Aleksander af Isenwald
Lysets Kriger, Prins af Isenwald
Dragonflower 26.09.2020 21:34
Alexander lukkede øjnene og sank en klump der føltes så enorm, den havde truet med at kvæle ham.
"Tak, mor"
Ordrene var svage, knap mere end en hvisken, og uendelig trætte. Men der var også en overgivelse i dem, en overgivelse til den visdom Verona havde delt, og til hans eget utilstrækkelighed. Han kunne ikke holde på alting selv, ligegyldigt hvor hårdt han prøvede.
"Jeg... det vil jeg huske. Tak" gentog han, denne gang med lidt mere kraft som han rømmede sig.
Veronas spørgsmål, om end det ikke var et behageligt emne, kom stadig som et næsten kærkomment afbræk. Det var fakta, handlinger. Det var nemmere at forholde sig til.
Hans bevægelser var dog stadig modvillige, som han trak sig en smule fra sin moders favn igen, for at sætte sig mere op, og få rettet sin stadig skadede arm til en bedre position. I alt hans emotionelle tumult, havde han ikke bemærket hvordan den var begyndt at dunke insisterende.
Alexander tog en dyb indånding, og pustede langsomt ud for at samle sig, inden han begyndte sin fortælling.
"Jeg er ikke sikker på hvordan det skete, men.. Ridderen fra Mørket fik slået mig ud, og da jeg vågnede igen var vi ved Amazonitskovens grænse. Hun.. kunne teleportere, så det må være sådan vi tilbagelagde afstanden" han gned en hånd over sig ansigt og fugtede læberne
"Vi var stoppet for et hvil, da spejdere fra lyset fandt os. Men den ene var en forrædder, en del af Inkvisitionen dengang.." han gik ikke i detaljer.
"Spike Lee, formskifteren. Han lod de to andre dø for ridderens klinge, men han var efter hende" Alexander sænkede blikket og knyttede sin raske hånd. Der var ikke noget han kunne have gjort for at redde de krigere, men deres død gjorde han stadig vred. Hvis forræderen ikke havde været imellem dem, havde de måske haft en chance?
Den unge prins sukkede og gav slip. Han havde selv kæmpet mod ridderen. Hvis de alle fire havde været oppe, friske og haft overraskelsesmomentet, så måske.
"Han lod mig stikke af.. Jeg greb en af spejdernes oppakning, og satte derfra så hurtigt jeg kunne uden at efterlade for mange spor der kunne følges hvis han ombestemte sig, eller hvis rytteren slap fri.. Jeg fandt den røde flod, og fulgte den et stykke, inden jeg drejede sydpå, parallelt med kysten. Jeg turer ikke komme for nær, efter Vinddalen" han sukkede tungt
"Derefter.. var det bare at tilbagelægge kilometerne, til jeg stødte på nogen.. Efter hvad landsbylægen fortalte, havde jægerne sagt de fandt mig nær grænsen til Vesterdalene". Han fortælling var lang, men stadig overfladdisk, for meget af den. Men de lange, endeløse dage og nætter han havde slæbt sig igennem landskabet, skridt for skridt, var næppe relevante for hans mor tænkte han. De var bedre glemt.
Krystallandet
