
Astrid af Isenwald
Adelig | Arving | Prinsesse
Astrid talte lige ud for hjertet, og hun ville da gerne forklare mere, hvis han var nysgerrig, men han virkede til at tage imod hendes forklaring. Det at have fundet sergenten og kommet udenfor havde i den grad hjulpet på hvor meget Astrid slappede af. Sådanne gåture som denne, var noget hun virkelig holdt af. Det var så tilfredsstillende. Hvis man nu også lige sendte skjaldene og gæsterne inde i balsalen hjem, så begyndte det jo at ligne noget. Ro og naturlige lyde. Mørket generede hende som sådan ikke, selvom man måske ville kunne tro det, efter hun havde været angrebet af en varulv for nogle måneder siden. Arene var stadig synlige på hendes skulder og ribben, men sidstnævnte var dækket af kjolen. Hun havde været heldig at hun nåede at dræbe bæstet inden det fik sat sine tænder i hende…
Hun trak lidt på skuldrene af sergentens svar.
Hvad end familien var. Det lød på sin vis kedeligt, selvom det virkede til at sergenten selv fandt noget komisk i sit svar. Måske var han selv blevet lidt mere afslappet omkring det job han var blevet sat for, eller måske nød han gåturen lige så meget som hende selv. Forud for hans senere spørgsmål begyndte hun at overveje hvad hun ville være hvis hun ikke var komtesse… Hov nej, fyrstindearving. Den lille input om fortiden, generede Astrid en anelse, og en anelse af anspændtheden vendte tilbage til skuldrene, som hun rankede sig blot en anelse mere. Man ville måske også kunne se den lille anspændthed i hendes ansigt. Hun og hendes tjenestefolk havde efter hendes faders død holdt hende isoleret fra omverdenen, så hun ikke kom til at bruge sin evne på andre. Det havde i den grad været tragisk, men hun måtte dog erkende at det havde været med til at forme hende. Hun ønskede ikke for mange venskaber, eftersom hun frygtede de ikke kunne klare hendes selskab i længden eller at hun ved uheld fik aktiveret sin evne. Hans fortælling om at han var adopteret løsnede dog hurtigt for anspændtheden. Gad vide hvordan det føltes at være adopteret… Var det skrækkeligt at vide at ens biologiske forældre ikke ville have en, havde råd til en eller noget helt andet?
”Hvordan tror De så Deres liv ville have været, hvis De ikke var endt hos dem?” tillod hun sig at spørge. Nu blev hun jo mere og nysgerrig for hvem de egentlig havde ansat. Klart, så var hun langt mere tilbøjelig til at lade sine tjenestefolk stå på lang afstand, men siden han havde fjernet pindemadderne fra hendes kjole, havde det blot været langt nemmere at snakke med ham, og han virkede i den grad til at løsne mere op, ligesom hende selv.
Blikket vendte mod Astrid, og hun blev spurgt om det svære spørgsmål. Hvis hun ikke havde været adelig, hvad havde hun så været? En tænkende og lettere munter forlod hende ved hans spørgsmål,
”Det første jeg kan tænke på er jærger,” forklarede hun, mens hun så frem for sig. Det at hun lige havde nået at tænke over det et split sekund, var noget andet. Hun trak lidt på skuldrene og vendte sit blik tilbage til halvelveren.
”Jeg ved dog ikke, om det blot er grundet min interesse, som jeg nok kun har fået grundet den familie jeg er i,” klukkede hun. Familien var jo kendt for at jage, og hun vidste jo selv, at hun til sit bryllup skulle jage. Det var som at sætte streg under
Isenwald.
Everything you've ever wanted
is on the other side of fear
- Astrid af Isenwald