Regnen stod ned i stride strømme, noget der næsten kunne sammenlignes med tykke som bøgetræets grene. Det var sådan en regn, der formåede at trænge ind til det inderste lag, af ens beklædningsgenstande - og det var bestemt også sådan det var lige nu. For slet ikke at snakke omkring mudderet der var gledet op af støvler, sat sig i rejsekappen og alskens andre steder, som man helst ikke ville tænke over. 
En uge havde det stået på, lige siden den nat hvor de havde taget flugten. Var det som om at vejret vidste hvad de havde haft brug for, nemlig et dække så de kunne komme væk uden at nogen fulgte efter dem. 
De havde fundet et kærre der kunne tage dem noget af vejen, men da vejret blev for voldsomt havde en af hjulene sat sig fast og var ude afstand til at forsætte. Der efter havde de været nød til at forsætte på fod. En lang og sej kamp, for at komme til Tusmørkedalen, i håb om at finde den person de søgte. 
Judah.

“Sarah?” Hviskede en rystende stemme, og den høje af de to skikkelser kiggede ned, vandet dryppede fra hætten der hang tungt hen over hendes hoved. “Ja?” Hviskede hun tilbage, selvom at hun mærkede den samme kulde, som den unge knægt gjorde så unægteligt. Formåede hun alligevel ikke at lade det vise på hendes ansigt. Hun var træt, sulten og udkørt. Men for ham, ja for ham ville hun ikke sætte farten ned. 
“Jeg - jeg kan ikke gå mere.” Hun vidste hvor stærk han var, og hvor lidt den sekstenårig ville pålægge hende af besvær. Så når han sagde han ikke længere kunne gå, så kunne han hellere ikke. 
Hun bandede næsten uhørligt, som hun kiggede fra side til side - de var så tæt på, hun kunne dufte det. Plus kroejeren havde peget dem i denne retning, hvis de skulle finde den tidligere general af lyset. Tidligere general af lyset, hvad var der sket i de år de ikke havde set hinanden? Tydeligvis mere end hun lige havde regnet med. 
Med et øjebliks tøven, vente hun ryggen mod ham - “Hop op, jeg bære dig resten af vejen.” Med nogle rystende hænder, mærkede hun hvordan at han lagde armene omkring hendes hals og lagde hoved mod skulderen. Og sådan fortsatte de to søskende par mod huset længst væk fra alle de andre. 

Endelig nåede de frem til en slidt træ dør, uden at lade Thomas komme ned og stå endnu. Hun kunne mærke af den regelmæssige vejrtrækning han var faldet i søvn - også det at han var blevet tungere, var en klar indikator. 
Med en anelse besvær fik hun banket på døren - en tung og kraftfuld banken. Hun ville gerne ind i tørvejr, og det kunne kun gå for langsomt. 

Normalt ville regnvejret have tvunget varulvens skikkelse op og direkte ud, ud så han ikke længere fandt sig selv omringet af sit hjems fire vægge. Ud for at mærke regnen imod sin hud, for at høre den alt overdøvende summen af dråbernes falden. Men ikke denne gang. Denne gang havde den blot lullet ham ind i en rolig(ere) sindstilstand og tvunget de grå øjne i. Denne gang havde den bragt ham søvnen.
For første gang i hvad der føltes som meget lang tid, men blot var lidt over en enkelt uge, var Judah ganske alene i den lille hytte. Hans nyfundne bofælle havde blot nogle dage forinden endelig indfundet sig med, at hvis Hun skulle forblive boende under samme tag som ham (og fortsat bevare freden mellem dem) - så var hun nødsaget til, at finde et arbejde. Og et arbejde havde hun fundet. Judah var ikke sikker på hvordan Tarasika havde frembragt sådan en mulighed for sig selv - men han var (desværre) ganske sikker på at, trods hvor heldig situationen havde været, så var hendes nyfundne lykke ikke baseret fuldkommen på held. Uanset hvad der havde anbragt elverkvinden i den situation, havde han ikke valgt at stille yderligere spørgsmålstegn til hende eller dén. Han havde blot ønsket hende en god morgen, og rejse for den sags skyld, da hun havde forladt hytten den tidlige morgen. Og som hun havde trukket døren i til indgangen af hans lille hjem, og mange timer sidenhen havde passeret øjeblikket der fremviste sig ganske tydeligt på hans nethinde, da havde han hørt noget ganske andet end regnens trommen.
Var det banken?
Varulven satte sig halvvejs op med et hurtigt ryk, i sengen han havde gemt sig dybt, dybt i - under uldtæpper og skind. En dyb rynke satte sig mellem hans bryn, trækkende en bekymret mine henover hans ansigtsudtryk. Han troede for en kort stund ikke sine egne øre - men denne tvivl bragte ham ikke til ikke at handle overhovedet. Det var derfor med et tungt suk, at han puffede lidt til krøllerne der lå henover sit tøj. Et sølle forsøg på, at ordne sig selv - men i forsøg i det mindste. Judah kunne ikke tilbageholde at krumme sine tær, idet han åbnede døren til sidst hjem, idet han mærkede den klare, gennemtrængende kulde fra regnvejret.
Men intet, intet stod til at overvinde den følelse der ramte ham, idet hans tordenvejrsfarvede øjne mødte det scenarie der udfoldede sig foran hans dør.
Judah følte ikke længere træthedens sødme i sine lemmer, i sine øjne - han havde aldrig følt sig mere vågen i det øjeblik, som hans søsters øjne lagde sig imod ham. For anden gang den dag betvivlede han sine sanser - og så alligevel, så hørte han sig selv sige hendes navn, så ganske klart og tydeligt:
“Sarah?”

Det føltes som evigheder, før at hun endelig kunne høre fodtrin der bevægede sig mod døren. Hvordan at det gamle dør knirkede mod presset, som den blev åbnet. Og der stod han, umådelig ældre end sidst hun havde set ham. Hvilket jo i sig selv ikke var så mærkeligt, men også genkendelig - havde hun ikke set ham komme gående i Dianthos gader med nogle andre fra lyset? Hun havde stået og betragtet dem, i skyggen bag et hus hvis murbrokker så stille var begyndt at falde fra hinanden. 
Men alt det var pludselig overflødig, som hun stod og betragtede sin bror. Ham hun havde grædt for, da han ikke længere var velkommen i klanen. Og han kunne genkende hende - et skævt smil dansede hen over hendes læber, som hun rev hendes øjne væk fra hans. Hun ville ikke tynge ham med hendes forfærdelige gave, eller snare forbandelsen. Som hendes mor, deres mor så mange gange havde sagt. 
En dyb udånding forlod hendes læber, som hun hæv den anden bror lidt bedre op på hendes ryg. Tungen der fugtede hen over hendes læber, hvad skulle man sige? Hvad kunne hun sige? For første gang i meget lang tid, var den ellers så rapkæftet hunvarulv fuldstændig tom for ord.

Dog efter noget tid, hostede hun endelig; “Har vi tænkt os og stå og kigge på hinanden hele dagen, eller kunne det tænkes at du ville invitere os ind? Inden at jeg fryser min Zaladins røv af?” Prøvede hun med et smil, ja, hendes sprog havde aldrig været pænt som lille. Og det var om noget, på ingen måde blevet bedre.