På hele turen fra bordellet, og hjem til det lille værksted, havde Phillippe tænkt over hvad han skulle sige når han nåede hjem til Nicola. Hvordan han skulle fortælle hvad der var sket. Om han skulle fortælle hvad der var sket. Det mest fristende var ikke at sige noget. At sige han havde mødt en kunde på vej hjem fra badehuset, og det var derfor det tog ham så længe om at komme hjem. Derfor at han havde været væk fra frokosttid til efter solen var gået ned. Lade som om der ikke var ske noget, og bare håbe på at Nicola ville godtage hvad han sagde.
 Men havde halvdyr ikke god lugtesans? Phillippe lugtede sikkert langt væk af Enzel, over det hele, og hvis der var en luft Nicola kendte, så var det sikkert Enzel. Der ville sikkert ikke gå mange sekunder fra at Phillippe gik ind af døren til Nicola ville kunne lugte Enzel på ham. Åh ved Isari, hvor havde han dog dummet sig!

 Da Phillippe endelig nåede døren til værkstedet, stoppede ham blot op uden foran den, og stod og stirrede på den. Måske han bare skulle lade vær med at komme hjem. Tage hen på kroen og prøve at overdøve lugten af Enzel og vin, med billig øl.
 Phillippe sukkede ting og køre hånden gennem håret, der stadig hang løst og vildt ned langs han skuldre. Nicola ville sikkert kun blive mere sur hvis han forsøgte at skjule det. Måske han ville kunne forstå det ikke var med vilje? At Philly virkelig prøvede at skubbe Enzel væk, og sige nej, men at det jo heller ikke gik han var alt for anderledes over for Enzel, så ville han måske bare opdage der var noget i færde.
 Der var ikke andet for end at tage det som en mand, og stå ved fejltagelsen, og håbe på det bedste. Med hjerte bankende en smule hurtigt i hans bryst, åbnede han døren og trådte ind, for at finde ud hvor højt han stod i lort til. Phillippe gav ikke lyd fra sig, som han plejede når han kom hjem. Han regnede med Nicola sikkert var mere end opmærksom på om døren ville åbne sig. I stedet gik han ind, lukkede døren efter ham, og gik en smule tøvende helt ind i værkstedet, med en holdning der tydeligt afspejlede at han vidste han havde dummet sig og bestemt ikke var stolt.
 " Nicola? " ville det lyde, hvis ikke Nicola var at se i selv værkstedet. Han gik stærkt ud fra han ville være inde i værelset så, men hvad nu hvis han faktisk havde forladt det lille hjem, fordi Phillippe var væk så længe?

Dagene havde en tendens til at smelte sammen i Phillippes lille værksted. Nicola havde efterhånden knapt styr på, hvor længe han havde været der, men det gjorde ikke noget, for det var rart. Phillippe tog sig af ham, passede på ham. Det var utroligt rart faktisk at have en, som passede på ham, det kunne han ikke mindes, at han nogensinde havde haft før. Enzel gjorde det vel på en måde, men samtidig mishandlede han ham så mehet, at det da næppe kunne tælle.

Rimelig hurtigt havde Nicola fået det lidt bedre, han havde stadig mareridt og han følte sig ofte underligt tom, men i det mindste gik han ikke længere og lagde planer om at stikke af, så han kunne dø i fred. Det var vel en form for fremskridt. Men han brød sig stadig ikke om at være alene, og det var et problem, for Phillippe havde jo også ting, som han skulle lave og tage sig af.
Han havde accepteret, at Phillippe blev nødt til at gå i et kort stykke tid, han kunne jo ikke rigtig forlange at han blev, men mere eller mindre lige så snart Phillippe var gået ud ad døren, var Nicolas hjerte begyndt at banke hårdt i brystet og kroppen var begyndt at ryste.

Han havde forsøgt at holde sig optaget, selvom der ikke var meget at lave. Men tiden gik og han blev mere og mere nervøs, og burde Phillippe egentlig ikke være tilbage nu? Det var svært at sige, præcis hvor lang tid, der var gået, men han var da sikker på, at Phillippe burde være tilbage nu. Han endte med at sætte sig på gulvet, så han kunne stirre på døren i håbet om, at den hvert øjeblik ville gå op. Men døren gik ikke op, og tilsidst endte han med at gå ind på soveværelset, hvor han kræb sammen på sengen. Phillippe havde forladt ham, det var han sikker på.

Selv da døren blev åbnet, rørte Nicola sig knapt nok. Først da Phillippe kaldte på ham, satte han sig op, og ham formåede endda at rejse sig og gå ud til Phillippe.
"Du har været væk længe" han gik hen og viklede armene rundt om Phillippe, med det samme ramte lugten af alkohol ham. Han havde aldrig brudt sig om lugten af alkohol.
"Og du lugter som en hel krostue" han pressede hovedet mod hans brystkasse. Der var noget andet bag lugten af billig øl. Han tog en dyb indånding. Vin?

Pludselig var det som om et stød gik igennem ham, han kunne genkende den lugt hvor som helst. Hver morgen i lang tid, var han vågnet op til den lugt, den havde været omkring ham hele tiden, hængt i hans hår og tøj. Det var lugten af Enzel. Men... hvorfor lugtede Phillippe af Enzel? Selvfølgelig ville Nicola gerne lade tvivlen komme Phillippe til gode, men det var svært ikke at føle sig svigtet.
"Hvor har du været henne?" Det kunne jo være der var en god grund. Måske var han løbet ind i Enzel i byen. Måske havde han haft en vare, som skulle afleveres på bordellet eller måske havde de en gammel aftale. Der måtte være en god undskyldning.

 Der var noget utroligt befriende og afslappende over at Nicola kom ud og omfavnede ham. Faldt ind i Phillippes arme, som var dét det eneste sted han hørte til. Phillippe lukkede armene om Nicola og møvede hovedet lidt ned i de store krøller, med øjnene lukkede. Nød at være så tæt med Nicola, for han havde en ide om, Nicola nok ikke ville blive stående så tæt med ham. 
 " Undskyld...  " mumlede han lidt. Det var lige så meget et undskyld for at være væk, som det var for det han havde gjort. Phillippe følte sig tør i munden, og mærkede skyldfølelsen vokse sig større som Nicola puttede sig ind til ham. 

 Nicola stivnede nærmest, lige pludselig. Mon han havde genkendt lugten? Phillippe sank en klump, og trykkede Nicola lidt mere ind til sig, men holdte også løst nok om ham, så Nicola kunne trække sig væk, hvis han ville. 
 " Jeg.. mødte Enzel.." Phillippe var næsten klar på at Nicola ville trække sig væk. Hovedet løftede sig derfor fra Nicolas krøller, så han kunne se på Nicola med et forpint udtryk.

 " Jeg var nødt til at opføre mig som jeg plejer.. Jeg kunne jo ikke.. Han skulle jo ikke vide noget var ændret.. At jeg ikke kan fordrage hans person og finder ham modbydelig..  " Phillippe skar en grimasse og så væk. Den ene hånd befriede sig fra Nicola, hvis han ikke allerede v ar gået væk, og gled over hans ansigt inden den lagde sig i nakken, hvor han kløede lidt.
 " Han dukkede op inde i badehuset. Jeg tror måske han fulgte efter mig. Jeg prøvede at slippe for ham, men han ville ikke lade mig gå. Han var klar til at tage med her hjem, så jeg var nødt til at tage med ham på kro, for at spise frokost.. " Hånden faldt ned fra nakken igen, og Phillippe skævede lidt Nicola for at se hvordan han ville reagere. 
 " Enzel drak en masse vin og til sidst ville han have mig med op på et værelse. Jeg fik ham overtalt til at det var bedre at gå tilbage på bordellet. Håbede håbede jeg måske kunne få ham til at gå kold eller sådan noget. Det gjorde han ikke.. På bordellet.. jeg vidste ikke hvordan jeg skulle gå. Ik uden at det virkede.. underligt.. " Phillippe slog blikket ned. Han havde ikke lyst til at sige hvad der var sket. Han havde ikke lyst til at sætte ord på det, for så var det pludselig meget mere virkeligt. 
 " Jeg ville ikke.. han-det.. urgh.. det skete bare.. " Phillippes stemme blev meget lille til sidst.

Den umiddelbare reaktion på, at Phillippe havde mødt Enzel var bekymring. Havde Enzel mon lagt mærke til noget? Phillippe vidste det jo ikke, men Enzel kunne jo lugte selv de mindste spor, og nu havde Nicola jo delt seng med Phillippe de seneste par dage. Frygten truede med at overtage ham, hænderne rystede og han kunne mærke, hvordan sveden begyndte at bryde frem på hans ryg, på trods af at han følte sig iskold over hele kroppen. Hvis Enzel havde opdaget, hvad der foregik, ville det hele være slut. Nicola ville ikke engang blive overrasket, hvis Enzel lagde nu planlagde, hvordan han kunne myrde dem.

Lige pludselig, som havde nogen kvalt flammen på et lys, forsvandt frygten. I stedet blev han efterladt af en tomhed, som uhyggeligt meget lignede den, som havde fyldt ham, da Phillippe havde fundet ham på gaden. Det var ikke svært at gætte, hvad Phillippe hentydede til, at der var sket. Alligevel forsøgte Nicola desperat at fortælle sig selv, at det ikke kunne være sandt. Phillippe var det eneste gode i hans liv, det kunne da ikke passe, at han ville gøre noget så utilgiveligt.. vel? Men Phillippe stod jo lige foran ham og indrømmede det, hvordan kunne han så på nogen som helst måde vælge at ignorere det?

Nicola trådte et skridt baglæns, et skridt væk fra Phillippe. Han havde lyst til at løbe væk, ud gennem døren og forsvinde, forhåbentlig var der ikke nogen som ville finde ham denne gang. Det ville trods alt ikke være første gang, at han skulle klare sig alene på gaden, så han burde vel sagtens være i stand til at overleve? Men han kunne ikke tro på, at Phillippe bare ville lade ham stikke af uden kamp. I stedet trådte han yderligere et par skridt baglæns, indtil han ikke kunne komme længere bagud. Han havde lyst til at råbe af Phillippe, skælde ham ud og fortælle ham hvilket svin, han var. Men ordene satte sig fast i hans hals, truede med at kvæle ham.
"Hvorfor?" Det ene ord formåede han at presse ud gennem klumpen i halsen, men det var nok også det vigtigste spørgsmål. Hvorfor havde Phillippe gjort det? Hvorfor var han gået med Enzel? Hvorfor havde han ikke været i stand til at beholde bukserne på? Og hvorfor valgte han at fortælle det?

 Stilheden lagde sig mellem de to mænd, efter Phillippes sidste ord. En stilhed, Phillippe nærmest følte var kvælende. Han følte at den lige så stille kvalte han. Lukkede sig om halsen på ham, og fik ham til at miste Nicola. Det var ren tortur som Nicola bare stod og kiggede på ham. Hvorfor sagde han ikke noget? Bare et eller andet? Råbte af ham, skældte ham ud, slog ham. Bare en eller anden reaktion, så han havde noget at forholde sig til. 
 Stilheden var bare kold og tom. Som om Nicola allerede havde givet op. Valgt at Phillippe ikke var det værd. Han forstod godt Nicola hvis det var det han tænkte. Det var sådan han selv havde. Han havde forrådt Nicola, været sammen med den værst tænkelige person. Men i det mindste fortalte han det da? 

 Som om alt luften var blevet klemt ud af det sted Phillippe stod, begyndte han at vandre rundt i værkstedet mens hænderne skiftevis gled gennem håret og over ansigtet. Det var tydeligt at se, at Phillippe var i en eller anden form for smerte. Det var tegnet over hele hans ansigt at han havde det dårlig med hvad der var sket. 
 Stilheden og Phillippes nerver blev kun mere uudholdelig som Nicola trådte længere og længere væk fra ham. Frastødte han ham virkelig så meget? 
 " Fordi.. Urgh.. Fordi han ikke skulle finde ud af os.. Jeg kunne jo ikke.. Hvis jeg opførte mig anderledes ville han måske blive mistænkelig.. Han..  " Phillippe sukkede og stoppede op. Det var ikke sikkert Nicola nogensinde ville forstå. Han havde jo ikke gjort det fordi han havde lyst. Ikke på den måde. Han havde gjort det fordi han ikke kunne se hvad han ellers skulle have gjort.
 " Kan du huske sidst på bordellet? Da du måtte gemme dig under sengen? " Phillippe holdt en kort pause og så på Nicola, men han ventede på et tegn på om han kunne huske det. 
 " Grunden til Hr. Silene var som han var der, var fordi han jo havde været forbi værkstedet. Og jeg havde.. Hjulpet ham.. En af grundene han kom forbi var for at høre om jeg kendte noget til dig, og at snige legetøj ud fra bordellet.. Fordi det kun var mig og en anden der kendte til dem. Jeg er sikker på han allerede mistænkte lidt der.. Jeg var nødt til at lade som ingen ting. Som om jeg ikke rigtig kendte dig, som om ikke vidste hvad der var sket..  " Phillippe svar en grimasse og så væk, inden han lidt sammenbidt mumlede.
 " Som om vi var gode venner, eller noget.. Som om jeg havde det okay med ham.. " 

En masse følelser stormede rundt i Nicolas krop, kæmpede om at overtage magten og fylde tomheden. Vrede, sorg, skuffelse, frygt, alt sammen på en gang, men uden nogen af dem formåede at jage tomheden på flugt. Hvor havde han været dum. Phillippe havde løget om alt, og han havde stolet på ham. Det kunne lige så vel risikeres, at Phillippe havde et forhold med Enzel og at de havde ligget og grint af, hvor dum og naiv Nicola var. Hvornår lærte han at lade være med at stole på andre, det gik jo alligevel galt hver gang.

Endelig formåede vreden at bryde igennem tomheden og fylde han krop, hvor vovede Phillippe egentlig at stå og komme med undskyldninger for, hvad han havde gjort?
"Det ved jeg jo godt! Tror du, at det bliver bedre af, at du minder mig om, at det ikke er første gang, du har gjort det her!" Han knyttede vredt hænderne, lysten til at gå over og hamre dem ind i brystet på Phillippe var overvældende. I stedet stod han og knyttede og slappede af i hænderne, bare for at gøre et eller andet.
"Tror du virkelig, at nogen som helst undskyldning vil gøre det her okay? Du kunne have været høflig overfor ham, og så gået hjem. Du kunne sige, at du er gift. Du kunne have gjort alt andet, end at hoppe i seng med ham, så snart muligheden tilbød sig!" De sidste ord blev råbt. Han vendte sig om og slog håndfladen hårdt mod væggen.
"Kan du slet ikke se, hvad du har gjort? Af alt du kunne gøre mod mig.. Du ved, hvad han har gjort mod mig, men det tror du måske slet ikke på?" Han kunne mærke hvordan det sveg i øjnene, så han holdt sig vendt mod væggen, ikke om Phillippe skulle have fornøjelsen af at se ham græde.

 Da Nicola endelig sagde noget, fik udbruddet Phillippe til at skære en grimasse. Ikke fordi han var uenig eller tænkte noget dårligt om det han sagde, men fordi han godt kunne se at det måske ikke havde været det smarteste at minde Nicola om det. 
 " Nej.. Selvfølgelig ikke.. Undskyld.." mumlede snedkeren lidt mens han gned ansigtet lidt. Hånden fjernede sig fra ansigtet så han kunne se på Nicola som han snakkede. Noget lidt irriteret gled over hans ansigt da Nicola fik det til at lyde som om Phillippe slet ikke havde prøvet på at slippe af med Enzel. Han havde prøvet. Sagt at han skulle arbejde, men Enzel var ligeglad. Han havde besluttet sig. Hvis ikke Phillippe tog med ham, ville Enzel bare følge efter ham til værkstedet. 
 Phillippe trådte et skridt frem mod Nicola som han slog i væggen og skulle til at fortælle ham, at han tog fejl, men Nicola afbrød ham. Han næste ord ramte lidt hårdere på Phillippe, og det fik ham til skamfuldt at slå blikket ned.
 " Selvfølgelig tror jeg på det! Han sagde selv han ikke havde været god ved dig..  " sukkede snedkeren og gik forsigtigt lidt tættere på Nicola. 
 " Jeg lover, at jeg prøvede at komme af med ham. Jeg sagde til ham, at jeg ikke havde tid, at jeg skulle tilbage til værkstedet for at arbejde. Enzel ville med tilbage på værkstedet, men det gik jo ikke.. Så jeg fik ham til at ville med hen på bordellet.. Jeg prøvede bare at finde ud af hvad han vidste.. Om han mistænkte mig.. Os. Om han havde det dårlig over hvad han har gjort ved dig.  " Endnu en gang sukkede Phillippe tungt, og kørte hånden opgivende og en smule stresset gennem håret. Han havde virkelig dummet sig. Forsigtigt trådte han tættere på Nicola så han kunne ligge en hånd mod hans overarm. Blidt.
 " Jeg har det så dårligt med mig selv.. Jeg vil ikke sårer dig.. Jeg prøver bare at beskytte dig.. Selvom det - også selvom det ikke virker sådan.. Jeg holder virkelig meget af dig, Nicola..  " Phillippe havde sænket stemmen lidt, og håbede på at Nicola kunne høre hvor meget han mente ordene. Han holdt virkelig meget af det smukke, smukke halvdyr.

Uden egentlig at lytte rigtig til Phillippes mange undskyldninger, rystede Nicola stille på hovedet. Ingen undskyldninger ville være gode nok til at forsvare, hvad Phillippe havde gjort. I sidste ende havde det været frivilligt, det havde været en beslutning, som Phillippe selv havde truffet.
"Det hedder nej, Phillippe, det er ikke så svært. Alt du behøvede var, at blive ved med at sige nej" Han lænede hovedet mod væggen, prøvede at samle en eller anden ukendt styrke, så han kunne holde sig fra at gå fuldkommen amok.
"Du kunne have gjort så mange ting. Du kunne have taget ringen af, så der ikke kunne ske noget" Han vidste selv, hvor vedholdende Enzel kunne være, men det var jo overfor ham. Han var mindre end Enzel og var afhængig af ham, det var Phillippe jo ikke.

Igen slog han hånden mod væggen, men denne gang var den knyttet, og lige bagefter drejede han hastigt rundt, så han kunne se på Phillippe med lynende øjne.
"Hvordan kan du overhovedet påstå, at du holder af mig, efter hvad du lige har gjort!" Denne gang hamrede han hænderne mod Phillippes brystkasse, han var dog i det mindste sød nok til at gøre det med flad hånd.
"Hvilken person kan overhovedet gøre sådan en gerning, hvis de holder af nogen!" Han slog hænderne mod brystkassen igen og igen, og efterhånden knyttede han næverne, som han fortsatte med at slå.
"Du er en forfærdelig mand! Forfærdelig! Hvordan kunne du gøre det mod mig! Jeg elsker dig! Hvordan kunne du dog gøre det!" Tårene var begyndt at løbe ned over hans kinder nu, og slagene havde mistet sin kraft. Han var ikke engang rigtig klar over, om han stadig var gal eller bare såret og ked af det.

 Munden åbnede og lukkede sig, inden Phillippe slog blikket ned igen og sank lidt sammen i holdningen. Han ville gerne sige at det var det han gjorde. Forklare Nicola at han havde gjort alt hvad han kunne for at komme af med Enzel, og ikke ligge i med ham. At han havde holdt fingrene for sig selv og på ingen bidraget til at det gik den vej det gjorde. Men det kunne han ikke. Nicola havde ret. Phillippe skulle være gået, da han havde snakket med Holly. Han skulle have efterladt Enzel alene på værelset og være gået tilbage til værkstedet. 
 Alligevel - selvom han godt kunne se han havde dummet sig - var det alligevel svært for ham ikke at føle Nicola ikke kunne se det fra hans side af. Hele grunden til han ikke bare var gået, for fordi det virkede som om Enzel bare ville følge med, eller troppe op ved værkstedet. Noget Phillippe på ingen måde så som en spor god ting. Han var dog godt klar over han var på tynd is, og det helt sikkert ikke var i hans bedste interesse at blive ved med at diskutere. 
 "  Jeg kan jo ikke selv tage ringen helt af, Nicola.. " Lød det fra Phillippe med et opgivende suk - ikke over det Nicola sagde, men over sig selv. Blikket løftede sig og Phillippe så på Nicola med et skamfuldt og trist blik. 

 Det kom lidt bag på Phillippe da Nicola vendte sig og så på ham med så lynende øjne. Det var først nu det gik op for ham, hvor meget det han havde gjort faktisk påvirkede Nicola. Hvor vred og såret han faktisk var. Det gav en utrolig dårlig smag i munden. Det var også derfor han ikke gjorde noget da Nicola begyndte at slå ham. Han spændte blot lidt op, og lod Nicola slå ham. Han havde fortjent det. 
 Nicola fik lov til at rase på ham lige så længe som han havde lyst. Phillippe sagde ikke noget til ordene Nicola ytrede, for han kunne ikke sige noget der ville gøre det bedre. Da slagene lige så stille mistede deres kraft, lagde Phillippe armene om Nicola og forsigtigt trykkede ham prøvende ind til sig. Denne gang løb Nicolas tåre på grund af Phillippe, og det gjorde ondt. Stilheden faldt lidt mellem de to mænd, ind til Phillippe sank en klump og rømmede sig lidt.
 " Jeg gjorde det for dig.. Jeg ved godt du ikke ser det sådan, men det gjorde jeg. Fordi jeg var bange for hvad der ellers ville ske. Bange for alternativet. Bange for at miste dig, fordi Enzel fulgte med herhen, eller dukkede op af sig selv fordi jeg bare gik." selvom Phillippe både havde sunket klumpen og rømmet sig, var hans stemme grødet og næsten en hvisken, tydeligt påvirket af de mange følelser. Øjnene brændte forræderisk og Phillippe vendte øjnene lidt op af for at holde vandet i øjnene fra at løbe over. Igen sank Phillippe en klump og forsatte hurtigt.
 " Fordi jeg.. jeg elsker jo også dig.. Og jeg bare gerne vil passe på dig.." et lille suk forlod hans læber, for et eller andet sted kunne høre hvor tamt det hele lød, og han regnede ikke med det ville gøre noget som helst bedre for hvordan Nicola havde det med han lige nu.

Selvom Nicola ikke slog på Phillippe for, at det faktisk skulle gøre ondt, var der en del af ham, som virkelig ønskede, at han ville reagere. Hvis ikke i smerte så i det mindste i vrede! Alt var bedre, end at han bare stod der og tog imod. Kunne han i det mindste ikke forsvare sig! For når han bare stod og tog imod, måtte det jo betyde, at han forstod Nicolas reaktion, og så kunne hans handlinger ikke undskyldes med, at han var dum eller bare uforstående overfor andre.

Bare for at øjeblik, lod Nicola sig holde om af Phillippes stærke arme. Det føltes så trygt, han kunne nemt glemme både tid og sted. Glemme hvorfor han var gal.. Men det ville han ikke, også selvom han egentlig var mere trist end gal nu! Så nemt skulle Phillippe ikke have det, ikke efter hvad han havde gjort!
"Du kunne låse døren eller lade som om, at du ikke er hjemme. På et tidspunkt ville ham jo give op. Du kunne have gjort alt andet, end at hoppe med ham i seng" Han lød ikke engang vred mere, bare trist og opgivende. Phillippes grødede stemme var ikke gået Nicola forbi, men helt ærligt så havde han ikke meget til over for snedkerens følelser lige nu. Han lå, som han selv havde redt.

Mere voldsomt, end det egentlig var meningen, fik Nicola gjort sig fra af Phillippes greb. Fortabt kiggede han rundt, indtil han til sidst endte med bare at sætte sig på gulvet, hvor han hvilede manden mod knæene.
"Man gør ikke sådan noget mod den, som man elsker" Måske var han ikke den rigtige til at tale om kærlighed, taget i betragtning af, at han aldrig havde været forelsket.. Men selv en idiot burde da vide, at man ikke gik ud, og kastede sig i armene på andre mænd, hvis man var forelsket. Og lige nu var Phillippe den største idiot, som Nicola kendte til.

 Nicola trak sig ikke væk fra Phillippe, og forsigtigt lod han hovedet  vippe frem så han kunne hvile munden lidt mod hans hår. Øjnene lukkede sig i et forsøg på at holde tårerne lidt tilbage. Selvfølgelig var han klar over det her ikke var noget han bare kunne klare med et par kram og søde ord, men hvor ville det være nemt hvis det kunne. 
 " Han... " er jo stadig en kunde.. Phillippe stoppede sig selv fra at fuldføre sætningen. Han regnede ikke med Nicola ville forstå det. Phillippe var afhængig af at værkstedet havde god omtale, og selvom han ikke var meget for at indrømme det havde, dét at arbejde for Enzel, haft en god indflydelse på hans økonomi, og omtale. Det var selvfølgelig i en lidt anden retning end han normalt arbejdede, men det gav gode krystaller. 

 Armene slet hurtigt grebet om Nicola da han skubbede sig fri, og Phillippe trådte et lille skridt tilbage i respekt for at Nicola ville væk fra ham. Blikket fulgte Nicola som han satte sig ned, og Phillippe begyndte i stedet at vandre lidt frem og tilbage igen, mens hænderne gned over ansigtet for at få samling på sig selv og holde tårerne tilbage. 
 Phillippe stoppede op i sin vandren ved Nicolas ord og stod lidt og så ned på ham. Hvad skulle han sige? Han havde jo gjort det, fordi han elskede Nicola. Fordi han ville beskytte ham og passe på ham. Han havde jo fået at vide hvad Enzel gjorde ved ham. Det virkede dog ikke til Nicola ville høre på det, så der var ingen grund til at blive ved med at gentage det.
 " Jeg kan jo ikke holde døren låst til værkstedet hele tiden.. Det er min arbejdsplads.. Folk kommer ind for at bestille og hente bestillinger. Så selv hvis jeg stak af fra Enzel og låste døren, ville han jo bare kunne komme forbi alligevel.. " prøvede Phillippe at få Nicola til at forstå. Kunne han virkelig ikke se at Phillippe virkelig havde gjort det han så var bedst? Han sukkede kort og trak på skulderene inden han begyndte at vandre igen.
 " Han kan stadig vælge og bare komme forbi... Men nu.. Nu går der forhåbentligt lidt længere inden han får den ide..  " Phillippe gned ansigtet igen med den ene hånd, og lænede sig med bagdelen mod høvlbænken. 

Panden blev løftet fra knæene, så Nicola kunne se på Phillippe. Det var jo ikke svært at se, at han var ked af, hvad han havde gjort. Rent instinktivt havde Nicola lyst til at trøste ham, men lige nu var det vigtigere, at han på en eller anden måde formåede at holde sammen på sig selv. Han var vant til at se Phillippe om den stærke, som beskytteren, et fast holdepunkt, men den illusion var da så sandelig brast nu. Hvad ville der mon ske med dem? Der var ikke nogen nem vej ud af det her, især så længe at Phillippe ikke virkede til faktisk at kunne se, at der havde været andre udveje af situationen med Enzel.
"Så kunne du sige, at du ikke var interesseret. Enzel er måske påståelig og utroligt svær at slippe afsted, men selv han har en grænse" Han kunne stadig ikke forstå, hvordan Phillippe rent faktisk kunne tro på, at nogle af de undskyldninger var bare det mindste gangbare.. Ar man overhovedet kunne være så blind! Det var efterhånden begyndt at gå op for Nicola, at det her var en håbløs diskussion, for det virkede til, at de blev ved med at køre rundt i de samme beskyldninger og argumenter uden egentlig at komme nogen som helst vegne.

Egentlig havde han været klar til at give op og finde en måde, hvorpå han ville kunne tilgive Phillippe, selvom det uden tvivl ville blive svær. Ordene fik dog hans krop til at blive fuldkommen kold, for det vækkede en bekymring, som han ikke engang havde skænket en tanke endnu..
"Og hvad så når han kommer for at få mere? Du tror vel ikke, at det her bare var en engangsforestilling? Skal jeg så bare klappe hælene sammen og acceptere, at du lige skal give Enzel hans ugentlige rusketur, så han holder sig væk!" Nej! Aldrig i livet om ham havde tænkt sig at sidde pænt og vente, mens Phillippe gik ud og gik i senge med Enzel, som om ham var en eller anden underkuet hustru, som bare blev og passede huset og gjorde, som der blev sagt! Så hellere vende tilbage til bordellet og glemme alt om Phillippe, hvis det da ville være muligt.

 Hånden der gned ansigtet gled om i nakken hvor den lagde mens han lyttede til Nicola snakkede. Blikket blev flyttet lidt ud til siden, inden han sank en klump. Inderst inde vidste han godt alle de ting Nicola sagde var muligheder. Ting han kunne have gjort. Men han kunne ikke lade hver med at føle en lidt bitter følelse af, at Nicola også bare kunne være stukket af fra Enzel for længst, når han var så led og ondskabsfuld over for ham. Hvis det var så forfærdeligt at være ved ham, hvorfor så blive? Phillippe troede inderligt ikke på at Nicola ikke ville have andre muligheder. Så guddommelig og vidunderlig han så ud. Phillippe og Enzel kunne ikke være de eneste der så det. 
 Nu var selvfølgelig ikke et godt tidspunkt at dele hans tanker og uenighed. Især fordi han vidste Nicola ikke kunne forstå. For han havde virkelig prøvet at afvise Enzel. Han havde virkelig gjort det bedste han kunne. Det var bare ikke nemt, for det var altid så fristende at lade fingrene vandre. Altid så fristende at søge mod den nydende følelse.
 Men Phillippe sagde selvfølgelig ikke noget. Det ville ikke være andet end at gentage sig selv, igen og igen, og når Nicola virkelig ikke var enig, så var der ikke noget at gøre. I stedet skubbede han sig ud fra hølvbænken igen, og gik lidt frem og tilbage igen. 

 Kort efter stoppede han dog op igen, og så ned på Nicola. Han forstod Nicolas bekymring, ja han mærkede den nærmest, for selvfølgelig ville Enzel komme efter mere. Det var dog de næste ord der kom, der fik Phillippe til at komme med en opgivende og irriteret lyd, inden han satte sig ned på gulvet til Nicola. Ikke irriteret over Nicola sagde som han gjorde, men over sig selv, og det rod han havde fået sig ud i. 
 Fødderne blev sat mod gulvet, så knæene stak lige op i vejret, og albuerne hvilede mod knæene, mens hænderne ihærdig gned ansigtet.
 " Jeg ved det ikke..  " mumlede han lidt, inden han rystede på hoved.
 " Jeg mener, selvfølgelig skal du ikke det... Det skal jo ikke ske igen.. Jeg ved ikke hvad vi skal gøre.. Jeg skal gøre.. " Ordene var opgivende og frustreret og en lille smule mumlende på grund af hænderne der gned ansigtet, ind til de gled op i håret.
 " Jeg ved det ikke, Nicola.. " Sukkede han så og lukkede øjnene i. Var det her det? Havde han spildt hans chance, inden han havde nået og rigtig nyde den? Han elskede virkelig Nicola, det gjorde han virkelig, men lige nu forstod han godt hvis Nicola gik sin vej.

Træt gned Nicola en hånd ned over ansigtet, det har var en forfærdelig situation. Selv med alt det, som han havde været igennem på det sidste, føltes det her næsten som det værste. En ting var at blive såret, både fysisk og psykisk, af folk, som man vidste, ville en ondt. Noget helt andet var, når det var af en, som man faktisk holdt af og stolede på.
"Men hvad betyder det så for os? Hvad gør vi, når Enzel kommer tilbage, for jeg ved, at han kommer tilbage" Hvor meget de end prøvede at ignorere det, var der bare ikke nogen god løsning på det her.

Var det her enden på dem? Det var jo knapt nok begyndt. Det hele havde været så fantastisk, da han altså først lige var kommet sig over de værste grumme tanker. Man kunne endda strække den og sige, at det var set tætteste han havde været lykkelig i meget lang tid. Og så pludselig fordi Phillippe ikke tænkte sig om, var det hele måske tabt på gulvet. Han burde vel egentlig have vidst det, der var tydeligvis en højere magt som ikke ønskede, at han skulle være lykkelig, og det endda selvom han ikke troede på disse højere magter. Det var svært at se, hvordan det her nogensinde skulle blive okay igen.

Igen truede tårerne med at begynde at løbe, men han kunne ikke få sig selv til at græde foran Phillippe.. igen. Så derfor rejste han sig uden et ord og forsvandt ind på soveværelset, hvor han lagde sig på sengen med ansigtet mod væggen. Han følte sig så fortabt, som om han kunne mærke det hele smuldre mellem hænderne på sig. Men hvad kunne han gøre? Han ville virkelig gerne tilgive Phillippe, men han var ikke sikker på, om han nogensinde ville være i stand til at stole på ham igen.

 Hånden hvilede stadig i Phillippes hår, da han flyttede blikket hen på Nicola. Han forstod godt hans bekymring, det var jo et reelt problem de ville komme til at have nu. Og han vidste ikke hvad han skulle svare, for hvordan skulle han vide om Enzel dukkede, eller hvornår han ville dukke op? Han måtte vel bare være hurtig til at lokke Enzel væk fra værksted, hvis han skulle dukke op.
 " Jeg skal nok sørger for at han ikke finder ud af du er her. Jeg lover jeg nok skal beskytte dig! " Phillippe vidste godt hans løfter lige nu nok mest af alt virkede tomme, med det han lige havde gjort, men lige godt hvad Nicola tænkte om ham, ville han beskytte og passe på ham. Det var jo det der i sidste ende havde sat ham i den situation han var i nu. 

 Nicola rejste sig, men Phillippe blev siddende. Holde blikket mod gulvet som halvpanteren gik ind i sengen. Det var nok godt nok at give ham lidt tid. Øjnene lukkede sig i igen, tænderne bed hårdt sammen og Phillippe sad tilbage, alene på gulvet, med en ubetydelig grim smag i munden og fornemmelse i kroppen. Han havde aldrig haft det sådan her før. Det var forfærdeligt..
 Der gik lidt hvor Phillippe bare sad på gulvet. Til sidst flyttede han hånden fra håret, og begyndte at gnide øjnene som brændte. Ved Zaladin også.. Så rejste han sig og inden han gik ind i værelset til Nicola, smed han et par stykker brænde ind i brændeovnen. 
 " Jeg.. kan godt forstå hvis du ikke vil have noget med mig at gøre mere..  " sagde Phillippe, da han kom ind i værelset til Nicola. Forsigtigt satte han sig på kanten af sengen, og stirrede lidt på hans hænder.
 " Men i det mindste bliv her.. Jeg vil ikke have der sker dig noget, så du er velkommen til at blive her, lige så længe du har brug for det.. Vi skal nok finde ud af det.." Phillippe sank en klump og så sig over skulderen, så han kunne se på Nicolas ryg.
 " Jeg håber du en gang kan tilgive mig bare en lille smule. Jeg gjorde virkelig det jeg tænkte var den bedste løsning.. " Sukkede han til sidst, inden han så ned på gulvet mellem hans ben.

Da Phillippe satte sig på sengekanten, føltes det nærmere som om, at nogen havde læsset en hel vognfuld sten af i sengen. Nicola vidste da godt, at det var hans hjerne, som overdrev alvoren og tyngden, men det var svært ikke at føle sig lille og skrøbelig ved siden af Phillippe. Og ødelagt, så forfærdeligt ødelagt. Han havde ellers virkelig håbet på, at de følelser hørte fortiden til, Phillippe havde jo gjort et fantastisk job med at hjælpe ham med at hele. Der var nærmest noget poetisk over, at det så skulle være Phillippe, som ødelagde ham igen.. Det var bare en skam, at Nicola aldrig havde været en tilhænger af poesi eller tragikomiske fortællinger.

Hvorfor skulle han overhovedet blive? Det var langt mere smertefuldt at blive her, hos Enzel vidste han da i det mindste, hvad han kunne forvente.. Men samtidig havde han jo ikke lyst til at gå, han havde lyst til at få styr på hele det her rod, hun vidste bare ikke helt hvordan.. det hele var bare et forfærdeligt rod! 

Lysten til at række ud efter Phillippe og trække ham ned, så de kunne ligge tæt var så stor, at det næsten gjorde fysisk ondt. Hvordan kunne følelser overhovedet gære fysisk ondt? Livet havde været meget nemmere dengang han ikke skulle bekymre sig om andre end sig selv.
"Du må ikke gøre det igen. Lov mig, at du ikke gør det igen" endte han endelig med at sige. Måske han kunne finde det i sig faktisk at tilgive Phillippe, men han blev nødt til at vide, at det ikke ville ske igen, lige så snart han vendte ryggen til.. Han ville ikke kunne holde til, at det skete igen.

 Der var stille længe efter Phillippe havde sagt det sidste ord, og han vidste ikke om det var et tegn på at Nicola ikke kunne se sig selv tilgive ham. Han havde allerede accepteret at det var en mulighed, men det fik det ikke til at brænde mindre i øjnene, eller gøre den tunge trykken han følte i brystet mindre. Det gjorde ondt. Blikket stirrede tomt frem for sig ned på gulvet, som om svaret på hvad han skulle gøre kunne findes der.

 Først da Nicola sagde noget kom der lidt liv i Phillippe igen. Han sank en klump. Han forstod godt Nicolas bekymring for det kunne ske igen. Han havde den selv. Han var bare så dårlig til at sige fra for pilleri. Selv når han vidste han ikke skulle. Men han var nødt til at stå fast og holde sig til at skulle sige nej. Sige fra. Stikke af hvis der ikke var andre muligheder. 
 Phillippe drejede overkroppen og satte den ene hånd ned i sengen mellem dem. Med et lille håb om at Nicola ville række ud efter ham, eller gøre et eller andet der kunne give ham et tegn på at han kunne tilgive ham bare en lille bitte smule.
 " Selvfølgelig skal det ikke ske igen! Jeg lover jeg ikke gør det igen!" Blikket søgte Nicolas, i håb om at han ville kunne se, at han mente det. Han lovede at han ikke ville være sammen med Enzel for at holde deres hemmelige forhold skjult for bordelejeren. 

Egentlig burde Nicola vel få det bedre af, at Phillippe lovede ikke st gøre det igen, det var jo hvad han havde bedt om. Men det kunne meget vel være et tomt løfte, Phillippe havde jo bevist, at han ikke havde ret meget viljestyrke, når først man blev en lille smule insisterende. Men han ville virkelig gerne stole på ham og give ham en chance til. Nu havde de trods alt begge indrømmet, at de havde følelser for hinanden, det måtte da ændre noget? Eller hvad? Phillippe virkede jo reelt til at være ret knust over hele situationen. Han kunne jo ikke gøre meget andet end at håbe på, at Phillippe havde lært en lektie.

Der gik et lille stykke tid, inden Nicola nikkede svagt for sig selv, nogle gange blev man vel nødt til at tage en chance.
"Okay" endte han endelig med at mumle, egentlig mere til sig selv end til Phillippe. Han drejede sig en lille smule, så han kunne gribe fat i Phillippes hånd og forsøge at trække ham med ned at ligge. For nu var det her alt, hvad han kunne klare. Han havde ikke lyst til at snakke mere om det, det føltes allerede som om, at de havde snakket så meget, at de bare ville begynde at gå i ring. Så var det nemmere bare at ligge her, nyde nærværet og håbe på, at den forfærdelige følelse, som han havde i sin mave, ville forsvinde.

 Phillippe var klar til at Nicola ikke ville have noget med han at gøre mere. Han forstod ham jo godt. Phillippe var ikke sikker på hvordan han ville have det, hvis Nicola frivilligt var sammen med Katarina. Og selvom han hadede hende, virkede det ikke til at være det samme som med Enzel for Nicola. Phillippe havde virkelig dummet sig.. 
 Stilheden lagde sig over dem, og den manglede reaktion fra Nicola, fik Phillippe til at trække hånden til sig. Nicolas stille okay fik ham dog til at stoppe midt i bevægelsen, og hovedet vippede i stedet lidt på skrå.

 Ganske frivilligt lod Phillippe sig trække ned og lægge. De muskuløse arme lagde blidt om Nicola, hvis han lod dem, og munden forsvandt ned mellem de store krøller, hvor han forsigtigt gav hovedbunden et kys.
 " Undskyld... Jeg elsker dig virkelig, Nicola.. Jeg vil virkelig bare ikke mindste dig.." Hviskede han stille ned i krøllerne, og lukkede øjnene i, taknemmelig for at Nicola virkede til at have givet ham en chance til. Nu skulle han bare vise at det ikke var spild af en chance.
" Jeg håber du en dag kan tilgive mig helt.. " sukkede han. Han regnede ikke med alt var godt og Nicola helt havde tilgivet ham allerede, det ville nok være for optimistisk at tænke.