”Skål!” lød det utaktet i kor gennem hele kroen. Den petit komtesse fik endeligt tømt sit… Ja hvad antal det var, havde hun glemt, men hun tømte sit krus! For en gangs skyld måtte hun nok hellere tage hjem tidligt, så hendes forældre og butler ikke blev bekymret for hende. Eller måske skulle hun bare finde Spencer på vejen hjem? Så kunne de tage et glas vin sammen og følges ad hjem. Det var jo altid rart at kunne følges med sin fætter, når han alligevel boede hos hende.
Hun rejste sig derfor op, og som var det et ritual, ramte hun ind i en af kroens kunder. Men denne gang vendte den sure ølvommede mand sig om og så på hende med sit ekstremt grimme brede ansigt. Hun skar en grimmase i afsky og skræk. Han brummede arrigt og hun kunne fornemme at hun skulle enten løbe ud af kroen, eller finde hjælp inde fra kroen. En eller anden høj muskuløs mand som ville kunne rede hende ud af den kattepine hun var endt i. Hun vendte derfor med det samme om på sine hæle, og fandt da også straks en herre som opfyldte de kriterier hun havde stillet i sit hoved. Hun løb hen til ham og prikkede forsigtigt, men en anelse hurtigt, ham på skulderen. Hendes søde, blå, dådyr øjne så uskyldigt op på herren i håb om at han ville se ned på hende og bagefter bag hende, for der kom i den grad en stor ølvommet mand, og et par af hans venner i deres retning. 
Hun måtte tilstå hun var for fuld til at have lagt mærke til hvorfor den tykke mand var blevet så rasende på hende. Den lave, blege, tynde komtesse bar en fin mørkegrå kjole, med en orange underkjole. Eftersom hun var indenfor, havde hun ikke sin fine lille hals dækket til, men i kroens entre hang hendes mørke kappe med hvid pels til når hun skulle begive sig hjem.

Der var ret godt gang i kroen denne tidlige aften. Nok hovedsageligt fordi nogen, eller mere specifikt, en ung dame ikke kunne lade være med at drikke mere end hvad sundt var. Timber havde ikke rigtigt deltaget i drikkeriet på samme måde som mange af de andre på kroen. Dog betød det ikke at han ikke havde skålet når der blev råbt op for at skåle, så han sad da også med hans krus løftet som svar til den lille dame. Kort efter forsvandt hun dog i folkemængden og tingene lod til at stilne lidt hen.
Stilheden var dog ret så kortvarig da han svagt hørte mandens brummen af den lille dame og derefter blev prikket på skulderen af hende. Han sukkede lavt før han vendte sit ansigt rundt for at møde først den lille dame og derefter kiggede han op på manden der var fulgt efter hende. Han trak vejret dybt, ikke fordi han som sådan var irriteret men fordi det ikke ville være en god ide at blive sur indenfor. Han rejste sig så langsomt op fra stolen, og kiggede ned på manden.
"Jeg ved ikke hvorfor du jagter små piger, men lad være med at forstyrre vores afslapning." Han håbede at manden ville være forstående og ville slappe af med bare de ord. Han havde måske kaldt hende for en lille pige, selvom han tænkte hun vel nok var moden nok til at blive kaldt en kvinde så meget hun drak. Han havde ikke gjort noget for at beskytte den lille kvinde, men han havde dog gjort plads nok til at hun kunne gemme sig bag ham.

Den store mand der var fulgt efter hende brummede så mere og pustede sig en anelse mere op før han lod sin stemme brage gennem lokalet. "Nu skal du høre her, dit gadekryds! Jeg har tjent penge for at slappe af her med øl, og så kommer denne lille pige af en uopdragen møgunge og vælter sin egen og min egen øl, som jeg har betalt for! Udover mig!" Timber kiggede blot på manden med et stort spørgsmålstegn i ansigtet som han langsomt trådte et halvt skridt frem mod manden. "Og jeg... er her...  for at slappe af... og du... forstyrrer mig... SÅ GÅ!" Han trak vejret dybt flere gange i løbet af sætningen for at forsøge at forblive afslappet men endte alligevel med at råbe af manden.

Guderne måtte have hørt Hygieas nonverbale råb om hjælp, for manden, som hun havde prikket til i håb om hjælp, reagerede faktisk. Sukket som efterlod ham, vidste hun ikke hvor hun skulle placere – var det et forkert valg at spørge ham? Da han rejste sig op, aflæste hun hurtigt at hans opmærksomhed far rettet bag hende, hvilket gjorde hun hurtigt sneg sig om bag ham, i ly for eventuelle greb i arm eller hår. Det var endnu engang måske ikke så elegant som hun kunne være, men kunne man sige noget andet når hun havde drukket så meget? Hygiea bed straks mærke til de ord manden brugte. *Jagte små piger… Så havde man da også hørt den med…*

Hygiea smugkiggede ud fra bag den høje mand hun gemte sig bag. Den fulde mand havde ikke taget godt imod den blide henvendelse. Hygiea spjættede lidt som han lod sin stemme skære igennem den ellers hyggelige stemning. *Gadekrys… Interessant?* Resten af den sure mands forklaring på hvorfor Hygiea fortjente at få hvad hun bad om fik Hygiea til at overveje hvordan det hele dog var sket, for hun kunne slet ikke mindes at have tabt sin øl ud over ham… Men måske var det bare korttidshukommelsen der havde fået godt tag i hende?
Da den store muskuløse mand trådte et skridt tættere på manden, fulgte Hygiea tøvende efter, men trådte straks det samme antal skridt tilbage da han nærmest brølede af den fulde mand.
Den fulde mand stod et øjeblik og overvejede sit næste træk før han insiterende prikkede sin ’modstander’ på midten af brystet, ”Hvad med at du går din vej, dit usle misfoster! INGEN vil have dig her, og det samme gælder dig TØS,” det var tydeligt at manden prøvede at være lige så intimiderende som Hygieas ’redningsmand’, men han fejlede i den grad, sådan som han manglede både højde, muskler og ja næsten vigtigst af alt, en intimiderende stemme.

Han stod og gjorde sig egentligt klar til at vende sig rundt da han regnede med at den fede mand ville gå sin vej. Desværre var det ikke sådan det hele gik, han vendte sit hoved igen så han så på manden da han blev prikket i brystet og endnu engang fik ord spyttet i sit ansigt. Han trak vejret rigtigt dybt og tungt, som når nogen lige var blevet bedt om at gøre noget som de virkeligt ikke gad men alligevel følte at de var nød til at gøre, hvilket var præcist sådan han følte.

"Okay..." han gned sine øjne og åndede tungt ud. "Kig på hende! Selvfølgelig byder folk hende velkommen!" Han rystede på hovedet af manden, fordi af hvad Athelwulf kunne se på pigens øjne, og generelt udseende ville hun altid være velkommen af mænd når de drak. "Mig derimod... Du har nok ret, så du er velkommen til at forsøge at fjerne mig." Han sukkede endnu engang tungt og greb mandens finger som han havde prikket ham med hvorefter han vred den lidt, dog uden at gøre nogen reel skade på manden. "Men uanset hvad du rører mig med så brækker jeg det, og alle knogler mellem det og din rygrad!" Han snerrede der af manden og lænede sig indover ham, han gjorde sit for at virke så truende han kunne. Han regnede igen med at manden ville smutte nu så han vendte sig rundt og greb sin øl som han drak af, mens han gjorde an til at sætte sig ned.

Hygiea skulle til at trække sig, lidt væk, som det virkede til at hendes redningsmand skulle til at vende sig mod hende for at kunne sætte sig igen. Da den fulde mand pludselig råbte op igen, trak Hygiea hovedet en anelse tilbage, som de råbende ord blev vendt mod hende. Var hun ikke velkommen på kroen? Det undrede hende gevaldigt, for hun var kommet på kroen massere gange før, men igen var der jo chance for hun ikke kunne huske det. Det var næsten som om tiden stoppede, som om at hendes redningsmand lige skulle overveje hvad der ville være klogest at gøre. Der blev hurtigt bedt om at manden skulle kigge på Hygiea hvilket gav et lille spjæt i hende og hun trak sig et lille forsigtig skridt tilbage, indtil hun nåede hans stol. ”Tak,” lød det lavt fra Hygiea, eftersom hans ord virkede til at være en kompliment. ’Selvfølgelig byder folk hende velkommen’ virkede da til at betyde hun var festlig og løftede humøret? Da hans ord blev rettet mod ham selv, fik hun næsten lidt medlidenhed af ham. Hvorfor skulle folk ikke ville have ham der, han var jo stille og rolig og holdt sig som sådan for sig selv? Hygiea lagde hovedet let på skrå som redningsmanden fortalte den sure mand at han bare kunne fjerne ham. *Det mener du da ikke? Så skal jeg kæmpe mod ham der alene!* lød det højt i Hygiea hoved.
Den sure mand nåede kun lige at få et bredt og glædeligt udfordret smil, før smilet nærmest blev blæst væk som redningsmanden greb om mandens finger. Han beklagede sig da også lidt. *Slapsvans*
Truslen der kom et øjeblik efter, fik Hygiea til revurdere hvor god en ide det havde været alt vælge denne mand til sin hjælp. Men så længe det ikke gik ud over hende, var det vel i orden.
”Fint, fint, jeg lader dig være,” peb manden og gjorde sit bedste for at få sin finger igen, så han kunne vende om og mødes med sine kammerater. Om de forlod kroen eller ej, kunne Hygiea ikke helt finde ud af.
Hygiea var hurtig om at rejse sig, fra den lænende position hun var i, og tog plads ved siden af sin redningsmand med længst afstand til den sure mand.
Hun rømmede sig lidt inden hun flettede sine fingre og satte dem på bardisken. ”Tak,” lød det fra hende, hvorefter hun vendte blikket mod sin redningsmand. Det skete i sådan en fart at hendes hår fløj omkring hende.

Han kiggede blot på den lille kvinde bag ham da hun takkede. Han rystede også på hovedet af hende, da han ikke mente der var ret meget at takke ham for. Jo, måske han havde givet hende et eller andet form for kompliment, men det var der jo ikke noget ved at takke for.
Han nød at se hvordan smilet forlod den fede mands ansigt som han vred i hans finger. Det var smukt at se hvor stor en kujon han blev og hvordan han stak halen mellem benene så snart hans modstander var større end ham selv. Han gryntede og fnøs også bare af ham som svar på hans kommentar.

Timber havde vendt sig om før han så om manden gik fra kroen eller bare ind i en fjernere afkrog. Da hun så satte sig ved hans side og takkede ham igen sukkede han tungt som svar og rystede endnu engang på hovedet. han brød sig ærligtalt ikke om at blive takket. "Han opførte sig tilfældigvis bare som et fedt røvhul, så ikke noget at takke for." Han ville ikke blive set som om han gjorde det for at være venlig eller en god person. Det var helt bestemt udelukkende fordi han selv var blevet irriteret af manden, og ikke nogen som helst form for godhjertethed eller bamhjertighed!
Han tog så endnu en slurk, og forsøgte så vidt muligt at kigge ligefrem så han ikke lavede øjenkontakt eller kiggede for meget på hende. Han gjorde som regel sit for at holde afstand til andre folk, selvom han ikke ligefrem brød sig om at være alene, især ikke i længere tid.

Det tunge suk fik Hygiea til at rulle læberne sammen. Et lille smil blomstrede på hendes læber som han svarede. Hun trak lidt på skulderen. ”Jamen så tak for at du tog dig af ham,” lød det glad fra hende. Hun vippede hovedet kortvarigt til den ene side. ”Uden din hjælp ville jeg sikkert ikke kunne gå,” klukkede hun. Hun hentydede til at manden nok ville brække benene på hende, således hun for en stund nok ikke ville kunne gå ind på en kro han var på.

Hun sukkede tænkende et øjeblik før hun så mod halvorken. ”Må jeg byde på noget at drikke som en tak i stedet?” spurgte hun med et glad smil. Mens hun ventede på en be- eller afkræftelse, vendte hun blikket ind mod baren igen og så efter en ansat, i håb om at få deres opmærksomhed og bede om noget at drikke til dem. Hun flettede sine fingre sammen og lagde dem og sine underarme op på bardisken. Hvem ville ikke have noget at drikke gratis? Hun var i hvert fald sikker på at hvis hun råbte ’jeg giver resten af aftenen’ at der var en god håndfuld der ville tage imod det tilbud. Det var måske også lidt for stort et tilbud når hun også skulle være sikker på at teatret kunne klare sig i modgang.

Han kiggede ned på den lille pige der nu havde fundet sig tilrette ved siden af ham. Han skulede lidt da han ikke forstod helt hvad pokker hun lavede der, hun var sikker nu og kunne derfor lige så godt smutte sådan som han så på det. Han gryntede lidt af hendes tak og kommentar om at hun nok ikke kunne gå hvis hun havde skulle klare sig selv. "Tror du har ret, men tror dog også du var blevet slæbt væk hvis den fede gris havde fået sin vilje." Han kiggede ned på hende, og nej der var ikke noget i ham der sagde at hun kunne have klaret sig selv.

Da hun tilbød at købe ham noget at drikke trak han en smule på skuldrende men nikkede så. "Tjo, hvordan du bruger dine krystaller er vel op til dig." et lille smil havde sneget sig frem på hans læber før han kvalte det ved at bide sammen og næsten skære tænder.
Han var dog heller ikke så uhøflig at han ikke ville tage imod en gave givet som tak, han havde vel stadig haft noget af en opdragelse han kunne falde tilbage på.
Da han så blev tilbudt hvad end hun havde købt ham, tog han imod det med et forsøg på så tvær en mine som muligt og tog en stor slurk før han vendte sit blik mod hende. "Men du burde ikke forvente at fremmede folk passer på dig!" Han kiggede på hende bestemt før han vendte tilbage til hans krus og drak noget mere. "Hvad ville du have gjort hvis jeg havde været svag, eller havde valgt at hjælpe den fede gris?" Han stillede sit krus hårdt på bordet mens han så på hende, og vendte så blikket væk med et fnys, han forstod ikke hvordan folk kunne stole på andre nok til at tiltro dem deres liv og forgodtbefindende. Der var jo ikke nogen i verden man oprigtigt kunne stole på, alting krævede kontrakter og aftaler før du burde stole på nogen til at passe på eller rede dig.

”Højst sandsynligt,” klukkede hun. Der var stor sandsynlighed for at manden bare ville have kastet hende over skulderen eller slået hende i gulvet og slæbt hende væk til flere tæsk, eller det der var værre. Hygiea var overbevist om at med mindre hun havde haft Raco ved siden, ville hun umuligt kunne stikke af fra den sure mand. Det var generelt noget rod at hun havde følt den evne Raco havde kunne hjælpe hende så meget. Hun ville ikke være afhængig af nogen – det var rigeligt at være afhængig af sin medicin.

Hun trak et bredt tandsmil, som han sagde det var op til hende hvad hun ville bruge sine krystaller på, hun var også hurtig om at rette sig lidt og med et vink fik hun kroejerens opmærksomhed og bad om to fyldte krus. Der gik heller ikke længe før to krus blev stillet foran dem, næsten samtidig fik de grebet om hver deres krus og taget en slurk af det. Hans kommentar om at hun ikke skulle forvente noget af fremmede, gjorde hun var ved at spytte drikkevaren ned i kruset igen. Hun holdt sig for munden og fik det dog slugt. Hun så over mod ham og rømmede sig lidt. Hun smågrinede så lidt som han nævnte hvis han havde været svag. ”Jeg udvalgte lige netop dig fordi du så stærk ud,” fortalte hun med et lille smil. ”Hvis du havde hjulpet ham, var jeg nok bare på spanden,” smågrinede hun, og kastede nærmest bekymringen hen over skulderen. Hun valgte ikke rigtig at svare på at hun ikke skulle stole på fremmede – for det var nærmest hvad hendes liv bestod af. Det at disse fremmede senere blev bekendte, var jo noget helt andet. Hun stolede jo også på byvagterne, uden at vide hvem de var… Det at det var deres job at sørge for at alle var trygge var så noget andet… Ja okay, måske burde hun ikke bare gå over til folk og håbe om hjælp. Men på den anden side ville hun jo også bare leve alle livets glæder og sorger. Alt det hun ikke havde oplevet og lært skulle jo lærers.

Hendes reaktion på at han mente hun ikke skulle forvente noget af fremmede var meget overraskende for ham. Var hun faktisk typen der normalt gik og regnede med at hun let kunne få folk til at hjælpe hende? Han kneb øjnene en smule sammen som hans hjerne knagede og han tænkte over om han kunne regne ud hvorfor hendes reaktion havde været sådan, men i sidste ende gav han op og besluttede sig for at det var nemmere bare at spørge hende direkte.
"Du er måske vant til at folk hjælper dig altid?" Det var nok ret tydeligt at det overraskede ham, mest af alt var det fordi han var vant til at folk aldrig rigtigt hjalp hinanden. Folk var alt for selviske i hans erfaring. 

Da hun så valgte at komplimentere ham, kunne han ikke stoppe sig selv i at smile lidt mere og ubevidst skyde brystet en smule frem. Han stoppede det dog så snart han opdagede han gjorde det og kommenterede så lidt hårdt. "Du skal ikke tro du får noget ud af smiger." Selvom hvis hun bare var en lille smule opmærksom så var det nok ret tydeligt at det helt klart virkede på ham. Han skyndte derfor også i sit bedste forsøg at virke mere hård og gemen ved at svare på det andet. "Ja så du burde være glad for at du var heldig nok at jeg ikke kan døje den slags fede klamme mænd!"

Han vedste sig så væk fra hende og begyndte at drikke mere af hans øl, han drak ret hurtigt for ikke at skulle komme til at sige mere end han allerede havde gjort.