Det havde været en lang dag på kontoret. Det var ikke ofte at Bigwig arbejdede over mere, som han satte mere og mere pris på at komme hjem til aftensmaden og nyde selskabet der var i hans hjem. Deres hjem.
Men som rapporterne begyndte at bugne, kunne han skyde en hvid pind efter at komme hjem til aftensmad, og måtte sende en lærling hjem med en besked. Rapporterne indeholdt de sædvanlige problemer i storbyen i form af konflikter, kriminalitet og slåskampe. Noget han efterhånden var vant til at læse igennem og hurtig afskrive som værende hvad det var. Men som han kom dybere ned i bunken, kom der flere og flere usædvanlige ting frem.
Folk der spontant var blevet yngre uden de vidste hvorfor. Nogen rapporterer om at de havde set en alf. Andre havde endda taget imod en krystal fra denne alf. Alfer og krystaller. Det var et bekendt tema, men det havde haft andre konsekvenser. En oppe fra afdelingen i det høje distrikt havde engang skiftet køn i nogle dage, mens Carlos, den bredeste bonde Bigwig nogensinde havde mødt i sit liv, pludselig stod som noget knotten og meget spinkel elver. Det var alt sammen noget der kun havde varet et par dage! Han mistænkte at dette var det samme.

Men det havde naturligvis sine konsekvenser at voksne mennesker pludselig blev til skrigende spædbørn, energifyldte møgunger eller hormonfyldte teenagere. Specielt hvis de var godt oppe i årerne.
Tænk at sådan en lille ting kunne skabe så meget ballade.
En ung knægt kom ind med nogle flere papirer i favnen og en læderpose. Han satte begge ting på bordet med et træt smil på læben.
”Noget nyt?” knægten sukkede dybt og nikkede til spørgsmålet.
”Vi har.. to børn i varetægt. De var midt i en diskussion på en kro og som det udviklede sig til et skænderi, kom en lille alf ind og fortalte dem at dette ville gøre det hele meget sjovere. Og så var de børn. De fløj i totterne på hinanden.” Bigwig pressede en finger mod begge sider af næsen og lukkede sine øjne. Hvordan håndterede man lige sådan en situation? De kunne ikke bare sende dem ud på gaden igen.
”Ved vi noget om hvor de bor?”
”Lige nu ved vi kun at den ene synes den anden er en sæk hestepærer, og den ene har prutånde” knægtens skæve, let krøllede smil afslørede at han forsøgte at lade være med at grine.
Bigwig var ikke nær så professionel og begyndte at grine højlydt som han lænede sig træt tilbage i stolen. ”Fedt. Vi må finde deres familier. Hvis de har nogen. Og deres hjem. Hvis de har et” han viftede knægten ud igen, og som han igen var alene, tog han rapporten op til sig.
Det var en besynderlig udveksling af skældsord børn kunne finde på.

Mens han, med en munter mine læste videre, rakte den behårede vildmand ud efter læderposen. En pose der skulle vise sig ikke var nær så tillukket som først antaget. Som snoren gled og han ud af øjenkrogen opfangede den falde mod jorden, greb han ud. Men det var ikke kun følelsen af læder han mærkede mod sine fingre, men den kølige flade af sten. ”Åh nej.”
Han kunne føle hvordan magien strømmede igennem ham, og panikken fulgte hurtigt efter. ”Nej nej. NEJ jeg har ikke tid til det her!” hans stemme begyndte at lyde mærkelig midt i sætningen og gik fra hans dybe stemme der afslørede en snigende alder, til en teenager hvis stemme ikke var helt færdig med at udvikle sig.

Bigwig smækkede læderpose og krystaller op på bordet med et brag og rejste sig. Han var betydeligt lavere. Han ville skyde på han manglede i hvert fald en 25 centimeter.
”UuuuuurrrrUUURGH!” hænderne lagde sig over hans ansigt, gned ham i øjnende og trak sig langsomt ned af ansigtet. Han stoppede ved sin kæbe og åbnede sine øjne med et sæt. ”MIT SKÆG!” Hænderne fumlede hen over ansigtet som var glat som en barnenumse, før hænderne til sidst gled op i det stadig kraftige og strittende hår.

Den femtenårige Bigwig gik som en tordensky gennem de velkendte gader i et par lånte bukser fra træningslokalerne, som rent faktisk ikke faldte ned om anklerne på ham, og den nu alt for store byvagtsjakke der hang over hans betydeligt mindre krop.
Som han nåede sin hoveddør, gik han i stå. Det her var en arbejdsskade han aldrig var kommet hjem med før, og han vidste helt ærligt ikke hvor han skulle starte.
Han skubbede den tunge dør op og lod den glide i bag sig. Det var ikke så sent at hun var gået i seng, men i hvert fald over spisetid, som han selvfølgelig havde sent besked om at han næppe nåede hjem til. ”Dhalia?” teenagestemmen fik ham til at skære grimasse. ”Vi.. jeg har et problem..”