Alexander havde ikke været tilbage i Dianthos i mange timer, før han fandt sin vej til Grønne Stræde. Alexander ville gerne påstå han kunne finde stedet i søvne, men han var ærligt glad for det store mosbegroede træ, der markerede hvor han skulle dreje, og også havde givet gaden sit navn. Alle de små gader lignede hinanden i den her del af byen synes han.

Det var måneder siden han sidst havde været der. Lange, hårde måneder. Men hans tanker havde aldrig været fjerne fra det lille hjem-gjort-til-butik der lå på Grønne Stræde, eller den enlige beboer. Dinah. Alexanders hjerte hamrede afsted i hans bryst, men kun en brøkdel kom fra den hastige tur igennem Dianthos gader.
Alexander havde taget den første undskyldning der havde præsenteret sig, for at bryde af fra sin mor og lillesøster som han havde rejst fra Isenborg til Hovedstaden med, men nu hvor han stod her, foran Dinahs dør, med hånden hævet for at banke... tøvede han. 

Hans moders ord ekkoede i hans sind. Så længe du ikke snakke med hende stjæler du hendes valg. Han sank en klump. Han viste hun havde ret, men det gjorde det ikke nemmere..
Tankerne om hvad der ville og kunne ske blev skubbet til side, som Alexander gav to korte bank på døren, inden han tog i håndtaget, og trådte ind.
Den anden hånd strammede sig let om buketten af vilde blomster som han havde medbragt til hende, som han krydsede dørtærsklen.
"Dinah?" kaldte han, hans stemme klar men forsigtig. Det kunne være hun var med en kunde..

Dinah sad i sin ene gode stol foran ildstedet og stoppede strømper som så mange gange før. Det havde ikke gået så godt med forretningen på det seneste, åbenbart var det et problem når folk fik nedtrykte og triste klæder med fra hendes butik.
Det havde bare været så svært, man skulle ellers tro at hun havde fundet en bedre måde at håndterer det på efter de første to måneder.

Hendes venner sagde at den slags sker og det er derfor at man ikke skal finde sig en soldat, de render altid bort med en eller anden tøs de møder ude i felten. Dinah havde i starten protesteret og sagt at det ikke var på den måde, de var jo heller ikke et par var de?

Det hele havde dog taget en drejning til det værre da meldingerne om angrebne var strømmet ind. Hun husker stadig hvordan garnisonskommandanten havde fortalt hende hvad der var sket den dag hun var kommet forbi med de reparerede skjorter. Hvordan det havde været som et slag i ansigtet, hun vidste godt at Teo nok en dag skulle i kamp, men hun havde troet det ville være mod banditter, måske trolde eller varulve ikke selve mørket og deres drager.

Dinah havde ikke bare været bange de dage hun havde været rædselsslagen, da de første soldater var begyndt at vende tilbage havde hun stået forrest i forsamlingen af håbefulde og sørgende folk ved porten da de kom ind. Den ene deling mere såret end den anden, og hvad var mere frygteligt det eneste hun kunne få at vide var at Teos gruppe var blevet hårdt ramt og at de var blev mødt af en drage, og ingen havde styr på hvor han var, nogen sagde at han var blevet ramt af drage ild, andre at han var sendt hjem, men der var ikke styr på noget da deres delingsfører var død og ansvaret ikke var blevet sendt videre endnu. Men der var stadig intet nyt.

Jo noget var nyt, eller ændret. Banderne og tyvene var blevet mere vovede, nu når hendes lille soldat var væk, var hun igen blevet et nemt mål. Dinah skammede sig en smule men efter det første indbrud var hun begyndt at efterlade en lille æske med krystaller ude foran i butikken hvor den var nem at finde så de gik igen og ikke kom om bagved hvor hun sov og gemte sig når de trængte ind gennem ruden ude foran.

Dinah havde brugt mange morgener på at bede, og endnu flere nætter på at græde. Lige lidt havde det ændret, hun havde prøvet røgelse, silkebånd og var til sidst gået så vidt som en lille smule blod i ilden, som de gamle riter sagde. Intet havde dog ændret sig, intet nyt kun uvisheden, frygten og afsavnet.

Dinah så ned på den strømpe hun var ved at stoppe og tværede vredt tårerne væk fra sine kinder “Nej... tøs, du har ikke tid til det her ikke igen.” knurrede hun skuffet af sig selv og betragtede strømpen.

Det var en afskyelig ting dens farve var blevet grå-blå i et mønster der nærmest instinktivt på engang vække afsky og ynk, i dem der så den. Desuden var selve ulden også blevet nærmest klumpet og våd, som selve sokken tudede.
Dinah lod et opgivende vræl forlade hende inden hun smed den ned i en lille kurv med lignende ting der var blevet ødelagt af hendes sindsstemning de sidste par måneder. Det plejede at være så nemt at lave de hyggelige trygge strømper, men ikke længere gnisten var bort.


---riiingelingding--

Kimede den lille klokke over døren da nogen trådte ind.
Dinah for sammen hun havde ikke regnet med at nogen ville komme ind i hendes butik, hvem ønskede at se den triste skrædder.
gå væk, lad mig være. Var hendes første tanke, men i stedet hankede hun op i sig selv det var til til at være professionel.

Med et dybt suk rejste hun fra sin stol og vendte sig mod døren.

"Dinah?"

Det var et ord, et ord hun næsten ikke hørte, det druknede i en susende støj og de millioner af tanker, ord og følelser der løb gennem hendes hoved da hun så at det var Teo der var stod lige der.

“Du....Du....DU!" stammede Dinah med en stigende intensitet.
“intet-alene-ingenting” Kom det ud af hende i en nær uforståelig strøm, halvt hulkende halvt anklagende og tætter på topalisk end rent krystallinsk.
I afmagt sank Dinah sammen på gulvet.

Alexander lyste op som hans blik faldt på Dinah, men lettelsen fortrak sig hurtigt for bekymring ved hendes reaktion, og buketten med blomster var allerede smidt, inden Dinahs knæ ramte gulvet. Alexander hastede frem, og knælede ned ved hendes side, omfavnede hende, holdte om hende.
Han fortjente hende vrede, hendes had for at have ladt hende gå i uvidenhed så længe. Han havde været forberedt på hun ville skælde ham hæder og ære fra, hamre sine ru hænder mod hans bryst. Han havde været forberedt på tårer, på lettelse, på glæde... 

Men ikke på afmagten der havde grebet hende.

Den stak dybere end noget andet kunne, og spredte sig. Hvem var han at forsøge at trøste hende, ham der havde bragt hende til tårer til at starte med!
Ordrene der forlod Dinahs mund var absolut nonsens for Alexander, men den anklagende tone kommunikere deres formål klart og tydeligt.
"Undskyld Dinah, jeg.. jeg kom så hurtigt jeg kunne. Jeg ville ønske jeg kunne være nået frem tidligere!" erklærede han fast, og det var sandt. Men næppe havde ordrene forladt hans mund, før tvivlen hakkede til dem. Kunne han ikke havde været der tidligere? Nok havde hans moder og lillesøster våget som høge, men måske han kunne have overtalt dem til at rejse tidligere.. En uge.. en dag.. en time?
Ville det have gjort en forskel?
"Undskyld Dinah" gentog han, men denne gang var ordrene ikke mere end en hvisken.

Dinah sad bare på gulvet og så tomt fremfor sig,det var for meget, alting var for meget hvorfor kunne hun ikke bare få lov til at have et stille og roligt liv. Da Alexanders omfavnelse nåede hende var det svært at sige om hun ænsede den, hun sagde intet og gjorde ikke andet end blot at læne sig imod ham med et suk. Dinah vidste ikke om hun skulle råbe, skrige eller skælde ham ud, der var så mange ting hun ville sige så meget hun ville dele at det hele bare endte i en stor bunke og ikke kom nogen vegne. 

"Forsvundet, væk...hvorfor... hvorfor...mig" Hulkede hun forsat, imens tårerne begyndte at strømme ned af hendes kinder.

Var det fordi hun ikke betød noget? 
Var hun ikke vigtig nok bare en eftertanke en detalje der skulle ryddes op i?
Dinah havde intet begreb om hvordan det egentlig hang sammen, var de overhovedet en ting sådan rigtige kæreste og den slags? De havde ses mere end bare venner og de havde da også kysset lidt, men tæller det?
Efter endnu en stund med hulken og tårer, trak hun vejret dybt og så op på Alexander med våde øjne samme farve som en forårs himmel.
"Er det her virkeligt er du her, nu...tilbage?" 

Hun var så bange for at sige ordene bange for at det var en drøm eller end ond ånd der var dukket op for at smerte hende yderligere.

Alexander knugede Dinah in til sig som hendes ord skar ham i hjertet, og hendes tårer vædede hans skjorte. Han skulle have været her tidligere, sendt bud hurtigere, han skulle have gjort noget! Hvad som helst der kunne have forhindret Dinahs smerte, sparet hende for blot en enkelt tårer.

Mens tårerne flød og hulkene havde Dinah i sit greb, holdt Alexander hende tæt og strøg hende blidt over håret. Først da hun tog et dyb indånding og fik mere samling på sig selv, løsnede han sit tag, og mødte hendes våde blik, med bekymrede dybbrune øjne.

"Jeg er her Dinah, virkelig" svarede han fast. Han lagde hånden på hendes kind og tørrere tårerene væk med sin tommelfinger. "Jeg er her" gentog han forsikrende. Han havde lyst til at love hende han ville blive, at love hende at han aldrig ville forsvinde igen! Men han viste det ville være en løgn. Han ville forsvinde igen, så længe han var en del af hæren, og der var ingen garanti for at næste gang, ikke ville blive den sidste.
"Dinah jeg.. jeg vil blive her hos dig, så længe jeg kan... så længe du vil have mig her" lovede han hende i stedet, og håbede det var noget han kunne holde. Håbede hun ville lade ham blive, og at de samme kunne stå imod det utal af udfordringer der ventede dem.

Hvorfor var Teo så rar af natur, så blid og omsorgsfuld?
Der var en del af Dinah der havde løst til at slå ham, til at skrige og give ham skylden for alt hvad der var galt med verden. Der var dog en anden og større del af hende der mærkede at det at blive holdt om, blive set og mærke Alexanders nærhed, varme og duft, var den eneste grund til at hun ikke var en formløs klump af hjælpeløshed og ynk.
Hvorfor skulle det være så pokkers svært med følelser?

"Dinah jeg.. jeg vil blive her hos dig, så længe jeg kan... så længe du vil have mig her"

Der var som om der var noget der brast i Dinah, ikke som når porcelæn splintres men mere som en hval der brød gennem isen, noget stort, levende der brød gennem sorgen og frygten.
Kærligheden selv.

"Ja... ja for pokker dit fjols" fik hun fremstammet.
"Jeg ligger jo ikke her og græder fordi du skal gå igen" fik hun vrisset lidt muntret op til Alexander, på trods af hendes sølles udsende.
Med et suk der kom af lige dele lettelse og udmattelse, tørrede Dinah sine øjnene og placerede et kys på Alexanders kind.

"Kaffe?" spurgte hun og gjorde mine til at de rejste sig fra gulvet.

Alexander punkterede ved Dinahs ord. De anspændte skuldre sank, og hans hoved faldt ind og hvilede mod hendes. Alt hans frygt, alle hans bekymringer faldt til side, som Dinah slog den største af dem til side. Hun ville gerne have ham der. Hun ville ham gerne. "Tak Dinah" hans stemme var ikke meget mere end en hvisken, men den var intens.
Han gav hende en tæt omfavnelse, og holdt hende der i et par lange sekunder, inden han løsnede sit greb igen.

Kysset fik endelig smilet tilbage på Alexanders læber, et varmt og kærligt smil som hans blik lå drømmende på Dinah. Det var et særdeles fjoget udtryk, men det var ét kun for hende. "Kaffe ville være rart" medgav han, og hjalp hende op, men selv som de begge stod, gik der endnu et langt øjeblik, inden han var helt villig til at give slip på hende, som frygtede han at hun ville forsvinde eller ombestemme sig det øjeblik han slap.

Han var dog nød til at give slip før eller siden, og mens Dinah gik igang med kaffen, fik Alexander lukket døren, og samlet blomsterbuketten han havde smidt op igen, inden han sluttede sig til hende.
"Det virker måske lidt omsonst nu, men.. jeg har blomster med til dig?" sagde han med et lidt usikkert, skævt smil, og rakte buketten frem.
Den var ikke smukt arrangeret eller indbundet, og havde fået lidt af en slagside af at blive smidt rundt med. Buketten var af vilde blomster, og holdt sammen med en streng groft snor. Men det var en buket til Dinah, og Alexander havde helt selv plukket den!

((Lukkes efter aftale))