham med ud på falkejagt? Afholde vinsmagning og måske endda lade ham vise sin kunnen med våben? Alt mens du ser ham an?".

Det var tydeligt for Sephyran, at datteren var nervøs. Endnu en gang tog han sig selv i at ønske, at han var i stand til at gennembryde de barrierer, der afholdt ham fra at spionere på hende - så ville han i sandhed selv kunne se, hvad der foregik mellem hende og den tidligere Isenwald-arving.

"Naturligvis er de bare rygter!" Snappede han, da hun nævnte sig selv og Malika. "I bærer mit fyrstelige blod i langt højere grad end jeres moders!" Et faretruende glimt var dukket op i fyrstens øjne, mens han endnu en gang løftede vinglasset til læberne. Det var uhyre sjældent, at han nævnte Safiya - og aldrig ved navn. Kvinden, der i den grad havde betaget Fyrstens hjerte, og hvad var han blevet betalt med? Forræderi!

"Jeg vil se ham an!" Erklærede han, skiftende emnet væk fra deres eget ophav. "Vi oplyser ham, at han kan fortsætte sit bejleri på disse betingelser. Jeg skal naturligvis sikre mig, at min kommende svigersøn, skulle han nå så langt, er et ordentligt mandfolk."

"Og.." Han lænede sig en smule frem, dæmpende stemmen, mens han så på sin datter: "Skulle du finde ud af, at der er noget om rygterne på et tidspunkt, hvor et ægteskab ikke kan afbrydes, så er det op til dig at beskytte hemmeligheden af al magt. Jeg vil ikke tolerere en skandale i familien." Afgjorde han. Nu måtte de først se, om denne Isenwald levede op til hans egne krav, før han ville lade de to unge mennesker binde.

Det var dog langt fra umuligt, at han ville give sig, og lade Markus Alfie tage prinsessens hånd. Hun havde nået sit tyvende år, og det var på høje tid, at hun blev afsat. Han havde også andre døtre, der skulle giftes bort til passende partier..

Rankt havde hun siddet, trods den voksende nervøsitet for at hendes ord ikke havde eller ville slå til med en stor nok overbevisning. De snappende ord og det faretruende blik, fik hende for første gang, siden Meena havde taget plads overfor sin far, til at sænke blikket fra ham og lidt af den ranke holdning til at falde. Instinktivt fortrydende for at have bragt familiens egne rygter op ”Beklager fader, jeg ved det godt.” undskyldte hun sig allerede inden vinglasset havde nået Sephyrans læber.

Skrå sikker på at hendes fodfejl havde kostet en hver mulighed for at den tidligere Isenwald arving, kunne ende med at blive den mand hun kunne se frem til at vågne op til. Det var derfor med stor overraskelse hovedet løftede sig og hun atter lod blikket falde tilbage, fra hvor det var faldet.
Han indvilligede og lod faktisk en dør stå på klem, for at lade Alfie selv vise sit værd og tale sin sag.

Forventnings og håbefuld varme indtog brystkassen, tøede den isklump der havde lagt sig i maven. Sjældent havde hun været så taknemmelig for sin selvkontrol. Lysten til at fare op og straks stryge afsted mod egne private gemakker, så hun straks kunne lade Alfie vide besked i et brev var enorm, men med overrasket besindighed blev prinsessen siddende. Et større smil, der med lethed nåede begge øjne, undgik dog ikke at snige sig ind over det fregnede ansigt.
”Naturligvis, uanset hvem der bliver min husbond, så er og forbliver jeg altid en Kazimi af blod.” medgav hun forstående, men ikke desto mindre ganske ærligt. Et løfte var givet for mange år siden, et løfte om aldrig at forråde familien eller hendes far hverken som hendes moder havde

Sephyran betragtede tankefuldt smilet bredende sig på datterens ansigt. Der var ingen tvivl om, at denne Markus Alfie havde betaget hende frygteligt, og Sephyran lovede sig selv, at han ville nå til bunds i, hvad der var så betagende ved Isenwald-knægten.

Måske var det blot en forsinket teenage-forelskelse, men skulle de bindes sammen i ægteskab, håbede Sephyran for sin datter, at ilden ville holde ved. Kazimierne tog "til døden jer skiller" ganske seriøst, og skilsmisser var på ingen måde tolereret.
Meena ville forblive hos Alfie - forrædder eller ej.

Tankefuldt strøj han det gyldne overskæg. Ville Verona se det som en fornærmelse, hvis Kazimierne åbenlyst støttede op om den tidligere fyrstindes søn? Et svagt smil kunne anes i kanten af hans læber. Måske ville han faktisk nyde at prikke lidt til Isenwald-fyrstinden.. hun, der troede, at hun kunne styre sin familie selv, frem for at tage sig en ny ægtemand til at få orden i affærerne.
I det mindste havde Leonora af Arys sans nok til at holde en mand ved sin side, selv om rygterne sagde, at det var hende der tog alle beslutningerne..

"Jeg havde ikke forventet andet af min datter." Sagde Sephyran til sidst. Han rejste sig lidt møjsommeligt fra sin magelige position og gik med faste skridt hen til Meena, læggende en tung hånd på hendes skulder. "Loyal til familien til det sidste." Sagde han dæmpet. At placere en af sine døtre hos den tidligere Isenwald-fyrstindes gren, kunne forhåbentlig lære ham mange ting om familien. Meena kunne forvente at aflægge rapporter til Sephyran, og blandt det store følge af tjenere, der ville komme med giftemålet, ville han sætte sine egne spioner.

Hånden klappede let skulderen, inden den fjernede sig igen, fyrsten smilende til sin datter: "I så fald, må du hellere give den gode Isenwald besked om, at han er inviteret til et besøg."

Hvor stor en kropslig kontrol hun besad sig, så havde udsigterne til at se Alfie igen tilsyneladende en langt større trækkræft. Det brede perle hvide smil, dæmpede sig en anelse så snart at Meena selv blev bevidst om hvor stort det havde nået at vokse sig.

Den brede mandehånds tyngde på den spinkle skulder. Havde det ikke været fordi Meena atter sad rankt og selvsikkert, kunne den ekstra vægt med lethed havde fået hende til at synke endnu mere sammen, end hun for få øjeblikke siden havde siddet. Hovedet blev drejet mod hånden, følgende armen op til hun sad med let løftet hage og så op på hans ansigt.
Ligegyldigt hvor meget af den frihed og selvstændighed den unge prinsesse nogensinde skulle få, så ville hun altid være underlagt sin slægt. Lige så bundet som husets mange slaver, hvis da ikke mere. Det var både denne samtale og handlingsscene et klart bevis på.

Lyttende nikkede Meena til sin fars ord, der afsluttede deres møde. Så snart hånden var blevet fjernet, rejste hun sig og lod håndfladerne glattede kjolens stof fri fra eventuelle folder ”Jeg vil give ham besked med det samme.” svarede hun med en slet skjult munter tone.
Respektfuldt ville Meena neje af, så snart fyrsten gav tegn til at hun måtte trække sig tilbage. Skridtene der bar hende væk ville holde den samme ro og elegance, som hun normalt bar sig med, så længe hun stadig var inden for hans synsvinkel.
Derefter blev farten sat op til den grænsede mod at skifte til løb, tilbage til hendes eget private kammer, hvor invitationen ville blive skrevet med imponerende rolig hånd.

Fyrsten smilede og nikkede med hovedet - et tegn til, at Meena kunne forlade rummet og forfatte brevet til Isenwald-knægten. Invitiationen, der snarest ville bringe ham her til - og Sephyran glædede sig til at finde ud af mere om manden, der havde betaget hans datter sådan.

At han ville komme lidt på pinebænken, var der ingen tvivl om. Sephyran gik meget op i, at det var nogle ordentlige mandfolk, hans døtre bandt sig til, og dette skulle naturligvis afprøves..

Som Meenas skridt forstummede sig, kaldte Fyrstens røst højlydt på slaverne til at bringe ham mad og drikke. Der var endnu mange fyrstelige pligter at tage sig af, og Sephyran havde ikke tænkt sig at gå hverken tørstig eller sulten til dem.