d. 22 juli, 2020. 

Efter sammenstødet med vampyren, var jeg nød til at sige farvel til en gammel ven.
Jarko der nu har fulgt mig i mange år, var så forslået at hans vinger næppe ville heales, og selv hvis de gjorde, ville det være med evige mén, som jeg ikke kan stå til ansvar for. Bruddet var hårdt og smerten dunker stadigvæk indeni - det føles som om at jeg har revet et stykke af mig selv ud, og tomheden er skræmmende. Forbandet være de zalans væsner og deres higen efter død, de lydpottelus er en plage for landet!
Krystaller skal dog stadigvæk på bordet, så jeg må tage afsted. Det er min første jagt 'alene' i mange herrens år, og det bliver svært uden det ekstra set øjne over sig... jeg håber han har fundet fred ved Kile's hænder, selvom... bah. Mon ikke Kile tager ligeså meget imod fugle, som hun tager imod fæ? 


d. 31 juli, 2020.

Jeg har nu officielt været undervejs i lidt over en uge, og opsporingen af vildtet, har ikke ligefrem været god. Vi... jeg bevæger mig længere og længere imod Flodlandet, et sted for vandrotter og lurendrejere af værste kaliber. Vi brød os aldrig om at være der.
Hjorteflokken er svær at indhente, og enkelte sommerstorme har overrumplet mig et par gange nu, og gjort det besværligt at spore dem. Udover det, så sover jeg forfærdeligt om natten, og har svært ved at  lukke bare et enkelt øje når lydende først rigtig begynder. Nattens væsner larmer mere end de plejer, det kan jeg roligt skrive under på! Jeg vil prøve at få noget søvn inden jeg skal op ved morgengryet. Jeg fornemmer endnu et uvejr er på vej, og jeg skal så tæt på dem som muligt, inden vind og vejr vasker de sidste klovspor væk fra den fugtige jordbund. 

___________________________________________________

Alvilde bevægede sig med langsomme skridt nærmere den store flok mennesker, der morede sig gevaldigt om det lysende bål. De bløde læderstøvler bar hende lydløst igennem det hårde stentærren, og godt skjult af natten var hun så næsten umulig at spotte. Ikke sådan som de stirrede ind i det blussende bål. Og så slet ikke, sådan som de med højrystede stemmer syntes at 'eje' hele dette bjergområde. De var efterhånden kommet i nærheden af Diamantbugten, og mændende virkede til at fejre noget. Der var i hvert fald en god lyd af krus der klingede imod hinanden, og den ældre jæger kunne næsten lugte den berusede stemning der omgav dem. Men hvad var det at de fejrede? 

Hun havde tydeligvis været for langsom, alt efter hvad hun havde kunne hører; noget med at de endelig havde fået fanget en - og så i levende live endda. Et stykke væk fra bålet var kærren hun havde sporet tidligere, og i det bevægede et stort dyr sig rastløst omkring, spærret inde bagved rustne tremmer og utrolig lille plads. Hvorfor de ikke havde dræbt den undrede hende, hvilket også var den anden grund til at hun... måtte se hvad det var. Den første grund var forharmet nysgerrighed, jægeren måtte være bitter og vide hvad hun havde 'mistet'. 

Der var på ingen måde plads til det store dyr, der med en lavmælt knurren, af og til slog sig selv imod de solide tremmer. Og selvom Alvilde havde et noget nøgternt forhold til dyr, jah så virkede det alligevel en anelse... barbarisk, at de ikke engang havde udnyttet dagslyset til at komme meget videre, så transporttiden ikke blev så lang for det stakkels væsen. Allerede på den her afstand, kunne hun hører at det var i smerte. 

Selvom det ikke var hendes sag at blande sig i, kunne hun ikke dy sig idet at hun nærmede sig buret, hvor at dyret syntes at opfange hendes tilstedeværelse. En skræppende lyd kom fra det, og med en raslen af- vent, skræppende? Nordboens sammenkrøbne skikkelse stivnede kortvarigt i overraskelsen over lyden, inden at hun med ufatteligt stille skridt, bevægede sig det sidste stykke nærmere. 

Overrasket sitrede det kortvarigt i menneskets krop - som en elektrisk ladning gled igennem hende,og  uden meget tanke, primært af ren impuls, rejste hun sig det sidste stykke og greb fat om de kolde tremmer. Øjnene spærredes op som det gik op for nordboen at dette ikke bare var et bytte, men derimod en grif. Og den led noget så forfærdeligt. Vingerne hang i en deform vinkel omkring dens stærke skulderparti, og det ene ben kunne den knap nok støtte sig til, sådan som den lænede sig op af buret. Og var det... var det lænker de havde bundet dens skadede vinger ind i?! Den stirrede på hende, hun stirrede på den. Og som faldt noget i hak, gispede nordboen af smerte, og greb sit til brystet. 

Samme smerte som da hun havde første gang havde forbundet sig med Jarko, blot voldsommere, mere insisterende, et råb om hjælp som hun med tårene ned af de vejrbidte kinder, ikke kunne afvise. For en kort stund lyste nordboens øjne op i blåt lysglimt. Og i det næste nu, hamrede vreden igennem hendes robuste krop. Ikke hendes egen, men griffens forharmelse - det stolte dyrs vrede brændte igennem hendes indre, og tvang hende til langsomt at vende sig imod bålet og dets mænd, og ligeså langsomt trække sin bue, sværd og slagtekniv frem. Hævn? Nej, retfærdighed.

------------------

Med menneskeblod dryppende fra det hvide ansigt faldt nordboens sværd til jorden. Efter krampagtigt at have svunget det, og slukket 8 livslys, var hun færdig. Kampen havde været overstået nogenlunde hurtigt, da 5 ud af de 8 mænd havde været til at fælde med langbuen alene. I mørket havde de aldrig set døden komme, og de sidste var faldet i overraskelsen over hvordan deres klinger prællede af på den blonde kvindes jernhud. Fortumlet, udmattet - jah drænet som hun aldrig havde været før, væltede hun det sidste stykke imod buret, som med en ildevarslende knirken åbnedes for hendes kolde fingre. Ligbleg var hun; aldrig havde Alvilde følt sig så svagelig, og samtidig så... tilfreds, som nu. 

"Du er fri nu" hviskede hendes raspende stemme, inden at hun faldt omkuld og alt blev sort og koldt. Åhh, så forfærdelig og alligevel dulmende koldt. 

Sådan var det at munkene fra Thanos Orden fandt hende. Med griffen beskyttende viklet omkring den blodplettede nordbo, et døende bål og en mindre massakre af mænd omkring det, dog badet i solens varmende stråler.