I sit slidte tøj og med klæde for ansigtet var Henry Islington ikke til at kende, da han bevægede sig gennem gaderne i nedre Dianthos. Kiggede man på ham, ville ingen mistænke ham for at være en handelsmand så rig som en baron. Han bevægede sig hjemvant, eftersom han var vokset op her iblandt skrald, gadekryds og ludere.

På en af disse stræder bankede han på døren til et faldefærdigt hus og blev mødt af en barmfager kvinde med et barn på hver hofte. Hun nikkede til Henry og inviterede ham ind i det sparsomme, beskidte køkken. Margit havde syv børn, som skreg, hylede og fløj rundt over alt, men det påvirkede ikke Henry. Han satte sig ved køkkenbordet og tog ydmygt imod en skål tynd suppe, velvidende at det nok udgjorde en stor bid af familiens aftensmad. Islingtons lokale mænd ydede beskyttelse for familien til gengæld for, at Margits mand solgte Henrys importerede mjød på det lokale værtshus. Han stolede fuldt og fast på dem, og havde derfor valgt huset som lokation for dagens forretningsmøde. Af gode grunde kunne han ikke invitere lederen for Proteaus hjem til sig selv eller på værtshus - der fandtes spioner alle vegne.
Nej, her kunne de tale frit.

For få dage siden var det lykkedes en af Henrys mænd at opspore et medlem af tyvebanden for at give en besked videre til lederen, en besked om, at en rig mand ønskede at lave forretning med Proteaus. Han havde ikke nævnt sit navn, blot insisteret på, at lederen skulle komme alene til denne adresse. Som den intelligente mand Henry var, vidste han, at han selvfølgelig ikke kom alene. Gaden vrimlede sikkert allerede med hans folk, men Henry havde sørgede for at placere nogle af sine egne for sikkerheds skyld, hvis situationen eskalerede.
Henry takkede Margit for suppen og skubbede skålen ind på bordet, hvorefter han fandt en pibe frem fra sin jakkelomme.

Det havde været nogle voldsomme dage den blonde kvinde, som sad og sukkede over de mange pergamenter der lå spredt ud foran hende, på det nedslidte egetræsbord. En hovedpine der centrede sig bag hendes højre øje, begyndte at tage form, og hun lagde det papir hun havde i hendes hænder fra sig. Fingrene gled hen over hendes øjne, panden og ned af halsen. 
Et langt suk forlod hendes læber, mens hun prøvede at tvinge tankerne der krøb ind i hendes sind væk. Hun havde brug for noget der kunne distrahere hende, hvilket var grunden til en skuffe blev åbnet, uden hun behøvede at kigge. Lyden af væske der kastede sig frem og tilbage i en beholder af glas, ville fortælle en garvet person, hvad hun var ved at finde frem.
Proppen blev revet af, og alkoholen penetrerede hendes smalle og spidse næse. Derefter satte hun den for læberne, og drak grådigt af det, for derefter at tørre dråberne væk med håndryggen. 
Men det hjalp ikke, det hjalp aldrig mere som mørkets klamme fingre rev og sled i hendes tanker. Hvad hun dog ikke ville gøre for, aldrig at have mødte manden der til sidst, ville være den største fejltagelse hun nogen sinde havde påført sig selv.
At elske ham, havde unægtelig været hendes undergang.

Lige som hun skulle til at tage endnu et sving af flasken, bankede det på døren, og lys kastede sig ind i det lille mørke rum, da den blev åbnet. “Der er kommet en besked til dig.” Svarede Domino, som stillede sig frem med armene overkors. “Du er blevet bedt om at dukke op på adressen ved Violvænget og Kastanjehaven” hun nikkede langsomt, og rynkede brynene - “Kun noget med forretning? Jeg aner ikke hvad det går ud på, og der blev insisteret på at det skulle være dig.” Et smil bredte sig dog hen hans læber “Har ladet mig fortælle, der måske blev forventet en mand - bare, hvis du vil udnytte det til din fordel.”

Det havde været beskeden, som hun gik ned violstræde, selvfølgelig så hun hvordan børn løb rundt og smilede lidt ekstra, da hun så flere af dem hun kendte fra Pax klan. Hun var iført hendes normale påklædning, hvilket bestod af nogle stramme læderbukser, hvor en rem lå rundt omkring hendes lår, med special fremstillet kasteknive. En stram læderrustning, der havde indbygget mekanismer der kunne få hende over steder, og op på bygninger ved hjælp af reb der skød ud med en lille armbrøst. 
Men for at dække over hendes kvindelige figur, havde hun større kappe på end normalt hvis hætte lå hen over hendes blonde lokker. En stram maske dækkede over halvdelen af underdelen af ansigtet. Så man kun, ville se de dybe blå øjne der kiggede frem.
Hun lagde sin knyttet næve mod døren, som måtte være stedet hun skulle henvende sig til.
Lyden a barnegråd, hyl og en kvinde der råbte, var det første indtryk hun fik, før at døren blev åbnet og en velformet kvinde åbnede døren. 
Evlyn nikkede, og lod sig føre ind i huset, hvor manden hun skulle mødes med, nok ville befinde sig, hvor end den storbarmet kvinde tog hende hen. 
Selvom hun blev tilbudt at sidde ned, rystede hun blot på hoved og stillede over i hjørnet med korslagte armene. Et nik med hoved, var hendes måde at fortælle, han havde hvis antal minutter til at prøve at få hende til at blive. 

Henry var ved at stoppe sin pibe med sølvurt, en afhængighedsdannende urt, der klarede hjernen, men som efterfølgende gav slemme mareridt i søvnen, da Proteaus leder trådte ind gennem døren. Han var temmelig lav, og selv under den store kappe så han spinkel ud, hvilket var ganske logisk for en tyv, der skulle kunne snige sig uset mellem sprækker og revner.
Så dette var Høgen, Proteaus berømte, og dog fuldstændig ukendte, tyvekonge. Hvor meget Henry end havde prøvet, havde han ikke formåede at opfange noget viden om ham. Hans folk var loyale ind til benet.

Henry gjorde tegn til, at han kunne sætte sig ned, men i stedet stillede han sig hen i hjørnet. Ikke et eneste ord.
Fint, så kunne de gå lige til sagen.
”Mit navn er Henry Islington, jeg er direktør i familievirksomheden Islington Spirutus,” præsenterede han sig, velvidende at Høgen udmærket vidste, hvem han; slumrotten, der nu sad til højbords med adelen. Så han en bedrager eller en broder, der havde taget en anden vej i livet?

”Du kan måske regne ud, hvorfor jeg har inviteret dig til dette møde,” fortsatte han og satte ild til piben ved at bappe på den et par gange for at puste til gløderne. En søjle af sølvfarvede røg steg op, og ved det første sug, mærkede han en ro og klarhed falde på plads i hjernen. ”Jeg vil foreslå en handel med Proteaus.”

Et lille fnys forlod hendes næsebor, som han gjorde tegn til hun kunne sætte sig ned.
Så hun gjorde som han sagde, selvom det var mere besværligt for hende, end at stå. Derfor ville han også ligge mærke til, problematikken med hendes ben, der stadig ikke var healet. Et lille støn forlod hendes læber, derefter et host der prøvede at dække over det. De blå øjne lagde sig på kvinden der overværede dem kort, inden hun dukkede hoved og forsvandt med børnene.
Derefter lod blikket glide tilbage mod manden foran sig, betragtede ham indgående som han fremlagde hvorfor, han havde bedt hende om at komme. Da talestrømmen sluttede, vidste hun også at nu måtte hun vise ham, hvem hun var. Fingrene dansede hen over kanten på hætten, og lagde den ned.
Det første han ville se, var de blonde lokker bundet ind i flere fletninger for at få det uregerlige hår på plads. Dernæst, fangede hendes slanke fingre masken og hæv den væk fra munden. Hendes dukkelignede ansigt tittede frem, som et skævt sarkastisk smil, prydet de buttede læber.
“Jeg havde hellere ikke forventet, at der ville være andet for mig, til dette møde. Henry” De blå øjne betragtede ham næsten moret, som afventede hun reaktionen på, at det var en kvinde han havde møde med. Ikke en mand.

Hun lænede sig tilbage i stolen, kastede kappen bag sig over stolen, så hendes slanke figur var en del mere fremtrædende. “Jeg ved jo, de allerede har en aftale med Rhaya, men hvorfor nu også Dianthos? Og hvis de mener jeg er interesseret i våben, lad mig blot stoppe dem der. Jeg, er noget anderledes end hvordan Rhaya laver sine forretninger. Jeg forventer ikke profit, jeg har rigeligt, og lider ingen nød. Hvad jeg vil have, er information. Så, før vi begynder vores samtale, vil jeg gerne have at vide.” hun lænede sig frem over bordet, og lagde hoved på skrå, som de blå øjne næsten kælent gled over hans ansigt og krop. Viftede med hånden, da røgen gled ind i hendes næsebor.
“Hvad for noget information kan de give mig, og hvad ønsker de til gengæld?”

Henry lagde selvfølgelig mærke til lederens umage gang og forklædte støn, og overvejede, hvad der kunne være sket ham. Imidlertid blev hans tanker distraheret, da Høgen pludselig afslørede sin sande identitet: blonde, flettede lokker efterfulgt af et smukt og forførende ansigt.
Høgen var en kvinde, og en knusende smuk en af slagsen. Hendes udseende var et våben i sig selv, og med de fysiske og mentale evner, hun utvivlsomt besad som leder af Proteaus, var hun tydeligvis en kvinde, man skulle respektere.

”Jeg handler ikke med våben,” forklarede han hende. ”Det var min far, der leverede til jeres forrige leder.” Han lænede sig tilbage i stolen og lyttede tålmodigt til hendes ord, imens han røg sin piben og lod urten gøre hver en tanke krystalklar. De føg som gnister rundt i hans hoved, idéer, der udviklede sig for hver en sætning, kvinden sagde.
Hun ønskede ikke penge. Besynderligt, når han vidste, at Proteaus’ mål var, at udligne forskellen mellem rig og fattig – et mål, der bestemt ikke var nået endnu. Men måske havde Proteaus skiftede taktik? Måske havde de større, omvæltende planer, som måske kræver inderligt kendskab til adelen?

Han var ikke helt uimodtagelig overfor hendes blå, kælne øjne, og i et øjeblik forestillede han sig at bukke hende og tage hende lige dér på bordet. I stedet beherskede han sig og holdt en lille kunstpause.
”I har smuglerruter over hele Krystallandet,” pointerede han så. ”I kan omgå regioner med høje skatter. Eksporter varer for mig, og importer det jeg beder jer om. Til gengæld vil jeg fortælle hemmeligheder om vigtige mennesker. Deres hemmelige planer ... skjulte formuer … elskere …"

Det var nemt for en kvinde, at lade som om hun begærede en mand. For selvom nogen altid ville gennemskue det, var det typisk således at de ville falde for de lange øjenvipper, de bløde kurve og fyldige læber. Hun besad ikke det hele, men hun besad nok til Evlyn vidste, at mænd ville have hende. Især mænd som Henry Islington. Rygterne var mange om denne mand, og mon ikke denne herre havde en elskerinde eller to i gemmerne. Ikke at hun havde haft mulighed for at finde informationer, hvilket blot havde gjort ham ydermere interessant. 

Hun nikkede, og fiskede en lommelærke fra hendes klæde frem. Hun satte den for læberne, og havde i dagens anledning, sørget for at den var fyldt med de dyre dråber, frem for de billige stads man kunne købe nede på Svinet. Hun rakte det frem mod ham, efter hun havde taget en slurk. 
“Hm” spandt hun, og lod fingrene glide hen over hendes kind til hendes læber. Blikket lagde sig igen mod et barn der stod og stirrede mod dem, hun blinkede til drengen der hurtigt forsvandt i skyggerne igen. Smart. “Det er selvfølgelig meget interesant, hvad med beskyttelse? Muskelkraft er dyrt at betale, og hvis vi skal sikre os flere og hurtigere ruter, ville det bestemt også være af interesse. Og jeg ved de har deres forbindelser.” Hun lænede sig frem over bordet, og satte sin albue i bordet og lænede sin hage mod den knyttede håndryg.

Henry tog instinktivt imod lommelærken der blev rakt ham. Han duftede til væsken og kunne med det samme ane noder af whisky lagret på fade af rubinsk vin. Druerne fra det solrige område havde en helt anden fylde end dem, dyrket i resten af Krystallandet. Han tog en slurk og genkendte whiskyen som tilhørende Krone & Hare, en af landets rigeste spiritus-producenter og Henrys største konkurrent.
Hun var en provokerende, lusket ræv.

Henry rakte lommelærken tilbage til kvinden og strøg sig over munden med håndryggen. Hun bragte et ganske relevant emne på banen. Proteaus indbefattede mange forskellige mennesker, men Henry vidste, at muskelkraft sjældent var en del af dem.
”Jeg har mine egne mænd til at yde jer beskyttelse,” sagde han. Det ville bekomme ham vel, at have sine egne folk til at holde et ekstra øje med Proteaus. ”Medmindre du selvfølgelig ikke stoler på dem. I så fald vil jeg overlade det til dig at hyre dem, og jeg vil betale omkostningerne, men jeg vil vide alt om dem.”

Henry rakte sin pibe mod hende i en spørgende gestus. Han tvivlede på, at en tyvedronning fiflede med den rusmidler, men det var interessant at finde ud af det.

Hun nikkede langsomt og lænede sig tilbage i stolen. Et smil der kunne være en ræv værdig, bredte sig hen over de fyldige læber. Med hoved let på skrå, tog hun mod lommelærken igen, og afventede hans svar på hendes foreslag - og hun blev ikke skuffet. 
Tungen gled ud og slikkede den søde smag af læberne, som hun tog en dyb indånding. “Jeg har ikke overlevet i min branche så længe som jeg har, ved ikke at kunne se på en person om de er hæderlige eller ej” hun drak af hendes lommelærke igen, et lille blink blev sendt hans retning, da han nu nok havde opdaget hvor alkoholen kom fra. Dog rystede hun på hoved da han rakte piben mod hende. Det var en anelse tragikomisk, for slet ikke at tale om dobbelt moralsk. En kvinde, med så tæt en tilknytning til alkohol, fordømte alt der havde med rusmidler at gøre. 

“Så lad mig se deres mænd an, og eller er jeg ganske sikker på at de vil være perfekte til jobbet” - “Så ved jeg, at der kommer en anliggende op snart hos Erneyll familien, deres årlige festival, jeg vil gerne have de tager mig med til den som deres ledsager” det var en tør konstatering, som lå der ikke andet bag det, end blot forretning.

Nej, det var sandt. En kvinde som hende ville ikke blot være intelligent, snedig, listig og hærdet, hun ville også være en fremragende menneskekender, ligesom Henry selv var. Det var en nødvendig evne, hvis man ville frem i livet. Ambitioner, det havde de tydeligvis begge.

Henry nikkede i tavs accept til, at hans mænd ville blive vurderet af hende. Hans kinder blev hule, idet han tog et kraftigt sug af piben. Så pustede han langsomt ud, så en sølvsky bredte sig i køkkenet.
”Jeg har eksperimenteret med en ny spiritus, jeg kalder Nepotika. Den består af absint tilsat forskellige potente urter ladet med alkymistisk magi. Den er så stærk, at den kan slå en dæmon ud. Jeg har en kontakt i Kzar Mora, som vil teste markedet iblandt dæmonerne, og jeg har derfor brug for at få fragtet ti kasser til ham. Missionen er selvfølgelig farlig, ikke mindst på grund af alle urolighederne i området. Han skal bruge dem om en måned.”
De vidste begge, at denne første mission var en test på, om de hver især kunne indfri deres løfter.

Kort skiftede emnet, da kvinden stillede et ganske andet krav, som fik Henry til at løfte et øjenbryn i slet skjult morskab og irritation. ”Og hvad skal jeg fortælle folk, når de spørger, hvem min ledsager er?” spurgte han.

Hun lod fingrende danse hen over hendes læber, som han forklarede sig. Kzar Mora? Se, hun havde allerede planer om at tage den vej, der var en adelig familie som hun ville tjekke op på. Specielle årsager, Rhaya havde nævnt, at der var slaver som blev holdt der. En løfte hun havde givet til elveren, for et godt stykke tid siden. Hvilken mulighed, at slå to fluer med et smæk.
"Spændende" sagde hun kort for hoved, som var det egentlig slet ikke så spændende, som hun havde regnet med. Blikket rettede sig dog mod ham igen, som et lille smil bredte sig ved den ene mundvige. "Det skulle naturligvis ikke være noget problem" hun rykkede sig igen blidt i stolen, og lagde hoved på skrå. Ja hvad skulle han fortælle folk. 
"Jeg er ved at bredde min forretningsmuligheder, og skal til Azurien snart, jeg har planlagt at tage skikkelsen som en ganske indflydelsesrig politikker, over vandet. Men for det, har jeg jo behov for blive præsenteret, af nogen med troværdighed" hun lo moret, da de begge vidste at Henry bestemt ikke var, en af de mest troværdige mennesker. Men han var højt nok oppe til hierarkiet, til at det kunne hjælpe hende.
"Mine papirer til den nye person, er i gang med at blive lavet. Så de skal ikke frygte for, at deres ry kommer til at blive ødelagt"  

At kvinden ikke protesterede fortalte ham, at hun havde både midlerne og forbindelserne til nemt at fuldføre sådan en mission. Proteaus var åbenbart mere magtfuld, end han havde forventet.

Hans øjenbryn hævede sig nysgerrigt ved hendes sætning: planlagt at tage skikkelsen som en ganske indflydelsesrig politiker. Her talte de tydeligvis ikke om en simpel udklædning og lidt makeup. Henry vidste, at der fandtes kraftfuld magi, stærk nok til at ændre på ens fysiske udseende. Enten havde kvinden stjålet noget værdifuldt, flere penge end han troede, eller også havde hun solgt sin sjæl.
”Mit ry.” Han kom til at le, en besynderlig blanding af et host og et fnys. Henry var kommet fra ingenting, en simpel slumrotte, der nu bar fornemme klæder; noget, som de fleste fra højadelen yndede at minde ham om. Og alle vidste, at man ikke fik så mange penge uden at have fået beskidte fingre.
”En politiker og en fordækt spiritus-forhandler. Hvilket perfekt par.” Han tog endnu et sug fra piben – urten var snart brændt ud, der var kun få gløder tilbage i asken.
"Fortæl mig mere om denne politiker,” bad han. Hvis han skulle sætte sit eget omdømme på spil, var han nødt til at vide, hvad han havde med at gøre.

Efter hans morskab over at hun havde bragt hans ry på banen, var det dog hende til at fnyse moret over hans udtryk omkring det par de ville danne. Han havde ret en politiker og fordækt spiritus-forhandler var det perfekte par. Måske fordi hun selv havde synet på folk der gjorde sig i politik til at være værre end de adelige, hun havde endnu til gode at møde en der havde rent mel i posen.
Evelyn smilede blidt og trak på skuldrene; ”Jo det er en kvinde der har haft en del at gøre i Azurien, desværre var hun også lidt for stædig med nogle af sine ting hvilket gjorde hun blev kidnappet. Da hun kom tilbage, var denne kvinde pludselig forandret - tog sig mere af folket og havde bedre idéer at komme med. Sjovt som traumatiske ting kan ændre en.” dermed sagt at det ikke var Evelyn selv der havde fået blod på fingrene, men en forhandling var gået galt og kvinden havde endt med at hænge sig selv i et ulykkeligt forsøg på at flygte. Den mulighed havde Evelyn brugt til at lave et par amuletter af hendes blod hun også havde gemt. Bare fordi hun var mod mord, var hun ikke mod at udnytte situationer til hendes egen fordel.
”Det er en komplet forklædning, så ingen vil komme til at genkende mig – ganske fornuftigt, når man nu sådan vil have et nyt liv, og nye muligheder.” hun løftede brynene som forventede hun at han om nogen, ville forstå hvad hun mente med den hentydning.