“LAAAAAAAAAANCE” stemmen var lattermild og sløret af alkohol, som den klingede igennem det lille hjem, hvor Lance Bigwig, byvagts kaptajn og Dhalia Malik, leder for helbrederhuset, havde boet sammen gennem de sidste måneder.
“LAAAANCE!! Kom- kom her! Du skal altså.. du bliver nødt til at komme med ned på Svinet og.. og anholde ham Rofus! Han-han smed mig UD!” fortsatte en meget fuld, meget ung Dhalia, som hun lå splattet ud på den lille sofa, iført en af sin lærling Kits kjoler, og pegede mod Lance med en tom flaske gin..


Tidligere, samme dag.
Dagen på helbrederhuset havde været lang, travl og frustrerende. Der havde været en kø af unge mennesker, tumlinger og fortvivlede partnere, med deres elskede i favnen som spædbørn.
Alt sammen noget heldbrederhuset intet kunne gøre ved.

Dhalia kæmpede mod behovet for at rulle med øjnene, som hun for tredje gang forsøgte at forklarer en af de lokale koner, at der ikke var andet at gøre end at vente.
“Ja, jeg høre dig Kahren, men der er virkelig ikke noget vi kan gøre. Det er ikke en sygdom, det er magi! Og din mand burde virkelig vide bedre end at tage imod krystaller fra alfer” gentog hun, og gjorde en insisterende bevægelse mod døren. “I må vente til det går over af sig selv, og indtil da, må han kun få grød og grønt hvis det er kogt helt ud” sluttede Dhalia, og fortsatte til den næste patient inden Kahren kunne spilde mere af hendes tid. Man skulle tro det havde været nok da Kit forklarede det, men nej, Kahren skulle altid have det fra Dhalia.
Den gamle helbreder tillod sig et opgivende suk da hun nåde tilbage ud i køkkenet. Hun kunne stadig hører Kahren, som hun brokkede sig højlydt hele vejen ud, og truede med at skrive til byvagten og DRONNINGEN SELV!! Held og lykke tænkte Dhalia, selvom det nok ville give Lance et smil på læben at læse. Hun kunne kun krydse fingre for at kvindemennesket ikke dukkede op på byvagtskontoret for at brokke sig i person.

“Du kan komme frem igen, hun er gået” sagde Dhalia højt ud i det tilsyneladende tomme køkken, som lyden af Kahren forsvandt i det fjerne. En lille skikkelse flaksede frem fra bag en krukke på bordet, og fløj over til bordet hvor Dhalia satte sig.
“Puuuha hun var godt nok sur, hva! Jeg der var lige et tidspunkt hvor jeg troede du ville sikke mig!” gnækkede alfen med lige dele nervøsitet og lettelse.
“En aftale er en aftale” svarede Dhalia “Så længe du overholder din del senere, er du sikker her” bekræftede hun.
Alfen slubrede lidt honning fra et fingerbøl Dhala havde fundet frem “Du er altså lidt mærkeligt at du ved det.. Normalt prøver folk at undgå mine krystaller”.
Dhalia samlede en kulpen op fra bordet, og lænede sig over papirarbejdet hun var blevet afbrudt i tidligere. ”Jeg har mine grunde” var alt svar alfen fik.

Senere, da solen stod på hæld og de fleste ængstelige børn var sendt i seng, stod Dhalia og alfen ved køkkenvinduet. Dhalia havden den ene hånd på vinduets lås, og den anden strakt frem. Alfens blik flakkede lidt fra hende til vinduet “Altså, er du sikker?”.
Dhalia sukkede “Jeg har overvejet konsekvenserne. Krystallen, tak”. Alfen trak en lyseblå krystal frem “Ooookay, men det er altså ikke min skyld hvis du bliver til en lillebitte baby!” slog alfen fast. Dhalia åbnede vinduet, og alfen lagde krystallen i hendes hånd, som de havde aftalt.

Det gav et sug igennem Dhalia som magien tog fat og hun lukkede øjnene. Gamle rynker glattede ud, ømme led blev som nye, grå hår fik liv og farve igen.
Hun åbnede forsigtig øjnene, først det ene, langsomt, og hurtigt efter det andet. Hun var ikke blevet en baby, tak Chance! Hurtigt trak hun ud i sin kjole, der hang slapt om hendes krop. Der var bryster! Ikke store, bevares, men de var der! “JAAAH! WOOOHOO!” jublede ungpige Dhalia, som hun kastede armene i vejret, og hoppede rundt på ben, der bar hende let og ubesværet. Hendes dybe, nøddebrune lokker dansede omkring hende og hun lo til tårerne trillede ned af hendes bløde, glatte kinder.

Hurtigt havde Dhalia skiftet ud af sit normale tøj, og over i en af Kits kjoler, som Dhalia havde lånt fra vasketøjet, efter hun først havde fået ideen til den her vanvittige plan. Men en chance for at være ung igen, for at opleve den frihed hun havde givet sine børn, men aldrig selv havde haft? Det havde været risikoen værd.
Dhalia sneg sig ud, sikker som kun en teenager kunne være det, på ingen havde hverken set eller hørt noget, trods hendes enorme udbrud. Første stop stop var tribunepladsen, hvor hun skulle løbe op og ned af ALLE trapperne. Næste stop, Det Halve Svin.