Turen hjem fra Medanien var blevet planlagt nøje. Darkhan skulle være hjemme midt på dagen, så han kunne nå at pakke ud, få et afslappende bad og få et ordentligt måltid mad. Han håbede også på at fange sin søster, så han kunne høre hvordan hendes besøg hos Alfie Isenwald var gået. Måske endda lige få et par chancer for at dømme ham lidt mere, end han allerede havde gjort, før de var taget afsted. Derfra kunne han slutte dagen med en kop varm te, og så nå i seng, inden det blev alt for sent. For den unge dreng ville det have været den perfekte måde at afslutte sin tur.

Intet gik efter planen. Da Darkhan kom hjem var solen gået ned for længst. Efter et forfærdeligt møde med en mørkelver, havde han forlangt at komme hjem. Det var først i kareten at den blodige næse, der heldigvis ikke var brækket, blev vasket ren. Havde han ikke været noget så øm i hele den ene side, især ved ribbenene, ville han også have skiftet tøj, hvor blodet fra næsen var løbet ned over kraven. Men hver gang han forsøgte at få tøjet af, måtte han krympe sammen i smerte. Selv nu var det store mærke hen over hele siden, der i starten havde været dyb blå og lilla, ikke helt væk. Det var da frustrerende ikke at hele hurtigere. I stedet havde han været nødt til at nøjes med hvad han ville se som en doven vask under tøjet. Noget Estera havde været nødt til at hjælpe med, til hans ydmygelse. Trods han stadig duftede frisk, følte han sig alligevel lidt klam.

Hele vejen hjem havde han siddet med sin søsters sjal knuget i hånden. Han tog det med sig, da han trådte indenfor og straks tøffede op mod Meenas værelse. Lige så stille åbnede han døren og skubbede den kun lige nok op til at få et hoved ind.
”Isa?” Kaldte han sagte. Hvis han var heldig, var hun kommet hjem inden ham og lå nu og sov. Men hun svarede ikke.
”Isa?!” Kaldte han, denne gang en del højere, men han hørte stadig intet svar. Så han åbnede døren helt op, trådte ind i det mørklagte rum og lukkede så døren efter sig. Med anstrengte lyde i smerte kravlede han op i sengen og lagde sig med sjalet holdt tæt til kroppen.

Han havde tænkt sig at vente her til hun kom tilbage og for første gang i flere uger, fik han noget der mindede om søvn.
Først tidligt næste morgen blev han forstyrret af en tjenestepige, som pænt tilbød ham noget at spise, men med knækkende stemme bad han hende om at gå igen.

Forventningerne før mødet med den tidligere fyrstesøn i Medanien havde ikke været de højeste, da fyrstedatteren var draget afsted. Tankerne havde kørt som en fortravlet myretue. Selvom hun dage forinden havde været rasende på sin yngre bror, så havde hun alligevel været glad for hans følge, til deres veje måtte skilles og Darkhan flyttede i sin egen karat, for at kører mod sin kammerat.
De lave forventninger var dog hurtigt blevet gjort til skamme. Alfie havde vist sig at være alt det hun ikke havde forventet, en farlig cocktail sammen med Meena’s egen væremåde, hurtigt havde lokket dem begge i fordærv. Det var derfor også med en vis modvilje, at hun havde måttet rejse tilbage til den sydligste del af landet. Med løftet om brevudveksling til de ville kunne ses igen, havde hun sat sig ind i kareten. Turen hjem til Rubinien var forløbet ganske upåklageligt.

Den lukkede karat rullede op mod paladset i de tidlige morgentimer. Knapt havde hun nået at sætte fod inden for paladsets vægge, før hun blev mødt af Estera. I sig selv var det ganske uvant ikke at se hende nær Darkhan. Smilet der havde spillet på de mørke læber, næsten lige siden Meena havde forladt herregården i det frodige Medanien, svandt ind som havde det aldrig været der til at begynde med. Estrea’s blik var fuld af alvor og bekymring ”Jeg beklager Deres højhed, men det er Deres broder han..-” mere nåde slavekvinden foran hende ikke at sige, før hun blev afbrudt ”Hvor er han Estera?”.
”Han er i Deres private kammer, han har nægtet at spi..-” igen blev hun afbrudt, men ikke at ord. I stedet blev hendes ord afbrudt, da Meena satte i løb mod sit værelse, med et hjerte der allerede sad oppe i halsen på hende.
Uden voldsomt meget hensyn til hvilken kraft døren til værelset blev åbnet med, fløj trædøren op så den støtte mod den tilstødende væg ”Sabar?!” lød det knapt forpustet, men stadig hektisk fra hende. Blikket søgte febrilsk rundt i rummet, til det landede på hans skikkelse i den runde seng stående næsten midt i rummet. Trods hendes egen højde, tog det hende ikke mange skridt at nå til ham, efter at have lukket døren i. Ved første øjekast så prinsen fin ud, hvis ikke man bed mærke i hvordan han lå og knugede sjalet ind mod brystkassen. "Hvorfor ligger du dog her? Hvad er der sket? Er det Zackarias, har han gjort dig noget?" det ene spørgsmål tog det andet, mens hun tog plads på sengens kant.

Hver gang han hørte en gå forbi ude på gangen, håbede han det var Meena, der var på vej ind. Hver gang kunne han mærke tårerne presse sig på, men han ville ikke græde. Han nægtede. Ikke kun fordi han var for stædig, men også fordi enhver lidt tungere vejrtrækning gjorde ondt i samtlige ribben, i hele højre side. Hver gang endte han med at blive skuffet, for døren gik ikke op.

Lige indtil den gjorde.

Halvt forskrækket, men stadig håbefuldt, satte Darkhan sig op med ét og stirrede mod døren. Der kom den relativt store blodplet på den tynde jakke, hen over det meste af halsen, også til syne.
”Is-hng!” Hendes allerede korte kaldenavn blev forkortet endnu mere, da han måtte afbryde sig selv, som den hurtige bevægelse fik et jag af smerte til at skyde op i hele højre side. Med en blid hånd lagt mod det ømme område, møvede han sig lidt længere ud mod kanten, så han kunne læne sig op ad hende, og begrave ansigtet ned mod hendes skulder, idet hun tog plads på sengen.
Det havde været lettere at holde tårerne inde, da han var alene, men nu var Meena her. Man kunne ikke høre ham græde, i modsætning til de fleste andre gange. Darkhan var som regel meget højlydt, men kun når han forsøgte at få opmærksomhed eller være dramatisk. Denne gang forsøgte han ingen af delene, men inden længe ville Meena kunne mærke sin skulder blive mere og mere våd.

Spørgsmålene væltede ind og han hørte dem alle, men svarede ikke med det samme. Det tog ham et stykke tid endelig at ryste let på hovedet og snøfte lidt snot tilbage i næsen, så han faktisk kunne svare.
”D-det var en mørkelver. Hun slog mig… og s-sparkede mig…” Et lille klynk lød fra drengen, da han lige blev mindet om det knæ, som kolliderede perfekt med hans skridt. Hvis de ømme ribben ikke forhindrede det som han sad nu, ville han have krøllet sig lidt mere sammen. I stedet samlede han benene, krydsede dem næsten og pressede sig endnu tættere ind til hende.
”… Og min pung blev stjålet,” tilføjede han mumlende kort efter. Den detalje havde godt nok ikke været mørkelverens skyld, men det gjorde ham ikke mindre frustreret over, at en luset tyv i Medanien nu rendte rundt med hans fine pung.

Måske han ville formå at komme med flere detaljer, når han ikke følte sig halvt kvalt i snot.

Bekymringen svandt ikke den mindste smule ind, da Darkhan ikke alene lagde hånden mod ribbenene i den højre side, men også blev forhindret i at sige noget. Hvad var der dog sket med ham?! Først henne ved ham opdagede den ældre søster blodet på jakken. Straks begyndte de mørke øjne at bevæge sig rundt på hans skikkelse, ledende efter årsagen til blodet. Halsen var blodig, men uden synlig skade. Indtørret blod ved næsefløjene afslørede blodets oprindelse, men det gjorde ikke at den bekymrede mine aftog sig det mindste. Han var jo dybt foreslået!
Hvem havde vovet at lægge hånd på en Kazimi prins?! På hendes lillebror?!
Vreden kogte under den brune hud på den petite kvinde. Truet til ikke bare at lade sig begrænse til hendes indre, men i stedet bryde ud for fuld musik. Klar til at endevende hele landet om nødvendigt, for at finde synderen til hans smerte.

Vreden lagde sig ikke, men følelsen af Darkhan’s hoved på hendes skulder, fik den til at krybe tilbage, hvor den ikke var synlig for andre. Beskyttende lagde hun begge arme tæt omkring ham, mens hun ganske forsigtigt blidt som en moder ville gøre det, strøg en hånd over det blåsorte hår. ”En mørkelver?” gentog hun overrasket uden at slippe ham ”Ved Fader hvad der er sket dig? Jeg sværger ved alle Guder og Gudinder, hvis jeg finder den mørkelver…” ordne blev mere og mere sammenbidte, men hun stoppede sig selv i at fuldende sætningen. ”Vi skal have dig tilset af en healer. Jeg kan få en af dem til at komme til værelset, så skal du ikke flytte unødigt på dig?” at dømme ud fra hvordan han så ud, antog hun at han hverken havde været forbi deres Fader eller en healer. Hvorfor havde ingen sendt en healer til ham?!
Naturligvis smertede det hende, både at mærke hvordan hans vejrtrækning blev mere hektisk, som de tilbageholdte tårer begyndte at trille, at vide han havde ondt. Ikke mindst at hun bar en del af skylden. Havde hun ikke bedt ham tage med til Medanien, så havde en eller anden sorthudet, spidsøret vanskabning ikke overfaldet ham.

Svarene på spørgsmålene kunne vente på svar. Lige nu var det at han fandt ro og følte tryghed vigtigst. Han havde forståeligt nok ondt, men han var til alt held ikke dødeligt såret. Det var nok hans ego, som ville lide mest og længst. Startende som en lav nynnen greb hun efter dén eneste ting, som hun med sikkerhed vidste ville give ham både ro og tryghed. En sang deres moder ofte havde sunget for dem, når verden virkede utryg eller onde drømme spøgte om natten. Nynnen gled over i sangen;

"Kast dine bekymringer væk, min kære,
For i morgen kommer en ny dag.
Hold fast i mig, du har ikke noget at frygte,
For dine drømme er ikke langt væk.

Når du lægger hovedet og hviler,
Må dine drømme overtage min kærlighed.
Lyt tæt, min sydlige søn,
For din skæbne ligger ovenfor.

Skønt verden er grusom.
Er der et lys, der stadig skinner,
I de mørkeste dage i vores liv.

Når alt håb synes tabt.
Og du kan ikke finde vej,
Tænk på mig, når du ser mod himlen.

Barn min, din fremtid er lys,
For din fars blod er i dine årer.
I mørke tider beder jeg, at du vil kæmpe,
For verden vil snart kende dit navn."

Slutvis blev melodien nynnet da sidste vers var sunget. Et kys blev placeret mod det mørke hår, på toppen, før hun hvilede hagen imod.

Trods Darkhan ikke kunne se andet end sin søsters skulder i øjeblikket, som endda blev formørket af ham selv, var han ikke i tvivl om at hun var tosset. Ikke på ham, men over hvad der var sket ham. Han behøvede ikke at kunne se det, for at vide det. Han vidste det allerede for uger siden, at Meena ville blive så gal over situationen, når han kom hjem og fortalte. Det var underligt rart at være i nærheden af en, som han vidste bekymrede sig. Måske det bare var trygheden over at vide, at han ikke var i fare for at blive tæsket igen.
Han rystede let på hovedet. Nej, deres fader vidste intet, kun de tjenestefolk og vagter, som havde fulgt ham hele vejen hjem, og de få tjenestefolk, som havde set ham tøffe mod Meenas værelse i nat. Han var heller ikke så sikker på at han overhovedet havde lyst til at fortælle det. Det var så pinligt at skulle indrømme hvad der var sket.
Der lød et lidt anstrengt klynk fra drengen, idet hun nævnte en healer. På hele turen hjem, havde han nægtet at blive tilset af en healer, for så skulle han smide tøjet. Det var ikke kun fordi det gjorde ondt, men fordi han var så utrolig blufærdig.

Igen måtte han bruge lidt tid på at tage sig sammen til at svare, men inden længe kunne han høre hende nynne en velkendt melodi. Han huskede ikke meget fra deres moder. Kun en duft, en svag erindring af hendes stemme, en erindring der flød længere og længere væk jo ældre han blev, og så dén sang. Den sang, der på underlig vis stadig kunne få ham til at slappe af, selv når han var ved at bryde helt sammen. Så han ventede med at svare, lukkede i stedet øjnene og lyttede.
Før han vidste af det var tårerne stoppet med at falde, og den hektiske vejrtrækning blevet helt rolig og dyb. En gang imellem kunne man dog stadig lige høre den snottede lyd fra et snøft. Og endelig fik han samlet sig til at sige noget, næsten uden den svage lyd af gråd i stemmen.
”Jeg vil ikke tilses af en healer. Jeg vil ikke tage tøjet af. Det gør så ondt.” Det var ikke løgn, men Meena ville sikker vide, at det ikke var hele sandheden. Hun kendte ham vel nok til at vide, at han var for blufærdig til at ville smide tøjet foran andre, men det nævnte han intet om. Det ville kun blive endnu mere pinligt, når han kunne blive nødt til at skubbe ned i de løse bukser, og afsløre de lange, gule mærker, der til at starte med havde været samme dybe blå og lilla farve som ribbenene startede ud med, som lå hele vejen hen over bagdelen. Det forklarede samtidig også hvorfor han ikke var blevet tilset af en healer noget før. Ingen havde kunne overtale ham til at gøre det. Måske det ville gå bedre for hans søster?

Naturligvis havde han ikke hvert hverken forbi en af familiens mange healere eller deres fader. Hun kunne ikke bebrejde ham det, for hun vidste hvor blufærdig Darkhan var, han ville aldrig klæde sig af foran andre, hvis han kunne slippe afsted uden. Hvad de begge to vidste var, hvor stort et temperament deres fader besad.
Selv når hans vrede ikke var rettet mod hans børn, men de som havde gjort dem ondt, så kunne de fleste af hans børn ikke se sig fri fra at føle en utilpashed og krympe sig en smule.
Hvis skam så også skulle tilføjes til de to scenarier var det ikke så underligt at prinsen var søgt til sin søsters gemakker. Velvidende at hun inden længe ville dukke op og tilbyde en omfavnelse som hun havde gjort så tit, når tingene blev lidt for svære eller hårde.

Skulderen var stadig våd, selv da tårerne stilnede af og vejrtrækningen nærmede sig en mere normal, som der kom mere ro på ham. ”Sabar. -” startede hun med lavmælt stemme for hun vidste godt han ikke ville give sig uden videre. ”- Du kan ikke gå og have ondt som nu. Jeg ved godt du ikke vil tilses, fordi du med størst sandsynlighed skal klæde dig af. -” fortsatte hun fuld af forståelse for hans ubehag ved sådan en situation. Det sidste Meena ønskede var at volde ham mere smerte, måske ikke af den fysiske slags, men mere af den mentale. ”- Men det er vigtigt dine skader tilses. Ikke kun for at du ikke skal have fysisk ondt, men også hvis der er dybere skader – indvendige skader vi ikke kan se med det blotte øje.” fortsatte hun med en langt mere bekymret tone.
Hun flyttede lidt på sig, så hun kunne se hans ansigt ”Jeg vil gerne gå med dig og jeg vil gerne prøve at overtale dem til at lade dig beholde så meget af tøjet på som muligt? Jeg lover ikke at se på dig imens.” hun strøg lidt af det mørke hår tilbage, kun for at det faldt tilbage til den naturlige position ”Jeg vil også gerne snakke med Fader for dig eller være ved din side, når du fortæller ham hvad der er sket dig?” de kunne ikke komme uden om at fyrsten ville finde ud af det før eller siden, hvad enten det var fra dem selv, hans evne eller en af de mange spioner.

Nu kom det. Den irriterende forklaring på hvorfor han var nødt til at blive tilset af en healer. Han vidste jo godt, hun havde ret. Det havde altid taget blå mærker ufatteligt længe at forsvinde, men når det endnu var så tydeligt mod de sarte ribben, var det ikke utænkeligt at der var skader de ikke kunne se. Hendes alt for logiske uddybning, og hendes alt for beroligende stemme gjorde det svært at være på tværs. Ved hver eneste lille pause hun tog imellem, kunne man høre en svag, anstrengt lyd fra ham, og hver gang strammede han det ellers ret dovne greb, han havde taget i den løse del af hendes kjole.
Han ville ikke!
Det var meget bedre bare at blive siddende her. Hos Meena. Hvor han følte sig tryg og næsten kunne holde smerten ud, selvom det kun var fordi han ikke behøvede at bevæge sig meget.

Mens hun snakkede, begyndte tårerne lige så stille at glide ned over kinderne igen. Han vidste, at han burde tage imod hendes tilbud. Både at hun skulle gå med til en healer, og til hendes selskab, når han skulle fortælle det hele til deres fader. Men nu havde Darkhan aldrig været ham der gav efter så hurtigt.
”Men… Behøver vi virkelig at fortælle det til vores fader?” Mumlede han og rystede let på hovedet mod hendes skulder, som svarede han lige selv på sit spørgsmål. Det havde været slemt nok at skulle indrømme det overfor hende, en af de få personer, han faktisk følte sig tilpas hos. Han var dog klar over, at han ikke ville kunne holde den hemmelighed fra sin fader for evigt, men det var da forsøget værd?
”Vi kan bare blive her, ikke? Jeg har ikke brug for hjælp. Jeg har det… helt fint. D-det lover jeg.” Det modsatte blev dog bevist i samme sætning, da den lille pause var nødvendig, så han kunne trække vejret langsomt ind og sørge for det ikke gjorde alt for ondt.
”Helt fint,” hviskede han et kort øjeblik efter, bare lige for at bekræfte hvad han havde sagt.
”Du må ikke tvinge mig, Isa.” Den sidste kommentar, sagt med oprigtig gråd i stemmen, var mest et ynkeligt forsøg på at få hende til at gøre sig enig med ham. Sige at de selvfølgelig bare kunne blive her, men han regnede ikke med det ville virke. Måske kun for et lille stykke tid.

Til den ældre søsters store overraskelse kom der ingen protester den yngre bror, hvilket i sig selv var langt mere foruroligende end betryggende. Darkhan havde aldrig været sen til at kaste om sig med spydige kommentarer, slet ikke hvis det handlede om noget han slet ikke så sig enig i. Ingen gang et lille trodsigt blik blev kastet i hendes retning, da hun havde forsøgt at tale fornuft i den mørkhåret prins.
Hvor sværere skader gemte der sig faktisk under hans klæder, siden han ingen gang kunne finde kræfterne til at være lidt af sit besværlige Darkhan selv?
Bekymringen der i forvejen var stor, voksede kun i styrke og hvis ikke han havde haft så ondt ville Meena have trukket ham endnu tættere i et kram, ment til at beskytte ham for alt ubehag og ondskab som verden måtte sende hans vej.
Små perler begyndte at pible ned over de brune kinder, men Meena var hurtigt til at i blide  bevægelser at stryge dem væk, fra den kind der ikke hvilede mod hendes skulder og gjorde kjolens stof vådt ”Du ved lige så godt som jeg, at Fader vil finde ud af sandheden før eller siden. Det er klogere at vælge før og at han hører om det fra dine læber, og ikke fra en af sine spioner.” hvem vidste hvilket stormvejr det ville fører med sig? Om noget af Fyrstens vrede alligevel ville vende sig mod hans søn, hvis sandheden blev skjult for længe? Darkhan havde jo modtaget træning fra en tidlig alder, ligesom resten af hans søskende og trods han endnu var ung, så var han stadig af hankøn og alligevel havde han ikke kunnet forsvare sig.
Forsigtigt, uden at han skulle lide for meget under det lænede hun sig tilbage, med et skarpt blik og dertil hævede øjenbryn ”Du har det ikke fint, du kan knapt trække vejret uden at måtte suge luften ind i bider Sabar...” selvom blikket var skarpt, afslørende at hun ikke købte hans forsøg på at overbevise hende om andet, så var stemmen stadig blød, men dog fast ”Jeg lover jeg ikke forlader din side, okay? Men jeg er bekymret for dig, så vil du ikke nok for min skyld lade en healer tilse dig?” bønfaldt hun ham med bedende øjne.

Åh, hvor var det dog ufatteligt svært at være stædig, når hun var sådan. Trods hendes ord nåede helt ind, så var det ikke dem, der fik ham til at bløde det sidste lille stykke op. Det var hendes blide berøring, da hun strøg tårerne væk fra hans ene kind. En kærlig gerning der kun fik ham til at græde mere, og gav hende flere tårer at stryge væk fra den mørke kind.
"Jeg ved det godt..." Mumlede han lettere opgivende mod hendes skulder. Han skulle nok tage sig sammen til at fortælle det til deres fader, men han kunne ikke holde den nervøse klump i maven væk. Han ville have forsvaret sig selv, hvis han havde været forberedt på den fremmedes slag, men hans stædighed og arrogance havde skygget for det talent han viste i kamp. Tænk, at den elendige mørkelver havde vovet at lægge hånd på ham.
"Jeg skal nok sige det til ham. Og jeg vil gerne have dig hos mig, når jeg gør. Men må jeg vente? Bare til i morgen?" Måske det ville blive lettere, hvis han lige fik en dags tid til at samle sig? Eller også ville det give bagslag, og give den nervøse klump i maven tid til at vokse sig større. Men han ville stadig vente.

Der lød et anstrengt støn fra den lidende dreng, idet hun flyttede let på sig. Ikke grundet hende, men fordi han til at starte med forsøgte at flytte sig med hende, da hun lænede sig tilbage. Han ville gerne undgå hendes skarpe blik, men det kunne han ikke. Han ville gerne undgå at høre på hendes bedende ord, for han vidste, at han ville ende med at give efter, men det kunne han heller ikke.
"Jeg kan sagtens trække vejret uden problemer," lød det stædigt fra den unge prins, trods det tydeligvis ikke var sandt. Et overfladisk suk forlod hans læber, da han endelig nikkede.
"Men okay så. For din skyld." Og kun for hendes skyld. Det kunne jo ikke hedde sig at Darkhan var svag, og havde været nødsaget til at få hjælp fra en healer, så det var lettere at smide grunden over på hende.
"Men healeren skal komme herop. Og du skal blive. Hele tiden." Hun havde lige lovet netop det, men alligevel skulle han lige understrege at hun altså ikke måtte gå fra ham. Og han nægtede at forlade hendes værelse.
"Så tilkald en healer." Nu var han vel klar.

Læberne forsvandt i en tynd streg da den ældre søster klemte dem mod hinanden, lyttende til hans forhandlende ord. De var bedre end fornægtende og stædige ord om, at han under ingen omstændigheder ville lade hans pinlige og smertefulde møde med en mørkelver, frivilligt komme fyrsten for øre.
Flere tårer havde sluttet sig til de første, hvor hver og en lille saltvands perle var fjernet fra hans ansigt, så var der trods Meena’s fortsatte forsøg på at fange dem alle, enkelte der endte med at slippe forbi. Det var dog ikke helt uden modvilje at hun godtog hans bud i et svagt nik ”Okay, men jeg holder dig op på det i morgen.” ordene var tæt på at blive sagt med et suk, forbi hun helst så det gjort i dag. Chancen for han i morgen ville forsøge at snige sig uden om var lige så stikker, som at solen også ville stå op igen i morgen.
Mørkelveren ville jo alligevel ikke være lettere at finde i dag end den følgende dag.

Havde hun valgt at gå langt mere pædagogisk til værks og holde den linje, som hun ellers havde startet med før kvindelist tog over, vendte spørgsmålet om for hvis skyld det var han skulle tilses af en healer. Darkhan bed på næsten med det samme, men ikke før end han lige skulle forsøge sig med at holde på han sagtens kunne trække vejret, problemfrit. Kun for at kaste selv det håndklæde i ringen.
Et lettelses smil fandt vej over det fregnede ansigt ”Jeg lover dig at blive ved din side hele tiden.” skyndte hun at forsikre ham. Et hurtigt, taknemligt kys blev placeret på toppen af det blå sorte hår ”Jeg må hellere få tilkaldt en healer, inden du når at skifte mening.” drillede hun, men ordene havde stadig en sandhed i sig. Nu var Darkhan gået med til at blive tilset og så måtte Meena hellere smede mens jernet endnu var varmt.
Forsigtigt rejste hun sig fra sengens bløde, inden hun trådte til døren hvor hun fik fat i en af husets slaver og sendt bud efter en af familiens healere.
”Jeg er så frygtelig ked af hvad der er sket dig Sabar, jeg skulle aldrig have foreslået dig at rejse til Medanien.” kom det fra hende med et sorgbetynget udtryk i de mørke øjne. Det var uundgåeligt for prinsessen ikke følte en skyld for at han var blevet overfaldet, det var jo hendes skyld… Uden hendes tåbelige ide, så havde han ikke siddet med ondt i både krop og sind.

Han bed tænderne sammen. Selvfølgelig ville hun sørge for, at han ikke bakkede ud af deres aftale dagen efter. Om han ville det eller ej, så slap han ikke for at tage den samtale med deres fader. Det betød dog ikke, at han ikke havde tænkt sig at give det et forsøg, at slippe udenom. Nu hvor han var gået med til at blive tilset af en healer, så vidste han jo at det ville blive langt nemmere at være på tværs i morgen. Det ville ikke gøre ondt at være på tværs i morgen. Men det skulle Meena da ikke være alt for forberedt på, så han nikkede bare, lod som om han var helt med på, at det ikke kunne være anderledes.
Endnu engang bekræftede hun sit løfte, præcis som han havde ønsket, men det havde ikke den helt beroligende effekt, som han havde håbet. Det var uden tvivl bedre at hun var her, men nu kom det pludselig rimelig tæt på, at han overhovedet skulle igennem det situation. Nu skulle han jo snart til at løfte klæderne for en fremmed.

Det hurtige kys hjalp måske en anelse, men hendes ord efterfølgende gjorde det nervøse stik i siden værre.
"Kan jeg nå at skifte mening?" Skyndte han sig at spørge, som ville han straks vælge at gribe muligheden, hvis hun sagde ja, men da var hun allerede på vej over for at tage fat i en af slaverne. Hun behøvede vel ikke engang at svare. Han ville næppe slippe så let, når hun nu havde fået ham til at sige ja én gang.
Det var fristende bare at ligge sig til nogenlunde rette igen. Men det ville betyde at han bare skulle flytte på sig igen, når healeren dukkede op om lidt, så i stedet møvede han sig lige så forsigtigt ud mod kanten, hvor han satte sig.
"Du har intet at være ked af, Isa. Mine skader er ikke din skyld." Han anstrengte sig for ikke at lyde som om det gjorde ondt, i et forsøg på at gøre det lidt lettere for Meena at håndtere. Ikke at det gjorde hans ord mindre sande.
"Jeg bebrejder den beskidte, mandehadende mørkelver. Måske også den usle tyv lidt." Hans skader skulle bestemt ikke stå i vejen for fornærmelserne, når han nævnte de to syndere.

Der gik ikke længe før healeren dukkede op, en lidt ældre kvinde, der så ud til at kende sit erhverv. Hun hilste pænt på Prinsessen, og trådte så lidt nærmere Prinsen på sengen.
"Hvilke skader skal jeg se på, Deres Højhed?" Hun lød høflig men samtidig bestemt, som typen der virkelig ikke satte pris på når hendes patienter peb. Darkhan åbnede munden, men usikkerheden tog over og gjorde det umuligt for ham at danne et eneste ord. I stedet rettede han det usikre blik mod Meena. Skulle han virkelig fortsætte?

Det var et strengt blik, men stadig fuld af varme og omsorg der søgte hans da han spurgte om at kunne nå at skifte mening. Ord var overflødige, for blikket ville tage sit eget sprog. Han kunne ikke nå at skifte mening nej eller rettere så ville hans ældre søster ikke tillade ham at få muligheden for at trække i land. Lod hun først den dør stå på klem, så ville han unægtelig flå den op og stikke af sted ud gennem den – figurativt.
Der skulle smedes mens jernet var varmt! Nu hvor han var gået med til at lade sig tilse, for hendes skyld, bestemt ikke for hans egen da.
Så snart der var blevet sendt bud efter healeren, trådte hun tilbage mod sengen, men i stedet for at tage pladsen ved siden af Darkhan, sank hun ned på knæ foran ham og rakte ud efter begge hans hænder med sine egne. Et forsigtigt blidt, men alligevel fast klem blev givet ”De bære rigtig nok mest skyld, men havde det ikke været for mit forslag at du skulle besøge Zackarias, så var du hverken blevet bestjålet eller overfaldet… -" sukkede hun tungt ud, tydeligt bearbejdene sig selv "- Alt sammen fordi jeg for min egen egoisme, fastholdt at rejse til Medanien. Jeg kunne have holdt på at Alfie, jeg mener Markus af Isenwald tog rejsen hertil, hvis han var seriøs om at ville se mig an.” underlæben forsvandt ind mellem tænderne, som sank sig hårdt ned i den. Det var med en splittet følelse hun sagde sidste del, for når hun så hvor ondt hendes lillebror havde, så gav det en bitter smag af fortrydelse at have rejst længere nord på, men når Alfie’s skæggede ansigt dukkede op i hendes minder, havde hun lyst til at rejse tilbage til hans herregård.

Et bank på døren, inden den gik op og en ældre kvinde trådte ind i rummet, den samme kvinde som havde været hende der havde hjulpet Meena, da hun første gang havde stiftet bekendtskab med det at gå fra barn til en ung kvinde.
Meena rejste sig fra sin knælende position og hilste på healeren, stadig holdende den ene af Darkhan’s hænder, med mindre han ville trække den til sig. Katten havde taget hans tunge og fik i stedet søsteren til at træde til ”Prinsen er blevet overfaldet af en mørkelver under sin rejse. Det største problem lader til at være den besværet vejrtrækning, men jeg frygter der kan være flere alvorlige skader, som vi ikke kan se.” svarede hun på hans vegne, før blikket søgte ned til hans siddende skikkelse ”Jeg har lovet ham at være til stede mens De undersøger ham, og det løfte har jeg tænkt mig at holde, men det tænker jeg ikke bliver et problem?” blikket blev løftet over på kvinden der var trådt nærmere de to fyrste børn.

Det tog ham ikke mange sekunder at gribe fat om Meenas hænder og selv klemme mere til end hende, som om han forsøgte at forhindre hende i at slippe. Det gjorde han vel egentlig også. Det var ikke kun fordi det var tryggere, men også fordi tanken strejfede ham, - han kunne jo ikke blive undersøgt helt så grundigt at en healer, hvis denne ikke kunne komme tæt nok på. Ikke at det ville virke, og det var han klar over, men han kunne i det mindste holde fast i den tryghed indtil healeren dukkede op.
"Jeg sagde jo, du skulle blive hjemme." Nu hvor Meena selv pointerede det, så kunne han selvfølgelig ikke lade være med at vade lidt i, at han havde haft ret. Han bad hende blive hjemme, og hun lyttede ikke. Selvom det nok ikke kunne undgås, var det ikke fordi han prøvede at få hende til at føle mere skyld, end hun allerede gjorde. Det var kun fordi han aldrig kunne lade være med at hovere bare en lille smule. Denne gang ikke helt så meget som normalt.
Han bed sig let i indersiden af kinden, da han lige skævede overvejende mod hende. Den måde hun valgte at omtale adelsmanden på, fortalte ham at det vist ikke var gået helt dårligt. Det irriterede ham. Han valgte ikke at kommentere yderligere på det endnu, men kun med den bagtanke at han ikke ville kunne være lige så flabet så længe smerten fyldte så meget. Så han ventede til lidt senere.

Meena rejste sig og Darkhan strammede til om den af hendes hænder, som han fik lov til at beholde. At lade hende overtage samtalen var lettere og sørgede for at han kunne holde de nye tårer inde lidt endnu.
Healeren lyttede uden tvivl til Prinsessen, men hendes blik var fæstnet på den skælvende dreng på sengekanten, eller nærmere hans brystkasse. Først da hun så sig nødsaget til at svare, rettede hun blikket og et varmt smil mod Meena.
"Selvfølgelig ikke. De er velkommen til at blive, hvis det er Prinsens ønske." Hendes venlige ord og varme smil, som nu blev rettet mod Darkhan, gjorde ham egentlig ikke mere rolig, selvom det nok var intentionen.
"Jeg skal bare bede Dem om at afklæde overkroppen, så jeg kan lave så grundig en undersøgelse som muligt." Nu kom kvalmen, og det kunne høres på det tunge suk der forlod han læber, og ses på det lidt stramme udtryk der lagde sig over hans ansigt.

Han måtte bruge et øjeblik på at samle sig mod, inden han endelig, lidt modvilligt, slap Meenas hånd og lige så forsigtigt gav sig til at åbne den lidt blodige, tynde silkejakke. Han måtte vende blikket mod gulvet, i et forsøg på at skjule de tårer der gled ned over kinderne, nu hvor han var i gang med at afklæde sig foran andre. Man kunne vel narres til at tro, at han græd fordi det gjorde ondt, som han skubbede jakken af og derfra begyndte at trække den lange bluse af.
Med hjælp fra den lidt ældre kvinde, møvede han sig lidt længere ind på sengen og lagde sig helt ned. Det tog ikke den erfarne healer længe at finde problemet.
"To af ribbenene er revnet, ikke brækket helt, men de presser ind mod lungen. Det er derfor han ikke kan trække vejret uden smerter." Hun valgte at henvende sig mest til Meena, da hun ikke gik ud fra at Darkhan tænkte over meget andet end sit ubehag, og hun havde ret.
"Det burde dog ikke se så slemt ud længere. Hans krop healer utrolig langsomt, men jeg forventer at kunne ordne det på ingen tid. Er der andet jeg bør kigge på, nu jeg er her?" Hun måtte jo hellere være sikker på at gøre sit arbejde ordentligt første gang, så det ikke skulle være nødvendigt for dem at hente hende igen. Man kunne straks se panikken i Darkhans øjne, der febrilsk kiggede fra Meena til healeren og tilbage et par gange.
"Nej!" Skyndte han sig sammenbidt at sige, mens han rystede på hovedet.
"Der er ikke mere." Måske de mørkegule mærker hen over hele bagdelen ville vise sin smerte, når først ribbene var blevet ordnet, men han ville hellere leve med den smerte, end at smide underdelen også.
Den ældre kvinde rynkede brynene let og rettede så blikket mod Meena. Hun troede tydeligvis ikke på ham, men det var ikke hendes plads at sige noget, hvis Prinsens ældre søster heller ikke gjorde.

En voksende skyld slap den prinsessen dog ikke for at føle, da den yngre bror naturligvis skulle endelig skulle give hende medhold. Det var udelukkede forbi Darkhan havde så ondt som han havde i den givende situation, at Meena lod ham slippe afsted med at vade i, at hun naturligvis bare skulle have lyttet til ham – så var intet af dét hér sket. Mest overraskende var det at ingen spydig kommentar faldt, da hun havde startet med at omtale Alfie noget uformelt. Det lignede trods alt ikke Darkhan at holde igen, hvilket kun havde fået den fregnede pande til at rynke sig mere bekymret, end hun i forvejen var for ham.

Et fast, men stadig blidt klem blev givet, forsikrede nonverbalt at hun blev lige her hos ham og at alt nok skulle arte sig. Så snart healeren beordrede Darkhan af med klæderne, tog Meena plads på sengekanten ved siden af ham. Lukkede begge hænder om hans ene da han kom ned at ligge. Tommelfingrene nussede hver sin side af den brune håndryg, mens melodien til sangen sunget tidligere blev nynnet lavt, så healeren ikke blev forstyrret i sit arbejde. Nynnen stoppede brat da kvinden henvendte sig til Meena og begyndte at nævne Darkhan healede utroligt langsomt ”Langsomt? Er det fordi der er brugt magi til at lave skaderne? Han er ung, burde han ikke heale hurtigt?” spurgte hun med en tydelig forvirring, for han var jo sund og rask normalt, så det måtte være magi der var skyld i den langsomme op healing.
Både den ældre kvinde og Meena’s blik landede på den unge prins efter hans afvisende udbrud, begge lod mistænksomt et øjenbryn rynke sig. Kvinden sagde intet, men kastede i stedet et skævene blik mod prinsessen. Blik udvekslingen mellem dem var klar; ingen af de to kvinder købte at der ikke gemte sig andre skader, under de tilbageværende klæder.
”Darkhan…” Meena’s stemme fik en skarp kant, som værn mod at han ville forsøge sig at krympe udenom ”Hvor er du ellers kommet til skade? Hun går ikke før, end hun har tilset alle skader – jeg lader hende ikke gå før.”.

Den rystende vejrtrækning var tydelig, idet han lagde sig tilbage i sengen. Blandingen af nervøsitet og ikke at kunne trække vejret dybt nok, gjorde det kun værre. Men det blev lettere at lukke af for ubehaget med Meenas hånd i sind. Når han kunne mærke de blide strøg hen over håndryggen, og lytte efter den lavt nynnende melodi.
"Vi healer alle forskelligt. Jeg hørte at Prinsen kom hjem fra en længere rejse med hestevogn i går? Manglen på fysisk ro har uden tvivl ikke hjulpet hans krop til at komme sig, tværtimod. Jeg er sikker på det ville have set pænere ud nu, hvis han havde forholdt sig helt i ro efter skaderne skete." Han havde insisteret på at rejse hjem straks efter mødet med mørkelveren, og selvom han godt hørte hvad hun sagde, så havde han ikke fortrudt sin beslutning. Han ville hellere være her, end at sidde fast i Medanien med den slags smerte.

Åh nej. Nu brugte hun fornavnet igen. Han vidste hvad det betød. Han ville ikke få lov til at snige sig udenom, lige meget hvor stædig han så blev. Og alligevel blev han stædig.
"Ingen steder!" Sagde han straks i munden på hende, men det forhindrede ham ikke i at høre hendes næste ord. Jeg lader hende ikke gå før. Han bed sig nervøst i underlæben, skævede lige kort mod healeren, inden han så tilbage mod Meena.
"Men der er ikke noget. Jeg har det slet ikke så slemt alligevel. Hun må gerne gå igen." Havde det ikke været for den tydelige blufærdighed og ængstelighed, ville han ikke havde talt så pænt. Han ville have beordret healeren til at gå igen, og ikke i en venlig tone.
Han begyndte lige så stille at flytte på sig, klemme lidt mere til om Meenas hånd og trække sig tættere på hende, bare for at vise hvor godt han virkelig havde det. Men selvfølgelig købte healeren det stadig ikke, og han vidste, at hans søster heller ikke ville.
"Måske jeg bare skal starte med at ordne ribbenene? Så finder vi ud af resten bagefter." Hun henvendte sig stadig til Meena, sendte hende et sigende blik. - Hvis Prinsen skulle overtales, så måtte det vel være søsteren der kunne få det til at lykkes?

Lyttende nikkede hun til healerens ord, der forsikrede om at skaderne ikke var opstået med magi. Det måtte være en god ting, var den konklusion hun selv kom frem til. Lettelsen var derfor også tydelig at se da skuldrene ubevidst havde trykket sig lettere spændt op, men nu faldt tilbage i deres naturlige position.
”Det er korrekt, men det kan man ikke bearbejde ham.” svarede hun kvinden, men uden at tage blikket fra sin lillebror. Det sidste var trods alt mere henvendt til ham. Det var vigtigt for Meena at få sagt højt at hun ikke ville banke ham i hovedet med, hvorfor han ikke var blevet i Medanien og kommet sig bare lidt.

Det hastige svar fortalte alt. Han løj stærkere end en hest kunne rende, der var flere skader end hun kunne se og hører.
Desperat blev hun trukket nærmere, men det ændrede ikke på noget – beslutningen var taget, resten af tøjet måtte af. ”Jo mere samarbejdsvillig du er Sabar, desto hurtigere er hun ude igen. Jo mere du lyver, jo længere bliver hun og jo længere tid går der før du kan få tøjet på igen.” ordene blev sagt med et hævet øjenbryn, lidt som et usagt ’det er op til dig’. Om så han bad her fra og til månen om healeren ikke nok kunne gå, så havde Meena ingen planer om at give efter for dét ønske.
”Men nu starter hun med ribbenene, så du kan få vejret ordentlig.” stemmen var igen blid og lidt af det mørke hår blev strøget tilbage, kun for at næsten falde tilbage til samme udgangspunkt det var blevet strøget tilbage fra.

Den i forvejen tydelige kæbelinje, blev kun endnu tydeligere, da Darkhan bed tænderne sammen. Man kunne se en lille snert af irritation, men ikke over smerten. Det var anstrengelse for at holde munden lukket, for en spydig kommentar rettet mod healeren ville næppe hjælpe ham meget.
Hun kunne jo tage hans plads og se om hun havde lyst til at blive!
"Naturligvis ikke." Man kunne høre en snert af fortrydelse i hendes tone, for måske kunne hendes kommentar godt have lydt bare en anelse hårdere end det var ment. Det var svært ikke at lade sin personlige mening skinne for meget igennem, når man trods alt havde bedre erfaring med den slags end fyrstebørnene. Selvom hun ikke ville bebrejde en ung dreng at søge hjem, når sådan nogle skader blev påført, så gav det hende ikke mindre ret. Men den mening måtte hun selvfølgelig holde for sig selv.

Så utilfredst et udtryk, som kun Darkhan kunne formå at lægge over hele ansigtet. Hvor healeren før havde kunne stå ved siden af sengen, måtte hun nu sætte sig på kanten, for at kunne nå drengen, der søgte tættere og tættere på sin søster, til han ikke kunne flytte sig længere. Han sendte Meena et noget muggent blik, som han lige kortvarigt rettede mod healeren bagefter.
"Men Isa, det er jo ikke..." retfærdigt, når I rotter jer sammen mod mig. Han sukkede. Det var jo umuligt at diskutere med hende, når hun skulle være så logisk! Men det var ikke uden irriterede fnys, som smerterne kun fik til at lyde værre, at han lagde sig ordentligt igen.

Endelig fik healeren lov til at gå i gang. Skævt siddende på sengen og med overkroppen drejet mod drengen, lagde hun begge hænder mod hans ribben.
"Bare rolig, du kommer ikke til at mærke det mindste," sagde hun og smilede blidt. Trods hendes tidligere forsøg på at berolige ham ikke havde virket, så fik de ord ham alligevel til at slappe mere af. Hvis han ingen smerte ville føle, så var der vel intet at være bekymret for.
Men få sekunder efter greb han endnu hårdere fat om Meenas hånd, strammede alt hvad han kunne og bed tænderne endnu hårdere sammen for at holde et smertende råb inde. Healerens ord var kun for at få ham til at ligge stille, få ham til at slappe nok af til at processen ville gå hurtigere. Hun løj. Hvilket ikke burde være kommet bag på ham. Som om det ville være helt smertefrit at få healet to revnede ribben.
"Stop! Isa, få hende.. til at stoppe!" Gråden overtog stemmen igen og nye tårer faldt. Healeren kunne vel vælge at adlyde ham med det samme, men hvor stor var chancen for at hun ville få lov til at fortsætte igen, hvis hun stoppede nu? Så hun blev ved, dog ikke uden lige at skæve mod Meena, klar til at stoppe, hvis hun altså mente det var nødvendigt.

Bare et øjeblik flyttede blikket sig fra Darkhan for at rette sig beklagende mod healeren. Det var måske kommet lidt hårdt og skarpt ud, da hun havde forsvaret sin bror og det havde ikke været meningen. Den ældre kvinde passede jo bare sit job og det gjorde hun bedste, hvis ikke hun skulle gå på listefødder fordi der sad en overbeskyttende søster ved siden.
Selvom Darkhan opgav at fuldføre sin sætning, så blev den stadig mødt af en hovedrysten. Det havde ikke krævet meget at regne ud, hvad der ville komme efter ”(…)ikke…”nok forsøgte han sig med hendes kaldenavn, men det ændrede ikke. Storesøster holdt stædigt ved med at være på healerens side. Han skulle heales om så de ville bruge hele dagen på værelset. En dag der knapt var begyndt og derfor skulle blive frygtelig lang, hvis dette tovtrækkeri skulle forsætte.
Som en klippe på sengen, blev Meena sidde, selv da prinsen rykkede sig nærmere hende i flugten fra den ældre kvinde. Til ingen verdens nytte, for så snart han ikke kunne komme længere var de kyndige hænder i færd til at lægge sig mod ribbenene.
Hele det fregnede ansigt trak sig sammen i en forpint grimasse, da Darkhans greb om hånden strammede til og fik det til at føles som om den ville gå i stykker for presset. Nok var han yngre, men han var fysisk stærkere. Rystende på hovedet til kvinden, bød prinsessen hende at forsætte ”Det er overstået lige om snart, det er jeg sikker på. Det skal nok gå Sabar.” forsøgte hun endeligt at berolige ham, efter at have fået sin egen smerte følelse fra hånden under kontrol, dog ikke uden det forpinte stadig havde rod i de mørke øjne. ”Du klare det meget bedre end jeg regnede med, måske er du slet ikke så pivset som først antaget?” forsøgte hun at drillende at opmuntre, men også for at få fokusset flyttet væk fra hans smerte ”Tænk sig, måske er du ved at blive en rigtig ung mand og ikke bare dreng?”.

Der var jo tydeligvis et eller andet galt. Det var da meningen af healeren i det mindste skulle adlyde hans ordre, når han bad hende om at stoppe. Hun var da ikke trænet ordentligt, når hun mente at det var helt fint at ignorere hans ord, heller ikke selvom hans ældre søster måske havde bedre overblik lige i denne situation. - Det var ingen undskyldning! Og uden tvivl en detalje han ville hænge sig i senere.
Man kunne høre et sædvanligt ynk forlade hans mund, dog langt mere oprigtigt end de fleste andre gange, da Meena forsøgte at berolige ham med at det snart var overstået. Han kunne mærke smerten fortage sig hurtigt, hurtigere end han havde forventet det kunne lade sig gøre, men det ville være så meget lettere at håndtere mentalt, hvis han bare kunne slippe for alt det her. Tage tøjet på igen, lægge sig til rette på sengen og leve med smerten lidt endnu.

Men den ynkelige attitude blev erstattet med noget der i stedet mindede om stædighed. Selvfølgelig var han slet ikke så pivset! Hendes drillende ord fik tvunget underlæben lidt længere frem, i et rigtig godt utilfredst udtryk, der blev helt anstrengt at se på, når han nu ihærdigt forsøgte ikke at lade sig påvirke af smerten, som efterhånden var blevet dæmpet en del.
"Jeg er da en rigtig ung mand! Men det gør virkelig ondt, så.. arh!" Man kunne lige så langsomt begynde at høre den sædvanlige tone, den som afslørede at han smurte lidt ekstra tykt på, for at få lidt mere medlidenhed. Men han nåede ikke at færdiggøre sin sætning, før han mærkede det sidste niv i siden og hamrede den frie hånd ud mod healeren, der kun lige nåede at trække hænderne til sig og flytte sig.
"Jeg er færdig nu," skyndte hun sig at sige, og selvom det lød forhastet grundet det undgået slag fra prinsen, var det alligevel sandt.
"Fint, så gå," beordrede han straks, idet han satte sig op, men han slap stadig ikke Meenas hånd. Han vidste at det ikke ville virke, at den stædige søster ikke ville lade healeren gå endnu, men det var vel forsøget værd. Og ikke det mindste tak lød fra drengen, der havde sat sig op uden problemer, uden smerter i overkroppen, og kun en svag misfarvning af huden mod ribbenene.
Healeren rettede blikket mod Meena. Nu var det vist hendes tur igen.

”Selvfølgelig gør det det. Du har jo ikke sørget for at gøre det halvt, da du kom til skade. Og naturligvis er du en rigtig mand, jeg driller dig bare, Sabar.” den frie af hænderne strøg gennem det tætte blåsorte hår, mens hun gav ham medhold i at havde ondt og med god grund, inden et stolt smil blev sendt ned til ham ”Jeg er stolt af hvor godt du klare det så nu ikke noget med at skuffe mig nu.” blev der tilføjet da hans tone ændrede sig og de mange klynk ikke længere holdt den samme oprigtighed i sig, som de forrige havde gjort.
Ordene var knapt sagt, før han valgte at slå ud efter healeren og et tungt tydeligt skuffet suk lød fra Meena. Denne gang var det hendes tur til at klemme om hans hånd ”Opfør dig ordentligt, Darkhan. Hvad er det for en måde at behandle hende på, hun passer blot sit arbejde.” stemmen var hård, men holdt rolig i stedet for at hæve den.
Et hovedrysten henvendt til den ældre kvinde var tegn på, at hun skulle ignorere prinsen afvisning ”Hun går først når jeg siger det, og det er hun ikke før det sidste er healet eller som minimum set efter om det kræver behandling.” strenge øjne rettede sig mod lillebroren, understregede at det ikke var til diskussion.