Ilden brændte lystigt i det åbne ildsted, den knitrede og sendte sin varme ud i salonen. Det var et hyggeligt rum, hvis gobelin-beklædte vægge med høje træpaneler omkransede de hyggelige bløde sofaer, bogreoler og det tunge skrivebord i mahogni. Amelia havde bevidst indrettet rummet, så det mindede om hendes fars kontor, hvilket havde været hendes yndlingssted at opholde sig som barn.
Hun sad ved skrivebordet, bøjet over et sæt invitationer. Gang på gang dyppede hun fjerpennen i blæk og skrev på fornemt silke papir i svungne bogstaver venlige invitationer til en fest, Erneyll-ægteparret skulle afholde. Hun glædede sig til atter at være omgivet af fornemme mennesker og fasttømre sin omspændende popularitet. Hun havde allerede planlagt aktiviteter, mad og sendt bud efter underholdning – ingen skulle komme og sige, at Athelstan og Amelia ikke forstod sig på at holde selskaber!

Det havde faktisk været en ganske tålelig tid for Amelia. Efter jagtbanketten, hvor Athelstan tilsyneladende så sin hustru i et nyt lys, havde han ligefrem behandlede hende godt - vist omsorg, været opmærksom på hendes helbred og inviterede hendes veninder for at muntre hende op.
Der var selvfølgelig det uheldige faktum, at Athelstan troede, hun var gravid. Hun havde tilpas viden om kvindekroppen til at erkende, at én i hendes tilstand normalt ville begynde at vise mave, altså kunne hun ikke fortsætte skuespillet meget længere. Tjenerinderne ville snart ane, at noget var galt, når de badede hende eller hjalp hende i korsettet. Men hvad skulle hun gøre? Athelstans raseri, når han lærte sandheden at kende, ville være frygteligt!
Nej, så hellere fornægte det lidt længere tid. Amelia rettede lidt på topasringen, der indeholdt urten der forhindrede graviditet, inden hun dyppede pennen i blæk og begyndte en ny invitation: ”Kære Genevive, min højagtede svigerinde…”

Det havde været en forbløffende god tid. Efter hovedophængningen - der fortsat prydede balsalens endevæg – havde stemningen i det fine hjem ændret betydelig karakter.
Athelstan af Erneyll var faktisk begyndt at holde af at se på sin hustru, han værdsatte hendes selskab og bed for første gang rigtig mærke i hendes skarpsindighed og nuancerede væsen; de meget tydelige meninger, det voldsomme temperament akkompagneret af forfængeligheden og stoltheden. Tæft og indre styrke. Athelstan havde flere gange efter banketten taget sig selv i at tænke, at den lyshårede unge kvinde delte visse fællestræk med Athelstans egen mor - tanken havde gennemsyret ham med varme.

Amelia. Min Amelia.
Amelia, klog.
Amelia, dum.
Amelia, sød.
Athelstan betragtede hende, som hun sad der foroverbøjet og dybt koncentreret over noget papir. Pennen lavede lyd når spidsen blev trukket over arket.
Amelia, smuk.
Smukkere end nogen anden. Mere fuld af vilje og følelse end han nogensinde havde oplevet. Hendes ryg var vendt mod ham. Ikke afvisende, bare optaget. Han har kunnet mærke at den mere milde måde at omgå hende på, venligheden, tegnene på respekt og omsorg, har gjort hende mindre fjendtlig. Luften var blevet renere i hjemmet. De kunne begge nemmere få luft.

Athelstan trådte nærmere. Lagde blidt sin ene hånd på sin hustrus skulder. Mærkede hendes varme op gennem håndfladen, og ønskede i et øjeblik brændende at det hele kunne forblive godt.
”Hvad sysler du med?”
Adelssønnen afholdt sig fra selv at se efter; håbede i stedet at Amelia ville bemærke, at han ikke var ude på at kontrollere hende eller belure, hvad end hun foretog sig uden at spørge pænt først.
Desuden var skriverierne ikke vigtige nok til at beslaglægge hans interesse. Andre og større ting fyldte bevidstheden, og den unge herre brugte de fleste kognitive ressourcer på at holde det i ave. For han ville virkelig brændende beholde den gode stemning.

”Det ville glæde os at se Dem til middagsselskab den 31. oktober. I anledning af Samhain bedes De venligst iføre Dem udklædning.” Amelia pausede kortvarigt skriveriet for at overveje, om hun skulle gøre invitationen mere intim end de andre. Efter deres sidste møde, hvor Amelia og Genevieve havde betroet sig til hinanden om deres glæder og frygt ved at have en Erneyll som partner, følte Amelia, at ingen forstod hende som svigerinden.

Hun nåede dog ikke længere, da lyden af skridt fik hende til at spidse ører. Hun genkendte dem – selvfølgelig gjorde hun det, øregangene var nærmest fintunet efter lyden af hans fornemme støvler mod gulvet – og nåede kun at dreje hovedet en smule, da Athelstan dukkede frem i hendes synsfelt og lagde en blid hånd på hendes skulder. Selvom den fyldte hende med afsky, gav hende lyst til at ryste den af sig, lænede hun i stedet kinden mod de kolde, hvide fingre, som havde begået så mange overgreb på hende. Kun så længe hun med overbevisning spillede sin rolle som den nyforelskede hustru, var hun i sikkerhed.

”Jeg skriver invitationerne til festen,” forklarede Amelia og løftede ansigtet mod ham: de fyldige, spidse læber, den stædige hage, de klare, stærke øjne viste alle tegn på hengivenhed. Som altid undersøgte hun hans ansigtstræk for at aflure hans humør, men lige nu var det neutralt. ”Har du haft en god dag?” spurgte hun venligt og stak pennen i blækhuset for at indikere, at han havde hendes fulde opmærksomhed.

Hun mødte ham med hengivenhed og velvilje. Uden at Athelstan havde gjort andet end at vise interesse for hende. Tænk engang, kunne det virkelig være så nemt? Så ligetil? Kvinder var i sandhed simple væsner.
Og dog –
Athelstan mødte Amelias fulde opmærksomhed med et smil, han håbede, ikke afslørede de sviende tanker, som gemte sig bagved. Ikke alle kvinder brugte tiden på at skrive invitationer og vise hengivenhed. Nogle kvinder var svigagtige. Nogle kvinder - visse små, nederdrægtige væsner - løb ikke blot om hjørner, nej, de kunne driste sig til at løbe meget længere. Til en alkymist for eksempel. Og selvom Amelia sad så fromt og så op på ham nu, tydeligt ydmyg og trofast, optaget af at skrive invitationer, nagede tanken om disse kvinder den sorthårede adelssøn.

”Har du husket at invitere Geoffrey? – jeg har lige fået besked om, at hustruen er med barn og snart skal nedkomme. Så vidt jeg husker er Agnes og du jævnaldrene, I vil kunne få stor glæde af hinanden – Geoffrey garanterer at hun vil være meget behjælpelig med at svare på spørgsmål.” 

Amelia havde stadig ikke vænnet sig til Athelstans smil. Det varslede sjældent godt, når han var glad, for det betød, at han havde gjort noget grusomt eller havde onde planer. I det rigtige genskær fra kandelaberne fik det ham til at ligne et leende kranium. 
Hun skød den instinktive rislen ned lags rygraden fra sig og mindede sig selv om, at alt var godt i Erneyll-residensen. Hun spillede sin rolle som den artige hustru overbevisende, alt hun manglede, var en løsning på graviditetsproblemet. Kunne hun mon lave en falsk mave? Tage bad med kun sin mest betroede tjenerinde de næste fem måneder? Og undgå at hendes ægtemand så hende nøgen?
Alle disse tanker flakkede gennem hendes hoved, mens hun lyttede til hans ord og sank en klump. ”Hvor er det vidunderligt for dem! Jeg skal huske at skrive til Agnes omkring nogle spørgsmål om … om nedkomsten,” stammede hun, længselsfuld efter at skifte emne inden hun gav ham mistanke om, at hun løj.

Amelia placerede sin hånd ovenpå hans, og smilede et af sine mest bedårende smil, som altid havde fået hendes bløde far til at kapitulere og købe kræmmermarkedets dyreste muffe til hende. Forhåbentlig kunne det også sno Athelstan om hendes lillefinger. ”Du er så betænksom en ægtemand, Athelstan. Hvad skulle jeg gøre uden dig?”

Athelstan forblev bagved sin hustru. Hånden blev liggende på hendes skulder, selv da hun lagde sin egen ovenpå. Hendes smil blev mødt med en anstrengthed, der kun lod sig vise i kæberne og dybt inde bag det umiddelbart neutrale blik. Amelia kunne smile og smiske så meget hun ønskede. Ordene ville falde hårdt til gulvet om et øjeblik, når det hele atter kammede over for den unge herre.
Det eneste Athelstan skulle gøre nu var at nævne –

”Ringen. Hvor har du egentlig fået den fra? Din betænksomme ægtemand husker ikke at have givet dig den..”
Øjnene bevægede sig kortvarigt hen til topasringen; et grufuldt symbol på at intet var som det forgav sig for at være. Et åbenlyst tegn på hans egen uvidenhed og naivitet. En hån! Så tarveligt udstillet til fuldt skue. Åh, i sandhed en bespottende, ondskabsfuld hån.

Athelstan trak sin hånd fri fra hende berøring. Førte den i stedet ned på hendes venstre bryst. Fingerspidserne fulgte rundingen inden hånden bevægede sig ned bag stoffet, der udgjorde hendes halsudskæring. Med et betydeligt fastere greb (og øvet snilde) fik han fat om hendes bryst under tøjet.
Velplaceret endte håndfladen på hendes brystkasse - omtrent der, hvor det bankende hjerte ville gemme sig.
”Hm?”
En brummende lyd indikerede at Amelia endelig ikke skulle holde sig tilbage fra at besvare det stillede spørgsmål mange sekunder endnu. 

Amelia havde lullet sig selv ind i en falsk tryghed, så hun ikke sporede faresignalerne i hans ansigt, før det var for sent; skyggerne, der hang i øjenkrogene, og de markerede kæber som om han bed tænderne sammen, indikerede, at Athelstans indestængte følelser var ved at kamme over.

Og så kom spørgsmålet, der var tæt på at bringe et gisp over Amelias buttede læber, havde hun ikke nået at stoppe sig selv. Vidste han noget?
Nej … nej, det kan ikke være sandt! Han spørger bare ved et tilfælde, han kender intet til ringens virkelig formål, fortalte hun sig selv. Hun var mundlam, læberne formede ikke ord som de skulle, da Athelstans hånd pludselig bevægede sig ned under kjolen, ned om hendes ene bryst, ovenpå hjertet … stedet hvor han ville kunne mærke på hendes krop, om hun talte sandt.

Hele hendes krop frøs fast. Selv hvis hun prøvede at flygte, kunne hun ikke bevæge benene, hun sad blot stift på stolen som en statue. ”Det er en arvegenstand fra min mor,” løj Amelia endelig, men hendes bedrageriske hjerte begyndte at slå hurtigere under hans kolde hånd, som et skrækslagent rådyrkid, der blev holdt fast af sin jæger.
Med den sidste autoritet, hun kunne mønstre, sagde hun: ”Fjern venligst din hånd.” Hvis han fjernede den, så kunne hun måske nå at løbe sin vej, væk fra dette mareridt, væk fra sin ægtemand.

Bank – bank – bank.
Amelias hjerte slog taktfast i brystet på hende og Athelstan opfangede det gennem deres etablerede hudkontakt. Vedvarende, konsekvent, hamrede det ud mod håndfladen.
Bank – bank – bank.
Hun svarede omsider. Fortalte ham at det var et arvestykke med en stemme, der umiddelbart ikke syntes at afsløre noget.
Bank-bank-bank. Det gjorde hjertet derimod. Athelstan lukkede sine øjne. Lod de hurtige hjerteslag fylde bevidstheden; vejret blev trukket dybt ned i lungerne inden det blev pustet langsomt ud igen. Bank-bank-bank. Erkendelsen af det, som hjertet fortalte ham, fik hånden til at klemme hårdt om hendes bryst - udelukkende for at mærke hjertet endnu tydeligere. Bankbankbank. Bankbankbank.
Hendes stemme lød som var den begravet i det mørke som de lukkede øjne så blindt ud i.
Bankbankbank.
”Og er der en særlig grund til, at du går med netop denne her ring?” Hørte han sig selv spørge, uden hverken at fjerne hånden eller åbne øjnene. Stemmen var kølig men fortsat under kontrol.
”- jeg synes, at du skal overveje, hvad du har tænkt dig at svare, Amelia.” Øjenlågene røg omsider op igen. De blå øjne så ned over hendes skulder:
”Jeg har netop haft en yderst interessant samtale med din ene tjenestepige, hende den nervøse. Efter lidt overtalelse fortalte hun mig en pudsig historie.”

Idet grebet om Amelias bryst strammede sig, klynkede hun dæmpet. Frygten lagde sig omkring hende som et lag gift, der sivede ned i huden. Som han tårnede sig op bag hende, følte hun sig fuldstændig i hans magt, og erindringen skyllede over hende fra sidste gang, han havde været så tæt på hende og taget hende med magt.

Han kendte sandheden.

Tjenestepigen havde sladret. Nej, det kunne hun ikke finde på. Athelstan havde utvivlsomt tortureret hende, og i ét kort sekund så Amelia tjenestepigen for sig, bagbundet, blødende og smidt nøgen på hestemøddingen til fuld skue for stalddrengene.

I ét nu rev Amelia sig væk fra ham, og det var en kraftanstrengelse taget i betragtning af, hvor dybt Athelstan havde hånden begravet under hendes korset. Hun bakkede langsomt baglæns, ingen pludselige bevægelser for ikke at provokere ham, som om han var en rasende tyr.
Det nyttede ikke længere at lyve. Han kendte utvivlsomt alt til heksen, til urtens egenskaber og til hendes løgn om graviditeten.
”Inden vi blev gift, sværgede jeg for mig selv, at jeg aldrig ville få dine børn,” sagde hun med rystende stemme. ”Du havde aldrig behandlet mig pænt! Og det blev kun bekræftet på vores bryllupsnat!” Hun bakkede længere tilbage, indtil hun nåede sit mål: arnen. I hjørnet af ildstedet fik hun nemlig fat i ildrageren. Den var tungere end forventet, og hun måtte bruge begge hænder til at løfte den mod ham. ”Jeg vil ikke lade dig gøre mig ondt igen!"

Athelstan af Erneyll havde forestillet sig, hvordan han skulle afsløre det hele for sin hustru, mens han klemte hendes bryst og galoperende hjerterytme i sin hånd. Han havde haft til hensigt at fortælle, hvordan han havde fået tjeneste-kravlet i snak og at tjenerinden nu kunne se frem til at deltage i en af Erneyll-familiens store jagteventyr – selvudnævnt som festivallens helt store gevinst; jagtbyttet. Athelstan havde personligt lovet hende, at han ville sende både pile og hunde efter hende som tak for at have holdt hustruens hemmelighed hemmelig indtil nu.
Men virkeligheden udspillede sig ikke som han havde øvet det i sit sind; Amelia blev ikke siddende. Hun kom ham i forkøbet og fik talen lammet under adamsæblet.

Sætningerne ramte ham som brændende metal mod nøgen hud. Uforberedt på den vrede, nej, det rendyrkede had og afsky Amelia følte mod den unge mand fik ham til at spærre øjnene op.
Han havde godt vidst, at hun ikke ligefrem brød sig om ham, men dette her var ringagtelse i en grad som den unge herre aldrig havde oplevet før. Af nogen. Nogensinde.
At hun så ovenikøbet… At hun sagde.. At.. Athelstan kunne ikke tænke tanken til ende. Vreden og chokket fik selskab af noget, der gjorde endnu mere ondt og som fik det til at svie i øjnene. Det trykkede for brystkassen i en sådan grad at Athelstan frygtede at blive kvalt.
Bevares, han havde heller ikke fundet bryllupsnatten synderlig tilfredsstillende, men at hun ligefrem havde svoret på at..
Selv efter at han havde aet hendes mave? Givet hende gaver af blød pels og alt i alt bare været hensynsfuld og venlig siden hovedretten var blevet serveret? Ikke én gang havde hun protesteret. Ikke én gang havde hun vist tegn på mistrivsel og den flammende uvilje hun inderst inde havde mod ham. Det eneste han ønskede sig, var en familie. En søn. Og Amelia havde svoret – SVORET – på at hun (hans egen hustru!) ville gøre alt for at forhindre det.
Med blodløse læber og isnende øjne stirrede han på hende. Uretfærdigheden over Amelias utilgivelige handling gjorde blikket blankt og tomt:

”Du kan ikke frarøve mig min ret,” hvislede han hæst, og mærkede hvordan Erneylls skæbne truede med at gentage sig. Elverne havde haft succes med at tage hans rige. Amelia skulle ikke lykkedes med tage hans fremtid.

Mens Amelia stod parat til at forsvare sig mod sin ægtemand, passerede frygtelige mulige scenarier forbi hendes øjne: Athelstan slog hende ned med sit sværd, smed hende i pejsen og brændte halvdelen af ansigtet af, eller skar hendes smukke hår af som straf ... 

Men Athelstan angreb ikke. Nej, tværtimod flakkede forskellige følelser over hans ansigt - vrede, svig, harme, forurettethed og – sorg? Var det virkelig en følelse, han indeholdt? Han havde troet, han skulle blive far, og det havde hun taget fra ham.

Og for første gang følte Amelia en smule fortrydelse. Det var nemt at være hævngerrig og rette alt sit rendyrkede had mod ham, når han viste sit grimme ansigt. Problemet var bare, at han rent faktisk havde behandlet hende ordentligt i den sidste tid. Og selvom Amelia frygtede, at det grimme ansigt hver dag ville vise sig, havde han kun været respektfuld og omsorgsfuld. Hun havde troet, at det var spil for galleriet, en dødsensfarlig slange, der solede sig, ventede på at slå til, men måske … måske var det faktisk oprigtigt?
Hun havde ikke opført sig, som en hustru burde, det vidste hun. Begge hendes forældre ville have skammet sig over hende. Selv efter alt hvad Athelstan havde gjort, vidste hun, at en så omfattende løgn var forkert.

”Jeg var bange for, at du ville tage mig med magt igen og igen, indtil jeg blev gravid!” forsøgte hun at forklare ham. Bønfaldt ham om forståelse, delvist af frygt for sin egen sikkerhed og delvist af anger.
”Og da ugerne gik var jeg så indspundet i løgnen, at jeg blev mere bange for hvad du ville gøre, når du opdagede sandheden!” Ildrageren rystede så kraftigt i Amelias hånd, at hun var nødt til at sænke den. Hendes øjne sved, og den lille barm hævede og sænkede sig som en kanin på flugt.

Athelstan havde svært ved at høre på Amelias forklaring. Lige meget hvad ville det ikke kunne retfærdiggøre hendes bedrag. Den vrede, han havde passet og plejet siden afsløringen var blevet banket frem i lyset, syntes ikke længere at have samme faste tag i hans legeme. Som var det slugt af Amelias raseri, der var så meget større. Hun havde taget vreden, hævnlysten. Efterladt ham med det udefinerbare, uhåndgribelige stykke fornemmelse i stedet, som Athelstan ikke havde haft i sig siden 2015.

Af en eller anden uvis grund syntes også Amelias harme pludselig at være faldet sammen, bemærkede Athelstan mens han lyttede til hendes stemme. Flammerne i hendes blik var i hvert fald langt mindre udtalt.
”Du gav mig aldrig en chance.” 
Det var en flad konstatering. Bebrejdelsen gemte sig bag det sidste ord. Athelstan havde armene hængende langs siderne, og lignede på ingen måde noget, som man havde brug for en ilddrager til at forsvare sig imod.
”Hvordan kan du beslutte dig for aldrig at ville have mit barn? Hvordan kan du sværge den slags? Efter alt hvad jeg har gjort for at få det her til at virke. Du kunne have sagt noget – og i stedet går du bag min ryg.”

Du gav mig aldrig en chance. Var det sandt? Havde Amelia opbygget så mange fordomme mod ham, at hun kun så ham for sine mørke øjeblikke? Det var sandt, at Athelstan fandt en bizar nydelse i at slå dyr – og elvere – ihjel, men han havde foræret hende killingekappen og hovedet med oprigtigt stolthed for at glæde hende, som et barn der stolt viste sine forældre en knust regnorm.
Amelia havde aldrig forestillet sig, at hendes ægtemand skulle have den slags morbide afvigelser, eller at han kunne finde på at tage hende med vold. Det havde hun bildt sig selv ind, at kun de usleste mænd gjorde på trods af Celestes ord: ”som hustru må du tolerere din ægtemands tilnærmelser, selv hvis han er fuld eller grov. Det er ikke altid behageligt i ægtesengen, men det er en naturlig del af den ægteskabelige byttehandel. Som hustru må du give afkald på din frihed for at stå under din ægtemands beskyttelse.”
Måske havde Amelia haft et forskruet syn på, hvordan et ægteskab kunne være … Måske var det på tide, at hun opførte sig som en ordentlig hustru?

”Tilgiv mig Athelstan,” hviskede hun og lod ildrageren falde på gulvet med et klonk, der rungede ud i salonen. ”Jeg var bange for, hvordan du ville reagere.” Hun så ned på sine hænder, der krøllede sig sammen om skørtet. ”Jeg har ikke opført mig ordentligt, og jeg vil gøre alt, for at gøre det godt igen.”

Ildrageren faldt til jorden og bekendtgjorde hendes fortrydelse – nej, hendes overgivelse med en dump lyd. Raseriet havde for alvor sluppet taget i den unge hustru. Hvis ikke Athelstan fortsat var mærket af det uhåndterlige, havde det affødt grum glæde. Nu bekræftede det blot at han havde haft ret – og at selv Amelia kunne se det.
Hun havde handlet overilet, det var der ingen tvivl om længere. Som en del af det svage køn var hun let påvirkelig af ubalance i kardinalvæskerne og kvindekønnets generelle tendens til hysteri, mindede Athelstan sig selv om. At Amelia så fuldkomment undskyldte og tydeligt viste fortrydelse var formildende på den unge herres oprørte psyke. Han så mod hende og gjorde dernæst noget om adelssønnen ikke havde praktiseret før -
Athelstan udviste storsind:

”Du har siden starten af vores ægteskab været meget indelukket og usamarbejdsvillig med hensyn til sengelægningen. Jeg ved godt at du er uprøvet og det hele er nyt for dig –”
Moder havde advaret ham om ungmøernes hæmmende blufærdighed og hvordan manglende erfaring gjorde dem så usikre at det kunne udvikle sig til en decideret aversion mod alle former for kønslig omgang med deres ægtemand. ’Lad hende øve sig, var Moders råd: Tilvæn hende med nænsomhed og høst frugterne, når hun kommer til dig, villig og åben’:

”- Men det kan ikke blive ved med at gå sådan her, Amelia. Det vil nedbryde vores ægteskab og vi vil ikke kunne efterleve vores løfter som vi, overfor guderne, har givet hinanden - men bare rolig: jeg ved hvad vi skal gøre,” fortsatte Athelstan uden tanke for eventuelle konsekvenser hans forslag ville kunne få for dem begge:
”Du skal have en elsker”

Amelia nikkede og fastholdt sit blik med jorden ved hans irettesættende ord. Hun følte sig som et barn, fanget med hånden i kagedåsen. Der var ingen vej ud af dette ægteskab, og hun var ved at indse, at det ikke nyttede at fortsætte i den kurs, hun havde lagt indtil videre. Nej, hun var nødt til at bøje sig.

I næste øjeblik kiggede hun op med et ryk, så de fine, lyse krøller dansede omkring det unge ansigt.
”En elsker?” gentog hun spagfærdigt. Havde Athelstan sagt forkert? Var det en besynderlig test af hendes troskab? Ville han have hende til at nægte forslaget?
”Hvad mener du, Athelstan?” spurgte hun forsigtigt og rynkede brynene i forvirring. ”Utroskab er en synd, som guderne straffer. Jeg kan da ikke gøre det mod dig.”
En ny tanke slog ned i hende: måske bundede denne idé i, at han havde opgivet al kropslig kontakt med hende? Selvom tanken fik hele hendes sind til at lette, følte hun modstridende følelser på samme tid. Hun havde skuffet sine forældre, guderne, samfundets forventninger ved at være en dårlig hustru. Og nu ville hun måske aldrig kunne få chancen for at modbevise det.
”Hvis det er fordi, du ikke længere vil have mig … Mist ikke troen på mig, Athelstan. Jeg skal nok gøre det godt igen!” Amelia trådte et skridt tættere på ham i en bønfaldende gestus, som om hun skulle til at røre ham, men ikke helt turde af frygt for, hvad han ville gøre.

Forundringen var tydelig at spore i Amelias ansigt. Af uvisse årsager fik det kun Athelstan til at være endnu mere sikker i sin sag.
”Det her vil ikke være utroskab,” slog han fast, overbevidst om, at fordi det var noget han havde besluttet – et generøst samtykke han havde foræret hende – opvejede det med garanti den helligbrøde det ville være at ligge med en anden end sin ægtefælle. Smilet dirrede i mundvigende over den ukarakteristiske usikkerhed, der syntes at præge den unge hustru; Amelia havde tydeligvis ikke forventet dette udspil.  Desuden, tænkte Athelstan for sig selv, ville det ikke være noget hun ville komme til at gøre mod ham. Hvis Amelia troede det, havde adelssønnen brug for at udtrykke sig tydeligere:

”At du får dig en elsker, vil være det eneste fornuftige at gøre i vores situation,” lød det kategorisk fra ham, med en selvsikkerhed der forsat ikke lod sig ryste af Amelias vaklende, grænsende til direkte bønfaldende, ønske om at trække forslaget tilbage.
”Du har brug for at få din selvsikkerhed tilbage. Lidt 'pift'. Det dér –” han viftede af hendes demonstrerede undskyldende jeg, der i de blå øjne forekom nærmest selvudslettende: ”Det dur ikke. Det er utiltalende og væmmeligt at se på.” Det tændte i hvert fald ikke Athelstan.
Ansigtet blev lagt i mindre hårde folder: ”- Desuden,” fortsatte den unge herre, overbærende, og trådte selv frem for at tage hendes hænder i sine:
”Så vil jeg aldrig nogensinde lade dig vælge en elsker selv - du er alt for utrænet til at vælge den rette – Nej, jeg vil stå ved din side og vælge elskeren. Vi vil gøre det sammen.”
Athelstan så med glødende forventning mod sin hustru.

Som hun stod dér, afmægtig og sårbar, med ildrageren liggende på jorden og korsettet løsnet, så Amelia lige så fortabt og forvirret ud, som hun følte sig. Aldrig havde hun forventet, at disse ord ville forlade Athelstans læber. Idét han viftede hånden mod hende, lod hun blikket glide ned af sig selv og løftede automatisk hænderne for at stramme snørerne.

I næste øjeblik faldt hendes mund åben. De skulle vælge en elsker … sammen. Atter strejfede tanken hende, om dette var en bizar ægteskabelig test. På den anden side var det ikke første gang, Athelstan gjorde noget vanvittigt.
… Ville han kræve at overvære akten? Ved alle guder og gudinder, det ville være forfærdeligt. 3 mennesker i soveværelset var afgjort én for meget, medmindre man var den type personer, der indgik i skamfulde, forbudte akter.

Amelia bed sig selv i tungen for at tage sig sammen. Hvis en elsker var straffen for hendes gerning, var hun i dén grad sluppet let. Hun burde være taknemmelig frem for at risikere at provokere sin ægtemand og dermed gøre alting værre.
”Hvis det er dit ønske, Athelstan, vil jeg selvfølgelig gøre, hvad du siger.” Hun bredte læberne i et høfligt, taknemmeligt smil, hvorefter hun hurtigt tilføjede: ”Jeg vil gøre alt for at få mit … pift tilbage.” Med de ord nejede hun og forlod salonen, inden hun kom til at græde af frustration eller grine af ren og skær lettelse.
En elsker.
Hvordan kunne det her nogensinde ende godt?