Som alle andre dage, når hun endelig havde tid for sig selv forlod hun fæstningen. Denne dag var ikke anderledes, midt aften kort efter familien havde givet grønt lys var hun smuttet. Gået et med vinden og lod den naturlige vind guide hende til hvor end den ville. Denne dag, imod en mindre langs by i udkanten af Kzara bjergene. Som alle andre byer i dette område var den bygget omkring en lille sø som blev dannet af kanaler fra bjergene. Her befandt hun sig, svævende rundt som vinden, og lod blikket falde på byen. En glad latter forlod et lille stykke af vinden som hun lod sin menneskelige form komme retur, den lettte blåtonet kvinde lod sine hænder nå overhovedet og hendes ryg lød et knæk, som hendes lange lette kappe og robe dansede i vinden. Det hvide lette hår, virkede så om det blev længere nå et vindpust ramte hendes dansede igennem det. De mange gyldne smykker reflekteret solens varme stråler omkring sig.

En let, glad, hymne lyd omkring hende som hun dansede let på tå ind i den lille landsby, nærmest løftet af vinden ved hvert lille hop hun tog sig. Hendes blik dansede fra person til person, til hus til hus. Sådan vandrede hun nogle minutter og smilte til beboerne, ikke mange smil hun fik igen, men sådan var det ofte her i Kzar. Dog blev denne dans spontant stoppet som en gruppe fugle fløj lavt og højlydt hen over byen.

Ventila gik i stå, og med et kæmpe smil lod hun sine øjne følge fuglene som de bevæget sig over byen. Dog som så mange gange før, glemte hun en ting. At vinden danser med hendes humør og som glæden ved denne lille stund spredte sig i hende, reagerede vinden, den søgte alle omkring den, krammede dem, dansede omkring dem, og videre til den næste. Flere små chokeret toner lyd igennem byen, og kort som fulgene var ude af syne faldt vinden igen til ro. En glad, let fnisen forlod hende som hun igen hoppede let på tå igennem byen. Blikkene imod den blå tonet kvinde, var mere forvirret end før, og flere tydeligt mistænkte at dette mærkelig vejrfænomen var hendes skyld, dog var det tydeligt at hun ikke havde nogle fornemmelse hvordan dette påvirket folkets syn på deres nye gæst.

Iriskan var på en opgave. En af mørkets ryttere havde sat ham på en nær-umulig opgave med at finde en specifik kriger af Lyset, uden andet end en halv-dårlig beskrivelse at hans udseende, og viden om hvilket slag han sidst deltog i.

Iriskan var på en opgave, men det betød ikke, at han ikke havde tid til at nyde vinden og dens luner. Det var en af de få friheder han havde tilbage i livet, og så længe han ikke trak tiden for meget, var der intet til hinter for at han tog et lille sidespring i ny og næ!

Iriskan havde fulgt vinden, og en fjern, let latter der havde synes at danse på den fra langt væk. Han havde fulgt vinden over Kazara bjergene, og ind i dæmonernes rige. Der var noget unægtelig velkendt ved de skarpe klippevægge, og gamle minder rørte på sig, som halv-fuglen fortabte sig i vindens susen. Han dansede med vinden over bjergene, og lagde knap mærke til landsbyen langt under sig, før viden pludselig skiftede, ført af en andens hånd end hans egen, og Iriskan begyndte at falde.

Iriskan havde aldrig oplevet vinden svigte ham, ikke siden magien var gået amok for år tilbage hvert fald. Men nu legede den om ham, som ført af en anden, og nægtede at fylde hans vinge eller bærer hans vægt, som han desperat forsøgte at genvinde vindens gunst, og undgå et meget brat møde med jorden.

Det skulle dog ikke blive denne dag at halv-fuglen mødte sit endeligt, og som en forsmået elsker, tilgav den ham i sidste øjeblik. Vinden trak igennem hele den lille landsbys gader, som den med ét, hårdt pust, skubbede ham fra sin kurs mod jorden, og i stedet lod ham lande i landsbyens sø, med et højt, vådt, PLASK!

Et højt plask tvang hende ud af hendes lette dans rundt i byen som hun stirret imod søen. Vandets ustabilitet fangede de evigt dansende isblå øjne som hun stirret, og stirret de på mange bølger. Her forsvandt hun i sine tanker, og stod mange år siden første gang hun fandt havet og så hvordan det dansede i takt med vinden. Her stod hun og følte sig utroligt hjemme og fulgte hver bølge til mål og resten af verden forsvandt om hende.

Byen holdt sig fra hende, flere mistroiske blikke blev sendt som hun stod der. få i misundelse, få fortryllet af hende, men langt de fleste mistroiske. Men har, delte hun opmærksomheden med søen, en stor forvirring spredte sig i byen over hvad landede i søen, flere sagde ting som en kæmpe fugl men ingen var sikre. Ventila stod stadig låst i sine mindre, og stirret blot i glæde som en enkelt tåre faldt fra de isblå øjne. De lange tåget hård lagde sig langs hende, som et nærmest normalt hår, vinden opførte sig normalt under alt dette. "Måske jeg skulle til at tage hjem!" lyd det stille fra hende, som hun lod blikket falde hen over søen og langsomt træk hun sig ud af sine minder. hun lod sine øre fokusere på vinden, lyttede til den..Lyttede efter en vind der skulle hjem af.

Fra den gyldne halv-fugl landede i vandet, gik der foruroligende lang tid, hvor ringene han havde efterladt sig på overfladen, bredte sig og langsomt stilnede hen.
Vinden sang, men lige som den skulle til at angive en retning, blev den afbrudt af sprøjtende vand, og kæmpende gisp, som Iriskans hoved igen brød overfladen. Vand sprøjtede omkring som halv-fuglen kæmpede med at holde hoved over vandet, og han plaskede desperat med armene, mens han trak vejret ind i grådige gisp.
"H-hjælp!!" kaldte han mellem to åndedræt, som hans blik faldt bedende på den blå skikkelse ved vandkanten.
Iriskan var nok vokset op ved havets klippekyst, og vand var ikke fremmed for ham. Han havde dykket fra højere luftlag, og kommet op igen, i en elegant dans med havfolk, siden han havde været en lille unge. Men at svømme?!

Selvom halv-fuglens kamp med vandet virkede oprigtig, var det et ret komisk syn. For vandet var stille, og de eneste bølger der forstyrrede den rolige overflade, var dem halv-fulgen selv skabte med alt sin plasken omkring.

Lige som hun løftede hovedet klar til at forsvinde med vinden lyd ordet, hjælp dybt i hendes sind, blikket blev kastet rundt, hvor mange hurtigt ville kigge på søen, virkede det så om at dette var det sidste sted hendes blik faldt. Først kiggede hun blot kort varigt, et menneske? tænkte hun kort, men så snart en vingen kort puffede op over vandet. Gik hun tydeligt i panik, endnu engang lod hun blikket panik bevæge sig rundt på de mange borgere som lige som hende, gik i stå, stirret omkring, råbte på andre. Kort træk Ventila hænder til siderne af hendes hoved, rev sit i håret og som hun gjorde forsvandt hun, og en hvid tåge var i hendes sted. Tågen bevægede sig hurtigt imod fuglen ude dybt på søen og først når den var nær kunne man ane hendes ansigt i tågen, hendes hals, og en hånd formede sig i tågen og som den gjorde begyndte vinden at opføre sig meget unormalt.

Vindet snoet og dansede sig omkring den stakkels fugl og kæmpede imod vandet for at trække fuglen op. Dog i hendes panik med hoved ned af, og et bange skrig forlod hende som dette syn. "Nej nej nej nej." det det panisk som vinden snoet sig aggressivt om fuglen for at vende ham. Kort begyndte hun at bevæge fuglen mod kanten til søen men stoppede som hendes blik faldt over den drivvåde fugl. "Oh" lyd det stille og fortryllet fra hende som hendes øjne stirret på fuglen, hendes blik stod ikke stille hver centimeter på fuglen blev studeret, alt gik i stå, selv vinden som holdt fuglen foran det store øjne begyndte mærke og studeret hver fod af halv fuglen. "Nej..hvor er du smuk." lyd det langsomt og stille, tydeligt hun ikke tænkte, som de hang der over søen. Den ene fortryllet, den anden driv våd.

Iriskan spyttede og spruttede, som vinden fik fat, løftede og vendte ham som den lystede. Et usikkert "Woooaaaah!" forlod halv-fuglen, som han med vindens hjælp fik basket sig op, og kom fri af vandoverfladen.

Iriskan var vand til at lege med vinden, men langt mindre til at vinden legede med ham. Og så aggresiv den var! Det tog en anstrengelse fra Iriskans egen forbindelse med vinden, at berolige den, og få den til at behandle ham en smule mere blidt, som den trak ham ind mod kanten.

"Nej.. hvor er du smuk."

Stemmen der synes at komme fra vinden selv, trak Iriskans opmærksom, og først dér fik han øje på vindens skikkelse. Med et ryk slog Iriskan vingen ud, for at få det værste vand af, og dråber glinsede i solen mellem de gyldne fjer. Hurtigt løb han en hånd igennem den drivvåde, fjerfyldte hårpragt, inden han lagde hoved let på skå, og smilede skævt til den stirrende skikkelse. "Jeg har mine gode sider. Men hvis jeg havde vist vinden havde så underskønt et ansigt, havde jeg kastet mig selv i søen noget hurtigere!" charmerede han hæmningsløst og frit.

Var ikke ofte vinden bekæmpede hende, men denne gang lod hun den. Hun skilte som hendes urolige vinds kontrol blev delt med fuglen, dog uvist for hende hvad der skete med hendes vind - alt hun vidste var at det føltes som en kort dans som de to svævede tilbage imod kanten af søen. Hun fniste let at hans ord, men blev utrolig stille som han talte mere og hun blev mere og mere et med vinden som han talte. Langsomt skiftede hun til sin mere normale form, den lange lette robe, den lette kappe alt selvfølgelig i himlens farver. De gyldne smykker spejlede solen stråler omkring sig, den himmel blå hud, og de is blå øjne kigget væk fra halv fuglen imod jorden, en spinkle hånd pakket ind i en silke handske foran hendes læber, og røde kinder kunne anes bag ærmet.

"Mit...mit" stammede hun i blid stemme. "Mit ansigt er..blo..blot som Smed...smedana ønskede det." forsatte hun forsigtigt. Som hendes ord dansede med viden tog hun et skidt tilbage, den anden hånd mødte hendes bryst og tog fat i hendes kjole. Hendes blik langsomt vendte retur til fuglen, mødte hans hale, mødte hans hofte, hans side, hans skuldre, hans skønne vinge, hans hals, kind, øje---øjne! og i et kastede hun sig blik tilbage på jorden. Hun træk vejret dybt som hendes kinder fik lidt mere farve. "Du...er oka...okay nu?" spurgte den blide, knækkene stammende stemme. 

Iriskans smil blev bredt og lettet som de endelig nåde bredden af søen. Det var alligevel med en hvis modvilje at han satte fod på jorden, og slap den dansende vind der havde holdt ham indtil da. Knap havde han fundet fodfæste, inden han allerede længtes efter vindens berøring igen.

Han havde dog ikke megen tid til længsel, som Vindens ansigt trådte frem i sin fulde skikkelse, og tog form for øjnene af ham. De bløde rober og gyldne smykker fik ikke mere end et kort glimt, før hans blik blev trukket til hendes form, hendes milde ansigt, og hår der bølgede som en let brise kærtegnede bløde lammeskyer.

"Hvis det er tilfældet, så lad min konvertere på stedet, for Haldis har aldrig vist mig et syn så underskønt!" erklærede han med fast betagelse som hun trak sig et halvt skridt fra ham, og rødmere. Ved guderne, den røde farve over hendes kinder gjorde hende kun mere bedårende! Som de første ståler på morgenhimmelen, lovende en ny dag.

Iriskans trance brød først da hun sprugte ind til hans tilstand og helbred. Næsten overrasket kiggede han ned af sig selv, og børstede det værste vand af sit bryst og arme, mens han rettede lidt på et par fjer hist og her. Til sidst gjorde han et kast med hoved, og med et lille, hjælpende pust fra vinden, forlod det værste vand også hans hovedpragt.
"Jeg lader ikke til at at have taget varig skade!" erklærede han. Han bukkede sig forover og drejede hoved opad for at fange hendes blik "Takket være dig"

Hun fniste let af hans konvertering. "her troede jeg alt der hørte til himlen allerede var hendes." hendes smile blev kun større og større af tanken om at føre denne vidunder af en halv fugl til Smedanas side. Modigt! lod hun sine øjne vende retur imod ham som farven stille faldt mere i et med den blålige hud, dog stadig tydeligt markeret af den røde farve. Endelig modig nok til at lade sin hånd falde, og finde ro på hendes skuldre. Hendes hage hvilede på håndryggen som hun stadig holdt sig på skrå til ham, og alt for langt væk fra ham. tænkte hun kort, som den røde farve igen plussede op i hendes kinder, netop som han vidste sig frem, netop som ordene takket været dig, ramte hende.

"Jeg...jeg.." mumlede hun stille, som hånden fandt hendes læber på ny, hendes blik blev låst på hans skønne figur. "Er virkelig...glad for du er okay...Kunne ikke lade...en som..som...du...dig." mumlede hun stille i sin stammende nervøse stemme. Langsomt lod hun sit blik rejse sig, lade sin form pege imod manden. Langsomt trak hun vejret og et høfligt nik blev sendt imod manden. "Du...du.." hun sukkede dybt som hun igen gik i stå, opgivende faldt hendes hænder langs hendes side, hendes skuldre faldt en smule som hun tvang sig selv til at endelig slappe af. "Du..." tydelig irreteret, over hun gik i stå endnu engang, netop som hun lod blikket faldet på hans form igen. "be..bekl...beklager." mumlede hun skuffet, som hun drejede sig form væk fra ham, også hendes blik bevæget sig forsigtigt væk fra ham, igen, trak hun vejret dybt som et enkelt fodtrin blev taget, skrigende i modvilje væk fra ham.

Vindens fnisende ord blev mødt af et muntert grin "Skønhed og kunst er Haldis domæne, men de må have arbejdet sammen da de skabte dig" fortsatte han insisterende sit kompliment "Desværre er jeg selv et væsen af Valerias salte vinde" havets gudinde styrede ligledes havets vinde, og Iriskan oprindelige hjem ved klipperne, havde unægtelig lagt ham i Valerias lunefulde vold. 

Iriska rettede sig op som Vindens blik atter løftede sig fra jorden, også selvom det kun lod til at være for en kort bemærkning. Han hoved faldt på skrå, først lidt til den ene side, så lidt til den anden side, imens Vinden famlede med sine ord.
"Jeg er også virkelig glad for du ikke lod mig drukne!" færdiggjorde han for hende med et grin, og som hun begyndte at vende sig. Som hun tog det første skridt væk, sprang Iriskan straks frem til hendes side, og faldt i trit med hendes skridt.

"Der er intet at beklage, virkelig! Men vil du ikke lade mig gengælde tjenesten, inden du går? Jeg kan også.. vende ryggen til eller et eller andet, hvis det gør det nemmere for dig?" tilbød han så.
Han viste ikke helt hvordan han skulle gøre det op for hende, hun havde trods alt reddet hans liv, men han var sikker på han nok skulle finde på noget!

hus frys, nærmest så om hendes tid gik standsede sekundet halv fuglen endte ved hendes side. så tæt, tænkte hun som hendes blik fald over ham, så..tæt. Hun trak vejret dybt, og puste langsomt ud. Der..lige der, en enkelt fejr hang der, lidt løst, uden rigtigt at tænke drejede hun sig imod manden, hånden ved hendes læber bevæget sig stille hen til den løse fejr. Hendes hånd dansede kort hen over fejrrene, så dejlig bløde. Helt glemte hun den løse, og blot lod sin hånd danse i hans dun, hvor på hans krop hendes hånd var, vidste hun ikke, tænkte hun ikke over. "Så..blødt..så smukt.." mumlede hun kort, i endelig i en klar stemme. De røde kvinder, de is blå øjne pegede imod manden, og blot stirret på hans skønne dun.

Hun grinte mildt af hans skøre forslag, vende ryggen til? oh i guderne lad være med det...men..det ville lade mig se dine vinger ordenligt? men..lad være med det...lad mig se dig. Tænkte hun stille i sig selv, langsomt bevægede hendes blik sig mod hans ansigt som hun tænkte uden at reagere, på hvad hun så. Den skønne dun, fangede hende igen, som hun begyndte at mumle et svar. "Jeg....ehmm...Et mål..måltid og en..tur i himlen vil..gøre mig glad?" spurgte hun blidt, forsigtigt som hun lod sin hånd danse langs den bløde varme, smukke dun, langsomt bevæget hendes fingre spidser i længere og længere bevægelser i dunnen, et lille elektrisk prik fulgtes med hendes fingres dans.

Et let suk undslap Iriskan som de blide fingre dansede over hans fjer, og hele området hævede sig en smule, som fjerene rejste sig, for at møde hendes berøring. Det var så lille en ting for nogen. Den simple gerning at røre et andet væsen. At blive rørt. Men det var en nærhed det længe havde været halv-fuglen nægtet, og selv så lille en gestus, var berusende.

Åh hvis bare den kunne varer ved...

Iriskan trådte et lille skridt nærmere, og hans vinge foldede sig ud, for at lægge sig blidt om kvinden. Halvt i omfavnelse, halvt for at lade hendes fingres dans fortsætte hvor de ønskede. Så længe de blev ved!
"Aaaah.. Jeg har desværre ingen krystaller til et måltid, men.. måske mine læber kan stille din sult?" han trådte en anelse nærmere igen "Eller vække den?" han søgte hende blik med sit. Men det var ikke lyst der var at finde i halv-fulgens blik, men længsel.
Et lille, overrasket gisp undslap Iriskan ved det lille stød, men han trak sig ikke væk. Det skulle der en del mere til for at gøre.

Fortryllet, fortabt, i de smukke fjer stod hun blot og stirret. Som pludselig disse vingen udfoldet sig foran hende, lå om hende, tabt hun kæben. "Woaw....Smukt." udbryd hun tydeligt uden at tænke over et ord der blev sagt, og glad, faldt hånden over de mange fingre, stadig med et lille prik som hendes fokus stadig ikke var tilstede. hvor fandt man fugle som ham? tænkte hun som smilet endelig hævede sig ordenligt som hun stod der fortryllet over den bløde vinge over hende, og det smykke syn foran sig.

At komme i himlen? Er jeg allerede. tænkte hun kort som hendes egne ord gentog sig i hendes hoved. Hans nye ord, hvad end de var, så var de så smykke som den skønneste fugle sang. "Hvad end du ønsker." tilførte hun stille som han kom tæt på, helt tæt på, hun instinktivt forsøgte et halv skidt tilbage, men vingen, den bløde, behagelige skønne vinge, stoppede hende, og nej hvor var det en behagelig følelse at blive holdt af vingen. Hendes kinder fandt mere farve som de skønne øjne var lige der, og de bløde fjer nussede hendes ryg. vække den? disse ord, var de eneste hun endelig havde hørt og endelig forståelse. hvad svare man til... hendes tanker gik is stå, som hans blik var lige der, hun sank en klump. Stadig uden af stand til at samle hendes læber, fortryllet af den charmende smukke fugl. "Hv..hvad?" spurgte hun endelig. Hånden, havde aldrig stoppet med at bevæge sig i de bløde, skønne fjer, som hun var afhængig af deres kildende fornemmelse i hendes håndflade, som hendes fingre gled hen over dem, og endelig, så hun ham i øjne.

Iriskans smil voksede kun ved Vindens betagede ord. Han havde næppe selv kunne få øjnene fra hende, eller måden hendes hår faldt og dansede som hun bevægede hoved. "Dit hår er som bløde skyer på himmelen" sagde han, og rakte nysgerrigt op mod en lok. Hun havde været et med vinden tidligere, så måske var den lavet af skyer? Halvfulgen blev lamslået da hans fingre ganske rigtigt ikke mødte hårstå, men en let kølig fornemmelse, som tåge! "Betagende!" udbrød han med funklende øjne.

Iriskan kunne ikke andet end at tage hendes ord som en invitation. Følelsen af hendes hård over hans fjer var elektrisk, og han ønskede intet mere end at hun fortsatte! Men samtidig var tanken om at danse på vinden med hende lige så tiltrækkende. Han trådte helt tæt på, og tog hendes hænder i sine. Første hendes fri hånd, og dernæst, med en næsten modvillig langsomhed, fjernede han hendes hånd fra sine fjer også, for at holde begge hendes mellem sine egne.
"Så lad os tage til himmels og danse med vindene!" erklærede Iriskan ekstatisk. Vinden omkring dem tog til, som var den lige så ivrig som halvfuglen, og han slog vingen ud med et smæld, klar til at ride vindene op, hvis Ventila fulgte med.

Forsigitgt lod hun fingre træge dybere ind i hans fejr, lod hånden mærke huden, deres stille prikkende fornemmelse på armen. "Dine fjer..De..i guderne hvor vidunderligt." Hun lå tydeligt ikke mærke til hånden som gled igenenm hendes tåge, hendes hår. Stadig dybt fortryllet over den vidunderlig dun, fjer, og hvordan det mærkede at blive holdt af ham, vingen der holdt dem tættere end hun indså. ehh? brokkede hun sig stille som hånden blev taget fra ham, hendes blik fyldte hendes hænder til hans. Hans brystkasse, og stille lod hun blikket falde på hans hals, hans øjne. så..tæt. Igen fandt hendes kinder den rødlige farve. "Med glæde." mumlede hun til hans ord, at danse, at flyve med ham! I guderne ja tak! skreg hendes indre som hun mærkede vinden om dem. Det...er ike mig? tænkte hun stille forvirret og lod blikket følge vinden om dem.

Hun lukkede stille de isblå øjne og mærkede hans vind, mærkede godt efter hvordan han brugte den, hvad han ville, og som vingen slog.Åbnede hun øjne igen, og lod sine kræfter over vinden møde hans så godt hun kunne. Lade deres energi glide sammen til det bedste af hendes egenskaber, og blot hjælpe ham, og hans vilje som han fik dem begge fra jorden, begge imod deres hjem i himlen. "De..hersker også over vinden?" spurgte hun stille som deres stigning begyndte. "Du har ikke element blod i dem? har du?" hvorfor, det var vigtigt for hende at vide om de var i familie, vidste hun ikke. Men i dette øjeblik ønskede at vide om denne...vidunder af et væsen, var hendes brødre eller søstres barn. At dele vinden, at være så tæt, at mærke hans energi om sig, hvordan kunne hun andet end at smile, og søge hans blik. Aldrig, havde hun følt sig så hjemme før og det var tydeligt i hendes mimik, hvor meget hun nydt dette øjeblik.

Iriskan følte sig levende, mere levende end han havde følt sig i evigheder! Vinden greb dem, og sendte dem susende mod himmelen. Iriskans legende og drillende, men også blid og tryg. Det var en vind der ikke svigtede, men det var også en vind der rejste langt omkring.

Iriskan førte dem op, men slap så noget af sin kontrol, inviterende hende til at deltage aktivt i dansen. Han ønskede ikke at føre hende hid og did, men at dele øjeblikket de skabte sammen ligeligt! Han ville danse for hende, lige så meget som med hende.
"Ikke hvad jeg ved af!" lo han, og hans latter dansede på en brise til Ventilas øre. "Jeg blev født et-vinget, men med vindens velsignelse til at gøre op for det!" forklarede han, som han dykkede, drejende om sig selv, og steg op igen på den anden side af hende.

Leende fløj han en halvcirkel om hende, inviterende hende med til at lege på vinden. Han dykkede, spandt, svævede og fløj, ledet af deres fælles vind, og himlens egne luner, der drillende tirrende ledet dem fra hinanden, hver gang de tøvede, hver gang Iriskan fortabte sig i hendes øjne. Eller kurven af hendes form som hun vred og vendte sig under vindens kærtegn. I de forsvindende, fortryllende linjer af hendes hår, hvor dét og vinden var ét.

At sige hun følte sig levende var underdrivelse, at føles deres vinde gå i et, at føle sig så tæt, at mærke jorden forsvinde under hende, under dem,var som en drøm, en fortryllelse. Det var med et varmt smil, en glad latter, hun fandt himlen sammen med ham. Det føltes som om resten af verden forsvandt, her, følte hun sig ikke bare sikker, men hjemme, som skyerne gemte dem fra andres udsyn. Som han gav slip på hendes vind, lod hun den snog sig om hende selv bære hende, og lade hendes danse med ham. De isblå øjne gjorde alt hvad de kunne for at følge den livlige halv fugl, selv om hun nemt fysisk kunne følge med, nyd hun så sandelige at han forsvandt fra hendes syn blot for at dukke op på den anden side af hende, for at øjeblik gjorde hun intet andet end blot at hænge i luften, nyde vinden og synet af hans vinge, af ham, og lytte til hans ord. Af grunde hun ikke forstod, var hun lettet over hans ord, og lod et smil møde ham som han bag hende. "Smedana, har virkelig vensinet dem." lyd det let, som hun igen lod blikket glide over ham, mærke hans vind, og et lille puf som vingen slog nær hende.

Netop her begyndte hun at være med i hans dans, blot et øjeblik forsvandt vinden om hende og hun faldt, blot en meter før hun i hast lod vinden bære sig nær ham, blot et øjeblik efter befandt hun sig under ham, og lod en hånd møde hans kind. "Hvem..er du?" spurgte hun let, og nok på tide efter de havde stået på en strand og lade hinanden hænder efterforske hinandens kroppe. Dog ventede hun ikke på et svar før hun igen lod vinden slippe hende endnu et kort fald i en dyb latter, som hun dykkede igennem en sky blot for at stige igen så snart den anden siden af skyen var mødt. Med et glad smil vente hun retur til ham, og igen lod en hånd møde hans kind. Det var rart, at kunne føle sig fri her, at mærke en naturlig vind, at mærke en vind bygninger ikke drejet og ødelagt, man kunne faktisk tænke nær ham, når himlen var omkring en, når den sande vind berørte en. De is blå øjne søgte hans, som hun denne gang faktisk gav halv fuglen mulighed for at svare hende.

Iriskan lo, og hans latter dansede på vinden over til elementalen. "Det var vinden der førte mig hertil, så jeg kan ikke andet end give dig ret!" svarede han sikkert, med den muntre latter stadig tydelig i hans melodiske stemme.
Som vind-elementalen sluttede sig til dansen, gav Iriskan slip. Gav slip på tanker og pligter, på forbehold og planer, og var blot tilstede i nuet, som kunne han slippe sin fysiske form, og blive ét med vinden og hende.

Iriskans ører sitrede som hendes hånd fandt hans kind. Hendes nærvær var elektrisk, intenst, men på samme tid blid som en lun forårsbrise. Hans mund nåde at åbne sig, med et skævt smil spillende på læberne, for at svarer på spørgsmålet, men ordrene døde på hans læber, som hun forsvandt, faldende mod jorden langt under dem.
Men Iriskan var ikke nervøs, for han stolede på vinden nok skulle gribe hende, som den altid havde grebet ham.. næsten.
Han dykkede efter hende, fulgte hende igennem skyen, kun for at finde intetheden under dem. Med beslutsom mine satte han op igennem skyen igen, men den lille jagt sluttede først da hun valgte at indfinde sig nær ham igen. Hans smil var om muligt kun bredere da hendes blik søgte ham, hans øjne glimtende med fri, livlig energi.
"Iriskan!" svarede han ivrigt denne gang hvor han holdt hendes øre, og hans hånd søgte hendes som deres blikke mødtes. "Og hvad navn bærer Vindens datter?" spurgte han ihærdigt.

Disse øjeblikke var vidunderlige, fangende, opslugende, alle hendes bekymringer forsvandt som hun forsvandt lod vingen tage fat om hende, lade hende føle sig så fri. At lege på denne måde, at være så fri med et andet væsen var dog en ny oplevelse, at dele vinden, himlen, i guderne hvor var det skønt. At gemme sig, og snige sig frem til ham, og se det varme smil, det glimt i hans øjne. At se dette, mens hun følte sig så fri, smilet på hendes læber havde ikke været der siden hun bandt sig til den familie, men selv det blev ikke tænkt over som dette kæmpe smil, der blottet de hvide tænder, var rettet imod ham, livet i de isblå øjne nærmest strålede. "Iriskan.." gentog hun stille og forsigtigt som navnet, blev nævnt. Den fri hånd mødte hans bryst, som hun hang i luften under ham. Et let fnis forlod hende som han tiltalte hende vindens datter.

"Ventila!" lyd det så snart spørgsmålet blev stillet, fuld af energi og livsglæde var det lettet stemmen som gik i harmoni med vinden selv, som hun træk sig nærmere ham, og nærmere, og netop som mere af hendes nåede ham, hendes hud, rørte ham, begyndte hun stille at gå i opløsning, blive til intet andet end en tåge som bevæget sig om ham, og stille begyndte hun at tage formen igen lidt over ham, lige, over ham, dog tog hun ikke form nok til at komme i vejen for hans vinge. Men nok til at puste et drilsk og legesygt pust i hans øre. En latter forlod hende, som hun brat stoppede op, og som hun ikke længere kunne være i vejen for vingen, fandt hun den blå hud, og det meget tøj igen, og blot hang og beundrede hans dans i vinden, men det samme livsglade smil på både læber og i hendes isblå øjne. "tre ting! Fortæl mig tre sære ting om dem Iriskan!" lyd det højlydt, livsglad, og grinende,dog med en fjern tristhed som der, på forfærdeligt vis, var kommet lidt afstand imellem dem.

Iriskan fortabte sig selv i vindens dans. Alle bekymringer og tanker gled bort, tynget til jorden, som han og Ventila susede højere. Hvert et dyk og drej var som musik mellem dem, og hans hjerte sang med, higende efter den næste node til vindens dans

"Ventila" gentog han hendes navn, og lod sin egen stemme slutte sig til vindens harmoni. Han smagte på navnet, og mærkede dens essens. Så ivrig, så livlig! Det var som var hun en helt anden, end det tilbageholdende, generte væsen han havde mødt på jorden. Heroppe blandt skyerne, hvor de begge kunne være frie.

Hendes berøring var elektrisk, men hendes nærhed var magnetisk. Hans hænder løftede sig for at møde hendes arme. Følensen af hende mod sit bryst, hans hænder mod hendes arme, søgte at omfavne hendes form, kun for at passere igennem luften hvor hun havde været. Irisken mærkede pirreligheden stirre, som hun passerede omkring ham, og et luftigt suk forlod hans læber.
Følelsen fik dog ikke lov til at hænge længe, før hun pustede ham i øret. Fluks trak han sin vinge til sig, og spandt som sig selv, for igen at kunne se hende.
"Jeg bandt engang sten og tang til skønhed, jeg er allergisk overfor dild og jeg har et mærkværdigt formet modermærke et sted på kroppen" listede han hurtigt, det sidste sagt med et lokkende, udfordrende glimt i øjet. "Din tur! Sig mig hvad det smukkeste du har oplevet er"