Turen fra skoven til det lille hus i Turmelinien havde været lang, længere end hvis hun bare var taget hjem til gården igen, men Lianna ønskede ikke at give brødrene endnu en grund til at drille hende. Hun havde fulgt de andre jægeres instruktioner for, hvor i skoven de sidst havde set Alf, og hun havde også fundet resterne fra hvor deres lejr havde været, men intet havde derfra ledt hende tættere på at opklare, hvad der var sket med hendes bror. Hendes evner hvad jagt angik var stadig meget begrænsede, og den ene gang det rent faktisk havde lykkedes hende at fange en kanin var mere held end noget andet. Hendes lager af brød, frugt og grønt hjemme fra gården var derfor hurtigt sluppet op, og hun måtte finde en løsning hvis hun skulle fortsatte sin søgning. Heldigvis var hendes søster en fortrinlig kok, og Lianna havde derfor begivet sig mod Turmelinien, hvor Freydis boede. Det passede hende egentlig ganske fint at besøge Freydis nu, for hendes eventyr i skoven havde sat en masse spørgsmål i hovedet på hende. Hun havde stødt på en mand i skoven, som havde været meget kærlig og vist hende ting, hun ikke anede noget om inden, og det havde fået hende til at undre sig over, præcis hvad der mon var sket den dag, hvor deres brødre havde kommet hjem med Freydis fra markerne. Hvad havde mon gjort at ingen af landsbyens børn ville lege med Lianna siden? og at deres brødre strengt havde holdt alle drenge og mænd væk fra hende siden den dag?

Sulten gnavede i maven, som hun nærmede sig området, hvor huset lå. Bare et lille stykke endnu, så ville hun kunne se huset. Da hendes øjne ramte det lille hus, ramte duften af mad hende samtidig, og en knurren undslap hendes mave, mens hun satte farten lidt op. Hun havde ikke de store kræfter tilbage længere, sulten havde taget hårdt på hende de sidste par dage af rejsen, men hun klarede de sidste par meter op til huset, og bankede på, mens hun mønstrede det bedste smil, hun kunne. Hun ville helst ikke give Freydis grund til at bekymre sig, så hun forsøgte at se så almindelig ud hun kunne, mens hun spændt ventede på at døren blev åbnet.

Freydis grønne øjne var låst på gryderetten under hendes næse. Grydeskeen i hendes hånd, blev ført rundt, og duften af kryderierne og grøntsagerne spredte sig i hjemmet og ud gennem skorstenen, sammen med den lille røg fra pejsen. Det havde været blæsende, så Freydis havde sørget for at lukkede fleste skodder så man ikke kunne se ind i det hyggelige bosted. Manden var endnu engang ude og rejse og datteren beskæftigede sig med noget legetøj foran pejsen. Sammen nynnede begge hunkøn en lille vise, den ene mere yndigt end den anden.

Den næsten harmoniske lyd blev dog afbrudt af stilhed, så snart der blev banket på døren. De forventede ingen gæster, så det var formodentligt ikke et godt tegn. Freydis så ned mod sin datter og med et hurtigt vink rejste datteren sig og så stille som muligt løb hun ind på sit værelse. I mellemtiden to Freydis grydeskeen op af gryden og begav sig hen mod det lille kighul, så hun kunne se hvem der bankede på. Anspændtheden i skuldrene forsvandt med det samme, ved synet af sin yngre søster.
Hurtigt låste hun de mange låse op og åbnede op for sin søster og lagde hurtigt sine arme om hende i en kærlig omfavnelse. ”Hvor er det godt at se dig,” lød det lavt som hun havde armene om sin søster. Hun glemte helt grydeskeen i sin hånd, og var ikke helt bevidst om, om den ramte Liannas hår, kind eller om hun gik fri.
Med et slap hun grebet om sin søster, og tog blidt om hendes overarme, mens hun så sin lillesøster an. Beundrede hende. Et eller andet stemte dog ikke overens. ”Kom indenfor, kære. Maden er lige straks færdig,” lød det venligt fra Freydis. Måske kunne hun spørge ind til hvad der var galt, når søsteren havde fået varmen i ly for blæsten.

Lianna nåede ikke andet end ænse at døren blev åbnet, før hun mærkede sin søsters varme og kærlige omfavnelse. Hvor havde hun dog savnet at mærke varme og omsorg på denne måde. Hun lagde derfor armene om Freydis og knugede sig ind til hende for at gengælde krammet, og undgik med nød og næppe grydeskeen, der kun lige nåede at strejfe nogle få hårstrå på hendes hoved. Et smil bredte sig på hendes læber, og da Freydis trak hende lidt ud fra, sig igen, fik hun luft nok til at svare "Det er også godt at se dig igen" Hun havde virkelig savnet sin søster, og det specielle bånd de to havde. Som de eneste 2 piger i flokken havde de altid holdt sammen, og for Lianna havde, det været et stort savn den dag søsteren kom og sagde, at hun skulle giftes og flytte væk fra gården. Hun ønskede selvfølgelig at se sin storesøster lykkelig, og hun vidste godt hun ikke kunne blive boende på gården altid hvis hun ville have mand og børn, men savnet af ikke at have hende der hver dag længere var stadig stort.
Hun bemærkede svagt Freydis's måde at betragte hende på, og fornemmede svagt i hendes blik at der var noget, hun undrede sig over. Duften af mad og søsterens ord om den snart var klar, overtog dog alle hendes tanker, og med et "Tak, det dufter fantastisk" fandt hun vej til bordet og satte sig ned. Hun havde så meget hun ville snakke med Freydis om, men det kunne vente til hun var helt færdig med maden, så travlt havde hun heller ikke. Det betød mere at være kommet ind i varmen, og udsigten til snart at få et varmt måltid mad igen. Så kunne de altid snakke senere. 

Freydis nød krammet blev gengældt. Hendes lillesøster var bare så kærlig. Et blidt smil før hun gav sin søster plads stil at træde indenfor, gennem den meget bredde dør. Hendes mand skulle jo kunne komme igennem den uden problemer. Freydis kunne ikke holde en glad klukken tilbage, som hendes lillesøster komplimenterede hendes mads. Jo, godt nok var hun kok, men at få ros fra sin familie var altid noget særligt. De var ikke høflige af nød, de var ærlige.
Freydis lukkede døren efter dem og sørgede for at låse døren igen. Hun begav sig så ind til køkkenet og lod blikket falde over gryderetten kortvarigt. Den var klar lige om lidt. Grydeskeen blev placeret ved siden af bordet, og Freydis begav sig derefter hen til sin datters værelse. ”Nadiya alt er okay, det er bare Lianna,” lød det roligt fra Freydis, og kort efter dukkede datteren op og løb forbi sin moder ud til Liana for at kramme hende, selvom hun sad på en stol ved spisebordet. Det var tydeligt at høre Nadiya på vejen, eftersom hendes klove gav lyd fra sig mod trægulvet.
Freydis begav sig så ind i køkkenet igen, så endnu engang kort til gryden, før hun fandt nogle dybe tallerkener, krus og skeer til hver et hjerte der bankede i huset. Med det gik hun ind og dækkede op på bordet, for efterfølgende at hente gryderetten og skeen til bordet. Snildt fangede hun så tallerkenen som var foran Lianna og øste en god portion op, så fik hendes datter en portion og til sidst hende selv. Så kunne hun sætte sig ned. Lianna kendte udmærket til Freydis evne med vand, og forhåbentlig vidste hun, at hun bare skulle sige til, hvis hun ville have noget vand i sit krus. ”Nå, Lianna, hvad bringer dig herud?” spurgte hun, med sit blik fastlåst på sin ske, som hun pustede lidt til, inden hun stak skeen i munden.

Lianna hørte lyden af sin nieces klove der kom løbende mod hende, og vendte sig glad på stolen så hun kunne løfte den lille pige op og give hende et kram. ”Heej! Gud hvor er du blevet stor!” Hun satte den lille pige på sit skød et øjeblik, mens de ventede på at maden blev færdig, og gav sig til at nusse Nadiya blidt over håret. Det var lige så rødt som hendes eget, som Freydis’s, ja som alle i deres familie faktisk. At være moster til denne skønne lille skabning, var den største ting der endnu var sket i hendes liv, og hun elskede den lille pige overalt på jorden. Hun var så småt begyndt at tænke på at hun også ville have børn en dag, men hun vidste ikke ret meget om det, kun at det krævede en mand og en kvinde for at skabe et barn. Hvordan man gjorde vidste hun ikke, men noget sagde hende at det måske havde noget at gøre med det, der var sket mellem hende og Gordon i skoven. Hun rødmede svagt ved tanken, men blev hurtigt revet ud af den igen som Freydis begyndte at dække bordet. Hun så kort ned i gulvet under sig, for at forsøge at undgå at Freydis opdagede hendes svage rødmen, inden duften af mad rev hendes opmærksomhed tilbage til bordet. Blidt satte hun Nadiya ned så hun kunne gå over til en stol og sætte sig, og så op på Freydis netop som hun begyndte at tale. Maden foran hende duftede skønt, og sulten i maven gnavede så det gjorde helt ondt nu, men hun var for høflig til ikke at besvare sin søsters spørgsmål med det samme.

”Jo, du ved jeg er taget ud for at finde ud af hvad der skete med Alf. Jeg fandt resterne af jægernes lejr i skoven, men derfra er der ingen brugbare spor, og mit lager af mad hjemme fra gården er sluppet op, og jeg har ikke lykkedes med at jage noget endnu, så, jah….  Altså…” Rumlen i maven afbrød kortvarigt hendes ord, og hun bed sig i læben mens hun overvejede hvordan hun skulle fortsætte. Hun valgte dog at sige det ligeud, det var altid det nemmeste med hendes søster. ”Jeg ville ikke tage hjem til gården igen efter mad, du ved hvordan drengene kan være, det orker jeg ikke at høre på. Så jeg tænkte…. Hvis du kan undvære lidt…” Hun så over på Freydis og mønstrede et svagt smil, inden maden foran hende fristede for meget. ”Uurgh, såå sulten….” Hun overgav sig, og stoppede en stor skefuld mad i munden, mens hun igen lod blikket finde søsterens. Varmen og smagen bredte sig med det samme i munden, og lyset fandt vej til hendes øjne igen, mens hun langsomt fik en smule mere kulør i ansigtet. Hun sank hurtigt maden og tog en skefuld mere, mens hendes mave grådigt kastede sig over den mad, der nu var gledet ned i den.

Klovenes lyd stoppede, så snart datteren blev løftet op i et kram efterfulgt af en kompliment til datteren. Ja, Nadiya voksede som  en plante der fik massere sol og vand. Hun blomstrede. I Freydis øjne, blev hendes datter kun kønnere, stærkere og større som hver dag gik. Ligesom en blomst.
Freydis ellers ret så opmærksomme øjne havde endnu ikke spottet de røde kinder der havde fundet vej til Liannas ansigt.

Hun trak skeen ud af sin mund som Lianna begyndte at forklare. De grønne øjne fandt vej til Liannas, mens hun sænkede skeen ned mod sin tallerken igen og tykkede på maden. Opmærksomt lyttede hun til starten af Liannas forklaring, og hun nikkede ind i mellem, for at vise hun lyttede og forstod. Det var også her hun bemærkede der var kommet lidt rødmen i kinderne. Men måske det bare havde været noget af kulden? Det var forståeligt at jagt måske ikke var Liannas stærkeste side, eftersom det ikke ligefrem var det de var blevet oplært i, hvorimod deres brødre havde lidt mere viden indenfor området. Den korte pause, mellem Liannas ord og hendes maves rumlen, afgjorde før Lianna selv fik sagt ordene, at det omhandlede mad. Åh, hendes stakkels søster var så sulten. ”Det er helt forståeligt, de kan virkelig være nogle bøller,” lød det fra Freydis. Selvom hun var en god del ældre end sin lillesøster, så havde hun da også haft sin del af drilleri og hvordan hun ikke ville kunne klare sig selv. Lige så meget som hun elskede sine brødre, kunne hun også hade dem. De havde hver deres måde at trykke på temperamentsknapperne. Freydis skubbede lidt til Liannas tallerken, for at påminde hende om at spise og om at der var massere af hvor det kom fra, ”Spis,” lød det lavt fra hende med et lille ømt smil, ”Jeg har massere mad, nu hvor Jason er ude,” forklarede hun og trak et lille smil. Jason var trodsalt over to meter høj og mere end 200 kg – der var en hel del mad der skulle til, for at mætte ham, og det var ikke altid at Freydis vidste hvor meget mad hun skulle lave til et treårigt barn og sig selv, som spiste mindre, når manden ikke var hjemme. Ja, for det var ensomt kun at leve med sin datter en i lange perioder, og Freydis gik derfor i perioder og blev tyndere mens manden var væk. Når han så kom hjem igen, kunne hun få lidt mere sul på benene.
Så snart søsteren overgav sig til maden, smilte Freydis lidt bredere og lod så sit blik glide over mod Nadiya som var lige ved at sætte fingrene i maden på sin tallerken, i stedet for at bruge sin ske, ”Nadiya! Spis ordenligt,” irettesatte hun med en blid stemme, som alligevel havde en hårdhed til at vide det var en seriøs irettesættelse. Datteren var hurtig om at gribe sin ske med sin blege hånd og begyndte derefter selv at spise ligesom de andre. Blikket vendte så tilbage til Lianna igen, ”Hvor mange dages mad tænker du at du har brug for?” spurgte hun, før hun kort skænkede blikket ned på sin tallerken, hvor hun skovlede endnu en ske op. Denne gang så hun op mod sin lillesøster og afventede svar, inden hun proppede munden med sin mad.

Søsterens kommentar om deres brødre fik et lille grin frem på Liannas læber, inden hun fortsatte med at tale. De kunne i sandhed være stride ved de 2 søstre, men der var aldrig nogen tvivl om at de holdt sammen når det virkelig gjaldt. Det var det mærkelige med brødre, de kunne være noget så tarvelige og virkelig være på nakken af en, men var der først problemer så vidste man at de altid var der til at hjælpe og passe på familien.

Da Freydis skubbede til hendes tallerken overgav hun sig for alvor til maden, og skovlede den ene skefuld ind efter den anden, tydeligvis meget sulten, men formåede stadig at spise pænt. Der var ingen grund til at slippe sine manerer uanset hvor sulten man så var. Hun så hen på den lille pige som hun blev irettesat, og smilede svagt til hende. Hun var virkelig en køn lille pige.
Da hun blev spurgt hvor meget mad hun havde brug for, bed hun sig i læben og tænkte. Der var omtrent en uges rejse herfra til skoven, måske lidt mere. Hun havde mistet overblikket de sidste dage inden hun nåede helt frem til søsterens hus. "Hmm.... Jeg skal kunne nå ned til skoven, plus nogle dages søgen dernede, så.... Omtrent 2 uger? Men jeg behøver ikke alverden! Mor gav mig 3 brød, en masse æbler og gulerødder, og det holdt fint i et par uger..." Lianna var af natur meget beskeden, og hun ønskede ikke at Freydis skulle tømme sit lager af mad for hendes skyld. Hun kunne sagtens klare sig med lidt brød, frugt og grønt igen, som hun havde gjort sidst. 

Smilet på de flotte læber smittede af på Freydis. Det var godt at lillesøsteren kunne muntres lidt over Freydis udtalelse om deres brødre. De var trodsalt ikke lige nemme at have med at gøre. Det havde i den grad været fedt for Freydis ikke kun at have Alf at støtte sig op af, men også Lianna, når de andre var stride. En gang i mellem var det jo meget rart, at det var en kvinde man kunne læne sig op ad. Ja, godt nok var der en seks syv år mellem dem, men det havde ikke gjort at Freydis ikke ville støtte sig til sin lille, lille lillesøster. Åh hvor ville hun bare gerne kramme hende ind til sig… Mon Lianna ville overnatte en aften, så hun havde ly over hovedet og kunne varme sig under uldne tæpper?

Det var på en eller anden måde hyggeligt at se hvordan hendes søster skovlede sin mad ind. Ja Freydis glemte næsten selv at spise, som hun beundrede den tynde skikkelse foran hende. Ja, begge menneskepiger kunne nok godt trænge til lidt ekstra på sidebenene.
Freydis kunne se der blev tænkt, bag den kønne blege pande. Svaret hun mødte fik hende dog til at smile bredt og ryste lidt på hovedet. ”Jeg har massere mad, kære. Jeg kan snildt undvære to ugers mad til dig,” forklarede hun med et smil. Freydis havde jo massere hver dag. Med en ged og høns fik man jo massere og spise hver dag. Hun skævede kort over i køkkenet, før hun så tilbage på Lianna med et lettere bekymret udtryk over sig. ”Så du har ikke fundet ud af noget med Alf endnu?” hun sukkede og trak tænkende på et smil, som hun undrede sig over hvad i alverden Alf havde lavet. Mon han var blevet spist af en bjørn?

Lianna mærkede, hvordan den efterhånden fyldte mave begyndte at gøre hende en smule søvnig, og hun overvejede muligheden for at sove hos Freydis. Hun var alligevel en del dages rejse fra skoven, så en enkelt dag fra eller til gjorde nok ikke den store forskel. Et lille gab tvang sig frem på hendes læber, men hun var på ingen måde klar til at skulle sove endnu, de havde så meget at snakke om endnu, så meget hun skulle spørge Freydis om.

Søsterens svar fik hende til at smile, inden hun stille fik svaret ”Tak…” Spørgsmålet om Alf fik dog hurtigt smilet til at stivne på hendes ansigt, som hun stille rystede på hovedet. ”Nej, det eneste jeg fandt ved resterne af deres lejr var nogle utydelige fodspor der ledte til hvad der lignede resterne af en anden, mindre lejr. Men det kan jo ligeså godt være der har været en anden jæger i området lige efter dem.” hun bed sig i læben, det virkede så håbløst at finde Alf, men hun kunne ikke bare opgive, hun var nødt til at finde ud af, hvad der var sket med ham. Hun trak vejret dybt, inden hun igen talte. ”Jeg mødte godt nok nogle andre i skoven, men ingen af dem havde set eller hørt noget, der kunne have med Alf at gøre.” Tankerne ledte hende igen til minderne om Gordon, og hun kunne ikke undgå at rødme igen, og slog derfor blikket ned. Denne gang havde hun ingen mulighed for at gemme det for Freydis, som hun sad lige overfor hende, og hun frygtede for om søsteren valgte at spørge ind til det. Hun ønskede ikke at tale om det mens Nadiya sad så tæt på dem, det var alt for pinligt. I det hele taget syntes hun, det var pinligt at skulle tale om, men hun var nødt til at vide mere om hvad det var, hvad det betød og hvorfor hun stadig tænkte på ham.

Freydis smilte bredt til sin lillesøster som hun gabte. ”Du kan godt sove her,” lød det kærligt fra Freydis som hun holdt et lille grin tilbage med et stort smil. Selvom hun havde Nadiya, var der noget andet ved at tage sig af sin søster. Lianna kunne sagtens klare sig selv - Nadiya havde stadig brug for rådgivning.

Det var tydeligt at emnet omkring Alf ikke var det fedeste. Det var forståeligt, for det var deres ældste storebror, ham som de begge havde et særligt bånd med, og så var han pludselig væk. Det var underligt.
Freydis rynkede lidt undrende på brynene som der blev forklaret noget om en anden lejr. ”Fandt du noget særligt ved lejren? Nogen fodspor der gik væk derfra eller lignende? Det kan jo være Alf er taget videre ud?” det virkede dog ikke som Alf bare sådan at tage videre ud, uden at sige det videre – men måske havde det været nødvendigt? Hun kunne ikke helt finde et eksempel lige nu, men det var der nok et sted!

Lianna havde mødt nogle andre i skoven, og det fik straks Freydis alarmklokker til at ringe. Var der sket Lianna noget på sin tur? Hun havde jo ikke haft sine brødre til at holde uvedkommende på afstand... Og… Lianna var jo en stor pige nu… Hun kunne vel godt klare sig og sige fra… Kunne hun ikke? Eller vidste hun måske ikke nok om hvad hun skulle sige fra til? ”Hvem mødte du i skoven?” spurgte hun med en lille bekymret rynke mellem sine bryn. Rødmen hen over søsterens kinder var ikke til at undgå at se. Ja, måske var Lianna træt af disse spørgsmål, eftersom Lianna tæt på aldrig fik lov til at have samtaler med fremmede. Men familie betød alt for Freydis og generelt for Eik’s familie og Freydis ville bare ikke have at Lianna kom ud for det samme som hende selv. Jo, godt nok var Lianna allerede tre år ældre og da Freydis var på Liannas alder, var hun blevet gift. Tiden gik stærkt for Freydis, men på en eller anden måde så utrolig langsomt for Lianna. Jo længere tid Lianna kunne holdes væk fra alt den ballade der fulgte med fremmede mennesker, jo længere ville hun vel være glad og lykkelig – ikke?

Hvordan hun gjorde det vidste Lianna ikke, men det var som om Freydis altid kunne læse hendes tanker, inden hun nåede at sige noget. Et lille grin undslap derfor hendes læber som søsteren tilbød at hun kunne sove der, og nikkede stille. ”Det vil jeg gerne.” At sove i en varm seng for en gangs skyld, det var noget af det hun savnede mest ved at være ude på egen hånd. Det, og at undvære sin elskede familie.

Lianna kunne tydeligt se, at Alfs forsvinden bekymrede Freydis ligeså meget som hende selv, alt andet ville også være underligt. Det lignede på ingen måde deres normalt så ansvarsbevidste storebror at forsvinde uden at give besked, så enten var der sket ham noget frygteligt, eller også havde han haft en rigtig god grund. Søsterens spørgsmål fik Lianna til at lægge skeen ned og tænke. Joh, der havde været nogle andre spor også, men om de var kommet før eller efter Alf forsvandt var svært at vurdere… ”Altså.. Jeg fandt et par skåle og en flaske, så nogle har der været i den lille lejr, og lidt underligt de bare har efterladt udstyr på den måde… Det kunne tyde på at de skulle hurtigt derfra.” Hun bed sig lidt i underlæben mens hun tænkte videre, der var mere end blot den lille lejr, men hvor meget det havde med Alf at gøre var svært at vurdere, især når ingen af dem, hun havde mødt, havde set eller hørt noget som helst… ”Der var også…. En del andre fodspor, og et spor efter noget der var blevet slæbt et stykke vej, enten et stort dyr eller en tung sæk eller noget i den retning, og nogle spor fra heste og en vogn. Men…. Det var for vanskeligt at se om det var fra før eller efter Alf forsvandt… Det er jeg ikke erfaren nok i spor til endnu… Og så begyndte det at regne lige som jeg skulle til at følge sporene fra hestevognen, så jeg nåede ikke ret langt..” Hun sænkede hovedet og så trist ned i bordet foran sig. ”Undskyld, Freydis…. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne komme med et eller andet sikkert spor, en retning at gå, men….” Hun trak vejret dybt, og en tåre trak frem i hendes øje. ”Jeg er ikke sikker på vi nogensinde finder ud af, hvad der skete….” Hun ville ikke indrømme det med sig selv, men hun var tæt på at give op. Ingen spor havde ledt til noget der var konkret nok, ingen havde set eller hørt noget, og hver dag hun var væk fra skoven var en dag mere hvor alle spor kunne blive vasket væk af regn, dyr, eller andre mennesker der færdedes i skoven.

Ud af øjenkrogen fornemmede Lianna godt, at Freydis virkede bekymret ved at høre, at hun havde mødt andre i skoven. Hun vidste godt at Freydis og brødrene altid bekymrede sig hver gang hun bare så meget som talte med en fremmed, men hun var en stor pige nu, næsten 17 år gammel, og gammel nok til snart at tage sine egne beslutninger og valg i livet. ”Øhm… Lidt forskellige mennesker, en jæger der hjalp mig lidt, en kvinde, og….” Bare tanken om Gordon fik rødmen i hendes kinder til at blive stærkere, og hun kunne ikke holde et lille smil tilbage. ”Så var der også den her mand….” hun holdt blikket stift ned i bordet foran sig, det var alt for pinligt at se op på Freydis lige nu, og hun frygtede for at hvis de talte meget mere om det, ville Nadiya måske overhøre dem, og begynde at drille hende. Hun kunne svagt huske, hvordan hun havde været overfor Alf da hun var omtrent Nadiyas alder og han fandt sammen med Akurra. Det drilleri ønskede hun ikke selv, selvom hun var meget sikker på at hendes korte møde med Gordon nok ikke var noget i retning af, hvad Alf og Akurra havde lavet dengang. Selvom hun ikke havde fantasi til at forestille sig, hvad det så kunne være, og hvordan man egentlig blev kærester, og hvad det indebar. ”Kan….” Hun tog mod til sig, og så op på søsteren, stadig med rødmen blussende i kinderne. ”Kan vi snakke videre om det når Nadiya sover? Der er noget jeg gerne vil spørge dig om, men…. Ikke mens hun hører det.” Hun håbede ikke Freydis ville tage hendes ord ilde op. Lianna elskede virkelig sin niece, men visse ting mente hun alligevel ikke hun ønskede at snakke om foran hende.

Freydis smilede blidt til sin lillesøster, som gav et lille grin fra sig. Hun var glad for at Lianna ville tage sig tid til at sove hos Freydis. Lianna kunne jo også tage af sted lige så snart det passede hende, hvis hun vågnede tidligt altså. Freydis selv ville nok vågne tidligt for at bage nogle friske boller til Lianna, bare så hun havde noget der var nogenlunde friskt som hun kunne tage med på sin tur.

De opmærksomme øjne så opmærksom efter på hvert et lille ansigtsudtryk lillesøsteren kom med. Ørene lyttede efter hendes vejrtrækning, snøft stammen og pauser. Det var vigtigt at vide om der var noget som Freydis måske kunne hjælpe med. Skåle og en lille flaske i den lille lejr. ”Det lyder meget underligt,” lød det grublende fra Freydis, der forsat lod sine øjne og øre være opmærksomme. Det at lade noget som skåle og en lille flaske blive på lejren var utrolig underligt. Hvorfor havde man ikke taget det med? Var der sket noget forfærdeligt og man måtte skynde sig væk?
Og mere blev fortalt. En del fodspor, noget tungt der var blevet slæbt væk og en hestevogn. Freydis lyttede forsat opmærksomt, og så snart lillesøsteren sænkede hovedet, var Freydis hurtig til at skubbe sin stol tættere på hendes. Om Lianna ville have det eller ej, lagde hun sine arme om hende. Hun kunne godt forstå at Lianna var nedtrykt over ikke at have fundet noget som hun følte var brugbart. Hun var overbevist om at Lianna gerne ville vise hun var i stand til det hele og kunne klare sig selv. Men bare sådan at kaste sig ud i sådan en opgave var voldsomt. Forsigtigt lod Freydis sin forreste hånd glide op mod Liannas hoved, for at give hende noget tryghed. Freydis lyttede opmærksomt som vejret blev trukket dybt og kom med en tåbelig konklussion.
Efter et lille øjeblik hvor Lianna havde fået lov til at komme sig lidt, valgt hun at trække sig væk fra den omfavnelse hun havde tilbudt. Hun greb om begge sin søsters skuldre, ”Lianna, se på mig,” bad hun og så insisterende mod hende, som hun søgte hendes blik. Selvom Lianna ikke direkte havde sagt at hun var ved at give op, var hendes ’tåbelige’ konklussion hvad der gav det til kende. ”Jeg tror på dig. Du har allerede fundet så meget. Jeg er sikker på vi finder ud af noget. Ikke?” Hvis Lianna havde skænket Freydis sine øjne, ville hun være opmærksom på tårer og eventuelt fjerne dem med en blid hånd. ”Du skal ikke undskylde for noget. Du har jo fundet en anden lejr, og Alf har sikkert været der forbi. Måske er det endda ham der har spist der med en? Måske han hjalp personen med at få et bytte op i en hestevogn? Måske…” Freydis var begyndt at løbe tør for ideer hvorfor Alf ikke var kommet tilbage til de andre jægere og lod et øjeblik den manglende kreativitet tage ordene fra hende. ”Hvad med at du i morgen tager Peter Pan tilbage til skoven? Jeg har sadeltasker så du kan have mere mad med,” foreslog hun. Freydis ville gerne tilbyde alt den hjælp hun kunne, men hun havde bare ikke meget at byde på når hun ikke kunne forlade huset særlig længe af gangen. Et par dage var det maksimale, hvis hun skulle ind til Dianthos. Desuden havde Freydis slet ikke modet til at gøre hvad hendes elskede lillesøster var i gang med.

Forskellige fremmede mennesker blev nævnt, og endnu engang holdt Freydis meget øje med hvordan Lianna reagerede. Ja, nogen vil måske sige hun var som en slags løgnedetektor. Lige når det var hendes lillesøster, kendte hun hende godt nok til at finde ud af hvor hun skulle grave dybere, til at få de svar hun søgte. En mand… EN MAND? Nu var hun ikke… Han havde vel ikke? Havde Lianna fået samme historie som hende selv? Havde familien ikke kunne rede hende? En yderligere bekymring blussede tydeligt op i Freydis øjne. Hvorfor ville Lianna ikke se på hende mens hun snakkede? Freydis selv havde glemt alt om sin datters tilstedeværelse. Så snart de brune øjne så mod Freydis grønne kunne hun se rødmen i kinderne. Noget var i hvert fald ikke som det skulle være. Da Nadiya blev nævnt, var det som at Freydis kom tilbage til det virkelige liv. Hun rystede en gang overrasket på hovedet. ”Jo, selvfølgelig,” hun vendte sin opmærksomhed mod sin datter, som efterhånden havde fået spist op selvom hun i tide og utide havde leget lidt med maden. ”Nadiya, når du er færdig vil du så gå ind og lege lidt?” foreslog hun sin datter. Det krævede som sådan heller ikke mere end det før Nadiya hoppede ud af stolen, som var hun blevet beordret til at gå. ”Tallerken, unge dame!” dirigerede Freydis sin datter. Datteren ret så ’fornærmet’ vendte rundt og greb tallerkenen og bar den ud i køkkenet for efterfølgende at trampe ind på sit værelse, uden et ord. Døren blev tilmed smækket. Freydis sukkede og vendte sin opmærksomhed tilbage til sin lillesøster.

Lianna mærkede tydeligt de opmærksomme øjne der hvilede på hende, og hun havde nu helle ikke forventet andet af Freydis. Det var vel hvad der fulgte med at være den ældre søster eller bror, at have et opmærksomt øje for sine yngre søskende. Kort efter mærkede hun blidt søsterens arme om sig, og lænede hovedet lidt mod den hånd, Freydis havde ved hendes hoved. Trods den ret håbløse situation, var der alligevel noget rart ved at kunne lade sig trøste. Da Freydis igen talte, lod hun forsigtigt blikket glide op til hendes, og lyttede på hendes ord. Ja, hun havde jo ret, hun havde allerede fundet ud af en del, men hvis nu hun bare havde haft styr på at jage, så havde hun ikke været nødt til at gå hele vejen herop, så havde hun kunne følge sporene, og måske fundet Alf nu… Hun nikkede dog alligevel af søsterens ord, og fremtvang et lille smil. ”Ja, du har nok ret. Det ville ligne Alf, altid så hjælpsom” Smilet blev en smule større ved tanken om deres bror, og hvordan han aldrig var sen til at sørge for, at alle omkring ham havde det godt og kunne klare sig.
Hun smilede igen da Freydis foreslog, at hun tog hendes hest næste morgen. ”Det lyder da som en god ide. Det vil jeg rigtig gerne, jeg skal nok passe godt på ham!” Af alle dyrene hjemme på gården havde heste altid været Liannas foretrukne, og hun havde gjort alt hun kunne for at lære alt, hvad der var at vide om heste. Tanken om at ride afsted på Peter Pan i morgen, fik hende til at savne sin egen rødbrune hoppe derhjemme. Den eneste grund til hun havde ladet Idunn blive hjemme var, at hun ikke var sikker på om hun ville kunne skaffe mad nok til hende. Hun måtte se at få skaffet sig nogle saddeltasker, så hun kunne tage på eventyr på Idunn når det her var overstået.

Lianna mærkede svagt, hvordan Freydis blev nervøs ved omtalen af forskellige mennesker i skoven, og helt som forventet var det navnlig da hun nævnte at hun var stødt på en mand, at hun for alvor kunne mærke søsterens bekymring. Hun forstod stadig ikke hvad de alle sammen var så bekymrede for, men hun håbede inderligt at Freydis ville forklare hende, hvad det handlede om. Hun mente selv hun var gammel nok nu til at få at vide, hvad der var sket dengang og hvorfor de havde beskyttet hende sådan siden.
Da Nadiya blev bedt om at gå ind og lege lidt, sendte hun den lille pige et smil, som for at prøve at opmuntre hende lidt til ikke at være så sur, men det lykkedes ikke helt. ”Hun har vores temperament, hva?” tanken fik Lianna til at le, det var tydeligt at den lille pige var i familie med de 2 søstre, og hele deres familie for den sags skyld. Det temperament der fulgte med det røde hår, var ikke til at komme udenom.

Freydis trak et smil, som det virkede til at Lianna kunne se mening i de forslag og eksempler der blev hevet frem af ærmerne. ”Det er jeg ikke i tvivl om at du vil,” lød det fra hende med et smil på de lidt smalle læber. Freydis var slet ikke tvivl om at hendes lillesøster ville passe utrolig godt på hendes hest, og alligevel var der noget i Freydis der fristede hende til at sige at Lianna bare skulle gøre hvad der var nødt til at blive gjort – selv hvis det risikerede Peter Pans død. Det var dystert og helt klart ikke noget Lianna ville tage godt imod, eftersom Freydis vidste hvor meget hun holdt af heste. ”Du kan også sagtens få lidt krystaller med dig, så kan du altid købe noget, hvis du løber tør?” foreslog hun. Jason tjente trodsalt rigeligt ved at være en del af Lyset, og eftersom at Freydis og Nadiya helt automatisk levede sparsomt, så havde de rigeligt med penge til at give lidt til den rejsende søster og moster.

Freydis frygt for at Lianna måske havde fået en lignende behandling, som hende selv, nagede hende. Det var på ingen måde noget hun ønskede for sin søster – generelt var der ikke nogen hun ønskede det overfor. Det var sådan en skrækkelig oplevelse at ligge helt hjælpeløs, tæsket og med alle sine grænser overtrådt.
Et øjeblik blev opmærksomheden fra Lianna dog brudt af den lille halvminotaur som havde lidt af et hysteri. Det hørte vel til familien – og lige som den tanke strejfede Freydis, nævnte lillesøsteren det helt samme. Freydis smågrinte lidt som hun vendte sin opmærksomhed tilbage til sin lillesøster. ”Det må man sige,” lød det fra hende. En enkelt gang klemte hun sine læber lidt sammen som hun valgte at skifte emne.
”Hvad er der sket i skoven?” spurgte hun med samme seriøse tone som tidligere. Lå Liannas hænder i nærheden, ville Freydis gribe om den nærmeste og give et lille trygt klem. Uanset hvad der var sket, så ville Freydis være der for hende.

Hun lyttede endnu en gang til Freydis ord, men smilet blev pludselig en smule mindre, og hun bed sig i læben. Det var ikke at hun ikke kunne bruge lidt krystaller i tilfælde af, at det blev nødvendigt, men… var det nu klogt? Freydis havde trods alt Nadiya hun skulle sørge for, og hun ville i forvejen give hende mad nok til 2 uger, så var det virkelig klogt også at tage imod krystaller fra hende? Lianna vidste godt at hun kun tilbød hende det for at hjælpe mest muligt, men der måtte vel også være en grænse? Hun skulle også kunne klare sig selv, og sikre Nadiyas helbred og udvikling. ”Det er sødt af dig søs, men…. Du skal kun give mig hvad du selv kan undvære. Det er mere end rigeligt for mig at du vil give mig mad og lade mig låne din hest.” Hun smilede og gav Freydis et hurtigt kram som hun sagde ordene, så hun vidste at hun satte pris på hendes hjælpsomhed, men at hun også skulle huske at sørge for sig selv og sin familie.

Et lille grin forlod Liannas læber, som søsteren gav hende ret i, at den lille pige slægtede dem på. Grinet blev dog hurtigt erstattet af en mere seriøs mine, der spejlede søsterens. Dog frembragte Lianna et svagt smil, som for at berolige Freydis om, at det ikke var noget slemt. Det mente Lianna i hvert fald ikke selv det var, men hvordan Freydis tog det vidste hun ikke. Hun tog en dyb vejrtrækning og mærkede søsterens klem i hendes hånd, inden hun tog mod til sig og talte. ”Jo, altså…. Jeg mødte jo lidt forskellige folk, men det jeg ville tale med dig om, var den her mand…. Som… Han vidste ikke noget om Alf eller havde nogle spor, men… Han var… Så god ved mig…” Rødmen steg igen op i hendes kinder for fuldt blus, og med den hånd Freydis ikke holdt, sad hun og tegnede små cirkler nervøst på bordet med pegefingeren. ”Han nussede mig, og… Kyssede mig. Og det var vidunderligt! Det var som om… der pludselig kun var os i hele skoven, som om… hele verden forsvandt…..” Blikket blev langsomt løftet fra bordet til søsterens øjne, i et forsøg på at spore hendes reaktion. Ville hun nu blive vred, fordi hun havde været så tæt med en mand, det som Fredis og brødrene ellers havde forsøgt at undgå i mange år?
Efter en lille pause tog hun igen mod til sig, og fortsatte fortællingen. Hun var nødt til at fortælle det hele hvis hun bagefter ville have Freydis til at fortælle, hvorfor de havde prøvet at holde hende fra den slags, hvorfor det var så forkert, og hvad der egentlig var sket for Freydis dengang.
”Og så…” Blikket faldt igen ned i bordet, endnu engang kunne hun ikke holde øjenkontakten mens hun talte. ”Så.. Tog vi tøjet af og… Lå sammen, helt tæt…” Endnu en gang blev vejret trukket dybt ind, inden hun tilføjede det sidste. ”Men det var rart, slet ikke væmmeligt eller noget…. Så jeg forstår ikke hvorfor I har holdt mig så strengt fra alle der ikke var familie… Hvad skete der med dig dengang, Freydis? Hvorfor ændrede alt sig den dag, du kom til skade ude på marken?” Som de sidste ord blev sagt løftede hun igen blikket og så sin søster i øjnene. Hun var godt klar over, at Freydis ikke brød sig om at tale om, hvad der skete den dag, men Lianna havde brug for at vide, hvordan det hele hang sammen, og hvorfor det havde gjort, at hun var blevet holdt så langt væk fra alle siden.

Freydis knugede sin lillesøster en anelse ind til sig, da Lianna gav hende et kram. ”Okay,” opgav Freydis næsten. Hun skulle nok sørge for at Lianna havde lige hvad hun ville have brug for i saddeltasken. Hun ville ikke have hendes søster skulle have det hårdere på turen, som i forvejen allerede ville være hård. Bare det at Lianna var så opsat på at finde deres broder gjorde at det var hårdt. Alle de spørgsmål og alt den tvivl der ville vrimle op i Lianna på sit eventyr… Ja Freydis turde næsten ikke tænke på det. Det ville i den grad være psykologisk hårdt at tro man ikke kommer nogen vegne.

Freydis var glad for at Lianna tog seriøsiteten til sig og faktisk valgte at komme til sagen. Det lille smil på Liannas fyldige læber vidste Freydis ikke helt hvad hun skulle stille op med. Hvad betød det?
Manden vidste ikke noget om Alf – det hjalp ikke på den situation Lianna muligvis kunne være endt i. Han kunne jo snildt have afvist hende, hevet hende til siden og… Freydis tankestrøm stoppede brat som rødmen blussede op i sin søsters kinder og hun fortalte han havde været god ved hende. Det var tydeligt Freydis var nysgerrig på hvad der var sket – og måske en anelse chokeret, sådan som hendes øjne var spærret lidt op. Kort så Freydis grønne øjne ned mod Liannas finger som kørte rundt i cirkler på træbordet. Øjne gled straks op til Lianna som hun fortalte videre. Ubehag begyndte at melde sig henover Freydis skuldre og ryg som Lianna noget så uskyldigt forklarede de første små detaljer. Freydis prøvede at trække et lille smil. Det virkede som om Lianna havde haft det godt i mandens selskab… Men hun havde jo ikke vidst noget som helst om hvad hun eller manden havde gang i… Freydis prøvede ikke at lade sine egne traumer overtolke for meget på situationen. Hun nikkede forsigtigt og håbede inderligt at historien forsatte i det samme gode humør.
De brune øjne søgte ned i bordet igen. Åh, hvor må det være svært for Lianna at forklare tingene. Tøjet blev taget af og de lå tæt. Freydis prøvede så vidt muligt at holde sit lille smil oppe, men det begyndte at bævre lidt, som hendes traumer trådte mere og mere frem i hovedet. Det var rart, og ikke væmmeligt. Tårer begyndte at vælde op i hendes øjne, og hun kunne mærke hun blev rød i hovedet af hele situationen. Hun forstod ikke hvorfor. En tåre gled ned ad kinden. Som Lianna spurgte ind til hvad der var sket med Freydis, snøftede hun og så ned mod den hånd hun havde givet et klem tidligere. Hun lod nu sin frie hånd omfavne den samme hånd, og med begge hænder gav hun Lianna et fast, men blidt klem. ”Lia… Jeg er glad for at det umiddelbart har været noget du har været villig til at gøre med ham du mødte i skoven…” hendes stemme blev mere og mere grødet. Det var på ingen måde fordi Freydis delte sit traume – det havde hun ikke haft brug for, for brødrene og forældrene havde vidst det, uden at spørge. Jason, hendes mand, var nok den eneste hun havde haft mulighed for at dele det med. Hun snøftede lidt. ”Jeg…” hun hulkede en gang, ”Jeg var ikke så heldig… Ser du, jeg blev uvenner med en dreng, dengang,” hun tog en dyb indånding som hun prøvede at berolige sig selv. Hun så så op mod sin lillesøster. Hendes øjne var irriteret af tårerne. ”Han slog mig. Holdt mig nede… ” Hendes øjne flakkede en gang rundt i lokalet, som hun bad til at hvad hun fortalte aldrig skulle være sket. ”Han gjorde alt mod min vilje, Lianna… Jeg drukner, bare ved tanken…” forklarede hun, forsat med grødet stemme. ”Ingen af os – Birk, Hjalmar, Henry, Alf eller mor og far ville have du skulle blive udsat for det samme… Så vi prøvede at beskytte dig,” Hun så op mod loftet som tårerne trillede ned ad kinderne. Hun så tilbage på lillesøsteren igen. ”Jeg er så glad for at du ikke er blevet udsat for det samme som mig,” sagde hun til sidst, og gav igen hånden et fast, blidt klem.

De gange hun så op på Freydis fra tid til anden gjorde, at Lianna opfangede nogle af forandringerne i hendes ansigt mens hun fortalte om sin oplevelse i skoven. Hvorfor blev hun dog så bekymret? Ingen havde gjort Lianna ondt, så hun havde ingen grundt til at blive forskrækket, eller ked af det? Lianna forstod ikke meget, men hun håbede at søsterens fortælling ville besvare nogle af hendes spørgsmål. Som Freydis tog hendes ene hånd i sine, så hun hende i øjnene med et nysgerrigt blik. Hun forstod stadig ikke, hvorfor det gjorde Freydis så ked af det at tale om, men gud hvor gjorde det ondt at se sin storesøster så ramt. Nu var det Liannas tur til at se bekymret ud, hvor endte denne fortælling dog henne? Hvordan skulle det at blive uvenner med en dreng, kunne være så frygteligt? Hun nåede ikke andet end splitte sine læber for at stille spørgsmålet, før Freydis fortsatte med at tale, og hun igen bare så op på hende med store, forvirrede øjne. Hvorfor græd hun sådan? Lianna kunne ikke lide det, det var forkert at se sin storesøster så ked af det, det plejede at være hende, der var den stærke, hende der hjalp og trøstede når der var brug for det. 

Så drengen havde gjort det mod hendes vilje? Altså det, hun havde oplevet med Gordon i skoven, havde denne dreng gjort ved Freydis, mod hendes vilje? Lianna rystede på hovedet, mere forvirret end nogensinde før. Hvordan kunne man det? Var det ikke kun noget man gjorde med en, man kunne lide? Hun kunne i hvert fald godt lide Gordon, så meget vidste hun da. Han var en flink mand, og hun kunne slet ikke forestille sig hvordan man skulle kunne bruge den slags mod nogen, man var uvenner med. Og familiens trang til at beskytte hende, havde været for at undgå, at det samme skete for hende, hvilket jo som sådan var en ganske fin tanke men….. Forstod ingen af dem, hvad de havde gjort, ved at holde verden sådan på afstand for hende? Ingen venner, ingen at lege med udover sine søskende, fra hun var omkring 7 år gammel? Se sine brødre løbe og lege med de andre børn i byen, men hver gang hun nærmede sig, flygtede alle som bar hun på en frygtelig sygdom? De veninder hun havde haft, turde ikke engang tale med hende længere? For ikke at tale om, hun vidste brødrene havde haft kærester, hun havde set Freydis finde lykken med Jason, men selv måtte hun ikke engang TALE med en eneste dreng? Hun var næsten 17 år gammel nu, på den alder havde de fleste af de unge i byen allerede kærester, alle hendes søskende havde også allerede haft deres første kæreste da de var 17, men Lianna, nej nej, hun skulle holdes væk fra alting… Hun vidste ikke engang hvad det ville sige at være forelsket, om det var det hun havde oplevet med Gordon, eller det var mere overfladisk, om det de havde lavet også var det, man kunne få børn af…. Intet vidste hun om den slags, blot fordi de ville beskytte hende.

Det hele blev for meget for Lianna, og hvor meget hun end ønskede at omfavne Freydis og vise, hvor ked hun var af at høre, hvad hun havde været ude for, så kunne hun bare ikke rumme at vise den omsorg lige nu. Hun rejste sig med store tårer i øjnene, trak blidt sin hånd til sig, og gik hen mod et åbent vindue i stuen. Hun havde brug for luft, brug for plads, brug for… Ja, hvad vidste hun faktisk ikke, men hun kunne end ikke kigge på Freydis lige nu, og stillede sig derfor med ryggen mod køkkenet og mod, hvor Freydis sad. Det kunne bare ikke passe det her, det MÅTTE ikke passe…. Alt hun havde måtte savne, mangle, se sine søskende glade og lykkelige med venner og kærester, at have følt der var noget galt med HENDE, at det var hendes egen skyld på en eller anden måde…. Og så havde det i virkeligheden ikke ret meget med hende at gøre, i sidste ende. Av hvor gjorde det ondt at få at vide… Hun snøftede, og lod de første tårer falde, mens et svagt hulk hørtes fra hendes læber.

Hendes lillesøsters rystende hoved, gjorde Freydis opmærksom på at der var noget der ikke gav mening. Om det var hvad der var sket, hvordan det kunne ske, eller om det bare var hvorfor det var grund nok til at det skulle gå ud over Lianna, det var hun ikke sikker på. Sidst nævnte var det nok næppe, Lianna var klog nok til at regne ud at det der var sket, havde været en forfærdelig oplevelse.
Som hun fortalte hvorfor de havde prøvet at beskytte Lianna, kunne hun se forvirring og fortvivlelse spredte sig som ringe i vandet hos lillesøsteren. Freydis nåede kun lige at dele sine ord, om at hun var glad for der ikke var sket det samme for Lianna, før Lianna rejste sig med tårer som var lige ved at vælte ud over øjenkrogen. Freydis lod Lianna tage sin hånd og gå væk. Hun kunne selv mærke varmen i kinderne blusse op, og gøre hele hendes hoved rødt i gråd. Hun tog sine hænder op til sine øjne og tørrede dem mens hun tog en dyb indånding. Freydis kunne ikke dvæle i fortiden. Hun måtte gøre noget for Lianna.
Hun knyttede sin ene hånd og bankede den ned i bordet. Både for at vække sig selv lidt fra det sorgmodige sind hun sad i og for at få nogle af de indebrændte følelser ud.  En stor kugle af vand hævede sig fra en vakse spand. Hun lagde derefter hånden fladt på bordpladen, og kuglen faldt ned i spanden igen. Hun rejste sig stille og roligt op før hun med tavse skridt begav sig hen til Lianna.

”Jeg kan godt forstå det er forvirrende… At alt denne tid var det for at beskytte dig fra et traume… Det var hvad der betød mest for os… Din sikkerhed… Dit helbred og at du var velfungerende... Ikke blot fysisk, men psykisk,” forklarede hun i små etaper, både som hun skulle få formuleret sig og for at hendes ord kunne høres mellem Liannas snøft. Freydis ønskede at ordene sank ind og at Lianna ville forstå hvad der havde foregået. Hun håbede at Lianna kunne se at familien havde regnet med at familiens socialisering ville være nok – de var trodsalt et godt bundt. Ingen i familien ville kunne holde ud at have endnu en datter der blev udsat for sådan et traume. Det havde været for alles bedste.

Lianna hørte svagt dunket fra Freydis’s hånd i bordet, men var allerede for langt væk i sin tankerække til at reagere på det. Sandheden om alle de års lidelse, årsagen til hendes pludselige isolation, og så var det aldrig hendes egen skyld på nogen måde…. Jo, vidst havde hun haft brødrene og Freydis, men at se at de alle havde eller fik venner både i og udenfor landsbyen, alt imens hun selv var afskåret fra den slags, havde gjort mere ondt end nogen af dem anede. Det havde været en af grundene til, at hendes interesse for heste var vokset, dem havde hun følt hun kunne tale med om brødrenes drillerier, og hvor uretfærdigt det var at de havde venner når hun ingen havde. At begrave sit hoved i en varm hestemule når alting blev for meget, for bagefter at sadle op og ride derudaf indtil hun helt havde glemt, hvad hun var ked af i første omgang, havde hjulpet hende igennem alle de år. Gud, hvor hun i grunden savnede Idunn. Den eneste i denne verden, der for alvor forstod hende.

Freydis’s ord, fyldt med lige dele sorg, omsorg og bekymring, ramte Lianna hårdt. Hun forstod udmærket familiens hensigter, men det betød ikke at det gjorde mindre ondt af den grund. Stadig uden at se på Freydis, nikkede hun svagt, og bed sig i læben. Tårerne fyldte stadig Liannas øjne, og med blikket vendt mod haven udenfor vinduet, blinkede hun endnu et sæt tårer væk, mens hun kæmpede for at få kontrol nok over sin vejrtrækning, til at kunne tale igen. hendes hals føltes tør og snøret sammen, og en smerte havde lagt sig tungt i hendes bryst, der gjorde det svært at trække vejret så dybt som hun gerne ville. Efter en række hulk fik hun langt om længe trukket vejret dybt nok til at føle, at hun kunne tale igen, og med en tydeligt grådkvalt stemme fik hun endelig besvaret søsterens ord.
”Freydis, jeg…. Er virkelig ked af, at du…. Har været igennem det…” Et snøft, og så lod hun endelig blikket glide væk fra vinduet, og søgte tøvende mod søsteren igen. Hun havde både brug for at udtrykke sin medfølelse med Freydis, forvirring over hele situationen, og vrede, frustration og sorg over de konsekvenser, det havde haft for hende selv. Hendes indre var et stort virvar af tanker og følelser, og hun måtte kæmpe for at få dem under kontrol og få dem ud i den rette rækkefølge. Hun ønskede for alt i verden at Freydis skulle mærke, at hun følte med hende og godt forstod familiens bekymring, og samtidig undgå at hun følte sig angrebet når hun så udtrykte sine egne følelser.
”Men, der er så meget…. Jeg ikke forstår…. Jeg ved godt, at I ville beskytte mig, men…. Jeg tror ikke I forstår, hvor ondt det har gjort, og stadig gør….” Hun havde nu vendt sig så hun stod med fronten mod Freydis, og så direkte på hende. den ene hånd pillede nervøst ved neglene på den anden, mens hun vendte hver en tanke i hovedet 100 gange, inden den slap ud. Tårerne byggede sig stadig op i hendes øjne, dog noget langsommere end før, og hun havde mere kontrol over at få dem væk, inden de forstyrrede hendes syn for meget.

”Ingen i landsbyen ville lege med mig mere, alle mine veninder turde dårligt nok se på mig længere… Alle opførte sig pludselig som om jeg var smittet med noget frygteligt, eller der var noget galt med mig…. Drengene havde stadig deres venner, og du fandt med tiden også nye venner, men jeg…. Ingen ville, eller måtte, så meget som tale med mig…. Freydis, jeg blev med tiden overbevist om, at… det var fordi… der var noget galt med mig…” Blikket gled igen kortvarigt ned mod gulvet, hendes manglende selvtillid, og troen på, at hun var forkert på en eller anden måde, og det var derfor hun blev holdt væk fra alle gjorde ondt.
”Med tiden begyndte drengene at rende med piger, de fik kærester, og du fandt Jason og fik Nadiya, men… Jeg ved stadig intet om den slags, hver gang jeg spurgte mor skiftede hun emne, ingen ville fortælle mig hvad det vil sige at være forelsket, hvordan det føles, hvordan man får børn…. Jeg er snart 17, omtrent samme alder som du selv var da du og Jason blev gift, og kun et år yngre end da I fik Nadiya. Og jeg ved intet om kærlighed, jeg aner ikke engang med sikkerhed, hvad det var jeg oplevede i skoven… Det kan godt være I ville beskytte mig, Freydis, men… Det har gjort stor skade…”

Som Freydis stod der og ventede på et svar fra sin søster, kunne hun fornemme hvordan Lianna havde følt sig overset og tilsidesat. Måske følte hun endda at hun var blevet sat på en hylde og glemt, for kun lige at hive hende ned fra hylden i ny og næ. Freydis havde en fornemmelse af, at hun forstod hvorfor og hvordan det gjorde så ondt på hende. Samtidig vidste hun også hun aldrig reelt ville vide hvordan det havde føltes overfor Lianna.
Hun prøvede at trække lidt på et smil, som søsteren fortalte hun var ked af hvad der var sket med hende, men det var svært at opretholde et smil når virkelig ikke følte for at udtrykke glæde, men blot at sidde i sin egen lille bobbel. Freydis forholdt sig stille, mens det virkede til at Lianna tænkte over sine ord. Af og til ville stilhed få folk til at åbne mere op – og det måtte man sige at Lianna gjorde. Ord begyndte at vælte ud af munden på hende, som hun forklarede hvordan det havde været. Deres brødre havde handlet uhensigtsmæssigt og tævet drengen der havde ødelagt Freydis, hvilket havde resulteret i at de fleste i landsbyen havde taget afstand fra familien, særligt efter Hjalmar havde truet drengen på livet. Det havde skabt skræk, således de færreste havde turde møde begge piger. Selvfølgelig havde Lianna været for lille til at forstå samtalen og vide hvordan man skulle agere om menneskerne, således at man kunne løse tingene. Hver af drengene havde formået at få et forholdsvis normalt liv efterfølgende. Freydis selv havde aldrig rigtig modet til at stole på fremmede og holdt sig derfor mest for sig selv, men snakkede af og til med Akurra, når hun var forbi hos Alf. Freydis havde aldrig rigtig fundet nogen hun kunne være venner med, før efter hun havde mødt Jason. Jason fik hende til at tro bare lidt mere på sig selv. De eneste Freydis som sådan snakkede med, udover sin mand og datter, var dem hun handlede hos.

”Åh Lianna,” var det eneste Freydis nåede at sige inden vandfaldet forsatte. Der var på ingen måde noget galt med Lianna. Den eneste der havde været noget galt med, var Freydis. Hun havde været den ødelagte vase, som man havde forsøgt at reparere.
Hun lyttede til sin søsters fortælling om hvordan hun følte hun manglede viden indenfor kærlighed og elskov. Det var heller ikke noget Freydis havde været skarp i den gang hun havde været på Liannas alder. For Freydis var det ligesom bare kommet til hende med tiden, som hun havde tilbragt med Jason.
”Lianna… Kære… Den skade kan ordnes,” prøvede hun at forklare, uden helt at tænke over, at alle de år uden venner nok ikke ville kunne redes, ”Jeg kan prøve at fortælle dig alt hvad du har brug for at vide… Men mange af tingene er blot ting man skal føle sig frem til. Man kan mærke det i maven,” fortalte hun og lagde sin venstre hånd på Liannas skulder for at give den et blidt klem. Hun ville helt klart indbyde til et kram, men hun var forstående hvis Lianna ikke ville have det.