Balsalen var fuld af mennesker. Hvis xaphan kendte folk godt nok skulle det ikke undre sig at spioner var blandt dette bal. På den anden side regnede han med at ballet ville løbe problemfrit. Det havde ikke altid været tilfældet. Men forhåbentlig var dronningen i sikkerhed nu og ikke ville blive fanget eller andet. Han stod lige så rang han var oppe ved siden af Baldwin og lysets dronning og stirrede ud på alle der kom ind af døren samt hvem der var ankommet. Det var uden tvivl et smukt bal og han var sikker på at alle nok skulle hygge sig på den ene eller den anden måde. 

Dronnings tale var som sød musik i hans øre. Selv hendes gentagelse velsignelse af de trolovede fik ham til at trække på smilebåndet. I sin egen underbevidsthed overvejede han hvordan han nogen sinde kunne have overvejet at stoppe her. Han havde været sur på Baldwin og var det måske stadig lidt. Men det var ved at gå over. Baldwin havde bare gjort sin pligt, også selvom han havde efterladt ridderne og lysets kriger uforstående over for hele situationen med Kiles orden. Nu havde kile så fået en ypperpræstinde, og han var ikke sikker på om det var en god ting.

Han trak sig langsomt tilbage fra Baldwin og lysets dronning. Han havde sit sædvanlige sorte tøj på, men håret var redt og lignede ikke en manke der levede livet selv. Han bevægede sig ned blandt befolkningen og nikkede til dem der ville hilse på ham. Han var ikke sikker på hvad det ville sige at danse til sådan et bal. Men han havde andre ting at tænke på. Han skulle sørger for sikkerheden uanset om paladset vagter stod for det. Man kunne jo aldrig vide om mørkets krigere ville dukke op og ødelægge hele ballet. Egentlig kunne man sige at han altid var på vagt. 

Hans vinger lå samlet på ryggen så de ikke var til gene for andre han gik forbi. Han håbede måske inderligt at Freya ville være her, men på den han den sige håbede han måske lige så. Meget på at hun var på vagt. Hun havde fyldt lidt meget i hans tanker, og somme tider havde de fyldt så meget han havde svært ved at koncentrere sig om papir arbejdet der også skulle laves. Til tider måtte han ryste på hovedet for at tage sig sammen. Han var ikke sikker på hvad han skulle stille op med sig selv. Måske håbede han inderligt bare på at det var en fase, også selvom. Han tvivlede lidt på egne evner. Som han bevægede sig igennem befolkningen så han alle tænkelige racer han kunne tænke sig til, men der var stadig ingen som ham. Han var stadig alene i den store verden, somme tider ville han bare ønske at der var en mere af hans slags. Han stak hånden ned i lommen og bevægede sig ind imellem. Folkemængden. Dog stoppede han op da han så en velkendt ansigt. Freya... Hun stod sammen med de andre rekrutter fra missionen og virkede til at have et godt sammenhold. Det var altid noget at hun ikke følte sig alene. Og inden han overhovedet tænkte sig om, vendte han sig væk fra hende og bevægede sig den anden vej. En svag varme kunne anes i hans kinder og han havde lyst til at flygte væk. Måske havde hun ikke set ham. Hvis han altså var heldig. 

Freya trådte ind i den store balsal i Krystalpaladset, og hun var mildest talt målløs ved rummets skønhed. Dette var første gang hun satte sin fod herind, og selvom pøblen også var inviteret, så havde hun aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det her rent faktisk kunne ske for hende. Og at det kunne være så smukt. Dog følte hun sig hurtigt anderledes – både fordi hun var halvorker, og fordi hendes tøj var meget simpelt. Hun var iført sin kjole, der hverken var farverig eller fyldt med knapper, dekorationer eller pufærmer. For den slags havde hun ikke råd til, selvom hendes løn i den grad havde forbedret sig. At gå fra at være stenhugger til at være rekrut i Lysets hær havde skam gjort sin forskel. Men selvom kjolen ikke var overdådig, så elskede hun den. Den var mørkebrun og komplimenterede dermed hendes øjne og hendes hår. Den havde lange ærmer, der kunne snøres ind ved håndleddene, og den var lang nok til at gå ned til hendes ankler. Den havde en god vidde omkring hendes ben, så den var let og behagelig at bevæge sig i, hvilket var vigtigt for hende. Hun gad trods alt ikke lide for skønheden. Kjolen sad tæt omkring hendes krop fra skuldrene og ned til hofterne, hvilket resulterede i, at hendes former rigtig kom frem. Ved hendes barm var der også en snøre – som hun havde sørget for at binde respektabelt i dagens fornemme anledning. Angående hendes hår, så var de fyldige, mørkebrune lokker blevet nydeligt redt igennem med en kam, hvorefter det var blevet flettet mere fornemt end hun plejede at have det – en fletning snoede sig på hver side fra hendes pandehår til bunden af hendes nakke, hvor alt hendes lange hår samlede sig i en fletning, der var snoret til en krans. Det eneste smykke hun bar var amuletten hun havde fået, da hun var blevet soldat. Et tegn på, at hun stolt var en del af Lysets Hær.

Hun var ked af, at hendes veninde Minna på grund af travlhed ikke havde haft mulighed for at komme med hende. Til gengæld havde Freya lovet hende, at Minna nok skulle høre om alle detaljerne om paladset. Heldigvis var Freya ikke alene til ballet ret længe, selvom hun kom uden ledsager. Hun stod kun alene i indgangen i få sekunder, inden en gruppe af hendes soldaterkammerater vinkede hende over. Det var Claudia, Sebastian og Kristian som hun havde været på mission med før. Missionen, hvor Xaphan havde reddet hende fra Kiles greb. De små hår i nakken rejste sig kortvarigt på hende ved tanken om de smerter, hun havde haft. Traumet havde givet hende mareridt og søvnløse nætter... men fysisk var hun sluppet billigt. Såret havde helet pænt, og arret efter kniven afslørede på ingen måde den grumme historie bag dets oprindelse. Det var også kun få dage siden, at hun havde fået taget stingene ud ved Helbrederhuset.

Glædeligt sluttede hun sig til de andre rekrutter. Det var som om missionen havde tømret dem tættere sammen, måske også fordi Freya var blevet slemt skadet. Glæden ved hendes tilbagevenden havde i hvert fald været stor, og de var begyndt at tilbringe tid sammen uden for arbejdstiden. Sammen gik de ud for at høre Dronningens tale. Sebastian fortalte ivrigt om halvdyret ved Dronningens ene side – der var ingen tvivl om, at han ville dåne af lykke, hvis han fik muligheden for at tale med selveste General Adler. Måske det endda ville være nok, hvis Lysets General blot gav ham et anerkendende nik. Freya lyttede dog ikke længe på sin vens ivrige tale... for hun genkendte meget hurtigt den høje skikkelse, der stod ved Dronningens anden side, og det stjal al hendes opmærksomhed i et par lange sekunder. Hun pillede lidt ved amuletten omkring sin hals. Hun var begyndt at træne på normal tid igen, men alligevel havde hun ikke set meget til halvenglen. Måske han havde travlt? Det ville ikke undre hende, hvis han var kommet bagud med arbejdet på grund af hende...

Sammen hørte de fire rekrutter Dronningens tale, og de så hende give velsignelser til de nyligt trolovede par. Freya prøvede ihærdigt at holde blikket væk fra den høje, elegante skikkelse. Der var trods alt et stort spring i hierarki imellem dem, hvilket nok ikke ville blive taget så godt offentligt. Måske især ikke til en stor fest som denne... Efter formaliteterne gik der ikke længe før Kristian, hvis højde og drøjde mindede om Freyas høje, muskuløse skikkelse, bad hende op til dans – en invitation hun glædeligt sagde ja tak til. Ikke fordi hun havde nogen interesse i Kristan, andet end som ven, men hun elskede at danse. Og hun havde tænkt sig at nyde denne aften fuldt ud. De to rekrutter dansede så elegant de nu kunne, hvad der var usagt imellem dem var, at de begge glædede sig til senere på aftenen, hvor formaliteterne forhåbentlig ville løsne op.

Efter dansen så Freya en høj skikkelse bevæge sig væk fra hendes synsfelt i nærheden. Noget ved den virkede bekendt, så hun drejede hovedet og opdagede, hvad der havde fanget hendes opmærksomhed. Det var vingerne, kontrasten mellem den sorte og den hvide. Xaphan... ”Undskyld mig, jeg kommer tilbage senere,” sagde hun hastigt til de andre, hvorefter hun uden at tænke videre over det prøvede at navigere igennem balsalens store folkemængde. En gruppe af fem fornemme fruer rynkede på næserne, da Freya passerede deres periferi. Og de var sikkert ikke de eneste, der ville sende halvorkerkvinden misbilligende blikke i løbet af aftenen. Hun vidste ikke helt, hvad hun ville, hun vidste bare at... hun af en eller anden grund måtte snakke med ham.

Det var heldigt for hende, at han var så høj – det gjorde det lettere at finde ham iblandt de mange mennesker. Dog måtte hun ændre taktik, hvis hun ønskede at tale med ham. Med lidt snilde fik hun bevæget sig ud i kanten af rummet, væk fra den værste menneskemængde, hvor hun mistede Sir Xaphan af syne. Hun havde dog en rimelig ide om, hvilken retning han var gået i, så hun fortsatte, tog en snack fra et buffetbord i forbifarten, undrede sig over hvor afhøringsmesteren var blevet af, lænede sig op ad en bærende stolpe i balsalen, tog snacken i munden, vendte sig om og- ”Mh!” Hun sank godbidden efter overraskelsen over næsten at være ramlet ind Xaphans slanke, men dog ganske velproportionerede, brystkasse. ”Sir Xaphan!” udbrød hun overrasket. ”Hvor er det godt at se Dem,” sagde hun med et oprigtigt smil, mens hun nejede det bedste hun havde lært med den ene hånd hvilede over sit bryst for at vise, at hun mente det. Hun havde meget mere lyst til at give hans arm et klem, men hun vidste også, at det nok ikke ville være velset i offentligheden. ”Er De arbejdende her til aften?” spurgte hun uden helt at vide, hvad hun havde gang i.

Det hele virkede så uvirkeligt når det kom til stykket. Efter tiden med Freya i næsten en uge havde de da fået snakket sammen hist og her. Han havde opvartet hende hvis hun havde haft brug for noget. Men det fik ham til at tvivle på sit eget liv. Freya var ung og kunne helt sikkert godt finde sig en mand, men ham? Han tvivlede stærkt på at finde en og dele sit liv sammen med. Hvem ville finde sammen med en der ikke engang kunne styre hele sit personlighed. Dette her var et stort problem når det kom til stykket, og alligevel havde Freya plantet i hovedet på ham at han ikke burde være alene. Det havde hun sådan set ret i, men han havde aldrig tænkt tanken selv. Det hele virkede så uvirkeligt og så lang væk fra ham. Nu var han forvirret og vidste ikke hvilket ben han skulle stå på. Normalt ville han bare gå til arbejdet og glemme alt om alting, men sådan var det ikke længere. Selv Corvus havde sagt til ham at han skulle finde en at dele livet med. Men hvorfor? Han havde aldrig tænkt på at dele sine inderste følelser med nogen før, ikke før han fortalte sin dybeste hemmelighed til Freya. Det var første gang han havde delt den med nogen, og det undrede ham stadig hvorfor han havde gjort det.

Han kig lidt rundt i sine egen tanker bevægede sig imellem folk mængden for at slippe så langt væk fra den halvork han havde set tidligere. Ikke at der var noget galt med hende, for hun var betagende at kigge på. Han vidste bare ikke hvordan han skulle håndtere at være i en situation som den hvis de stod anståigt til ansigt nu hvor hun var kommet over sin skade. Det havde været noget andet hvor hun havde ligget i hans seng og sovet og kommet sig helt til at kunne tage fra hans hjem. Han havde ikke sovet meget, og de tidspunkter han havde sovet var når hun selv var faldet i søvn. Godt nok havde han brugt en af de ubryåugte værelser oven på i huset, men han havde hele tiden haft Freya i tankerne og håbet på at hun var okey. “Undskyld frue” kom det fra ham som han kom til at skubbe lidt til en kvinde da han gik forbi hende. Han bukkede lidt for hende og han fortsatte imellem folkemængden.

Han var ikke sikker på hvor langt han var gået eller om han havde fået sluppet væk fra Freya men inden han overhovedet fik set sig om stødte hun næsten ind i ham. Han måtte synke en klump fra halsen da han mødte hendes blik og hendes ord. Han fik et smil på læben som han altid gjorde. “Hvad var det jeg sagde om det der Sir?” Kom det fra ham dn anelse alvorligt men måtte komme med et lille grin bagefter. Han var ikke sikker på hvad han skulle stille op nu så han kiggede bare på hende som hun spurgte ham om sit spørgsmål. Han var ikke sikker på hvad han skulle svare så han fastholdte blot sit smil og tænkte lidt over det. “Både og, mest nej, men helt fri har man vel aldrig når msn er ridder, også selvom der er soldater til at tage sig af paladset” kom det fra ham og puttede hænderne inde i lommerne. “Jeg kan se at du har taget det fine tøj på i dag, nyder du ballet?” Spurgte han, det var nok lidt dumt at spørge om, men han var nu altså ikke helt den det var så god til at konversere på godt og ondt, han var mest den der handlede når der skete noget.

Til at starte med var halvenglens toneleje alvorlig, som han stod der og tårnede over hende, men snart blev hun klar over, at han var i gang med at drille hende. Hvilket gjorde, at hun ikke selv kunne holde et drilsk smil tilbage. ”Jeg må jo hellere være på den sikre side,” sagde hun, ”nu når vi ikke er alene længere,” fortsatte hun i et lavere tonefald, mens hun kort lænede sig let hen imod ham, så ingen ville høre hende. Hvis nu det umage ”par” skulle have tiltrukket sig opmærksomhed fra andre af ballets gæster.

Det havde tiltrukket Freya nok uønsket opmærksomhed, at hun var gået ud af døren til det hus, hvor Afhøringsmesteren af Lyset boede. Normalt gik sladder hende ikke så meget på. Men det var lidt anderledes, nu hvor hun havde samme bopæl og ikke rejste rundt som nomade længere... der var bare nogen mennesker, der gik for meget op i andres privatliv og elskede at sladre om, hvem der mon lå med hvem. Hun håbede ikke, at denne sladder ville komme til at gå ud over hendes egen karriere i hæren, eller Xaphans for den sags skyld. Og det var jo ikke engang fordi de havde lavet noget sammen. Ridderen havde reddet hendes liv, ligesom han ville gøre det for alle andre soldater, og ligesom hun ville gøre det for sine kammerater. Men... det havde da været rart og trygt i hans hjem, hvor han havde taget sig godt af hende. Og hun kunne ikke skjule for sig selv, at hun ønskede at bruge mere tid sammen med ridderen og lære ham bedre at kende.

Freyas smil blev lidt bredere, da Sir Xaphan... Xaphan! fortalte, at han ikke som sådan var på arbejde her til aften. Så kunne det jo måske... måske! være, at hun kunne bruge lidt mere tid med ham end et kort god aften. Man havde vel altid lov at håbe? Hun snurede (næsten) elegant omkring sig selv, så kjolen omkring hendes ben fik lov til at danse lidt uden at være afslørende, da ridderen kommenterede hendes tøj. Så han både kunne lægge mærke til hendes kjole og hendes frisure. ”Man kan vidst godt sige, at det er noget lidt andet end vores rustninger til daglig, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke nød afvekslingen” lo hun mildt og glattede ganske let kjolen ud, så den sad, som den skulle. Nok var hun ikke lige så smuk som de mange fine fruer til aftenens fest, men forfængeligheden havde alligevel tag i hende. Især hvad angik hendes hår! Det skulle gerne sidde perfekt og være nykæmmet. Hendes forfængelighed kom nok især fra visheden om, hvordan nogle folk anså orkere for at være uciviliserede. Og selvom Freya kun var halvorker, så var hendes lyse, grønne hud stadig nok til, at racistiske bemærkninger fra tid til anden blev skudt i hendes retning. Og så skadede det jo heller ikke at gå op i sit udseende, når der var stor sandsynlighed for, at især én elegant ridder ville være til stede ved aftenens begivenhed.

”Jeg er så glad for at være her,” udbrød hun, måske en lille smule mere entusiastisk end det var meningen. Hun rømmede sig kort i et forsøg på at frembringe lidt mere kontrol. ”Det er første gang jeg rigtig er herinde på paladset,” måtte hun indrømme. Det var kun meget sjældent hun havde været på paladset. Og kun efter hun var blevet soldat. Det var stadig et meget stort og meget mystisk sted for hende. Der var så mange ting både her og i den store slotshave som hun endnu ikke havde fået set.

Han vendte blikket lidt rundt som hun snakkede. Ja der var blikke vendt hen imod dem, men det var langt fra fordi de stirrede på dem når han endelig vendte blikket hen imod dem. Det var som om de passede lidt deres eget, men så alligevel var nysgerrige på hvad der egentlig var de foretog sig. Det var måske en smule irriterende på en eller anden måde. Men hvad kunne man også forvente når en halvork og en halvengel stod og snakkede. For som regl ville man da ikke sige de var på de godes side, uanset hvor længe Xaphan havde været lysets ridder så var det ikke længere det samme. Folk forandrede sig aldrig på nogle punkter og det irriterede ham faktisk mere end han gav udtryk for. "Det er okey Freya, du er bare lidt usikker på hvornår du skal kalde mig Sir. Der er jo ikke sket nogen skade ved at du siger det." det var jo ikke en eller anden forbandelse der lå over ham eller hende. I hvert fald ikke hvad han vidste af. Men på den anden side så havde han tilbragt nogle dage med hende, og der var da ikke kommet noget dårligt ud af det, tvært imod det helt modsatte. Og noget han faktisk ikke kunne forklare når det kom til stykket.

Uanset hvad der var blevet sagt da hun var gået fra hans hjem gik det ham ikke på. Folk havde meninger og holdninger, og nogle gange var det bare bedst at holde dem for sig selv. Dog skete det sjældent når man kiggede på ham. Alle havde en mening om ham, og ingen kendte hans sande jeg når det kom til stykket. Ikke ud over Hauru, og nu også Corvus. Men det havde taget lang tid at komme ind på ham. Mest fordi han skammede sig over altid at have en side af ham han ikke kunne skjule til tider. Det var en side der heldigvis aldrig kom frem særlig tit. Det virkede bare heller ikke helt som ham. Men alligevel kunne han ikke gøre noget ved hans dæmoniske side, med mindre han døde. Hvis han i det hele taget kunne dø, og hans dæmoniske side af ham ikke bare ville overleve. Han havde faktisk ikke ret meget styr på hvem han var, og hvor han helt præcist kom fra. Han havde søgt svar, men alligevel var der ikke nogen til at give ham en forklaring på det.

Som hun drejede rundt for at vise sig frem havde han på en eller anden måde lyst til at fløjte. Men han holdte sig i skindet. Det var upassende af ham at gøre, desuden ville det også bare give flere til at kigge mistroisk på dem, og det orkede han næsten ikke. Alligevel lænede han sig ind imod hende og videre hen imod hendes øre. Og ganske stille nærmest som en hvisken kom det fra ham. "Du er meget smuk i den kjole" det var næsten som en sensuel stemme der forlod hans læber. Han fjernede sig fra hendes øre og lænede sig tilbage til sin udgangs position. Han havde et smil på læberne og lagde hænderne i sine bukselommer som han lod blikket glide ned imod gulvet. Han kunne dårligt tro hvad det lige var han havde sagt. "Det er noget andet end en rustning...." på ny lænede han sig ind imod hendes øre og fortsatte sin sætning. "..Du er en fryd for øjet" han kiggede lidt på hendes øreflip inden han lænede sig tilbage og lod blikket glide ned imod gulvet igen. Hvorfor sagde han de ting? Det var meget underligt, men Freya havde bare den indvirkning på ham af en eller anden årsag.

Han havde lyst til at tage hende i hånden og give hende en dans, men hans blik gik op på Baldwin og Dronningen som sad og kiggede på gæsterne. De havde sikkert lagt mærke til at han var gået. Men på den anden side... Kunne han tillade sig at danse med hende? Ville det ikke være lidt forkert? På den anden side kunne  han jo faktisk ikke være mere lige glad. Som hun snakkede igen vendte han blikket hen på hende og nikkede lidt. "Javel, det er smukt ikke?" kommenterede han og kiggede på hende. Han ville gerne forklare hende en masse, men alligevel ville han ikke kunne komme ret langt. Han rakte ud efter hendes hånd og tog den. "Kom med" kom det stille fra ham og klemte hendes navn. Han var ved at være ret træt af de blikke der blev givet dem, så hellere at komme lidt væk end slet ikke.
Han førte hende ned bagerst i balsalen og åbnede en dør han vidste var åben. Der stod vagter ved døren, men de gjorde honør da han kom nærmere. Han åbnede døren og gik ind i lokalet med Freya i hånden og først da hun var kommet ind i lokalet slap han hendes hånd og lukkede døren efter sig. "Her er lidt fred for alle blikkene" kom det fra ham og smilte til hende som han vendte sig om imod hende. Lokalet var ikke så stort, men det lignede mest af alt et kamme. Der førte en trappe nedunder men der havde han ikke planer om at de skulle gå hen.

Han rakte ud, gav hendes hånd et klem og førte hende så med sig. Freya kunne mærke varmen stige op i sine kinder, og hun håbede, at de ikke blussede for meget. Hans ord havde gjort hende decideret ukampdygtig, og hun kunne derfor ikke andet end at lade sig føre igennem havet af gæster. Ordene ekkoede i hendes hoved... ”Du er meget smuk i den kjole”... blandede sig med minder... Pax' besidderiske reaktion, da en anden mand havde kigget efter hende, mens hun gik i selvsamme kjole... ”Du er en fryd for øjet,” Xaphans varme stemme... ”Du er stadig... helt perfekt”. Freya sank en klump. Pax havde været en vild forelskelse, en følelse hun ikke havde genkendt til at starte med. Hun havde været skyld i, at det gik galt imellem dem... hvad der så end havde været imellem dem... Og tabet havde gjort så forfærdelig ondt. Var hun nu i gang med det samme igen, bare med Sir Xaphan denne gang?

Hun ønskede ikke, at det skulle gøre ondt. Hun ønskede ikke at brænde sig igen. Alligevel mærkede ulvinden inden i, hvordan halvenglens flotte skikkelse og gode sind tiltrak hende. Gav hende lyst til at lære ham bedre at kende. For at finde ud af, om han kunne være en potentiel... Freya turde knap tænke tanken færdig, og pludselig havde Sir Xaphan... Xaphan! ført hende ind i et lokale. Væk fra den store folkemængde i balsalen. Ind i et rum hvor der ikke var andre end dem. Lydene fra de mange gæster i balsalen var tydeligt dæmpet af den store egetræsdør til rummet. Hun blinkede et par gange med de mørkebrune øjne som for at komme ud af en trance, mens hun lod halvenglens ord synke ind. Hun var tydeligvis ikke den eneste, der havde bemærket blikkene folk havde sendt i deres retning. De var trods alt også et umage par – begge skilte de sig ud fra normen både grundet deres højde og deres race.

Lidt usikker på benene grundet den... mærkværdige situation og de blandede følelser, lod Freya sig læne let bagud for at støtte sig op ad en solid bogreol, der stod langs væggen. ”Jeg... øh,” sagde hun tøvende, ikke helt sikker på, hvad Xaphan havde i sinde, siden han havde ført hende herind. Hendes blik søgte nedad, da hun var for usikker til at møde hans blik. Hendes blik faldt på hendes kjole som hun lettere nervøst begyndte at rette til, mens hun fjernt håbede på, at afhøringsmesteren stadig fandt hende smuk i kjolen. ”Jeg går ikke ud fra, at du tog mig med herind for at snakke om vejret,” sagde hun prøvende med et skævt smil på læben, mens hun stjal et blik op mod den høje halvengel. Et lille glimt i spøg var at finde i hendes mørke øjne i et forsøg på at løsne sin egen nervøsitet og i håb om at Xaphan kunne tilgive den selvsamme følelse i hende.

Var det forkert af ham at have trukket hende ind i et andet rum? Havde det været forkert bare sådan at trække hende væk fra det selvskab hun tydeligvis havde været i? Måske skulle han ikke have gjort det, men han ville jo bare gerne væk fra alle de skæve blikke der var givet dem. Nok vidste folk hvem han var, og skulle han så ikke begå sig med en halvork der egentlig var ganske sød? Var det virkelig ikke det han skulle have gjort? Skulle han bare have ladet folk kigge på dem uden at være frastødt af deres blikke? Normalt gjorde blikkene ham ingen ting, men han vidste jo ikke hvordan Freya havde det med alle de blikke der blev sendt dem. Egentlig kunne han vel godt forstå hvis de kiggede på hendes skønhed, for hun var sandlig smuk i den kjole, og den måde håret var sat op på. Hvis han bare gjort halvt lige så meget ud af det som hende ville han nok have været hver at kigge på. Men det havde han ikke gjort. Han lignede sig selv, med det sorte tøj og håret der sad lidt pjusket ned over øjnene.

Han vendte sig ikke om for at kigge på hende efter at have lukket døren. Han stod og holdte lidt på døren med en flad hånd for at være sikker på ingen kom ind. Men til sidst vendte han sig om for at møde hendes blik og hendes spørgsmål. Kunne han fortælle hende hvorfor det var han havde slæbt hende her ind? Han blev måske lidt rød i kinderne eftersom at han kunne mærke varmen stige op i dem. Han bed sig lidt i læben og bevægede sig lidt tættere på hende. Langsomt kiggede han lidt op og ned af hende og lagde hovedet lidt på skrå. "Ville det være forkert af mig at sige jeg ville være alene med dig? Væk fra alle de blikke, og så nyde et selskab, uden jeg skal tænke over hvem der kunne slå til imod et bal som dette her?" kom det fra ham og kiggede på hende som han bevægede sig endnu tættere på hende. Han stod så tæt på hende nu at han måtte røre ved hende. Han lagde en hånd på hendes kind, og langsomt lænede han sig ned imod hendes ansigt. Han bed sig lidt i læben og lod hans læber ramme hendes. Han vidste ikke helt hvorfor han gjorde det for at være helt ærligt, og han brød dog også sit kys for at træde nogle skridt bagud. "Undskyld... Det skulle jeg ikke have gjort" kom det fra ham og tog sig til læberne. Det var det sidste han skulle have gjort. Det havde været en dum fejl. En fejl der ikke kunne laves om igen. Hun kunne klage til Baldwin og han ville blive smidt ud på røv og albuer. "Glem hvad jeg lige har gjort" kom det fra ham og vendte sig om for at gå over til pejsen der stod og gnitrede fra brændet der lå på.

Gnisterne fyldte rummet i stilhed, og han lagde en hånd på pejsehylden og lagde den anden hånd på panden. Han havde begået en frygtelig fejl, en fejl han absolut ikke skulle have gjort, og nu lå alt ansvaret på Freya om hun skulle gå videre med det. Men efter deres dage sammen i hans hus havde de snakket så godt sammen. De havde vendt så mange ting, og hun var den eneste ud over Corvus der vidste hvad han tumlede med af sin mørke side. Hun kunne bruge det imod ham. Men han havde været tryk ved hende at han ikke havde kunne lade vær. Hvis hun bare halvt så meget havde en hjerne ville hun kunne ødelægge hans karriere, og hvad ville han så være? Han vidste ikke engang hvad han skulle have gøre hvis han ikke længere kunne være i lysets hær. Det var den eneste måde han kunne holde sin mørke side på afstand. Det var hans sikkerhedsnet for at gøre gode gerninger. Det kunne ødelægges, og hvor ville han så ende henne?