Det var ikke hver dag, der blev bedt om en aflyser til den hellige bydel, og heller ikke hvad dag Akurra, kiggede på frivillige patruljer, nok mere hver anden i hendes tilfælde. Den hellige bydel var nok der, flest ønskede at være, aldrig problemer, smukt, ro, og dem man møder er ofte behagelige folk, desværre også ofte folk der forsøge at trække en imod et tempel eller mod til en ceremoni, men blot et lille pris man måtte betale for at have den stille, mere sikre del af byen. På trods af hendes natur var dette alligevel den vagt hun tog frivilligt denne fridag. Dagen var så stille som man forventede heroppe, solen var fremme men i heldige øjeblikke pakket væk bag en af de få skyer som var modige nok til at være på himlen. Efterårs dagen var ikke varm, men stadig langt fra kølig.

Timer var lange, når de eneste folk man mødte var unge præster der nydt hver minut de kunne tale om deres guder til en, men selvskab var nu selvskab? Og blot vandre rundt alene? Så de kunne nu lige så godt vandre med en, og kaste deres salgstale ud i luften. De skal vel også øve? Hun træk lidt på smilet som hun lyttede til den, og lod blot de dovne øjne gled let over området som hun gik, med den ene knægt der solgte sin gud, efter den anden. Men efter flere timer, havde hun endelig fået ro. Og Kvinden i den typiske mørkeblå krappe, tydeligt bevæbnet med to sværd på hoften, Sorte tætte lædre bukser, håndjern og nøgler i beltet, samt en mørkeblå våbenkappe over torsoen. Hun strækte arme overhovedet som et lille knæk forlod hendes ryg som hun trækte sig ind i tempelhaven. "mon ikke man kan tage en pause." lyd det fra blegekvinde, kort efterfulgt af et let gab. Som den frivillige byvagt fandt den nærmest bænk i haven, og lå sig på ryggen hen over den. Et dybt suk forlod hende, som de gennemsigtige øjne gik i. "Hvordan..kan folk ikke slås om dette patrulje område?" fniste hun let. Ro. Som alle andre steder i denne skønne del af byen.

"Hej"som disse ord blev hørt, hilste tungen flere gange på verden. "Dura?" spørgende som hun rejste sig til at sidde på bænken, hurtigt lod hun blikke møde sin kollega. Et glad smil på sendt hendes vej, sammen med et fin lille gestus på at Dura skulle sætte sig. "kom!" lyd det glad, fra den dovne slange. "Har taget pause alligevel og gider..virkelig ikke at høre flere guddommelige slagstaler i dag." lyd det med et glad, smil. I en stille bevægelse lod hun hætten falde ned og det blege ansigt kom frem i lyset, den flækket tunge hilste igen på verden, og det hvide, og det gift grønne øje var rettet imod Dura. Mhm! nej du er kommet langt fra da du var rekrut. tænkte hun kort som blikket gled over Dura i civiltøj. Ikke, en måde Akurra havde set hende ofte, men rart at vide hun ikke tog arbejdet lige så seriøst som hende selv.

Hendes blik gled over de nyklippet buske som hun først nu ordenligt kigget på området. Et suk forlod hende, som hun mindes egens egne nyklippet buske, hver gang, når hun kom hjem fra vagt for mange år siden. I dag var hendes have, blot noget for hendes hest. Men denne have, nej, hvor er den smuk. Se efterårs blomsterne kigge frem, blandt de uendelig mange farvet blade, at se de få blade som faldt, falde omkring en. Man kunne ikke andet end at nyde dette sted. Det perfekte sted for en pause.

Hvis tempel hav hun endelig var i, vidste hun ikke, hvilken guds tjenestefolk der passede den, og hvilken stemning der skulle fange i denne have. Alt hun vidste, var at hun nydt det her, noget kun mere naturligt, end resten af byen. Man kommer virkelig aldrig af med sine instinkter, og sin utrygheden ved byen var umulig at kaste fra sig, selv efter alle disse år føltes dianthos, stadig ikke som et hjem. Men disse haver, fik den fornemmelese frem, dog kun en smule, de kæmpe tårne og bygning ødelagde fornemmelsen.

"Jaa..hvis bare de lod mig være." Hun blinkede nogle gange og lod blikket hurtigt søge Dura. "Gå med mig rundt! Det bliver skønt!" Jo, mennesker holdt afstand til Akurra selv, altid bange for hun bid, eller lod sine dyriske instinkter tage over, men de var lige så utilfredse omkring Dura! Halv slangen og halv orken, i gudene, mon de ikke ville holde sig fra dem? Og lade dem havde deres arbejdsdag...arbejdsdag? Blikket gled over Dura og så civiltøjet. "Beklager..Så ikke du var i civil." hun rystede let hovedet, kan man da ikke bede folk, at ofre deres fridag, som at vandre rundt ved hendes side, blot for at undgå de, evigt talende præstelærlinge.  "Hvad, laver du her oppe? Du virker trist?" spurgte hun endelig, og lod sine albuer møde hendes knæ, og de dovne øjne i Duras retning som tungen igen hilste kort på verden.

De røde øjne ventede spændt på Halv orkens ord, og hun træk på smilet som ordene blev delt. Hun forstod ikke helt hvorfor folk holdt sig fra Dura, hadet imod halv dyr havde hun selv følt i mange år, og selv med hendes rang i dag, mødte hun den. Orkerne havde det svært på en helt anden måde, men halv orken foran hende, vidste hun godt, mærkede de problematiske holdninger mange års historie havde lagt i folks instinkter. "Skønt!" udbyrd hun fuld af energi, men blikket forbliv dovent, træt. Hun lyttede til hvert et ord Dura delte, fra sin plads på bænken.

"Javel?" spurgte hun lidt forvirret. "Så du er trist over ikke at have noget at lave?" hun fniste kort og lod tungen hilse på verden mellem sine ord. "Lad være at gøre som jeg har. Jo, nyder at se folk nyde arbejdet, men lad være at bliv gift med det som jeg er." hun smilte, for det var en fejl hun havde gjort som hun havde. Kunne hun gå de år tilbage, havde hun gjort livet meget anderledes. Hun rystede hovedet, og de to flasker om hendes hals slog et klang imod hinanden. Hendes evige påmindelse, om at hendes krop spredte frygt, netop derfor hun bar sin modgift, for at berolige andre, visse gange var den frygt dog sand, kroppen havde sine dyriske instinkter, modsat mennesker.

Nej det er ikke det. Akurra træk lidt på smilet og lod den falde lidt ind. Som den trist tone, og trist smil forbliv på Dura og den tøvende attitude. "Du skal ikke være bange, at sørge mine kollegaer har det godt er en del af af at bestemme." blev sagt med et halv tvunget smil og der gik hun i stå og vende fronten imod Dura. En hånd hvilede på hendes hofte og hun vippede hovedet en smule, og tungen hilste på verden som hun ventede på at Dura åbnede lidt mere op. Det er bare. Lidt opmuntringerne nikkede hun til Dura til at forsætte. Smilet forsvandt som Dura talte mere, og et opgivende suk forlod Akurra.

"Der er desværre ikke meget at gøre ved det." startede hun. "Er selv ikke en køn kvinde, og vi halv dyr har mødt op som du har hele vores liv. Så tro mig..der er ikke meget at gøre ud over at bide det i sig, og vise man er bedre end de tror." hun rustede hoved, var alligevel ikke mange dage siden hun selv havde været tæt på at pande en som lod sin tunge vandre lidt for meget. Samt havde der været flere klager over Akurras rang, som periodisk kom forbi igen. For ikke at hævne hvor mange problematiske tider der havde været i privaten. "Så tror mig. Bid det i dig, og kom videre og vær tålmodig, verden ændre sig stille og roligt." hun fandt kort smilet igen.

Det var ikke svært at se på Dura at hun var i tvivl om hvad der skulle siges eller gøres, og endnu mere at hun fandt ubehag ved emnet, alligevel kunne Akurra ikke lade være med at smile, aldrig nogle hun ordenligt kunne dele alt dette med. Det stille okay, fik et nik tilbage fra Akurra, altid noget at Dura ikke tog kampen op med dem alle. "Ja, nogle af dem er..forfærdelige håbløse." et lavt suk spredte sig imellem dem og blikket faldt på haven omkring dem, haven de stille var på vej ud af.

"Har jeg noglesinde fortalt om min første kæreste?" hun grinte let blot ved at nævne det. "Jeg kom hjem en dag, var ung, dum, og der stod han, med mjød i hånden med sine venner." endnu et dybt suk blev delt. "Og lavede sjov med, at hvis mig og ham manglede æg til mad, var det jo nemt at løse i sengen." et kort fnys forlod hende som hun fik det sagt. Uden at se på Dura, uden at vente på hendes ord begyndte hun at gå igen, hun havde jo ikke fri.

De langsomme skridt hvor hun nærmest træk sine fødder over jorden, og lige så langsom en bevægelse mødte hætten som blev trykket dybt ned over panden, før hun med en trist tone, og et ryst på hovedet tilførte, "Og nogle gange, så finder man bare ikke bedre end det." endnu et frys, men dette langt mere, fordi hun ikke vidste hvad hun skulle føle, sige eller gøre. På trods af Alfs adfærd, havde hun alligevel svært ved at glemme ham, og selv her, mens det blot var tanker om ham, og hans værste øjeblik. Fandt en hånd hendes eget hjerte, blot for at lade en hånd hvile derpå.

Akurra træk let på smilet som Dura sagde nej, hvor meget har vi endelig snakket om os selv? spurgte hun sig selv som hun begyndte på sin historie, en historien der gjorde mere ondt at snakke om end hun endelig huskede, det var vel også år siden den sidste var blevet delt. sikke en nar!
"Ja..Det er en ting at kalde ham." hun fniste af hendes egne ord, for lidt en nar havde han jo været. At se de store øjne på Dura, gav kun lyst til at dele mere, men det måtte vente til det kom på banen for deres ord. Hun sukkede som hun lod sine tanker forlade hendes sind.

Hun smiltes om Dura delte sin mangle på erfaring, og løftede blot en hånd til hendes skuldre. "Så om jeg er køn." hun fniste let af sit ord igen. "Så lad være at tænke så meget over hvordan andre syntes du ser ud." hånden forlod skuldren og faldt til hendes egen hofte og blikket gled på et af de smukke tårne af bygninger i deres nærvær.
"Der er nogle for alle, og jeg er sikker på-" hun nikkede til sine egne ord. "Som i meget sikker på, at der findes mange mænd, som ville nyde en kvinde som kan kaste dem rundt i sengen." Og med de ord begyndte hun at gå, med en forventning om at Dura ville følge med.
"Så tro mig, der findes mange der vil have en som dem. Langt flere end du tror, de fleste mænd er bare..ikke glade for at indrømme de vil behandles på den måde." hun lo, for i guderne var der mange der  benægtede at nyde en kvinde der havde en hård hånd.