Iriskan var ankommet til kysten samme aften som Ikaris havde sendt ham afsted. Det føltes som en håbløs opgave, at finde nogen med så få spor. Men det var en håbløs opgave som Iriskan var nød til at gennemfører, for han forventede ikke at overleve alternativet.

Så her var han, i en lysning nær den Røde Flod, ledende efter spor der længe var vasket væk af regn, eller ædt op af dyr. Resterne af de tre heste var alt Iriskan fandt efter at være fløjet kort mellem træerne, og da han endelig landede i lysningen, var det uden forventning om at finde meget mere. Sporet føltes iskoldt, men Iriskan lod alligevel blikket glide over skovbunden, søgende efter.. hvad som helst.

Halv-fuglens øjne blev store som noget fangede hans blik. Han fór over til foden af et træ, og knælede ned. Forsigtigt samlede han det op der havde fanget hans blik. Reb. Eller rettere, resterne af et, skåret over og efterladt. Et forsigtigt håb blomsterede. Hvis det var de reb Ikaris' fange havde været bundet med, så var der en chance.. Iriskan skulle bare finde nogen med de rette magiske evner til at sporer folk.

Iriskan lod hænderne glide søgende over skobbunden, som han søgte efter flere spor. Måske var Chance med ham?

Det var ikke ofte at fremmede kom til Dunkelskov.... det var generelt ikke ofte at fremmede overhovedet bevægede sig omkring i Amazonitskovene til at starte med, men helt tæt på de ældste dele af skoven, jah der vovede ikke mange mennesker sig i hvert fald hen. Men de få gange det alligevel skete at nogle gjorde, jah der fik Adrian det som oftest at vide, ikke mange timer efter. 
Som en steppebrand havde skovens dyr hvisket om de uvelkomne ved Den Røde Flod, og selvom den mørkhårede satyr havde været hurtig for at komme hen til stedet, havde hans klove ikke båret ham noget nær hurtigt nok. 

De fremmede var forsvundet og havde ikke efterladt meget andet end stanken af blod, menneske og mørkelver - tre ting der så slet ikke hørte til her. 

Selvom de var forsvundet, jah så blev der stadigvæk holdt øje med området dagene efter. Hvilket viste sig at være smart, da nu alarmen for anden gang var lydt, og et fremmed væsen betrådte skovene - Adrian var taget afsted i selvsamme. 
... og så nu en halvfugl lande, gyldne øjne observante og opmærksomme på.. at den her part var en hel tredje, trods han lignede en der havde en form for relation til de første. 
Således betragtede Adrian ham i nogle lange minutter i ly af skovens skyggefulde træer, imens at han  overvejede hvorfor den prangende fjermand rodede rundt imellem de mange græsstrå, jah hvad det var som han ikke kunne finde, udover rebet. De mørkebrune hænder skubbede blidt enkelte ånder der dansede og legede i udkanten af hans synsfelt, til side, en lille del af ham fornøjet over deres ubekymrede sindelag; de var kommet sig hurtigt over den voldsomme episode her. Og da nogle af dem sågar vovede sig imod den fremmede, draget af... et eller andet omkring ham, var det at et nysgerrigt glimt erstattede det vagtsomme, og Adrian rettede sig en anelse op fra  sin halvsiddende stilling. 

Den farverige mand kunne umuligt se dem, men de så ham. Og de brød sig om ham. 
Og i sidste ende, var det nok motivation for den mørke satyr til at bryde igennem skovkrattet der beskyttede ham, og med en hilsende brummen at træde nærmere, hænderne fladt ned imod jorden og synlige for ikke at forskrække ham. "Det er ikke ofte, at vi får så farverigt selskab på de her egne" smilede han roligt. 

Iriskan viste godt skoven var farlig, og at han nok lige var bytte-størrelse for størstedelen af skovens jægere. Hans skader gjorde ham kun mere udsat.
Derfor reagerede halv-fuglen også prompte da der kom lyd fra underskoven bag ham. Blikket fløj i lydens retning, mens hans sank en smule længere ned, klar til at sætte af. Iriskans blik låste sig fast på skikkelsen der nærmede sig, roligt og med hænderne vist, og halv-fuglen pustede lettet ud over hans selskab tilsyneladende var venligtsindet, hvert fald for nu.
Tydeligvis VAR Chance med ham indså Iriskan, for havde satyren været fjendtligsindet, var Iriskan ikke i tvivl om at han havde været nemt bytte. Han havde trods alt ikke så meget som ænset den andens tilstedeværelse, før den anden havde vist sig selv.

Iriskan rettede sig op, og som en del af bevægelsen, forsvandt rebstumperne ned i en bæltetaske bag halv-fuglens ryg, inden begge hænder blev holdt frem hvor de kunne ses. "Havde jeg forventet så varm en velkomst, var jeg kommet forbi for længe siden!" svarede han med et varmt, skævt smil. "Historierne om at ende som nogen eller nogets frokost er en anelse afskrækkende" tilføjede han så med et lille grin.

Halv-fuglens smil og optimisme var ægte, men han lignede en der allerede havde været oppe at slås med noget. Omkring kraven på Iriskans halv-kappe, var huden højrød og irriteret. Det var tydeligt der manglede en god håndfuld fjer. Langs hans underarme var det lige så galt, og de fjer der var tilbage, var knækkede. Det kævede et skarpere blik, men halv-fulgen lod også til at holde alt sin vægt primært på det ene ben, selvom der ikke var nogle tydelige skader på det andet.

At komme frem med en passiv indgangsvinkel havde tydeligvis været den rigtige beslutning. Fordi knap nok havde hans stemme lydt, førhen at fuglemanden var i forsvar, nede i knæ og klar til at tage flugten ud af lysningen og tilbage til verdenen uden for skovdækket - Adrian's mund åbnedes som for at stoppe ham, unødvendigt, fordi heldigvis valgte han at blive. 
Hvorfor det var heldigvis kunne Adrian ikke helt fornemme til at starte med, men det gik op for ham, da hans øjne endelig registrerede hvad han måske nærmere havde fornemmet førhen at han så det. Manden var skadet. Og en kernedel af det faktum, bad Adrian i hvert fald at prøve at give noget hjælp hvis han kunne. 

At han var skadet kom dog ikke til syne i hans muntre stemme og varme smil, to ting der fik Adrian's egne læber til at krølles en anelse mere opad og han forsatte roligt sin færden fremad. Hvad han gemte bagved ryggen forekom underordnet, og en rumlende latter fik satyren's tænder til at lyse op da læberne splittedes. "Det er bestemt også meningen..." et fornøjet glimt i øjet, da nogle af historierne bestemt var... voldsommere end de måske burde. 
Men mange af dem bundede i en hvis sandhed; der fandtes væsner her som ikke engang Adrian havde været i kontakt med - væsner der hverken ønskede eller gad at blande sig i verdenens trivielle individer. "... men ikke i alle tilfælde. Skovens folk tager imod sine egne, selv dem de ikke kender endnu" den mørkhårede mand nikkede. Ondsindede væsner havde en bestemt energi omkring sig... og den var ikke at finde her. 
Adrian rømmede sig en anelse og rakte hånden hilsende frem, idet at han stoppede op foran ham. "Adrian Sommer" præsenterede han sig, en varm gnist i øjnene med den dybere stemme. 

Iriskan kunne ikke andet end smile skævt som satyren bekræftede at skovens omdømme ikke nødvendigvis kun var drevet af ammestuehistorier og løse rygter, men til en hvis grad var af en mere kultiveret natur. Det var et naturligt forsvar mod mange ting, når folk med nogen sans for overlevelse, simpelthen bare holdt sig væk. Desværre havde Iriskan ikke haft en luksus af valg, og som satyren nærmere sig, begræd Iriskan det mindre. 

Der var en let anspændthed over halv-fuglen, som satyren fortsatte nærmere, også efter de var pænt indenfor samtale-afstand. Et smilende ansigt for at nå tættere på, og slå et uanene bytte? Nej. Satyren havde haft alt mulighed for at tage Iriskan ud fra skovbrynet, uden Iriskan havde haft en chance for at opdage det. Desuden sagde Iriskanes instinkter ham, at den anden mands venlighed var ægte, en mavefornemmelse der altid havde tjent halv-fuglen godt. Desuden var der noget.. nærmest profetisk over velkomsten. Skovens folk tager imod sine egne. Iriskan havde aldrig været en skov-fugl men ordrene resonerede alligevel dybt. Måske på hans faders side?

"Iriskan" præsenterede halv-fuglen sig, og gengældte Adrians håndtryk med et skævt smil "Jeg ville ellers have taget dig for en efterårs-type" kommenterede Iriskan så, med en drillende undertone, og lagde hoved en smule på skrå. De brændte farver ville hvert flad ikke gøre noget skidt for den sorthårede, gyldenøjede herre.

En rumlende latter steg fra satyren ved de ord, der afværgende lige rystede den frie hånd foran sig en anelse, trods ordene var mere end velkomne. Det ville ikke være første gang han hørte dem, og nok heller ikke sidste gang, men efterårets gyldne farver ville i sandhed have stået smukt til ham. Man valgte desværre sjældent hvornår man var født, omend det drilske smil blev gengældt, og Adrian slap hans hånd igen. 
"Det må være fra min far's side, han takker dig. "Løvfald generne går igen", ville han sige og mene" hvilket i og for sig ikke var løgn, og den vage imitation af faderens mere buldrende og standhaftige stemme blev sagt med en sund mængde latter i sig. Som havde han hørt den så sent som igår, hvilket... ikke ville være helt forkert. 
Et ekko af hans stemme, reflekteret i ånderne der stadigvæk huskede ham måske, men stadigvæk et ekko. 

Øjnene studerede Iriskan imens at han smagte på navnet, og gled kortvarigt en anelse ud til siden til synet af luftånder - jah apropo - der legende dansede omkring på hans kappeklædte skulder. "Iriskan..." et finurligt navn, men navn var velsagtens noget af det sidste man kunne være dømmende overfor på de her egne - nogle af hans tætteste venner var opkaldt efter skovbær og træsorter. 
"Såh, Iriskan... hvad bringer en skadet mand til Den Røde Flod?" kom det efter lidt overvejelse fra ham, og selvom den mørke satyr kunne være elegant med ordende på sin vis, havde han aldrig formået at være synderlig skjult i sine hensigter - den direkte tilgang var ligeså naturlig som da han havde trådt helt tæt på for at give ham hånden. 
Direkte, men nysgerrig da han... jah, da han havde svært ved at forestille sig hvad der var motiverende i den sammenhæng. Fordi så igen, folks motivationer og bagvedliggende grunde var altid forskellige. 

Iriskans ører rejste sig, og virrede ved Adrians latter. En smuk og ærlig lyd, der undskyldte for sin eksistens lige så lidt som den kraftige efterårsvind undskyldte for de blade den opslugte i sin lystige dans. En latter bragt af oprigtig munterhed, ufarvet af had eller skadefryd.

"De brændte farver kan noget mod den mørke hud" svarede Iriskan, og lod sig rive med og sluttede sig til med en kort, men perlende latter "Og øjnene har næppe brug for hjælp til at stå frem" tilføjede halvfuglen, og blinkede med det eje øje af satyren. Det ville være en synd og en skam ikke at værdsætte den skønhed verden nu bød ham.

En grimasse gled sammen med Iriskans smil, og gjorde det en smule akavet og undskyldende på samme tid. På trods af at have fortalt sin overordnede hvor godt et værktøj et par skader kunne være til at vække medynk, var det bestemt ikke noget Iriskan ønskede at udnytte. "Dine øjne er skarpe så vel som kønne Adrian" medgav halvfuglen, og lod hænderne glide over fjerene på albuerne på skift. "Jeg er her fordi jeg søger nogen.. En der forsvandt" Iriskan lagde hoved en anelse på skrå og gjorde en gestus mod lysningen de stod i "Du ved ikke tilfældigvis hvad der skete her? Om nogen slap væk i live?". Spørgsmålet var uskyldigt nok. Den mest oplagte forklaring var at Iriskan var sendt af familie, eller selv havde en relation. En detalje Iriskan helst lod Adrian fylde ud selv. Det var for risikablet at lyve og.. Iriskan brød sig ikke om at gøre det heller.

Som komplimenterne dog fandt hans vej i dag, Adrian kunne ikke benægte at det gjorde noget for enhver mand, at blive beundret på den måde. Han var ikke hævet over smiger, og nikkede i taknemmelighed for de malende ord - det virkede nemlig ikke til at være forfalsket eller sagt kun for at komme ham nærmere, og det faldt overraskende naturligt for halvdyret at tale på den måde. Oftest hørt imellem dryader og musikere, Adrian overvejede hvorvidt den anden var kustner - digter - når han ikke var ude og lede. 

Fordi med grimassen kom en forklaring, og satyren følte sit ansigt trække i en bekymret mine, ved udsigten til at Iriskan kendte dem der havde været dette sted. Ikke fordi at det bekymrede ham at han kendte dem, men fordi at det ikke havde været kønt, måden hvorpå at situationen havde udfoldet sig. Og da han antog at han ikke ledte efter det mørke væsen der havde forstyrret skovens ro, nikkede han langsomt. "Jeg har en vag idé om det; jeg har hørt hvisken imellem træernes stammer" fordi han havde spurgt stedets usynlige beboere dengang, men de havde virket... skræmte. Ubehageligt tilpas, og han havde derfor ikke boret i det. "Men jeg kan undersøge det nærmere, hvis det er en du kender?" fulgte han derpå op med, og hovedet gled en anelse på skrå, et spørgende smil. 
Med en bedre grund end den der lå i at stille hans egen nysgerrighed og bekymring, kunne han godt kalde åndevæsnerne til sig. Alle fortjente svar, og Iriskan var heldig, da Adrian faktisk var i en position hvor at han kunne give dem. 

De ru hænder gled undersøgende - og endnu engang uden at få spurgt først - hen imod de knækkede fjer og fysiske skavanker, og blikket gled op igen i selvsamme. "Om du vil, kan vi også hjælpe dig bedre afsted end tilstanden du ankom, i. Mad, vand.... helbredelse?" at tilbyde det var ligeså meget en pligt, som noget han havde lyst til. 

Iriskans mine forblev mere seriøs, en skarp kontrast til hans ellers malende humør. Halvfuglen havde ikke i sinde at gøre let af emnet, for omgivelserne røbede dog så meget af historien.
Et tungt suk undslap Iriskan "Jeg kan ikke påstå at kende ham selv.. Men nogen der gør ønsker at finde ham, eller i det mindste blot finde ud af om han er i live eller ej" forklarede han, og holdt sig dansende på kanten af sandheden. "Så alt du kan dele vil være utrolig værdsat" tilføjede han ærligt. Det var alt sammen et spørgsmål om perspektiv. Ikke at det var en tanke der gav Iriskan en mindre dårlig smag i munden. Halvfuglen viste udmærket godt at han førte den anden mand bag lyset.

Et lille sæt gik igennem halvfuglen, som Adrian rakte ud mod hans skader, og Iriskan frøs et sekund, før han fik rystet følelsen af sig. Han trak sig ikke fra den anden mands berøring. Tværtimod lod de anspændte skuldre til at falde en smule med nærheden. "Det ville også være utroligt værdsat, men jeg har meget lidt jeg kan tilbyde til gengæld" indrømmede han ærligt, med et halvt grin og et træk på skuldrene. Han forventede ikke velgørendhed, selv ikke fra de der levede i et med naturen. Selv ikke fra en venlig, charmerende satyr, der lod til oprigtigt at.. hvis ikke bekymre sig, så hvertfald have en oprigtig interesse for Iriskans velbefindende. 

Et nik fulgte med de ord, og således var det besluttet - han kunne godt finde ud af mere omkring hvad der var sket, men ville hente nogle remidier til det, nu hvor at de alligevel virkede til at skulle tage tilbage. Adrian's smil blev en anelse mildere da han indrømmede hvordan at det ville være en gestus han ikke kunne tilbagebetale, og Adrian viftede afværgende med hånden, og gjorde mine til at han skulle følge med efter ham.  
"Jeg mangler heller ikke noget" han havde ikke noget Adrian kunne bruge - lige nu i hvert fald - og han gjorde sig heller ikke i smålige gældsaftaler, over noget så basalt. " Det er ikke så langt væk... du kan godt gå, ikke?" 

Turen tilbage til De Abiléves familiens hjem ville være længere, men den var ikke endemålet - nej, de manglede var ressourcer.  Hvad Adrian ledte dem frem til - med eller uden hans støtte til halvfuglen - ville være en anden hytte. Tydeligt bygget af magi der havde sunget træer og bygningsværk sammen, og noget der næsten først kom til syne når man stoppede lige foran det; Adrian flyttede blidt nogle slyngplanter til siden, da de dækkede for døren. 
"Jeg håber ikke du har noget imod lidt støv"  satyren kiggede en anelse hemmelighedsfuldt tilbage på Iriskan, inden at blikket fandt Roland og en lille mumlen fulgte trop - døren åbnede sig med et suk. Det var lang tid siden nogle havde brugt den her udpost. 
Men indeni var det ikke så slemt som Adrian kunne have frygtet. Et varmt lys tændtes rundt omkring i loftet, som ildfluer, utallige skåle, æsker, dimser og enkelte våben var at finde på hyttens mange overflader, og bundter af tørrede planter hang rundt omkring. Der voksede sågar er vindrueranke ind af hvad det kunne ligne et vindue. 
Adrian trak en af stolene ud til halvdyret, førhen at han stilfærdigt fik igang med at finde ting frem. En skål med tørrede frugter, en til de vindruer der voksede, brød pakket ind i nogle finurlige blade.
En anelse ledende af og til, da han ikke havde været her i mange år efterhånden.  "Bryder du dig om te, eller er du til de stærkere ting her i livet?" Nysgerrigt holdt han inde med hånden svævende over skabet med glas. 

Et lille, lettet suk forlod smilende læber, mens Iriskan rystede en smule på hoved over satyrens svar. Han manglede ikke noget. Selvfølgelig gjorde han ikke det. Skoven gav ham velsagtens alt hvad han kunne drømme om!
"Jeg kan flyve fint.. at gå er en større udfordring" svarede halvfuglen og skar en grimasse som han tog et humpende skridt, for at demonstrere. Han kunne støtte på benet, og humpe nogenlunde rundt, men at gå nogen steder hen var nok at be om for meget.

Med Adrians hjælp gik det dog uden større problemer. Iriskan vejede ikke meget, og hans humør gjorde kun det hele lidt lettere. "Der skal mere end lidt støv til at genere mig" svarede Iriskan med et grin, mens hans blik søgte rundt, forvirret. Det var et særpræget spørgsmål sådan at stille midt ude i skoven var det ikke?
Først da Adrian flyttede på slyngplanterne og døren om til syne, gik det op fra halvfuglen at de var fremme, og en kort høj latter forlod ham "Den var alligevel ny! I slipper sikkert også for ubudne gæster når i er så godt gemt" grinede han. Iriskans blik gled fascineret rundt som de kom indenfor, og hans vandrene blik blev ikke mindre nysgerrigt som han blev sat ned.

"Jeg siger næppe nej til noget varmt" svarede Iriskan blot, som hans blik kort hvilede ved hans vært, inden det atter tog videre på eventyr rundt i rummet. "Støvet taget i betragtning gætter jeg på du ikke bor her til daglig?" spurgte han godmodigt. Adrian slog ham som en noget mere.. ryddelig person, og alt her lod til at have en plads, virkede det stadig.. forladt?

Den andens gåpåmod gjorde en god del af arbejdet med at få ham nemt afsted igennem skoven, og med et lille smil lod Adrian ham tage de indtryk ind han blev præsenteret for, aldrig sen til at nikke eller ryste på hovedet når det passede sig. Fordi de slippede helt sikkert for nogle ubudne gæster med den her mængde af kamoflage for fjender, for ikke at nævne hvordan menneskerne sjældent havde et ønske om at bevæge sig langt nok ind i skoven, til at snuble over den her fine lille hytte. 
Halvfuglen blev placeret på en stol, som Adrian på hans anmodning, begyndte at finde ting frem til at lave te.

De mørke hænder skubbede nogle slyngplanter blidt til side, førhen at en tekande blev placeret midt på bordet som han sad ved, skabt af rystikt og mat metal. Under slyngplanterne - og nu også under kanden - gemte der sig dog nogle finurlige og sirlige runer, næsten brændt ind i bordet. Og med hånden svævende over begge, mumlede Adrian noget uhørligt der kort efter fik det hele til at lyse en anelse op; damp begyndte snart at stige fra kedlens hals. 
Han kiggede tilbage på Iriskan imens. "Næppe, mit hus har lidt mere plads" lo han. Han var stor af sin art, og måtte være varsom når han drejede ansigtet, for ikke at støde sine horn ind i nogle af de vildtvoksende planter. "Forposten her havde dog daglige beboere for... 80 år siden, skulle jeg mene? Måske 86?" hans blik gled over dens usynlige gæster af naturånder, der optagede i deres egen lille leg ikke svarede ham, og han trak derpå på skuldrene. Teen var til gengæld blevet færdig. 

Imens han fandt nogle hyggelige, bemalede kopper frem, hev han til sidst det hele hen til bordet så han endelig selv kunne sætte sig. Teblade, mad og en lille metalæske med forbindinger til varme omslag, salve og så videre, så han kunne få set nærmere på de skader. Han slog ud med hånden - tag endelig for dig. 

Efter Iriskan havde fået sat sig til rette, og Adrian var gået i gang med at finde ting frem, tog halv-fuglen sig den frihed at gribe en ekstra stol, hvor han med en smule besvær fik placeret sit ben på med et dybt suk.
En smertefuld grimasse brød det smilende ansigt som benet endelig fandt ro, og informerede ham om præcis hvor stor en uansvarlig idiot han havde været. Forsigtigt rakte han ud til vinden, og satte den i bevægelse om benet, for at køle det. Det var en ringe trøst.
Heldigvis var distraktionen ikke langt væk, som Adrian satte kedlen på bordet, og fik.. bordet? til at varme vandet op?
"Det der.. det er ret praktisk" kommenterede han med et skævt grin, der ikke helt nåde øjnene, trods halv-fuglens bedste forsøg.
"Forpost huh?" Iriskan lod blikket glide rundt atter engang "For hvad? Det virker for.. hyggeligt?" spurgte han med et hævet øjenbryn. Iriskans idé om en militær forpost var noget mere praktisk, og involverede flere folk der ville tæve en for at godt ord.

Adrian behøvede ikke byde to gange, før Iriskan havde sat tænderne i maden. Den første bid blev stadig tygget da halvfuglen rakte ud efter kedlen og hældte op, først til Adrian, og dernæst til sig selv. Maden blev sunket og et flabet smil spillede på halvfulgens læber "Jeg havde aldrig troet at 80år gammel mad kunne smage så godt!.

Halv-fulgens ben var noget rod, men ikke noget uoverkommeligt. Benet havde været brækket for nylig, og sat, men havde ikke fået lov til at få den ro og hvile der skulle til for at heale fuldt. Det krævede dog en hvis kendskab til den noget særprægede anatomi det forvoksede fugleben havde.

Adrian's smil blev en anelse bredere ved det skæve grin der kommenterede på kedlen, og han nikkede en anelse som svar - fordi det var i sandhed praktisk. Det var ikke hans egen magi, bevares, men nogle fra familien hvis speciale lå i de magiske runer, og de funktioner man kunne give dem. Noget de færreste vidste - foruden dem som boede tæt på eller havde været i direkte kamp med dem - var hvordan at de Abiléves familiens hverdag bugnede af magi. Magiske genstande, magiske hjælpemidler og magiske slægtslinjer; det var og ville altid være deres største forsvar imod mørket. 
Af samme grund var forposten ikke... hvad man ville forbinde som militærisk, og Adrian's gyldne øjne glimtede endnu engang i de skjulte hemmeligheder, men med en venlig energi omkring sig. 
Det kunne vel ikke skade at uddybe sådan et godt spørgsmål.  

De mørke hænder pakkede metalæsken med forbindinger og medicin ud, imens at han tænkte. "Forpost for nogle af vores spejdere, dengang Mørket hvilede tungt over den her del af skoven. Et skjulested hvor man kom til kræfterne, og en åben linje af kommunikation til de andre. Nu virker det måske hyggeligt, men dengang..." Adrian's smil blev en anelse sørgmodigt, inden at det forsvandt med et blink af øjet. "... dengang var det et sted de desperate søgte hen, når der ikke længere var en mulighed for at komme hjem" 
Blikket gled over på fuglen der havde fået taget sig et par bidder af maden, og kort efter at have afsluttet sin talestrøm, grinte han igen - sorgenfri til en hvis grad, kunne man nemt tænke. "Jeg er glad for at det kan bruges, til gengæld" 

Den ene hånd var forsvundet ned til bæltet der hvilede om satyrens hofter, imens at han talte, og med en lille raslen blev en træamulet hevet op, og sat på bordet. Elegant og sirligt skåret som en enhjørning, og med en mat, mørkebrun farve til sig. Lysebrune årer skabte et chancerende mønster, men ellers var den ret... simpel. Adrian kiggeede kort op - "Du må lige have mig... undskyldt" mumlede han, førhen at satyren atter rejste sig, og gik udenfor døren. Da han kort tid efter kom tilbage, sad forskellige typer af fugle omkring hans horn, og enkelte på hans skuldre - alle sammen muntert skræppende og glade - en uskyldig glæde Adrian elskede at have omkring sig. De var ved at være klar. 

Iriskan sad tilbagelænet og begyndte langsomt at slappe mere af, mens Adrian åbnede metalæsken, og pakkede de ting han skulle bruge ud.
De fjerklædte øre drejede sig opmærksomt som satyren begyndte at tale igen, resten af Iriskans væsen forblev tilbagelænet.. til at starte med. Så snart mørket blev nævnt, blev hans blik intenst, og langsomt rettede Iriskan sig mere op, en seriøs mine på det ellers smilende ansigt. Adrian sorgmodighed blev spejlet i halv-fuglen, selv uden ord. Iriskan kendte den kamp, den desperation, kun alt for godt.

Men det var ikke tiden til at dvæle ved fortiden. Adrians smil blev snart varmt igen, og Iriskans fulgte trop, inden han tog sig en bid mad mere, og skyllede ned med te. Halv-fulgens øjne, der synes næsten dybgrønne i hulens belysning, fulgte bevægelsen til bæltet, og spærrede sig en smule op ved synet af den lille enhjørning.

"Du må lige have mig... undskyldt"

"Ah, ja selvfølgelig" svarede Iriskan en smule fraværende, som hans blik stadig hang ved den lille udskårne figur. Da Adrian vendte tilbage kort efter, hang Iriskan halvt indover bordet, med næsen så tæt på den lille figur som det var ham muligt, mens han sugede detaljerne til sig. Ørene virrede, som Adrian kom ind, men der gik et øjeblik længere, inden halv-fulgens blik fulgte med, og straks faldt på fuglene.
"Du forstår sandelig at få en til at føle sig hjemme!" grinede Iriskan muntert, inden han, næsten modvilligt, satte sig ned igen, med et enkelt stjålet blik mod enhjørningen. "Har du selv lavet den?" spurgte han nysgerrigt. 

Et overrasket øjenbryn gled op i panden over det syn han trådte ind til, i og med at den bevingede mand med overdreven interesse nu syntes at studere talismanen der var blevet lagt på bordet. Enhjørningen var et af hans mest kæreste åndesmykker, og trods at den gammel ud, kunne man både fornemme og se hvordan at kærlige hænder altid tog sig tid til at sørge for at træet blev olieret, og ganske få brugsridser skæmmede den glatte overflade. 
Et kort sekund stod han stille i døren, et muntert smil som en tilføjelse til det løftede øjenbryn, over hvor nysgerrig han virkede, inden at stilheden imellem dem blev brudt af halvfuglen, og Adrian grinte. "Jeg er en god vært" pointerede han drillende, og fulgte nogle af dem med blikket idet at de fløj ind i det nye rum, og satte sig til rette på lidt højere positioner, for at følge med i hvad der skete imellem skovvæsnet og fuglen. 

Men ikke i lang tid, fordi et godt spørgsmål trak hurtigt satyrens opmærksomhed til sig igen, og han satte sig atter ned i den svagt knirkende stol; den mørke og arrede hånd rakte ud efter træsmykket på bordet, og løftede det i stedet op, så han ikke behøvede at stikke næsen ned i bordet for at få det hele med. 
"Jah" var det korte svar han lagde ud med, efterfulgt af en varm brummen der vibrerede i hele skovvæsnets brede brystkasse, og så derefter i rummet omkring dem. Prøvende rakte han den ud imod ham - hvis han nu faktisk ville føle på den, og om han gjorde det, ville den have samme temperatur som enhver anden levende og varmblodet skikkelse, på trods af at den kun var lavet af træ. De gyldne øjne havde fået en næsten kærlig mildhed over i sig ved den bevægelse, og den anden hånd fandt 2 mere frem samtidig - en ugle og en slange. "... ..." Adrian lignede et kort øjeblik en der skulle til at sige noget, men fortrød i samme sekund, og smilede opfordrende i stedet for. Han ville se det tidsnok. 

Iriskans øre virrede spændt, og halv-fulgen tog med ærebødig forsigtighed imod den lille statuette. "Det er godt håndværk. Detaljeret" hans smil blev bredt som han ganske forsigtig strøg figuren over dens manke "Og er ganske mere end den ser ud til hvis jeg ikke tager helt fejl" kommenterede han en anelse fraværdende, mens den blev vendt og drejet, så hver en detalje kunne få den opmærksomhed de fortjente. Der var altid noget særligt over personlige projekter, især nogle der var så gamle og velbrugte som Iriskan gættede på enhjørningen var. Måden den var vedligeholdt og passet på sagde meget om dens ejer. Der var en nænsomhed i det.

"Den er.. virkelig smuk" endelig kiggede Iriskan op igen, kun for at få øje på de to andre figurer der var kommet frem i mellemtiden "Og den er i godt selvskab ser jeg!". Iriskan satte nænsomt enhjørningen ned ved siden af uglen og slangen, og betragtede dem lidt som sæt.
"De har en særlig betydning for dig, har de ikke?" spurgte halv-fuglen med mild nysgerrighed, og trak blikket fra de tre små figurer, tilbage til Adrian.

En fugl var landet på Iriskans hoved, og gjort sig det mageligt mellem hans hår og hovedfjer, men halv-fuglen lod sig ikke synderligt bemærke af det for nu.

Komplimenterne der faldt, jah de gik direkte ind i hjertet på den solbrune mand, der med en lille brummen nikkede til næsten alt hvad Iriskan sagde, og mumlede et tak når det var passende. Fordi halv-fuglen var af en opmærksom karakter, og havde fuldkommen ret, nå rhan påpegede hvordan at den var mere end den så ud til at være, hvilket var det samme som resten af Adrian's lille sæt af amuletter. 
Den arrede hånd gled over amulleterne der var blevet sat tilbage på bordet, og satyren samlede med en fornøjet brummen slangen og uglen op, for at binde dem fast til bæltet omkring hans liv igen. Blikket mødte Iriskan's blågrønne skovsø øjne, og Adrian smilede en anelse sigende. "Selvfølgelig" han var praktisk af natur, og beholdt sjældent noget, hvis der ikke var en grund i det. Med det sagt, var hans billede på hvad der var en god nok grund til at beholde noget, mere nuanceret end så mange andres. Affektionsværdi var en grund, og hvis det simpelthen blot var kønt, var det også en grund. Mange ting havde et formål, men enhjørningen, uglen og slangens... de lå tæt til hjertet for Adrian, og det var velsagtens også grunden til at de var kommet til ham. 

Men særligt enhjørningen. "Mirabelle har altid været en tæt allieret, men de har alle hjulpet på hver deres måde" tilføjede han, og vidste at det var ord der ikke nødvendigvis ville give mening lige nu, men det skulle nok alt snart blive tydeligt. Fordi et leende blik på fuglen der havde gjort sig det behageligt i Iriskan's flerfarvede hårpragt, mindede ham om at benet skulle ordnes, og Adrian brummede en forespørgsmål, der med et sus af vinger fik alle fuglene til at komme tæt på igen, ivrige efter skovhviskerens opmærksomhed. Undersøgende prøvede han at sammenligne deres ben, med halvfuglens eget særprægede knoglestruktur, og fandt endelig 3 han ville mene mindede mest muligt om. "Ser du, hun minder mig om en ganske speciel kvinde..." forsatte  han imens at han sammenlignede, og smilede gavtyvagtigt - noget der med et slag fik Adrian til at se 50 år yngre ud. "... ikke i udseende, men.. jah. I sin væremåde" blikket gled undersøgende op på Iriskan, og han lagde en beroligende hånd over benet på halvfuglen, uendelig nænsom med ikke at røre det. "Og hun..."øjnene lukkedes en anelse imens at han lyttede til ord der ikke kunne høres, og han grinte. "... hun glæder sig til at møde dig. Men ikke kig direkte på hende her til at starte med, det skær sådan i øjnene" 

Og med de ord satte Adrian amuletten til læberne, og mumlede nogle utydelige ord ind imod den. Da øjnene åbnedes igen tændtes en gylden glød omkring amuletten, satyrens guld-øjne glødede ligeså mere intenst og et hvidt lys tog form ved siden af dem, som var solens stråler ved at manifistere sig i den lille hytte. Og gradvist, ville den gennemsigtige og lysende form af en enhjørning vise sig, på den smalle plads der var. 

At se det næsten generte smil og forlegne gemyt falde over satyren som han samlede sine små figurer op igen, var næsten lige så fantastisk som at få lov til at nærstudere enhjørningen. Adrian havde indtil videre virket velbalanceret og kontrolleret, måske en anelse stoisk. Men denne nye side virkede lige så naturlig, og understregede kun for Iriskan, hvor meget de figurer betød for satyren. De var mere.

Halvfuglens mistanke blev da også hurtigt bekræftet direkte ganske kort efter, som han skamløst betragtede satyren dvæle ved sine tanker, og langsomt fandt ord til at fortæller og forklarer. Kun fuglenes flugt og den pludselige opdagelse af den der havde været ved at bosætte sig på Iriskans hoved, fik halvfulgens blik fra satyren igen, med en overrasket lyd, fuldt af let latter og et muntert smil som det langsomt gik op for Iriskan hvorfor fuglene var kommet på besøg. Et halv-fulgeben skulle næppe behandles som et menneskes, eller en satyrs for den sags skyld!

Iriskan spændte op som Adrians hånd nærmede sig det skadede ben, og det var tydeligt halvfuglen måtte lægge en aktiv indsats i at tvinge det til at slappe af igen, og genvinde sin henslængte positur. Det var ikke en reaktion Iriskan var stolt over, og han så undskyldende ud, selv som han undgik Adrian blik. Heldigvis var satyren optaget af at lytte, og Iriskan rystede det af sig, et smil atter klar til at møde Adrian grin.

"Så tænker jeg ikke vi skal lade damen vente! Jeg er også ret spændt på at møde hende må jeg indrømme!" lo han muntert.
Trods sine ord lukkede Iriskan ikke øjnene med det samme, men måtte knibe dem sammen som den hyggelige dunklethed blev erstattet af skinnende klart lys. Som lyset tog til, måtte Iriskan også overgive sig, som han vendte blikket væk, og holdt en hånd op for at skærme sig for lyset.
Fornemmelsen af at det lille rum var blevet markant mere fyldt ramte ham og nysgerrigheden drev Iriskan til missende at forsøge at se hvem, eller hvad, der var kommet frem med lyset.

Og hvilket syn det var. Selv med pletter for øjnene, gennem sammenknebet blik var enhjørningens mageløshed ikke til at benægte, og Iriskan samlede alt sin ærefrygt og pris i et overvældet "Woah".

Det var i sandhed som var det solen selv der samlede sig i den lille hytte, og langsomt - ganske langsomt og ganske bølgende - tog form som en enhjørning. Dens man og hale forsvandt opad i dovne svirvler og hvirvler, og blev i et med den gennemsigtige luft omkring dem, selve kroppen og hovedet var mere fast i dets omrids, men som en tåget glimmerhimmel inde i midten, og fra dens øjne, strålede den samme gyldne farve som den der dovent gnistrede i satyrens egne øjne. 
I den elektriske energi af lysånden var det at satyrens eget mørke hår dovent bølgede, og en ikke eksisterende vind løftede op i Iriskan's fine fjerdragt; Adrian's læber splittedes i et lydløst grin ved den ærefrygtige og fantastiske lyd der kom fra hans nye ven. 

Den store, brune hånd gled kærligt over lysåndens skulder, og han nikkede, lavmælt, idet at en hvislende lyd af en hvisken kom fra den store ånd. "Iriskan, dette er Mirabelle...." kom det med en behagelig, næsten lykkelig tone fra Adrian der endelig kiggede tilbage på halvfuglen - han virkede heldigvis ikke skræmt. Endnu en hvislende hvisken overalt omkring dem, og Adrian klukkede lavmælt, idet at han så væsnet bevæge den halvgennemsigtige mule frem imod halvfuglen, vagt pulserende i sin åbenlyse nysgerrighed og interesseret i hvem hendes åndepartners nye ven var. Ikke en hun havde set før, det var så helt sikkert. 

Om han valgte at lægge hånden til, ville det være en vag, vag modstand han mødte - næsten en spændingsoverflade på dugdråber, og enhjørningen rystede fornøjet hovedet. 
Adrian selv fulgte med, et lyttende spidst ører til hvad hun sagde, hvad hun kommunikerede ud, og gearet på at oversætte imellem de to verdener. Det her, var hertug de Abiléves sande styrke, det her var grunden til at årene havde været overskuelige, og fulde af liv, trods mange tab. "Hun spørger hvor du kommer fra" mumlede han, og betragtede halv-fuglen. Ikke fordi at han behøvede at svare, selvfølgelig.