Indlogeret på en af hjertebyens mange kroer, havde krigeren fra Thal’Elor snart været i Dianthos by i fjorten dages tid. Det var hverken et egentligt formål som havde drevet elveren til byen, ligesom det ej heller var et formål der holdt hende i den.
Hun havde forsøgt at rydde gulvet i det sparsommeligt indrettede værelse, men uden held til at skabe meget mere gulvplads; i hvert fald ikke nok til at noget brugbart træning ville kunne forekomme. Derfor var hun endt med at søge lige udenfor den sydlige byport, hvor der var et åbent græsareal, nær den tætpakkede grusvej, der førte ind gennem den tunge port. Her stod græsset højt, for højt til at kunne få noget ordentligt for hånden. Med en kraftig vind fokuseret til det område elveren havde udset sig, lagde det grønne græs hav ned.

Sensommeren havde gjort sit indtog i Krystallandet, men det til trods var de fleste aftener stadig milde og lune; denne aftens spæde timer var ingen undtagelse. De gyldne øjne løftede sig mod ildkuglen, der efterhånden hang lavt på den endnu skyfri himmel, og malede landskabet under sig i et lyserødt skær. Vurderende nåede Emori frem til, at hun mindst ville have tre timer før byen ville lukkes af for natten, for at holde hvad end der lurede i mørket ude, og holde byens borgere sikre. Ikke at det ville være et problem skulle hendes træning overskride tidshorisonten. Elveren skulle nok komme over bymuren på den en eller den anden måde.
De specielt smedet stål vifter, med den knivskarpe kant, blev slået ud. Som en vind der legede med nedfaldne efterårsblade, bevægede den mørke kvinde sig rundt med vifterne som værende en forlængelse af hende selv. Ubesværet, elegant og smidigt. En dans for de utrænede, men en kamptrænet person med et observant blik ville bemærke, hvordan det i virkeligheden var forskellige tekniske kombinationer til angreb og modværge.
Det lange krøllede hår var flettet tilbage i flere fletninger med guldringe hist og pist, så det brune ansigt og de spidse øre var fri. Beklædningen bestod ikke af en kjole som man typisk fandt kvinder nær byen i, men i stedet af klæder der var lette at bevæge sig i. Hun var iklædt en elfenben farvet top med skrå halsudskæring, der blottede den ene skulder og gav lidt indkig til den mørkebrune læder rustning under. Tætsiddende skov grønne bukser, der sad løst nok til ikke at hæmme bevægelsen, og høje støvler i mørkebrunt læder, sluttende lidt under knæet.

Det var ingen hemmelighed, at Talon de sidste par uger havde måtte finde på alverdens undskyldninger for at slippe for forældrenes klør, og denne dag havde ikke været nogen undtagelse. Under påstand om, at skulle hente urter hos en af krammerene i Diathos, var han sluppet afsted, med en skarp hentyden om, at fuldmånen trods alt ikke var langt væk og at de på herregården vitterligt snart løb tør for sølvfod. Der var utallige urter som måtte behandles og plejes før de kunne brygges til den drik, som holdt hans varulveskikkelse så meget i ro, det kunne lade sig gøre når han forvandledes, og sølvfod var selvfølgelig en af disse. Adelssønnen tørrede sig over panden med et lommetørklæde, som han bevægede sig fremad, det var ikke usædvaneligt at se Talon til fods, da han brød sig yderst godt om at holde træningen ved lige, selvom en hest eller endnu bedre, en karret, havde været mere passende. 
Hvad han brød sig endnu mere om, var dog en mørklødet kvinde der åbenbarede sig for hans åsyn. Talon havde trænet en del forskellige former for kampteknik, en del af det havde dog været fægtning eller brydning i forældrenes forsøg på at holde på skikkene, men han genkendte teknikken kvinden lagde bag hendes bevægelser. Ikke nok med det, så lod det faktisk til, at hun var ganske dygtig. En kvindelig kriger, med så et unikt sæt våben. Den bredbringede herre lagde ikke skjul på at han stirrede, jo, han var klar over at der var kvinder i hæren, noget af hans egen familie havde sågar været med som soldat, men det har var godt nok noget atypisk.
Ikke nok med at hendes fodarbejde var ganske fantastisk, så var den naturlige elviske skønhed heller ikke svær at få øje på. "Det er da noget af et atypisk våben, Frøken!" Han kunne simpelthen ikke nære sig, men først efter han havde ytret ordne, kom han i tanke om, at elveres alder var noget besværlig at have med at gøre, selvom hun så ganske ung ud, kunne hun i virkeligheden være ganske gammel, og ikke nødvendigvis en frøken.
I nogle faste trin, skridtede han tættere på, der var ikke langt fra byen herfra, og der var endnu lidt tid til de lukkede portene, rigligt af tid til at få hilst på det mystiske væsen.

Det virkede måske ikke udadtil som Emori tog sig meget notice af sine omgivelser, fordybet væk i sin egen træning. Sandheden kunne ikke forholde sig meget mere modsat. Ikke ene eneste sjæl, der bevægede sig til eller fra hovedstaden fik det skarpe blik forbi, skønt hun aldrig rigtig vendte opmærksomheden mod vejen eller de forskellige skikkelser på den.
Et bjerg af en menneske mand traskede i rask gang, fik gruset til at knitre klagende under hans vægt. Han havde været lige ved at tvinge det solkyssede ansigt til at dreje sig i hans retning, så de gyldne øjne kunne tage ham i bedre øjesyn.
Lige så slank elverkvinden var, lige så bredskuldret var mennesket, diametrale modsætninger af hinanden på alle leder og kanter.

Dette menneske var den første til ikke bare at kaste blikket i hendes retning, men rent faktisk handle på den nysgerrighed der prikkede til ham. Forfalden til den trådte han både nærmere og talte direkte til hende, fremfor en mumlende henkastet kommentar.
I et drej omkring sin egen akse, vendte hun som på en tallerken til deres fronter var overfor hinanden. Intet bemærkelsesværdigt, hvis ikke det var fordi de selv samme våben nu var få millimeter fra den brede hals. Selvom hun havde fået det hele til at se legende let ud, var kroppen ikke upåvirket. Små perler af sved var at finde glinsende på den brune hud, den tæt på flade brystkasse hævede og sænkede sig til den tungere vejrtrækning, men hun fremstod ikke decideret forpustet og op nippet til at dratte om i udmattelse.
Et hurtigt blik blev kastet ned over hans skikkelse, fra top til tå før hendes guld mødte hans stålgrå blik ”Det er modigt sådan at antage jeg er en frøken, syntes du ikke?” det ene af de velplejede mørke øjenbryn skød sig en anelse højere op end det andet, som havde hun været uimponeret over madens entré.
Viften mod hans hals blev sænket, med et svirp lukkede den sig næsten lydløst sammen, før elveren rakte dem frem mod bjerget foran sig. ”Jeg formoder du ikke selv er helt håbløs med et våben?” gættede hun sig frem ud fra hans statur. Stemmen var blød, fuld af varme og måden ordene blev sunget på, fik den til at fremstå mere flirtende end tiltænkt. Selv en blind ville tydeligt kunne hører hun ikke var fra disse kanter, at syden var hendes sande hjem.

Talon stod ganske stille med en observerende mine som Emoro fuldførte 'dansens' sidste trin, på trods af at øjnene var stålgrå, som tordenvejret der krøb over landet, var der en varme i blikket. Hvor denne varme stammede fra kunne man kun spørge sig selv om, men det ellers hårde ansigt med de skarpe linjer blev blødt voldsomt op af blikket. Efter kun få øjeblikke landede kvinden med den elegante bevægelse foran ham, med den skarpe bizarre klinge ikke langt fra hans brede hals. Han sank en enkelt gang og lod blikket glide ned, kortvarigt mærkende det kolde gys gennem kroppen af en potentiel trussel. Solens sidste stråler spejlede sig let i viftens blanke overflade, som øjnene igen gled op mod kvinden, hvis hun ikke havde ydet sit mordforsøg nu, var det heldigvis nok ikke det der var på færde.
Øjnene gled langsomt nedover skikkelsen, i en garve bevægelse, uden at flytte hovedet det mindste, inden han slog ud i et vaskeægte ulvegrin som hun lod kommentaren falde. "Mine dybfølte beklagelser..." Så snart viften var ude af rækkevidde for potentielt at myrde ham, foretog han et lille diskret buk, hovedet nikkede en kende nedad, inden han endnu engang rankede sig, så han kunne tage hende i øjesyn. "Deres elviske aner, må jeg erkende, snød mig!" Talon trak på et skævt, lille smil, inden han langsomt rakte frem imod hende, ladende den stærke hånd lukke sigomkring den sammenslåede vifte. "Tillader De?" Den blonde mand flyttede ikke blikket fra hendes øjne, den gyldne farve var i al sin sandhed betagende, som han langsomt trak viften til sig, for nærmere inspektion. Med yderst forsigtighed foldede han bladet ud med begge hænder, inden hans øjne løb over det blanke blad. Et virkelig bizart våben han ingenlunde kunne forstå sig på, et sværd, eller en bue, det var da til at have med at gøre, rækkevidden på dette var dog yderst kort. Han hævede brynene en kende, som han lod blikket drage op over elveren fra bladets kant, for det trænede øje, taget hende en kende mere i øjesyn end hvad høfligt var. "Men sig mig engang, tog jeg fejl?" Det store smil slog for alvor ud på hans ansigt, som han foldede viften sammen mellem hans store bjørnelapper. I en langsom bevægelse rakte han den tilbage til ejermanden, så hun kunne varetage den, det var nok bedst sådan.
"Ah, jeg ved en ting eller to omkring det basale, men ikke noget så eksotisk som dem der!" Talon var ikke længe om at vende den flirtende tone, han naturligvis havde fanget fra elveren, tilbage mod hende selv. En skønhed fra de sydlige himmelstrøg, det var sikkert. Han kendte ikke meget til ørkenelverene, andet end han vidse at nogle af de andre adelsfamilier yndede at holde dem som slaver 

Det var et modigt træk at lade viftens klinge lægge sig så tæt mod den bløde hud, for det betød også at elveren stod indenfor rækkevidde af de kraftfulde arme og en eventuel knyttet næve, der kunne være blevet sendt mod hendes spinkle skikkelse, til forsvar.
Bjerget stod klippefast. Kun adamsæblets hoppen som han sank en klump spyt, afslørede at han var ganske bevidst om hvilken trussel det kolde metal udgjorde. Ikke så meget som ene eneste muskel trak sig unødigt sammen, i hverken ansigtet eller den brede krop. Uundgåeligt kunne Emori ikke lade være med at blive en anelse imponeret, for det krævede alligevel sin mand at aflæse situationen så korrekt og hurtigt, at han ikke bekymrede sig for om kvindens handling var ment som en egentlig trussel.
Det fik det til at trække i begge mundvige, så de sitrede for ikke at krænges op i et anerkendende smil.
Ulvegrinet og ordne var modstridende hinanden, ordene mistede noget af deres oprigtighed og tvang det brune ansigt til at skråne sig en anelse, med det ene veltrimmede øjenbryn hævet ganske let til et ”Aha.” der tydeligt afslørede hun ikke købte påstanden om at manden faktisk mente sin beklagelse; ikke fuldkomment da.
Deres, ordet mindede elverkvinden om menneskers måde at tiltale efter hvilket bekendtskab de havde til hinanden, noget hun tydeligvis ikke have gjort sig i ved sin første henvendelsen til Talon. De, Dem og Deres lå bare få fjernt og fremmed i munden, at det aldrig ville falde hende naturligt. ”Hvis ikke jeg tillod det, ville jeg ikke have rakt den til di-Dem.” ordene slap roligt fri ud mellem de mørke læber, næsten helt kækt, på nær sidste del som hun hastigt rettede sig selv i at være ved at tiltale ham Dis igen. Kommentaren om hendes aner og det at de stålgrå øjne der ikke virkede til at løsrive sig hendes gyldne, affødte en flabet prikken til ham ”Man skulle tro De aldrig havde set en elver før.” spurgte hun retorisk, men det fik alligevel et skævt smil trukket over det kønne ansigt, da de sitrende mundvige måtte give efter. ”Nej.” var det korte og kontante svar på hans spørgsmål, før hun lidt blidere tilføjede ”Men det kunne De meget vel have. Ikke at det havde betydet det store alligevel, De ville stadig have ladet Deres nysgerrighed løbe af med Dem – ikke sandt?”. En ring på fingeren eller lignende ville jo ikke have holdt adelssønnen fra at træde nærmere, som hun antog at det alene var de noget særpræget våben der havde lokket ham.
Langt de fleste ville have bidt mærke i den flirtende tone Talon kastede af sig, men ikke Emori. Den blev i stedet tolket til et høfligt kompliment at hendes våben valg, og ikke at det eksotiske han snakkede om lige så vel komme have været hende selv han hentydet til. Blikket dalede mod de store hænder i en tænkende mine ”Er De lidt beskeden nu? Eller mener De jeg faktisk skal tro på at den krop, kun er til primær pynt?” med et glimt af noget ubestemt i hendes blik, trådte hun tilbage og lagde afstand til manden.
Skridtene baglæns, uden at tage blikket fra ham, før omtrent halvvejs, nærmede hun sig et elvisksmedet sværd, liggende i kanten af det ned blæste græs. Med den samme ynde der havde ligget i hendes bevægelser med viften, samlede hun sværdet op og vendte rundt mod Talon ”Har De mod på at vise mig, hvad De kan?” lød det udfordrede med sværdet rakt mod hans skikkelse. Sværdet ville for hende være et to-hånds sværd, men med for hans bjørnepoter et et-hånds sværd.

Talon lod det grå blik hvile tungt på kvinden, selvom hans øjne var stålgrå var hans blik varmt og indbydende. Han kunne ikke undlade at lade sig fascinere af kvinden, hendes elviske aner var yderst tiltalene, ikke udelukkende på grund af de smukke træk elverene besad, de høje kindben og store øjne var i sig selv en gave, som kun de færreste mennesker besad i samme kaliber, men tanken de lange leveår var nok til at tage pusten fra den hærdebrede adelssøn. I sit stille sind prøvede han at aldersbestemme kvinden foran ham, men det var praktisk talt umuligt. I hvert fald hvad han havde hørt rygter om, når folk havde omtalt elverenes alder. Ærligt havde han nok bare ikke lyttet efter i sine lektioner omkring Elverly og deres kultur.
Han blev revet ud af hans tankespind, som hun snublede over de officielle fracer, det var vel et eller andet sted behageligt, ikke at skulle være sådan på forkant, men med hans pvækst lå det blot helt naturligt i interaktionen med fremmede. "Man ved jo aldrig, mange ville ikke overgive et våben til en fremmed" Det lille smil krusede på hans læber, Talon behøvede ikke at trække medet på smilebåndet før det nåede helt op i hans øjne, måske var det fordi alle hans træk i helhed var hårde at se på, med den kraftige kæbe og markante bryn. Det var dog ingen hemmelighed, at han havde værdsat gestussen. 
"Jeg kan desværre ikke gøre pral af at havde spenderet meget tid med Deres folk..." Lagde han ud som han trådte en kende tættere på, mendog ikke tæt nok til at det ville være upassende for folk som blot var introduceret for hinanden "Selvom jeg ikke har hørt andet end gode ting!" Det var ikke løgn, man hørte mange ting om elverfolket som var ganske fortryllende, han havde dog altid fået indtrykket af, at det var et snobbet folk. Mennesker havde vist heller ikke været så velkomne i Elvely, og han havde af samme årsag ikke sat sine fødder indenfor elverrigets grænser. 
Hendes konstantering havde været ganske rigtig, og han nikkede derfor anderkendende "Absolut, det ville være en fejl ikke at gribe en chance for noget nyt, ikke sandt?" Han hævede brynene en smule, inden han rakte den store bjørnelap frem mod hende, til et håndtryk "Mit navn er Talon... Talon Reier!" Sagde han, som hun vendte omkring og gik et stykke væk, han kunne ikke undlade at driste sig til et mere betragtende blik, på hendes bagparti, men tog sig selv kun et øjeblik på dette, inden blikket gled op i en mere anstændig højde. Han lo kortvarigt som hun komplementerede han krop, for det var tydeligvis sådan som han hørte det, nej den var absolut ikke til pynt, "Aah, kroppen kan da et og andet men det er jo ikke ensbetydende med at man kan bruge et våben!" Han tog imod sværdet som hun rakte mod ham, det var umuligt ikke at beundre håndværket, som elverene havde fået smedet. Jo, han kunne i særdeleshed godt bruge et sværd, han var trods alt opvokset i adlen, men det var smedet bizart, klingen buede en kende og parerbøjlen var næsten ikke eksisterende. Han vejede det en kende, prøvede at vende sig til tyngdepunket. "Det ville være mig en sand fornøjelse Frøken!" Han lod blikket glide fra sværdet til hende, selvom hun var en petit kvinde, undervurderede Talon hende bestemt ikke, det var en lektion han havde lært tidligt 

Det var umuligt at ignorere ikke bare Talon’s størrelse i forhold til Emori’s egen. Endnu mere var det ikke at bide mærke i, hvor hårde og kantede mange hans træk var. Alligevel fik smilet med lethed spil i de grå øjne, givende ham en blødhed og varme man ikke forventede. De mørke velplejede øjenbryn flyttede sig en anelse længere op i den brune pande. Om det overraskede udtryk var skabt af det uforudsete syn eller manglen på en kommentar, om hendes fumle af korrekt tiltaleform, var ikke til at tyde. ”Det er sandt. Det ville trods alt være med til at sætte Dem i en yderst sårbar position.” en position hun uden tøven kort forinden havde sat sig i, hvilket kun vidnede om en kvinde der vidste at hendes våben alene ikke gjorde hendes forsvar. Hvorfor hun heller ikke lod til at være synderligt intimideret, af det menneske bjerg af muskler foran sig.
Et moret fnys slap fra hende før hun kunne nå at bremse det, ved rosen for hendes race. Ikke for at fremstå nedladende. ”Naturligvis har du, jeg mener De, kun hørt gode ting.” svarede hun små fornøjet før det mørke hår dansede omkring skulderne, ved et hovedrysten ”Ingen fortæller jo om deres beskidte vasketøj, det skaber jo ikke prestige. Tag ikke fejl, jeg er ikke utilfreds med min race, men vi er ikke altid så fantastiske eller spændende som historierne forlyder.” indrømmede hun for ham med en tone som var det vejret hun havde præsenteret for den bredskuldret mand.
Den ene mundvig trak sig skævt op ad, da han ikke uden videre forsøgte at snige sig uden om hendes spørgsmål; at han havde ladet nysgerrigheden løbe af med sig. Måden han indrømmede det på havde ikke skyggen af skam eller fortrydelse. Noget Emori kun kunne værdsætte. Hånden fik ikke lov til at hænge længe i luften mellem dem, før hendes lukkede som om hans.
Så godt det nu var muligt.
Hun var måske af udseende til den spinklere side, men blandt menneske kvinder var elveren i den højere ende. Alligevel forsvandt den mørke hånd i hans lyse og hvis han ville var hun ikke et øjeblik i tvivl om, at han med lethed kunne knuse den. ”Emori Mal’rilen, kriger for Thal’Elor” præsentationen lå så naturligt på tungen, at Emori ikke længere tænkte over om hun præsenterede sig med mere end blot sit navn.
Talon havde så høfligt hævet sit blik, før Emori var drejet en halv omgang om sin egen akse, for at skridte tilbage til ham med sværdet. Med to skridt bagud lagde hun en afstand mellem dem, så han kunne vægte sværdet i hånden, vænne sig til det. Armene korslagte sig, mens øjnene af guld betragtede ham. ”Sandt, men min mavefornemmelse fortæller mig, at De Talon, ikke er helt håbløs med et sværd i hånden. Selvom rå styrke nok er der di-Deres sande force ligger.” en lille grimasse trak sig kortvarigt ind over de fine elvertræk ”Beklager jeg bliver ved med at rode i tiltalen. De må forstå jeg ikke normalt gør mig i dén slags.”.
En hånd blev slået ud til siden for elveren mod den åbne plads der var blevet skabt. ”En serie af angreb og parering for Dem selv? Eller ønsker De min deltagelse?”.

Talon kunne ikke undlade at fnyse med et lille smil, nej, han kendte lt til at vise en stolt prangende facade og gemme alle ulemperne langt langt væk, til at sted som solen ikke skinnede. Det var af samme årsag at hans varulve-hemmelighed var kendt af så få. Det ville ikke være velanset at hele adlen fik den del at vide, og een ting var sikkert, det ville medføre, at hams forældre aldrig fandt ham en hustru. Som om den del ike var svær nok i forvejen.
"Hvis det letter sagen for den unge dame, kan vi være 'dus'?" Han hævede et øjenbryn ganske let, hans tiltaleform skyltes udelukkende hans opvækst, det lå ham ganske naturligt at snakke sådan, men det var ikke et must han havde. I hvert fald ikke i mindre formelle sammenhænge, hvilket denne bestemt kunne betegnes som, han stod trods alt med et sværd i hånden. De stormfulde øjne gled over på hende, brændende med hans underliggende naturlige varme "Emori Mal’rilen, kriger for Thal’Elor” I det mindste sad udtalen lige i skabet, han takkede hurtigt i tankerne hans lærer i sprogkundkskaber.
I en langsom ensformig bevægelse skød han det ene ben bagud, findende en balance inden han rettede sværdet fremad, ligefrem for sig. Var der en ting der kunne fascinere den store mand lige så meget som kvinder, var det våben, og det har var bestemt noget for sig. "Det må tage jer evigheder at lære det her, tyngdepunktet ligger... Helt absurd..." Mumlede han koncentreret som de stålgrå øjne fokuserede på klingen. Han fugtede læberne inden han svang det ned langs siden i en bue, inden det blev rettet op på plads, op foran ham. Så gled blikket endnu engang tilbage på den eksotiske skønhed ved hans side, "Deltag da meget gerne, jeg kan altid bruge det særprægede våben som undskyldning når jeg får grusomme prygel!" Han blinkede kækt, inden han rettede sig op i en naturlig udgangsposition for kamp, hun kunne sikkert et og andet med et våben, siden hun sloges med vifter til at starte med. De var praktiske til nærkamp, men selv i denne diciplin brugte Talon selv en veltilrettet dagger. I adlen var nærkamp en perfekt kombination af brydning og knivkamp, som regel brød stævner ud når adelsmændene havde fået en tår over tørsten og bestuttede at det var nu de skulle bryde. Spidse attrapper i træ lod en vide, når modstanderen i en sand kamp havde fået ram på én. Dette vr dog næppe en diciplin for den slanke Emori, hun ville med alt sandsynlighed blive knust under hans vægt alene  

Det var ikke svært at se tilbuddet om at være ’dus’ faldt i god jord hos hunelveren. Lettelse var for et øjeblik at spore i det varme blik, hvor læberne krusede sig i et ærligt smil. Skønt de mørkere læber aldrig rørte hendes egen eller hans solbrune hud, så blev forslaget taget imod med den største kyshånd, som selv en blind mand ville kunne bemærke.
Munden faldt let åben, imponeret over den fejlfrie udtale. Langt de fleste mennesker havde det med at slå knuder på tungen og endnu flere opgav halvvejs i hendes navn ”Det må jeg sige, Talon, du formår virkelig at bruge tungen rigtigt.” kom det anerkende, uden at sænke det en tanke om hvordan det måtte lyde for den høje, brede blondine. Hvad der ikke hjalp hendes sag, var hvordan hovedet smilende skrånede sig.
Blikket sænkede sig mod de støvleklædte fødder, bed mærke i fodstilling og hvordan vægten blev fordelt. Latteren var mild, men på ingen måde påtaget da øjnene løftede sig, søgte hans stålgrå ”Hvilket held at vi lever evigt så.” kommenterede hun kækt ved påtegnelsen af sværdets tyngdepunkt. Gnister af latteren sad tilbage i de gyldne øjne, da Emori trådte nærmere kæmpen og uden at spørger om lov begyndte med prik og faste tag, at justerede få små ting i hans opstilling og greb ”Naturligvis kan du det, det ville jo være en skam at erkende nederlag til en kvinde.” en skarp finger der ikke var ment til at rette hans opstilling, blev placeret i siden på Talon, inden elveren trak afstand til ham med et udforende smil, der afslørede ordene slet ikke var ment så fornærmede, som det kunne antages, snarer havde de været drillende.
”Den første til tre touchéer har vundet og bare for at gøre det lidt mere spændende, så lad os sige at vinderen må vælge en præmie efter frit valg?” en vifte blev taget i hver hånd og med et hurtigt svip i håndleddene åbnede det tynde metal sig. I en rullen med skuldrene drejede kroppen en anelse, så hun næsten stod med siden til, et ben skubbet bag ud for at centrere og stabilisere eget tyngdepunkt, armene trukket op (den ene højre end den anden) og en anelse tilbage med let bøjet i albueled. Afventende hans første udfald tog hun en mere defensiv opstilling. Skulle hun gøre sig bare lidt forhåbninger om at få et 'slag', så måtte hun bruge hans størrelse til egen fordel, men også sørger for at være rap på fødderne.

Talon vejede endnu engang sværdet, mens hans stålgrå øjne hvilede på elveren, han havde egentligt aldrig forestillet sig det elegante folk uden en formel tiltalefrm, måske var det fordi hun var fra den klan, hvad havdehun kaldt den?  Thal’Elor. Måske de elvere bare havde mindre fine fornemmelser, eller anden opdragelse, men du's tiltaleformen faldt ham alligevel nogenlunde naturlig, det var trods alt sådan han tiltalte det meste af sin familie. 
Den bløde elverstemme gennemtrænkte hans tanker, idet hun pointerede hans fænomenale brug af tungen, han gav et let sprutten fra sig, kunne hun ikke selv høre det? "Tak..." Du skulle bare vide. Han fik styr på sine sjofle tanker, inden han rømmede sig, brynene blev knebet let sammen for at lede tankerne på rette spor, ikke at kvindemennesket, eller måske rettere, kvindeelveren gjorde dette let for ham.
"Det må jeg da medgive... Ah.." Det gippede en kende i kæmpen som Emori begyndte at korrekse ham i hans fodstilling, sandheden var at han i virkeligheden var en kende kilden, og hendes slanke fingerspidser var helt rigtige til at presse på de følsomme områder som hun rettede ham ind til en mere korrekt stilling, korrekt fr elverene i hvert fald, det gik da imod alt hvad hun nogensinde havde lært. Talon fugtede læberne en kende, som han prøvede dne nyerhvervede fodstilling af. Hendes kommentar fik ham til at rette blikket mod hende som han bøjede hovedet en kende, i respekt "Så absolut ikke. Nogle af de bedste krigere i landet er kvinder..." Startede han, nej, med stærke krigerkvinder i hans egen slægtslinje var det ingen hemmelighed at han nærede dyb respekt for kvinderne i stand til dette, han måtte dog indrøme, at han helst ikke anså en kommende kone som værende professionel kriger, da dette nok i sidste ende ville ende med at få ham til t føle sig som en mindre mand, hvor meget han så end benægtede dette hårdnakket. "Så hvis du er i stand til at slå mig, er din præmie naturligvis velfortjent!" Kæmpen brød ud i et stort kækt smil, som han vurderede kvindens udgangspunkt, han var reelt nervøs for at komme til at påføre hende skader med det store sværd, mod hendes vifter, selvom an ikke var et sekund i tvivl om, at hun var i stand til at burge disse, ligesom han allerede nu næsten var sikker på, at han havde undervurderet dem som våben. "Det kræver naturligvis minimum to tucheer fra den solkyssede skønhed!" Det skæve smil fandt hurtigt vej, som han gjorde et enkelt udfald, forsøgende at holde kvinden på afstand - Han vidste i hvert fald godt hvad han ville have, hvis han rent faktisk endte med at vinde 

Havde hun haft bare den fjerneste ide om, hvordan de komplimenterende blev mod taget. Hvilket sjofle tanker der fandt sig vej bag de kornblonde hårstrå, så havde blodet unægtelig været steget hende til kinderne og farvet dem rødere end nogen sol nogensinde havde formået. Talon havde heldigvis bedre manere end at påpege, hvordan de kunne misforstås. En egenskab ørkenelveren ville have vægtet langt højere, hvis hun havde været bekendt med det.

Emori måtte gøre sit bedste for at undertrykke den trækken på smilebåndet, da hun tydeligt mærkede hvordan den muskel hårde krop gippede under fingrene på hende. Det var svært tilfredsstillende at erfare sig at andre var kildne. Smilet formåede måske nok ikke at finde vej om læberne, mens en lille fornøjede lyd nåede at undslippe kontrollen. ”Nå da, der er en der er kilden?” Spurgte hun drillende, uden at forvente et svar til gengæld. Ufortrødent foresatte hun med at rette på Talon, indtil hun slutteligt lagde afstand mellem dem.
”Du mener når jeg slår dig.” Rettede hun ufortrødent og kækt, fuld af selvtillid til egne evner. Selv med oddsene mere i hendes favør end adlessønnens, så var den ørkenelviske krigerinde ikke den mindste smule i tvivl omkring, at det ingen let sag ville blive at få to markeringer ind. Hans spændvidde var både længere givet sværdet og hans højde, gjorde at hun ville være nødsaget at bruge hovedet så vel som hurtige fødder og sin fleksibilitet. Forventningerne var sky høje for en værdig kamp.
En mere alvorlig mine trak sig ind over de fine træk idet Talon gjorde det første udfald. Bevægelsen var hurtig og overraskende let for en mand af hans størrelse. Kun med nød fik hun afværget sværdet, hvis æg gled af på den ene vifte og lod hans ene side blottet for den anden vifte.

// Offt: Jeg beklager, men jeg er nødt til at få lukket nogle tråde. Jeg vil meget gerne igang med at skrive igen, men de gamle tråde her demotiverer mig desværre en del, så jeg har valgt at få dem lukket, for at få lidt fornyet energi til at komme igang igen. Sorry <3