Krystallandet
Sparks 12.09.2020 15:59
Nu var det nok, der var gået næsten måned efter drømmen de havde delt. Jo mere hun havde tænkt over, hvordan det kunne have været lade sig gøre. Desto mere fortvivlet blev hun over, at hun ikke kunne sætte tingene sammen. Hun havde endda tyet til Verbatims bibliotek eller opbevaring af hemmeligheder. I håb om, at der måske var nogen som var stødt på det samme som hende. Men intet held, hvilket blot havde gjort, at hun havde nedskrevet hendes egne oplevelser og givet det videre til videns vogter.
En lang periode var gået, hvor hun bare havde gemt sig i hulerne på Smaragdøerne. Hun var rædselsslagende for at Solari ville finde hende igen. Hvis blodet hun havde taget fra hende, måske slet ikke havde virket efter hensigten og hun selv var nød til at være til stede. Og selvom der var ti måneder til at de igen skulle mødes, var det som om hun ville vågne op - også var den dag de skulle mødes.
Også med Bandorion’s pludselige stemme der dukkede op i ny og næ, nogen gange var det bare et bandeord - og andre gange havde hun vågnet op fordi hun havde hørt ham sige hendes navn. Nu måtte det stoppe, hun kunne jo næsten ikke være i sin egen krop! Alle de gange, hun næsten havde sprunget op i vejret af chok - eller havde hældt kogene vand ud over sig selv. Det havde simpelthen været dråben! Så da havde hun pakket sine ting, og taget sit rejse tøj og teleporteret sig selv til Rubinien. I det mindste var dét blevet bedre, hendes magiske evner var efterhånden noget hun igen ture at bruge.
Hvad der ikke blev bedre, var at hun opdagede at det måske ville være umådeligt svært at finde en ørkenelver i Rubinien, ind til at hun fandt vej ned til Thal’Elor. Forklædt som en ørkenelver selv, gik hun rundt i gaderne og spurgte efter ham - næsten en anelse for bramfrit. Men nu måtte disse tanker fra ham, som kom i ny og næ altså stoppe!
- you never know, what you’re going to get -
