De sidste mange uger havde været noget af en rutsjetur for den mørkhåret kvinde, noget af turen havde bestemt været langt bedre end den resterende. Overordnet set havde det kun efterladt Fielthena i et stort virvar af følelser, den ene mere vanskelig at finde hoved og hale i end den anden, på nær den alt ædende jalousi som havde sat sig tungt i brystkassen og på hende, at Fielthena en enkelt gang havde været sikker på, at hun havde været på nippet til hjertestop.
Jalousien havde dog lagt sig betydeligt, om end en snert af den stadig hang krampagtigt fast med dens ækle klør. Det havde bestemt hjulpet at få afløb for vreden, jalousien og alle de udefinerbare følelser, ved at lade dem gå udover en ganske uskyldig ung pige, der tilfældigvis havde lidt for mange fælles træk, med en anden kvinde; en kvinde Fielthena håbede på at finde i dagens anledning.

Daphnie Nomokia var ikke en kvinde som var synderlig svær at spore, og det havde derfor heller ikke krævet det store arbejde fra lejemorderens side, at finde ud af hvor hun arbejdede henne. Naturligvis var hun kropige på en af de mindre kroer i det centrale Dianthos, det havde næsten været så oplagt at Fielthena havde måtte anstrenge sig for ikke at himle med øjnene, alene ved opdagelsen. Det var jo lige før det havde været mere overraskende at opdage hvis Daphnie havde arbejde som bogbinder.
Ikke desto mindre befandt Fielthena sig nu på selv samme kro, som den krølhåret kvinde serverede på. Hun var dukket op lidt før end at Daphnie var planlagt til at møde ind. En plads var blevet taget ved et af de borde som hun havde observeret oftest, var Daphnie’s at betjene.
Mageligt tilbagelænet på stolen, uden at virke sammenfaldet, sad hun, udadtil, roligt og afventede den anden kvindes ankomst.

 Det var med en let nynnen, at Daphnie trådte ind på kroen, hun nærmest brugte lige så meget tid på som hun gjorde hjemme. Hun var glad og havde det godt, så man lige bort fra den lette stress fra hendes kommende bryllup med Aksel, alt imens hun lå med Jaris hver nat. Det havde været tæt på at gå galt, den dag Aksel var dukket op hos Daphnie, mens hendes og Jaris stadig lå og sov, men hun havde fået reddet det. Aksel var dog begyndt at være lidt mere mistænkelig, formentlig på grund af Lukas. Daphnie prøvede dog ikke at tænke for meget over det, noget der helt klart var nemmere når hun var sammen med Jaris end når hun var alene. 
 Som hun gik gennem kroen, lod hun som altid blikket glide rundt, for at skabe sig et overblik over hvilke kunder der sad rundt omkring, om der var nogen af dem hun vidste hun skulle holde fra fra, eller som hun skulle være på en bestemt måde over for. Det var her, at hendes blik landede på en velkendt, brunhårede kvinde. Daphnies pande rynkede sig kort panden, ikke fordi der som sådan var noget galt i at hun var her, men det var for det meste kun stamkunder og folk der ikke kom fra byen der dukkede op her, så det var da en smule overraskende at se Fielthena der.

 " Fielthena! " lød det overrasket, men munteret fra Daphnie, da hun var kommet tæt på nok. Fielthena havde godt nok sagt, at Daphnie kunne kalde hende Spurv, da de havde mødt hinanden første gang, men der var bare noget underligt over navnet. Det virkede så meget ved siden af Fielthena, at Spurv slet ikke passede. Om der lå en historie bag, vidste Daphnie ikke. Hvis der gjorde og  Daphnie en gang ville høre den, kunne det være Spurv ville ligge bedre i hendes mund.
 " Hvad laver du her? " Det faldt ikke rigtig Daphnie ind, at hun var der for netop at snakke med Daphnie.

Det det hele taget var det ikke alt for ofte at Fielthena bevægede sig ind på en af byens kroer, faktisk fortrak hun at undgå dem, maden var sjældent bedre end hendes egen og vinen, ja den havde hun også rigeligt af derhjemme. Betød det at man aldrig nogensinde ville se hende sætte fod på en kro, nej, men det det var oftest i når mørket havde lagt sig, hvis noget andet havde fanget hendes opmærksomhed eller hun trængte til at koble hjernen fuldkommen fra.
I dag var det ingen af de tre ting der havde lokket hende til. De tidlige eftermiddagstimer med sommersolen stadig hængende højt på himlen, sørgede for det ikke var tilnærmelsesvis mørkt udenfor, hjernen kunne nok godt trænge til at koble fra – bare ikke på denne kro og der var så sandelig intet interessant, som havde lokket hende her til… For sandheden var, at Fielthena på ingen måde fandt Daphnie synderlig spændende, snare stik modsat.

De grønne øjne flyttede sig straks mod døren, hvor ind en nynnede Daphnie trådte, budt velkommen af en dyb knurren, startende helt nede fra maven på Fielthena. En knurren Daphine næppe kunne hører grundet afstanden mellem de to kvinder. Hvad den krøllede kvinde ville bemærke, var det selvmodsigende varme og venlige smil, sendt i hendes retning ”Dahpnie, hej. Jeg vidste ikke du arbejde her?” Løgnen var blev sagt med en overbevisende overraskelse, skjulende at det lige netop en løgn. Fielthena havde kendt til hendes arbejdsplads, næsten, siden hun havde fulgt hende hjem. Det var dog først efter besøget i guldsmedjen hun, aktivt, havde forsøgt at finde et mønster for Daphnie’s vagtplan. Noget der ikke havde været særlig tidskrævende.
Siden opdagelsen af Declan’s lille besøg i det beskedne hjem, havde tanken om at vente i mørket udenfor kroen, lige inden en af Daphnie’s vagter sluttede, kun for at trække hende med ind i mørket og udsætte den lille skikkelse for alverdens ubehageligheder, den havde da meldt sig, op til flere gange.
”Jeg har hørt at maden skulle være god her, og efter en lang dag i guldsmedjen så følte jeg ikke for selv at stå og kokkerer. Så vær ærlig, er jeg gået forgæves?” Latteren lå og spillede i den sidste del af ordene. Rykkende lidt frem på kanten af stolen med armene mod bordpladen, sendte hun Daphnie et blink med det ene øje efter at have sagt ”Jeg lover jeg ikke sladder, hvis du siger maden er helt til hundene.”.

 Hænderne blev placeret foldet på ryggen da hun stoppede henne ved Fielthena, og Daphnie lagde hovedet let på skrå, som hun lyttede. Et skævt smil foldede sig ud over hendes læber, mens hun nikkede lidt.
 " Det gør jeg!  " Der var ikke nogen form for uniform eller arbejdstøj på kroen, andet en man havde et hvidt forklæde ud over tøjet, et forklæde som altid hang på kroen, og var derfor ikke noget Daphnie havde på endnu. Derfor følte Daphnie også at hun hellere måtte bekræfte at hun arbejdede på kroen. 
 Uvidende om hvilke tanker der skumlede bag Fielthena yndige ansigt, lod Daphnie kort blikket glide rundt i kroen, for at konkludere at der ikke var brug for hende lige nu, så hun kunne godt sætte sig ned og snakke lidt. Så hun trak en stol ud ved Fielthenas bord, og satte sig.

 " Hmm.. Den er ikke dårlig.. " lød det lidt overvejende fra den krølhåret pige, men hun tænkte på hvordan hun skulle beskrive maden. 
 " Jeg synes det er ganske okay! Så du er ikke gået helt forgæves,  " svarede hun så, med samme lettet latter ind over ordene, som Fielthena havde haft. Blikket gled kort rundt i kroen igen, inden hun så tilbage på Fielthena.
 " Og så er her som regel altid en god stemning her, det opvejer lidt for maden kvalitet..  " sagde hun så med et skævt smil spillende på læberne. Det var egentlig for det meste at stemningen var god i kroen, men sidst Daphnie selv havde været i kroen uden for arbejdstiden, havde hun ikke fundet stemningen så fantastisk. Af hvad hun kunne huske. Jaris havde været dukket op, og han havde været super tarvlig, hvilket havde fået hende til at drikke lidt mere end hvad godt var. 
 Blikket blev kort slået ned i bordet, som nogle af følelserne fra den aften sneg sig frem i hendes mave, følelser hun ikke var stolte af at føle. 

Om det ene øjenbryn hævede sig en anelse, fordi Dahpnie tog plads på den ene af de frie stole ved bordet, eller om det var fordi hun lige skulle forsikre Fielthena om at hun faktisk arbejde her.
Det var nok i virkeligheden en blanding og Fielthena måtte da også lige tage sig i ikke at små himle med øjnene, det ville jo ikke lige frem fremstå synderligt imødekommende og venligt. Begge dele hun havde brug for at spille tykt på overfor Daphnie.

Åh ja, fordi det var da yderst forsikrende på madens kvalitet, at kvinden hvis hus mest lignede et overforvokset skur, fandt den ganske okay tænkte Fielthena bittert uden at lade bitterheden og afskyet vise sig hendes lyse ansigt.
Havde andre vidst hvad der forgik i hovedet på den mørkhåret kvinde, så ville de fleste nok imponeres over hvor ægte hun fik hendes voksende smil så ud. ”I det mindste er du ærlig og det sætter jeg pris på Daffe.” Med fuldt overlæg brugte hun Daphnie’s kælenavn, og ordene før var også valgt med omhu. En stikpille mod at Daphnie ikke alene havde forsøgt at lyve i guldsmedjen, løgne der ikke var fremlagt synderligt troværdigt, men så var der jo også lige den dag, hvor Declan havde søgt hjem til hende; og ikke været for at aflevere underkjolen tilbage.
En blid hånd blev rakt frem og lagde sig på Daffe’s underarm ”Er du okay Daffe? Du virker til noget går dig på?” lød det helt bekymret, da de grønne øjne fjernede sig fra Fielthena og i stedet hvilede ned i den mørke bordplade.

 Det var ikke fordi Daphnie prøvede at tale kroen og dens mad ned. Det var god mad, synes hun, men det var langt fra det bedste. Selvom kroen lå i det Centrale Dianthos, betød det ikke det var en af de mest fantastiske kroer. Kroen overlevede mest på dens hyggelige stemning og turister. 
 " Selvfølgelig!  " lød det smilende fra Daphnie. Hun så ingen grund til hvorfor hun ikke skulle være ærlig. Især når Fielthena ligefrem havde bedt om hendes ærlighed. 

 Det var ikke meningen at Daphnie skulle sidde og virke trist eller sørgmodig over hendes håbløse følelser for Jaris, og hun fik hurtigt det sædvanlige munter og venlige smil på læberne igen. Det var dog ikke tidsnok, for kort efter mærkede hun Fielthenas hånd mod hendes underarm. Blikket blev flyttet hen i de grønne øjne og Daphnie sendte hende et undskyldende smil.
 " Oh, yeah... " Skyndte hun sig at sige. Underlæben blev sur suget ind mellem tænderne, og Daphnie tænkte lidt over hvad hun skulle sige. Hun følte stadig ikke de var venner i sådan en grad, at hun kunne plapre løs om hendes problemer til hende, og desuden var det måske ikke det smarteste at fortælle gud og hver mand, om hendes komplicerede kærlighedsliv, som egentlig ikke burde være kompliceret.
 " Der er bare nogle dage hvor stemningen ikke er den aller bedste..  " Daphnie lagde den frie hånd i nakken og slog en kort, lettere akavet latter op. 

Som et lyn fra en klar himmel ramte tanken; Gad vide hvor meget der egentligt skulle til, før en vrede ville vokse sig frem i den krøllede kvinde. Var det overhovedet muligt at gøre hende vred?
Fanget lidt i sine egne tanker, var det lige før Fielthena glemte at lytte efter hvad Daphnie sagde. Ikke fordi det kunne ses på hende, for blikket var ikke blevet den mindste smule fjernt, og det skånede hoved kunne let bare fortolkes til at være en lyttende vippen på skrå.

Hånden forblev hvilende mod armen. Da den til sidst blev fjernet, var det kun så den endte med at hvile mod bordpladen, nær Dahpnie’s arm. Det skånede hoved rettede sig op og de grønne øjnes blik blev mere indgående ”Det lød ikke særligt overbevisende... Så hver ærlig denne gang, hvad går dig sådan på?” prøvede hun igen at spørger ind, denne gang mere insisterende end før.
Om det ville give et sandfærdigt svar måtte Guderne vide. Sidst havde en mere anmassende indgangs vinkel ikke virket helt så effektivt, som det kunne have være ønsket, men det var da lykkes at få noget ud af hende, under hendes besøg i guldsmedjen; og det var selvom det havde været synderligt detaljerig information.
Lettest ville nok være bare at holde en kniv for Daphnie's hals, det ville i hvert fald være mindre tidskrævende. Fielthena mindede dog sig selv om, hvorfor det var at hun var på kroen. Der var en hævn der skulle tages over Declan, med Daffe som intet andet end en simpel bondebrik, men det krævede hun blev overtalt til at deltage i spillet.

 " Det er altså rigtigt... " mumlede Daphnie stædigt og med en lidt barnlig fornærmelse over sig, mens armen i nakken blev fjernet igen. Det var selvfølgelig ikke lige dét hun havde tænkt på, men det var ligeså meget sandt og ærligt det hun havde sagt, som det hun havde tænkt. Hun følte bare ikke lige hun kunne sidde og plapre løs om hvordan hun lå i med en anden end hendes kommende ægtemand. En ægtemand hun ikke engang elskede, fordi hun i stedet var forelsket i hendes knap så hemmelige elsker. 
 " Jeg.. Hmm.. Det er bare hårdt at blive voksen? " endte hun så med at sige, en smule spørgende, fordi hun ikke selv var sikker på om det gav mening. Et lidt tungt suk forlod kort Daphnies læber, og hun lænede sig tilbage i stolen. Hun savnede lidt dengang man ikke behøvede at bekymre sig om at blive gift og få børn, det var meget nemmere. 

 Som sukket havde forladt Daphnies læber, blev døren til kroen åbnet og en hel gruppe kom ind af døren. Daphnie flyttede blikket hen mod dem, og rejste sig så op med en grimmasse.
 " Arbejdet kalder.. " lad det fra hendes læber, noget mere muntert end de forrige ord havde forladt hende. Daphnie begyndte at gå mod køkkenet, men stoppede op da hun stod ved Fielthenas side, og lagde en hånd mod hendes skulder.
 " Skulle jeg finde noget mad og drikke til dig? " Spurgte hun venligt. Fielthena var jo lige så meget en kunde som gruppen der lige var kommet ind. Hun kunne ligeså godt finde mad til hendes veninde som det første, hvis hun ville have noget. Daphnie synes i hvert fald selv at de efterhånden kunne kalde sig veninder. 

 Takkede Fielthena ja til mad og drikke, startede Daphnie ud med at servicere hende, før hun ordnede gruppen der lige var kommet ind af døren. Derefter foregik vagten som den plejede. Stemningen var høj, og jo længere ud mod aften det blev, jo mere højlydt og grinende blev stemningen, som folk blev mere og mere og fulde. Enkelte gange var der kunder der glemte de var på en kro og ikke et bordel, som havde lidt for ivrige hænder, og Daphnie måtte med sammenbidte miner venligt afslå deres tilnærmelser. Nogle gik lidt bedre end andre, men hun kom helskindet gennem aften. 
 Da Daphnie endeligt var færdig sin vagt, så hun at  Fielthena stadig sad hvor hun havde gjort, da Daphnie forlod hende, så i stedet for at gå direkte hjem til Jaris, gik hun hen og dumpede ned i stolen hun havde sat i før, med et udmattet suk. 

Den barnlige fornærmelse og det stædige holden fast i, at det nedslået blik alene var kommet af at stemningen på kroen ikke altid var fremragende. Det fik allerede irritationen over hende til at vokse hos Fielthena, hvorfor insisterede hun på at skulle være så besværlig og tung at danse med?!
I sidste ende måtte Fielthena virkelig bide sig selv i tungen, for ikke at spytte en spydig kommentar ud, som Daphnie begyndte at kommentere på det var hårdt at blive voksen. Hvilken luksus og hvilket privilegium det ikke var, at kunne komme med sådan en udtale, som var det virkelig hendes største problem i livet, at blive voksen.
Nok var hun en ung voksen, men hvad vidste hun egentligt om at være voksen og ikke mindst modgang? Modgang i livet var i hvert fald ikke, hvad kvinden ved siden af, med det mørke hår, tænkte der havde været mest af i hendes korte liv.
Et helt omsorgsfuldt smil banede sig vej over det lyse ansigt, som indikation på hun lyttede til Daphnie’s ord og de kvaler hun alligevel kom med. ”Det er ikke let nej, men mon ikke vi alle lærer det på et tidspunkt?” Medgav hun med en varme i stemmen, kun veninder ville indhylles i.

Væltende ind igennem døren ankom en mindre folk af forskellige folk. Før de alle havde fundet en plads på en af kroens mange stole, havde Daphnie rejst sig fra sin. En grimasse over det pludselige arbejde og mængden af det, trak sig hen over det kønne ansigt. Hun havde dog ikke mere travlt med at komme fra bordet, end at hun spurgte ind til om Fielthena ønskede både vådt og tørt først. Nikkende til spørgsmålet rettede Fielthena blikket fra de nyankomne, tilbage på Daphnie ”Meget gerne, overrask mig gerne med maden og så kunne jeg godt tænke mig et godt glas rødvin til den, prisen for vinen skal du ikke tænke for meget over. Bare vinen er god og passer til maden.”.
Ikke længe efter var både mad og et glas med rødvin placeret foran hende, og så var Daphnie videre til at servicere resten af kroen.
Maden var ikke den værste, nogen ville ligefrem kalde den fantastisk god, hvis ikke de havde smagt bedre. Fielthena ville i virkeligheden bare gerne nøjes med vinen, og så sin egen mad. Alligevel spise hun troligt af maden til hun var mæt, stadig med en god del af hendes mad portion tilbage. Der blev så sandelig skænket op, så end ikke den mest bredskuldrede mand kunne beklage sig over at gå sulten fra kroen.

Som aften skred frem og kroens gæster fik mere af de alkoholiserede drikke indenbords, blev enkelte også mere løse med de perverse anråb og ikke mindst med lidt for lange fingre. En enkelt mand med begynde grå stænk i skæg og tindinger, forsøgte da også på sin egen fulde maner at smiger sig ind på den kvinde, som han igennem aften havde bemærket sad helt alene. Sådan en kvinde måtte bestemt være ensom og hvilken bedre måde at kurer ensomhed end mandligt selskab? Det var bare endnu en af grundene til at Fielthena sjældent bevægede sig ind på kroerne, humøret skulle være til det. Det var sjældent, at krofatter eller kromutter satte stor pris på deres gæster kom op og toppes. Efter meget besvær var det endeligt lykkes hende at få manden til at forstå, at den afvisning hun havde givet ham og hans tilnærmelser, ikke bare var en kvindes forsøg på at spille kostbar.
Manden havde ingen gang nået at sætte sig på samme stol han kom fra, førend Daphnie’s lille skikkelse dumpede ned på stolen ved Fielthena’s bord, sukkende udmattet ”Nu må det vidst være min tur, til at byde på lidt at drikke og en bad mad?”.

 Hænderne gned en smule træt mod ansigtet, inden Daphnie så på Fielthena med et venligt, men lidt træt smil. Hovedet tippede lidt på skrå ved hendes forslag, og øjenbrynene løftede sig lidt op i panden. Det kom lidt bag på hende, ikke fordi det var noget hun ikke have lyst til, hun synes bare det var lidt underlig, for selv tænkte hun da ikke vi var så gode venner, som Fielthena måske lidt lagde op til. 
 Daphnies blik gled kort mod døren, som hun overvejede om hun skulle takke nej, og gå hjem til Jaris. Hun kom dog frem til at det var meget rart at have en anden at snakke med, en som måske ikke helt kende til Daphnie situation, og flyttede blikket hen på Fielthena med et smil.
 " Altså, jeg kan sagtens selv betale.. " sagde hun og rettede sig op. Hun var både sulten og tørstig, så lidt mad inden hun skulle hjem af, ville gøre godt. Fielthena behøvede dog ikke betale for hende, men ville heller ikke tage det fra hende, hvis Fielthena virkelig insisterede på at betale. 

 Hvem end af de to der skulle ende med at betale, fik Daphnies kaldt en af dem der stadig var på arbejde hen, og fik bestilt noget mad. Hvad hun skulle drikke vidste hun dog ikke, og et kort øjeblik bed hun sig tænkende i læben. Hendes blik søgte kort mod Fielthena, og kom i tanke om hun havde fået vin. Noget hun ikke selv drak, hun synes det var for dyrt, og vidste heller ikke om hun kunne lide det. Blikket fandt tilbage til pigen der stod og tog imod hendes ordre.
 " Og et krus øl...? " Hendes ord var en smule tøvende og spørgende, og lagde en lille bitte smule op til at Fielthena kunne rette hende, enten fordi hun ville have mere at drikke, eller mente Daphnie skulle have noget andet. 

Hele fremtoningen havde ellers været venlig imod Daphnie ind til nu, hvor der i stedet gled et udtryk der nærmest træt sagde: virkelig? da hun var afvisende for at lade Fielthena byde hende på både mad og drikke. Indvendigt i Fielthena knurrede og snerrede en indre stemme bidsk *naturligvis skal du igen være besværlig! Unge af Zaladin selv*.
I stedte for at dvæle ved den tætte mine, der lidt for let kunne afsløre hvad der faktisk foregik inde bag de grønne øjne og den lyse pande ”Det ved jeg godt at du kan, du er jo en voksen kvinde, men derfor vil jeg nu stadig gerne byde dig på både maden og drikke.” prøvede hun på nu, lidt mere insisterende, uden at det fremstod særligt anmassende.

Kollegaen til Daphnie kom som kaldt og til en start lod Fielthena Daphnie føre ordet, men da hun begyndte at snakke om øl, hævede hun undret et af de mørke øjenbryn ”Øl?” gentog hun overrasket, mens hun lænede sig tilbage mod stolens ryglæn. En svag rysten på hovedet og blikket vendte sig til den anden kropige ”En portion af dagens ret til Daphnie, en flaske rødvin og et glas mere. Glem alt om øllen.” rettede hun uden den mindste tøven og uden at spørger ind til om det var okay med Daffe, at hun nu i stedet fik vin frem for øl. Alligevel var der lidt hensyntagen, da Fielthena henvendte sig spørgende til hende ”Kan du lide søde drikke? Som mjød over øl?”. Ville Daffe svare ja, ville hun ændre bestillingen af vinen til en sød hvidvin i stedet for.

 Daphnie kunne ikke helt sætte fingeren på hvad, men der var et eller andet over det. Noget der fik hende til at rynke panden en lille bit smule i et overvejende udtryk, mens hun tyggede lidt i underlæben. Det var dog ikke noget hun dvælede ved længe, da hun netop ikke kunne sætte fingeren på hvad det præcist var, og derfor nok bare noget hun bildte sig selv ind.
 " Okay.. " hvis Fielthena gerne ville betale for Daphnies måltid, så ville hun da heller ikke slås med hende om det, det virkede for dumt, og det var jo ikke fordi hun havde noget imod at Fielthena betalte.

 Der gled et lidt usikkert udtryk over Daphnies ansigt, da Fielthena gentog hendes valg af drikkevare. Var der noget galt i at hun havde valgt øl? Daphnie foldede læberne sammen, og tippede hovedet lidt på skrå, med panden let rynket. Kollegaen så hen på Daphnie med et lidt undrende blik, men Daphnie trak bare på skulderen, som en indikation på det var fint nok at Fielthena havde ændret bestillingen. Derefter så hun på Fielthena, som hun spurgte ind til Daphnie. 
 " Eh.." lød det lidt overvejende fra den krølhåret pige. Altså hun kunne da godt lide søde sager. Hun var i hvert fald begyndt at spise mere af det på grund af Jaris. 
 " Altså.. Jeg kan godt lide søde ting..? " lød det lidt spørgende fra hende. Det var her Daphnies uvidenhed og unge alder skinnede lidt igennem. Den hun hang ud med, var folk der kom her på kroen. Helt almindelige folk, der ikke havde alt for mange krystaller. Derfor var det som regel det billigste det blev købt, eller det samme som alle andre havde købt. 
 
 Hvis Fielthena ikke synes øl virkede som en god ide, måtte hun tage beslutningen for den unge pige med de mange fregner. Uanset hvad, ville hun gøre sit bedste med at drikke det, om hun så ville kunne lide det eller ej.

Det var ikke fordi Fielthena mødte meget modstand, da først hun gik i gang med, fuldkommen skamløst, at rette på bestillingen. Det var ikke fordi hun hverken bemærkede hvordan Daphnie’s udtryk fik en usikkerhed over sig, eller hvordan hun trak på skuldrene da kollegaen kiggede mod hende. Ikke at noget af det fik Fielthena til at lægge an til at trække i land, beklage sig mens hun ville rette bestillingen tilbage til hvad den oprigtigt var. Faktisk havde det usikre hos Daphnie kun fået Fielthena til at smile, men hun nåede dog at bremse smilet inden det gled hen i noget mere skadefro, i stedet virkede det bare venligt og overbærende.
”Jamen så, vil vi gerne bede om en flaske af hvad end I har af sød hvidvin.” ordene var rettet mod kollegaen, som efter at have spurgt ”Var det det hele eller ønsker I andet?” strøg mod køkkenet, spørgsmålet blev besvaret med en afvisende hovedrysten. ”Jeg gætter på du ikke har smagt vin før? Eller måske enkelte gange?” spurgte hun denne gang henvendt til krøltoppen ved siden af hende.
Spørgsmålet måtte gerne besvares, selvom det mest var blevet stillet lidt mere retorisk, som hun på forhånd antog hvad svaret ville være.
Kollegaen var ikke længe efter tilbage ved bordet, hvor en portion mad blev placeret foran Daphnie, efter anvisning fra Fielthena. Endnu et vinglas blev sat på det mørke bord inden den lyse væske blev skænket op i begge glas, foran hver af de to kvinder.
Læggende an til en skål hævede Fielthena sit eget glas, og skålede Daphnie med, ville de grønne øjne hvile afventende på hende hen over glassets kant. Afventende på den hudløs ærlige reaktion der ville komme, når den sødlige væske ramte Daffe’s tunge.

 Det var ikke noget Daphnie sagde noget til, eller kommenterede på, men hun kom til at føle sig lidt som et barn, på den måde Fielthena rettede hendes bestilling, smilte til hende og derefter færdiggjorde bestillingen. Daphnie var jo sikker på Fielthena bare var venlig, og vidste bedre end Daphnie, så det virkede også uhøflig at skulle beskylde hende for at få hende til at føle sådan. Især fordi det jo ikke var noget for børn der blev bestilt. 
 Et lettere taknemmeligt smil bredte sig i stedet også de lidt buttede læber. Fielthena ville jo sikker blot udvide Daphnies smags horisont, og vidste mere om tingene end hun selv gjorde. 

 " Ikke af hvad kan huske.." svarede Daphnie en smule eftertænksomt på spørgsmålet. Der har da været nogle aftener på kroen, hvor i ikke kunne huske hvordan hun var kommet hjem, så hvad hun havde drukket mellem hun kunne huske og hun vågnede, var ikke til at sige.
 Da mad og drikke kom, var Daphnie klar til at begynde at spise, men da Fielthena tog fat i glasset og løftede det, slap Daphnie skeen og efterlignede hende. Efter et kort nik i stedet for at sige skål tog Daphnie en slurk. 
 Som væsken ramte Daphnies tunge gled flere forskellige udtryk over hendes ansigt. De var ikke tydelige og gik mest på brynene og næsen der bevægede sig. Som den lyse væske først ramte tungen, skød Daphnies øjenbryn til vejret i et lidt overrasket udtryk. Fielthena havde da godt nok sagt det var en sød drik, men hun blev alligevel overrasket over det. Som væsken lå lidt på hendes tunge, blev den dog lidt bitter, hvilket fik hende til at rynke brynene lidt. Da hun så sank brændte det lidt ned igennem hendes hals, hvilket fik hende til at rynke sig lidt på næsen også. 
 " Det er da.. okay.. " lød det lidt overvejende fra hendes, da hun lige var kommet sig fornemmelse i hendes hals. Hun mente det. Det var okay. Hun var blevet lidt overrasket over smagen, men det var hun også med øl, da hun smagte det den første gang. Hun skulle bare lige vænne sig til smagen.

Om Daphnie overhovedet havde været i stand til at skjule, hvis ikke vinen faldt i hendes smag var tvivlsomt. Generelt var hun en ret udtryksfuld ung kvinde, men hendes øjenbryn levede næsten deres eget liv, sådan som de nærmest dansede rundt i panden på hende. Kvinden ved siden af havde i hvert fald ikke det mindste besvær ved at læse hende, og hvordan vinens forskellige smagsnuancer ramte tungen. Brynenes bevægelser var alene nok til at afsløre, at det med overvejende var første gang at hun rigtig smagte vin.
Begejstringen strålede ikke ud af Daphnie, men det gjorde væmmelsen heller ikke, i stedet virkede det som om hun ikke helt have bedømt om vin faktisk var noget for hende? Forståeligt ok, for sådan havde de fleste det vel når de smagte nyt alkohol?

Efter at have taget en tår af vinen, sænkede Fielthena glasset tilbage til bordet og nikkede imod ringen på Daphnie’s finger ”Hvem er den heldige mand? Det er vel ikke Declan der har flottet sig og lagt sig på knæ foran dig?” spurgte hun i en nysgerrig og drillende tone, mens hun bad til at svaret ville være et nej, at et andet mandsnavn ville forlade de buttede læber end Declan’s. Endte hun med at give Fielthena ret i hendes gæt, ville den venligt opsatte facade krakelerer for øjnene af Daphnie, til der ikke ville være mere tilbage end et råt had og syreætsende bitterhed.
Ville det måske være det som kunne vippe hende over kanten, til rent faktisk at slå den rødhåret mand ihjel?

 Vinen var uden tvivl en ny smag for Daphnie, og det ville sikkert tage mere end et par mundfulde for hende, før hun ville kunne nyde den lyse væske. Der var også masser af det, så det skulle hun nok nå, og selv hvis hun ikke ville begynde at nyde, ville hun forsætte med at drikke det, nu hvor Fielthena havde købt det. Andet ville da næsten være uhøfligt. 

 Selvom det var ved at være et par uger siden at Aksel havde friet til Daphnie, og det var noget hun tit tænkte på, var det alligevel også noget hun tit glemte. Det var ikke lige frem noget der fik de mest glade følelser frem i Daphnie, selvom det burde få hende til at stråle. 
 Det gjorde det bare ikke, og da Fielthena spurgte ind til ringen på hendes finger, flyttede Daphnie blikket ned på ringen, og den anden hånd gled lidt over hånden og ringen, som om hun prøvede at  gemme den, ikke at det ville betyde Fielthena ikke havde set den. En skævt smil gled over hendes læber, men ikke fordi hun tænkte på Aksel, i stedet var det hendes kommentar om det var Declan. Et kort, forholdvis lydløst grin forlod hendes læber, og en let rosa farve sneg sig over hendes kinder, som hun blev mindet om hendes pludselige besøg af Declan. 
 " ..  " Daphnie åbnede munden for at sige at Declan ikke havde været på knæ foran hende, men som ordene skulle til at forlade hendes mund, tog hun dem i sig igen. Det var jo ikke helt sandt. Declan havde været på knæ for hende. Mindet fik kinderne til at blive lidt ekstra røde i det, og hun måtte rømme sig lidt før hun svarede Fielt.
 " Han hedder Aksel.. " Sagde Daphnie så i stedet, og flyttede endelig blikket væk fra hånden og ringen, og tilbage til Fielthena med et lille smil. Et smil der langt fra var så stort som det burde, taget i betragtningen at hun sad og snakkede om hendes kommende mand.

I et håbløst forsøg på at dække af fra Fielthena’s blik, flyttede den lille kvinde hånd sig afdækkende over ringen. Flovhed var ikke at se det Daphnie’s kønne fregnede ansigt, så det kunne ikke være grunden for at hun gemte ringen væk fra nysgerrige blikke.
Manglen for flovhed var ikke det eneste som manglede hos den mindre kvinde, for hverken de grønne øjne eller hendes smil strålede af glæde og forelskelse, som forventeligt. Kun et lille skævt smil sneg sig ind ved. Et farveskifte i kinderne og et svagt lavmælt grin sneg sig næsten straks efter.
Følelsen efter at springe frem mod Daphnie’s lille skikkelse, som et sultens rovdyr og lade hænderne lukkes tæt omkring den spinkle hals, steg stødt for hver lille tilføjelse af kropslige reaktioner, og nu også manglende ord. Ville Declan virkelig have friet til sådan en som hende? Hvorfor skulle han have friet til Daphnie, når han have lukket kæden om Fielthena’s hals, som et fysisk symbol overfor alle andre og hende selv, at hun var hans, enerådigt? Havde han friet den dag, hjemme hos Daffe?
Den ene tanke væltede frem efter den anden, som et stenskred der truet med at knuse den mørkhåret kvinde under sig.
Aksel, navnet var ikke det som Fielthena havde regnet med ville forlade kvinden ved siden af. Forventningen havde været et medgivende ja, til at det var Declan der havde spurgt til hendes hånd. Underligt lettet ved at hører en anden mands navn, tog hun denne gang en lidt større tår af vinen, uden det virkede til at hun var ved at forsluge sig i den søde væske. ”Og han er ikke den mand, som du ser frem til at dele resten af dit liv med?” tilføjede hun spørgende til Daffe’s ord, som et strålende smil stadig manglede. Naturligvis knaldede den lille krøltop med hvem Fielthena anså som hendes mand, når pigebarnet var ulykkeligt forlovet med en mand hun tydeligvis ikke elskede.

 Som havde Fielthena ramt sømmet på hovedet, slog Daphnie blikket lidt ned igen, og lod det i stedet landet på glasset med vinen. Hånden der nærmest gemmende var gledet over ringen fandt i stedet vej til glasset og hun løftede det op til munden mens hun tænkte over hvad hun skulle svare. Et eller andet sted så hun jo lidt Aksel som hun så sig tilbringe resten af livet med. Hvem skulle det ellers være med? Men det var nok rigtigt nok, at hun ikke ligefrem så frem til at bruge resten af livet med Aksel. Hun vidste godt hvem hun hellere ville bruge resten af livet med, men hun vidste også godt, at hun ikke ville kunne tilbringe resten af livet med Jaris, selvom tanken i sig selv fik en varm kilden til at sprede sig til hele hendes krop, og et nærmest helt forelsket smil til at snige sig over hendes læber.

 Efter en tår af vinen, gled blikket kort rundt for at tjekke at der ikke var nogen i nærheden der skulle hører hvad hun sagde. Blikket faldt tilbage på Fielthena og Daphnie trak på skuldrene. 
 " Ikke rigtig.. tror jeg.. Jeg ved det ikke helt.. Han og fin nok, super flink og dejlig.. " Daphnie bed sig lidt i underlæben og så på Fielthena. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. Aksel var jo fantastisk. Han var fuldstændigt forelsket i hende, så kunne hun ønske sig andet? Selv Albert var glad for Aksel.  
 " Han elsker mig.." mumlede hun lidt, som om den grund af alene det eneste man behøvede i et forhold, trods hendes trækken på skulderen også gav udtryk for hun ikke selv helt vidste hvordan hun skulle forholde sig til det.

Egentligt havde Daphnie ikke behøvet at svare Fielthena, hendes krop talte sit eget tydelige sprog. Fielthena havde gættet fuldkommen rigtigt, med sit ellers ret vilde bud på den dækkede hånd. Havde hun været bare lidt oprigtigt venligt stemt, eller rettere neutralt stemt overfor Daphnie, ville hun måske have haft ondt af hendes udsigterne til at skulle være bundet til et miserabelt liv, de næste mange mange år, når nu hun ikke var ældre; Fielthena skød i hvert fald ikke Daphnie til at være særlig gammel, dømt ud fra udseende og væremåde.
I et øjeblik virkede det dog som at Fielthena alligevel havde taget fejl, for det næste øjeblik dansede et smil sig ind over Daphnie’s læber, et smil der bar en anden karakter af sig end dem den mørkhåret kvinde havde oplevet tidligere. Ordene bekræftede kun at det var første og ikke det sidste som passede. Hvorfor en ny tanke pressede sig på, hvem var det som havde affødt det smil?
Lyttende skrånede Fielthena hovedet en smule, men jo mere Daphnie forklarede jo mere små forpint endte spurven med at se ud ”Det lyder som om du beskriver din bror... Ikke en kommende ægtemand.” det forpinte udtryk gled over i et mere uimponeret et.
Han elsker mig lød det, som havde det været alt grund til at falde i armene på ham, hvilket kun gjorde det hele mere tragikomisk. De mørke bryn faldt tilbage til deres vanlige position, fra den hævede de havde befundet sig i kort for inden ”Du gifter dig altså med en mand, fordi han elsker dig – ikke fordi du elsker ham.. Det er sørgeligt Daphnie.” pointerede hun i en rolig tone, som om Daffe ikke godt selv vidste det i forvejen; gjorde hun ville Fielthena’s ord kun bakke op om den følelse og tanke hun måtte sidde med.
”Og hvem er så den person der kan få dig til at smile som før? Declan?” spurgte hun, mens hun rykkede længere ud på stolekanten og lænede sig let ind over bordet, som en nysgerrig veninde ville have gjort.

 Fielthenas forpinte udtryk smittede lidt på Daphnie ved hendes ord, om det lød som om hun snakkede om hendes bror. Tanken om at gifte sig med sin bror var grotesk, men Daphnie forstod hvad Fielthena mente. Det forpinte udtryk der smittede af på Daphnie kom jo af, at hun i sidste ende var enig. Aksel var en god ven. En rigtig god ven. Næsten som en bror. Daphnie havde bare ikke de sammen følelser for ham, som han havde for hende. Men det var vel bedre at gifte sig med en man kunne holde ud, og havde det godt sammen med, end en man ikke kunne holde ud at være sammen med? Det var i hvert fald den tanke Daphnie valgte at gå med. At hun kunne blive gift med værre, og så var Aksel et godt alternativ.
 De næste ord der lod fra Fielthena, ramte Daphnie et eller andet sted hun ikke havde lyst til de skulle ramme. Som et slag i maven mærkede Daphnie hvor sørgeligt det var, og hun fik ondt i maven. Hun fik ondt i brystet. Hun fik ondt i det hele, og Daphnie slog blikket ned på glasset med vinen i, som hun sad og pillede lidt uroligt ved. 
 " Yeah.. " mumlede hun stille. Det var tydeligt at Fielthenas ord ikke var fremmede for Daphnie, og at det faktisk var en følelse hun kæmpede meget med i de her dage.
 " Men sådan er det vel bare at blive voksen.." forsatte hun i den mumlende tone. Som var det en opfølgning på hendes kommentar om at blive voksen, før hun var begyndt på hendes vagt. Blikket stirrede en blanding af tomt og intenst på glasset som neglene bare krattede mod.

 Heller ikke da Fielthena spurgte sit næste spørgsmål flyttede Daphnie blikket. Der gik et øjeblik før hun rigtig opfangede hvad Fielthena snakkede om, og da Daphnies tanker gled over på Jaris igen, sneg et lille smil hen over hendes ellers triste udtryk, og lidt farve fandt vej til hendes kinder mens hun rystede på hovedet. Det var ikke Declan. 
 " Jeg ved ikke hvad du snakker om.. " mumlede hun lidt, selvom et lille smil der sad i hendes mundvige talte en anden historie. Hvad forskel gjorde det også, om der var en anden der kunne få hende til at smile? Hun skulle giftes med Aksel, og så var der ikke så meget andet at gøre.