Det var flere timer siden Thalia’s ankomst hjemme på Isenborg var ventet. Flere timer siden solen var gået ned og overladt den tiltagende fuldmåne, at lyse landskabet op med sit blege sølvskær. Og alt for få kort tid siden den yngste af Isenwald prinsesse havde gennemlevet, hvad der bedst kunne beskrive som sit livs værste mareridt.
Det mørke hår var rodet og var ikke længere så fint opsat, som da dagen var startet. Totter var enten trukket helt eller delvist ud af håropsætningen. Snøren på kjolens ryg var sløset bundet, med flere af øjerne misset. Flænger i det dyre stof som havde hun måtte kæmpe sig gennem, en tjørnebusk. Halskæden hun havde båret tidligere, lå nu i den ene af de hårdt knuget hænder, der efterlod knoerne med et vokslignede udseende da blodet ikke kunne komme til dem. De isblå øjne virkede langt lysere og mere intense, omgivet af rødmen fra de hævede og forgrædte øjne.
”Ik.. Ikke rør ved mig.” hviskede hun med hæs stemme der truede med at knække hvert øjeblik, da Dina den buttede tjenestepige forsøgte at række en venlig hånd frem mod prinsessens skulder. Det sidste hun havde lyst til, var at blive rørt, heller ikke om berøringen var tiltænkt som støttende, beroligende eller beskyttende. Dina’s hånd blev trukket til sig, med et forstående nik der næsten ikke kunne ses i vognens mørke. ”Deres højhed, Fyrstinden hun bli..” begyndte hun før Thalia afbrød hende med et hårdt og skarpt ”Nej!” for første gang siden de to kvinder havde taget plads i hestevognen, tilhørende en af landsbyens borgere, som havde indvilliget i at fragte dem hjem, løftede Thalia blikket fra sine hænder i skødet. Blå øjne var fulde af skam og vrede mødte brune selv bearbejdende og medlidende øjne ”Ingen skal vide noget Dina, ingen.” heller ikke min familie fortsatte hun sammen bidt i sindet. Hvert ord gjorde øjnene mere blank, som tårer atter pressede sig på, før de sluttede sig til de hvid saltede streger ned over det lyse ansigts kinder.

En læderpung tung af krystaller blev lagt i landsby beboerens ru hånd, med ordren om ikke at nævne for nogen hvad han denne nat havde været vidne til. Krystal mængden burde være mere end rigeligt til at købe hans tavshed.
Hvordan det var lykkes Thalia at komme ud af vognen, uden at falde sammen i borggården, forstod hun end ikke selv. Alt, på nær de stadig sammen knyttede hænder rystede, som et espeløv i vinden. For hvert skridt gav knæene et knæk, som skulle de ikke bærer den ekstra tyngde der hvilede over hendes lille statur. Hver gang Dina forsøgte at tilbyde en arm til støtte, blev den stædigt afvist ved hurtige ryk, havde Thalia brændt sig på sin tjenestepige inden hun overhovedet kommet for nær.
Bag sig, inden for Isenborg’s tykke og trygge vægge kunne Thalia høre fodtrin nærmende sig og Dina’s spinkle forsøg på at forhindre vagterne at komme nær ”Prinsessen har det ikke godt. Alt er fint nu, men hun er meget træt og har brug for sin søvn.” dybe mandestemmer kunne høres respondere på tjenestepiges ord, men hvad der blev sagt var uklart for Thalia. Hun var allerede for langt væk fra dem at selv ikke stenvæggene kunne bærer lyden til hende.

Et metallisk klik rungede nærmest i det tomme baderum, da den drejet nøgle slog dørenslås for. Metodisk, havde hun aldrig bestilt andet i sit 18-årige liv, begyndte hun at fylde vand til karet ligeglad med om vandet var koldt eller varmt. Hun havde kun et mål for øje; at få ham, duften af ham af sig, af sin krop…
Dina’s stemme og banken mod døren trængte ikke igennem. De bedende ord om at få hende til at låse døren op gik for døve øre, mens kjolen faldt tungt om Thalia’s fødder. Underkjolen med blodpletten trukket over hovedet sluttede sig kort efter til bunken af stof.
”Gå din vej.” snøftede hun i noget der ikke blev til mere end en mumlen mellem snøft. Det kolde vand tvang luft ind og ned i lungerne, hvor det blev holdt tæt til før hun modvilligt måtte give efter og pustede ud. Kvalmen der havde været hendes bisidder og allerede tvunget alt mavens indhold op på kroen, tog til. Krampagtigt krøllede maven sig sammen og sendte stød af ubehag gennem hende, men ikke så meget som mavesyre blev presset op. Nye tårer dukkede op, skabt af både smerterne ved en krop der forsøgte uden succes at tømme sig. Lænende sig med en arm mod kanten af karret, pressede Thalia munden imod underarmen for at kvæle sin gråd.
Den konstante påmindelse om den tyngde og duft der havde været over hende, mens hun var blevet bestjålet, kropsligt. En følelse der ikke forsvandt, lige meget hvor meget hun om og om igen skrubede sig hudløs. Det føltes som om hun aldrig nogensinde ville blive ren igen.

Den orangerøde ildkugle var allerede ved at rejse sig ude i horisonten, da det stadig våde hår ramte puden under sig. Alt føltes så tungt, hovedet og kroppen. Trætheden var overvældende og endte med at vinde til sidst, skønt Thalia kæmpede for ikke at give efter for den.
Kroppen havde healet de skader den havde pådraget sig gennem det sidste halve døgn, slettet alle fysiske spor, men sindet var stadig som revet i tusinde stykker. Stykker der blev revet fra hinanden på ny, hver gang Chaunce Lochtree vendte tilbage for at hjemsøge prinsessen, hvad enten det var i hendes drømme eller mellem blink.