I den del af bydelen hvor de finere bygninger lå, var der også således en bygning som husede en kvinde og hendes datter. Datteren var som fra en af de fine eventyr, hvor hun var gemt i tårnets værelse, for at beskytte hende fra det onde. Og håbede hver dag, at en prins ville komme og tage hende væk fra denne ondskab. 
Det var bare svært, når ondskaben levede i hende selv. Noget denne kvinde så tit fortalte hendes datter, ved given lejlighed. Eller når der igen var sket en ulykke, som der ikke kunne forbedres eller gøres om.
Men der var nu dage, hvor at denne datter fik lov til at komme ned fra tårnets slidte trapper og begive sig ind i den fine te stue. Den som der havde udsigt over den store flotte have, som hendes mor havde brugt energi og oceaner af krystaller på at få helt perfekt. Med de store eksotiske planter, og vandfald der klukkede let og gav en behagelig lyd at lytte til, når man sad og drak sin te, fra det fineste porcelæn. Jo, denne kvinde ville vise hun havde penge, selvom at datteren vidste at de levede på sidste strå - på benådedes af resten af Arys familien, der nødigt ville se en af deres slægt bo i værre vilkår end de gjorde nu. 

Og i dette hus, skulle datteren havde besøg. En kvinde, som hun før aldrig havde forventet skulle være en hun kunne invitere på te, men da rygterne var gået at Amelia De Pompadour var blevet Athelstan Af Erneyll viv, var det for godt til at være sandt. Denne kvinde måtte blive hendes ven, for hvem ellers kunne hjælpe datteren til at begå sig blandt de højere adelige? 

“Amelia af Erneyll er ankommet” annonceret kammerherren, og Genevive blev revet ud af hendes tankespind og rejste hende hurtigt op fra stolen - så hurtigt at hun næsten spildte teen der skvulpede faretruende i porcelæns koppen. “Ja, endelig, vis baronessen ind.” Sagde hun med en blid stemme, og et skævt smil. Dybe indåndinger, det skal nok gå alt sammen.

Amelia af Erneyll havde stirret overrasket på indbydelsen, der var blevet overrakt på en sølvbakke af en tjener. I et kort øjeblik blafrede hun i sin bevidsthed gennem bekendte ansigter for at huske, hvem Genevive af Arys var. Et billede dukkede op af en stille, petite pige med hår sat op som to horn. En pige, der sad alene i hjørnet, når Amelia, Adena og de andre populære adelspiger sludrede og fnisede sammen. Og pigen, huskede hun, der var trolovet med Athelstans bror.
Det havde ikke taget mere end denne erindring for Amelia at takke ja. I sit fangehul af et hjem længtes hun efter at møde ligesindede, så de to jævnaldrene aftalte at mødes den følgende uge.

Det var et fornemt hus, men ikke så fint som hendes eget, indså hun tilfreds, da hun blev vist hen til te-stuen af kammerherren. Amelia var iført en fornem lyseblå musselinkjole og havde håret sat op med et net af pragtfulde perler. Hun valsede hen til Genevive, kyssede hende en gang på hver kind, som om de var gamle veninde, og sagde: ”Genevive! Hvor er det vidunderligt, at se dig igen. Jeg blev simpelthen så glad, da jeg fik din indbydelse!” Hun klemte Genevives hånd og slap, så hun kunne glatte sin kjole og sætte sig på sofaen. Der viste sig intet tegn i hendes ansigt, da hun misbilligende konstaterede, at Genevive allerede var i gang med at drikke teen. Kendte de ikke til ordentlige manerer?
"Hvordan har du det?"

Den hilsen hun fik, var meget tydelig ikke en hun havde regnet med. Hvor at Amelia var iført en fin lyseblå musselinkjole. Var Genevive iklædt en lilla fin silkekjole med meget simpelt snit. Så selvom at stoffet muligvis var af høj kvalitet, var det klart at man havde sparret på de ekstravagante tiltag. Ikke at det gjorde den mørkhåret kvinde særlig meget, hun havde aldrig været en til de helt store pompøse ting. 
"Det er også fantastisk at se dem igen." sagde hun med en blid stemme, og tænkte ikke rigtig over, at Amelia følte det var okay at tiltale hende i du form. Hendes mor havde trods alt, altid sagt man skulle tiltale personer der var højere end en selv - i de. 
"Og selvfølgelig, jeg tog chancen og hælde op til os begge - så teen var kølet ned til de kom." hun kiggede en anelse forvirret på kopperne - "Det var ikke rigtig gjort vel? Oh, jeg har stadig så meget at lære, omkring etikkerne." sagde hun med et svagt smil, selvom fortvivlesen var stor at spore. Så mange år, gemt væk i hendes værelse. Hvor hun kun havde fået lov til at lære det absolut nødvendige, da kunne det mærkes at nogle af etikkerne ikke helt sad på rygraden endnu. 

"Hm?" kom det en anelse forvirret, da Amelia spurgte hende hvordan hun havde det - "Oh, de ved - ganske stille og roligt? Umådelig spændt på at møde min trolovede. Hvad med dem Amelia? Hvordan er ægteskabet dagene gået?"

”Åh, jamen vi er da dus, ikke sandt, Genevive?” lo Amelia, da den anden unge kvinde fastholdt den høflige tiltaleform. Deres bekendtskab var muligvis nyt, men Amelia var fast besluttet på at blive tæt med sin svigerinde, hvad enten denne ønskede det eller ej.
Da emnet faldt på teen, smilede Amelia gavmildt som en tante, der fangede sin nevø i at spise en småkage før aftensmad. ”Tænk ikke på det, kære. Du har jo været væk i lang tid! Og med min hjælp, skal du nok hurtigt få det lært.” Eftersom ingen tjener viste sig, knipsede hun med hænderne. Det var altid noget, at én kom til syne kort efter. ”Skænk teen for mig,” beordrede hun, som om det var hendes egen husholdning. ”En smule mælk, to skefulde sukker.” Amelia følte en smule af sit gamle selvværd vende tilbage, som da hun havde været midtpunkt for opmærksomheden i de højere sociale kredse. Det var mange måneder siden, hun sidst havde oplevet den slags. Som nygift forventede man, at hun bliv hjemme og passede sin husholdning, og selvom hun var oplært i det, kedede hun sig frygteligt.

Imens teen blev skænket, betragtede Amelia Genevives ansigt. Hun var køn, måske en smule særegen med frisuren, og tøjet indikerede en simplicitet, der kendetegnede den del af adelen med god smag og svindende formue. Det kunne Amelia godt arbejde med.
Imidlertid forsvandt en smule af Amelias selvsikkerhed ved de høflige spørgsmål. ”Åh, du ved … Jeg har travlt med at styre husholdningen. Vi har fem tjenere, seks stuepiger, to kammerpiger, to kokke og fire køkkenpiger. Foruden alle mændene, der arbejder udendørs,” opsummerede Amelia stolt.

Genevive nikkede hurtigt, som Amelia nævnte de da var dus. Meget nemmere, så skulle man ikke hele tiden skulle tænke over hvad der kom ud af hendes mund. Eller, dog - Gen havde dog en forfærdelige egenskab med alligevel at sige de forkerte ting. 

Det var også med store øjne, at hun betragtede Amelia med næsten ærefrygt. Hvordan hun så let kunne få tjenerne til at adlyde hende, trods for at det ikke var hendes husholdning. Det fyldte hende med gru, ligeså vel som stor respekt. De var jævnaldrene, men alligevel virkede det som om at den blonde kvinde måtte være mindst ti år ældre end hende. På den gode måde vel og mærke - dette var en, som Genevive vidste hun skulle holde sig tæt ind på livet af. Især hvis hun skulle lære at omgås i de kredse det forventes af hende. 

Fingrene begyndte at pille ved hendes hår, som hun lyttede til hvordan at Amelia begyndte at fortælle omkring at hun havde travlt med at styre husholdningen. Måske, var hun blot mere romantisk anlagt? Burde den første tid ikke handle mere omkring sin ægtemand? Eller, var hun helt galt på den? "Oh, så - man skal bruge mere tid på at styre husholdningen end at være sammen med sit nye mand? Det... er måske meget lettene at høre." lo hun blidt, som hun tog tekoppen op og førte den forsigtigt hen til hendes læber - ikke spilde, ikke spilde.

Amelia knejsede let med nakken af stolthed over Genevives beundrende blik. Som fyrstinden af Erneylls niece lå etikette på rygraden. Fra hun var en ung pige havde hun lært alt om at styre husholdning, lige fra at vælge korrekte servietholdere til hvordan man skrev invitationer til forskellige rang.

Hendes stolte smil blev en anelse stift ved Genevives spørgsmål, og hun ransagede den jævnaldrenes ansigt for at afstemme, om der lå sarkasme bag spørgsmålet. Nej, hun virkede ganske oprigtigt og temmelig uskyldig. Amelia kiggede ned på sin tekop. Fortjente Genevive ikke at vide, hvad hun gik ind til? Men hvad hvis hun allerede nu var fortrolig med sin forlovede og fortalte det videre?

”Er du nervøs for at gifte dig?” spurgte hun derfor. Hun ville nødig tale over sig, før hun afstemte svigerindens følelser. ”Jeg forstår godt, hvis det er tilfældet. Jeg var selv hunderæd. På min bryllupsdag bønfaldt jeg mine forældre om at tage mig med nordpå.” Det havde hun aldrig fortalt nogen, selvom hele hendes familie og tjenesteskabet selvfølgelig havde vidst det fra hendes utallige hysteriske udbrud.

Om hun var nervøst for at blive gift?
Genevive nikkede langsomt, næsten bange for at hun ville blive skældt ud, hvis hun faktisk fortalte sandhenden. "Jeg ved godt, jeg ikke burde - men jeg har aldrig mødt ham, jeg ved ikke hvordan han er. Og" hun knyttede sine fingre sammen - "Det er ikke altid de bedste rygter der går omkring fyrsteparrets børnebørn." de ord blev hvisket, og hun fortrød med det samme at hun havde været så åben omkring hendes tanker. Afholden plejede at være hendes måde at være på, men hun var bare så  bange omkring det hele! Hun havde kun set det af verden, som det hun havde kunne kigge ud af vinduet i kareten til Tygwig skolen og tilbage igen til Dianthos to år efter. 
"Jeg beklager, det skulle jeg ikke have sagt." hun rystede hurtigt på hoved, og tog koppen - det var dog tydeligt hvordan hun rystede på hænderne. Ikke særlig ærbart. 
"Jeg mener bare, ja - jeg er også utrolig bange, ikke kun for bryllupsdagen." en dyb indånding "Men også bare at møde ham."

Amelia følte en blussende velvilje over Genevives ærlige svar. Godt, de var af samme sind, i samme båd. Mens hun lyttede tålmodigt, blødte Amelias ansigt op. ”Du kan være ærlig over for mig, Genevive,” sagde hun.

Hun tog en tår te, mens hun overvejede, hvordan hun skulle formulere sig. En rynke havde tegnet sig mellem øjenbrynene. ”Jeg har kun mødt Athelstans bror én gang til mit bryllup, så det var ikke nok til at danne mig et indtryk. Men han kan umuligt være så slem som sin bror.” Hun lo tørt og sarkastisk, inden hun indså, at hun var gået for langt. For at skjule dette knipsede hun af tjeneren og nikkede mod kopperne for at få fyldt dem op med varmt vand.
En indre stemme sagde: Flygt Genevieve, ophæv forlovelsen inden du bliver fanget i spindet! Det kunne hun selvfølgelig ikke sige højt.

Umuligt være så slem som sin bror?
Der var to muligheder, det kunne være hun snakkede om den yngste af de tre brødre. Selvfølgelig var det dét hun håbede var tilfældet, men hun vidste også at det ikke var situationen. Hun vidste det så godt, som hun vidste sine indre tanker. Så hendes ægtemand var slem, og var det så derfor hun brugte tiden på husholdningen i stedet for sammen med ham? Hvad havde han gjort, hvad kunne man gøre når man valgte at sige en person var slem. Var det måske bare, at de ikke kom overens? Oh, hvor hun håbede at det bare var fordi, at deres personligheder ikke passede sammen. At Genevive måske havde ganske ret i den antagelse, var det jo meget mere end det - mere end hendes fantasi nok nogen gange kunne tage hende.
Hun nikkede langsomt, og satte koppen ned så tjeneren kunne genopfylder den. Hvad kunne hun nu sige? Amelia havde jo nævnt hun blot skulle være ærlig - men hvor ærlig, kunne man tillade sig at være?
Hendes blik lagde sig på tjeneren, som trådte ud af rummet for at hente mere varmt vand. “Er du okay?” Hviskede hun blidt, og kiggede på den blege skikkelse med bekymret ravbrune øjne. 

Ved Genevives spørgsmål og blide toneleje mærkede Amelia en klump i halsen, der næsten gjorde ondt, da hun slugte en tår skoldhed te. Hun fortalte sig selv, at det var varmen, der fik tårerne frem i øjenkrogene, men sandheden var, at det var så lang tid siden, hun sidst havde oplevet venlighed, at der åbenbart ikke skulle mere til, for at hun flæbede.

”Han er frygtelig,” hviskede hun. ”Du kan ikke forestille dig, hvilke mareridssagtige ting, han har gjort ... Og fået mig til at gøre.” I et øjeblik tøvede hun, så fossede det pludselig ud af hende: ”Han tog mig med vold på vores bryllupsnat! Og bagefter gav han mig en kappe lavet af pels fra kattekillinger. For nogle dage siden tvang han mig til at hamre et afhugget elverhoved fast til væggen.” Hun skjulte ansigtet i hænderne, men det gjorde blot billederne tydeligere. "Åh Genevive, hvordan skal jeg leve med ham resten af mit liv? Han er en morder!" Hun vidste, det ville koste hende dyrt, hvis svigerinden sladrede, men hun var nødt til at fortælle sine bekymringer til en levende sjæl, ellers ville hendes sind koge over.

Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere, næsten så voldsomt at hun kunne mærke det helt op i halsen. Han er frygtelig? Øjnene blev store, da hun først slet ikke kunne få det til at give mening i hendes naive hoved. Hvordan kunne nogen finde på noget så grusomt? Pels af kattekillinger? elverhoved hængt op på væggen, som var det en udstoppet elg? 
Faktisk vidste hun slet ikke hvad hun skulle sige, så forfærdet var hun! At noget så voldsomt skulle ske for den smukke blide Amelia, hun rystede på hoved og begyndte af drikke af teen med rystende hænder. Der skulle noget afstand, så hun kunne rode bod på de mange tanker der stormede gennem hendes hoved. 
Hun sank og fugtede læberne. "Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige Amelia" hviskede hun hæst, og kiggede hastigt mod døren. Ingen af tjenerne måtte høre dette. 
"Hvad kan jeg gøre? Kan, kan vi sige noget til fyrsteparret? Eller, måske, nej, Amelia du kan ikke blive sammen med ham, noget må da kunne gøres?" sagde hun frustreret og mærkede hurtigt, hvordan frygten greb omkring hendes mave. Var det virkelig den familie hun skulle giftes ind i? Clara havde jo også sagt, at Noah var helt frygtelig! Hvad skulle det ikke ende med?

Amelia fandt et lommetørklæde frem fra stoftasken, hun havde medbragt, og vred den i hænderne. ”En ægteskabelig pagt er for evigt,” snøftede hun. ”Og mit liv bliver kun værre, hvis jeg fortæller det til fyrsteparret, for Dionisia, min tante, vil finde en måde at straffe Athelstan på. Det vil gøre ham rasende og i sidste ende gå ud over mig.”

Hun duppede øjnene med lommetørklædet i et forsøg på at berolige sig selv. ”Det er for sent for mig, Genevive, men det er det ikke for dig! Lad være med at gifte dig med ham.” Hun greb svigerindens hånd og så indtrængende på hende. ”De deler samme forskruede forældre. Måske skjuler han det bedre, men han er garanteret præcis ligesom Athelstan!”

"Selvfølgelig Amelia" fik Genevive fremstammet, det var jo trodsalt deres lod i livet. Hvor mange af bønderne der dog ikke misundte de adelige, hvis de dog bare vidste hvor lidt deres liv egentlig var deres eget. Måske blev det set ned på, når en af borgerskabet fik en skilsmisse, men hvis en adelige, især i fyrstefamilierne valgte det. Så var det en skandale man aldrig kunne komme tilbage fra. 

Hun lod den anden gribe hendes hænder, og klemte dem ligeledes tilbage. Hoved nikkede hurtigt, mens det begyndte at svig i hendes øjne. Hvis den anden kvinde, var så opsat på at få hende til at forstå, at hun ikke skulle lade sig gifte ind i den familie. Så måtte det unægtelig være sandt. For hvem ville ligge så meget styrke i ens ord, hvis det ikke skulle passe?
"Jeg er ikke sikker på, jeg kan få min moder til at forstå - jeg" hun stoppede brat hendes ordvalg, som tjeneren kom tilbage med nyt varmet vand. Blikket blev hurtigt slået ned, som hendes hænder fandt hendes skørt, og knugede det mellem hendes hænder. Alle tjenerne i dette hus, var kun til for at sikre hendes mor fik den bedste opvartning. Så hvis de fandt nys om hvad hendes datter lavede, var de under ed til at fortælle hende det. Hvilket var grunden til, hun ikke vidste hvordan de skulle fortsætte samtalen.

Amelia nikkede ivrigt ved Genevives løfte om at tale med sin mor om det. Da døren pludselig gik op og tjeneren atter trådte ind, slap Amelia Genevives hænder, som om gestussen var et sikkert bevis på, at de havde diskuteret forbudte, intime ting. Det skulle ikke undre hende, at tjeneren allerede havde hørt noget, og alene dette gjorde hende urolig. Kun tåbelige adelsfolk kendte ikke faren ved at tale frit overfor sin tjenestestab. Selvom de var lavere skabninger, havde de øre og sans for sladder.

Bange for, at hun havde sagt for meget, greb Amelia sin pung, på trods af den nyskænkede te. ”Tak for invitationen. Det var en fornøjelse at møde dig, Genevive. Vil du lade mig høre fra dig?” Hun sendte svigerinden et sigende blik, der indikerede, hvad hun ønskede at høre nyt om. Så gav hun Genevive et kys på hver kind, nejede og hastede ud af salonen.