Sommeren 2019

Det var blot et par måneder siden Kiles Orden endelig var blevet taget ned, og den retmæssige dronning var kommet tilbage på sin plads. Det havde gjort at Dianthos var begyndt at komme lidt mere til live igen, men der var ting som var vigtigere for en ung adelig som Arya, som endelig havde fået lov til at flytte til Dianthos. Alt skulle være parat til når Meena ankom.
Arya havde de sidste par måneder plaget sin mor om at flytte til Dianthos for at 'studere', og ligeså snart hun havde fået lov,  havde hun sendt besked til Meena om det, med en invitation om at komme op og besøge hende. Hun havde dog aldrig forventet at Meena så hurtigt ville formå at finde tid til hende, især fordi det var så mange år siden.
Heldigvis var det store Arys hjem i Dianthos altid klar til besøgende. Arya havde sørget for at alt stod klar, med et gæsteværelse til Meena lige ved siden af hendes eget værelse, og de bedste delikatesser fra Dianthos og omegn. Intet skulle mangle, og heldigvis havde hun tjenestefolk der kunne tage sig af de fleste af bekymringerne den unge Arys Prinsesse kunne have. Især fordi hun ikke var specielt organiseret af en fin adelige kvinde at være.

Problemet ved at hun ikke havde mange ting hun selv kunne ordne, var at hun egentlig endte med rigtig meget tid bare for sig selv, hvor hun sad og ventede i spænding. Det var så slemt at hun havde ondt i maven af spændingen, men der var intet hun kunne gøre.
Til sidst var hun endt i en de lidt mere kølige stuer, og havde taget Hallie på skødet, en kanin hun havde fået mens hun havde ligget syg.
”Hvor meget tror du hun har ændret sig?” spurgte Arya kaninen, og tog fat i hende under poterne, så hun kunne sidde og lege lidt med den, som var den ikke andet end et tøjdyr. Og det var i denne her stilling en af tjenestefolkene fandt hende.
Han rømmede sig. ”Kazimi prinsessen er ankommet,” sagde han.
Arya var hurtigt på benene, og holdt Hallie helt ind til sig. ”Vis hende herind... nej vent! Jeg går selv ud og henter hende!” sagde hun. Hele hendes krop var spændt, men hendes øjne funklede, som hendes ben begyndte at bære hende ud til entréen hvor Meena uden tvivl stadig måtte vente, indtil tjenestefolkene fik at vide at de kunne hente hende ind.
Turen var heldigvis ikke lang, og snart stod hun, med kanin i favnen, og det største smil på læberne. ”Meena!” Arya havde dog aldrig været en der styrtede omkring med sig, men alligevel skulle hun holde sig tilbage for ikke bare at give hendes bedste barndomsveninde et stort knus.

Næsten 3 år, 3 lange år, var gået siden de to fyrstedøtre sidst havde set hinanden.
I alle årene havde Kazimi datteren været syg af bekymring for sin barndomsveninde, der meget pludseligt havde fået det værre, ikke længe efter Meena’s sidste besøg i på Arys borgen i Zircon.
Breve var flittigt blevet udvekslet, hvor i stort og småt blev delt, nøjagtigt som de plejede; men med en betydelig forskel, for hvert gang et brev fra Arya af Arys havde været bare en anelse forsinket, havde en strammende knude sat sig i mellemgulvet, gjort det svært at trække vejret helt ned i bunden af lungerne. Knuden var skabt af en frygt for at det forrige brev havde været det sidste.
Isaris måtte have hørt de mange bønner, om at holde Arya ude af Kiles rige.
Det sidste brev med Arys slægtens segl trykket ind i voksen, havde ikke været et helt almindeligt brev. Brevet havde indeholdt en invitation til at besøge Arya i Krystallandets hjerte by, Dianthos.
Herefter var det gået stærkt med at planlægge en hurtigst mulig afrejse, alle planer og aftaler var så vidt muligt enten blevet forflyttet eller aflyst, alt efter hvor vigtige de have været og et brev takkende ja til tilbudet var fluks sendt af sted, tilbage mod det centrale Krystalland.

Rejsen fra syden var lang, men det havde altid været tålelig for Meena. Denne gang havde det dog føltes som at vejen var fordoblet i længden, til trods for at der modsat de mange andre gange, næsten, kun var pakket det allermest nødvendige og at fyrstedatteren også kun var ifølge af de mest nødvendige vagter og naturligvis Kisra, hendes personlige slave givet ved fødslen.
Afventene i entréen blev den tynde guldring på venstre finger for hundredeogsyttende gang drejet rundt, og med lukkede øjne blev en dyb indånding taget ind gennem næseborene, for at fylde lungerne ud med luft og i et håbløst forsøg på at berolige nervøsiteten og spændingen, der efterhånden fyldte godt i den lille krop.
Ville Arya stadig ligne sig selv? Og lignende tanker kørte rundt i ring, inde bag pandehåret og den fregnede brune pande.
De brune øjne åbnede sig straks op på ny ved lyden af hendes navn, sagt af en yderst velkendt stemme ”Arya!” udbrød hun med sprudlende glæde i den melodiske stemme, med et smil der kun voksede sig større jo længere tid hun så på den blonde kvinde overfor sig. Åh, hvor hun dog bare havde lyst til at trække hende ind i et varmt kram!
Blikket sænkede sig mod kaninen i favnen ”Og Hallie.” da blikket vendte tilbage mod Arya’s blå øjne var det med en mimik af, hvor nuttet hun fandt kaninen, trukket henover ansigtet.

Kvinden der stod foran Arya, for hun var en kvinde nu, så vidunderlig ud. Ikke at Arya gik op i hverken det andet eller sit eget køn, men hun kunne værdsætte en køn person når hun så dem. Hun var stadig så meget Meena, men samtidig havde hun også fyldt ud alle de rigtige steder, og lignede ikke længere bare en teenager, som også havde været ufattelig køn.
Det var helt så Arya kunne mærke næsten tårerne presse på, men hun ville ikke lade dem falde. Hun var bare så glad for at se sin veninde igen.

Arya havde lidt brugt Hallie som et skjold og noget at holde hende fast ved, men endelig satte hun kaninen ned på gulvet, alligevel med en vis forsigtighed, før hun gik med faste og lidt hurtigere skridt end hun normalvis gjorde, for at komme over til Meena, og hun greb ud efter hendes hænder. For Meena var dette nok mere bemærkelsesværdigt, da hun havde hørt om hvordan Arya nogle dage ikke kunne bevæge sig ud af sengen, og selv inden det blev rigtig slemt, der havde hun aldrig været hurtig på benene. De vilde lege var aldrig noget hun kunne være med til. "Det er så lang tid siden," sagde hun. De blå øjne funklede, som hun kiggede ind i Meenas. "Og hvor er jeg glad for at du kunne komme." Hun så også bare mere frisk ud, selvom sygdommen stadig hang på hende. Hun var stadig lidt tyndere end hvad godt var, og renderne under øjnene hang der stadig, da det nok ville tage tid for hende at være som et hvert andet menneske igen.

Aldrig havde Meena været det man ville kalde dårligt påklædt, det var trods alt svært når man ejede alt hvad hjertet begærede af de fineste kjoler, silker og sjal og hvad der ellers var passende at finde i en prinsesses garderobe. Typisk gav hun sjældent ting som beklædning, smykker og håropsætning meget tanke – modsat en del af hendes mange søskende, men denne gang havde alt været anderledes! Dagen i dag var en af de vigtigste i hendes endnu korte liv, hun ville så nødigt ende med at se skuffelsen i de blå øjne.
Det havde derfor været med store overvejelser, at den mørklødet kvindes valg var endt på en gulvlang, broderi fyldt, marineblå kjole. Kjolens let vide skørt sluttede tæt omring toppen af hofterne og taljen, lange ærmer dækkede arme og skuldre, mens den høje halsudskæring sørgede for brystkassen, var passende dækket til; når nu hun ikke længere befandt sig under sydens sol, hvor lidt mere udkig til hud ikke var helt så ildeset. Smykkerne havde hun været mere sparsommelig med, kun de sædvanlige og et enkelt armbånd af guld pyntede hende.
Det øverste lag af det mørkebrune hår, var blevet trukket tilbage og sat i en tilpas rodet knold, mens resten af håret hang løst ned langs ryg og skuldre. Mest iøjnefaldende var dog det lige pandehår. Sidst de to prinsesser havde set hinanden, var hun ankommet med en piercet næse, men pandehåret havde været lige så langt som resten af håret.

I et øjeblik stod hun bare og betragtede Arya’s skikkelse, hun lignede på mange måder stadig sig selv, hun var tyndere end Meena huskede de, renderne under øjnene vidnede om det hårde sygdomsforløb hun havde været i og så var hun vokset Meena en del over hovedet, men kvinden foran hende var uden tvivl stadig Arya af Arys.
Hvad der overraskede mest var hvordan prinsessen bevægede sig nærmere. Skridtene var hurtige – hurtigere end normalt – og faste, for ikke at bide mærke i at hun i helhed bare så mere frisk ud, det sammen med de funklende blå øjne og det varme lyse hænder der lukkede sig om de mørke, fik de brune øjne til at blive blanke.
Rystende på hovedet, ikke fordi hun ikke var glad for at se hende, og med læberne hårdt presset imod hinanden, for at forhindre underlæben i at blævre alt for meget, blev den blonde skikkelse trukket ind i det længe ventet kram. Hvorvidt det var passende eller ej, kunne Meena ikke bekymre sig mindre om i sekundet; det var simpelthen ikke nok bare at holde sin mest fortrolige i hånden. ”Ved alle Guder og Gudinder, hvor jeg har savnet dig!” krammet blev en anelse mere knugende, før hun endte med at træde et halvt skridt tilbage og stå med armene strakt ud mellem dem, som hænderne hvilende blidt mod Arya’s skuldre ”Beklager, men jeg blev altså nødt til at give dig et kram. Jeg tror stadig ikke helt at jeg har forstået, at jeg er her nu, med dig.” sagde hun med et skævt, let beklagende smil. Sandheden var jo at hun ikke var den mindste smule ked af sit kram. ”Se dig lige.” de brune øjne bevægede sig en gang op og ned af kvinden foran hende, nikkede anerkendende.

Hvor Meena måske havde bestemt sig for at gå meget op i hvilken kjole der var mest passende, havde Arya blot taget den kjole der var blevet lagt frem til hende den pågældende kjole. En lang kjole i jordnære toner, dog med enkelte små ting der alligevel gav lidt farve til hende. Den ene ting var dog hvad Arya selv havde valgt. Et spænde noget af hendes hår var sat tilbage med. Smukt lavet i mørkt metal og med små ædelsten i forskellige farver. Et af hendes mange spænder hun var begyndt at samle på for flere af siden.
Arya havde dog altid gået mere tildækket klædt, og det havde tydeligvis ikke ændret sig, selvom hun aldrig havde haft brok om Meenas udseende heller. Hvis man kunne bære det, så kunne man også bare gøre det. Det var dog lidt underligt at se Meena mere tildækket, selvom hun stadig var smuk.

Krammet var omsluttende, men Arya var ligeså hurtig til at holde fast i Meena, selvom hun ikke havde samme mængde kræfter til at gøre det. ”Jeg har også savnet dig... så meget!” kom det fra Arya, som godt kunne mærke tårerne pressede mere på, men hun håbede hun havde dem lidt under kontrol, som Meena gav slip på krammet.
”Jeg har aldrig set så godt ud, vel?” kom det leende fra Arya, men hun rakte alligevel en hånd op for at tørre lidt af det våde væk fra øjnene. De var heldigvis aldrig faldet. ”Men du er jo også blevet helt voksen! Og du har fået pandehår!” Det var en simpel lille ting, men lige nu føltes det som hele verdenen for Arya. Der var så mange ting hun ikke vidste om Meena mere, ikke fordi de ikke havde skrevet, men det var bare ikke det samme, som når man var sammen med personen. 

Latteren var smittende også selvom den blev pakket lidt ind i ordene. Ord som let kunne tolkes som en joke. Det kunne det også meget vel have været den halve sandhed for Arya, men sådan som Meena betragtede hende på var der ingen tvivl, hun fandt kvinden foran sig ufattelig smuk. ”Nej, men en lidt mere spændende kjole, passende til dit hårspænde ville nu lige give det sidste!” svarede hun med et drillende glimt i de mørke øjne, understregede at hun på ingen måde mente at kjolen trak ned for hverken hårspænde eller Arya.

I et håbløst forsøg på at kigge på sit eget pandehår, rettede øjnene sig let skellene op mod panden. Da det blev for anstrengende i længden, måtte hun igen rette øjnene tilbage til deres rette position ”Jah, det var slet ikke meningen, men jeg kan faktisk godt lide det.” I det ene brev havde hun allerede forklaret hvordan pandehåret var blevet til. Et lille uheld med en olielampes flamme, havde resulteret i lugten af brændt hår og enkelte lokker hår fattigere.
Smilet der indtil nu havde spillet på de mørke læber svandt lidt ind, som en helt alvorlig mine trak over hende, fik hende til at endnu mere voksen ud ”Kan du lide det?” nok havde Kazimi datteren besluttet sig for at beholde det pandehåret. Det fik hende trods alt også til at skille sig lidt ud i mængden af fyrste døtre, komtesser og andre adelige, men stadig hvor det var passende. Derfor betød det dog ikke at Arya’s mening ikke ville være værdsat, for det var den i den grad. Svarede hun nej, ville det bestemt komme til genovervejelse om pandehåret skulle have lov til at vokse ud igen.

Arya kiggede lidt ned af sin kjole, en anelse overrasket over udtalelse, men hun tog det tydeligvis ikke så tungt, bare lidt undrende. Kjolen var pæn, men måske var farverne også bare lidt for neutrale for en storby som Dianthos? Især fordi hun altid havde noget sidende i håret som funklede mere og kraftigere, end hendes kjoler nogensinde havde.
”Jeg har måske ikke din form for modesans, men måske du kan hjælpe mig med det, nu når du alligevel er her,” tilbød Arya. Og med at hjælpe, betød det naturligvis at hive Meena med ned til skrædderen, for det var trods alt den mest normale måde at få tøj på når man havde pengene til det. ”Jeg kan jo ikke ligne en pige fra landet, nu når jeg er i selveste Dianthos.” Zircon var næppe lille, men den by havde bare ikke samme slags stemning som Dianthos. Alting virkede landligt i forhold til Dianthos og Balzera.

En ting var at få at vide at nogen havde fået pandehår, men en anden ting var at se det, men nu når Arya havde set det, så var hun slet ikke skuffet over det, nok nærmere tvært imod. Det klædte Meena utrolig godt, og på en måde viste det også mere af hendes personlighed. ”Det er virkelig flot,” sagde hun. ”Og det indkapsler dit ansigt så smukt.” Hvis man ikke kendte Arya så godt som Meena gjorde, så kunne man være tilbøjelig til at tro at Arya måske havde følelser udover det sædvanlige for Meena, men når nogen fik hendes venskab, så nært som Meena havde, så var Arya bare heller ikke bange for at nævne hvor smukke og vidunderlige de var.

En tjenestemand rømmede sig i baggrunden, da han godt var klar over at Arya nok allerede havde glemt hvor de stod.

Arya kiggede kort mod ham lidt undrende, før smilet var tilbage på sin plads, og hun henvendte sig tilbage til Meena. ”Oh, lad os ikke stå her, kom med indenfor,” sagde hun, og greb Meenas hånd i sin egen, så hun kunne begynde at tage hende med ind i huset. Halvvejs på vej mod stuen, ombestemte hun sig. Vejret var skønt udenfor, og i stedet for at dreje af ved stuen, forsatte hun igennem huset mod døren ud til haven. De kunne altid slentre ned af Dianthos gader senere, og for nu ville Arya bare gerne vide alt hvad hun var gået glip af i Meenas liv. 

På ingen måde havde Meena været ude på at forsøge at fornærme Arys prinsessen og hendes kjolevalg. Kjolen var jo pæn, den var bare ikke prangende i sine neutrale farve palet. Nok havde Arya aldrig set bedre ud selv, men for dem som ikke huskede hende før hun blev rigtig syg, ville måske ikke bemærke det, men kjolens farve hjælp heller ikke ligefrem med at puste det samme liv i den lyse fyrstedatter, som hendes hårpynt gjorde. ”Meget gerne, men kun hvis du oprigtig selv vil.” hun skulle bestemt ikke gøre det bare fordi hendes veninde var kommet med en drillende kommentar. Et hurtigt men kort hovedryst mødte Arya’s næste ord ”En pige fra landet, Arya, du kommer aldrig til at ligne en pige fra landet.” lo Meena stille, skønt hun godt forstod hvad der var blevet ment.

De mørke læber skiltes på ny da Kazimi datteren skulle til at takke for komplimentet, men blev afbrudt af en rømmen fra en tjenestemand. Det var vist ikke kun Arya som havde glemt hvor de opholdt sig, det havde begge fyrste døtre været lige gode til.
Stor smilende bed Meena sig i underlæben, for at kvæle det fnis der ellers lå og spillede på tungespidsen ”Jeg har noget med til dig.” skyndte hun sig at sige, før en af hendes egne tjenestefolk blev vinket nærmere de to piger. Her fik hun overrakt et lille træskrin, smukt udskåret med florale motiver og perlemors indlæg. Med skinnet holdt mod maven lod hun sig fører afsted, med den anden hånd i sin venindes ”Oh.” kom det små overrasket over det pludselige skift af retning, som havde hun ombestemt sig.
Meena glædet sig både til at hører om alt nyt, stort som småt, der var sket i alt den tid de ikke have set hinanden, men hun glædet sig lige så meget til at se det der var hendes venindes nye hjem.

Solen skinnede fra en skyfri himmel ned over haven, der stod i fuld flor og fyldte luften med en parfumeret sødmen. Indimellem strøg en blid brise forbi, lettede på den varme der havde lagt sig over hovedstaden. I et øjeblik tillod Meena sig at suge luften dybt ind og lukke øjnene i ”Man kan næsten ikke hører folkene ude på gaderne, er du sikker på vi stadig er i Dianthos?” kun en svag raslen af hestetrukne kareter kunne høres under biernes summen og fugle kvidrer der kamuflerede lyden, i den lille grønne oase.

Arya ville nok aldrig havde taget det som en fornærmelse, men hun havde bare ikke overvejet at måske hun skulle gøre sig mere i farver og smukke klæder, nu når hun var her i byen. Desuden ville hun vældig gerne prøve alle de ting som man gjorde sig i når man var adelig, især med Meena ved hendes side. Desuden, hvem kunne bedre bedømme hvad der klædte hende, end hendes kæreste barndomsven?
”Selvfølgelig vil jeg det,” bekræftede hun bestemt, men sendte også et ekstra stort smil i Meenas retning, da hun påpegede at hun aldrig ville ligne en pige fra landet. Der var noget sandhed i det, selvom man nogle gange følte sig lidt landlig her i Dianthos.

Skrinet i sig selv var smukt, så Arya kunne slet ikke forstille hvordan smykket der sikkert lå i det måtte se ud. Selvom hun egentlig også have haft det fint med skrinet i sig selv. Hun var trods alt ikke venner med Meena for gaverne, selvom de aldrig skuffede hende. Det hjalp også at de kendte hinanden så godt.

Vejret var dejligt udenfor, og haven var virkelig den perfekte lille oase i storbyen. Det var da også udelukkende fordi hun var en Arys, at hun havde mulighed for at bo i så smukke omgivelser. ”Man glemmer det nogle gange,” sagde hun smilende. ”Det er mit favoritsted at sidde og læse når vejret er til det.” Hun havde ikke udforsket meget endnu, og regnvejrsdagene havde der heldigvis ikke været mange af siden hun flyttede.
Hun ledte Meena hen til et bord og nogle stole, som var overdækket, så den værste sol ikke ramte dem. Hendes hud havde stadig ikke særlig godt af solen. ”Vi har ellers ikke meget have her i byen, selvom tempelhaverne er nydelige.” Hun tog plads på en af stolene. Hun kunne allerede godt mærke at hendes åndedræt var blevet lidt tungere. Måske hun allerede havde gået lidt mere energisk end kroppen egentlig kunne tåle. Den prøvede jo stadig at komme sig over det lange sygdomsforløb.

Et stykke væk fra dem, kunne man se at Hallie havde formået at komme med ud, dog ikke uden en meget insisterende tjenestemand, der muligvis havde båret hende halvdelen af vejen. Nu rendte hun bare lidt rundt i bedene og tyggede i det der var godt at spise. 

Meena fulgte troligt med hen til siddearrangement placeret, under det afskærmende overdække. ”Det forstår jeg godt det er. Det er lige stedet til at glemme alt omkring sig og lade sig suge ind i en anden verden.” medgav hun smilende og med et blik der næsten blev mere drømmende. ”Nogle gange misunder jeg virkelig dine evner til at sidde stille Arya. Du været på langt flere eventyr end jeg nogensinde kommer.” Det var ingen hemmelighed at Meena siden barnsben havde døjet en overflod af energi. Jovist havde hun da siddet stille længe nok til at modtage den boglige undervisning, der var hende krævet som prinsesse. I dag var hun også blevet markant bedre til at sidde stille, men lysten til at få fart under fødderne var nu bedst.

Det smukke skrin blev placeret på bordet, før Meena tog plads på en af stolene ved den blonde prinsesses side. Ud af øjenkrogen fornemmede Kazimi datteren godt Hallie, der glædeligt hoppede fra den ene grønne lækkerbisken til den næste, efter hendes eskorte af tjenestemanden.
Den tungere vejrtrækning gik ikke ubemærket hen, hverken af blik eller øre. Straks fik det smilet til at falme lidt i bekymring ”Skal vi implementere et sikkerheds ord eller tegn, for hvis du bliver helt dårlig? Og jeg er nødsaget til at kalde efter hjælp?” spurgte hun dybt alvorligt, selvom ordene også holdte en lille bid af noget drillende. Meena havde jo øjne i hovedet og hjerne nok til at kunne tænke selv, men det var nu alligevel rart at have et ord eller tegn, hvis Arya pludseligt skulle få det dårligt.

Arya  kunne kun nikke genkendende til det hun sagde. Det var nemlig et perfekt sted til at suge sig ind i en anden verden, hvor alting bare var lidt mere farverig. Både med romantikken, men ligeledes med evnerne, og eventyrerne de var på. Folks fantasier var bare altid så meget mere fantastisk end den rigtige verden, selvom hun nu intet problem havde med sit liv.
Hendes smil blev lidt større da Meena nævnte at hun kom på langt flere eventyr end Meena. ”Men du ser mere end jeg gør,” pointerede Arya, for det var kun eventyr i sindet, hvis hun skulle være helt ærlig, og nu når hun tænkte over det... En let rødme opstod på de blege kinder. Hun havde ikke rigtig turde snakke med Meena om hvad hun havde fundet mens hun lå syg, andet end at hun havde fundet en ny kærlighed for bøger, og hun håbede en dag at kunne dele glæderne med Meena. Alle forsøg på at tage det op igen, var dog ikke noget Arya havde været interesseret i, hun vidste trods alt godt at der var en sandsynlighed for at deres breve måske blev læst af andre.

Arya øjne fæstnede sig på skrinet der blev sat ned foran hende, men desværre tog Meena noget lidt mindre rart op, som Arya var hurtig til at ryste på hovedet med. ”Nej nej... jeg vil bare gerne mere end min krop er vant til,” indrømmede hun. Hjertet var ikke nødvendigvis den største udfordring nu. Hun kunne mærke at det næsten slog regelmæssigt igen, men problemet lå lidt i at kroppen skulle genopbygges, og hun havde aldrig rigtig trænet sine muskler og lunger, fordi hun ikke kunne tåle til det. Hun smilede opmuntrende til Meena, og greb ud efter hendes hænder, så  hun kunne tage dem i sine egne. ”Jeg skal nok sige til hvis det bliver for meget. Jeg skal bare lære at kende mine grænser igen.” Hun havde været god til det inden det hårde sygdomsforløb, som kom ovenpå pesten, men hendes krop havde jo ændret sig siden da. 

Kunne man bebrejde Kazimi datteren hendes bekymring? Nu var der gået så længe siden de sidst havde set hinanden, og hun ønskede for alt i verden ikke at deres venskab igen skulle begrænses til breve.
Et blidt klem blev givet da Arya tog hendes hænder i sine. ”Jeg lover dig Arya af Arys, ved alle landets Guder og Gudinder, at jeg personligt selv drager til Kiles rige efter dig, hvis ikke du holder dit ord. Jeg vil forevig være din plageånd i efterlivet.” naturligvis stolede hun på at Arya ville gøre det klar hvis hun skulle få det dårligt, hvorfor er ordene ikke havde en dybe alvor som kunne have ligget i dem. Roligt slap Meena venindes hænder, og trak sine egne til sig. I sidste øjeblik skiftede de dog kurs til skrinet, der blev trukket tættere så låget kunne åbnes.
Et øjeblik, ikke meget mere end enkelte sekunder stoppede hænderne hvad de var i færd med. Blikket flyttede sig tilbage mod Arya’s skikkelse. ”Jeg ser kun den virkelige verden, og for at være ærlig så er den altså ikke altid så spændende.” indrømmede brunetten med et skævt smil. Jo verden var smuk og det handlede om at finde skønheden i selv de mindste ting. Alligevel kunne hun ikke benægte at være blevet skuffet mere end en gang.
Skrinets låg blev åbnet. Men vinklen på det gjorde at Arya ikke kunne smuge kigge fra hendes position. "I dette skrin har jeg 3 gaver til dig, men du må ikke se dem alle på en gang - Det ville være lidt for kedeligt, for så ville jeg jo gå glip af at se dit ansigt lyse op hele tre gange." sagde hun mens hun flyttede sig lidt uroligt på stolens sæde, tydeligvis spændt på Arya's reaktion. ”Sig et tal mellem 1 og 3.” bød hun blidt med spænding i stemmen. Der var jo altid en chance for at blondinen ikke brød sig om gaverne, at de ikke faldt i hendes smag. I skrinet, var 3 hårnåle/spænder at finde. Hver og en unik og speciel lavet til Arya’s efter Meena’s ønske.

Meenas næsten lidt truende ord, blev dog blot mødt af Arya med et kæmpe smil på læberne. Hun forventede absolut intet andet af Meena, hvis hun skulle være ærlig, og selvom hun ikke ønskede at bekymre andre, så varmede det hendes hjerte, at Meena var så seriøs omkring. Heldigvis var det dog også noget der blev droppet efter de ord, og Arya tog også selv sine hænder tilbage, og lagde dem i sit skød.
”Men jeg læser kun om den, og nogle gange vil man gerne se om verdenen virkelig er så fantastisk som bøgerne opstiller den som,” modargumenterede Arya blidt. De havde hver deres udfordringer, og selvom Arya sjældent brokkede sig over sit liv, så var det ingen hemmelighed at den unge Arys prinsesse stadig ønskede at opleve mere af verdenen. Der var kun så mange ting hendes sind kunne forstille sig, selvom hendes sind allerede havde åbnet sig så meget af at flytte til Dianthos. Det var et helt andet liv her.

Selvom Arya ikke kunne smugkigge, så tjekkede hun alligevel ved at læne sig lidt frem og til siden, i håb om at hun kunne se det. Det hjalp dog ikke, men hun vidste at Meena havde sådan en fantastisk smag, og hun var mere interesseret i at vide hvad hun havde bragt med sig.
Man kunne næsten mærke spændingen vibrere af Arya, ikke nødvendigvis fordi gaver var det hun satte allerhøjst, men fordi det var fra Meena. Smukke, smukke Meena.
Hun kiggede lidt op som hun overvejede det, for selvom hun nok i sidste ende ville få dem alle, så var det et vigtigt valg. ”Nr. 3 føles som et godt tal,” sagde hun endelig, og kiggede mod Meena. 

"En dag, så tager jeg dig med ud og viser dig hele verden. Det lover jeg dig Arya." en dag måtte der kunne findes en løsning, hvor hendes helbred ikke tog hende til fange og tillod hende at forfølge bare den ene drøm.
Ved forsøget på at snige sig til at få bare et glimt af hvad der lå gemt i skrinet, drejede den mørklødet unge kvinde det en anelse mere, bare for at være helt sikker på Arys prinsessen ikke så noget som helst ”ah ah.” korrigerende hun lattermildt. Nummer tre blev svaret og Meena’s hænder søgte straks til skrinets fløjsbløde indre ”Okay luk øjnene.” bød hun blidt Arya. Først da hun var sikker på de blå var lukkede og forblev sådan, trak hun den første hårnål op. ”Okay du må kigge nu.” sagde hun endeligt, med begge hænder holdt frem mod blondinen. I begge håndflader lå det et fint og delikat stykke hårpynt. Hårnålen var lavet af ægte guld, hvide diamanter og hvidt glas.
Det hvide glas var formet til tre blomster og tre løse blomsterblade. I midten af blomsterne sad små perler af guld som støvdrager. En guldkæde med diamanter fæstnet til sig hang løst, før den sluttede i et af de blade af glas. Det er et hårsmykke der både var elegant og simpelt nok til at kunne bærer med langt det meste. Skønt det synede yderst skrøbeligt, så gjorde håndværket bag at det ikke bare uden videre ville gå i stykker. Oveni det havde Kazimi prinsessen også fået en bevarende magi lagt over.
Ikke et ord lød fra Meena, faktisk måtte hun tage sig selv i ikke at holde vejret som hun for alt i verden ikke ville misse et sekund af Arya’s reaktion.


(Link til hårpyntet)

Arya håbede inderligt på at det en dag kunne ske. Desværre betød et bedre helbred også at hun ikke forevig kunne undgå et giftemål, og når et giftemål var i hus... så var hun ikke sikker på at hun måtte rejse rundt mere, uanset hvor meget hun gerne ville. Kom alt sammen an på hendes ægtemand. For ikke også at nævne at hun risikerede at skulle flytte fra Dianthos igen. Det ville hun blive ret ked af hvis hun skulle være ærlig, selvom byen stadig var ny og stor for hende. Forhåbentlig var det en følelse der gik lidt af, som hun vænnede sig til sit nye hjem.

Et morende smil var på Arys prinsessens læber, men hun gjorde som Meena forlangte, og lukkede sine øjne, stadig meget spændt på hvad der ville blive vist frem til hende. Hun kunne kun gætte sig til hvad det var Meena ville finde frem.
Hendes blå øjne åbnede sig igen, og hun måtte lige blinke et par gange mod solen, før hendes øjne fandt hårsmykket i Meenas hænder. Hendes øjne blev store, smilet ligeledes, som hun tog sine hænder op til munden for lidt at dække den. Øjnene blev også en smule fugtige. ”Meena,” hviskede hun. ”Det er så smukt.” Forsigtig rakte hun ud for selv at tage hårsmykket i sine hænder, og kigge på det. Det var ingenting som det hun havde, til trods for at hun havde noget af en kollektion, og hun havde da også smykker med blomster, men det her var alligevel... så smukt. Hendes øjne funklede, og det var med forsigtige hænder hun greb om smykket, for at undersøge det. ”Tusinde tak,” hviskede hun. 

Med hænderne holdt helt stille lod hun Arya tage hårpyntet, så hun kunne tage det i bedre øjesyn. Tavs sad den mørklødet pige og betragtede scenariet foran sig udspille sig. Arya kunne ikke om hun så ville forsøge, skjule hvor rørt hun blev over at se det smukke hårpynt. Det varmede med så inderlig en varme at se.
Hvor havde hun dog savnet at være i selskab med Arya, hendes tætteste veninde, der var så meget mere end bare en Arys prinsesse.
Af alle tre gaver var denne trods sin simpelhed, stadig den mest prangende. Alligevel havde Meena gjort meget ud af at det stadig skulle være lige i Arya’s ånd. ”Jeg forsøgte at huske hvordan din samling så ud, så jeg ikke fik lavet noget der lignede, men som heller ikke, ikke faldt i din smag.” indrømmede hun smilende, da nervøsiteten og spændingen om hun ville kunne lide det havde lagt sig. Det var jo længe siden de have set hinanden sidst. I mellemtiden kunne den samling, der i forvejen var ganske imponerende sagtens havde vokset sig større.
Da det virkede til at Arya’s havde set sin gave an, og var klar til at modtage en ny, spurgte Kazimi’en igen ”Et eller to? Og når du har svaret, skal du lukke øjnene igen”.

Det havde været årevis siden Meena sidst havde set kollektionen, og naturligvis var den vokset. Hendes egen familie gjorde sig trods alt i smykkelavning, og selvom Arya ofte gik meget simpelt tilværks, når det kom til smykker, så var hårspænder den ene ting hun blot elskede. Halskæder og armbånd var lige meget, men hvis hun kunne sætte det korte hår op i en simpel frisure med et af hendes mange spænder, så var hun ovenud lykkelig. De afspejlede sig også ofte i hendes humør, da de altid var nøje udvalgt.
”Selv de små forskelle er fantastisk,” indrømmede hun og rystede på hovedet, med det største smil på læberne. Desuden var det altid anderledes hvad man fik fra Balzera frem for Zircon eller Dianthos. Hver smykkemager var forskellig og havde forskellige idéer, men denne her ville nok hurtig blive en af hendes favoritter.

”Lad os tage et denne her gang,” sagde hun og lagde smykket fra sig, før hun lukkede øjnene. Hun var ikke ligeså spændt som ved sidste gang, men det var også fordi det værste af hendes nysgerrighed var blevet stillet i denne her omgang. Alligevel glædede hun sig umådelig til også at se det næste. Hun kunne ikke tro at Meena virkelig have fundet tre at give hende. 

Et blev svaret. Selvom det måske havde virket sådan til at starte med så havde ørken prinsessen ikke en egentlig plan for, hvilket tal der tilhørte de forskellige hårpynt. Den første var blevet rakt hende, da det var den som Meena var mest spændt efter reaktionen på. Ikke fordi hun troede de næste to gange ville blive taget dårligere imod, men spændingen faldt altid lidt når man havde set den første.
Med de brune øjne skiftevis kigge fra den ene til den anden, af gaverne. Blev valget et helt andet.
I stedet valgte hun at opgive at vælge, hvilken der skulle gives nu og drejede i stedet for skrinets åbning mod Arya.
”Nu må du åbne. – Jeg kunne ikke vælge hvilken du skulle have nu.” indrømmede hun med et blidt suk, som det skulle indikere hvor svært valget havde været.
I det blå fløjls stof lå de sidste to gaver. Den ene en smuk blå sommerfugl men en krop af guld og guldstøv på vingerne, så de changeret i farverne alt efter hvordan lyset ville ramme. Givende en illusion om at vingerne bevægede sig for den uopmærksomme, når Arya ville flytte på hovedet. Den anden var to svaler i blålige nuancér, som hver næb bar en guld gren med små hvide diamanter langs grenen. Alle tre smukke på hver deres måde, der gjorde det kunne være svært at udpege en favorit. Meena havde dog en klar favorit, som trods hendes paniske frygt for næsten alle kryb og kravl, var sommerfuglen. Sommerfugle, natsværmere og guldsmede var de få insekter som Kazimi'en ikke gik i panik over at støde på.


Link til sommerfugl
Link til svaler

Arya sad med lukkede øjne og ventede spændt på at Meena fandt nr. 1 frem, og det var først da Meena begyndte at tale, at Arya alligevel åbnede et enkelt øje, nu når det ikke virkede til at hun ville give hende en ad gangen. Her fik hun dog også øje på de to sidste smykker der lå i skrinet. Smukt lavet, og man kunne se at Aryas øjne blev en anelse blanke igen.
Hun tog først det ene og så det andet op i sine hænder, og kiggede på håndværket det havde taget, for ikke at nævne evnerne. En evne hun nok aldrig selv ville blive forfærdelig god til, selvom hun kendte til hvordan man gjorde det.

”De er helt igennem vidunderlige,” hviskede Arya til sidst, og placerede alle tre smykke tilbage i boksen, så hun var sikker på at intet skete med dem. ”Tusinde tak Meena.” Hvis det ikke havde været for bordet mellem dem, så ville hun have kastet sig over den anden kvinde for et velfortjent kram.

Hun mente selv at den gave hun havde forberedt til Meena blegnede i sammenligning, og hun var heller ikke helt sikker på at nu var det rette tidspunkt at give hende den. På nogle punkter var den langt mere personlig end hårspænderne, selvom de var alt hvad Arya nogensinde kunne have ønsket. ”Du må vente lidt med den gave jeg har forberedt til dig, men jeg tænker ikke det gør så meget,” hun lagde hovedet lidt på skrå og kiggede blidt på Meena. Hun kunne sagtens give hende den nu, men der var ting... hun gerne lige ville ordne først. 

Den største gave man kunne få i livet, var at se ens nærmeste stråle af en umiddelbar glæde, som den der strålede fra Arya, i det øjeblik hun så resten af sin gave eller gaver var det nok nærmere.
De blå øjne blev igen glas blanke, som en porcelænsdukkes. Velvidende at de ikke var affødt af ubehag eller negative følelser, kunne Meena’s smil ikke undgå at vokse sig større, så det næsten gjorde ondt i kinderne. Guder og Gudinderne forbyde hun nogensinde, igen, skulle fratages det syn, som hun havde frit skue til lige her og nu.
Det var for det her syn at lige netop disse tre gaver var blevet til. Arya var måske ikke Meena’s søster af blod, men hun var den søster som Meena selv havde valgt til og hun fortjente kun det absolut bedste! Alligevel var det en lettelse at gaverne faldt i Arys prinsessens smag ”Det er fjollet så nervøs jeg har været for at du ikke skulle kunne lide dem, fordi du ville syntes de var alt for meget.” kom det ud med et opgivende rysten på hovedet over det tankespind, der havde bygget sig op under rejsen til hjertebyen.

Du må vente lidt. Hvad dækkede lidt over? Var det nogle timer, en gang i aften eller måske næste morgen? Nysgerrigheden fik den solkyssede prinsesse til at rykke endnu længere ud på stolesædet. Kortene bare lidt af den afstand som ellers var mellem dem ”Jeg er sikker på det er en fantastisk gave, men jeg må også indrømme nysgerrigheden slider i mig..-” en hånd blev løftet op foran hende mod Arya, med lidt afstand mellem tommel- og pegefinger med de næste ord ”- Bare lidt.” tålmodighed havde hun masser af, når det ikke var fordi der blev viftet med noget foran næsen på hende, som hun virkelig så frem til.. Arya kunne give sin veninde en sten fundet i haven, og den ville stadig være højt skattet.
"Men jeg kan vente, hvis du fortæller mig hvordan det er ikke at bo Ædelborg længere? Savner du ikke dem derhjemme?" der var en betydelig bid vej mellem Ziccon og Dianthos, så savn kunne hurtigt komme til at vokse sig betydeligt større, end når man bare lige kunne se sin familie. Spørgsmålet var med en oprigtig nysgerrighed. Selvom Meena var ganske eventyrlysten og elskede at være ude fra paladsets vægge, så var hun lige så stort familiemenneske som elskede at kunne se næsten hele familen når lysten opstod.