Det havde været en længere tur fra Dianthos, men ikke en han ikke havde taget før. Han gjorde det så tit han kunne, men efter som han var kommendørkaptajn og havde sit eget skib krævede det lidt at han forblev nogen Lunde på fast grund. Han savnede inderligt sin lille familie når han var i Dianthos eller ude på havene. Men desværre kunne han ikke altid være til stede, og han ønskede at hans familie ville flytte tættere på hans arbejde. Men han vidste også at Freydis ikke kunne slippe stedet de boede ved. 
Solen var for længst stået op og han havde rejst næsten hele natten. Han havde stoppet en enkelt gang på en kro og overnattet, og heldigvis havde han ikke ødelagt sengen med sin ellers så tunge krop. Så slap han faktisk også for at skulle betale for en ny seng. Men han var godt på vej hjem i en dejlig seng og sin elskede familie. Han havde løbet det meste af formiddagen og sen var lige ved at være middag da han endelig kunne se deres lille hjem. Han glædet sig allerede til at kysse sin kone og kramme sin datter. Et enkelt blik gled op imod himlen for at se på den store sol hvor få skyer kom hist og pist på himlen. Han ville langt hellere være hos sin familie i en uges tid inden han skulle tilbage mod Dianthos, men det vidste han også godt at han ikke kunne. Forhåbentlig kunne han overtale Freydis til at tage med påmturen, også selvom der blev givet blikke til deres familie. 

Langt om længe satte han farten ned fra sit løb som han kom tættere på hjemmet. Han havde købt træbestik i byen for at slippe for hans magiske evne der ville aktivere sig selv ved at røre metal. Og nu glædet han sig virkelig til at få Freydis hjemmelavede mad, samt bruge hans nye gave. Han rettede lidt på sin sæk han havde hen over skulderen, han havde købt gaver med hjem som sædvanligt. Nu håbede han bare at de kunne lide gaverne, man kunne aldrig helt vide med den lille familie og hvilket humør de var. Jo tættere på han kommjo mere glædet han sig og langt om længe åbnede han munden og bræede for at fortælle han endelig var hjemme. Det var noget han altid gjorde når han var ca 60 meter fra hjemmet. Forhåbentlig var de hjemme til at kunne høre ham, og straks satte han i løb for at nå de sidste meter hjem.  “Skat, bulderbasse er i her” kaldte han lidt højt da han stod uden for grunden, og som altid snakkede han Mithos, noget han aldrig gjorde når han var i Dianthos eller var på sit skib.

Et suk forlod Freydis. Hun følte dagene blev længere og længere, når hendes mands hjemkomst nærmede sig. Bladene var nu ved at falde af træerne og Freydis gik i baghaven og rev blade sammen. Hendes datter sad i sin gynge i baghaven og småsang nogle melodier. Freydis havde i den tid Jason havde været væk, oversat nogle børnesange til Mithos og sunget dem for datteren. I tide og utide, sang Freydis selv med, blandt andet for at hjælpe datteren med de svære ord.
Indenfor, i det nydeligt ryddet hjem, var der sat en stor gryderet over. Hvis ikke hendes mand kom hjem i dag, så havde Freydis og Nadiya mad til nogle dage. Barnet spiste jo ikke meget, og Freydis spiste heller ikke forfærdeligt meget og endnu mindre når manden ikke var hjemme.

En bræen kunne svagt høres, som den rungede i en lille pause i deres sang. Begge tav med det samme, og datteren forsøgte at stoppe sin gynge. ”Det er far!” lød det begejstret fra Freydis, som datteren hoppede af gyngen og løb over til sin moder. De greb hinanden i hænderne og løb ind af deres havedør. Freydis stoppede dem kort ved køkkenet, blot for at tjekke maden ikke var ved at koge over. Jasons stemme lød så udenfor og Freydis samlede så datteren op, og satte hende på den ene hofte, for efterfølgende at begive sig ud til hoveddøren med de mange låse. Som døren åbnede sig, havde begge hunkøn et bredt smil på. Nadiya var ivrig for at komme ned igen, og blev kort efter sat ned, så hun kunne spæne over til sin fader. Hendes klove gav en dejlig genlyd på stenene. ”Far!” kaldte hun højt på Mithos, som hun løb mod ham med spredte arme, krævende efter en omfavnelse. Freydis lod sig et øjeblik se på, som hun nød synet af sin lille familie, inden hun luntede efter, for at kunne give sin mand et kys og et gruppekram.

Selvom turen hjem havde været så lang så virkede det ligepludselig småog om det var hele turen værd. Han elskede sin familie å, også selvom han hellere ville have dem tættere på ham og hans arbejde. Han havde tidligere spurgte Freydis om det men hun havde benægtet det. Hvilket han så bare lyttede efter, for når hun var glad så var han glad, også selvom det hele virkede Simon han skulle sige fra. Og endelig dukkede Freydis og Nadiya frem i døren og hans smil blev måske en smule mere bredere hvis dette kunne lade sig gøre. Han havde virkelig savnet dem og han mæskede det dybt inde sig. Nok var han ung for sin race at være, og han vidste Freydis ville lade livet før ham, men han ville for altid have Freydis dybt i hans hjerte uanset hvad der skete med hende. De små klove der løb ned ad stien gav genlyd og han elskede den lyd, men da hun kom ud til ham og lagde armene omkring ham bukkede han sig en anelse ned i overkroppen. Hans arme lagde sig om hende for at løfte hende op. Han gav hende et kys på kinden og nød bare at have hende i armene igen. Det varede ikke længe før at han måtte sætte sin lille rejse sæk fra sig på jorden da også Freydis kom hen til Ham og lagde armen omkring ham. Han bukkede sig også ned her og lod hans læber mødes hendes i et kys han havde savnet så længe.

“Jeg har savnet jer” kom det nærmest som i en hvisken som kun Freydis kunne høre, præcis på mithos som han normalt gjorde der hjemme. Han holdte om hende med den anden hånd og aede hende lidt på ryggen. Hvis han kunne ville han være her i et par uger, men med tiden der skule gå før han skulle tilbage ville også gå hurtigt, og det vidste han godt. Det var vel egentlig bedre end slet ikke at være hjemme.

Datteren grinte højt og glædeligt som hendes krop kolliderede med faderens ben. Med et snuptag blev datteren løftet op i favnen, noget lettere end hvad Freydis kunne. Freydis kunne ikke holde et smil tilbage, som hun så hvordan genforeningen af hendes mand og datter fandt sted. Det var et herligt syn. Men lige så meget som hun elskede synet, ville hun helst være foruden sådanne genforeninger. Jo, det kunne være meget værre. Der var jo altid en chance for at Jason ville dø i kamp og Jason kunne lige så godt have været en modbydelig minotaur i forklædning. Hun var dog heldig at det ene ikke var sket endnu og at det andet ikke var en realitet.

Så snart Freydis nåede hen til sin mand lagde hun sine arme omfavnende om ham, inden hun stod lidt på tæer, for at give ham et kys. Det havde på ingen måde været muligt, uden at han bukkede sig ned. Hvilket hun var taknemmelig for. Han dybe stemme rungede behageligt i hendes øre, som han hviskede til hende. ”Og vi har savnet dig,” lød det lavt fra hende som hun knugede ham lidt tættere. Den nussende hånd vækkede mange minder mellem dem, for Freydis. Hun nød et øjeblik øjeblikket før hun forsigtigt trak sig lidt væk, for at se op på ham. ”Jeg har sat mad over, hvis du er sulten?” tilbød hun kærligt og lod sine grønne øjne varmt søge efter hans. En dags rejse til deres gård, var lang, hvis han ikke havde stoppet op på vejen for at få noget mad på en kro.

Egentlig var turen ikke så slem, slet ikke når han løb, desværre havde han bare måtte overnatte på en kro da han var taget afsted sent aften dagen før. Han havde måske nok taget et forkert valg, men tanken om at dukke op midt om natten eller tidligt morgen havde bare ikke givet ham dårlig tanker. Tænk hvis Freydis havde troet at han så var en indbrudstyv, eller noget andet der kunne være meget værre? Nej det ville han ikke, han så gerne at hun havde det godt i stedet for, og derfor havde han nok taget det valg han havde taget. Han kiggede lidt på hende og nød virkelig at være tæt på hende, det havde virket som så lang tid siden, og han kunne slet ikke vente med at være en del af hendes hverdag igen. Bare lade dagene flyde sammen, lave lidt små ting af reperationer og derefter hjælpe hende med med det praktiske. Det var mest af alt hende han savnede, men kunne han lave nogle ting slap hun jo for at betale sig fra det, og når han nu var hjemme alligevel så gjorde det ham virkelig ikke noget.

Han kunne mærke hvordan hans hånd nemmere fandt vejen rundt om hende og endnu en gang undrede han sig om hun havde tabt sig som hun plejede? Det var virkelig ikke et godt tegn, slet ikke når han så gerne ville have et barn mere, men om hun var klar på det vidste han ikke, og desuden vidste han jo heller ikke om hun ville kunne klare at bære et barn mere når hun nu tabte sig. "Har du tabt dig igen?" spurgte han, men denne gang var det ikke på Mithos det vvar på Krystaliansk. Normalt snakkede han det aldrig med Freydis, men når der var ting små øre ikke skulle høre, så var det nemmere at slå over i krystalliansk. Men det var også sjældent at han gjorde det. Forhåbentlig tog hun det ikke ilde op at han havde spurgt om lige netop det spørgsmål, men det var snart standart når han kom hjem. "Du skal huske at spise" kom det fra ham stadig på Krystalliansk. "Jeg elsker dig stadig alligevel." det sidste sagde han på Mithos da det trods alt var noget de små øre godt måtte høre.

Ordene om hendes vægt løb hende koldt ned af ryggen, for hun havde tabt sig. Spørgsmålet havde næsten været forventet, eftersom det snart var et ritual når han kom hjem fra sine rejser. Hun følte hendes stemmebånd snørede sig sammen og hun fik lyst til at flygte fra en diskussion om hendes spisevaner når han ikke var hjemme. De utallige låse på hver en dør der førte ind eller ud af huset, havde ikke været nok til at dæmpe hendes angst for at nogen skulle bryde ind. De anspændte følelser pressede hende nok til at hun ikke turde spise meget og det at være ’alene’ fik hende til at miste appetitten.
Selvom det var tydeligt at hun havde tabt sig, på måden hendes kinder ikke fyldte nær så meget ud, som inden han tog afsted, så forlod de benægtende ord alligevel, ”Nej,” en tydelig løgn, også selvom det var på krystalliansk. Datteren skævede lidt op mod dem som de snakkede. De krystallianske ord var blevet nemmere og nemmere for hende. De belærende ord om at hun skulle huske at spise var som et stram greb om livet som kun mindskede appetitten yderligere. ”Du skal huske din datter bliver bedre til krystalliansk,” lød det lavt fra Freydis på krystalliansk, på en mindst lige så belærende men stadig kærlig måde. ”Der sker meget mellem dine rejser,” forklarede hun med et blidt lille smil om sine læber på mithos. ”Og jeg elsker også stadig dig,” lød det kærligt.
”Mor spiser da,” kommenterede datteren på et forholdsvis godt krystalliansk inden hun trak sig lidt væk med en undrende mine.
Freydis klukkede lidt af hende, ”Det gør jeg nemlig,” lød det fra Freydis som sendte sin datter kærlige øjne. Ja, Freydis spiste, men det at hun kun spiste en fjerdedel af hvad hun burde, ændrede jo ikke på hun havde tabt sig. Freydis lod sin hånd søge mod Nadias skulder, for at trække hende tilbage til krammet, men Nadiya trak sin skulder væk, som hun så med bebrejdene øjne på sin mor.
”Er du syg?” kom det fra datteren på mithos.
”Nej, min engel. Jeg er ikke syg,” kom det lidt tøvende fra Freydis som hun kom ud fra sin mands greb og satte sig ned på hug foran sin datter, uden helt at vide hvad hun skulle sige yderligere. Datterens gule og orange øjne så tvivlende på sin mor og derefter søgende op på sin far. Hvorfor havde han så sagt sådan noget?

Et suk kom frem på hans læber. Han skulle nok ikke have spurgt, men det var som om at når han var hjemme tog hun på, når han så var væk i længere perioder så havde hun tabt det hele igen, plus måske lidt ekstra. Selvom han ikke vidste hvad han skulle sige eller gøre kiggede han blot på hende og sendte hende et svagt smil. Hans blik vandrede ned på deres datter som i den grad var blevet større siden sidst, for slet ikke at tale om hendes fantastiske øre til at opfange alt der blev sagt. Nogen gange glemte han bare at hun godt forstod det meste af det de sagde, om end at hun ikke var så gammel. Han vidste jo heller ikke hvor meget krystallinske Freydis snakkede når han ikke var her. På den anden side vidste han at uanset hvad der blev snakket så skulle Nadia nok opfange det på sin helt egen måde. “Hmm....” kom Fra ham og kløede sig lidt på hagen inden han kiggede lidt fra Freydis til Nadiya. “Je glemmer til tider hvor stor hun er, og hvor meget hun forstår” kom det fra ham på mithos og lod en hånd gå ned for at ae Nadiya kind. Han fastholdte et smil til hende og bukkede sig ned for at kysse Nadiya i håret. Hans rettede sig op og kiggede på Freydis med et smil. “Hmm.. Jeg ville sætte pris på hvis du fortalte mig at alt er okey når jeg ikke er her” han regnede med at alt var okey når han ikke var her. Han vidste egentlig ikke helt hvor meget hun tænkte på sin fortid når hun var alene. Faktisk ville han ønske at hun fortalte bare en smule omkring sine bekymringer når han ikke var her. Men han ville heller ikke presse hende til at fortælle noget hun ikke ville. Hvis hun var glad så var han glad, og sådan havde det altid været. Måske var det hans slave fortid der gjorde at han ikke sagde hende imod, eller bare lod hende sige og gøre som hun ville uden han blev vred. 
Han bukkede sig ned og lagde et knæ i jorden for at kigge på Nadiya præcis som Freydis også havde gjort ved at kigge på deres datter. “Far er bare lidt bekymret for mor, det er helt naturligt atvære det” kom det fra ham på et sprog hun forstod nemlig mithos. Han kyssede Nadiya på panden og tog fat i hendes hånd. “Kom lad os få noget af mors mad, og så har jeg gaver med” kom det fra ham og tog en hånd rundt om bagdelen på Nadiya for at løfte hende op så hun sad på armen af ham. Han rejste sig op fra jorden og tog fat i sin rejse sæk og løftede den op fra jorden. Hans mave knurrede allerede efter mad og han kunne slet ikke vente med at spise Freydis mad, uanset hvad det så var hun havde lavet. “Skal vi?” Spurgte han og mæskede hvordan Nadiya satte armene rundt om halsen på ham for at kramme ham og hvordan hovedet søgte ned på imod hans skulder. 

Freydis smilte blidt til sin mand, som han fortalte han glemte hvor meget der kunne ske mellem hans rejser. Han kom altid tilbage, som var der ingenting sket, som havde han kun lige taget en runde rundt om deres lille gård. Det var i hvert fald ikke sådan det føles for Freydis. Hun led og sled lige så snart han trådte ud af døren. Hun savnede ham og den tryghed han gav hende. Det store varme greb han kunne lægge om hende, som han gjorde nu. Det gav hende en utrolig ro – ud over når han kom med den sædvanlige kommentar om hendes vægt. Men det var så småt ved at blive glemt og pakket væk. ”Det er også klart, kære,” lød det fra hende som hun blidt lavede nogle cirklende bevægelser ned en hånd på hans skulder. Hun så kortvarigt på sin mand, som han kærtegnede deres datters kind, for at følge hans bevægelse med sine øjne, hele vejen ned til at han kyssede datterens røde hår. Blikket blev så hvilende på deres datter et øjeblik, som datteren nussede sit hoved efter kysset. Så snart hendes mand henvendte sig til hende igen, så hun dog op mod ham med et roligt smil på sine læber. ”Jeg savner dig, min elskede,” forklarede hun, som det eneste svar på at hun skulle fortælle når alt var okay. For tingene var ikke okay når han ikke var til stede og de ord hun sagde, var sande. Hendes hjerte sank altid en anelse og nervøsiteten steg altid når folk passerede deres bolig, for ofte vidste Freydis at det ikke var Jason der var i nærheden. Hun havde jo en ide om hvor lang tid der gik mellem at han tog afsted til at han kom hjem – men selvfølgelig kunne tiden varierer. Havde deres datter ikke stået med dem, ville hun sikkert skulle have kæmpet for at holde tåre tilbage, men lige nu, var hun standhaftig, således Nadiya ikke skulle bekymre sig yderligere. Man fik jo altid sandheden fra børn, ikke?

Jason satte sig ned på hug sammen med Freydis og understøttede den teori som de satte op foran datteren. Freydis var ikke syg og Jason bekymrede sig bare, da det var naturligt. Ja, det passede vel meget godt, ikke? Nej? ”Okay…” mumlede deres datter som et svar, som et kys blev plantet på datterens pande, og efterfølgende blive sat op på faderens arm. Freydis fulgte dem, som Jason rettede sig op. Den knurrende mave fik Freydis til at smile kærligt til sin mand, som han spurgte om de skulle komme indenfor. ”Lad os,” lød det bekræftende fra Freydis med et bredt og kærligt smil. Hun vendte fronten mod deres hoveddør og begav sig hen til den og sørgede for at holde døren åben, således at hendes mand ikke skulle have besvær, nu hvor han bar på både datter og rejsesæk.
Så snart han om ind, sørgede hun for at lukke døren, med hver en eneste lås og vendte sig så mod køkkenet for at dække op til hvert et bankende hjerte i huset. Hun regnede med at hendes mand ville sætte sig på sin sædvanlige stol og de to hunkøn på hver sin side af ham. Hun var næsten gået i en slags trance, sådan som hun begyndte at dække op. Tallerkener, bestik, drikkekrus og til sidst et den store gryderet med en stor øser i. Forstyrrede Jason ikke den trancelignende tilstand hun arbejde i, ville hælde op til ham, datteren og til sidst sig selv. Hun ville selv få en næsten normal portion for et menneske. Som det sidste ville hun sætte sig ned således de kunne spise.

Inderst inde vil Jason bare gerne have at Freydis havde det godt, og han regnede da med at hun havde det godt. Men han ville aldrig indrømme over for hende at han oprigtig var bekymret for hende når hun ikke var i nærheden af ham. Hun fortalte aldrig hvordan det var at være her alene. Hun sendte ikke engang en buddreng hen til ham med et brev han kunne læse. Der var så mange ting han ikke havde oplevet med deres datter, og han håbede inderligt at der ikke kom flere ting. Men han vidste at der altid ville være en eller anden ting han kom til at misse endnu en gang. Forhåbentlig ville der ikke være så meget endnu. Men han frygtede mest af alt den dag hans egen datter skulle giftes og at han endnu engang ikke var til stede, eller den dag hun skulle forloves og der ikke engang blev spurgt om hendes hånd. Freydis var nok tættere på datteren end han nogen sinde ville blive, og det irriterede ham, men det var aldrig noget han sagde. Hvad Freydis sagde var rigtigt, og det håbede han inderligt på at det aldrig ændrede sig.
Han sagde ingen ting, ikke engang til at hun havde sagt han havde været savnet. Dog fik han en ubehagelig fornemmelse i maven, som om der var noget hun ikke fortalte, noget han ikke kunne sætte en finger på hvad var, men en ting hun aldrig ville fortælle hvad var. Nogen gange virkede hun bare indelukket som om at hele verden var imod hende. Han kunne fortælle hende at han ville have de skulle flytte til Dianthos, men hun ville aldrig gå med til det.

Selvom vejen ind til huset og stuen ikke virkede så lang så var det med bekymrende skridt. Han sagde ingen ting, men var fuldt fokuseret på Nadiya på armen. Han skulle bukke sig lidt for at komme ind i huset da hans horn havde det med at skrabe på dørkarmen. Som altid satte han datteren fra sig ved hendes plads og han satte sig ned på sin plads. Straks begyndte han at kile Nadiya for at nyde hendes grin der virkede så inspirerende på ham. Der var en meningen med at han havde det arbejde han havde. Han kunne være blevet noget andet, men han ville gerne have at hans familie var stolte af ham. Specielt nu hvor hans forældre aldrig havde mødt hans kone eller deres barnebarn. Ja han havde et farligt arbejde og han kunne komme galt afsted hvis der udbrød en ny krig, men når den tid kom så havde han stillet familien i en god stand. Det var jo et godt betalt arbejde i længden.
Han lod blot Freydis gøre som hun plejede alt imens han sad og legede lidt med Nadiya, det var de små ting her i livet han satte pris på. Det var først da Freydis selv satte sig ned at han lagde mærke til hun overhovedet havde hældt mad op til ham. "Jeg har glemt noget" kom det fra ham og rejste sig op. Han bevægede sig over til sækken han havde sat for at rode lidt rundt i den. Først tog han en blød pakke frem der var pakket pænt ind med bånd på han tog den under armen og roede videre. Lidt efter trak han noget legetøj op til Nadiya for til sidst at tage fat i en ske, kniv, og en gaffel i træ. Så slap hans evne da for at blive aktiveret. Han vendte sig om og lagde legetøjet ved siden af Nadiya som tydeligt var begejstret for den fine dukke og træhest. Den pænt indpakkede kjole lagde han ved siden af Freydis. Han var ikke sikker på om hun ville kunne lide den, men den var lavet hos en af de fine skræddere inde i Dianthos. "Jeg håber du kan lide den" kom det fra ham for til sidst at ligge bestikket ved siden af sin tallerken.