I det store hele var fire måneder ikke længe. Det var et øjeblik i en elvers levetid, knap mere end en enkelt sæson.
Alligevel var der ikke gået mere end et par uger efter Isiodith var rejst fra Elverly, før Cornélian havde mærket rastløsheden gribe sig. Det var den brudte rutine, fortalte han sig selv. De havde ses to gange om ugen, og ofte mere, for at træne og studere. Det havde været stunder Cornélian havde set frem til, hver gang han havde bundt hende farvel, allerede ventende på næste gang, og den sikre trykhed han havde fundet i Isiodiths selskab.

Cornélian havde forsøgt at skrive et brev, men havde aldrig fået formuleret noget der gav mening. I stedet havde pen og papir lagt urørt på hjørnet af hans skrivebord, mens han havde fordybet sig i andet arbejde, begravet sig i projekter der før havde kæmpet for overhoved at holde hans interesse. 

Da nyheden endelig lød at Isiodith var vendt tilbage til Elverly, havde Cornélian været på vej ud af døren før budbringeren havde talt færdig, men havde dog nået at stoppe sig selv på tærsklen. Det var ikke rigtig passende for ham bare at komme brasende, især ikke når hun lige var kommet hjem efter sådan en rejse! Hun var uden tvivl udmattet, og næppe i humør til gæster!
I stedet sendte Cornélian budbringere til hende med besked:
Det glædede ham at høre hun var vendt hjem, og håbede rejsen var gået vel. Når hun var kommet sig efter rejsen, ville det glæde ham at se hende, og høre om hendes rejse. Evt. mødes ved Kilderne? Varmen skulle være godt for rejse-trætte muskler havde hans bror fortalt.
Det var ikke første gang den stakkels budbringer havde taget beskeder for Cornélian, og havde lært det var bedst at forsøge at overlevere dem så ordret som muligt.

Cornélian selv var godt tilfreds med sin besked. Det var bestemt indenfor deres rammer. Som venner.

Isiodith havde modtaget kureren med en art afdæmpet forbløffelse, der ord for ord var blevet til indestængt og altoverskyggende begejstring. Hun havde ikke forventet en sådan invitation og slet ikke så hurtigt efter, at hun var vendt hjem igen, hvormed det var med et kæmpe smil over den fyldige mund, at hun bad sendebuddet returnere med besked om, at hun ville have godt af noget frisk luft og Cornélians selskab – og gerne denne eftermiddag, skulle han have tid!

De næstfølgende timer strakte sig ud i det uendelige og Isiodith forsøgte, at samle sig om de urter, hun groede rundt omkring i den lille hytte. Hendes mor spøgte tit med, at Isiodith boede i et drivhus og selvom det aldrig havde generet hende, havde hun endnu ikke budt Cornélian på te hos sig… gade vide, hvad han ville tænke? Det var unægtelig nemlig en smule rodet.

Isiodith kunne omsider pakke varme tæpper og tøj, der ikke ville lade hende stå nøgen overfor Vinterens Stemme, hvorefter hun ivrigt begav sig af sted, til trods for den lange rejse fuld af boblende energi.
Des tættere på hun nåede, des mere forsøgte hun også at tæmme både sine skridt og statur. Hun vidste ikke, om det lykkes og hun stoppede op ved en af Kilderne, for dernæst at spejde rundt efter Cornélian.

Siden budbringeren var kommet tilbage, med et smørret smil på læberne, havde Cornélian været i konstant bevægelse. Han havde på ingen måde forventet hun ville ses allerede samme aften, og han var slet ikke klar! Der var så meget han skulle have klar... men hvad?!

Et klæde så han kunne tørre sig af var naturligvis nødvendigt, og Isiodith ville uden tvivl selv medbring, så ét til ham selv var fint. Så havde Elisor nævnt noget om frugt, eller hvert fald noget at spise og drikke. En kurv blev fyldt med et par pærer, brød, ost, nødder og hvad end Cornélian havde kunne samle op på vejen. En flaske vand og en flaske vin fandt også vej ned i hans kurv, sammen med to krus, men ingen glas eller andet bestik.

Trods Cornélians hektiske søgen omkring, var det stadig håbløst for tidligt da han ankom. Først stod han og ventede, trippende utålmodigt. Til sidst satte han sig på en løftet rod, og prøvede at udholde ventetiden, med megen pinefuld succes.
Da Isiodith nærmede sig fik Cornélian forsinket øje på hende, men sprag op så snart som han gjorde. "Isiodith!" udbørd han energisk, et bredt smil på hans læber. "Det er skønt at se dig igen, du har været savnet".  Der var vel ikke noget i vejen med at have savnet en ven?

Isiodith snurrede rundt ved lyden af den så velkendte stemme. Stadig lå det himmelhenrykte smil på hendes bløde læber, og hun nikkede ihærdigt, uden i grunden at vide hvorfor, hvorefter hun forhastet tilføjede: ”Jeg har også savnet dig!”

Den yngre skovelver satte straks derefter i en rask skridt hen imod Cornélian, faktisk med al intention om at lade sine arme finde vej rundt omkring hans skikkelse i et kram, men des nærmere hun kom, des mere i tvivl blev hun. Det var måske ikke helt passende og hvad nu hvis han slet ikke brød sig om den slags, hvormed –

Kommunikationen fra hjerne til arme og hænder fejlede grumt. Isiodith formåede faktisk at stoppe op helt tæt op ad ham, brede armene ud og tabe samtlige af sine medbragte ejendele på jorden. ”Oh!”, udbrød hun befippet, hvorefter hun straks bøjede sig ned, med intentionen om at samle det op igen, men i stedet formåede at hamre hendes – alt for brede – pande ind i Cornélians bryst.

Cornélians smil blev, om muligt endnu bredere som Isiodith lod sit eget savn blive kendt. Han havde ikke forestillet sig at noget så simpelt, og måske antageligt, kunne varme hans bryst så meget, men det var ikke desto mindre en glædelig opdagelse. 

Som Isiodith ivrigt nærmede sig med favnen fuld, samlede han den tunge kurv og hang den over armen, klar til at fortsætte videre med det samme. Det blev dog ikke helt således da hun praktisk talt smed alt hvad hun havde i armene for fødderne af ham. Overrasket forsøgte han at gribe det, hvilket kurven til at svinge, og den ene flaske til at falde ud og gå itu, hvor indholdet dernæst hurtigt blev suget op af Isiodiths tæpper.
Ydermere bragte Cornélians forsøg på at gribe tingene hans hoved ned, hvor det koliderede med Isiodiths med et hørbart 'klonk'.

"Av!" udbørd Vinterens stemme, som han brat rettede sig op igen og tog sig til hoved. "Er du okay?" spurgte han hurtigt, uden at spilde megen opmærksomhed på det kaos af tabte ting imellem dem.

Isiodith udbrød et lavmælt hvin af lige dele overraskelse og smerte før, at hun brød hun i en klokkeklar latter. Hastigt rømmede hun sig, i håb om både at tæmme det voksende smil og hendes grin, der til stadighed lå lige på tungen, parat til at undslippe ud igennem hendes læber. Desuden følte hun den dårlig samvittighed, for Cornélian havde tilsyneladende medbragt provianter men hun kunne ikke bedømme, om det var vin eller vand, der lå spredt udover stenene.

”Det må du virkelig undskylde”, mumlede hun hastigt, hvorefter Isiodith, tomatrød i hovedet, bøjede sig frem for endnu engang og greb om sine medbragte ejendele. Derefter udbrød hun: ”dit bryst er næsten ligeså hårdt som dit hoved!” og det gik først alt for sent op for hende, hvad hun i grunden havde indikeret. Isiodith nåede faktisk at ligge en hånd mod toppen af hendes brune manke og smile bredt op til Cornélian før, at erkendelsen rigtig slog rod.

”Hvad jeg mener – altså, lige dele gjorde en smule ondt! Det – altså jeg kunne jo knap mærke noget!”

Der var intet smil at finde på Cornélians læber som Isiodiths ord flød, og blev uddybet. "Jeg beklager" sagde han seriøst. Hun sagde det havde gjort ondt, og forsøgte så at trække i land! "Sikken en ven jeg er!" han rystede på hoved af sig selv, inden han en smule tøvende lagde en hånd på hendes skulder.
"Men.. jeg er sikker på de varme kilder kan milde hvad skade jeg har pådraget dig" sluttede han, og fik der et forsigtigt, håbefuldt smil tilbage på sine læber.

En del af Isiodiths ting var noget at blive våde af den knuste flaske, men de føltes ikke klistrede, så det var nok blot vand, og en flaske hvilede endnu i Cornélians kurv, så tabet af den ene var næppe et problem.
Cornélian selv lod hvert fald ikke til at skænke det en tanke, eller et blik for den sags skyld. Hans fokus var på hende, og tankerne om det knuste glas var ganske fjerne for Vinterns Stemme.
"Skal vi?" bød han, og gjorde gestus i retning af kilderne.

Der var mange kilder, med strategisk placerede buskadser og træer, der gav steder at træde af, og gav mere privatliv til nogle af kilderne. 

Isiodith kunne stadig mærke varmen, der bølgede og brusede fra hendes tynde hals. Hun formåede dog at skære en grimasse og ganske uden i grunden at ville det, for derefter at gøre ondt værre ved at udbryde: ”Der er ingen skade sket! Du er desuden en fortræffelig ven. Jeg blev meget glad, da jeg fik modtog din besked.” Isiodith sendte et flygtigt smil i retning af Cornélian, rankede ryggen og begyndte dernæst forhastet at skridte i den retning, hvori han havde peget.
Den oplevede pinlighed ville ingen ende tage…
Isiodith undskyldte sig og forsvandt dernæst rundt om en lille klippevæg, der til trods for ikke at være noget særligt, snildt kunne skjule hendes fe-agtige figur. Hun lagde sine ting nøjsomt fra sig og tog dernæst tre dybe indåndinger i håb om, at hendes hjerte ville begynde at fungere korrekt. Ved alle Guderne – det er jo bare et slags bad!
Den yngre helbreder dukkede op nogle lange øjeblikke senere, klædt i pæne men først og fremmest praktiske klæder. Hun ejede ikke særlig meget, der af andre ville beskrives som pænt men hun var også så tilpas befippet ved sin egen eksistens til, at det personligt slet ikke rørte hende.
Stående overfor Cornélian følte hun sig næsten ubekvem, forlegen men igennem en kraftanstrengelse sendte hun ham et bredt smil. ”Skal vi?”
Da begge skovelvere havde fundet vej ned i den varme kilde, begyndte Isiodith instinktivt at slappe mere af. Musklerne slap taget om sig selv, smilet blev mere ægte og den røde farve på hendes kinder til én, forårsaget af varme og ikke af forlegenhed. ”Hvordan har du haft det, mens jeg var været væk?”

Et smil lyste op på Cornélians ansigt, da han hørte Isiodith ikke fandt hans evner som ven manglende, og en varme spredte sig i hans bryst, da hun erkendte hun var blevet glad over hans besked. Det lettede en sten fra hans bryst, en vægt af bekymring og ængstelighed, som han ikke helt havde anderkendt, og det var med lette skridt han ledte dem til kilderne.

Cornélian flyttede vægten lidt fra den ene fod til den anden som Isiodith forsvandt, inden han satte kurven ved kanten af deres udvalgte varme kilde, og trak sine rober af. I sin ungdom, hvor han havde besøgt kilderne med sin tvillingebror Elisor, havde de oftest været nøgne, som mange foretrak at være det i kilderne. Men det var længe siden Cornélian havde været i kilderne, selv uden at tælle årene han sov med, og han havde derfor valgt at tildække sig, for en sikkerheds skyld. Derfor dækkede et nydeligt lændeklæde hans ædlere dele.

Det var køligt, men heldigvis skulle han ikke vente længe før Isiodith kom ud. "Lad os!" svarede han kort, og lod sig glide ned i det varme vand sammen med hende. Inden han satte satte sig til rette, tog han de to glas op fra kurven og satte dem fra sig på kanten, inden han trak flasken op, og fyldte de to glas med en lys, let gylden væske. Cornélian skar kort en grimasse. Det var så vandet der var endt over Isiodiths ting. I det mindste ville de ikke blive fedtede.

Der var stadig et let undskyldende blik som Cornélian rakte Isiodith det ene glas, men det forsvandt hurtigt som han så hendes afslappede udtryk. Det varmede ham mere end vandet at se hende sådan.
"Jeg har haft travlt, ærligt. Råddet har et større projekt der tager form, og mellem det, mine egne projekter og undervisning, har der ikke været meget tid" han blik gled ud til siden, undgående hendes "Jeg.. forsøgte at holde din træning ved lige, virkelig! Men.. det var ikke det samme uden dig" indrømmede han, skamfuld over ikke at have holdt det ved lige i hendes fraværd. 

Isiodith tog imod glasset Cornélian rakte frem til hende og nærmest forinden, at hun overhovedet nåede at sætte sig til rette igen, placerede hun det smukke krystal mod sine læber. Det var hendes held, at den ældre skovelver i samme øjeblik undgik hendes lille, for varme statur ved at se væk, for boblerne i den let alkoholiske drik kom fuldstændig bag på hende og de trodsede tyngdekræften, skød fra hendes svælg og op i næsen, så det føltes som om, at hendes hals og næsebor fik besøg af fyrværkeri. Hun var tæt på at hoste eller at fnyse højlydt og det var kun Gudernes nåde og hendes egen forfængelighed, der nåede at stoppe hende forinden.
Hun måtte dog snøfte. Der var ingen vej udenom. Det var dét, eller at gå til af fornemmelsen og hive ud i den spidse næsetip.
”Du må ikke have dårlig samvittighed, Cornélian”, skyndte Isiodith sig at svare, hendes isblå øjne varme af oprigtighed. Det gik først op for hende derefter, at det var første gang hun havde brugt hans navn og sagt det i så blød en vending, men skønt hun vidste bedre, foruroligede det hende ikke. I dét øjeblik var det vigtigere, at Cornélian fjernede masken af beklagelse fra sit ansigt. ”Dine ansvarsområder overskrider de fleste andres i deres vigtighed. Jeg – jeg ville nødig have, at du skulle opfatte vores træning som din pligt. Jeg er din ven. Ikke en gemen læremester”, forsøgte hun dernæst at spøge, alt imens hun kæmpede for at finde en behagelig og normal positur med det for flotte glas i sin hånd.
”Og… nu må jeg insistere –” Noget næsten spøgefuldt sneg sig ind midt i al det omsorgsfulde i Isiodiths blik, ”hvordan har du haft det? Jeg har tænkt meget på dig.”

Det lille snøft gik ikke Cornélian forbi, og han sank en klump som hans blik søgte en årsag. Var det noget han havde sagt? Gjort? Temperaturskiftet fra den kølige luft til det varme vand? Hun havde glasset i hånden og... oh. Det var nok bare det, og ikke noget voldsomt. Cornélian havde aldrig været synderlig opmærksom på andre generelt, men det var anderledes med Isiodith.

Overraskelse tog over på Cornélians ansigt, som Isiodith talte, og gled længere mod forvirring som hun fortsatte. "Men.. er det ikke netop grunden til at have dårlig samvittighed?" Cornélian satte sig glas fra sig på kanten, uden at have rørt de gyldne dråber endnu. Havde hendes ord været ment i spøg, var det gået over hovedet på ham.
"Havde det bare været, hvad kaldte du det, en 'gemen lærermester' havde det været let at prioriterer blandt mit andet arbejde. Men netop fordi vi er venner, så føler jeg at... jeg burde have.." ordrene fejlede ham, og efterlod ham famlende efter en måde at slutte sin sætning på. Han var ikke sikker på hvad han havde forsøgt at udtrykke, men..
"Jeg skylder dig at passe bedre på mig selv, og holde ved vores træning.. som ven" fik han til sidst frem, først med blikket rettet ned i vandet mellem dem, men efter ordrene var sagt, hævede han dem langsomt for at møde hendes blik, hans eget oprigtigt og fyldt med usagte følelser.

Cornélian havde haft talt med sin bror, Elisor, allerede inden hun var rejst til menneskernes hovedstad. Elisor havde insisteret på at der var mere end venskab mellem dem, og at Cornélian var tåbelig for at insistere på andet. Normalt lyttede Cornélian altid til Elisor om den slags ting, men ikke denne gang. Venner, det var hvad Isiodith havde sagt, og hvad de havde været siden. Det var normalt. Det var ukompliceret. Og så betød det mindre hvad Elisor tolkede ud fra Cornélians beskrivelser og fortællinger. Det betød mindre hvordan mindet om hende i hans favn kom til ham, igen og igen, i hans drømme. Det betød mindre hvordan de drømme blev håbefulde når han turer holde hende fast, og hvordan de efterlod ham tomme, når han gav slip.

Cornélian rømmede sig en smule som Isiodith fortsatte. "Du.. har også lagt mine tanker nær meget af tiden. Dit fravær har været mærket, men derudover.. har jeg haft det fint. Jeg.. har mødt en niece jeg ikke viste fandtes" han smilede let og lagde hoved en anelse på skrå som han gentog sig selv "Jeg har haft masser at holde mig optaget med. Hvad med dig? Hvordan var menneskebyen?" spurgte han. Han havde aldrig selv besøgt Dianthos, men ud fra hvad han havde hørt, var han heller ikke rigtig gået glip af noget.

Isiodith lyttede til Cornélians bekymring og opdagede, at hun blev rørt af hans ord. Hun havde aldrig tænkt om dét, deres træning, på en sådan måde og pludselig blev hun overvældet af taknemmelighed. Dog også frygt. Hun havde aldrig før haft et venskab, hvor den anden syntes at værdsætte hendes rationaler og tanker på en sådan måde, og Isiodith var ikke sikker på, at hun fortjente den.
Hun havde jo aldrig fortalt ham sandheden om Sibalghym… eller hvorfor hun så tit rejste til hovedstaden…

Isiodiths redning kom i fortællingen om den nyopfundne niece. Hendes isblå øjne blev store og forlod på intet tidspunkt den ældre mands kønne ansigt, den spæde sols stråler skinnede ivrigt på.
”Det er da fuldstændig fantastisk”, udbrød hun lavmælt, dybfølt. ”Har du mødt hende? Hvordan var det?” Isiodith tvang sig selv til at tie, trods nysgerrigheden påkrævede af hende, at hun ikke blot rykkede sig tættere på men greb Cornélian om begge skuldre og begyndte at ryste ham, indtil han bukkede under og fortalte.
Det lykkes hende at holde de buttede læber samlet i omkring tre sekunder før: ”Du skulle have fortalt mig det med samme! Nu er der pludselig en lejlighed for champagnen!”

Isiodith lyttede imens Cornélian fortalte, hendes læber adskilt i et smil, så den hvide perlerække af tænder bag blev blottet uhæmmet. Hendes blik var opmærksomt men da han efterfølgende spurgte indtil hendes egen afrejse, måtte hun synke en besværet klump.
”Det var ganske udmærket”, begyndte Isiodith, hendes så indøvede persona allerede på vej tilbage i hendes krop. Da det dog gik op for hende, stoppede hun brat, hendes mund let åbenstående og hendes blik pludselig fjernt af eftertænksomhed.
Hun brød sig ikke om at lyve… men overfor Cornélian var det helligbrøde.
Isiodith rømmede sig og kastede et nervøst blik rundt i deres nærmeste omgivelser, parat til at bekende og at håndtere de konsekvenser, der måtte følge. ”Jeg håber, at jeg kan betro mig til dig… men hvis du ser dig nødsaget til at berette om det, jeg fortæller dig nu, så håber jeg du ved, at jeg ikke tænker ondt om dig…” Isiodith sank igen og stak derefter det fine krystal til læberne. Hun tømte glubsk den sitrende drik, hvorefter hun hev luft ned i lungerne og holdte den der for blot et øjeblik.

”Sandheden er… at jeg ofte tager til menneskebyen for gruppe, der… har brug for min hjælp men som ikke… tjener sine krystaller på lovlig vis… de er mine gode venner, især deres leder, der går under navnet Pax. Jeg fandt ham, da han var barn og hjalp ham til Dianthos. Han er menneske. Dengang kun 12 år, men vi har formet et slags… vi er en slags familie. Mor og søn, storesøster og lillebror, jeg… jeg ved naturligvis, hvad de laver men… jeg rapporterer dem ikke til myndighederne. Jeg helbreder dem, når de har brug for det. Jeg tager ingen betaling. Jeg uddanner hans kvinder, jeg… jeg håber ikke, du tænker ringere om mig.” 

Det var svært ikke at blive smittet af Isiodiths glæde og iver, og det trak straks latteren frem i Cornélian. "Det har jeg! Det.. er en lidt længere historie, Efterårets Stemme, Askfey, mødte hende i Azurien, og inviterede hende til Elverly. Til sommerfesten mødte hun så Elisor, og de opdagede han var hendes far! De holdt så familie fest en månedstid senere, og, ja det blev en lidt kort fornøjelse, men hun virkede... flink? Oh, og hun har skovens healbredende evner, ligesom dig! Dog lod det til hun aldrig havde fået nogen formel træning i at bruge den" der var så meget mere til den historie, så meget var tydeligt ud fra Cornélians udtryk, men han var i tvivl om hvor meget han burde fortælle. Nogle punkter var ret ømtålelige, andre endnu ikke kendt udenfor familien, men han stolede på Isiodith, så det ville vel ikke skade at fortælle mere hvis hun spurgte... vel?

Cornélian havde aldrig forventet hans spørgsmål ville bringe ubehag til Isiodith, eller ville han aldrig have spurgt. At se hende kaste nervøse blikke omkring, fik ham til at ønske han havde vist bedre, og hendes ord, da hun endelig fandt dem, skar ham i hjertet, på godt og ondt. Hun stolede på ham, betroede sig til ham, men at hun troede han nogensinde ville indberette hende, ligegyldigt hvad det var hun ville bekende, var en absurd tanke i hans optik.

Men Cornélian lyttede roligt, til det var tydeligt Isiodith var færdig med at tale. Det tog et øjeblik for det hele at synke ind og falde på plads. Han viste hun havde hemmeligheder, ting hun holdt skjult. Hans evne hang dem omkring hende, som beskidt undertøj til fuld skue.
Men han havde aldrig kigget. Normalt var det en kamp ikke at kigge, bare en smule, men med Isiodith havde det aldrig været svært for ham at holde fokus på hende, og kun hende.

Heller ikke nu søgte hans blik til hemmelighederne omkring hende, men tog ind hvad hun delte, fast i sin tiltro om at det var hele sandheden. Han rettede sig op i vandet, og krydsede over til hendes side, hvor han tog hendes hænder i sine.
"Isiodith.. jeg ville aldrig tænke ringere om dig, for noget en anden har gjort. Hvad betyder det at han bryder menneskernes lov? Det vigtige er at han er vigtig for dig. Selvfølgelig ville du gøre hvad du kan for at hjælpe ham og hans. Min eneste bekymring..." hans blik flakkede kort og han sank en klump, inden han fortsatte "Er at du husker han er menneske.. og de kun han dele dit liv i få årtier" sluttede han, og så på hende med bekymring. Han ville ikke ønske hendes hjerte knust over at miste et barn, ægtefødt eller ej, så tidligt.

Isiodith lyttede så intenst, at hun end ikke kom med nogen udbrud. Hendes isblå øjne lå fæstnet på Cornélian, som så hun intet andet end ham og dét blik skulle overleve lige indtil, at han pludselig befandt sig foran hende i vandet.
Imens den anden havde fortalt, havde en mistanke sneget sig ind bag Isiodiths kridhvide pande. Hun kunne ikke sætte en finger på hvorfor – og måske den i langt højere grad var affødt af hende selv end noget, Cornélian havde gjort – men den yngre helbreder blev pludselig overbevist om, at hun fra dét øjeblik skulle træde varsomt. Ikke, at hun mistænkte Cornélian for at ville lyve eller tilbageholde noget fra hende – men også præcis derfor! Hvis Isiodith spurgte, var hun overbevist om, at den anden også ville svare hende.

”Det lyder fantastisk”, svarede hun, hendes stemme lavmælt, som hun nærstuderede Cornélians kønne ansigt. ”Men også fuldstændig… vanvittigt på den bedst mulige måde. Tænk at det overhovedet… skete!” Isiodiths hjerteformede ansigt krakelerede i et smil, der bedst kunne beskrives som fascineret, for det var trods alt det, hun var; fuldstændig og håbløst fascineret. Det var ikke hver dag, at hun hørte sådanne historier og da slet ikke, hvor de fremstod i et så lykkeligt lyst et lys.

Isiodith kunne ikke længere se Cornélian i øjnene, da hun instinktivt mærkede, at han rykkede nærmere på hende. Det gjorde hende forlegen – dét, at afstanden mellem dem i så prekær en situation blev mindre – men samtidig var hun også nervøs for, hvad han dog ikke måtte tænke om hende.
Forbavset – nej, forundret skred hendes blik dog op, hendes øjne opspærrede som Cornélian ikke blot syntes at støtte hende men derudover også gav et indtryk af at forstå hende. Isiodiths øjne fløj henover hans ansigt, dernæst ned til hans større hænder om hendes og derefter atter op til hans ansigt. Forvirringen var komplet, for der rumsterede og herskede en række sensationer i hendes indre, hun ikke anede, hvad hun skulle stille op med.
Cornélians hænder var én ting. Hans ord en ganske anden…

Langsomt tvang hun sig selv til at nikke, pludselig panisk efter at formulere et form for svar – hvad som helst!
”Jeg ved det”, mumlede hun, fuld af taknemmelighed, hun ikke anede, hvor hun skulle gøre af. Isiodith tvang sig selv til at tage en dyb indånding og dernæst synke en besværet klump, hvorefter hun gav begge af Cornélians hænder et klem. ”Men det er så nemt at glemme, selvom jeg – jeg ser det med mine egne øjne. Jeg – jeg er så taknemmelig for dig.” En klukkende og kortvarig latter af lettelse brusede ud mellem Isiodiths læber før, at hun nåede at stoppe den. Ordene havde heller ikke være dem, hun havde ledt efter men ikke desto mindre… havde de tvunget sig ud imellem de buttede læber, deres liv deres eget og så langt udenfor hendes kontrol, at hun følte dem som en fremmed indtrængende i hendes sind.

Som situationen skred frem, indså Cornélian at hans egen fortælling måtte vente lidt, og han fokusere i stedet sin opmærksomhed fuldt på Isiodith, og de kvaler hun præsenterede.

Isiodiths lille klem om Cornélians hænder, sendte en varm fornemmelse igennem hans arme, der satte sig i hans bryst, og holdt luftens kulde mod hans fugtige hud på afstand. Han sank en klump. "Men deres skønhed er ikke des mindre, om den varer blot et øjeblik" citerede han sin broder, der så kærligt kaldte menneskerne for 'forårsblomster'. Cornélian havde aldrig rigtig forstået den abstrakte sammenhæng, før nu.

Den varme det lille klem havde bragt, var dog intet i forhold til Isiodiths taknemmelige ord. Cornélians blege kinder blussede op, og uden tøven svarede han "Jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at hjælpe dig, Isiodith". Hendes navn smagte sødt som det forlod hans læber, og trods løftet var stort, viste han i sit hjerte, at det var sande ord.

Han var ikke sikker på hvad der drev ham længere, men næppe havde ordrene forladt hans mund, før han slap hendes hænder, og i stedet omfavnede hende. "Alt, hvad end det måtte være" tilføjede han lavmælt.

Isiodiths mund gled åben, formende et lille ’o’ i mild forundring. Aldrig havde hun før hørt så smukke ord om menneskene, hun altid og instinktivt havde holdt af. Dén taknemmelighed hun følte for den ældre skovelver fik derved også kun en ny betydning: hvis han så det, hun så, var de så meget desto tættere end selv Isiodith havde formået at fatte før det øjeblik.

Allierede. Cornélian var en allieret; alt det, hun havde ønsket og håbet på; alt det, hun havde søgt hos en anden, der ikke havde været i stand til at give hende dét.

I samme øjeblik at et endnu en tak skulle til at forlade hendes mund, skulle Cornélian dog nå at overraske hende for endnu engang: denne gang med et kram, Isiodith ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig at få skænket – eller mente, hun fortjente.
Isiodith tabte pusten, da hendes hage landede bag Cornélians skulder. Hendes isblå øjne var store af overraskelse og for blot et øjeblik anede hun ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hendes kinder begyndte at brænde, hendes hjerte slog et slag over i panik og desperate tanker skreg, at han igennem det tynde stof måtte kunne mærke hendes bryst, der var så karakteristisk blødt for hende men ikke for ham.
Pludselig bevidst om, at hun ikke havde gengældt hans knus, fløj hendes tynde arme rundt omkring Cornélian under vandet. Det skvulpede og lyden gjorde kun Isiodith mere opmærksom på det forhenværende faktum. Hun anede ikke, hvad hun skulle svare, hvormed sandheden fløj ud igennem det tykke læber:
”Det har jeg slet ikke fortjent.” Isiodith sank en klump og trak sig en smule væk, skævende med et ildrødt ansigt op på den anden. ”Og jeg må indrømme – jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er – en gave uden lige. Jeg kan ikke beskrive det for dig.” Bevidst om hendes åndeløse tilstand, for store øjne og for røde ansigt skyndte hun sig at tvinge et smil hen over læberne. ”Og her gik jeg og troede, at du syntes, at jeg var noget så irriterende.” Isiodith huskede stadig deres anstrengte samtale til forårsfesten og sin egen illusion – det var i hvert fald hvad hun havde troet dengang – af noget, der vibrerede mellem dem… 

Cornélian viste ikke hvad der havde drevet ham til at omfavne Isiodith. Normalt afskyede han så nær kontakt med andre end hans aller nærmeste. Men ligesom da han havde holdt hende i sin favn i skoven, den skæbnesvangre aften, føltes hendes nærvær ikke kvælende som andres.
Som Isiodiths arme lukkede sig om ham i gengældelse, var det som om verden stod stille. Alting faldt på plads i sin rette orden, og føltes... rigtigt. Han lod sin hage hvile forsigtig mod hendes hoved og holdt hende nær, som var hun det eneste i verden der betød noget.

Det varede dog kun et øjeblik, før situationens realitet gjorde sig bemærket gennem den foruroligende lille mængde stof der adskilte dem. Som hun begyndte at trække sig en smule, trak han sig helt, og holdt sine arme indtil sig selv, som han lod sig synke ned i vandet til hagen.
"Jeg må erklærer mig svært uenig" svarede han hurtigt, som hun atter engang nedsatte sig eget værd. Hans blik trak væk fra hende, men kun for et øjeblik, inden det drev tilbage mod hende. "Du kan tage imod den, eller takke høfligt nej? Det er velsandt hvad man normalt gør med gaver" tilbød han lidt fåret som råd, ekkoende en social lektion han selv havde modtaget engang.

Cornélian spærrede øjnene op ved hendes sidste ord. "Irriterende?! På ingen måde. Jeg havde næppe brugt så meget tid i dit selskab hvis det var tilfældet, eller længtes så meget efter din hjemkomst" fløj det ærligt ud af ham, nærmest protesterende mod hendes ord.

Isiodith rankede den stive ryg, skønt den ikke kunne blive mere lige. Et lille smil lå og krusede i hendes mundvige, ikke sikker på om det skulle bryde ud eller ej, om det havde tilladelse. Isiodith kunne ikke hævde, at hun følte sig synderligt afslappet til trods for det varme vand og årsagen dertil, sad begravet til hagen end ikke en armbredde fra hende, og havde serveret så oprigtige ord, at hun knap vidste, hvad hun skulle stille op med dem. Én ting vidste hun dog, og det var, at hun var træt af at høre på sine egne beklagelser.
”Tak”, sagde hun, ordet hastigt mast ud mellem de buttede læber skønt, at det var et ganske oprigtigt et af slagsen. Isiodith lod omsider smilet tage fuld form, og før hun vidste af det, nikkede hun beslutsomt; som havde Cornélian alene sat en puslespilsbrik tilbage på sin rette plads.

End ikke øjeblikket efter skulle hendes kinder dog begynde at brænde og fornemmelsen fik straks smilet til stivne. Isiodith måtte synke besværet og klukkede lavmælt, ikke sikker på, at Cornélian i grunden havde ment, hvad han havde sagt. Længtes kunne velsagtens forstås på et hav af måder, tænkte hun febrilsk, skønt en lille, insisterende stemme højlydt lod hende vide, at den var dybt forurettet over en så dum antagelse.
”Jeg var ærlig talt nok blevet væk længere, hvis ikke jeg havde dit selskab at vende hjem til”, svarede Isiodith, en smule mere lavmælt og skingert end hun egentlig havde planlagt. Ordene var ganske sande. Hvordan kunne de være andet, når hun følte så dybt en forbindelse til ham? Isiodith skyndte sig at tale videre, ganske tydeligt forfjamsket over sin egen bramfrihed. ”Jeg tænkte meget på dig mens, at jeg var væk! Ikke blot på din ekspertise, som jeg altid nyder meget gavn af men også din ro. Din standhaftighed. Jeg tror, at du ville blive betragtet som værende noget intimiderende – ja, altså, det er du nu ikke. Eller – en smule. Jeg følte i hvert fald en stor ærefrygt overfor dig i sin tid. Naturligvis ikke længere! Nu indgyder du kun til glæde for mig! Jeg er meget taknemmelig og stolt over vores venskab!” Isiodith følte hun plaprede, hvormed hun tvang sig selv til at stoppe med at tale og i stedet give sig til at stirre på Cornélian med store øjne, som kunne hun på en eller anden måde forudse, hvad han ville svare og komme ham i forkøbet. 

Det var en lettelse Cornélian næppe kunne beskrive, da Isiodith tog imod hans ord, i stedet for at benægte dem yderligere. Det synes for ham at Isiodiths storhed måtte være tydelig som morgensolen for alle, men alligevel var det som om hun selv nægtede at træde ud af skyggen, erklærende det evig nat.
Men at se hende smile efter takket kunne ikke andet end vække hans eget smil, stort og strålende smilede han op mod hende nede fra vandoverfladen.

Hendes næste ord fik dog smilet til at blege bag overraskelse og brændende røde kinder. En brændende hede der spredte sig til resten af hans ansigt som Isiodith fortsatte. Det var befriende at hører hun også havde tænkt på ham som han havde tænkt på hende.

"Jeg har en erkendelse... som jeg er nød til at dele med dig" hans blik gled nedover Isiodith til det ramte vandet mellem dem. "Da jeg kom tilbage fra søvnen var det... svært for mig at finde glæde, det var svært at se frem til morgendagen" han tog en dyd indånding.

"Men så kom du og vores lektioner, og pludselig kunne morgendagen ikke komme hurtigt nok! Jeg så frem til dem, og til at se dig. Du bragte en glæde til mit liv som jeg troede jeg havde mistet" hans ord var ikke meget mere end en stille mumlen, men stilheden omkring dem bar den til Isiodith.