Det var meget lang tid siden at Mirabelle sidst var blevet sat til at møde med en potentiel bejler, dette var ofte af flere grunde, men de sidste par, der var det blot fordi hun var blevet for gammel, og hendes overbærende mor havde givet op på hende, derfor kom det ud af det blå, da hun fik besked på, at de ønskede at hun skulle møde en vis Talon Reier.
Reier var ikke ligefrem et højt respekteret navn, fordi ingen i slægten havde forfærdelig meget magt, men en af dem var lige blevet trolovet med Arys prinsen, og hun vidste godt at som årerne gik, så blev hun mindre og mindre attraktiv at gifte sig med. Hun var allerede langt ældre end hvad godt var, når det kom til at få arvinger, så hvis et bryllup skulle stå, så ville de nok gøre det så hurtigt de kunne. Desuden havde hun ikke tænkt sig at give sin position i Lyset op.
Desværre havde Mirabelle aldrig rigtig kunne sige nej til sine forældre, og blot få uger efter, stod et møde mellem hende selv og denne Talon. Efter en vis insisteren fra Mirabelle, fik hun dog også lov til at vælge stedet de ville mødes. Et af Pomapdourhusene i Dianthos, under den grund, at hun ikke bare kunne tage en tur sydpå, når hun havde pligter.

Der var en enkelt anstandsdame, i hvert fald fra Pompadoursiden, som var blevet tvunget igennem, så uanset hvor meget Mirabelle følte sig som en lille pige igen, så kunne hun ikke slippe af med hende.
Samme dame havde også forsøgt at putte Mirabelle i noget pænere tøj, men hun havde alligevel nægtet på det punkt, og i stedet for var hun iklædt snehvide klæder i form af et par lange bukser og en trøje. Ikke særlig pyntet, og hvis det ikke havde været for de smalle gyldne øjne, så kunne hun næsten fremstå som en engel, med hvor hvid hun var.

Hun sad på sofaen, i et af opholdsrummene, og ventede nu blot på at denne Talon Reier skulle ankomme. Han ville i hvert fald blive ledt ind af de andre tjenestefolk i huset. I mens hun ventede sad hun med en lille bog, som hendes øjne læste, selvom hendes fokus ikke helt var med hende.

Dette var i sandhed ingen fornøjelig dag, Talon havde i sit stille sind for alvor håbet at hans forældre havde været alt alt for sent ude med at finde ham en viv i tide, især med hans alder. Det var ingen hemmelighed at han var oppe i årene, og det havde aldrig strejfet ham, at der kunne sidde en kvindelig adelig derude i samme situation, og så slet ikke en Pompadour. Det havde nær endt med at tage vejret fra ham, som forældrene lykkeligt havde meddelt, at Fyrste Emile de Pompadour VII og hans kone Blanche de Pompadour havde indviliget i at lade de to mødes, med henblik på et kommende ægteskab. Han kunne i sandhed ikke engang mindes at han havde mødt denne Mirabelle de Pompadour før, ikke engang til adelige arrangementer. Sandt at sige havde han selv ikke just været klasseeksemplaret når det kom til fremmøde, og slet ikke til noget så kedeligt som regulære arrangementer. Dette kom nok til at ændre sig radikalt, som en Reier snart blev viet ind i Arys, og så endda med en prins.

Det var selv samme bekymring der på dagen prægede Talon, de fugtige håndflader bevidnede i sandhed hans ubehag, tænk hvis hun ikke var smuk, at skulle leve livet med en rædselsfuld kone var dog det værste der kunne overkomme ham, hvad hvis børnene tager hendes skrækkelige ansigt, han sank en klump som dørene til huset gik op til det overdådige hus og familien blev budt velkommen af Mirabelles forældre der hilste pænt og høfligt, på Talons forældre, mens kæmpen tydligt blev taget i vurderende øjesyn. Hvordan har de to pæne mennesker dog produceret så skrækkeligt et troldebarn? Der er ved Zaladin en grund til at hun endnu ikke er bortgiftet. Talon rankede sig, den figursyede jakke sad tæt til den brede krop, og husskrædderen havde gjort sig et enormt hyr med, at alt sad som det skulle, til perfektion. Selv hans mor Madeleine havde gjort et udstyrsstykke i at få trukket håret tilbage på plads, så  ikke et eneste hårstrå fra den normalt løstsiddende hestehale stak af. 
Gangen mod kammeret var som at træde ud på skafottet, nu var det sidste håb, at Reier og Pompadour-familien for alvor ikke kunne komme godt ud af det med hinanden. Dørene åbnede sig, som tjenestefolkene nærmest skubbede ham fremad og ind. Han havde muligvis holdt vejret de sidste langstrakte sekundter, selv inden de nåede hen til kammeret. Han kunne allerede dufte hende på lang afstand, dette havde fået halsen til at snøre sig sammen. 
Som de grå øjne hævede sig og tog Mirabelle i øjesyn, var hans kæbe ved at ramle mod gulvet, forvirringen greb ham øjeblikkeligt, dette kunne ikke være kvinden der i de sidste dage havde kredset i hans tankestrøm som misdannet og ækel. Han rankede sig og trådte de første skridt tættere på, hun lignede i sandhed en engel. Bukserne kunne man heldigvis gøre noget ved. 
Som en ægte adelamand lod han armen krydse den øverste del af hans mave, mens den anden hang kontrolleret ned langs siden, han bukkede dybt og respektfuldt. "Prinsesse, det er mig i sandhed en fornøjelse at møde Dem!" Han åndede lettet op, for første gang siden han havde betrådt rummet, som han rejste sig op i fuld figur

Manden der kom ind i rummet var stor, selv for Mirabelles standarder, som havde set op til flere store mænd og kvinder i hendes tid i hæren. Både mod sig og med sig, hvis hun skulle være ærlig. Ham her virkede dog ikke så farlig eller frygtindgydende, hvis hun skulle være ærlig, der var bare en hvis aura omkring ham, eller måske var det blot hvad hun kunne se af hans magi, hvis hun skulle være ærlig.

Hun lagde bogen fra sig og rejste sig op, efter de øjeblikke hvor hun blot havde studeret hans udseende, og smilede høfligt til ham. Hun kunne ikke være bekendt at være næsvis eller foresøge at afvise ham, når intet var sikkert endnu. Forhåbentlig var han dog heller ikke gift, fordi han ikke følte for det, og dette også kun var grundet tvang.
”Junker Talon Reier, fornøjelsen er på min side,” sagde hun dermed, og dybt mod forventning, så bukkede hun sig også for ham, i stedet for at neje som man normalvis så prinsesser og ja kvinder gøre. Det virkede dog dumt, når man alligevel ikke gik i kjole, og måske lidt mod normen.

”Tag endelig plads, der er blevet sørget for nogle forfriskninger,” tilbød Mirabelle og nikkede ned mod sofagruppen de var omkring, som hun selv tog plads til sig selv i en af stolene selv, før hun lænede sig frem for at skænke te til dem begge to. Der lå også et par småkager på et fad, som de kunne tage, men det var overraskende sparsomt, når man tænkte på hvilken familie Mirabelle kom fra. Hun havde måske lidt haft lidt af en finger med i spillet om hvad der blev serveret, bare så en eller anden mand ikke kunne komme og tro at de gjorde et stort nummer af at få ham giftet ind i deres familie, eller værre. Hvis hun skulle giftes ind i hans familie. 

Talon tog sig nogle langgstrakte øjeblikke til at studere rummet han var trådt ind i. Herregården ham og hans forældre boede på var fin, men detajlerne har var næsten overvældende, hver eneste afkrog blev nærstuderet som øjnene næsten desperat ledte efter bare en lille fejl, noget der gjorde denne absurde situation mere håndterlig, noget som ville medføre en væsentligt mere menneskelig følelse. Men nej, der var ikke så meget som en lille revne i væggene at komme efter, alt var så poleret og pænt, at det fik den store mand til at føle sig som et sandt skrummel, en hest i en pyntebutik. Han sank langsomt, som de blågrå øjne faldt tilbage på prinsessen, det slog ham for alvor hvor grotesk situationen egentlig var, hans forældre måtte i sandhed have gjort sig umage for dette møde, med en af så høj stand. Tanken fik den ene enorme bjørnelap til at famle kortvarigt efter kraven på den skræddersyede skjorte, som lukkedes med et sølvfarvet klæde i halsen, det strammede pludseligt så nådesløst. Junker Talon Reier alene udtalen lød ikke imponeret, intet under hvis man som Prinsesse måtte ofre sig på ægteskabets alter til en Junker.

Et enkelt blond, men kraftigt øjenbryn skød i vejret, som hun bukkede for ham, en sær måde for en kvinde at hilse på i sandhed, bare hun nu ikke teede sig som en mand, i hvert fald ikke i offentlighedens skue, hvis de endelig endte med at blive gift måtte der altså andre boller på suppen, Junker eller ej, han måtte da i det mindste have en kvinde som opførte sig som én. Han skævede mod anstandsdamen, der mest af alt lignede en der havde opgivet ævret for at få prinsessen til at makke ret.
I nogle utroligt lange skridt var han ovre ved bordet, tekopperne var alene en prøvelse for ham, jovist drak han da te, men derhjemme foregik dette af krus, han havde gennem tiden formået at destruere nok pænt porcelæn til, at de var gemt væk til der kom besøg.
"Tak som byder, Prinsesse!" Tungen fik lov at rulle nogle gange i munden, nej, titlen ville nok tage ham flere gange at blive komfortabel med. Han satte sig i sofaen overfor Mirabelle, hans brede størrelse fik perverst nok sofaen til at virke lille. "Må jeg have lov at komplimentere Deres yderst billedskønne ejendom, det er i sandhed en fornøjelse at foretræde dette sublime sted!" Han havde mest af alt til at vaske tungen med sæbevand, Talon befandt sig uden tvivl bedst med en øl i hånden og med udsigten til et forestående barslagsmål og gerne med et toneleje som passede sig dertil.
Blikket gled ned på kommen, alene dens tilstedeværelse truede hans eksistens, det var en sand hån for mandfolk af hans støbning. Det var af samme årsag med yderst koncentration, at to fingre greb om det spinkle 'håndtag' som an løftede denne prøvende op. 

Forhåbentlig var det ikke en hulemand. Det var alt Mirabelle kunne tænke på, som hun selv tog plads i sin tidligere stol efter deres hilsen sammen. Han havde desværre størrelsen og udseendet til at tænke lidt for højt om sig selv, og at det blot var givet at hun ville falde overfor sig selv, for at værdsætte ham. Nej. Hun måtte lade tvivlen komme ham til gode, i håb om at hun kunne overleve det her lille møde mellem de to af dem. Desuden ville de forhåbentlig kunne finde en fællesnævner med måske kamptræning? Oh hun håbede han havde kamptræning, og ikke bare var en af de oppustede mænd der blot trænede for at se store ud.

Hun tog sin tekop op med sin hånd. Hun strittede ikke med lillefingeren, som hun havde set andre gjorde, men hun holdt delikat og yndigt, som hun trods alt skulle og tog en tår af teen.
Et lille smil spredte sig, som han gjorde sig meget anstrengelse for at komplimentere stuen de sad i, og hun måtte også lidt kvæle et grin. ”Det her er desværre ikke min ejendom, men ejes blot af min familie,” forklarede hun. Det var selvfølgelig også svært at vide sådan noget, hvis man ikke satte sig ind i det. Det var trods alt stadig et Pompadour hus. ”Jeg har gemakker oppe på Paladset, i forbindelse med at jeg er Major i Lyset.” Hendes blik kiggede næsten lidt afventende og dømmende på Talon, for at vide præcis hvad han mente om en kvinde, der havde arbejdet sig så meget op i rang af Lyset, for ikke at nævne, at bruge alt sin tid der. Andre adelige søgte til tider også hjem lidt udenfor, så de ikke skulle bruge alt deres tid på arbejde. ”Men jeg vil overbringe Deres komplimenter til min tante,” tilbød hun alligevel, og tog endnu en tår af teen, inden hun satte den ned. Hun lænede sig tilbage i stolen, lagde benene over kors, og lagde sine hænder på knæet, mens hun studerede lidt manden foran hende. Han var virkelig noget af et brød. 

"Oh, selvfølgelig" Det var overhovedet ingen selvfølge at et ikke var hendes ejendom, men Talon måtte stoppe sig selv i at folde begge læber indad af ren og skær skam over ikke at have styr på småtingene, det skete af og til at hans manglende interesse for adelslære bed ham noget så grusomt i bagdelen, dette var tydeligvis en af disse dage, og så endda overfor prinsessen. I en bevægelse, så diskret som den store mand kunne præstere, rettede han sig i den bløde sofa, en simpel menneskelig reaktion for at genvinde kontrol, denne bringende teen i den lille kop faretruende tæt på kanten, inden han tog en tår. Koppen blev stillet væk igen, i en lidt for hurtig bevægelse, det var med en lettelse, at han havde overlevet første sip af det spinkle porcelæn uden at knuse stellet mellem fingrene, eller hælde teen i skødet for den sags skyld.
Talon prøvede, han prøvede i sandhed at holde sit ansigt neutralt, men en blanding af overraskelse og svag frustration meldte sig alligevel som hun nævnte sin rang, det var da ikke til at have med en kvinde at gøre, som var vant til at bestemme over så mange mennesker, alligvel kunne han ikke andet end at nære dyb respekt, ingen mennesker kom sovende til så højtstående en stilling soldater imellem. "Virkelig? Det er i sandhed imponerende, De har min dybeste respekt Prinsesse!" Anderkendte han, med et let buk med hovedet, inden han lænede sig tilbage i sofaen, i en kende mere magelig position, øjnene gled analyserende nedover kvinden, pludseligt opfattende hvorfor hun klædte sig som hun gjorde, også selvom det var noget atypisk ved en bejlerpræsentation. "Er det værdsat af Deres familie også?" Han hævede nysgerrigt øjenbrynene, han kunne næppe forestille sig at hendes forældre havde prist sig lykkelige over hendes karrierevalg, det var måske i sidste ende derfor at hun endnu var ugift? Talons egen familie havde raslet med sablen omkring at sende ham ind at tjene i hæren, men i og med han var den eneste søn, for ikke at sige eneste barn, havde forældrene været mådeholdende, især forbandelsen fik sat en stopper for dette eksperiment. I en nu mere rolig bevægelse strøg han lokkerne tilbage, selvom det allerede sad helt stramt, det var en vane, normalt fik enkle lokker revet sig løs af frisuren, før eller siden. "Gør endelig det, send gerne mine bedste hilsner også!" Hvem ved guderne var det nu hendes tante var igen?

Det var et vågent øje Mirabelle havde på manden foran ham, og hans lidt forfjamskede måde at holde på sin kop og interagere i denne her situation de begge sad i. Det virkede næsten som om at de begge to virkelig ikke ønskede at være her, hvilket ville gøre det nemmere for prinsessen. Med mindre han blot så så rådvild ud, fordi han ikke var vant til de her situationer, og han måske gerne ville gøre et godt indtryk på hende. Det håbede hun ikke var tilfældet.
Hun tvang sig selv i ikke at udånde det suk hun kunne mærke presse på, og prøvede i stedet for at tage en kontrolleret vejrtrækning. Lige nu ville hun hellere planlægge et kæmpe slag, hvor alle mulighederne var imod dem.

Hun tog endnu en tår af koppen inden hun satte den fra sig og lænede sig lidt mere tilbage. ”Min familie har altid haft et nært forhold til Lyset, og dermed er det ganske naturligt at nogle af os ønsker at tjene dem,” påpegede hun, for det første kompliment var alligevel faldet i lidt god jord. Hun var stolt over hvad hun havde opnået, og måske kunne hun sågar blive Oberst, men det ville nok kræve ti år mere af sit liv, før det kunne være en realitet. Men en dag. Hvis et dumt giftemål ikke kom i vejen for hende. ”Selvfølgelig er der delte meninger om mine valg, men min fader er stolt over hvad jeg har opnået,” sagde hun. Hendes mor var lidt en anden sag, og ikke noget hun ønskede at dvæle så meget ved. Det var lidt hårdt når den ene del af ens forældre bare pressede på med en ægtemand. ”Men hvad laver De så?” Han var også efterhånden oppe i årerne, så han måtte også have udrettet noget, nu når han ikke var blevet gift endnu. Måske han sågar var på anden hustru og ikke havde behov for flere arvinger? Han ville have alderen til det, men så følte Mirabelle alligevel at hun havde hørt om det.

Talon kunne undlade at fumle ved hans skærf, som sad stramt omkring det muskuløse liv, det var en pyntegenstand, men det havde efterladt enderne løse til at pille i, når man blev en kende utilpas til mode, en ting der roligt kunne siges nu. Mirabelle havde kigget på ham, han havde bemærket hendes blik, men ikke sådan, hun havde ikke betragtet ham med den normale fascination de fleste kvinder havde når de fnes og pegede ham ud for hinanden i mængden. Det kunne ikke tyde godt, absolut ikke.  Han håbede på en kvinde som for alvor begærede ham og som situationen var nu, var han ikke sikker på, at dette var tilfældet. Han sank en enkelt gang, inden han endnu engang tog tekoppen op, denne gang i en mere rolig hånd, nu da vandstanden i koppen var sænket en kende. Det gik for alvor op for ham, at formodentlig ingen af dem ville få ret meget at skulle have sagt om fremtiden.
"Ahja, en håndfuld i vores stamtræ har ligeledes været fremtrædene i Lysets rækker!" Proklamerede han i henhold til at komme på kvindens bedre side, det var ikke nogen løgn, flere Reiermedlemmer havde i sandhed arbejdet under Lysets faner, dette skønt at der ikke var meget enighed politisk, måske var det ligledes hvorfor at deres familiesamkomster altid endte i det rene ragnarok. Kaos og druk for manges vedkommende. "Men et ægteskab..." Han kunne lige så vel få taget hul på bylden, det måtte ske før eller siden "... ville stå i vejen for Deres fine karriere" Han hævede spørgende øjenbrynene, det blev i hvert fald ikke med ham, at hun skulle være en militær-hustru, så måtte hun i hvert fald tro om. Ikke om han skulle sætte sin hustru på forreste række når lyset havde udemærkede soldater der fint kunne fungere som kanonføde. Sikke et skrækscenarie at miste sin hustru til krigen, for selv enemand at skulle tage sig af alle børnene. Han stirrede på hende, længe og indgående, det var essentielt, at de var på samme side i denne sag, var dette ikke tilfældet, måtte de komme det, i tilfælde af at deres forældres forhandlinger gik for godt.
"Jeg har brugt det meste af min tid på at hjælpe til på Herregården..." Han havde ingen fine titler at pryde sig med, og lånte fjer ville desværre ikke gå i denne sammenhæng, han rømmede sig, slog blikket ned på bakken med småkager, søde ting var ikke noget han gjorde sig meget i og de fik af samme årsag lov til at stå urørt hen "Efter min mors skade, har der været brug for mig, arbejdet har været for stor en byrde for min far!" 

Desværre ville Mirabelle aldrig kunne begære manden foran hende, uanset hvor meget hun kunne forsøge. Det var noget der var gået op for hende, for flere år siden, og måske hvis han havde været feminin i sit udseende, havde det været nemmere at sluge, men ikke... den type mand. Havde hun været yngre og mere tilbøjelig til at stampe i jorden og skrige til hun fik sin vilje, så havde hun nok også gjort det. I stedet for måtte hun bide det i sig, uanset hvor meget hun hadede denne her situation lige nu. Tænk på slægten.

Hun kiggede dog noget mere interesseret på ham, da han nævnte at hans egen familie også havde været i Lysets rækker, selvom hun var ret sikker på at han ikke selv var. Det fortalte dog at han i det mindste havde en vag idé om sin familie, men Reier familien var allerede større end de fleste.
Interessen falmede dog lidt, for at bane vej for et lidt mørkere blik i hendes øjne, da han nævnte at et ægteskab ville stå i vejen for hendes karriere. ”Jeg ville aldrig forlade min post i hæren, for et ægteskab. Jeg er her for at tjene Lysets Dronning” Tonen var en anelse mere kølig, som de snedækkede vidder oppe i Nordlandet. Hun virkede til ikke at være villig til at gå på kompromis med denne del af sit liv. Hendes forældre kunne tvinge hende til at gifte sig, men aldrig ville hun forlade sit job, og slet ikke for en mand som ham her.

Hun fugtede sine læber, og selvom hun havde lyst til at sige mindre pæne ting til ham, så lod hun vær. Måske hun havde været for længe i hæren. Hun nikkede til ordene. ”Så hvilken slags arbejde? Tager De sig af de lavpraktiske ting?” Måske var det alligevel lidt af et prikkende spørgsmål om hvor fint han begik sig på Herregården, og hvor mange hjælpere de måtte have. De fleste i adelen ville trods alt ikke ønske at få deres hænder alt for beskidte. 

Nej, det var ikke noget stolt punkt at Talon ikke selv hvade været inde og tjene i hæren, men udover hans forbandelse holdt ham tilbage, fra en potentiel skaldale, involverende ham, massekrere en håndfuld af lysets soldater i hans anden ukontrollerede form, så var Reier-familien tydeligt politisk uenige og det var langt fra alle som ville billige at deres sønner og døtre tog ind for at kæmpe for en sag halvdelen af familien kunne støtte op om. Talon rømmede sig, rettede sig i sofaen i en ubehagelig mine, som den akavede stemning begyndte at brede sig. Nej, hun ville med sikkerhed ikke forlade hæren, men det måtte hun da sådandelig blive nødt til, i hvert fald hvis det var ham hun endte op med. Aldrig i livet om han ville sende sin kommende hustru i krig, og slet ikke når hun ligeledes skulle passe ungerne. Han vippede en kend emed tekoppen i hans store hånd, inden han tømte den i et enkelt drag, det var egentligt usmart. De fleste klamrede sig til deres drikkevarer for at undgå en akavet situation, og nu var han løbet tør. "Jaså" Startede han tørt ud, som han lod de stålgrå øjne møde hendes gyldne, "Hvad siger Deres forældre til det?" Han hævede øjenbrynene, ikke flabat, men oprigtigt nysgerrigt, det ville blive op ad bakke hvis han skulle til at slås med hendes forældre også, hvis de var på hans side, var det en anden sag, han kunne lige så vel forberede sig på et ægteskab, så længe som de to sad der og kukkelurede "Tillader de, at De forlader hus og børn til fordel for krigen?" Han stillede hastigt det skrøbelige porcelæn væk, inden han kom til at klemme livet ud af det ved samtalens karakter, der gradvist blev mere og mere spids. 
"Jeg har foretaget meget lavpraktisk arbejde, ja. De fleste adlede glemmer hvor nødvendigt det kan være at have sådan en egenskab!" Stemmen var en brummende konstantering, nej, det var ikke familiens stolthed, at han tækkede tagene hvor de trængte, at han reparerede foldene når der var gået hul eller at han tog sig at at skifte bundpæle ud under huset, når der var gået råd. I sidste ende forhindrede det dog at det regnede gennem taget, at køerne stak af og at huset ikke sank sammen. Det var han dg stolt af, en evne de færreste i adlen kunne pryde sig med.

Mirabelles øjne blev om ikke andet kun mere smalle, som Talon blev ved med at hentyde meget kraftig at det ikke var hendes plads at være i hæren. Var det her grunden til at hun ikke var tiltrukket af mænd? Lige nu føltes det i hvert fald sådan, for det var en umådelig gammeldags måde at tænke på det, men desværre også en der var lidt udbredt i adelen. Eller i hvert fald i dele af adelen.
”Jeg er en voksen kvinde, så jeg ser ikke hvordan mine forældre skulle indblandes i dette,” sagde hun. Hun havde været selvstændig i godt og vel halvdelen af sin levetid, og selvom hun holdt meget af sine forældre, så skulle de virkelig ikke blande sig meget i hendes liv. ”Min fader forstår vigtigheden af at beskytte landet. Hvis det ikke er beskyttet, hvordan ville jeg kunne beskytte mine kommende børn.” Selv ordene gav en dårlig smag i hendes mund. Hun havde ikke behov for børn, og for at fjerne smagen, tog hun koppen op og drak resten af den halvkolde te.

”Nej, det kan man ikke sige... Plejer man ikke ansætte folk til den slags?” spurgte hun. Var hans familie så fattig? Det var jo ikke fordi hun ikke selv havde fået sine hænder beskidte, både på slagmarken men også i hendes dag til dag. Alligevel var det væsentlig anderledes, hvis han bare... lavede en bondes arbejde.
Man kunne også godt se at hun i hvert fald tænkte på noget, som hun kiggede overvejende og måske en anelse dømmende på ham. 

Talon kunne mærke hvordan hans læber strammede til, som hendes vanvittige ævlen om ønsket selvstændighed fortsatte, han kunne ikke undlade et hæve et øjenbryn, dette var ikke en diskret handling på så skarpt et ansigt som Talons, han var ikke længere for formel til at lade hans mening skinne gennem, ligesom hun tydeligvis også havde ladet sine formaliteter falde til jorden. "Men de skal indblandes i Deres ægteskab?" Han håbede i sandhed at hun selv kunne se ironien i hendes udsagn, at de ikke skulle blande sig i hendes karriere og abejdsliv, men de skulle bestemme hvem hun skulle gifte sig med, dette gav absolut ingen mening. Han rettede på sig, satte sig længere ind på midten af sofaen, han på magisk vis formåede at ligne et møbel beregnet til ét menneske. Anstandsdamen så pludselig meget bekymret ud, varulven kunne fornemme hendes skikkelse i hjørnet, der mest af alt lignede en der havde instinktivt behov for at blande sig, men undlod det, om ikke andet for nu.
Talon fnøs, pludselig virkede det til at hans flæsede krave og tæmmede lokker var en endnu større hån, at han skulle sidde her, pæn og ordentlig, og præsenteres for en kvinde, som ingen respekt havde. "Det skal soldaterne vel, som gardnerene skal tage sig af haverne, kokkene af maden og tømrene af hullerne i tagene, for at bruge Deres egen logik, hm?" For hun havde i sandhed lige siddet og stillet spørgsmåltegn ved hans gøren og laden når det kom til praktisk arbejde. Der gik dog ikke mange øjeblikke inden han måtte bide sig selv i tungen, det var ikke passende at tiltale en prinsesse sådan, det var slet ikke hans sted. Den skarpe kæbe spændtes kort op, som den bitre smag spredte sig på tungen, han vidste, at der kun var en rigtig ting at gøre nu "Om forladelse Prinsesse..." De smalle læber gled fra hinanden i et frustreret øjeblik, inden han slog blikket ned. Hans stand smagte i sandhed bittert blandt folk så højt på strå som Mirabelle "Det var ikke min plads!" 

Mirabelles øjne blev endnu mere snævre, som han pointerede ægteskabet, og nej, det mente hun ikke, selvom man aldrig helt kunne komme uden om det når man var en fyrstedatter. Hendes moder ville vældig gerne se hende gift, og hun var ved at blive lidt gammel at afsætte, og om der var andre ting bagom kulissen... det kunne hun heller ikke vide meget om.
”Når man er prinsesse handler et ægteskab mere om politik, og at sende et billede til verdenen. Det her er en formalitet som min moder ønsker. Hvis jeg ikke ønsker at giftes med Dem, så bliver jeg det ikke, uanset hvor meget mine forældre kunne se potentialet i at giftemål mellem os to.” Desuden kunne Mirabelle også undre sig over hvorfor en Reier, og hvorfor det måtte have været så vigtigt at sætte hende op. Hun kunne bare ikke undgå alle pligterne, selvom hun nogle gange ville ønske det.

Selvom han havde snakket mere uformelt til hende, og pointerede hendes mindre pæne holdninger, fik alligevel et lille smil til at bryde de mørke læber. Hun havde måske været i hæren halvdelen af sin levetid, men fordommene fra et liv som prinsesse havde hun aldrig rigtig formået at smide fra sig, til trods for at det ville have været nemmere.
”Det har De helt ret i,” sagde hun også, selvom hun var hurtig til at følge op på det. ”Men De har også en pointe. Vi har en tendens til at glemme at det også er en vigtig del at tage sig af, og vi ville næppe være hvor vi var, hvis nogen ikke gjorde det.” Det var det tætteste han ville komme på en undskyldning, men hun var ikke finere end at hun godt kunne indrømme at hendes tidligere udsagn ikke havde været det heldigste. 

Talon lænede sig tilbage i sofaen, en kende mere mageligt end selve setuppet egentligt var beregnet til, så lod han benene falde en kende ud til hver side, som han betragtede hver en lille trækning i Prinsessens ansigt som hun talte, prøvende at regne hende ud. "De fleste vil mene at hele Prinsessens liv er politisk, arbejdet ligeledes!" Han vippede hagen nedad, ladende blikket nå hende mere indgående, han kunne sværge, at han kunne høre hendes hjerterytme øges. Om det var arrigskab, eller fordi hun viste at han havde ret langt hen ad vejen, kunne han ikke sige noget om. Han fugtede de smalle læber kortvarigt, stillesiddende som analyserede han til det sidste, inden han endnu engang lænede sig fremad, slående hænderne sammen til et rungende klap. Nej hun sagde ikke undskyld, men det behøvede hun såsandelig heller ikke, indrømmelsen hun var kommet med havde været mere end rigeligt brænde til hans selvsikre bål. "Nå..." Den dybe rungende stemme virkede konstanterende, som havde han allerede besluttet sig for at få det som han vlle have det "Måske vi skulle lade emnet ligge, det lader ikke til at vi kan nå en større enighed, Deres højhed" Desværre lod det ikke til at de gjorde, han ville ellers gerne nå en enighed med den gyldenøjede kvinde, selvom hun havde vist sig at være noget af en rappenskralde under det pæne ydre "Så fortæl mig endelig..." Startede han ud, inden han fortiede sig igen, han vidste godt, at det var faretruende grund at betræde, især for en som ham "Hvorfor ér De ikke allerede gift? Prinsesser er normalvis trolovede allerede inden de kan gå!" Han hævede de kraftige bryn, som ventede han nærmest på at få en kop lunken te i ansigtet, men det var sandheden, uanset om kvinden var villig til at stå inde for det eller ej. Der måtte jo være én eller anden grund til at hun ikke var afsat

Det var den sande bitterhed der lå under alt det andet. En prinsesses liv var politisk. Det ville Mirabelle aldrig kunne benægte, men hun havde undsluppet meget ved at vær en del af Lysets hær i stedet for. Det sendte et ligeså godt billede, og som ingen forventede at hun ville stå til at arve, når Fyrsten først valgte sin efterfølger, så var der ofte ingen der havde meget at sige om det. Måske hvis hun kun havde været en sølle fodsoldat, så var hun nok trukket ud af hæren. Hun havde dog en god mængde af bevis for hendes job. Både ridder og major, og så endda kun på den anden side af de tredive år. Folk forventede at hun ville blive oberst, inden hun ramte sit 40. år, og derfor var der altid noget man kunne prale med, til trods for ingen mand eller børn.
”Naturligvis, og hvis ikke jeg havde udmærket mig så fortræffeligt i hæren, så havde tingene nok også set ganske anderledes ud.” For ikke at nævne at hun overhoved ikke ville have siddet her foran Talon. Nej, hun ville i den grad allerede været blevet afsat til højestbydende, og meget gerne af Hetug eller fyrsteslægt, hvis de kunne slippe afsted med det.

Mirabelles øjne blev en anelse smalle af Talons næste spørgsmål, og hun lænede sig tilbage og kiggede overvejende på ham. Det var alligevel godt vovet. ”De nævnte det selv,” sagde hun endelig. ”Mænd er ikke begejstret for at deres hustru er på slagmarken.” Sikkert noget med at de følte sig mindre mandige af at de ikke selv forsvarede landet. ”Desuden har vi i vores familie altid haft en mulighed for at sige nej til et ægteskab, og jeg har endnu ikke haft en grund til at sige ja.” Hun havde intet behov for hverken børn eller mand, så det gjorde det nemt, uanset hvor meget hendes mor kunne finde på at insistere. ”Hvad med Dem selv? De er også efterhånden oppe i årerne af hvad jeg kunne forstå.” Reier var selvfølgelig ikke en ligeså eftertragtet slægt, men den var ikke nødvendigvis slem. Det burde have været muligt at afsatte en objektiv pæn mand til en komtesse, også selvom det ikke sagde Mirabelle noget.

Talons læber gled let fra hinanden som han fugtede den ene mundvie en smule, han anede i sandhed ikke rigtigt hvad han var gået ind til med dette kvindemenneske, havdeh han været fortalt, at hun var så mandhaftig, havde han nok protesteret en del mere hjemmefra. "Mon ikke, de havde?" Han kneb øjnene en kende sammen som han betragtede Prinsessen foran ham, som han forsøgte at regne scenariet ud i hvem der egentligt ville overtage tronen, i tilfælde af at Mirabelle aldrig blev gift væk. Desværre for Talon var det endnu et af de punkter, hvor han egentligt slet ikke havde nok styr på arverækkefølgen og slet ikke blandt Pompadour-slægten, til at det var en nød han kunne knække.  "Og, i så fald antager jeg ligeledes, at Deres forældre ikke har nogen holdning til at De overhovedet skal giftes, hm?" Som hun fremlagde det fik hun det næsten som om hun havde et aktivt valg. Emnet ledte selvfølgelig hen på hans egen giftestatus, det var altid en ting der kunne få ham til at vride sig i sædet i ren og skær ubehag. Det lyste ikke åbenlyst ud af den store blonde mand, men under skjorten kunne han pludselig mærke hvordan han begyndte at svede, han rømmede sig kort i ubehag, inden han rettede på sin skikkelse i stolen. "Åh, de gamle har nok i virkeligheden været for langsomme..." Han smilede skævt, det var et charmerende smil, der normalt ville få de fleste kvindehjerter til at smelte, men det lod til at være spildte kræfter på Mirabelle, hun virkede underligt immun mod hans naturlige charme. "De har aldrig haft travlt, det er ingen hemmelighed at min titel er langt fra den store arv...!" Det var ikke løgn, men hele grundlaget for hans søforklaring var, sandheden lå simpelthen i, at hans forbandelse bød ham, at risikere at flå en kommende brud i strimler, en ting hele familien havde frygtet fra den dag han blev bidt, men det kunne han jo ikke sidde og bræge løs om, slet ikke foran Mirabelle, det var vist en detalje der kom på bordet, når et bryllup var veloverstået

Der var vel altid lidt en holdning om hvorvidt Mirabelle skulle giftes. Hendes far havde ikke så meget at sige, men hendes mor. De ville vel altid gerne se deres børn føre slægten videre, og havde Mirabelle reelt et ønske om at blive gift, så ville det være meget muligt at den nuværende fyrste skulle ønske at skænke titlen til den ældstefødte. Mirabelle havde på mange punkter været meget pligtopfyldende. Mirabelle var dog ikke interesseret i at sidde som den næste fyrstinde.
”Mødre ønsker vel stadig for deres børn at opleve glæden ved selv at få børn,” indrømmede Mirabelle, for der var trods alt en grund til at de havde opsat det her møde. Det var ikke altid Mirabelle kunne løbe fra at hun var en prinsesse.

Hendes gyldne øjne forblev på manden foran sig, og selvom tegnene på ubehag ikke var særlig synlige, så kendte hun trods alt også selv lidt til ubehagen. De adelige havde mange forskellige grunde til når de ikke var blevet gift, og nogle gange stak der mere under end at forældrene bare havde været lidt langsomme.
Hun nikkede lidt til hans ord, selvom det føltes som et dårligt valg at tage i så fald. ”Hvis der intet er at arve, så kunne De jo i teorien godt gifte Dem af kærlighed,” var ordene der lød. ”Med mindre De selvfølgelig regner med at gifte sig ind i Pompadour familien i stedet for?” For mange af familierne var der trods alt ikke så strenge regler igen om at kvinden skulle tage mandens navn, og det sidste Mirabelle selv ønskede var at blive en Reier. Det kunne selvfølgelig godt være at det var hele grunden til at de var kommet til hende. At have Pompadour som navn var langt mere præstigefyldt. 

Talon fugtede langsomt læberne, som han tog sig en kort tænkepause, møder som det har var altid en svær balancegang mellem sandhed og facade, det var en ting han aldrig rigtigt havde været god til. Takt og tone og alt det besvær. Samtidig var det et spil om at få sin familie til at se så prangende og fantastisk ud som overhovedet muligt, men det var en sværre leg end som så, når man var en Reier, hvis overhoved lod til ikke rigtigt at ville lægge sig i graven... nogensinde.  "Muligvis. Hvis det er børnenenes ønske, formoder jeg?" Talon lønede sig en kende tilbage i de bløde møbler, inden de stålgrå øjne låste sig fast på kvinden foran ham, han var ikke længere helt sikkerpå, at det var hvad adelskvinden egentligt selv ønskede, faktisk var hun ret forvirrende i sine signaler.
Talon fnes, det los absurd, da manden vitterligt ikke var i stand til at frembryde lyden der hørte til, det blev nærmere til et dybt grynt, man dog ikke var i tvivl om kom fra et dybt ærligt sted. "Hvilken Reier kan De huske, nogensinde har giftet sig af kærlighed?" Han hævede brynene, fugtede læberne unaturligt langsomt, som han betragtede hendes grimasse der med sikkerhed ville følge spørgsmålt "Ingen så vidt jeg husker, dem som har, har i hvert fald ikke familienavnet med sig ind i det..." Reier-navnet var måske ikke så meget værd for den generelle adel, men sandheden var, at for den almindelige befolkning medførte det nu alligevel en rimelig mængde respekt og goder. Talon der ellers havde siddet mageligt, lænede sig nu frem, han lagde sine albuer mod de kraftige lår, påbydende at nogle af syningerne i hans tætsiddende tøj nu kom voldsomt på overarbejde, de stormblå øjne borede sig ind i hendes stålsatte blik. Der var ingen grund til at vedholde høflighederne meget længere, hvis de faktisk endte med at blive gift, kunne hun lige så vel vende sig til hans brotne selv, hvis ikke, skulle de kun leve med hinandens selskab til diverse arrangementer. "Tror De ærligt, Prinsesse, at min familie er kommet her idag, for at tvinge Reier-navnet ned i halsen på Dem?..." Han kneb læberne sammen en kende, så de kortvarigt mistede farven "Eller tror De, at de er kommet her i forhåbningen om, at Deres ældste og eneste søn, faktisk kunne få en mulighed for at blive smedet sammen med den ældste, endnu ugifte Pompadour-datter i slægten?" Alle forældre håbede nok det bedste for deres børn, velogså for dem selv, Reier-Pompadour ægteskabet ville bringe lykke for i hvert fald én af parterne og dette var næppe hverken Talon eller Mirabelle. 

// Hey, jeg lukker tråden, da jeg selv har svært ved at finde Mirabelle frem til tråden. Vi kan altid starte en ny når du er tilbage! <3